Der er adskillig filantropisk Virksomhed her i Landet, som foregaar ganske jævnt og stilfærdigt, og som sjælden kommer i anden Rapport til det store Publikum end gjennem en regelmæssig udsendt Aarsberetning - som Ingen læser. Men som Regel kan man være temmelig sikker paa, at de Velgjørenhedsinstitutioner, der virke med mindst Brask og Bram, ere de for Samfundet betydningsfuldeste. Hvor Mange kjender vel de Kellerske Abnormanstalter stort andet end af Navn? Man veed, at disse Anstalter - oprindelig stiftede af en enkelt varmhjærtet Filantrop, afdøde Professor Johan Keller, og endnu opretholdte alene ved privat Initiativ - udfolde en velsignelsesrig Virksomhed for ulykkelige døvstumme og aandssvage Mennesker, men om deres daglige Gjerning, om det paa sin Vis mærkelige og eiendommelige Liv, der rører sig indenfor deres Mure, har man saa godt som Intet Begreb, og dog vil man alene gjennem Selvsyn kunne saa Forstaaelse og Interesse for Sagen.
Anstalterne omfatte de tre Hovedgrupper: Skoleafdelingerne, Asylafdelingen og Arbeidsafdelingen. Den sidstnævnte er det yngste Led i Virksomheden og tillige det, der sætter Kronen paa det hele Værk. Forholdet var tidligere saaledes, at saa snart den Aandssvage havde fortabt en af Skoleafdelingerne og der medtaget saa megen aandelig og fysisk Udvikling, som hans Abnormtilstand gjorde muligt, havde Bestyrelsen intet andet tilovers end at sende den Aandssvage tilbage til hans naturlige Forsørgere eller, naar disse vare ude af Stand til at paatage sig Forsørgelsespligten, til Fattiggaarde og Arbejdsanstalter. Men en stor Del af Abnormanstalternes Arbeide - ofte fortsat gjennem en Række af Aar med det enkelte Individ - blev paa denne Maade sørgelig haabløst, thi hvad man havde lært den Aandssvage, og hvad han var i Stand til at udføre under omhyggelig Veiledning i de for ham afpassede Forhold, gik atter til Spilde, saa snart han kom ud mellem Fremmede eller i det Hele taget kom til at leve mellem Mennesker, der manglede Forstaaelse af de Betingelser, som hans abnorme Tilstand krævede, for at han kunde være et samfundsnyttigt Individ. Det er derfor ingenlunde for meget at sige, at Arbeidsafdelingerne for voxne Aandssvage have sat Kronen paa det Værk, som de kellerske Anstalter udføre, og hvis endelige, ideelle Maal netop er at gjøre den uhelbredelige Aandssvage ikke blot uskadelig for Samfundet og værge ham selv mod dets Farer - men tillige at opdrage ham til at blive et Individ, som tilforn Samfundet en vis Sum af Nytte - saa vidt som hans begrændsede Evner strække til.
Man tænker sig i Reglen Besøget paa en Aandssvage-Anstalt som noget særlig Uhyggeligt, og det er det for saa vidt ogsaa, idet man stilles Ansigt til Ansigt med Ulykken i en af dens sørgeligste og haabløseste Former. Men med de Fremskridt, som Videnskab og Humanitet har gjort i den nyere Tid, er der tillige noget Velgjørende ved at se, hvor meget disse to Faktorer have kunnet udrette selv for de i lykkeligst stillede Individer. Den kellerske Anstalt for arbeidsføre, aandssvage Mænd er beliggende paa Lille Mosegaard, knapt en halv Times Vei fra Lyngby. Det er en fredelig Egn uden større Gaarde i Nærheden, hvad der maa betragtes som en væsenlig Fordel. Landskabet er fladt og skovløst, men det ser smilende og frugtbart ud, og i disse Omgivelser ligger Lillemosegaard med en smuk to-Etages Hovedbygning iar.it i særskilte Bygninger Bolig for Inspektøren, Værksteder, Staldrum o. s. v. samt et meget stort, men endnu ganske ungt Haveanlæg. Det er kun fire Aar siden, der begyndtes herude under meget smaa Forhold; hele Anstalten bestod den Gang af et lille Parcelliststed - det samme som nu benyttes til Inspektørbolig - og Antallet af optagne Aandssvage var kun 12. Den nuværende Hovedbygning er opført 1887, og de Aandssvages Antal er for Tiden godt og vel 100. Det væsenligste Indtryk, man faaer ved et Besøg paa Lillemosegaard, er det, at Alt er lagt tilrette med stor Kjærlighed og Omhu for Anstaltens Opgave. Der arbeides efter en Ypperlig gjennemført Plan, men der er intet Spor af systematisk Kedsommelighed. Anstalten har nærmest Lighed med en velordnet Landbrugs- og Husflidskole.
Vi begynde Besøget i de forskjellige Værksteder. Der findes tre saadanne: Snedkere, Skomager- og Kurvemagerværksted, hver i sin Bygning. Under Ledelse af en fagmæssig uddannet Mester udføre de Aandssvage Arbeidet med en Flid og Kyndighed, som for enkeltes Vedkommende ikke staaer synderligt tilbage for, hvad normalt udviklede Mennesker kunne præstere. Men selvfølgelig er der ogsaa dem, hvis Standpunkt kun muliggjør Udførelsen af de simpleste og letfatteligste Enkeltheder i Haandværket. Ikke desmindre er det en ganske anseelig Virksomhed, der udfoldes, hvilket bedst fremgaaer deraf, at Skomagerværkstedet i Løbet af et Aar ved dels 5 a 6 Aandssvage har kunnet reparere 1800 Par Sko til en samlet Arbejdsværdi af 2000 Kr., medens Snedkerværkstedet, der fra først af blev betragtet som en noget tvivlsom Arbeidsgren, i samme Tidsrum har kunnet præstere en Arbeidsomsætning af ca. 1700 Kr. Pluraliteten af de Aandssvage er dog bedst skikket til Have- og Landbrug, og ved denne Friluftsgjerning synes de at befinde sig fortræffelig og udføre den med stor Orden og Omsigt. Anstaltens Bestyrelse sørger for at undgaa mere end den strængt nødvendige Opsigt med Arbeiderne, for at de ikke for meget skulle føle, at de arbeide under Tvang, men saaledes, at tværtimod deres Interesse søges vækket. Og det er da ogsaa kun i de sjældneste Tilfælde, at Nogen maa tvinges til at udføre sin Gjerning. I deres blaa Ardeidsbluser og Straahatte skiller de sig i det Ydre ikke fra almindelige Mark- og Havearbeidere. De se allesammen tilfredse og fornøiede ud, og der er ingen Tvivl om, at det legemlige Arbeide øver en sund og paa samme Tid opdragende Virkning paa dem. Der begyndes om Sommeren Kl. 6 om Morgenen i Værkstederne og i Haven; Kl. 8 ringes der til Frokost; saa er der igjen fire Timers Arbeide indtil Middag med halvanden Times Hvile; derefter tages der fat paany til Kl. 6-7, med en lille Pause Kl. 4 til Vesperkost. Kl. 7 er Arbeidsdagen til Ende; alle Mand ringes op til Hovedbygningen; man vasker og pudser sig, inden der spises til Aften, og naar Maaltidet er fordi, er der en Times Tid til Leg eller Hvile, inden Aftenklokken ringer til Sengs. Spisestue, en luftig og godt ventileret Sovesal, Badekammer, Køkkener og øvrige Økonomirum findes allesammen t den store, velindrettede Hovedbygning.
Der er taget nøie Sigte paa at tilveiebringe de Forhold, som ere mest tjenlige for Anstaltens Beboere, og det er vel i mange Henseender en stræng og brydsom Gjerning der kræves af Læge og Inspektør men derved er ogsaa opnaaet et beundringsværdigt Resultat. De Aandssvages Udseende røbe ikke blot et fysisk Velbefindende, som de vanskeligt vilde kunne nyde andensteds; men i Stedet for at gaa omkring som Udskud i Fattiggaarde og Arbeidsanstalter - hvilket Størsteparten vilde være henvist til - udfylde de her en i al sin Beskedenhed nyttig Plads i Samfundets store Husholdning.
