I Ørstedsparkens Dam er der en overordenlig mængde Fisk. Mangel paa Føde er der maaske ikke, men Fiskene foretrækker dog ligesom Magistratens Svaner og Almindelighedens gamle med den dem indrømmede stiltiende Ret at appellere til den offenlige Godgjørenhed. De samler sig derfor i tætte Skarer ved Broen, hvor Menneskenes Børn af og til staar stille for at spytte i Vandet.
Det er ganske interessant at iagttage det Røre, der viser sig, saa snart en af Byens mange Velgjørere indfinder sig for at tømme sine trængende Medskabninger til Hjælp. Svanerne og Ænderne flyder omkring Broen omtrent fra Morgen til Aften, for ikke at gaa glip af noget. Navnlig maa Svanerne have en glubende Appetit, for lige til Mørkets Frembrud er de altid parate til at tage for sig af Retterne. Saa snart et Stykke Brød flyver fra Broen gjennem Luften, farer alle de i Vandfladen værende smaa Fiske hen imod den faldende Bid, for i det mindste dog at faa Lov til at lugte til Brødet. Det er ogsaa omtrent det eneste, de opnaar. De fordrives øjeblikkelig af de fremmyldrende større Fisk. Saa kommer Ænderne flydende med fuld Fart, for et Øjeblik efter at jages bort af Svanerne.
Morsomst er det at se paa Aalene, af hvilke der er vrimlende fuldt i Dammen. De kommer i Reglen flydende lodret op fra Dybet, og naar de faar fat i et Stykke Brød, der da ikke er altfor stort, trækker de det med sig ned i samme lodrette Retning. Overfor Svanerne tør de ikke stille noget op, men med Ænderne fører de ofte en haardnakket Kamp om de udkastede Stykker Brød. De drister sig endog op og forsøger at tage det ud af Andens Næb. At Ænderne ikke er tilfredse med denne bogstavelig tagen Brødet af Munden, er selvfølgeligt, og en Gang imellem tager de da ogsaa Mod til sig og hugger efter de nærgaaende Madstrævere, men som Regel er de ikke fri for at være lidt bange for Aalene. Naar disse stimede Fyre ikke kan faa Brødet halet ud af Andens Gab, foretager de et eller andet Experiment med Andens Ben. Hvad enten det nu er den kildrende Fornemmelse paa Benet, eller det er en ondskabsfuld Streg af Aalen, nok er det, Anden drives tidt derved paa Flugt og lader Brødet i Stikken. Saa tager Aalen det og gaar til Bunds med det.
Det er ikke nok, at alle Smaafiskene maa slikke sig om Munden efter Delikatesserne, der inkorporeres af de store i Henhold til den ikke ubekjendte Devise: Magt er Ret - de maa endog stadig holde skarp Udkig for ikke selv at komme som Paalæg paa Brødet. Af og til ser man hele Myldren af smaa Fisk flyve til alle Sider, og da véd man, at de har opdaget, at en af deres Dødsfjender, en Gjedde, er i Nærheden.
(Morgenbladet (København) 18. juli 1889).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar