Et grimt Optrin paa en Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

Et mindeord.

Mange sjællandske venstremænd husker fra de sjællandske delegeretmøder den bøje sympatiske togfører H. Petersen. Han, der var født paa Landet, bevarede også efter at være blevet bosat i København og skønt hørende til tjenestemandsklassen en forståelse af og interesse for landets kår. Han vedblev at være venstremand og forfægtede sin sag godt både med mund og pen. Et par gange har han været opstillet som Venstres kandidat i den gamle Stevnskreds, et på den tid utaknemmeligt arbejde, uden pressestøtte -  "Østsjællands Folkeblad" gik jo altid mod Venstre - og kæmpede med mange vanskeligheder.  Som omtalt døde togfører Petersen kort for jul, og mellem helligdagene blev han stedt til hvile. Han, der var en kirkeligt interesseret mand, begravedes fra Valgmenighedskirken på Frederiksberg under ualmindelig stor deltagelse, både af fagfæller, hvis faner vajede ved båren, og af folk fra Østsjælland, bl. a. af repræsentanter for Store Heddingekredsens Venstreforening, der havde sendt signeret krans.

Pastor Clausen talte over båren. Jordfæstelsen fandt sted på Vestre Kirkegård, og da ligtoget bevægede sig over broen ved Carlsberg, passerede Masnedsundtoget - det tog, Petersen havde ført i så mange år - under Broen.

- På kirkegården gjorde det for øvrigt et uhyggeligt indtryk at se, hvorledes fagforeningsreglementet går forud for hensynet til den døde. Inden graven var kastet, blev klokken 4, og i det samme øjeblik tog graverkarlene deres skovle på nakken og forlod kirkegården.

Den halvt kastede grav blev stående således for følgets øjne, og de mange smukke kranse lå som en dynge ved den halvt åbne grav. Således skulle de vel ligge, til fagforeningsreglementet tillod graverkarlene at begynde påny.

Stevnsbo.

(Ringsted Folketidende, 29. december 1920.)

Resterne af gamle Københavnere.

Her ligger de på rad, resterne af gamle københavnere som en gang for mange år siden levede og virkede i den lille by som den nuværende storstad da var.

Det hænder jo ikke så sjældent at man ved udgravninger i den gamle by finder sådanne benrester. Dels fandtes der jo flere kirkegårde rundt om, og i koleraåret tog man det jo ikke så nøje med hvor og hvordan de døde kom i jorden. De fundne rester i en gård i St. Strandstræde hidrører ved nok fra den kirkegård der har været omkring den gamle Garnisons Kirke.

Nu bliver disse rester samlede sammen og gravede ned på en af vore kirkegårde. Antagelig på Vestre Kirkegård hvor man som tidligere fortalt, har en høj der gemmer alle sådanne rundt i byen fundne ben.

Og så får vore gamle bysbørn vel endelig ro - til at blive til støv.

(Aftenbladet (København), 15. december 1920.)

Opgravede benrester i St. Strandstræde. Foto fra Aftenbladet, 15. december 1920.

Olga Eggers Foredrag. (Efterskrift til Politivennen)

Dette er et afsnit i en artikelserie om Olga Eggers - som gennem sit liv var forfatter, kvinderetsforkæmper, socialdemokrat og glødende antisemitisk nazist. Man kan finde artiklerne ved at følge dette tag.

Efter 1. verdenskrig fik hun tillidsposter i Freds- og Folkeforbundet og var næstformand i Fredsforeningen af 1916. Hendes noveller, interviews og artikler blev flittigt bragt i mange aviser rundt om i landet:

Dansk Kvindesamfund havde i aftes indbudt til møde på Højskolehjemmet.

Fru dommer Esmann bød på Kvindesamfundets vegne forsamlingen velkommen, hvorefter forfatterinden fru Olga Eggers talte om sine indtryk fra en rejse i England og Frankrig i 1918.

Forfatterinden begyndte med at tale om London eller rettere det mørke London, og skildrede Frelsens Hærs arbejde i fattigkvartererne i London og gik derefter over til at skildre den praktiske engelske kvinde, der under krigen i de trange tider lærte at simplificere husholdningen i hjemmene.

Men selv om krigen satte sine dybe spor i England, forandredes forholdene dog ikke i den grad som i Frankrig, hvor alt var forandret. Paris i 1918 var tom og død, og langt grellere var forandringen, når man så de hærgede egne.

Taleren skildrede sin tur over Reims med dens ødelagte domkirke til Nyon med de gennemskudte huse og kirker og de 20-30 Mennesker, der er tilbage af byens befolkning, og videre gennem det triste, mindetunge land der først og sidst tvinger det ønske frem at der aldrig mere må komme krig igen. Var freden tung for Tyskland, så må den være endnu tungere for Frankrig. Tyskland står urørt af selve krigen, mens Frankrig ligger gennemskudt, gennempløjet, forhugget og ødelagt. Intet under at hadet lever i franskmændenes hjerter og freden, den rigtige fred, kommer jo først, når hadet er borte fra verden.

Forfatterinden berørte derpå den franske kvindebevægelse, som ikke menes at have så stor fremtid dernede som i andre lande. Den franske kvinde er i første række hustru og husmoder, og vil ikke distraheres her. Mændene synes måske dette er ideelt; men det er dog muligt, at visse love var bedre, om kvinderne var med. Men der er ikke megen jordbund for kvindesagen i Frankrig. Enkelte franske kvinder har dog begyndt at forstå, at de må være med, og at de dog måske kunne overbevise mændene om, at de har menneskeforstand. 

Forfatterinden fremførte enkelte eksempler herpå og nævnede herunder en udtalelse af en sådan fransk kvinde, gående ud på at kvinderne fremmer sin sag ved at imponere mændene med at kvinderne er mere elskværdlge end mændene.

Efter foredraget fremvistes en række fortræffelige lysbilleder i tilslutning til foredraget.

(Vestkysten. Esbjerg Avis, 13. november 1920).

Olga Antoinette von Eggers (1875-1945). Fotograf Max (Albert) Schou jun. (1878-1944). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Hovedstadens Døde (uddrag). (Efterskrift til Politivennen)

København. Tirsdag.

Der er opstået en vis interesse hos københavnerne for deres kirkegårde i de senere år.

Det må udtrykkeligt bemærkes at det er i de senere år. For blot en snes år siden var det en ren skandale at se visse steder at den store Assistens Kirkegård. Den ene fjerdedel af kirkegården lå hen som et fuldstændigt vildnis, hvor de vilde roser havde dannet et fuldstændig uigennemtrængeligt fletværk.

Dette vildnis var skilt ved en tjørnehæk fra en række kolonihaver, hvortil der var en let adgang for Nørrebros løse elementer over et stakit. I tjørnehækken var der klippet gennemgange, og herfra trængte bøllerne ind på kirkegården, hvor de havde dannet hytter på gravene. Regnen kunne ikke trænge gennem det tætte fletværk; af Efeu, vilde roser og andre planter, og her boede man hyggeligt. Der lå madraser på gravene, der fandtes små petroleumsapparater, kogekar og et utal af flasker og konservesdåser. Man boede trygt og roligt for alle efterstræbelser, for kirkegårdens betjente nærmede sig nødigt denne del af kirkegården, og hytterne lå så godt skjulte, at selv det mest årvågne øje skulle have vanskeligt ved at finde dem.

Det var en uhyggelig skandale, men så fandt man endelig på at rasere hele terrænet og omdanne det til et smukt anlæg og legepladser for børn.

 

Ferdinand Eriksen og Karen Spidsmus blev hjemløse her, som de blev det i Lersøen.

Men det var den gang. Nu er kirkegårdene blevet de smukkeste og mest stilfulde anlæg.

***

Dette gælder dog i første række Vestre Kirkegård.

 

Da denne kirkegård i sin tid blev anlagt, havde man næppe ventet at herude skulle de fineste begravelser finde sted.

Ganske betegnende var den første begravelse, der fandt sted herude, et gammelt ladegårdslem. der sænkedes i fattigjord. 

Det var da i begyndelsen også disse uhyggelige fattigbegravelser, der fandt sted herude. Nu var vejen også slem derud. Forbindelserne var meget dårlige. Man var timevis om at komme derud, og det var jo heller ikke opmuntrende at søge denne kirkegård.

Men nødvendigheden gjorde det efterhånden til borgerdyd at søge denne fjerntliggende kirkegård. Der var ikke plads andre steder. Hvor forundret blev man da ikke da man kom derud og fandt at kirkegården var den smukkeste park.

Der var søer med svaner, smukke lunde og pragtfulde alléer af de forskellige træer. Næppe to af alléerne er ens. Kirkegården herude svarede fuldt ud til navnet: "De dødes Have".

Det var den afdøde konservative rådmand, oberst Abrahamsen, der havde været mester for dette værk.

 

Forbindelserne med kirkegården kom også i stand. Den elektriske sporvogn kom herud, og nu begyndte tilstrømningen til kirkegården både af døde og levende.

Vestre Kirkegård blev der valfart til. Intet steds finder man i byens omegn et fugleliv som herude. Her har også fuglene fundet et fredhelligt sted.

***

Med årene fandt også stormændene herud.

På Assistens Kirkegård findes fra gammel tid en række kostbare, originale og smukke monumenter, men nu skal man gå til Vestre Kirkegård, hvis man vil søge kostbare og originale mindesmærker. Der findes mægtige arealer herude, hvor man kan gå fra grav til grav og beundre de prægtigste gravsteder.

Men dermed være ikke sagt, at de fattige glemmes. 

Tidligere var det jo således at når en grav blev glemt eller forsømt, så lod man den ligge. Den blev forvandlet til en græshøj, og efterhånden var det brændenælder og fandens mælkebøtter, der dækkede graven.

På Vestre Kirkegård er det ganske anderledes. Glemmes en grav, lader kirkegårdsbestyrelsen straks et træ plante på graven, et bøgetræ, en ask, en birk, et nåletræ, Graven holdes altid fri for ukrudt.

De fattige glemmes ikke i døden.

***

Vestre Kirkegård er blevet den fashionable folkekirkegård, medens Assistens Kirkegård ligger død og stille hen. Det samme er tilfældet med Holmens Kirkegård og Garnisons Kirkegård. I en menneskealder har der nu været talt om at sløjfe disse to kirkegårde der nu ligger i byens midte, men det har sikkert lange udsigter endnu.

Byens sidste ny kirkegård, Bispebjerg Kirkegård, der vel efterhånden bliver den største, når al jord rundt om er inddraget, ligger meget bar hen. Den savner sin rådmand Abrahamsen og kommer næppe nogen sinde til at blive den dødens lund som Vestre Kirkegård er blevet.

***

Der er folkevandring til Vestre Kirkegård om søndagen. Folk gør deres bedste for at holde gravene pyntelige. Det viser at eksemplet altid skal komme fra oven.

Der synes imidlertid at skulle opstå den skik at "uniformere" kirkegårdsbesøgene. Man søger at tvinge folk til på bestemte tider at mindes de døde. Der kan vistnok være forskellige meninger om, hvorvidt dette er heldigt.

Det er blevet en smuk skik ved de store højtider at mindes de døde. Ved påsketid er kirkegårdene bogstaveligt et hav af de gule påskeliljer, ved juletid findes forårets første fremdrevne krokus og hyacinther på gravene og hist og her et helt lille pyntet juletræ - ja, ved juleaftenstid kan man endda finde træer med tændte lys.

Dette kan være smukt og godt. I de sidste år er man imidlertid begyndt at fejre Allehelgensdag, som man henlægger til første søndag i november, med gudstjenester på kirkegårdene eller i kapellerne.

Der kan rejses mange spørgsmål i denne sag. Man kan spørge, om det et heldigt at indføre for mange katolske skikke, og om det er heldigt at lægge en art tvang på de efterlevende, om på hvilken dag de vil mindes de døde.

Der kan vistnok være delte meninger om denne sag.

Således som vore kirkegårde i de sidste år er blevet, vidner de om at københavnerne viser den største pietet overfor deres døde og at pålægget om en særlig mindedag vistnok må siges at være overflødigt.

(Roskilde Avis, 10. november 1920.)

Til Tines Digter fra en Moder paa Als. (Efterskrift til Politivennen)

 

Herman Bangs Grav.

Ude paa en af Skraaningerne paa Vestre Kirkegaard ligger et ensomt Gravsted. Det er en stor, firkantet Græsplæne, indhegnet af et højt nøgent Buskads. Men midt i dette friske, grønne Græs bløder i Sommertiden de rødeste Roser ...

Det er Herman Bangs Grav. Ingen Sten eller Tavle angiver, at den store Kunstner her omsider fandt Ro og Hvile i sit syge, flakkende Sind. Saadan har han selv villet det. Og nu koster det Anstrengelse for uindviede at finde hans Grav paa den store Kirkegaard, men den, der leder om hyggeligt, vi tilsidst finde den ene navnløse Grav mellem de Hundreder af smaa, pænt plejede Grave. Det viste Herman Bang. Derfor blev han begravet saaledes.

Det hænder ret ofte, at min Vej falder ud ad Vestre Kirkegaard, og har jeg da blot en Smule Tid, glemmer jeg ikke at søge hen til Herman Bangs Grav og dvæle derved en Stund, bøje Grenene til Side for at se Plænens Roser, om Efteraaret nu har naaet den med sin Kulde.

Forleden var der nok een til, som havde fundet Vej til det ensomme, lille Gravsted. En Fremmed maatte have besøgt Graven, siden jeg var der. Dernede - midt i det duggede Græs laa en smuk Krans af gulnet, halvvissent Efterårsløv, hvori smaa, spæde Forglemmigejer piblede frem i deres svage Blaanen. Jeg løftede Kransen lidt op fra den vaade Græsplæne og læste paa et vedhæftet Kort: "Til Tines Digter fra en Moder paa Als".

Det var alt. Men disse faa, simple Ord, den smukke Krans af Efterårsløv, som den Fremmede havde bragt med herhen, maa gribe enhver, som kendte lidt til Herman Bang.

En sagte Hilsen - dernede fra ... Fra hans elskede Als og Fødebyen Adserballe ... Og Billedet af Adserballe Præstegaard staar pludselig klart for mig. Den hvide, straatækte Bygning, ad hvis kolde Mure den dybblaa Clematis drypper sine store, tunge Blomsterklokker. Hele den lille Landsby, med Gaardene, Vejene med de levende Hegn, den gamle Kirke og Gadekæret. Hermans Barndomshjem ....

En Hilsen fra en Moder. Digtede Bang ikke selv sine smukkeste Kvindeskikkelser - som han sagde - "af dit Blod, Moder"? Stella Høeg og Nian og Frøken Agnes og Fru Katinka - det er Herman Bangs Moder ... "De er Børn af din Glæde og Børn af den Sorg. De var dit Ansigt og din Stemme. De elsker og lider med dit Hjerte. De gik unge i Graven som du og af din Kummer ... " saadan talte han selv. Han lovede en Gang sin Moder, at han "skulde se til, at de ikke helt skulde glemme dig". Og han satte hende de ømmeste, evigste Monumenter ved sin Digtning.

Nu, flere Aar efter hans Død, er det elskede Barndomshjem, hvis Ulykkesdage han gennemlevede, atter vendt tilbage til Danmark. Og en sønderjysk Moder mindes Herman Bang ved en gulnet Løvkrans paa den stille Grav.

Carl Henrik.

(Nationaltidende 10. november 1920, 2. udgave).

Se også indslaget om Herman Bang andetsteds på denne blog. Artiklen er skrevet nogle måneder efter Genforeningen 15. juni 1920. Nedenfor er et nutidigt foto af Herman Bangs begravelse (foto Erik Nicolaisen Høy). Det lille træ som anes på tegningen ovenover, er har nu vokset sig stort.

Ifølge Randers Amtsavis og Adressecontoirs Efterretninger 27. april 1912 var der lagt en buket pinseliljer på Herman Bangs grav med kortet: "Min inderligste hilsen til forfatteren H. B. fra Irene Holm". Ved forfatterens død blev det oplyst at virkelighedens Irene Holm var halvgammel og fattig på en lille kvist. Der blev sat en indsamling i gang, så hun kunne "knibe sig igennem verden igen". Se mere om virkelighedens Irene Holm andetsteds på denne blog.

Vestre Kirkegaard. Et Halvtreds Aars Minde. (Efterskrift til Politivennen)

Hovedindgangen til Vestre Kirkegaard.

Fodgængeren, som kommer gaaende over den store Jernbanebro ude ved Valby, ser Vestre Kirkegaard rejse sig som en Fjældskov over Jernbanelinien. Og er han kommen ind paa Kirkegaarden, forstærkes Indtrykket af Fjældet. Han vandrer højt oppe over Staden, og Luften er ren og frisk som oppe paa et Bjerg.

Om et Par Dage fejrer Vestre Kirkegaard sit 50 Aars Jubilæum, idet den blev indviet 1870.

Mærkeligt nok, at Vestre Kirkegaard er saa gammel. De fleste Kjøbenhavnere regner den for en ret ny Kirkegaard. Det hænger imidlertid sammen med, at den først i senere Aar er bleven stærkere benyttet. I lange lider var den i den almindelige Bevidsthed en fjerntliggende Kirkegaard uden Renommé. Det ansaas ikke for attraaværdigt at erhverve Gravsted derude, langt fra Byen, i ukendte Egne. Man holdt sig til de mere fornemme Kirkegaarde, Garnisons og Holmenis, eller I hvert Fald til Assistens!

Men nu er Forholdet anderledes! Nu er Vestre Kirkegaard ved at blive Stadens mest søgte. Nu har den brede Befolkning opdaget dens særlige Skønheder. Og den har særlige Skønheder.

Birkealleen paa Vestre Kirkegaard.

Vestre Kirkegaard er ikke blot de Dødes Have, den er de Dødes Lund. Paa den passer det norske Udtryk "Gravlund'. Her har kyndige Hænder anlagt og plantet et stort Terræn, der rent landskabeligt set virker betagende ved sit afvekslende Terræn, sin Løvrigdom og sine Udsigter. Og ind mellem Træer og Høje og Grønsvær ser man de mange smaa Haver, i hvilke de Døde hviler.

Det er ikke Gravene, som behersker Kirkegaarden, endnu mindre Gravstenene; Vestre Kirkegaard er hverken en Samling blomstersmykkede Jordhøje eller en Samling hvide og graa Gravsten, Vestre Kirkegaard er først og sidst en Lund, hvor Træer og Buske luner og dækker over de Dødes sidste Hvilested.

Tre Kapeller har det været nødvendigt at opføre, Nordre Kapel 1892, Søndre Kapel 1908 og Østre Kapel 1913. Deres Arkitektur er vel ikke uangribelig, men de dominerer ikke. Ogsaa de dækkes af Lunden.

Netop nu, i Jubilæumsdagene, er Kirkegaardens Efteraarsskømhed stærkt fremtrædende. Den hører til vor Hovedstads Seværdigheder. Hvor Sydens Kirkegaarde byder paa kostbare og kunstfærdige Gravmæler, byder Vestre Kirkegaard paa den levende Naturs Løvpragt. 

Udsigt over Søen til det store Kapel.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 31. oktober 1920, 2. udgave).

Vestre Kirkegaard jubilerer. (Efterskrift til Politivennen).

Et jubilæumsskrift om begravelser i gamle dage og om kirkegårdens historie.

I anledning af at Vestre Kirkegård den 2. november har bestået i 50 år, har kommunalbestyrelsen udsendt et smukt illustreret skrift. der indeholder to tekstbidrag: Rådstuenakivar, Dr. phil. Villads Christensens skildring af begravelsesskikke og kirkegårdsforhold i København i ældre tid og en afhandling om Vestre Kirkegårds tilblivelse og udvikling, forfattet af direktør for Københavns begravelsesvæsen A. Berg.

Dr. Villads Christensen fører sin skildring tilbage til den katolske middelalder, da der ikke ofredes stort udstyr på begravelserne som fandt sted korrt efter dødsfaldet, i reglen allerede dagen derefter. Efter reformationstiden ændredes disse skikke. Der blev udfoldet større eller mindre pragt ved en jordefærd, og det ansås for at være en ære for den afdøde at hans lig var længe oven jorde. Efterhånden som fristen for begravelsen forlængedes, blev der også mere lejlighed til sammenkomster og fester. Under Københavns belejring i 1659 var det en adspredelse for de hollandske søofficerer at gå ind i ligstuer og nyde det pragtfulde skue som de ikke var vante til i deres eget hjemland. En del år i forvejen skrev en udlænding, at når nogen dør i Danmark, saa græder og jamrer man ikke, men ler, spiser, drikker og danser rundt omkring liget.

Rådstuearkivaren omtaler forskellige foranstaltninger og forordninger, hvorved regeringen søgte at skride ind. Han skildrer de fortvivlede kirkegårdsforhold under epidemier som pesten i 1771, Studenternes Ligbæring og den udvikling, som langsomt førte fra begravelser i selve kirkerne eller så nær disse som muligt til jordfæstelser på de udenbys kirkegårde. Først i 1805 blev det forbudt at begrave de døde i kirkerne, og fra 1851 forbødes begravelser på de indenbys københavnske kirkegårde. De to kirkegårde på Christianshavn dannede en undtagelse; men da adskillige koleralig i 1853 var blevet begravet her, greb autoriteterne ind, således at man ligeledes forbød begravelser på de christianshavnske kirkegårde. Siden har kun rent undtagelsesvis en jordfæstelse fundet sted inde i byen, som da J. P. E. Hartmann for en snes år siden blev stedet til hvile ved Garnisons Kirke.

Særlig rigt illustreret er direktør Bergs beretning om Vestre Kirkegård. Der findes jo også på denne kirkegård meget smukke partier, og anlægget er i det hele af den art, at det har vakt beundring selv hos meget kyndige udenlandske autoriteter. Kirkegårdens samlede areal udgør 94 tdr. land, og der er til den knyttet et antal af over 170 tjenestemænd og arbejdere. Den rummer et ualmindelig tæt vejnet. Som et kuriosum kal vi anføre, at der på denne kirkegård findes 109,5 kilometer eller mere end 14 ½ danske mil af Veje, som er over 2 meter brede.

På kirkegården er der i de forløbne 50 år i alt begravet ca. 140.000 mennesker. I de første 10 år begravedes kun ca. 900 årlig; fra 1880, til Bispebjerg Kirkegård blev taget i Brug i 1903, var antallet henimod 4000 årlig. I de senere år har det været ca. 2300.

En del smukke monumenter er rejst på kirkegården. Flere af dem er afbildet i jubilæumsskriftet, der også nævner en række kendte personligheder, som er begravet på Vestre Kirkegård, fra forfatterinden Victoria Benedictson (Ernst Ahlgren) i 1888 til direktør Hauge i 1920.

(Nationaltidende, 29. oktober 1920, 2. udgave).

De Ulykkeligste iblandt os. (Efterskrift til Politivennen).

Homosexualismen kan hæves ved Operation.

Naturens Love er ikke fuldkomne. De tilsyneladende regelbundne Linier brydes paa mangfoldige Punkter - hos Mennesker, hos Dyr og hos Planter. Der lever iblandt os Tusinder af Mennesker, der ikke er helt Mand og ikke helt Kvinde, bærende i sig enten rent ydre eller - endnu hyppigere - indre og usynlige Tegn paa begge Køn. Det er Fejltagelser, Forvirringer, Naturen har begaaet - i et Lune eller en Skødesløshed - ved Konstruktionen af det komplicerede Kunstværk, et menneskeligt Legeme er. Fejltagelser og Forvirringer, der bliver forstaaelige, naar man tænker paa, at et Foster, et Barn i Moders Liv, tilsyneladende er kønsløst indtil fjerde Maaned og først fra da af  udvikler sig til Dreng eller Pige.

Det er disse Fejltagelser, Professor Steinach vil rette ved den anden Side af sin Opdagelse og kan rette, saaledes som Professor Rovsing gjorde det forleden paa sin Klinik ude i Rosenvængets Allé.

Ved Professor Rovsings Operation drejede det sig om, som man vil huske det fra Omtalen her i Bladet, om en ung Pige, der viste udprægede mandlige Tegn i hele sit Væsen og sin Opførsel, og som sagtens vilde være endt som rent homosexuel Kvinde, saafremt hun ikke var blevet opereret og befriet for de mandlige Kirtler, der paavirkede baade hendes fysiske og psykiske Liv paa ganske forvildende Vis.

Professor Steinach beretter om en analog Operation, han har foretaget paa en 30-aarig ung Mand.

Vi kan af forstaaelige Grunde ikke gaa nærmere ind paa Enkelthederne i denne Operation, men maa nøjes med at notere, at Operationen havde den Virkning, at Manden, der var udpræget homosexuel og kvindagtig i Ydre og Væsen, efter blot et Par Ugers Forløb mærkede sit Følelsesliv vendt fra Mænd til Kvinder, - kun et Par Maaneder senere havde strøget alt det kvindagtige af sig og var forvandlet til en sund og kraftig Mand, der et Aar efter Operationen giftede sig med en ung Pige, med hvem han nu lever det lykkeligste Familieliv.

- - -

Der er, som vi skrev forleden, gennem disse overordentlig vellykkede Operationer aabnet Udsigt til, at Lægevidenskaben inden længe vil kunne fravriste Juraen de ulykkelige Homosexuelle, paa hvilke Juristerne hidtil har haft Monopol gennem Lov og Rettergang og Dom. Vi taler her ikke om de Mennesker, der har Homosexualismen til en Levevej - de Forbrydere, der staar lavere end Gadens usleste Skøger, men om de Andre, om dem, der lider under deres forkvaklede Tilværelse, om dem, hvis Liv som Følge af deres Abnormitet blev en Kæde af Kamp og Forfølgelse. Dem, som vore Læger - de højest ansete Specialister paa Sindssygens og Abnormitetens Omraade, som fik Staklerne til Observation, hidtil i gammel Uvidenhed afleverede til Dommerne og Fængslet med en Erklæring, der ikke var en Forklaring endsige en Undskyldning.

Nu kommer Professor STeinach altsaa og fortæller os, at det, der er Tale om, er en Konstruktionsfejl, for hvilken det vilde være sindssygt at gøre Ofret Ansvarligt, naar der da ikke foreligger Forbrydelser mod de rent elementære af Samfundet Love - og en Konstruktionsfejl, der kan rettes, repareres, om man vil, og bør repareres, vi havde nær sagt: enten Patienten vil eller ej!

Nogen Fare rummer Operationen næppe for Homoseksualisternes Vedkommende. Det gaar her som ved Foryngelsesoperationerne, om hvilke selve vor hjemlige Dr. Sand erklærer, at han ikke kan se rettere, end at de Steinachske Operationer krafrigt opfordrer til Fortsættelse:

"Hvis det drejede sig om et stort, et livsfarligt eller blot i nogen Grad svækkende Indgreb med risiko i den ene eller den anden Retning, vilde Spørgsmåaalet stille sig helt anderledes. Men Vas deferens-Ligaturen, der let kan udføres i Lokalbedøvelse, maa jo selv for Oldinge siges at være en simpel og hurtig Operation, der næppe i nogen Retning er forbunden med nævneværdig Risiko."

- - -

Jeg køber Risikoen - jeg, gamle Mand!

Jeg vil bort, væk fra den øde Landevej, der blev mit Liv, siden Ungdommen svandt, og hvis Endemaal er Døden, ene Døden.

Jeg vil ind over Markerne igen, hvor Blomsterne gror. - Jeg vil plukke dem paany i fejende Dans, som jeg gjorde det den Gang i længst forsvunden Tid, da jeg var ung og stærk og vild!

Steinach kommer ...!

Nemo.

(Aftenbladet 25. oktober 1920).

Dr. med Knud Sand havde under et besøg i Wien hørt om Steinachs arbejde. En anden artikel i bladet beskriver 3 eksempler på Steinachs operationer på ældre mænd med forbløffende foryngende resultater.

Niels Thorkild Rovsing (1862-1927), læge og kirurg. Han var undervisningsminister i forretningsministeriet Liebe 30. marts – 5. april 1920. Rovsing grundlagde den moderne urologi i Danmark. Privatklinik i en villa i Rosenvænget på Østerbro, det senere Institut Français. Villaen blev revet ned i 2006. Mellem Lyngbyvej og Tagensvej, langs Ringbanen, løber Rovsingsgade, der er opkaldt efter ham.

Professor Steinach. Foto fra Demokraten (Århus) 23. juli 1920.

Eugen Steinach (1861-1944), østrigsk fysiolog og professor ved universitetet i Wien. I 1916 hævdede han fejlagtigt, at homoseksualitet er en form for hermafroditisme, hvorfor der i 1920'erne blev gennemført resultatløse transplantationer af heteroseksuelle mænds testikler til homoseksuelle mænd. Steinachs teorier påvirkede som mævnt i artiklen den danske retsmediciner K. Sand. I 1920'erne underkastede en del ældre mænd sig Steinachs operation, idet Steinach fejlagtigt antog, at afbrydelse af begge sædledere har foryngende virkning. Helt op i 1930'erne troede man på Steinachs foryngelsesoperationer.

Knud Sand (1887-1968), dansk retsmediciner og seksualbiolog. Inspireret af Eugen Steinach mente han at kunne påvise en årsagssammenhæng mellem kønskirtlernes funktion og seksuel orientering, hvilket siden ledte ham til flere forfejlede forsøg på behandling af homoseksuelle mænd med transplantation af testikler. I 1922 offentliggjorde Knud Sand resultatet af 15 operationer på mænd a la professor Steinach på Kommunehospitalet. 1925-57 var Sand professor i retsmedicin ved Københavns Universitet; 1929-59 var han tillige Retslægerådets formand. Sand var en hovedkraft bag Sterilisationsloven af 1929, og den legale kastration blev karrierens dominerende tema. Langt op i 1930'erne sagde han god for professor Steinachs foryngelsesoperationer. I 1933 blev Steinach afsløret som skattesvindler.

Oluf H. Jørgensen (del 5): Død og Eftermæle. (Efterskrift til Politivennen)

Dette indslag er del af en serie om Oluf H. Jørgensen:

Del 1 Skanderborg og Skanderborg Amts-Avis.
Del 2 Bataljer med Peter Sabro.
Del 3 Folketingsvalgene 1895 og 1896.
Del 4 Agrarbladet m. v. 
Del 5 Død og Eftermæle. 

Oluf H. Jørgensen.

Ogsaa Redaktører begaar jo en Gang imellem en, skal vi sige Dumhed. Oluf H. Jørgensen skulde have blevet i Skanderborg, hvor han var noget af en Konge. Han ejede den velsignede Evne, at Læserne tog hvert Ord han skrev til sig, ikke ét gik dem over Hovedet. Det er en misundelsesværdig Gave.

Han kæmpede bravt for "Agrar-dagbladet", men i Virkeligheden kunde han ikke føle sig helt hjemme under de vanskelige Forhold. Saa fik han Stillingen som Medredaktør af "København. Og nu døde han, tæt ved de 68.

Oluf H. Jørgensen - vi glemmer ikke H'et - var østjysk Redaktør i den idylliske Tid. Man har godt af at tænke lidt over, hvad der skulde til for at arbejde et Blad op lige midt inde i Kapløbet mellem Aarhus, Horsens og Silkeborg. Men J. var ufortrøden. Det lykkedes ham. Han slog bravt for Skanderborg, den skønne By med den skønne Omegn; han skulde blot have blevet i Reden.

Vi har jo selv faaet vor journalistiske Daab i den omtalte Idyltid. Det var et Bevis paa Redaktørens Popularitet, at man kaldte ham ved Fornavn: Emil i Horsens, Oluf i Skanderborg og Vilhelm i Aarhus. Man morede sig med hinanden og konkurrerede bravt. Ikke helt sjældent skældte man hinanden ud efter Noder. Men næste Dag, højst et Par Dage efter, var man lige gode Venner. Der kunde have staaet slemme Ting i de to Blade, meget slemme, Det hindrede dog aldrig Oluf H. Jørgensen i at rejse til Torskegilde i Horsens og tilbringe en højst gemytlig Aften sammen med Vennerne Emil Bojsen og Arnold Jørgensen.

Ingen kæmpede for Skanderborg som Oluf H. Jørgensen. Vi har en Gang, under en Skærmydsel med "Agrardagbladet's Redaktør, præsenteret ham som "Bymatador i Lommeformat". Vi har forlængst gjort ham en Undskyldning. Thi man kan jo paa een Gang elske Skanderborg og være glødende Agrar.

Det var fremfor alt Oluf Jørgensens friske Humør og en vis, overmaade elskelig Naivitet, der vandt ham Venner. Først og sidst i Virkekredsen. Der sidder endnu en hel Rad af gamle Bønder omkring Skanderborg. om hvem vi trøstig kan sige, at de baade elskede og beundrede deres Redaktør. "Er De Redaktør, sagde afd. Jens Andersen i Illerup til Nedskriveren af disse Linjer; "nej, hjemme i Skanderborg dér har vi en Redaktør

Han begyndte sin Hovedvirksomhed i en Egn, hvor Bjørnbakkere og Grundtvigianere sloges gennem mange Aar. Han fik straks det Indtryk, at "i Kamp forliges de kække bedst." Og en Kampens Mand var han i ikke ringe Grad. Men - bagefter gav han gerne Modstanderen det Haandslag, der siger: Intet Nag. C. S.

(Vejle Amts Folkeblad 22. oktober 1920).

Redaktør Oluf H. Jørgensen død.

Han hørte til de stærke Jyder. Vel var Oluf H. Jørgensen født i Aabenraa - det fortalte han gerne - og i sin tidligste Ungdom opvokset i Ringkøbing; men hans første Manddomsgerning øvedes i Hjertet af det jydske Land blandt Lars Bjørnbaks Bønder. Vennesæl, bred og godlidende med et lunt Blik i de rare Øjne blev den unge Redaktør Jørgensen en politisk Fører for Skanderborgegnen, hvor han som 24-aarig havde stiftet sit eget Blad. Han passede til Biørnbakkerne. Let at tænde i Begejstring, slagfærdig paa en Talerstol og munter i et godt Lag. Og som Bjømbakkerne blev Venstres Kærnetropper, saa gik Oluf Jørgensen begejstret til sin Gerning for det han i Politik troede paa var det rette. I de Tider, sang Drachmann: Giv mig Hundrede jernklædte Mænd! Og Bjørnbakkerne var heller ikke sene til at øve en politisk Daad, naar Lejlighed gaves.

De stærke Jyder mente at det særligt trægt med Venstrebevægelsen paa Lolland-Falster, og som fordum Vikingerne besluttede de at gøre Landgang paa vore sydlige Øer for at faa Folk dernede omvendt til den eneste rette politiske Tro paa Bjerget.

Oluf Jørgensen holdt selv af at fortælle om denne ene blandt utallige muntre Episoder, hans lange politiske Liv var saa rigt paa. Han rystede vel paa Hovedet af Daarskaberne. Men de rare Øjne straalede, naar han fortalte om de stærke Jyders Togt til Sydhavsøerne, hvori deltog alt, hvad der duede af politisk Ungdom i Jylland. Oluf Jørgensen selv, naturligvis, hans gode Venner de to fremragende Bønder, Brødrene Leth Espensen, Viggo Bjørnbak og Emil Bojsen, J C. Christensen og mange flere. - Det var en skrækkelig Tur. Hvor vi dog opførte os uopdragent, kunde Oluf Jørgensen sige helt betænkeligt - og saa le med sin stærke sunde Latter ved Mindet om den herlige Tid.

Nok gik det livligt til, men en Provinsredaktør i de Dage havde begge Hænder fulde. Ikke alene skulde han lave sin Avis, men tillige var en Redaktør den Gang sin Egns Tillidsmand.

Til ham kom naturligvis i særlig Grad Landboerne med Smaat og Stort. Men Oluf Jørgensen blev ogsaa Skanderborg en god Mand. Det gode Forhold mellem l.and og By nøjedes han ikke med at udbringe Bordskaaler for ved Kongens Fødselsdag, han gjorde et virkeligt Arbejde, og som Vidnedsbyrd herom knejser i dag Andelsvineslagteriets Skorsten over Skanderborg By.

Som Bjørnbakkerne havde været blandt Venstres, livligste og bedste, saa var det dog Folk, som nok vilde have noget ud af Tiden. Tale kunde være meget godt, men Gerning var bedre De havde som ingen andre protesteret mod Hr. Estrups Forfatningsbrud ved ivrigt at støtte Venstres Visnepolitik; men da denne mere udartede til en personlig Kamp mellem Førerne, blev Bjørnbaks stærke Jyder de første, som sagde Farvel til Hørup og Berg. Bojsens Forhandlingspolitik fik sit stærkeste Tilhold i Midtjylland. Oluf H. Jørgensen havde en ikke ringe Andel heri. Særlig paa Skanderborgegnen var hans Indflydelse omkring 1890 voksende, og den kommende femaarige Periode blev vist Oluf Jørgensens lykkeligste Arbejdsaar. Da han den 9. April 1895 paa Skanderborg Torv udraabtes til Kredsens Folketingsmand kunde ingen være gladere. Med den Veneration, Oluf Jørgensen betragtede Rigsdagsgerningen gik han ind til denne med de lyseste Forhaabninger. 

Desto større følte han Skuffelsen, da hans Valg vistnok meget uretfærdigt, blev kasseret, og han faldt ved Omvalget nogle Maaneder senere. Mange Aar efter kunde der komme en Bitterhed op i Oluf Jørgensen ved Tanken om den formentlige Uret, han havde lidt, noget som ellers var ham ganske fremmed, og medvirkende var denne store Skuffelse sikkert ogsaa til, at han brød op fra Skanderborg for at blive Redaktør af "Agrardagbladet".

Da dette Blad stiftedes i 1897, havde Agrarbevægelsen allerede udspillet sin politiske Rolle. Det var som om denne Bevægelses Kræfter næsten udtømtes ved Medvirkningen til det storpolitiske Forlig i 1894. Venstrereformpartiet førte under J. C. Christensens Ledelse de følgende Aar Landboernes Sager frem til Løsning, og Agrardagbladets Tilværelse blev underlig rodløs. Bevægelsen, der skulde have givet Bladet Styrke og Fasthed, sygnede hen, og det gjorde Bladet omsider ogsaa, til sidst i 1911 for at overtages af KØBENHAVN, og Oluf Jørgensen knyttedes til os som Medredaktør.

Den hastige Gerning, moderne Journalistik kræver, var ikke Oluf Jørgensens Sag. Han kom til KØBENHAVN som en Mand, der i sin fremrykkede Alder ønskede at beskæftige sig med det Arbejde, hvortil han havde viet sat Liv. Men helt fortrolig med Tonen, det hastige Liv, og det forcerede Arbejde paa et Hovedstadsblads Redaktion blev Oluf Jørgensen aldrig. Og ogsaa hans sidste journalistiske Aar blev ham noget af en Skuffelse.

Vi vil fra disse hans sidste Aar ved KØBENHAVN mindes Oluf H. Jørgensen som en venlig, rettænkende Mand, der bevarede et fortræffeligt godt Humør til det sidste. Hans Virke prægede ikke KØBENHAVN, som dog nød godt af hans store Personalkendskab Landet over, særlig blandt Landbostanden. Hans hyggelige, godmodige og retskafne Personlighed vil her, som overalt hvor Oluf Jørgensen kendtes, blive mindet med Venlighed.

Noter.

Oluf Jørgensen var født 27. November 1882 i Aabenraa som Søn af Overlærer, Redaktør Jørgen Jørgensen, den senere Ejer af Ringkøbing Amts Avls.

*

Den Afdøde overleves af sin Hustru Fru Anna Jørgensen, født Trap med hvem han blev gift 28. Maj 1877. Ægteskabel er barnløst 

*

Oluf Jørgensen havde skrantet meget i de senere Aar, hvad da ogaaa fik ham til at tage sin Afsked fra KØBENHAVN i Fjor. En Blærelidelse stødte for fjorten Dage siden til, og paa Rigshospitalet, hvor han indlagdes, opererede han af Professor Schaldemose. Selve Operationen gik godt, men Redaktør Jørgensen havde ikke Kræfter mere, og i Gaar Formiddags ved 11-Tiden sov han stille hen.

*

Den Afdøde var dekoreret med Ridderkorset og var Ridder af den russiske Stanislauorden.

(København 22. oktober 1920).

Oplysningen om at hans kone Anna Jørgensen var født Trap, stemmer ikke med hvad gravstenen oplyser, se nedenfor.

Redaktør Oluf H. Jørgensen, f. 27. nvbr 1852, d. 21. oktober 1920. Anna Jørgensen, f. Walther, f. 26. juni 1851, d. 1. decbr. 19?? I slutningen af 1920 meddelte flere aviser at der var dannet en komite til indsamling af bidrag til et mindesmærke for ham. Gravstenen ligner imidlertid en almindelig sten, så måske blev indsamlingen ikke til noget. Vestre Kirkegård, Afdeling N, rk. 1, nr. 2. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Bornholmsk Industriliv i Fyrrerne. (Efterskrift til Politivennen)

Da Hans Christian Ørsted udtalte sig om den bornholmske Cement.

I Aaret 1741 blev der af Kong Frederik den 3. udstedt et kongeligt Privilegium til den i Bornholms Historie kendt, Major v. Anker A. Schor til Stenkulsbrydning, men heri var ogsaa indbefattet et Cementværks-AnIæg. Han drev Cementværket i nogle Aar, men maatte omsider ophøre dermed af Mangel paa Støtte udefra, selv havde han ikke Midler til at føre det hele igennem. For at kunne drive Værket mere rationelt, søgte han den kgl Kasse om et Forskud af 8000 Rdl. imod at levere Cement til Staten for 3 Rdl. Tønden, men han fik allernaadigst Afslag - man trængte ikke tiI Cement. 1747 gentog han sin Ansøgning, og i denne forklarer han, at Købmand Andreas Bjørn har afsat ca. 100 Tdr. paa smaa Maskiner forfærdiget Cement, men han fik paany Afslag; "til HS Majestæts Tjeneste behøvedes ingen Cement", hed det, og dermed var der sat Punktum for den v. Schorske Fabriks korte Saga; og siden blev dette Produkt næppe ænset, før en norsk Videnskabsmand Andreas Hofgaaard i 1778 paa egen Bekostning foretog en Rejse til Bornholm for at undersøge Cementstenen. Beretning herom findes trykt i Tidskriftet "Minerva" 1793, ligesom dette Emne senere uddybes af en af Prof Manthey i "Skandinavisk Museum" optaget Beretning.

H. C. Ørsted, den store Forsker. hvis Navn er kendt over hele Verden og om hvem der just i den sidste Tid i Anledning af 100 Aars Dagen for hans epokegørende Opfindelse holdtes Mindefester over det ganske Land, besøgte Bornholm i 1818 og 1819. Ørsted skriver, at ved behørigt Hensyn til forskellige nærmere angivne Forholdsregler vilde man kunne gøre

Bornholms Cement til en Handelsvare,

"der kunde erhverve den almindelige Tillid. - Men" - tilføjes der "Limensgade Kalksten kan endnu betragtes fra flere Sider, der hidtil kun er bleven meget lidt paaagtet. Denne Kalksten kan meget vel benyttes som Fugningsmateriel. Her om vidner et Par af Landets Kirker, Aakirke og Østerlars Kirke, der begge er opførte af dette Bygningsmaterial med Indblanding af andre Stenarter".

"Llmensgade Kalksten" - hedder det endvidere - lader sig ret vel polere, hvormed vi have gjort Prøver. Man kan derfor bruge den til Bordplader, Trapper t Pragt, bygninger. Baser, Gravminder vsv., hvortil den blaa Farve ikke vil gøre den uskikket".

Det fremhæves særlig i Beretningen, at Allunskiferen i Limensgade maatte kunne blive et Produkt af megen Vigtighed, og Beretningen slutter med en af Forf. fremsat Formodning om, at "et Allunværk og et dermed sammenhængende Kalkstensbrud let vilde kunne bringes i Stand paa Bornholm"

Udførsel af Raamaterialet.

Der skulde imidlertid gaa adskillige Aar, før Tanken blev ført ud i Livet og de forberedende Skridt gjort til Anlæg af en Cementfabrik paa Bornholm. Man Indskrænkede sig til at udføre det Raamateriale, der egnede sig til Forædling udenfor Øen; der udførtes aarlig en Mængde Cemensten, særlig til Wismar, Mechlenburg og Pommern. En Kubikfavn Cementsten betaltes ved Udskibningen fra Bornholm med højst 19 Rd. Endelig i 1840 møder en polyteknisk Kandidat Arkitekt Hammer, i "Bornholms Avis" med en udførlig Beskrivelse og en ret omfattende Plan til Dannelsen af "en Aktieforening til at benytte nogle i Limensgade og Omegn forekommende Mineralier". I Planen lægges der særlig Vægt paa Forædlingen af den bornholmste Allunskifer ved Anlæg af et Allunværk i Forbindelse med en Cementfabrik

For yderligere at fremhæve Brugbarheden af Limensgadens Cementsten, henviser Arkitekten til den flensborgske Cement, hvilken tildels er fabrikeret af de samme Lag, som findes paa Limensgade. Og, tilføjer Hr. Hammer, der kan desuden hentes Bevis fra Ruinerne af Hammershus Slot, Gamleborg o. fl. Steder, "i hvilke Cementen er saa fast. at man lettere kan sondre Stenen end Cementen, der sammenføjer den".

----

I Slutningen af den udførlige Beskrivelse findes et kalkulatorisk Overslag, hvis hele optimistiske Tendens vidner om, at Vedkommende har været i god Tro, da han skrev, at

»Disse Mineraliers Fremdragen og Benyttelse paa rette Maade kunde blive en Kilde til Velstand for Bornholm og for det øvrige Danmark."

Det mente ogsaa Direktionen for "den merkantile Industriforening" i København, der nøje havde undersøgt Hr. Hammers Plan og foretaget de indledende Skridt til Dannelsen af et Aktieselskab, efter at Forholdene paa Aastedet først grundig var undersøgt af en af Foreningwn nedsat Kommission. Aktieselskabet blev dannet og kom til at bestaa af Aktionærer dels i København og dels paa Bornholm; ved Starten var der tegnet 232 Aktier i København og 130 paa Bornholm. Den første Generalforsamling blev afholdt paa Rønne Raadhus den 7de August 1840. De københavnske Aktionærer repræsenteredes ved overauditør Holm, Grosserer Sommer og Reservechirurg Krieger, og den lokale Bestyrelse undertegnede sig som Hammer, Grønbech, N. Michelsen og M. Koefoed med Konsul Johnsen i Rønne som Kasserer. Endelig den 21de September s. A var man kommen saa vidt med Forberedelserne, at der paa Hullegaard i Aaker Sogn kunde afholdes Licitation over Opførelsen af 3 Bygninger paa Limensgade, nemlig et Kogehus, en Stald- og Værkstedsbygning og et beboelseshus.

Konflikt mellem Københavnerne og Bornholmerne.

Forholdet imellem Bestyrelsen i København og Repræsentanterne paa Bornhom syntes imidlertid ikke have været videre venligt. De bornholmske Aktionærer kommer snart i Konflikt med den administrerende Direktør, den tidligere omtalte Arkitekt Hammer, der holdes et Utal af Generalforsamlinger baade i København og herovre, hvilket med Datidens kummerlige Kommunikationmidler var alt andet end behagelige. Sagen optog Sindene saa stærkt, at "Bornholms Avis" paa hin Tid, tiltrods for sit diminutive Format, til tider var ganske optaget af Indlæg om Cementfabrikken. De sjællandske Repræsentanter beskyldte Bornholmerne for at have overskredet den dem ifølge Statutterne tilkommende Myndighed; man kom som sagt i Konflikt med den administrerende Direktør, der blev suspenderet fra sin Stilling, og hele Sagen var tilsidst bleven indviklet i et Væv, hvis Traade næppe var til at udrede. Der var endogsaa saa stærkt et Røre om Sagen, at der maatte en hel Piece til, for at Folk kunde naa til Bunds i Selskabets Historie. Allerede saa tidlig som i 1842 begynder man at tale om 

Selskabets Opløsning.

Men i 1843 sluttes der dog kontrakt med en ny Bestyrer Hr. Wodschou, og Arbejdet sættes i Drift med en ret betydelig Arbejdsstyrke.

Endelig i 1847 syntes man at være kørt ganske fast. Cementfabrikken søges bortforpagtet til en solid Liebhaver. Da der ingen saadan melder sig, bliver Selskabet kort efter opløst ved en GeneralforsamIing paa Hullegaard, hvor der valgtes en Realisationskomite til at realisere alle Selskabets Ejendele, og hermed var alle skønne Drømme forbi og "Cementfabrikken i Limensgade" en saga blott.

- -

Efter snart 80 Aars Forløb begynder nu et nyt og forhaabentlig stort og rigt Afsnit i den bornholmske Cementfabrikations Historie. Under en ny Tids forbedrede Arbejdsvilkaar og Arbejdsmidler, gaar Selskabet ind til et Arbejde, hvor der bliver store og omfattende Opgaver at løse, men hvor der sikkert heller ikke vil blive forsømt noget for at vise, at der var Sandhed i de Ord, som i længst forsvunden Tid blev udtalt af Landets mest fremragende Videnskabsmænd: "at den bornholmske Cement kunde blive en betydelig Ting i en god Husholders Værge."

Fr. S.

(Bornholms Avis og Amtstidende 2. oktober 1920)

Vestre Kirkegaards Jubilæum. (Efterskrift til Politivennen).

Det første Lig. - Ligger Brandt og Struensee paa Vestre Kirkegaard? - Et Lysthus af opgravede ligkister

Vestre Kirkegård - Danmarks om ikke Nordens skønneste kirkegård - har om en god månedtid, d. 2. november, været i brug i 50 år.

Det første Lig.

På de 4 tdr. Land, som kirkegården den gang udgjorde, begravedes den dag en af samfundets stedbørn, en svensk skræder, der havde begået selvmord, han fik en fin begravelse med følge af mange kommunale spidser, og på graven sattes en granitsten, hvorpå står ordene: "Vestre Kirkegaard 2. Nov. 1870. Litra A, Linje 1 Nr. 1". Det fine nummer nåede den hjemløse aldrig i levende Live!

Stenen som markerer hvor den første begravelse fandt sted. Ved hundredårsjubilæet blev nedlagt en sten med svenskeren navn: "Niels C. L. M. Almgreen. Begravet den 2. november 1870." Foto: Erik Nicolaisen Høy.

I Løbet af de nu henrundne 50 år er kirkegården vokset sig stor og smuk. Den omfatter nu 89 tdr. land, og ud mod Valby er der indkøbt 14 tdr. land, der skal tildannes terrasseformigt. Det er jo nemlig kernen i denne kirkegård, som de afdøde, arkitekt Hans Holm og havearkitekt Edv. Glæsel har givet den forening at natur og kunst, som gør den så smuk og egenartet, at den gør "De Dødes Have" til en skøn park, som er til glæde for enhver elsker af natur og skønhed.

Heldigvis har Vestre Kirkegård i 49 år i kammerråd Bahnson, der lige har taget sin afsked, haft en inspektør i den samme ånd. Hans gerning fortsættes nu af efterfølgeren, havebrugskandidat Skrydstrup, der sammen med overgartner Madsen og gartner Fridrichsen stadig søger at holde V. Kirkegård på det samme høje kunstneriske standpunkt.

Hertil bidrager også publikum selv, idet der - uden den monumentcensur, der er i Stockholm -

rejstes mange skønne mindesmærker over smukke grave.

Her ude ligger nu også de fleste af de i de sidste 10-15 år afdøde berømte mænd og kvinder - hvad enten de så har hørt til kunst eller videnskab, handel eller industri. Enhver, der har gået en tur på kirkegården, kan nævne bekendte og skønne gravsteder.

Herman Bangs og Peter Nansens Grave.

Underligt nok - men på to grave, der indeholder resterne af to mænd, om hvis navne der i livet stod stort gny, står der intet navn eller mindesmærke. Det er Herman Bangs og Peter Nansen. Gravene er smukke og velholdte - men anonyme. På Nansens grav henlægges der regelmæssigt hver ugedag en buket - navnløs som graven selv

Benhøjen, Struensee og Brandt?

På den ældste del af kirkegården er der en lille træ- og blomsterbevokset Høj - benhøjen kaldet. Den gemmer benene af alle de lig, der fandtes, da man sløjfede voldene og glaciet og anlagde Frederiksborggadekvarteret.

I det ene hjørne af højen står en lille brun granitsten, hvorpå kammerråd Bahnson lod indridse bogstaverne S T R og B R D. Herunder står en lille trækasse, hvori ligger nogle ben, efter sigende de sidste rester af Struensee og Brandt. De blev fundne ved udgravningen af den gamle stejlehøj. Sagkyndige undersøgte knoglerne, men enige om resultatet blev de ikke, så det er jo muligt, at det er nogle ganske almindelige forbrydere, hvis rester opbevares så omhyggeligt.

Stenen som inspektør Bahnson efter sigende fik sat op og indgraveret bogstaverne S.T.R. og B.R.D. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Men for øvrigt går kirkegårdsbestyrelsen meget nænsom til værks overfor de lig, hvis grave

sløjfes. Hvert år sløjfes der et vist antal, som er udløbet, men de benrester, disse indeholder, spredes Ikke, som tidligere, for alle vinde, men samles omhyggeligt i en kurv og lægges en alen dybere ned i samme grav.

Lysthuset af de brugte ligkister.

Heller ikke de opgravede kister overlades til en tilfældig skæbne, men samles på et bestemt sted og opbrændes. Lige bag ved denne brændingsplads ligger nogle kolonihaver, og en dag opdagede inspektøren, at der i haverne var bygget et lysthus, på hvis sorte ydervægge der var malet flere ligesom noget falmede, gyldne palmegrene.

Det så noget mærkeligt ud, og ved nærmere eftersyn opdagede inspektøren, at lysthuset var tømret op af brædder af gamle kister, udvalgt blandt de bedste af kirkegårdens bunke. Vedkommende, der åbenbart ikke har været særlig plaget af hensynstagen, måtte selvfølgelig - til hans store fortrydelse - rive lysthuset ned.

Den der ikke rigtig vil vide indgående besked om kirkegårdens historie, vil kunne få dette af et

med mange portrætter og billeder forsynet festskrift, der udkommer om kort tid.

(Aftenbladet (København) 21. september 1920.)

En Særling der levede under frygtelige Forhold. (Efterskrift til Politivennen)

 En Særling der levede under frygtelige Forhold.

Værelset, der havde fungeret som Skarnspand i mange Aar.

I en Ejendom i Badstuestræde har i længere Tid levet en gamnmel svensk Kvinde, ved Navn Luise Gustafson, der som eneste Indtægt har haft. hvad Ejendommens Beboere gav hende. Hun boede i et usselt Rum helt oppe under Taget, men hun, der har boet Ejendommen i mange Aar, har aldrig tilladt nogen, at se hvorledes hun boede.

Igaar kom en af Beboerne alligevel til - ved et rent Tilfælde, at se hvorledes der saa ud hos hende. Der var i det lille Rum ikke mere end maaske en Kvadratalen fri Plads. Resten af Værelset - fra Loft til Gulv, var tæt pakket med alt 

det Affald, som ellers findes i Skarnkasserne.

Der var en frygtelig Stank deroppe. Gennem de mange Aar havde hun faaet alt dette samlet sammen, til det tilsidst var gået saa vidt, at hun selv maatte sove paa Gangen udenfor. hvor Beboerne bragte hende Maden.

Igaar blev Sundhedspolitiet tilkaldt og to Arbejdere sat i Gang med at tømme Værelset for dets

lidt usædvanlige Indbo.

Kort efter at Arbejdet var begyndt tog vores Fotograf ovenstaaende Billede til os. Men der var mindst 4-5 Gange saa meget tilbage i Værelset. Bl. a. et Bord som man vidste var der, men som man endnu ikke havde fundet.

(B. T. 30. september 1920).

Den mystiske sag fra Nykøbing. (Efterskrift til Politivennen)

Begravelsen i går. Kredslæge Jensen afgiver en højst besynderlig forklaring.

Fra søndre Kapel på Vestre Kirkegård begravedes i går middags tjenestekarlen Paul Møller, hvis uforklarlige død i Tolsager ved Nykøbing S. i stedse voksende grad beskæftiger offentligheden.

Før begravelsen henvendte pastor Jørgensen sig til afdødes moder, fru Marie Møller, som er enke efter en togfører. Præsten ønskede at vide, om han skulle holde nogen tale. Da imidlertid hr, Jørgensen under tidligere samtaler med moderen havde antydet, at han ville benytte lejligheden til at drage hårdt frem mod selvmord, som han anser for syndigt og ugudeligt, bad fru Møller ham indskrænke sig til en kort bøn. Den stakkels moder ønskede ikke sit afskedsøjeblik med sønnen forvandlet til en skændescene. 

Følget bestod af over hundrede deltagere, og en mængde kranse dækkede den smukke kiste. Da kisten sænkedes ned i graven, var de tilstedeværende grebet af dyb bevægelse. Umiddelbart efter modtog "Socialdemokraten" følgende tak for afdødes moder:

En Tak,

Jeg bringer herved på egne og familiens vegne en dybfølt tak til "Social-Demokraten" for dens omtale af omstændighederne ved min ulykkelige søns død. Fra mange sider har jeg, efter at "Social-Demokraten" har bragt sagen frem, modtaget beviser på sympati, og jeg har den følelse, at alle deler mit håb om at få kastet lys over de mange gådefulde enkeltheder, der knytter sig til den triste tildragelse. 

Ved "Social-Demokraten"s hjælp stoler jeg på, at dette håb vil blive opfyldt. Først da får jeg fred i mit sind.

Maria Møller.

Fru Møller skal ikke forgæves have anmodet om “Social-Demokratens” hjælp. Efter at have sat os i forbindelse med statspolitiet har vi senere rettet henvendelse til kredslæge Jensen i Nykøbing. Hans udtalelser er højst overraskende. Han fortalte at han ved det legale ligsyn klippede alt det snavsede arbejdstøj af liget, således at det lå fuldstændig nøgent. Hvad det da også skal være ved sådanne lejligheder. Da kredslægen og politifuldmægtigen forlod stedet, var liget kun dækket af et klæde. Ikke desto mindre lå det fuldt påklædt, iført arbejdstøj og strømper, i den tæt tilskruede kiste, da denne åbnedes af fru Møller. Fire personer kan beedige dette, nemlig foruden fru Møller og hendes datter de to mænd der åbnede kisten og afførte liget de snavsede og blodige klæder. 

Hvad er der da foregået? Har gårdejer Carl Christensen givet ordre til at liget skulle klædes på? og hvorfor har man valgt at lægge ligklæderne oven på det  fuldt påklædte Lig? Hvad er det dog for en besynderlig og hensynsløs adfærd, der er udvist i denne sag?

Herom modtager vi hver dag forespørgsler. En lærer, der dog kun underskriver sig med forbogstaver, og hvis brev vi derfor ikke kan optrykke, skriver at han troede sig hensat til det 14. århundrede da han læste om gårdejer Christensens og Pastor Baggers optræden. Han forfærdes over, at en præst, der skal være talsmand for næstekærlighed, kan udvise en sådan hjerteløshed, og han slutter med at kræve sagen undersøgt til bunds, for at de skyldige kan blive draget til ansvar.

Endvidere har vi fra bogholder Joh. Hansen, Valdemarsgade 61. modtaget et brev, af hvilket vi gengiver et brudstykke:

En køn præst.

Ingen af os, som læste "Social-Demokraten" den 6., har kunnet undgå at undres over den optræden, en vis pastor Bagger, Asnæs, udviste overfor enkefru M. Møller og hendes ledsagere. -  Er der noget, som mere end den slags episoder tjener til at forbitre arbejderne og gøre dem fjendtligt sindede overfor kirken?

Jeg tror det Ikke! Lad os håbe, at det inden alt for længe lykkes at få sagen lagt klar for offentligheden. - Det kunne da være passende i denne forbindelse at sige: Hvis kirkens mænd venter, at arbejderne skal stille sig på deres side, må vi kræve, at den slags præster som hr. Bagger øjeblikkelig fratages kjole og embede.

Joh. Hansen.

Disse henvendelser synes at være udtryk for en dyb og almindelig misstemning. Det er på høje tid, at der fra autoriteterne fremkommer en officiel redegørelse for sagen og at gårdejer Christensen giver en forklaring på sin optræden overfor den unge mand før og efter hans død.

( Socialdemokraten, 8. september 1920)

B & W Støberi i Sydhavnen. (Efterskrift til Politivennen)

Et Kæmpearbejde i Sydhavnen.

Hvor B & W's nye store Støberi skal ligge.

Ude ved Sydhavnen, hvor Udvidelsesmulighederne er ubegrænsede. rejser sig den ene store Fabriksbygning ved Siden af den anden, og med denne Havn og dens Arealer tumler Industriherrerne, naar de planlægger Udvidelser og nye Bedrifter.

Det er da ogsaa hertil, Burmeister Main vil flytte sit store Støberi, der i mange Aar har haft til Huse paa Kristianshavn, men som nu er blevet for lille.

Ude paa Teglholmen opføres den vældige Støberibygning - selvfølgelig af Jernbeton, Den vil krones af en mægtig Kuppel, hvis Top vil naa op i næsten Rundetaarns Højde.

Endnu ser man ikke meget til dette Støberi, der bliver cirkelrundt med en Diameter af 85 M. Det eneste, der kendetegner den vordende store Virksomheds vældige Rambukke er i Gang med den nødvendige Pilotering.

Fart er der over Arbejdet Intet spares for saa hurtigt som muligt at faa de store Damphamre og do. Pressere i Gang ude paa Teglholmen.

(Aftenbladet (København) 28. august 1920)

En ny Cirkus?

Den runde Bygning ved Sydhavnen.

Ved Sydhavnen er der skudt en mægtig stor, cirkelrund Bygning i Vejret Den ligner mest af alt en Kæmpecirkus og hvem der ikke véd, hvad den er hygget til, er most tilbøjelige til at tro, at den er rejst ti! ovennævnte Brug.

Men det er den nu alligevel ikke. Dens Bestemmelse er langt mere nyttig. Det er nemlig Burmeister & Wain, der har bygget den til Støberi.

Om et Par Maaneder er Bygningen færdig, og saa skulde jo gerne Ilden flamme fra Støberiskorstenene og fortælle om, at dan danske Industri ikke mere ligger i Dvale, men at der er frisk Liv og godt Arbejde over hele Linien.

(Folkets Avis - København, 22. oktober 1921).

Den halvanden tønde land store monteringshal på Christianshavn. En ad de dengang nye dobbeltvirkende dieselmotorer er under ombygning. Foto fra Aftenbladet (København) 21. november 1924.

En Rejse gennem dansk Industris Vidunderland

Burmeister & Wains store Udvidelser og Omlægninger.

Til Tusinder af Københavnere sender Burmeister & Wains Værft og Værksteder Bud, Døgn ind - Døgn ud, ved Hamrenes Banken og Maskinernes Duren. Korte Meddelelser om fuldførte Nybygninger for dansk eller fremmed Regning; ude fra Verden en mere eller mindre tilfældig Beretning om en vunden Sejr, en erobret Fodsbred Land paa Verdensmarkedet er den store Virksomheds sædvanlige Forbindelse med den danske Offentlighed. En Gang om Aaret bryder Aarsberetningen og Glimt fra Generalforsamlingen den Sky, der omhyller B. 4 W. Ellers er Firmaet og dets Virken nærmest som et lukket Land, et ehristianshavnsk Thibet.

Men i disse Dage har A/S. Burmeister & Wain aabnet sine Porte - fra Teglholmen i Syd, over Overgaden, til Refshaleøen i Nord - for den danske Presse. Fra Værkstedernes Gallerier og Hallernes vide Gulvflader har Firmaet peget ud over sine Udvidelser, sine mangeartede Bedrifters Valplads, sine Smelteovnes Kratere og Jernets og Staalets Lava-Strømme derfra. Visselig et vældigt Rige, i mangt og meget et Vidunderland. Lad os gaa paa en hastig Rejse gennem dets Regioner.

Vi er

paa Teglholmen,

en opfyldt Grund i Sydhavnen, der er et Omraade, de fleste af Hovedstadens Beboere kender omtrent lige saa neje som Centralafrika. Hertil flyttede Burmeister & Wain i 1920 - da de mange Bestillinger paa Dieselmotorer gjorde det for trangt i Overgaden - deres Jernstøberi. Det er en cirkelrund Bygning, en Cirkus, 70 Meter i Gennemsnit (Cirkusbygningen i Jernbanegade er 40 Meter), hvis Kuppeltag bæres af en staalstøbt Søjle midt i en Kerne af en 2-Etages Bygning, som rummer Kontorer, Magasiner, Spiserum o. s. v. Omkring Søjlen er anbragt Kraner: Øverst nogle svære 30 Tons, der løber paa en Ringbane langs Rummets Omkreds, under dem, løbende paa en Ringbane paa Kernebygningens Tag, nogle mindre 10 Tons. Indvendig i det vældige Rum løber et Rund-Gallerl, paa hvilket bl. a. findes TilberedelsesanJæg for Støbesand og Chargerrum for Ovnene, hvortil Materialerne bringes ved Hjælp af "Portalkraner", løbende paa Spor udenom Bygningen, med Forbindeise til Kaj.

Støberiet er i sin runde Form et Unicum, sprunget af B. & W.'s Hjerne. Dets Idé er simpelthen Koncentrationen - Forklaringen ligger i selve dette Ord. Hele den tekniske Indretning blev herved saa special, at det blev nødvendigt at konstruere alle Dele op fra Grunden og selv fremstille dem. Men det har vist sig, at Støberiet af denne Form har opfyldt alle de Forventninger, man stillede til det i Retning af Kranernes Bevægelsesfrihed, Overskueligheden og Lettelserne af de store Transporter af Støbesand og andet Materiale. - Under Galleriet formes og støbes alt mellemstort Gods og fremstilles alle Kerner; i det store Midterrum formes alle store Stykker. Her drikker Formene den glødende Strøm af smeltet Jern (1400 Graders Varme); som Stjernekastere flyver Funkerne under Drikkens Udskænkning, men alt foregaar præcist og uden Famlen. Vil man sammenligne Milieuet med et Inferno, bliver det ialtfald en metodisk og disciplineret Undenverden. I et Udsnit af Midterrummet renses det færdige Støbegods, og herindtil fører en Kanal fra Havnen, saa at Støberiets Kraner direkte kan lægge Gods og Affald i Pramme. I Støberiet er ogsaa hydrauliske og Rysteformemaskiner, af hvilke den største kan ryste en Form paa 18 Tons. Hvad der for tog to Mand tre Dage.

Paa Teglholmen findes ogsaa

det nye Staalværk

og Smedien, begge ligeledes Udflyttere fra Overgaden, hvor Arbejdet med B. & W.'s nye  dobbeltvirkende Dieselmotor gjorde en sy Montagehal paakrævet. Siden Maj iaar arbejder Smedie og Staalværk her paa Teglholmen ved Siden af Støberiet.

Driften af Smedepresserne og Hamrene sker ved Trykluft fra to elektrisk drevne Kompressorer, som drives ved højspændt Strøm fra Kommunen. Ogsaa dette Anlæg er det første sin Art. Og det gaar udmærket. Smedie og Staalværk omfatter et Kompleks af Bygninger. I en 2-Etages Hal i en af disse er to oliehedede Ovne til Fremstilling af Staairt efter Siemens-Martins Proces; den ene af Ovnene behandler paa een Gang 30 Tons Staal, den anden 15 Tons. Skrap. Raajern, Malm o. s. v. er Bestanddelene. hvoraf fremgaar en Cocktail paa 1600 Graders Varme. Fra Staalovnene løber det smeltede Staal ud i Støbeskeerne, hvorfra det udtømmes gennem Bundventiler. Staalet støbes dels til Facongods, dels i Blokke til Udsmedning under to store hydrauliske Presser med et Maksimaltryk af henholdsvis 1200 og 2000 Tons. Blokkene, der skal udsroedea, opvarmes i 7 oliehedede Smedeovne, hvis Spildevarme bruges til Opvarmning af Luften, der driver Presserne. Efter Udsmednidgen gaar Smedegodset ind i en Glødeovn for at genrtemgaa en Varmebehandling og herfra Ind en tredie Hal, hvor Afskrabningen paa stor Drejebænke, Fræse- og Stikkemaskiner foregaar.

Under Maskinernes diamanthaarde Kæber, der sænker sig i tilsyneladende sindige, men ubønhørlige Bid, ligger de tonstunge, glødende Stykker Smedegods som Sole, der udsender Varme til Omgivelserne. Godset er na gennem denne Skærsild naaet frem til Halvfabrikatets Stadium og læsses af Kranerne ud i Pramme, som fører det til Christianshavn til Færdigbearbejdelse eller til Bane og Damper til Eksport.

Mange andre Lokaliteter end de her beskrevne findes paa Teglholmen, bl. a. det store vigtige Laboratorium, hvor alle Metalier, Legeringer og Olier undersøges mekanisk og mikroskopisk. Fristende kunde det ogsaa være bl. a. at fortælle om de hygiejniske Finesser, saaledes Indblæsning af varm Luft i Arbejdernes Baderum. Men det vil føre for vidt ... 

[Artiklen fortsætter herefter til Christianshavn og Refshaleøen.]

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. november 1924)

Beholder med flydende stål hældes ned i støbeformen. Foto fra Aftenbladet (København) 21. november 1924.