Dansk Vestindien. (Efterskrift til Politivennen)

Den voldelige måde at holde landarbejderne i skak slog også indad i familierne, det fremgik af en artikel i: 

Brev fra Vestindien (uddrag)

Man er paa Øerne noget betænkelig ved den overhaandtagende Tilbøjelighed hos Negerbefolkningen til at give sin Heftighed og sine tøjlesløse Lidenskaber Luft i Voldshandlinger, der ikke saa sjeldent ende med Døden, og man beklager meget den Lemfældighed, de danske Domstole i saadanne Tilfælde udvise imod Gjerningsmændene. Disse slippe gjerne med et Par Aars Strafarbejde, og gaar det højt, saa at de dømmes fra Livet, kunne de altid gjøre Regning paa den kongelige Benaadning, der endog gierne efter nogle faa Aars Ophold i en Straffeanstalt hjemme aldeles fritager dem for Resten af Straffetiden. 

Paa de omliggende engelske Øer viser man ikke en saadan Mildhed i Drabssager, hvormed graverende Omstændigheder have været forbundne, og en Dødsdoms Fuldbyrdelse er næsten altid det uundgaaelige Resultat af Sagen. Som Følge heraf hører man ogsaa jevnlig Negerne sige, at man paa vore Øer kan gjøre, hvad man vil, da man ikke udsætter sig for at blive hængt, og blive de dømte til Tugthusstraf, saa bede de om at blive hjemsendte, fordi de vide, at de ved deres Tilbagekomst ville blive hyldede og beundrede af deres Kammerater som Folk, der Lave gjort en Europarejse og under Opholdet i Danmark have lært Dansk. 

Som en Illustration til hvad jeg her har sagt om Negernes Tilbøjelighed til uden Hensyn til Følgerne at give deres Lidenskab Tøjlen skal jeg blot anføre et Par enkelte i den allerseneste Tid forefaldne Drabshandlinger: En Arbejder paa Plantagen Pleasant Walley paa St. Croix. ved Navn James Francis Carter, blev en Søndag i Oktober opbragt over, at hans Stedsøn, en Dreng paa 9 Aar, havde spist hans Mad, og gav sig i den Anledning til at mishandle Drengen paa en saa grusom og oprørende Maade, dels ved ligefrem at slaa ham, dels ved at løfte ham op og kaste ham ned i Gulvet og endelig støde hans Hoved imod Jorden, at Barnet tilsidst døde imellem Hænderne paa sin Bøddel. Carter blev vel ved Underretten idømt Livsstraf men hans endelige Dom vil naturligvis kun komme til at lyde paa nogle faa Aars Strafarbejde Paa St. Thomas forefaldt en næsten ligesaa gruelig Drabssag i samme Maaned. 

En vagtmand paa Plantagen Thomas blev en Søndag opbragt over at en Mand fra Byen havde uden hans Tilladelse begivet sig ind i Gaarden for at bese Sukkerkogeriet, og gav sig efter at have puttet Vedkommende hen til Indgangen til at slaa løs paa Manden med en tyk Knippel. Han slog ham i Hovedet og vedblev dermed, indtil den Anden laa bevidstløs for hans Fødder. Andendagen efter døde den Ulykkelige, der skal have laa et Hjerneskallen knust og Gjerningsmanden sidder nu og afventer sin Dom, der formodentlig ligeledes endelig resulterer i et Par Aars Strafarbejde. At saadanne Tilstande ikke ere hyggelige, og at Straffelovene ikke svare til Forholdene paa Øerne, tror jeg vil vare indlysende for Enhver, ialfald hersker der ingen Tvivl herom på Øerne.

(Dagbladet (København), 27. december 1883 (uddrag)

View of the lagoon near New Port, Christiansted, St. Croix. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Fejø-Sagen (1): 1883 - Forhør og Dom. (Efterskrift til Politivennen)

14. August 1882 blev Carl Anton Freuchen (1835-1915) som da havde været prokurator ved underretterne i Sjællands Stift, beskikket birkedommer og skriver i Fejø Birk. Som prokurator i Faxe havde han optrådt som tilhænger af Højre og Estrup. Muligvis havde han politiske ambitioner, men blev i stedet birkedommer på Fejø. I maj 1881 blev der under hans forgænger Harry Lund fundet et barnelig på kirkegården, men han kunne ikke opklare sagen. Freuchen genoptog nu sagen, og baseret på løse rygter og sladder fandt han frem til to han mente var de skyldige.

Fotograf Heinrich Johan Barby (1858-1930): Carl Anton Freuchen (1835-1915). Barnet er formentlig sønnen Peter Anton Wilhelm Freuchen (1870-?). Barnets mor Anna Margrethe Freuchen (1842-1870) døde 2 dage efter sønnens fødsel. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Forbrydelser i Feiø Birk. Af et Brev fra Lolland meddele vi følgende: I det lille Feiø Birk, der bestaaer af de smaa Øer: Feiø, Femø, Veirø, Lilleø og Askø, under Maribo Amt, har det i den senere Tid vist sig, at der tidligere er begaaet og endnu begaaes forbrydelser af den groveste Art, og at saadanne kun komme for Dagen ved den nye Birkedommer Hr. Freuchens Virksomhed. Hr. Freuchen, der tidligere var Prokurator paa Vemmetofte, blev ansat som Birkedommer paa Feiø i Sommeren 1882; kort Tid efter hans Ankomst døde en Barselkones 8 Dages gamle Barn under mistænkelige Omstændigheder, idet Lægens Erklæring gik ud paa, at Barnet var død af Kvælning. Barselkonens Mand og hendes Svigermoder, et gammelt berygtet Fruentimmer, som havde været nærværende ved Barnets Død, og som paastod, at Barnet var død en naturlig Død - bleve belagte med Arrest. Begge disse Arrestanter vedbleve deres Forklaring, idet de paastod at have seet Barnet drage sit sidste Suk i Moderens Arme, og at Barnet var død en naturlig Død, hvorhos de vilde benægte Rigtigheden af den legale Lægeerklæring. Den 30aarige Barselkone, med 8 levende og alle smaa Børn omkring sig, havde Alles Medynk; man følte sig nemlig overbevist om, at hendes Barn var blevet myrdet af Svigermoderen. Paa Grund af sin Tilstand blev Barselkonens videre Afhøring stillet i Bero; hun, der tilsyneladende var sygelig, havde nemlig kun forklaret, at hendes Barn var død en naturlig Død, og denne Forklaring havde hun afgivet paa Sengen. Da de to Arrestanter imidlertid vedblivende holdt paa deres Udsagn, lod Birkedommeren omsider Barselkonen bringe paa Dommergaarden, hvor hun, efter at have varet et Par Timer i Forhør, tilstod, at hun selv havde dræbt sit Barn uden hendes Mands og hendes Svigermorders Vidende, og det viste sig, at disse virkelig havde seet Barnet i Moderen Arme drage sit sidste Suk, men de havde ikke seet, at den naturlige Moder, der i Dødsøieblikket havde sin venstre Haand under Nakken paa Barnet, hemmelig med denne Haand sammensnørede Skjortelinningen om Barnets Hals, og at det var denne Omstændighed, som frembragte barnets sidste Suk. Forbrydersken udsoner nu sin Straf med 9 Aars Indespærring i Tugthuset.

I Mai 1881 blev der paa Feiø Kirkegaard - skjult under noget Løv - fundet et Barnelig, som skjønnedes at have ligget der i et halvt Aars Tid, men forbrydelsen var og forblev uopdaget. Da Hr. Freuchen ved Nytaarstid iaar begyndte at søge op i denne Sag, kom forskjellige Personer i Arresten: vel viste det sig, at det rette Spor ikke strax var truffet, men de sigtede Personer havde dog ikke rent Brød i Posen, idet de dømtes til Forbedringshusarbeide og Fængsel paa Vand og Brød for fosterfordrivelse og Meddelagtighed i denne forbrydelse. En Arrestant, en tidligere Handelskommis, som nn havde forretning i Kjøbenhavn, blev løsladt mod Kaution, fordi han under Sagen ægtede den unge Pige, som han havde forført og senere forledet til Fosterfordrivelse. Imidlertid lod Hr. Freuchen søge efter Pigen Anna - Søster til den oven fornævnte Barnemorderske som allerede strax, da Barneliget blev fundet, var anseet for mistænkelig, men overfor hvem der dengang ikke blev foretaget Noget idet man da havde ladet sig nøie med en Erklæring fra Jordemoderen, hvor Anna da havde hjemme, hvilken Erklæring gik ud paa, at Anna formentes ikke at have født. Anna blev imidlertid nu funden paa Lolland i Juli d. A . og samme Dag hun blev anholdt, vedgik hun sig skyldig i den foreliggende Forbrydelse. Hun, som i Mai kun var 20 Aar gl., forklarede nu, at da hun i Sommeren 1880 følte sig svanger, gjorde hun sin Moder bekjendt med sin Tilstand, og Moderen foreholdt hende da, at det for hendes fremtids Skyld var aldeles nødvendigt, at hendes Barn ved Fødslen blev bragt afveien; hun vilde ellers komme under Fattigvæsenet. Moderen trøstede hende med, at hun kunde komme til hende, naar Tiden nærmede sig, saa vilde hun hjælpe hende. I December f. A.. en streng Vinter, da Anna følte sin Nedkomst nær, gik hun til sin Moder, og denne lod sig om Aftenen sammen med hende færge over paa Feiø. Her gjorde Moderen hende bekjendt med, at hvis hun fødte et levende Barn, maatte det nødvendigvis dræbes og bringes ud paa Feiø Kirkegaard. I den mørke og meget kolde Nat passerede de nu skjulte omkring paa Øen, indtil de kom i Nærheden af Kirkegaarden; de gik saa ind paa en Mark og satte sig paa en Grøftevold, og her fødte Anna et Drengebarn, som hun paa Moderens Forlangende strax dræbte, hvorefter Moderen tog Barnet og forsvandt med det. Efter 1½ Times Forløb kom hun tilbage og meddelte, at nu var Barnet forsørget og henlagt paa Kirkegaarden, og da hun havde siddet endnu i nogen Tid, spadserede de til Færgestedet og bleve om Morgenen seilede over til Femø, hvor Anna strax maatte gaa i sin Kondition. Da Barnet senere, i Mai 1881, blev fundet, maatte Anna, paa Moderens forlangende, for derved at aflede Mistanken fra hende selv, skrive anonyme Breve til den daværende Birkedommer, hvorefter en hæderlig Pige blev sigtet for Forbrydelsen. Birkedommer Freuchen lod selvfølgelig nu den for Anna saa omhyggelige Moder, et ugift Fruentimmer, 60 Aar gl., Christiane Gotfredsen, bringe tilstede. Dette Fruentimmer, der stærk minder om de bekjendte Hexebilleder, sidder nu i Saxkjøbing Arrest, og har først nylig afgivet en aaben Tilstaaelse om sin Gjerning. Hun er skinhellig, har hidtil kaldet Gud til Vidne paa sin Uskyldighed, og uagtet Anna i Retten paa sine Knæ har bønfaldet hende om at sige Sandheden, har hun stadig stødt Datteren fra sig med Ordene: "Du lyver, Du vil styrte Din Moder i Ulykke og Du vil derfor blive brændt op i Helvede" osv., og til Dommeren er hun fremkommen med Yttringer som: "Grav mig levende ned i Jorden til Halsen, og lad mig raadne saaledes levende hen, hvis jeg er skyldig. I den senere Tid havde Hr. Freuchen afhørt hende baade Dag og Nat, og endelig er det lykkedes ham at saa dette forstokkede Fruentimmer til at tilstaa. Vi have her i Saxkjøbing et usselt Raadhus, vistnok enestaaende her i Landet; naar der, som skeet i den senere Tid, holdes Forhør ved Lys, saa standse de Forbigaaende, idet baade Dommerens og den vedkommende Arrestants Udtalelser høres fuldstændig ud paa Gaden. Der findes kun et lille Forhørslokale i Stuen til Gaden, og det skeer da ogsaa, for at afværge formegen Nysgjerrighed, at de udenfor forsamlede Grupper maa anmodes om at passere videre.

(Folkets Avis - København 24. oktober 1883).

Hvad der ikke kom frem i aviserne var, at forhørene var foregået under torturlignende forhold. Ting- og Arresthuset i Saxkøbing var oprindelig opført 1811 som privat bolig. I 1836 blev det indrettet til ting- og arresthus. I 1869 blev indrettet tre enkeltceller og en fællescelle til tre fanger. Byfogden oplyste 1886 at bygningen var meget forfalden. Et nyt blev indviet i 1888.

Aviserne pointerede Freuchens fyldige og omfattende sagsakter, og måske netop af denne grund også opfattet som grundige. Få havde taget sig den ulejlighed at kigge på indholdet. Højesteret i oktober 1884 stadfæstede dommene på 5 års tugthus til Ane og Christiane Gotfredsen dødsstraf der i december 1884 blev forvandlet til livstidsdom. Dermed var sagen dog ikke forbi, for i tugthuset på Christianshavn kom en læge i 1885 til et andet resultat end distriktslægen på Fejø. Se herom i næste afsnit om genoptagelsen af sagen.

Vestindiens materielle Forhold, af Kaptajn, Baron H. Eggers. (Efterskrift til Politivennen)

Under de Forhandlinger, som til forskellige Tider have været førte saavel i Rigsdagen som i Pressen om de vestindiske Anliggender, har man næsten udelukkende lagt Hovedvægten paa politiske og administrative Forhold, medens de materielle Vilkaar som oftest kun blev overfladisk berørte i deres Almindelighed, uagtet, dog netop de vare den nærmeste Anledning til, at man overhovedet beskjæftigede sig med de vestindiske Øer.

Den eneste Undtagelse i denne Henseende dannede Sukkeravlen paa St. Croix, som kom noget mere paa Tale da det blev vedtaget bidrage til Anlægget af Centralfaktoriet ved Kristiansted, et Foretagende, der, selvom det endnu ikke har svaret til alle berettigede Forventninger, og under alle Omstændigheder har afgivet et smukt Bevis paa Danmarks Beredvillighed til at give sine vestindiske Kolonier Oprejsning for det knusende Slag, det tilføiede deres Velstand ved i 1848 saa godt som uden Vederlag at emancipere Slaverne, der repræsenterede omtrent hele Plantagernes Driftskapital og mindst Halvdelen af deres Værdi *).

Saavel i den omtalte Imødekommen fra Moderlandet som i de alvorlige Forhold paa Øerne selv synes der at ligge en stærk Opfordring til at henlede Opmærksomheden paa disse hidtil ubenyttede Hjælpemidler, for ved en hensigtsmæssig Benyttelse af dem at stille begge de interesserede Parter i det eneste korrekte Forhold til hinanden, nemlig Øernes materielle afhængighed af Moderlandet. Det kan ikke nægtes, at det i dette Punkt har skortet temmelig meget paa Initiativ saavel hos Indbyggerne som hos den lokale Administration og hos Regeringen i Moderlandet, der ganske vist, saavidt vides, ikke engang at nogen af sine overordenlige Kommissioner har faaet meddelt sagkyndige Raad i saa Henseende, medens man dog allerede ved blot at betragte nogle at de nærliggende fremmede Kolonier kunde have fundet mange værdifulde Exempler til Efterligning.

Man har hos os nøjedes med at antage for givet, at Øerne kun kunde have de to Erhvervsgrene, Sukkeravlen paa St. Croix, Handelen paa St. Thomas, og da de væsentligste Betingelser for et Opsving i begge disse Forhold, nemlig rigelig Regn paa St. Croix og Tilstrømning af Kjøbere til St. Thomas, laa udenfor Administrationens Kontrol, maatte den eneste Udvej til at modarbejde den tiltagende Forarmelse være en lndskrænkning i de offentlige Udgifter ved Reduktioner i Embedsstanden og paa andre Omraader.

En Undtagelse herfra gjør selvfølgelig det ved Anlæget af Fælleskogeriet gjorte Forsøg paa at formere Udbyttet af Sukkeravlen ved en forbedret Produktion, et Forsøg, som det desværre maa indrømmes, til Dato ikke har givet noget tilfredsstillende Resultat. Forøvrigt synes man alt for meget at have lukket Øjet i for Muligheden af at kunne finde en anden og bedre Udvej til at ophjælpe Øerne, end Indskrænkninger i Udgifterne, den nemlig at forøge Indtægterne ved at benytte andre naturlige Hjælpekilder paa Øerne selv.

De smaa Besparelser, det kan medføre nu og da at omordne Administrationen, at sammenlægge et Par Embeder her og beskære Gagerne paa et Par andre der, ville ofte vise sig at være uhensigtsmæssige og kunne under alle Omstændigheder aldrig være tilstrækkelige til at bøde paa Tilbagegangen i den private Velstand, saavel i den danske Stats Interesse, hvem i sidste Instans Øerne dog maa falde til Last, som i Koloniernes egen, synes det paatrængende nødvendigt at skabe nye Indtægtskilder, der efter nogens Tids Forløb ville være tilstrækkelige til at give Øerne deres Velstand tilbage. Det er Hensigten med disse Linier at godtgjøre, at der i denne Henseende er en vid og frugtbar Mark baade for Statens og de Privates Virksomhed med al Udsigt til et lønnende resultat.

Vore vestindiske Øer ere som bekjendt tre i Tallet, St. Croix, St. Thomas og St. Jan; af disse er de første ca. 3½ Kvadratmile stor med ca. 20.000 Indbyggere. St. Thomas 1 1/8 og St. Jan 1 Kvadratmil med henholdvis 14.000 og 900 Indbyggere. St. Croix er omtrent paa 1/3 af sit Areal beplantet med Sukkerrør, 1/6 henligger til Græsning, den øvrige Halvpart er bevoxet med saa godt som værdilæst Krat eller lav Skov. Paa St. Thomas og St. Jan er der paa hver Ø en mindre Sukkerplantage. Resten af disse Øer henligger i hovedsagen aldeles udyrket og er bedækket Krat eller Skov. Af Øernes samlede Areal paa over 5½ Kvadratmil er der saaledes omtrent kun 1½, der virkelig benyttes, medens Resten saa godt som aldeles intet Udbytte giver. Øen St. Croix existerer udelukkende ved sine ca. 80 Sukkerplantager. St. Thomas ved sin Handel og sin Havn St Jans Administrationsudgifter afholdes af st. Thomas, medens dens faa Indbyggere finde et tarveligt Udkomme ved Kulbrænding, Fiskeri og lidt Kreaturhold. Baade St Croix og St. Thomas have som bekiendt i de senere Aar havt betydelige Underskud i deres aarlige Budgetter, et ligefremt Resultat af Tilbagegangen i den almindelige Velstand.

Hvorvidt Sukkerdyrkningen med Fordel vil kunne udvides i nogen betydelig Grad, synes meget tvivlsomt. Paa St Thomas og St. Jan vil den hovedsagelig paa Grund at det meget bakkede Terræn næppe have nogen Fremtid, og selv paa St Croix vil Udbyttet af den, navnlig som Følge af den bestandig stigende Konkurrence med Roesukkeret uden Tvivl give et bestandig aftagende rent Overskud. Angaaende Fremtiden for St. Thomas Handel og Skibsfart, der begge ere afhængige at uberegnelige Faktorer, er det selvfølgelig umuligt at udtale noget Bestemt, og under alle Omstændigheder er det Forhold, hvorover vi ikke ere Herrer.

Der bliver da kun tilbage at benytte det udyrket henliggende Areal at henved 4 Kvadratmile og bringe det til at producere Varer, der ikke blot have lokal Værdi, men ogsaa, og det fortrinsvis, saadanne, som kunne exporteres og afsættes paa Verdensmarkedet. For Tiden benyttes det hovedsagelig til Kvæghold af nogle faa og fattige Plantere som især leve af at sælge Mælk, Græs og enkelte Slagtekreaturer til Byerne, dog uden at der findes egentlige Græsgange, idet Kreaturerne ere henviste til ved at strejfe om i Buskadset at søge deres Føde, som de bedst kunne. Af dette Terrain er der nu først og fremmest ikke faa Dalstrøg og Skraaninger, snu i fortrinlig Grad egne sig til Frembringelsen af Vegetabilier, baade finere Havesager som ogsaa efter en større Maalestok Rodfrugter, Bælg- og Træfrugter, der nu for en stor Del indføres navnlig til St. Thomas fra de omliggende Øer. Vore Øer behøvede at de vigtigere Næringsmidler af Planteriget ikke at indføre Andet end Majs- og Hvedemel samt The, idet selv Kaffe kunde produceres navnlig paa St. Jan i tilstrækkelig stor Mængde til Øernes eget Forbrug. Saavel paa St. Croix som paa St. Thomas har jeg i Resterne at gamle Kaffeplantninger fundet Jorden under Træerne bedækket med nedfaldne Kaffebønner, uden at Nogen opsamlede dem, ja endog uden at de omboende Negere vidste, hvad det var.

Den buskagtige Pigeon Pen, der yder flere Hundrede Fold om Aaret af en velsmagende og nærende Ært, og som hører flere Aar i Træk, mange Arter Bønner, der give en rigelig Høst efter kun to Maaneders Forløb, altsaa mindst fem Afgrøder om Aaret, Yams, søde Kartofler, Tunierm Cassava, Græskar, Bananer, alle disse og flere tropiske Vegetabilier, der nu for Størstedelen indføres til St. Thomas fra de omliggende fremmede Øer, kunde ligesaa vel med Fordel dyrkes paa vore egne Øer i tilstrækkelig Mængde.

Uagtet Majsen voxer paa vore egne Øer, vil man dog aldrig der kunne producere den saa billig, som den kan kjøbes fra Amerika. Derimod vilde det velsmagende Guinea Corn (Sorghum), der voxer forbavsende frodig herude, i stor Udstrækning kunne erstatte det nu almindelig brugte Majsmel. Ved Anlæget af tiltrækkelige Græsmarker af det perennerende Guineagræs, den almindelige Foderplante i Vestindien, vilde man derhos ligeledes snart kunne producere tilstrækkeligt Slagtekvæg til eget Forbrug, medens der nu aarlig gaar store Beløb derfor til Portorico, ja endog til Nordamerika. Ved en Forbedring i de ovennævnte Forhold vilde Øernes Produktion allerede forøges betydelig og dermed Velstanden tiltage. Hertil burde der endvidere slutte sig forskjellige administrative Foranstaltninger, saasom en ordentlig Matrikulering af Plantagerne paa St. Thomas og St. Jan. Lovbestemmelser om Fredning af Trævæxt. Forbedring af Vejene paa de to nævnte Øer. Altsammen Ting, der er i lange Tider have ventet og fremdeles venter paa Reformer.

Det er imidlertid først ved at forøge Produktionen af Varer, der egne sig til med Fordel at exporteres, at man kan vente grundig at forbedre Øernes materielle Kaar og sætte dem istand til ikke blot at faa Raad til at kjøbe, hvad de ikke selv kunne producere, og til at afholde Udgifterne til deres Administration, men ogsaa til at have Overskud til fortsatte Forbedringer og til Opsamling af Kapitaler.

De store Arealer, navnlig paa Østenden af St. Croix og saa godt som hele St. Thomas og St. Jan, der som anført nu intet Udbytte give, vilde imidlertid forsaavidt de ikke kunde benyttes til Dyrkning at Vegetabilier eller til Græsgange, uden Vanskelighed kunne gjøres idetmindste lige saa indbringende som de frugtbarere Arealer der nu anvendes til Sukkerdyrkning, og det uden blot tilnærmelsesvis at udkræve den store Anlægs- og Driftskapital, som Sukkeravlen kræver.

Ved at foreslaa Benyttelsen af disse hidtil værdiløse Strækninger, som med Undtagelse af de sandede og sumpede Kyster i Hovedsagen bestaa af Bakker med en tør, stenet og leret Jordbund, skal jeg, for at uudgaa alle tvivlsomme Projekter, kun holde mig til Dyrkningen og Forarbejdelsen af saadanne Planter, som enten ere almindelig vildtvoxende eller naturaliserede, og som ogsaa afgive en sikker Basis til Dyrkning i større Omfang, medens samtidig deres Produkter allerede for Størstedelen ere indførte og anerkiendte paa Verdensmarkedet, saa at man ikke behøver at nære nogen Tvivl med Hensyn til det finansielle Resultat. Disse Planter, hvoraf vi paa vore Øer have en hel Række, som jeg i det Følgende skal omtale mere i det Enkelte, kunne efter deres Anvendelse mest passende deles i fire Grupper, nemlig 1)  Farvestofplanter, 2) Trevleplanter. 3) Olieplanter og 4) medicinske Planter.

Af Planter, der yde Farvestoffer, bør først og fremmest nævnes Divi-Divi (Lebidilna coriaria). et lavt Træ eller Busk m findes vildtvoxende paa alle Øerne mest paa St Thomas, baade paa tørre, stenede Bakker og i 1gunagtig Jordbund ved Kysterne. Træet bærer to Gange om Aaret Frugter, korte, brede, krummede, brune Bælge, udvoxne Træer indtil 100 Pund. De Prøver af Divi-Divi. som æg herfra har sendt til England og Tyskland, ere blevne erklærede for meget gode, deres Markedsværdi ansattes ifjor til ca. 275 Kr. pr Ton, eller ca 12 Ører Pundet. Divi-Divi Træet begynder at bære Frugt i sit fjerde eller femte Aar, og hele Arbejdet ved Indhøstningen bestaar derefter blot i at opsamle de modne Bælge, som forsendes enten i Sække eller løse i Skibsrummet. Fragten med Dampskib til Hamborg herfra er ca. 80 Kr. pr. Ton. For Tiden udføres dette værdifulde Produkt navnlig fra Nordkysten af Sydamerika omkring Maracaibo og Rio Hacha samt fra den vestindiske Ø Curacao.

Ifølge Meddelelse fra en anset Kemiker i England vil det være fordelagtigere, saaledes som det allerede nu sker flere Steder i Australien og selv paa Jamaica, at man istedetfor at exportere det garveholdige Raastof Fremstiller Extraxter deraf paa Stedet, hvorved bl. A Transportomkostningerne for en stor Del spares. Man vil derved endvidere have den Fordel at kunne benytte en Mængde Planter, som vel indeholde Farvestof, men ikke i tilstrækkelig Mængde til, at det saaledes som med Divi-Divi, kan betale sig at exportere dem til Europa. Til saadanne Planter høre paa vore Øer især de forskjellige Arter af Acacia, der nu ere en ren Landeplage paa Grund af deres store Mængde og hurtige Væxt. Medens Divi-Divi'ens Bælge indeholde ca. 32 -50 pCt Garvesyre, indeholder Acaciernes kun fra 9- 20 pCt., men dog nok til deraf med Fordel paa Stedet at fremstille en Extrakt, der kan tilvejebringes med faa og lidet bekostelige Apparater. Paa samme Maade kunne endvidere anvendes Bladene og Barken af Sødruen (Coecoloba) saavelsom Barken af Mangroven (Rhizophora). der begge ere almindelige paa vore Kyster.

(Sluttes )

*) Som bekjendt gaves der først 1853 de forhenværende Slaveeiere en Erstatning for hver Ufri af 50 Doll. i 4 pCt kgl. Obligationer der blev udtrukne i Løbet af13 Aar, medens en Slaves Pengeværdi gjennemsnitlig var mindst 200 Doll.

(Dagbladet (København) 2. august 1883)

Blandt Trevleplanterne er den mest fremragende Agaven, som findes vildtvoxende i stor Mængde overalt paa tørre Bakker imellem Buskadset, ofte paa aldeles nøgne Klipper. Planten opnaar en uhyre Størrelse, de enkelte Blade ere ofte over 8 Fod lange, 1 Fod brede og af en Vægt paa over 50 Pd. Disse Blade indeholde en talløs Mængde af fine, stærke Trevler, som udgjøre 8 -10 pCt. af hele Vægten og som i Styrke og Udseende staa lige med den bedste Manillahamp, som de endog overgaa med Hensyn til Varighed i Vand. Trevlerne udtrækkes ved Hjælp af temmelig simple og forholdsvis lidet bekostelige Maskiner, som forfærdiges i England og ere i Brug paa de Steder, hvor Agavetrevler tilberedes, navnlig paa Mauritius Jamaika og i Texas. I den bekjendte Sisalhamp er ligeledes fremstillet af en Agaveart som voxer almindelig i Yucatan, men, ligesom Manillahampen, ved Haandkraft. Prisen paa Agavetrevler er for Tiden i England 6-800 Kr. pr. Tons. 

Planten formerer sig uhyre let saavel af Frø som ved unge Skud paa den uddøde Moderstamme, saa at der til dens Dyrkning i det Store egentlig ikke behøves Andet end at tage de unge Planter i Buskadset og plante dem i passende Afstand fra hinanden. 1 det fjerde Aar er Planten stor nok til at yde Trevler og kan da, naar man udskjærer Hierteknoppen for at forhindre Dannelsen af Blomsterskaftet, blive ved dermed i en lang Aarrække.

Paa Øen Mauritius har man to en stor Del allerede opgivet Dyrkningen af Sukkerrøret for i dets Sted at plante Agaven, i Texas har man ligeledes i de senere Aar anlagt uhyre Agaveplantager, der give et betydeligt Udbytte, og allerede i 1878 vare repræsenterede paa Udstillingen i Filadelfia med deres Produkter.

Medens Agavebladene paa Grund af deres Saftrigdom kræve en noget vidtløftigere Behandling for at uddrage Trevlerne af dem, yder en anden paa vore Øer vildtvoxende Plante af Ananas-Familien, Pitcairnia. fortrinlige Trevler, naar man simpelthen banker Bladene, der kun Lave meget lidt Bladkjød, med en Trækølle, og derpaa renskraber dem med et Jern. Denne Plante voxer selskabelig i Mængde paa de nøgne Klipper langs Kysterne, dens Trevler have ifølge Udtalelser om Prøver, jeg har sendt til England, en Værdi af 600 Kr. pr. Tons og udmærke sig navnlig ved deres Styrke, men ere noget grovere end Agavens Lignende Planter al samme Familie ere selve Ananasen, der som bekjendt afgive meget fine Trevler, og den i kun altfor stor Mængde vildtvoxende Pinguin (Bromelia Pinguin), hvis Trevler nærme sig Ananasens i Finhed og Styrke.

En af de i den nyere Tid mest omtalte Trevleplanter er den ostindiske Jute, der for 20 Aar tilbage var saa godtsom ukjendt, men som nu produceres i saadan Mængde, at der alene i Dundee forarbejdes over 200 Mill. Pd. aarlig. til Sække o. Lign. Juten er Produktet af forskjellige Arter Corchorus, af hvilke det Mindste de to findes vildtvoxende som Ukrudt paa vore Øer, og som ved en lignende Behandling som Hørren give en god og stærk Fiber.

De smukkeste og bedste Trevler, der have kunnet fremstilles af Planter paa vore Øer, yder dog den oprindelig fra Afrika tilførte, men nu mange Steder naturaliserede og vildtvoxende Guavatail (Sanseviera guineensis), der har lange, spættede, haandformede Blade paa indtil 8 Fods Længde og forplantes meget let ved Stykker at Mellemstokken. Dens Blade give ved simpelthen at skraben med et Jern og derpaa tørres og bleges i Solen fine silkeagtige, glinsende og overordentlig stærke Trevler, hvis Handelsværdi af ter Prøver, der have været sendte til London, erklæredes for at være større end Manilahampens, hvis Markedspris for Tiden er c. 1000 Kr. pr. Tons, og at være lig den fineste Hørs. Formeringen af denne Plante sker meget let ved Deling af den lange Mellemstok; i Løbet at to Aar kan man begynde at skære Bladene og derefter blive ved det med i saa godt som ubegrænset Tid.

Endelig skal jeg i denne Forbindelse endnu nævne en Art af Bomuldsplanten. som ligeledes voxer vild her, men om hvis Rentabilitet ligeoverfor den amerikanske Konkurrence jeg ikke kan udtale mig med Bestemthed.

Et Bindeled mellem Trevleplanterne og Olieplanterne dannes at Kokospalmen, der som bekjendt navnlig voxer paa den sandede Havbred, men for øvrigt ogsaa træffes inde i Landet endog til en Højde af 1500 Fod. I det tykke, Nødden omgivende Hylster indeholder Kokosnødden et værdifuldt TrevIestof, det saakaldte Coir, der forarbejdes til Reb Gulvmaatter o. Lign medens selve Kernen yder den noksom bekjendte Kokosnødolie der enten udpresses paa selve Voxestedet eller i Fabrikkerne i Europa af den tørrede Kjerne, den saakaldte Copra. Denne Copra danner f. Ex. en at de vigtigste Udførselsartikler for mange af Sydhavsøerne. Hvilken Betydning Kokospalmen har for mange Tropelande, turde maaske bedst fremgaa af, at der alene paa Java findes plantet over 20 Mill. Træer, medens paa Ceylon et Areal al over 20,000 Tdr. Land er beplantet med denne værdifulde Palme. De store Kokosplantninger, som tidligere fandtes paa vore Øer, især paa St. Croix, ere efterhaanden uddøde, uden at der paa enkelte rosværdige Undtagelser nær er gjort Noget for at erstatte dem ved nye, medens dog Træet er et af de fordelagtigste, Mennesket kan plante. Efter en Gang at være plantet i Strandsandet, paa et Terræn som absolut intet Udbytte ellers giver, skjøtter det sig selv for Eftertiden, og yder derpaa fra sit femte eller sjette Aar uafbrudt i en lang A årrække en rig Høst af Nødder, hvis Værdi i Gjennemsnit kan ansættes til 15 Kr pr. Træ. Der findes paa vore Øer en utallig Mængde store og smaa Bugter med udstrakte, samlede Bredder, der ere som skabte til at bære Kokosskove, og som uden anden Udgift end een Gang for Alle at plante Kokosnødder kunde yde en betydelig aarlig Indtægt. Af andre Olieplanter bør endvidere især nævnes den vildtvoxen ie Horseradish (Moringa), som i sine Kjerner indeholder en meget fin Olie, der aldrig bliver harsk og især er søgt af Instrument- og Urmagere, samt den bekjendte Ricinusplante, der overalt voxer som et almindeligt Ukrudt, og som andre Steder. f. Ex i Mississippi og Ohio, dyrkes i stort Omfang for sine olieholdige Frøs Skyld.

Blandt de medicinske Handelsplanter maa foruden Ricinusplanten navnlig fremhæves den bekjendte Aloe, en tykbladet, lav Saftplante, som trives paa de tørreste Klipper, og af hvis Saft det efter Planten opkaldte, velkjendte medicinske Stof erholdes i Vestindien er det især Øerne Barbados og Curacao, som producere Aloe, der for Tiden paa Londoner Markedet sælges til 1½-½ Kr. Pundet efter Kvaliteten, som i høj Grad er afhængig at Tilberedelsesmaaden. Medens nemlig den fineste Slags erholdes ved at gjøre Indsnit i Bladene og derefter afskrabe den udflydende, størknende gulbrune Saft, opnaar man et rigeligere men rigtignok langt mindre værdifuldt Produkt ved. saaledes som paa Barbados, at skære Bladene i Smaastykker og udkoge dem i Kurve i Vand, som derpaa igjen indkoges til en tyk Masse, der til Slutning tørres og størknes. Aloeplanten findes mange Steder Vildtvoxende paa vore Øer og vilde med Lethed kunne formeres efter en stor Maalestok, medens Indvindingen af den finere Slags ved Afskrabning af den udflydende Saft vilde afgive en passende Beskjæftigelse for Kvinder og Børn.

For ikke at udstrække disse Meddelelser yderligere skal jeg til Slutning at de mange andre, her ikke opregnede. nyttige Planter paa vore Øer endnu blot nævne Pimenta-Træet, af hvis Blade det værdifulde Produkt Bay Rom destilleres, og som nu paa Grund af Ejernes Ligegyldighed og Mangel paa passende Lovbestemmelser om dets Fredning er saa godt som udryddet paa Øerne saa at en Fabrikation, der har ydet St. Tomas ikke ubetydelige Indtægter, nu er næsten standset af Mangel paa Raamateriale. Lignende Skæbne har ramt Pockenholt-Træet, der nu er saa godt som udryddet paa vore Øer, Campeche-Træet, der voxer i Mængde paa sine Steder langs Kysterne, men som regelmæssig hugges om til kulbrændring, førend det gaar nogen betydelig Størrelse, saavelsom mange andre nyttige Planter, som offentlig og privat Ligegyldighed og Ukyndighed næsten har ladet gaa tilgrunde, og som blot behøve nogen fornuftig Fredning for i en forholdsvis kort Tid at blive til rige Indtægtskilder.

Det er i Sandhed med ejendommelige Følelser at man maa være Vidne paa den ene Side til de ynkelige Raab om Almisse fra Moderlandet og Raadvildheden lige overfor den tiltagende Misere baade hjemme og herude, medens der paa den anden Side paa Øerne selv findes rige Hjælpekilder, der kun kræve en energisk og kyndig Benyttelse for inden kort Tid at bringe Sagerne paa Fode igjen.

Efterat jeg i det Foregaaende har omtalt vore Øers endnu ubenyttede Ressourcer, skal jeg til Slutning endnu fremsætte nogle Bemærkninger angaaende Midlerne til at gjøre dem frugtbringende.

Hvad Vestindien navnlig trænger til, er paa den ene Side Kapital, paa den anden Side Sagkundskab og Foretagelsesaand. Hvad den fornødne Kapital angaar, som i Forhold til, hvad Sukkerdyrkningen udkræver, kun er ringe ved Exploiteringen af de i det Foregaaende omtalte Raastoffer, da vilde uden Tvivl en Del kunne tilvejebringes paa selve Øerne, naar der først forelaa Prøver paa, at den kunde gjøres frugtbringende i den omhandlede Retning og den fornødne Vejledning til dens rette Anvendelse kunde erholdes. Herom give de forskjellige isolerede private Foretagender med Opdyrkning at enkelte forladte Plantager, navnlig paa St. Thomas, et tilstrækkelig betryggende Varsel. Det maa ligeledes kunne forudsættes efter den Driftighed og Energi, der i den senere Tid er kommen den materielle Udvikling i Danmark tilgode, at der i Moderlandet vil findes ikke faa Mænd med nogen Kapital, der under den ovenfor anførte Forudsætning vilde have Lyst til at vælge den sig her aabnende Mark for Anvendelsen af deres Kræfter. Fremfor mange andre Tropelande have vore Øer Fordelen af en velordnet Administration og en let Forhindelse med Verdensmarkedet, ligesom ogsaa Transporten til Udskibningsstedet, der i mange, langt rigere Egne, gjør de naturlige Rigdomme til døde Skatte, paa Grund at Øernes ringe Udstrækning overalt er baade billig og let.

Det vilde selvfølgelig være ønskeligst, om de ovennævnte to Kilder vilde være tilstrækkelige til at yde den fornødne Driftskapital. I manglende Tilfælde vilde det imidlertid under de givne Forhold næppe kunne anse for Andet end rimeligt, om der i nogen Tid af Statskassen ydedes Laan paa billige Vilkaar i det omhandlede Øjemed saaledes f. Ex. at Laanets Størrelse rettede sig efter Omfanget af de Anlæg og Arbejder, den paagjældende Jordejer eller Fabrikant allerede havde udført ved egne Midler. Den almindelige, laveste Rentefod for Laan hos Pengeinstitutter i Vestindien er 9 pCt. om Aaret hos Private ofte meget mere. En halv Mill. Kr. ydede af Statskassen og fordelte over de tre Øer i successive l.aan paa 3-4000 Kr. til 5 pCt. aarlig Rente vilde være tilstrækkelig til i betydeligt Omfang et indføre Dyrkningen og Forarbejdelsen af de Heste af de ovennævnte Kulturplanter paa Øerne og vilde efter 10-12 Aars Forløb helt eller ialfald for Størstedelen kunne være tilbagebetalte. Det vil uden Tvivl vare en rigtigere Politik af Moderlandet og paa samme Tid mere skikket til at skabe sunde Tilstand, paa Øerne, hvis Danmark paa lempelige Vilkaar yder sine Kolonier Midlerne til atter materielt at rejse sig, end fortsat at gjøre aarlige Tilskud til Administrationsudgifterne af større eller mindre Summer, der sporløst forsvinde og lade Befolkningen forblive ligesaa fattig som før.

I Forbindelse med Tilvejebringelsen af den fornødne Kapital, ja helst endog forud herfor, bør der derhos navnlig i de første Aar gaa en sagkyndig Vejledning til Benyttelsen af de nye Hjælpekilder. Dette opnaas formentlig bedst ved paa hver Ø at anlægge en offentlig Anstalt hvor alle de ovenfor nævnte og andre lignende Planter kunne dyrkes og om fornødent forarbejdes ved passende Maskiner, for at indvinde Erfaringer angaaende deres hensigtsmæssigste Behandling, ligesom der ogsaa her kunde anlægges Planteskoler, hvorfra unge Træplanter og Frø i stort Antal gratis eller mod ringe Betaling kunde uddeles til Jordejerne. Saadanne Anstalter, der altsaa vilde blive en Slags vestindisk Landbohøjskole i det Smaa, navnlig hvis man dermed forenede Belæring og Meddelelser angaaende de indvundne Resultater og som for St Croix's Vedkommende ogsaa kunde blive af ikke ringe Betydning for Sukkeravlen, maa det uden Tvivl være Statens Sag at anlægge og underholde, da det ikke kan ventes, at deu enkelte Privatmand, navnlig under de herværende Forhold, skal have Raad eller Tid til at anstille Forsøg for egen Regning.

Anlæget at saadanne Mønsteranstalter vilde heller ikke være forbundet med nogen overordentlig Bekostning. Paa St. Croix haves der saaledes allerede flere Staten tilhørende Plantager, hvoraf navnlig en, baade paa Grund af sit Terræn og sin Beliggenhed i Forening med sin ringe Rentabilitet som Sukkerplantage, uden stor Bekostning kunde omdannes til Forsøgs- og Mønsterplantage for denne Ø. Paa St. Thomas og St. Jan have de mange udyrkede Landejendomme egentlig kun en nominel Værdi saa at lndkjøbet at en at dem og Anlæget af en saadan Anstalt ligeledes bor kue vilde medføre en ringe Udgift. Princippet i dette Forslag er ikke Andet, end det samme, som man har fulgt i alle europæiske Lande, ja endog i mange af de fremmede Kolonier, hvor man netop ved Anlæget af teknisk-botaniske Haver og Forsøgsstationer har gjort overordentlig Meget for Indførelsen af nyttige og værdifulde Planter.

Til Slutning endnu en lille Bemærkning. Jeg har i det Foregaaende udelukkende talt om Staten, den danske Stat. som den, der baade i den ene og den anden Henseende bør tage Initiativet til en Forbedring i de materielle Tilstande paa Øerne. uagtet det selvfølgelig er mig bekjendt, at Øerne, navnlig ogsaa finansielt, ere tildels selvstændige og ikke direkte afhængige af Moderlandet. Da imidlertid baade St. Croix og St. Thomas taktisk ere insolvente, har jeg ikke troet det hensigtsmæssigt at bevæge mig i en Fiktion, ved at tale, som om Kolonierne selv vare istand til at gjøre Noget, der udkræver Kapital, for deres materielle Opkomst. Det er den danske Stat, som moralsk og uden Tvivl ogsaa juridisk har en Forsørgelsespligt for sine Bilande, og man tør vel næppe tvivle om. at den, fremfor at fordømme sine vestindiske Øer til at være Almisselemmer paa Statslegemet, vil fore trække ved en energisk og kyndig hjælpende Haandsrækning, som de unægtelig for Tiden trænge til, igjen at hjælpe dem til materiel Selvstændighed som den sikreste Basis for alle politiske og moralske Fremskridt.

St. Thomas. Marts 1883.

(Dagbladet (København) 3. august 1883)

Lærermøde i Haderslev. (Efterskrift til Politivennen)

Det Møde, som Haderslev Kredslærerforening den 9. Juli afholdt i Haderslev, giver Anledning til flere, kun lidet lystelige Bemærkninger. Efter "Dannevirke's" Referat begyndte Mødet i Pigeskolen, hvor en af dennes Lærere efter Afsyngelsen af en tydsk Psalme, og efter at Lærere og Børn skiftevis havde fremsagt nogle tydske Bønner, holdt en Katekisation over en tydsk Psalme. Naar man imidlertid erindrer, at med Undtagelse af enkelte haderslevske Lærere alle de i Foreningen værende Medlemmer i deres egne Skoler meddele Religionsundervisningen paa Dansk, og at Flertallet af dem kun har et meget mangelfuldt Kjendskab til det tydske Sprog, vilde det i høj Grad vække Forundring, at et Lærermøde i Haderslev Kreds skal begynde med en tydsk Prøve, hvis man ikke forhen indtil Overmaal var bleven belært om, at det ved alle Lejligheder fremfor alt gjælder om at skaffe det tydske Sprog Fremgang paa det danskes Bekostning. Efter Prøven i Skolen fandt det egentlige Møde Sted i Theaterlokalet, hvor Dirigenten, ligesom Formanden sidste Aar indledede Forhandlingerne med nogle "tydske Ord. Om Formandens Berettigelse til kun at lade Dagsordenen bekjendtgjøre i "Schleswig Holsteinische Schulzeitung", der naturligvis kun læses af yderst faa Landsbylærere, udspandt der sig herpaa en kort Diskussion paa Tydsk, derefter fulgte et tydsk Foredrag af en Lærer fra Haderslev, og endelig tog Kredsskoleinspekioren med sædvanlig Selvraadighed Ordet uden at bede om Dirigentens Tilladelse for at hædre en afdød "tro og samvittighedsfuld" Lærers Minde. Under de følgende Forhandlinger saa de mest patriotiske Medlemmer desuden flere Gange Lejlighed til at fremkomme med Bemærkninger og Meddelelser i det tydske Sprog. Hvis ikke Formanden en enkelt Gang havde taget Ordet paa Dansk for at faa gjort den Bemærkning, at enhver Lærer først og fremmest burde holde ovennævnte Skoleblad, hvilket vistnok de færrreste kunne indse Nødvendlgheden af, hvis ikke Resten af Mødet tildels var bleven optaget af et kort dansk Foredrag med paafølgende Diskussion paa Dansk, og hvis endelig ikke flere af de diskuterende Læreres Maal havde røbet dem, kunde man have troet, at det Lærere f. Ex. fra Holsten, der vare komne sammen for at tale om deres eget og deres tydske Skolers Tarv. At det er Kredsskoleinspektør Stegelmann, der staar bag ved, og ved Hjælp af tydsksindede Lærere fra Haderslev faar Sagen saaledes arrangeret, at hele Mødet kan faa et tydsk Præg, kan der aldeles ikke næres nogen Tvivl om. Han, der nu i flere Aar har været en sand Skræk for alle danske Børn i hans Opsynskreds - og for deres Forældre med - forsøgte jo selv for to Aar siden at tage al Magt fra de valgte Bestyrelse ved paa egen Haaud at indbyde Kredsens Lærere til at holde Møde paa en af ham fastsat Dag. Vel strandede dette Forsøg paa de danske Læreres Fasthed og Sammenhold, men det mislykkede Resultat har dog ikke afskrækket Kredsskoleinspektøren fra iaar at forsøge et i lignende Retning. Ifølge "Dannevirke" fremkom han endelig under Mødet med en Opfordring til Lærerne om at tage Del i en "gemytlig Sammenkomst i Burgerverein", og det skal have været hans Hensigt her at faa dannet en ny Lærerforening. Maaske er en saadan ogsaa virkelig bleven stiftet, og da er det en afgjort Sag, at i denne vil det danske Sprog aldrig høres, ligesom det ogsaa er vist, at hvis den danske Lærerstand ikke mander sig op, saa den frit og mandigt taler Dansk, hvor surt end alle Skoleinspektører se dertil, vil den nuværende Forening aftage i samme Grad, som den tydske Lærerforening voxer. Formaa derimod de dansksindede Lærere at holde Liv i deres Forening. vil Udskillelsen af de tydske Lærer med deres Stormester kun kunne være til Nytte, fordi Forbindelsen med dem kun har bragt Uklarhed og Usandhed ind i Foreningen. Kredslærerforeningen er nemlig en Gren af den saakaldte "slesvig-holstenske Lærerforening", hvortil den hvert Aar yder et Bidrag. der for Aaret 1882 beløb sig lidt over 60 Kroner. At disse Penge anvendes til Formaal der staa den nordslesvigske Skole meget fjernt, er indlysende, og desværre er det sandsynligt, at de Maal, der tilstræbes, ofte endog skade den. Lysteligt er det i hvert Fald ingenlunde at erfare, at paa den aarlige Forsamling, som Provindsens Lærerforening afholder, og hvortil Haderslev Kreds lærerforening sender Delegerede, er der udelukkende Tale om Tydskland og tydske Skoler om Lærernes og Børnenes Troskab mod det tydske Fædreland og dets mægtige Kejser.

(Nattd.)

(Ribe Stifts-Tidende 19. juli 1883).

Badeveien. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Redaktør! Tillad mig gjennem Deres ærede Blad at gjøre vedkommende Autoriteter opmærksomme paa Forholdene paa Badeveien paa Vesterbro.

I denne af lutter Smaafamilier beboede Gade findes ingen Kloak, og Rendestenene maa saaledes optage alle de Uhumskheder, som udkastes og flyde derud fra Husene.

Naar en Rendestenene endda oprensedes daglig, var derom vel ikke stort at sige, men de oprenses sjældent, og naar det sker, lægges Snavset ud paa Gaden eller paa Fortovet, hvorfra det, vel at mærke, ikke bortkjøres, før det er blevet tørt; det henligger saaledes paa sine Steder i Ugevis og udbreder naturligvis en ulidelig Stank. Hvor farligt dette kan være, især i en varme som den, vi have haft i den sidste Tid, behøver vel ikke at omtales, og jeg haaber, at den ærede Sundhedskommissions Opmærksomhed kun behøver at henledes herpaa for at faa disse Forhold forbedrede.

Hvad Grunden er til, at Badeforholdene ved Badeveien ikke ordnes der, er ubegribeligt. For Kommunens Regning anlægges Kloak i Jagtveien, Valdemarsgades yderste Ende, hvor der ingen Huse findes, brolægges, et Stykke af Istedgade, Principet tro, er uden Forbindelse med Fortsættelsen af Gaden og en Del af Øhlenschlægersgade, hvor der naturligvis heller Ingen Huse findes, anlægges, men Badeveien, hvor der gives Byggetilladelse og bygges, den gjøres der Intet ved. I den er der hverken Kloak eller Gaslygter ligesaa lidt som Brolægning, Fortovets Brede er 9 Alen, Kjørebanens 4 Alen foruden den prægtige Rendesten.

(Nationaltidende 13. juli 1883).

Badevej skiftede i 1886 navn til Knudsgade, 1907 til Eskildsgade. Husene i Valdemarsgade og Badevejen var bl.a. opført af murermester Hjorth.

Barnevogne. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Redaktør! Tillad mig følgende Bemærkning i Deres ærede Blad. At Barnevogne til daglig Brug vrimle i vore offenlige Anlæg, er man vel nødt til at finde sig i, men paa en Aften, hvor der er Koncert, synes jeg nok, der burde tages lidt Hensyn til Publikum. Da jeg forleden Tirsdag aflagde Østre Anlæg et Besøg, saa jeg til min store Forskrækkelse, at der paa Plænen foran Orkestret havde samlet sig en saadan Mængde Barnevogne, at de bogstavelig talt dannede en Vognborg, der spærrede Publikum Veien. Jeg begav mig derfor ned paa en af de Veie, der ere banede langs Vandet; hernede drives imidlertid foruden den foroven omtalte en anden Sport "Kjøren Hest". Straks jeg kom derned, foer et saadant Par Dyr mig imøde, jeg stillede mig paa Siden for at undgaa Sammenstød, men blev i det samme kjørt over Benene af en Barnevogn. Nu vil De vist indrømme mig, Hr. Redaktør, at naar der paa disse smalle Veie baade kjøres Hest og trukken Barnevogne, er der ikke megen Plads for Spaserende, tilmed da de kjøbenhavnske Barnepiger ikke ere af dem, der tage Hensyn til Folk. Min Hensigt er ikke, at Barnevogne selv en Koncertaften skulle forvises fra Anlægene, men at der skal anvises dem visse Veie, paa hvilke det er dem tilladt at kjøre. Kunde De, Hr. Redaktør, gjennem Deres ærede Blad fremme denne Sag, vilde det vistnok ikke alene glæde mig, men de fleste Kjøbenhavnere.

Galle.

(Nationaltidende 13. juli 1883).

Den professionelle Brandstifter Jens Nielsen. (Efterskrift til Politivennen).

I onsdag blev der af konst. birkedommer C. Ingerslev afholdt et forhør over arrestanten Jens Nielsen, som afgav følgende forklaring. Arrestanten, der er født den 20. november 1862 i Raabjerg ved Jyderup, blev allerede i en alder af 9 år anbragt på opdragelsesanstalten “Landerupgaard", som betjente en filial af anstalten Flakkebjerg. Her løb han gentagne gange bort, og mens han således turede rundt på egen hånd, blev han for forøvede tyverier anholdt både i København og Odense og straffet med henholdsvis 25 og 2 gange 20 slag ris. Efter at han var blevet sendt tilbage til anstalten, søgte han gentagne gange at brænde anstaltens bygninger af. Da han sidste gang i ledtog med flere af anstaltens elever havde stukket ild, hvorved der anrettedes en ikke ubetydelig ødelæggelse, blev han anholdt og tilstod da samtlige af ham udførte forsøg, hvorefter han idømtes straf af 2 års forbedringshusarbejder. Han blev løsladt den 9. september 1880 og blev da ved bistand fra sin hjemstavn hjulpet til at forlade Danmark, hvorefter han over Hull og Liverpool rejste til Quebec. Det lykkedes ham imidlertid ikke at få arbejde der, og han rejste derfor til New York, efter at han dog først i Quebec og senere i Montreal havde begået forskellige indbrud, ved hvilke han efter sin forklaring tilvendte sig hele mængder af klædningsstykker samt ure og sølvgenstande. I New York begik han ligeledes flere Indbrud og tog derefter hyre til Antwerpen med et i Bremen tilhørende færgeskib “Rudolf". Efter at være afmønstret forøvede han atter nogle indbrud og rejste så til London, hvor han i løbet af et par dage forødte de penge han ved ankomsten var i besiddelse af. For atter at komme i besiddelse af penge begik han 2 natlige indbrud hos en skibsekviperingshandler i nærheden af West India Dock, hvor han steg over et 6 alen højt plankeværk på husets bagside, hvorpå han skaffede sig adgang til huset ved at ituslå nogle ruder. Her fyldte han i løbet af de 2 nætter 3 store sække med nye klædningsstykker, ligesom han tilvente sig flere ure, hvorefter han solgte samtlige koster i London. Et par dage efter gik han ind i “Victoria Dock", hvor der op ad husene Iå flere skibsladninger af et stof, som efter hans forklaring lignede bomuld. Med nogle tændstikker, som han havde taget med sig for at begå brandstiftelse, stak han så ild i bomulden, og da det var en stærk storm, forplantede ilden sig hurtig videre såvel til pakhuse som til skibe, der dels brændte, dels ødelagdes. Ilden antog, som han selv forklarede, umådelige dimensioner, så at den varede flere dage, og da han den følgende dag, efter at han om natten havde ligget i en båd i nærheden af brandstedet, forlod dette, rasede ilden endnu voldsomt. Han havde slukket ild for under branden at se lejlighed til at stjæle, men hele udbyttet var kun 3 frakker og 2 kasketter, tilhørende nogle toldembedsmænd. Et par aftener efter stak han ild på en rebslagerbane i “Millwall Dock". Han steg over et jerngitter og et plankeværk af 6 a 7 aIens højde og kom da til et oplagskur, fyldt med hamp, som han stak ild på i forventning om at ilden skulle forplante sig til nogle bagved skuret liggende udsalg af beklædningsgenstande, hvor han så ville have stjålet. Ilden blev dog slukket, før den nåede udsalgene, og han fik således ikke lejlighed til at stjæle, hvorimod han samme aften blev anholdt. Han var nemlig iført en af de stjålne tolduniformer, af hvilke han vel havde afsprættet knapper og distinktioner, men til hans uheld var en knap blevet siddende. Allerede den næste dag stilles han for politiretten i Bow Street, hvor man foreholder ham tyveriet, som han straks vedgår, men ikke anstiller nogen undersøgelse af hvorvidt han måtte have anstiftet ilden, og han dømtes til 2 måneders strafarbejde. Efter at være løsladt den 18. april 1881 skaffede han sig 2 aftener senere adgang til et pakhus i nærheden af “London Bridge” ved at skyde et vindue ind. I pakhuset fandtes et lukaf, der benyttedes til toldkontor. I dette stjal han 2 frakker og stak derefter ild i nogle bøger, der lå i kontoret, hvilket nedbrændte, mens det lykkedes at frelse pakhuset. Et par dage efter forøvede han et dristigt indbrud l det danske generalkonsulat, hvor han tidligere forgæves havde sagt hjælp, men inden han havde forladt huset, blev han grebet og derefter dømt til 1 års strafarbejde. De 8 første måneders straf udstod han i Holloway Fængslet. de sidste i straffeanstalten i Bedford, hvorefter han efter udstået straf blev sendt til London, hvor han i nogen tid havde ophold og ernærede sig dels ved 7 kr., som han ejede ved løsladelsen, dels af nogen understøttelser af den danske generalkonsul, dels af udbyttet af nogle tyverier i logishuse, hvor han stjal sømandsklæder. Han tog derefter hyre som kok med skonnerten “Flid', først til Kragerø og dernæst til Helsingfors. Ved ankomsten til denne by deserterede han, efter at han først fra kaptajnens uaflåste kahyt, til hvilken han som kok havde uhindret adgang, havde stjået 100 finske mark. Fra Helsingfors begav han sig med jernbanen til Åbo, men overnattede undervejs på Hekie Jernbanestation, hvor han benyttede lejligheden til af lommerne på en passager, der sad sovende i ventesalen, at stjæle et guldur, som han straks efter ankomsten til Åbo solgte for 6 finske mark. Dette beløb svirede han op i løbet af et par dage, hvorefter han sneg sig ombord i en i havnen liggende damper. Med denne gik han som blind passagerer til Stockholm og kom derpå på lignende måde til Kalmar, idet hab dog undervejs atter tog tiden iagt til at stjæle. Næppe var han kommet i land før han atter begik tyverier. men blev anholdt og straffet med 1 års cellefængsel. Efter udstået straf blev han over Malmø udsendt af riget.

Jens Nielsen ankom hertil den 10. f. m. og ejede da 75 kr. To dage efter havde han sat sine skillinger over styr og gik så til Jyderup, hvor han først et par dage besøgte sin moder, der har ophold på Brokøb Fattiggård, var derefter i 4 dage hos sin i nærheden boende fader og tog da atter ophold hos moderen. Den 20. f. m. gik han til et hus ved Jyderup Station, som var tomt og aflåset, idet beboerne var til Dyrskue. Han slog nogle ruder ind og steg ind gennem det åbnede vindue ind i stuen, hvor han stjal 30 kr. og rendte tilbage til moderen. Her blev han imidlertid et par dage atter anholdt og ført til Meerløse-Tudse Herredskontor, hvor han dog nægtede at have begået tyveriet. Han blev derefter indsat i arresten i Holbæk, men da han ikke blev ordentlig visiteret, lykkedes det ham at beholde 3 a 4 kr som han havde skjult i den ene sko. I arresten blev han benyttet til husgerning og da navnlig til at bære fejeskarn ud i haven. Under sit ophold i arresten var han stedse iført sine egne klæder og havde endda sin egen runde filthat på hovedet, på hvilken han ved anhoIdelsen særlig blev kendt. og da han forrige onsdag var ked af det ufrivillige ophold, sprang han over havens lave plankeværk og løb sin vej. Den følgende dag kom han om middagstid forbi et hus, hvis beboere syntes at være ude, og han gik derfor for at stjæle ind i dette, der kun var lukket med klinke, i hvilken der var anbragt en pind. Han havde straks etter at være undveget besluttet sig til at begå brandstiftelse for at stjæle penge ved hjælp af hvilke han ville rejse til Amerika, og da han i huset fik øje på en æske tændstikker, stak han denne til sig for at benytte indholdet ved given lejlighed. Før han fik lejlighed til at foretage en ransagning, blev han overrasket af ejerens 15 årige søn, og han lod da som om han var gået fejl, og forlod huset. Samme aften klokken halv tolv, stak han for at få lejlighed til at stjæle penge, ild i stråtaget på af en købmand beboet hus mellem Brokjøb og Kalemose. Da Ilden havde laget godt fat, vækkede han beboerne og deltog så i udbæring af effekter, ved hvilken lejlighed det lykkedes ham at få fat i købmandens pengekasse, som han lagde i en spand, hvorved det fik udseende af at han hjalp til med slukningen, Da han kom udenfor med spanden, opdagede købmanden kassen og tog den i besiddelse uden at ane, at arrestanten havde villet tilegne sig den, hvorefter arrestanten forlod brandstedet uden noget udbytte og gav sig til sin moder. Han blev her i et par timers tid og tog da på Mørkøv Station for de penge, han som anført havde i sine sko, jernbanebillet her tIl byen. De følgende nætter tilbragte han under åben himmel, mens han om dagen fik sit underhold hos nogle herboende slægtninge, hvem han fortalte at han søgte hyre, idet han fuldstændig fortav, at han havde været arresteret. I søndags købte han en æske tændstikker og begav sig derpå til Valby, hvor han var ganske ukendt, men hvilken by han havde udset til skuepladsen for sin næste brandstiftelse. Det var højlys dag, da han kom til Valby, hvor han så undersøgte forholdene og valgte gårdejer Niels Nielsens gård til at stifte ild på, idet stråtaget var nyt og derfor efter hans mening hurtig ville brænde. Da han ville vente med at stikke ild, indtil beboerne var i seng, lagde han sig til hvile på marken, hvor han imidlertid faldt i søvn og  først vågnede henad midnat, han listede sig derpå hen til huset og forvissede sig om at beboerne sov. Da han ikke kunne nå op til tagskægget, afbrød han i haven en gren, på hvis ene ende han anbragte en visk halm, i hvilken han stak ild med de medbragte tændstikker, hvorefter han stak den brandende visk op til stråtaget, der straks stod i flamme. For at kunne komme ind i værelserne og få fat i nogle værdisager, inden ilden havde grebet for stærkt om sig, vækkede han så de i stuehuset sovende personer, medens han slet ikke tænkte på at frelse nogen og derfor heller ikke bekymrede sig om tyendet, der sov i den antændte sidelænge. Det varede imidlertid så længe, inden beboerne kom på benene, at ilden, da han kom ind i stuerne, havde et sådant omfang, at han ikke kunne få tid til at bjerge noget, og på samme måde gik det ham i de nærmest liggende gårde. Hans tanke havde været, at ikke blot de 3 sammenbyggede gårde, men også den fjerde noget fra de andre liggende gårde skulle brænde, og da han så, at den fjerde gård forblev urørt af ilden, listede han sig ind i gårdspladsen og op på stænget i laden, hvor han så stak ild. Da det brændte godt, gik han ind i stuerne, men traf disse besat af byens folk der var i færd med at redde, så at han heller ikke der fik tilvendt sig noget. Han gik herpå en i nærheden værende sædemark, hvor han tilbragte natten og den følgende dag indtil solnedgang, idet han levede af noget fra København medtaget hvedebrød. Om aftenen begav han sig da til Hvidovre, hvor han ankom kl. 11. Her udså han sig atter en gård, som han ville stikke ild på, og efter først at have forvisset sig om at beboerne var i seng, prøvede han også her med brændende halm på enden af en gren at stikke ild på stråtaget udvendig på ladebygningen i nærheden af det sted, hvor gårdens halmstakke havde deres plads, men det ville ikke lykkes ham at få tagene til at brænde, hvorfor han med en brændende gren gik ind i selve gården, og her fængede taget straks. Han fjernede sig derpå og vækkede ikke beboerne, idet han frygtede for, at mistanken skulle falde på ham, når han var den første ved brandstedet. Da han så at ikke blot beboerne var på benene, men at også flere fremmede var kommet til, nærmede han sig og hørte da den brandlidte ejer beklage sig over, at der i det brændende stuehus i en skuffe lå flere hundrede kroner. Med øjensynlig livsfare styrtede arrestanten da ind i huset og fik også fat på pengene, men ligesom han ville ud af den brændende bygning, kom en mans til og tog pengene fra ham med tak for hans opofrelse, og heller ikke her fik han noget udbytte af sin udåd. Han bestemte sig da til at brænde den nærmest liggende gård af, men inden han fik udført dette sit forsæt, blev han kl. 2 midnat anholdt og vedgik straks at være gerningsmanden og at have villet vedblive med at brænde gårde af, indtil det var lykkedes ham på denne måde at få midler til at udvandre. I Hvidovre var et barn på et hængende hår indebrændt, og såvel her som i de 3 gårde I Valdy var det mere end et held, at ingen af beboerne, der måtte frelse sig i det blotte linned, indebrændte. Anholdelsen skete så umærkelig, at den store mængde, der var forsamlet i Hvidovre, først erfarede, hvad der var sket, da han sad på vognen mellem 4 politibetjente, som efter ordre skyndsomst fjernede sig med ham, for at den selvfølgelig stærkt ophidsede befolkning ikke skulle tage sig selv til rette på ham.

Det vil nu nærmere blive undersøgt, om hans forklaring i alle enkeltheder er stemmende med sandheden, men efter alt hvad der foreligger, synes den afgivne tilståelse at være fuldstændig sand og åbenhjertig. Man kan kun lykønske birkedommer Ingerslev, fordi det ved hans iver og hans påpasselighed er lykkedes at pågribe og standse en forbryder, for hvis forfærdelige ødelæggelsesdrift der ikke synes at være nogen som helst grænse så at samfundet ved hans pågribelse er frelst for lige så store som overhængende farer.

(Nationaltidende, Dagbladet (København) og andre, 6. juli 1883. 

Artiklens oplysninger gentages nogenlunde i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 15. marts 1884, og i Social-Demokraten - meget udførligt - 16. marts 1884.).

Brandstifteren Jens Nielsen. 

Som det vil erindres, afgav denne farlige forbryder, der senest stak ild på tre gårde i Valby og en i Hvidovre By, straks efter sin anholdelse bl. a. tilståelse om, at han i februar 1881 havde gjort sig skyldig i tre ildspåsættelser i London, ved hvilke der skulle være ødelagt betydelige værdier, navnlig ved en af ham i "Viktoria Dok" anstiftet ildebrand. Efter de i den anledning straks indhentede oplysninger havde den sidstnævnte brand strakt sig over et areal af ca. 3 tdr. land, og ved branden, der havde været den største, som London i de sidste 20 år havde været hjemsøgt af, og som 8 dampsprøjter på grund af en stærk blæst længe forgæves havde søgt at få bugt med var der foruden samtlige pakhuse med indhold ødelagt et større skib, 12 med kornvarer ladede lægtere og 18 fuldt ladede jernbanevogne. For at få konstateret, hvorvidt arrestantens forklaring om hans virksomhed ved de omhandlede ildebrande og om de ham i England overgåede straffedomme var rigtige, blev der under 12. juli af politimesteren i søndre birk foranstaltet sendt en udskrift af forhøret til de engelske myndigheder. Først den 12. d. m., altså efter 4 måneders forløb, er der som svar på den af politimesteren rettede række af spørgsmål indløbet en kortfattet rapport.

Det fremgår af denne, at de værdier, som gik tabt ved de omhandlede ildebrande, nærmer sig det kolossale beløb af tredive millioner kroner. Den ene brand, i Brewers Quay ved London Bridge, var straks blevet slukket, så at skaden kun var ubetydelig. Ved den anden brand, hvorved reberbanerne i Glensall Road blev ødelagt, anrettedes der skade for ca. 1 mill. kr. og ved branden i Viktoria Dok for mellem 27 og 28 mill. kr. Efter de modtagne oplysninger kunne ilden let have antaget endnu større dimensioner; der gik intet menneskeliv tabt, og sådant kunne efter den brug der gjordes af bygningerne, kun være sket ved ulykkestilfælde under slukningen. Da rapporten intet oplyser om rigtigheden af arrestantens forklaring og om de ham overgåede straffe, er der herom på ny sket forespørgsel til de engelske autoriteter.

(Thisted Amts Tidende, 15. november 1883, 2. udgave).

Massebrandstifteren Jens Nielsen der bl.a. i fjor sommer afbrændte 4 gårde i Valby ved København og 1 gård i Hvidovre for at se lejlighed til at stjæle, har i disse dage fået sin dom ved Københavns Amts søndre birk. Dommen lyder på tugthusarbejde på livstid, hvorhos han er tilpligtet at udrede forskellige erstatningssummer. Skønt han kun er 21 år gammel, har han dog forøvet en sådan masse forbrydelser at man må grue derved. Bl.a. har han i vinteren 1881 sat ild i Viktoria-dokkerne i London hvorved der gik værdier tabt til et beløb af 27 millioner kr. og dernæst foranledigede han 2 andre ildebrande i London, ligesom han begik forskellige tyverier.

(Vendsyssel Tidende, 12. marts 1884). 

Retssag Udlevering af Barn. (Efterskrift til Politivennen)

 Landsover- samt Hof- og Stadsretsdomme

(Afsagte den 11. Juni 1883).

Retssag om et Barns Udlevering. Under 1. Juli 1875 meddeltes der en Gaardeier og hans daværende Hustru Bevilling til at leve separerede i Henseende til Bord og Seng paa de af dem vedtagne Vilkaar, i hvis 4. Post det hedder: "Deres Barns - Peder Nikolai født den 15. Mai 1874 - Pasning og Pleie overtages af Konen alene indtil dets 7. Aar, og betaler hertil Manden yderligere i de tre første Aar 40 Kr. aarlig. Ligeledes hvert Aars 1. Otober, første Gang 1. Oktober 1875." Ved allerhøieste Bevilling af 3. September 1878 blev Ægteskabet mellem de nævne Ægtefolk imidlertid fuldstændig ophævet paa de Bevillingen vedhæftede Vilkaar, i hvilke det blandt andet indeholdes, at Parterne vare blevne enige em Skilsmisse paa Vilkaar, at der til Sønnens Underhold betales som efter Separationsvilkaarernes 4. Post fremdeles 40 Kr. aarlig hvert Aars 1. Oktober til hans fyldte 7. Aar. Efter at bemeldte Ægtefællers ovenomhandlede Barn havde fyldt sit 7. Aar, ønskede Gaardmanden at overtage dets fremtidige Opdragelse, Pleie og Underhold, hvortil han som Barnets Fader formente sig berettiget fremfor dets Moder; men da denne nægtede at udlevere ham Barnet, paastod han hende under nærværende Sag tilpligtet under en daglig Bøde at udlevere ham Barnet til daglig Pleie, Underhold og Opdragelse, og at betale ham Sagens Omkostninger. Da hans Paastand ved Underretten ikke blev tagen til Følge, indankede Gaardeieren Sagen for Overretten, hvor han ligeledes nedlagde Paastand paa Barnets Udlevering. Hustruen havde som Grund for sin Frifindelse bl. a. anført, at hun ikke var rette Sagvolder, eftersom hun ikke havde Barnet hos sig idet dette med hendes og Gaardmandens Samtykke var anbragt i Pleie hos en ustævnt Trediemand, men Overretten fandt, at der ikke kunde tages noget Hensyn til denne Indsigelse, da hun ikke havde godtgjort, at hendes fraskilte Mand havde samtykket i saadan Anbringelse af Barnet. Vel havde hun nu heller ikke i nogen Henseende godtgjort Rigtigheden af sit Anbringende om, at det paa Separationstiden var en Aftale mellem hende og hendes fraskilte Mand, at Barnets Opdragelse skulde være overladt hende til dets Konfirmation; men det skjønnedes paa den anden Side ikke rettere, end at der maatte gives hende Medhold i, at de ovenomhandlede mellem Parterne vedtagne Vilkaar i ethvert Fald ikke, som af Manden paastaaet, kunde  forstaaes saaledes at han efter Barnets fyldte 7. Aar skulde have en udelukkende Bestemmelsesret over det, og da han ikke havde anført nogen Omstændighed, der kunde berettige ham til udelukkende at raade over Barnet, og der heller ikke i Lovgivningen fandtes nogen Bestemmelse, der kunde hjemle ham en saadan Ret, vilde hans Paastand om Barnets Udlevering ikke kunne tages til Følge, og blev Underretsdommen saaledes stadfæstet. 

(Nationaltidende 20. juni 1883).

Sankt Croix: Juni 1883. (Efterskrift til Politivennen).

Udover omtaler af de mange penge som hvert år blev afsat på finansloven til plantageejerne på De Vestindiske øer, er der ikke meget at hente i avisarkiverne. Her er et udvalg af artikler frem mod strejken i 1915/16 og den endelige afhændelse af øerne under 1. Verdenskrig. 

Et Møde af Plantere holdtes den 19de Maj i West End for at tage under Overvejelse, hvad der var at gjøre for at skaffe bedre og billigere Arbejdere og fremme Indvandringen af saadanne. Næsten alle Øens Plantere vare tilstede, og fra alle Sider klagedes der over de forhaandenværende Arbejderes Utilbøjelighed til at arbejde stadig og ordentlig. Om Mandagen drive de næsten altid, undertiden ogsaa om Tirsdagen, og Lørdag har altid været betragtet som normal Fridag. Naar man gjør dem Forestillinger i saa Henseende, gaa de uden videre deres Vej, da de med Lethed kunne faa Arbejde andetsteds. Arbejdslønnen er stadig stigende, hvad der imidlertid kun bidrager til, at de tage sig saa mange flere Fridage. Det eneste Middel herimod vilde være Indvandring af Arbejdere fra de andre vestindiske Øer, og Forsamlingen overdrog det til en Komite paa fire Medlemmer at træffe de fornødne Foranstaltninger til ved Hjælp af Agenter at iværksætte en saadan.

(Dagbladet (København), 14. juni 1883 (uddrag)

Arbejdere på St. Croix. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

(Uddrag fra et længere brev fra Vestindien, afsnit om landarbejderne:)

Paa St. Croix har Regeringen nu begyndt en Udstykning af Jord fra Statsplantagen Work & Rest i Haab om derved at vække Lysten hos den arbejdende Klasse til at erhverve Jordejendomme og saaledes knytte den til Stedet. Det er dog meget tvivlsomt, om Forsøget vil falde heldig Ud. Saalænge Regn og frugtbare Tider vilde indtræde, vil Negeren nok blive ved Jorden, men kommer Tørhed og Misvæxt, taber Han strax Modet og opgiver Ævret. Overhovedet har han endnu ikke lært at indse Nødvendigheden af at tænke paa den Dag i morgen og saalænge det ikke lykkes at gjøre ham dette indlysende, saa længe faar man ham heller ikke til i gode Aar at samle Modstandskraft til de kommende daarlige Aar. Af denne Grund er det ogsaa, at Øen lider under en Mangel paa Arbejdskraft, der Aar for Aar bliver føleligere og nu er ledet to alvorlige Overvejelser fra Planternes Side om Indførelse af fremmede Arbejdere til Øen. I Virkeligheden er Arbejdskraften paa Øen ikke utilstrækkelig til dens Behov, men Negerne paa Landet ville ikke arbejde, og Autoriteterne synes at staa magtesløse overfor dem, uagtet det dog er vitterligt, at de ikke paa lovlig Maade forskaffe sig, hvad de behøve til Livets Ophold. Om nu en Immigration vil hjælpe paa dette Forhold og skabe den attraaede Konkurrence, er vist noget problematisk, medmindre man da vil beslutte sig til at gaa energisk tilværks mod alle de vagabonderende Individer blandt Arbejderbefolkningen og lade dem ramme af Løsgængerloven. Men hertil vil atter udfordres at virksomt Landpoliti og Oprettelse af Tvangsarbejdsanstalter, og ingen af Delene vil kunne tilvejebringes uden Anvendelse al Pengemidler, der ikke haves til Raadighed. Vil da Staten paany træde hjælpende til? det er det store Spørgsmaal.

(Dagbladet (København), 27. juni 1883)

Washing clothes at Harden Gut. Arbejdere på St. Croix. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Ladegaardsaaens uhyggelige Tilstand. (Efterskrift til Politivennen)

Naar Sommeren kommer og der bliver Varme i Luften, sænker nævnte brede Rendesten, der skal tilføre Kjøbenhavnerne en god Del af deres Drikkevand, sin grumsede Vandflade et Par Fod, og det bliver nu vitterligt for alle, hvad denne gaadefulde Afløbsrende skjuler i sit Dyb. Potteskaar, Ølflasker, gamle Kasseroller, Fiskeben, raadne Støvler, Teglsten, Mursten, iturevne Kurve, druknede Hunde og Kattekillinger osv., altsammen hvilende blødt i en eiendommelig Slags sortagtig og fedtet Dynd af samme Art som det, man i gamle Dage kunde se Kloakerne føre ud ved Langelinje. Forleden Dag havde Indsenderen af disse Linjer et frydefuldt Syn. Et af de fattige Børn fra Rabarberlandet, der havde været beskjæftiget med den yndede Syssel, som alle Børnene der omkring stadig udøver, nemlig med at vaske sine Fødder i Aaen, var snublet og faldet om i Vandet. Da Barnet ikke turde gaa hjem i den Tilstand, dets Klæder befandt sig i, trak det ganske sindigt sine faa Pjalter af og hængte sin alt andet end propre Skjorte til Tørring paa en Pæl i Nærheden af Bangerts Bro. Og der sad nu det uskyldige Væsen i den mest paradisiske Tilstand, man kan tanke sig, og ventede til Tøjet blev tørt. Hvor længe skal vi andre vente, inden det falder Kjøbenhavns Kommune ind at faa den Aa kastet til og afløst af en underjordisk muret Vandledning? K. K.

(Morgenbladet (København) 5. juni 1883).

Grønlandske Forhold. (Efterskrift til Politivennen)

Af *)
Johan Schmidt,
Forvalter ved Ivigtut Kryolithbrud fra 1861-65.

Der har Alt i nogen Tid været skrevet ikke Lidet om de grønlandske Forhold, dog, som det synes, vel meget inde paa det personlige Gebet. En rolig Drøftelse af Forholdene for at komme til Forstaaelse af, hvad der maate forekomme mest formaalstjenligt, vilde formenlig være Sagen gavnligere, thi under de stedfindene Forhold gjælder det netop om, at Mand, som kiende Grønland, holde sammen for at frembringe det bedst mulige Resultat.

Det staar nemlig fast, som erkjendt fra alle Sider, at de grønlandske forhold i Henseende til de Indfødtes Stilling er saa slet som vel muligt, og at disse ulykkelige Tilstande ubetinget skyldes de fremmedes uheldige  Indflydelse. En Kjendsgjerning er det, at de Indfødtes oprindelige Sæder og Skikke ere nedbrudte, at deres tidligere Virkekraft er lammet, at de Unges Uddannelse ikke drives med den tidligere Kraft o. s. v. o. s. v., hvorhos saavel Telte som Baadetøi, Kajakker og Konebaade forsømmes som Følge af et til Yderlighed gaaende Salg til Handelen, ja det er i mange Tilfælde endog er gaaet saa vidt, at de have solgt Alt, saaledes at te end ikke have kunnet vedligeholde den for det barske Klima saa nødvendige Klædedragt. Hvor i tidligere Tid de Indfødte førte et Liv i Tilfredshed med deres Forhold og have været i Stand til selv at sørge for deres Udkomme, hersker nu Nød og Elendighed, og krav stilles til Understøttelse eller Fattighjælp, der stadig maa ydes i ikke ringe Udstrækning.

At Grønlænderne ere gaaede saaledes Tilbage, at de nu kun ere en Skygge af, hvad de tidligere har været, skyldes ene og alene Handelen med dem - det nytter ikke at skjule dette, det kan ligesaa godt bestemt udtales. Ved Handelen er der aabnet den Enkelte Adgang til at erholdte saadanne Sager, som for ham ikke kunne betegnes som stort andet end Luxusgjenstande, saasom tobak, Kaffe, Sukker, Tøier, Skydevaaben m. m., ja hvoraf flere endog ere ligefrem til Fordærv for ham. Ved Opnaaelsen af Skydevaaben har han saalede fuldstændig udryddet Rensdyrene, der tidligere udgjorde et vigtigt Led i de grønlandske Forhold - man erindre sig blot, at der paa mindre end 1 Aar blev nedlagt flere Tusinde af disse Dyr, for hvis Bevarelse der burde have været gjort alt, hvortil kommer, at Sælerne forskræmmes fra Fjordene ved Skydevaabnene, saa at de maa søges længer til Søs. Endvidere skal til Exempel nævnes en Handelsgjenstand, nemlig Kaffen, der kulndesynes uskadelig, men naar det ses, hvor forfalden Grønlænderen er dertil, hvorledes han, naar han har faaet Smag for Kaffe, efterat have solgt alt, hvad han har kunnet sælge, endog har grebet til at skille sig ved de allernødvendigste Gjenstande for at tilfredsstille sin Lyst, maa man tilstaa, at det havde været bedre, om der ikke var givet Anvisning paa Kaffe. Der skal ganske anderledes solid Kost til for at gjøre Fangstmanden skikket til at staa imod. naar han skal ligge ude helt Dagen i sin lille Kajak. Som det saaledes er gaaet med Hensyn til de nævnte Tilfælde, gaae det i det Hele taget. Der er ved Handelen aabnet de Indfødte en Adgang til for dem hidtil ukendte og for den overveiende Del ikke nødvendige Sager. De ere blevne vænnede til for deres solide og for dem selv uundværlige Varer, saasom Spæk, Skind, Fjer og tørret Fisk, m. m. at tiltuske sig Luksusgjenstande, og denne Handel har antaget et Omfang, som er til absolut Fordærv for de Indfødte. Ligesom Drankeren sælger det allermest nødvendige for at skaffe sig Spiritus, saaledes sælger Grønlænderen kun altfor ofte det sidste Stykke, som det er muligt at faa afsat, for at tilfredsstille de Laster. For unødvendige Ting sælger han de Skind, hvoraf han skal forfærdige Kajaken til sin Dreng til tidlig Øvelse for denne, for derigjennem i Forbindelse med videre Uddannelse at gjøres til en dygtig Fangstmand - og hvoraf han skal bygge sin Konebaad, der er nødvendig for ham, for om Foraaret at kunne drage ud til sin Fiskeplads, og uden hvilken Familierne fra de forskiellige Pladser ikke kunde komme til hverandre. For at tilfredsstille Øieblikkets Lyst sælger han alt, selv de Skind, som han skal lave Klæder af, og det hører ikke til Undtagelserne, at Varer, som en Indfødt har solgt tidligere, kjøbes igjen af ham paa Kredit til næste Fangstperiode, fordi han ikke paa nogen Maade kan undvære dem.

Men den Omstændighed, at de Indfødte saaledes have faaet Smag for, hvad der gjennem Handelen bydes dem, bevirker netop, at de flokkes omkring Handelspladserne og forbliver der; denne Forøgelse af Befolkningen paa enkelte Steder gjør imidlertid, at Udbyttet bliver mindre for den enkelte, samtidig med, at han maa anspænde sine Kræfter mere, og da nu dertil en betydelig Del af hans Fangst gaar med til at tilfredsstille de nye Tilbøieligheder, bliver Følgen Forarmelse, Nød og Elendighed. De Personer, der i Handelens Tjeneste afgaa til Grønland, gjøre ikke dette uden af Hensyn til egen Fordel for saa i den kortest mulige Tid at erhverve saa meget, at de ved Hjemkomsten kunne leve deraf. Men Procenterne af det indkiøbte udgjør nu den væsenligste Del af Lønningen, og deres Interesse er det altsaa, at der kjøbes saa meget som muligt; der spørges altsaa ikke, om Grønlænderne selv mulig vil komme til at mangle, der kjøbes blot.

Theodor Fischer: Eskimo. Anskuelsesbillede. 1870. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Saaledes er det gaaet i en Aarrække, saaledes gaar det i Øieblikket, og saaledes vil det fremdeles gaa, saalænge Handelen existerer, thi at faa indført faste Lønninger saa store, at de kunne friste nogen til at udstaa Besværlighederne ved Livet i Grønland, vil næppe nogensinde lykkes. Jeg forudsætter saa forøvrigt, at alle Handelens Funktionærer ere strængt redelige Mand, der yde Grønlænderne, hvor der virkelig tilkommer dem, at de f. Ex,, naar Grønlænderen leverer et første Klasses Skind, yder ham Vederlag for det som saadant og ikke for et anden Klasses og lignende.

At der i Handelens Forhold til Grønlænderne er noget absolut galt til Stede, er ubestrideligt, og det er dette og ikke andet, der Iigger bag ved, naar Dr. Rink har villet søge at udvirke Handelen skilt fra Administationen, for ved Hjælp af denne sidste, hvilket siges at være Dr. Rincks Tanke, "at gjøre Grønlænderne til Grønlændere igjen". Jeg vil omskrive denne Sætning til: "paany at gøre Grønlænderne til Eskimoer", for at de kunne leve som selvstændige Væsner i Grønland; men dette vil næppe kunne naas gjennem Forstanderskaberne eller Grønlænderhiemmet i Kjøbenhavn. Tanken om at fremhjælpe Grønlænderen ved Oplæring i Grønlænderhjemmet i Kjøbenhavn vil ganske vist ikke svare til Hensigten. For at være Grønlænder, eller Eskimo er det nødvendigt, at den Indfødte fra Barn læres at blive dygtig i sit Kald, nøisom og haardfør, men det naar han kun ved fra sin tidligste Ungdom at færdes paa Havet, hvorfra han skal hente alt det, han behøver til sit og Familiens Underhold. Saadant kan ikke læres ham her i Kjøbenhavn; den Tid, han skulle bruge til sin Udvikling i den Retning, vilde ved et Ophold herhjemme gaa tabt for ham, hvortil kommer, at han, efter et Ophold herhjemme, hvor Forholdene i alle Maader ere saa forskjellige fra, hvad han er vant til, let vil være uskikket til Livet i Grønland. At bringe Civilisationen og Naturmennesket under en Hat kan ikke lade sig gjøre. I Kampen mellem Civilisationen og Naturmennesket maa dette gaa til Grunde; det er sørgeligt, men det er en Sætning, som stadig har bekræftet sig. Se blot hen til Indianernes Stilling i Amerika; har det været muligt at bringe ham ind under Civilisationen, uagtet Naturforholdene ikke lægge Hindringer i Veien derfor som i Grønland? I Amerika med dets store Frugtbarhed og Rigdom paa andre Produkter, hvor et Samliv og fælles Erhverv var muligt, har Indianeren ikke kunnet trives, men er gaaet til Grunde, og kan forudses at forsvinde om ikke lang Tid. Det samme vil blive Eskimoens Lod i Grønland, naar Valpladsen ikke overlades ham; de forløbne Aar have godtgjort, at de Indfødte ere i meget stærk Tilbagegang. At oplære ham under de herværende Forhold kan aldrig gjøre ham til Naturmenneske igjen, til "Eskimo", og kun som saadan kan han leve i Grønland. Gjennem Opholdet her at ville drage den Indfødte over i andre Stillinger, mulig ogsaa i Handelens, bør ikke i nogen Maade ske, thi derved formindskes Fangstmændenes og Forsørgernes Antal, og kun en forøget Byrde paalægges de andre. Forstanderskaberne ville næppe nogensinde kunne lægge Baand paa Grønlændernes nye Tilbøieligheder.

Det nytter ikke at tale til Drankeren om Æresfølelse, Selvbevidsthed, Kappelyst, eller i det hele taget at sige til ham: "Du maa ikke drikke," saa længe han kan faa Spiritus, thi han vil i de ni af de ti Tilfælde vedblive at drikke. Saaledes vil det ogsaa gaa med Grønlænderen i hans Forhold til Handelen, han er en Gang bleven vant til gjennem Handelen for sine solide og for ham selv uundværlige Varer at kunne tiltuske sig visse Sager, der i og for sig kun ere Luxusartikler for ham, men som han - Erfaringen har vist det, og det lader sig derfor ikke benægte - som oftest blotter sig aldeles for at erholde. Ingen Adskillelse af Handel og Administration vil derfor nytte. Saa længe Handelen existerer, ødelægger Grønlænderen gjennem den sig selv. Det er Handelen med dens Ulæmper og Uretfærdigheder, der har bragt den Indfødte bort fra det Standpunkt af Fuldkommenhed, som han indtog ved Egedes Tid.

I tidligere Tider, da de Indfødte kun havde sig selv og Grønland at sørge for, behøvede de kun at tage ud i godt Veir, de havde endda rigeligt: for nu under Handelen ikke alene selv med Familie at skulle leve, men ved Siden deraf ogsaa føde og vedligeholde det uhyre Maskineri, hvoraf Handelen bestaar - den hele Institution opretholdes jo udelukkende af, hvad Handelen med de Indfødte indbringer - maa han trælle som en Slave; han maa gaa ud, hvorledes Veiret end er, og hvert Aar ankommer der et ikke ringe Antal Fangstmænd.

En Adskillelse af Administration og Handel vil kun lægge yderligere Byrder paa den indfødte - thi jo mere kompliceret Maskineriet bliver, desmere maa han trælle for at skaffe Opholdet til det forøgede Personale.

Handelen er det Skær, hvorpaa Dr. Rink efter 30 Aars virken for Grønlænderne er grundstødt, og hvorpaa vel sagtens ligeledes Direktør Horring vil strande; det er  ved Handelsstederne, at den Indfødte er udsat for alle Fristelserne, og det er kun ved at holde ham borte derfra, at han kan føres tilbage til sit tidligere frie og selvstændige Liv, kort sagt blive Eskimo igjen. Der er endnu mange Jndfødte, som bo paa afsides Steder langs med Kysten; disse maa de 11 Maaneder af Aaret leve Handelen foruden, og de kunne det ogsaa den 12. Maaned.

At Handelen skulde være nødvendig for Grønlænderne, vil næppe nogen, som kjender Forholdene, holde paa at paastaa; den har i virkeligheden kun skadet dem og vil, saa længe den bestaar, vedblivende gjøre det. At Handelen med Grønlænderne kan give et "meget betydeligt Overskud", paa samme Tid, som det fra alle Sider erkjendes, at Grønlænderne gaa tilbage og lever i Nød og Elendighed, viser noksom den Uretfærdighed, der begaas mod dem ved denne Handlen, der bringer dem til Betlerstaven, men afgiver betydeligt Overskud til Statskassen.

Enten maa Handelen eller Eskimoen forsvinde fra Grønland! - ophører Handelen, vil den Indfødte blive, men vedbliver Handelen, gaar Eskimoen aldeles til Grunde og vil forsvinde. Lærere, Udliggere, Fartøisførere og Arbejdere i Handelens Tjeneste kunne erholdes for Penge, en dygtig Fangstmand kan ikke kjøbes, om man saa vilde betale nok saa meget. Forsvinder Eskimoen, bliver intet tilbage, thi den Fremmede kan ikke leve her og drive Fangsten i hans Sted.

At give Love med det for Øie at søge den tidligere Tilstand kaldt tilbage, nytter ikke, saa længe Handelen bestaar ved Siden af, lige saa lidt som der kan være Tale om Indførelsen af en Retsordning med de Fremmede. Hvad enten Forskrifterne for Administrationen af Grønland foreslaas af Enkeltmand eller maaske af Folkerepresentationen, vil det kun blive Experimenter, lige som alt det tidligere. Nei? lad Grønlænderen selv sørge for sin Ret, han fornærmer ingen. Vi derimod have, og vedblive at fornærme Grønlænderen, saa længe Handelen finder Sted.

At der maa gjøres noget for at rive Grønlænderne ud af deres nuværende elendige Tilstand, derom ere alle enige. Men naar saa er Tilfældet, nytter det ikke at gjøre Skridtet halvt. Skal Eskimoen reddes, maa Skridtet gjøres fuldtud, Handelen maa fortrække; det er en Æressag for Danmark at gjøre godt, hvad 150 Aar have forbrudt.

Lad Videnskaben og Missionen tage Grønlands Sag i Hænde; opret en Station i Nordgrønland og en i Sydgrønland, den ene deraf som meteorologisk Station, hvortil Expeditioner, forliste Skibsmandskaber og andre kunde støtte sig, og send nidkjære Missionærer herop, som ville finde sig i de Savn, der ville være en uundgaaelig Følge af det hele Ophold der, ikke som nu Kandidater, der i Haab om et godt Embede hjemme trække sig tilbage efter et femaarigt Ophold i Grønland, i hvilken Tid de næppe have faaet lært at forstaa eller gjøre sig forstaaelig for de Indfødte. En Uddannelse af indfødte Kvinder til Missionens Tjeneste vilde formentlig ikke være uden Betydning. Lad Stationen og Missionærerne være i Besiddelse af Ting, som de Indfødte kunne bruge uden at skade sig selv, men ogsaa kun saadanne, saasom Kogekjedler, simple, stærke Tøier, Traad, Synaale, Værktøi, Søm og Skruer - og lad dem da for disse Ting tiltuske sig saadanne Varer af den Indfødte, som han uden Skade kan undvære, nemlig: Ræveskind, Edderfugleskind og Dun. Hertil kræves ikke Handelens storartede Maskineri; dette vil kunne ske gjennem Missionen.

"Grønlandske Handel" er den Kræftskade, som tærer paa den Indfødtes Livskraft; kan den ikke bortskæres, er Eskimoen uigjenkaldelig dødsdømt. Lad da gaa, som Kaptain Bluhme spaar, at det vil gaa under Direkter Horring: jo galere, ja bedre. Pinen vil da blive kortere for den stakkels Eskimo med hans af Naturen godmodige og prægtige Karakter - men Ære vil Danmark ikke have deraf.

En Ting er imidlertid given, og det er, at enhver kan ønske Dr. Rink til Lykke med, at han har sin Afsked, thi gaae det galt, kan han sige: "det er ikke mig,", og vanskelig vil Bevis kunne føres for, at han fra sin Virksomhed maa tage Part i Resultatet.

*) henligget længere Tid af Mangel paa Plads.

(Nationaltidende 4. juni 1883, 2. udgave).

Fra det Kjøbenhavn, der forsvinder. (Efterskrift til Politivennen)

For Tiden nedbrydes de sidste Rester af Hovedbygningen Paa Ejendommen "Østerholm", paa hvis Enemærker Arbeiderbyggeforeningen imellem Østerfarimagsgade og Sortedams Sø har opbygget et helt Kvarter af smukke Arbeiderboliger med forhaver.

Da i Frederik den Tredies Tid Kjøbenhavns Vold imellem Nørre- og Østerport var bleven fuldført, laa der, imellem Glaciet og Sortedamssø, hvis Kyst den Gang uindiget bugtede sig i sin naturlige, uregelmæssige Form. en Kjøbenhavns Kommune tilhørende øde Mark, bestaaende af Smaaholme, omgivne af Tuer og Morads, medens Siv og Rør voksede frodig langt ud i den mudrede SØ. Op til Østerbro havde en Mand ved Navn Girand en Have, som strakle sig til Nærheden af den nuværende Elbagade. For at beskytte denne Have mod Søens Vand, byggede han langs Bredden paa dette lille Stykke en Dæmning, som kaldtes Girandsdam, og denne Dæmning, der tillige var en Sti, er det ældste Stykke af Stierne langs Søerne. Paa en Parcel af denne Have blev senere bygget et Hus, der længer frem i Tiden blev kaldet "Elba", og hvorefter endelig, da det fornylig blev nedbrudt for at give Plads for nye Anlæg, Elbagade, der er udstukket over Havens Grund, har taget Navn.

Endnu l den sidste Halvdel af forrige Aarhundrede vare Kaktofler, eller Poteter, som de kaldtes, næsten ukjendte hos os, idetmindste blandt Almuen. Men paa den Tid kom her  til fra Tyskland en Mand ved Navn Reeh, som forstod sig paa Dyrkningen af denne Rodfrugt, og han fik for en billig Betaling af Magistraten en Del af Marken, imellem Sortedams Sø og Farimagsveien, hvorpaa han byggede slg et Hus, som efter Jorden, hvorpaa det stod, fik Navnet Østerholm. Paa de derværende Holme dyrkede han sine Kartofler, og det varede ikke længe, lnden Kjøbenhavnerne fik saadan Smag for disse Knolde, at de i Hobetal formelig bestormede Gartner Reeh, "Katoffelmanden", som han almindelig kaldtes. Senere delte Reeh Jorden Imellem sine Sønner, saaledes at en af dem fik Hovedparcellen og en anden en Parcel paa over 7 Tønder Land nærmest den saakaldle Peymanns Rende, som ved Komunehospitalet fører Vandet fra Søen til Fæstningsgraven, hvor han byggede sig et lille straatækket Hus, som han kaldte Rørholm efter Marken, hvori det laa.

Men saa kom Overfaldet 1807. For at aabne Fæstningens Kanoner frit Spillerum, skulde Husene i det nævnte Terrain nedbrændes. Med Bygningerne indenfor Sortedams Sø lykkedes det og Reeh maatte staa paa sin Post paa Volden og se, hvorledes hans Eiendom gik op i Luer, men da Brandfolkene med deres Begkrandse og Redskaber ogsaa vilde antænde Husene paa Blegdamsvelen, bleve de modlagne af de engelske Krlgsfolk, Hanoveranere og Skotter, der vare komne først, og drevne tilbage med Musketkugler.

Straks efter at Englænderne vare dragne bort, blev Husene bag Sortedams Sø opbyggede igjen, og ved den Leilighed blev den smukke Alle plantet, der førte fra Østerholm til Øster Farimagsgade, og som først nylig er falden for Øksen. Noget senere fik Parcelstedet Girands Have efter Kaiser Napoleons Eksil Navnet Elba. Allerede for mere end hundrede Aar siden førte, langs Peblingesøens Inderside, fra Nørrebrogade til Ladegaardsaaen en af Kjøbenhavnerne meget benyttet Spadserersti, kaldet "Kjærlighedsstien", Ligeledes førte fra Nørrebrogade langs Sortedams Sø en, om end ubanet, men dog med Træer beplantet Sti til Peymanns Rende; men her stoppede den, lukket med et rødmalet Led, saa man Ikke kunde komme længere, og det samme var Tilfældet med "Girandsdam" ved den anden Ende af Sortedams Sø. Der var ogsaa et Led, som lukkede for Passagen. Disse Stier vare nemlig kun færselsveie for Magistratens Folk, der skulde høste Rør og Siv i Søen. Saaledes vare Forholdene langt op i vort Aarhundrede. Først ved Aar 1817 blev gjort Begyndelse til Anlæg til en Sti langs Indersiden af St. Jørgens Sø, og kort Tid efter blev ogsaa Stien tangs Sortedams Sø anlagt og aabnet for almindelig Passage. Siden den Tid blev samtlige Stier indenfor Seerne kaldte "Kjærlighedsstierne;" stundom har man dog kaldt de to af disse Stier henholdsvis for Ægteskabsstien og Skilsmissestien.

Maler Johannes Wilhelm Zillen (1824-1870): Rørholm i Rørholmsgade. 1850-1870. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

I Tidens Løb blev Hovedparcellen Østerholm atter udstykket og beboet af Voldmester Reeh, og Hovedbygningen paa denne Parcel, et brædeforskallet Bindingsværkshus, er det eneste, som nu er tilbage af alt det Gamle, thi ligesom Elba er ogsaa Rørholm nedbrudt for at give Plads for nye Anlæg. I Modsætning tll Østerholm, der stadig har været eiet af den Reehske Famille, indtil en Sønnesøn af hin "Kartoffelmand", Handelsgartner Reeh nu for nylig har solgt den til Arbeiderbyggeforeningen for at bebygges, har Rørholm været i mange Hænder. Efter hin Reeh eiedes den af Gartner Bostrup, af ham kjøbte Kommandør Schonheyder den for 16,000 Kroner. Derpaa kjøbte Gartner Grimmenstein den og opførte et Hus, som sidst stod paa Ejendommen, og i 1845 kjøbte Gartner Meldola det hele for 31,200 Kroner. Allerede for 30 Aar siden begyndte Tanken om Byens Udvidelse og Sølvgadens Forlængelse at røre sig, og Meldola udkastede i den Anledning et Project til Rørholms Udstykning og Bebyggelse. Men der var rigtignok den Ting iveien, at Ejendommen laa Indenfor Demarkationslinjen, som den Gang netop løb langs Kjærlighedsstien, og Følgen deraf var, at Projektet var indskrænket til at omfatte lave Bindingsværksbygninger, tilmed behæftet med den Servitut, at de uden Erstatning skulde nedbrydes af Eieren, om Fjenden kom for Staden. Der blev forsøgt med en Auktion, men der var kun Lysthavende til to Parceller, og Prisen var ikke høiere end 40 Øre (20 Skilling) for Kvadratalen. Til Sammenligning kan anføres, at Prisen paa Rørholms Grund nu er 25 Kroner pr. Kvadratalen, saa hele Eiendommen for Tiden er over et Par Millioner Kroner værd. Efter Rørholm er en af Gaderne, Rørholmsgade, kaldt og en anden, Webersgade, er opkaldt efter den sidste Eier; der er derfor vel næppe nogen Tvivl om, at en af de Gader, der løbe over Østerholms Jorder, vil blive kaldet Østerholmsgade og en anden Reehsgade efter den Mand, som fra først af har bebygget dette Terræn, og hvis Æt siden har befolket det,

L. Both

(Nationaltidende 1. juni 1883).

En ejendom på Østersøgade er opkaldt efter Rørholm.