Anstaltens Befolkning omfatter de forskjelligste Aldere, fra 15-16 Aars unge Mennesker til Mænd paa henved de halvhundrede Aar, og saa godt som uden Undtagelse hænge de med den øjensynligste Hengivenhed ved Anstalten og dens ledende Funktionærer. Desuden er der hos Pluraliteten af de Aandssvage endnu et ganske rørende Træk, som hører til det mest Fremherskende hos dem Man kan betragte de Aandssvage som Børn, der aldrig have naaet det voxne individs Udvikling, men samtidig med, at deres øvrige Evner ere afstumpede, have de bevaret Barnets Kjærlighed til Hjem og Forældre. Det er ganske eiendommeligt at iagttage det Udtryk af Glæde og Taknemmelighed, der kommer i deres Ansigt, naar man fortæller dem, at skulle hjem at besøge Forældre og Søskende, hvad der jævnlig tillades de mest fremmelige blandt dem. Men de vende altid nok saa fornøiede tilbage til Anstalten, som om de havde en instinktmæssig Følelse af, at de her finde den bedste Beskyttelse.
Der er en Mangfoldighed af Stadier i de Aandssvages Tilstand og følgelig et stort Felt at studere for Læge og Inspektør. Det er de færreste, som gjøre et ærligt eller frastødende Indtryk; Hovedtrækket er en vis hjælpeløs Barnlighed, der ofte anlægger et rørende og naivt Udtryk. Det er en given Sag, at Respekten maa opretholdes ved en bestemt og alvorlig Behandling, men ar samme Tid følger man det Princip, at man kommer længst med det Gode, og der bitter altid talt i en venlig, næsten kjærlig Tone til de Aandssvage, som til Gjengjæld glæde sig ved en øjensynlig Tryghedsfølelse.
Lillemosegaard danner en lille, afsluttet Verden, som det nok er værd at tage i nærmere Øiesyn. Man lærer først og fremmest hvor meget der kan udrettes - selv i saa gold Jordbund som de Aandssvage - naar en Sag tages op med lige høi Grad af Kyndighed og oprigtig Interesse. Saavel Lægen, Christian Keller, der med saa stor Kiærlighed har fortsat sin Faders Gjerning som Inspektør Sinding, i hvem man aabenbart har fundet den rette Mand til en vanskelig Post, have Ære af den Virksomhed, der udfoldes her til Gavn for ulykkelige Mennesker.
Saaledes som de økonomiske Forhold stille sig, maa de Keller'ske Anstalter med stor Interesse imødese Resultatet af den for Tiden nedsatte Statskommission, hvis Arbejde forhaabentlig vil føre til, at Anstalterne overgaa til Staten og derved finde fornøden Tryghed for deres Virksomhed. Derom Kommissionens Medlemmer lejlighedsvis besøge Anstalten paa Lillemosegaard, ville de fortrinsvis der kunne gjøre sig bekjendte med Frugterne af det Arbejde, der er udført for Abnormsagen her til Lands.
V. Ø.
(Dagens Nyheder 20. juli 1890).
Der fandtes endnu resterne af en udflyttergård bygget omkring 1790 fra Buddinge by (fra 1815 "Lillemosegård"). I 1886 købte læge Chr. Keller (søn af en af dansk åndssvageforsorgs pionerer, cand. theol. professor Johan Keller), Lillemosegård. I starten indrettede man loftet over stuehuset til midlertidig beboelse for "alumner". Til anstalten hørte 4 heste, 25 køer, 50 svin og 50 høns. Der var et kurvemageri hvor der blandt andet blev lavet gærkurve til brygger Tvede, Helsingør og måtter til Sølvgades Sporvognsselskab.
Arkitekt professor Klein tegnede den første bygning på det nye Lillemosegård i 1892. Den minder lidt om Karens Minde i Sydhavnen og institutionen Brejning ved Vejlefjord. Den var beregnet til 50 mænd. Dette tal voksede til 140 i begyndelsen af 1960'erne.
I 2023 gav Social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) på statens vegne de anbragte en undskyldning for svigt og overgreb i sær- og åndssvageforsorgen i perioden 1933-1980. Det omfattede bl. a. Ebberødgård i Nordsjælland (oprettet 1892), forsorgshjem i hovedstadsområdet sammen med Forsorgscenteret for København m.v. Vangede og Forsorgscenteret for København m.v. Lillemosegård.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar