Blandt Fabrikerne i København staar Sukkerraffinaderiet i Helsingørsgade maaske endnu uovertruffet i Retning af hensynsløs Udbytning af Arbejderne. Dette vil dog ikke forundre saa meget naar man hører, at den taareaftørrende Hr. Tietgen er en af Raffinaderiets Ledere.
For nogle Aar siden blev Raffinaderiet i Helsingørsgade og Raffinaderiet "Føniks" slaaet sammen under en fælles Ledelse, bestaaende af Hr. Tietgen og den nuværende Direktør Hr. Hagemann. Denne Forandring gik paa en følelig Maade ud over Arbejderne, som hidtil havde arbejdet under nogenlunde menneskelige Vilkaar. De havde f. Eks. 3 Fridage om Aaret uden Afkortning i Lønnen, fuld Dagløn i Sygdomstilfælde samt 20 Kr. i Nytaarsgratiale. Naar dertil kommer, at den daværende Mester Ahreils behandlede Arbejderne humant og hensynsfuldt, vil man kunne forstaa, at disse følte sig tilfredse. Men som ovenfor nævnt, skete der en følelig Forandring under d'Hrr. Tietgens og Hagemanns Auspicier. Saaledes bortfaldt Fridagene, Nyaarsgratialet og Halvdelen af Udbetalingen i Sygdomstilfælde, medens der samtidig blev paalagt Arbejderne en hel Del mere Arbejde end tidligere. D'Hrr. fandt endvidere, at den hidtil gældende Dagløn var for høj, og foretog en for Arbejderne følelig Indskrænkning. Trods alle disse Eksperimenter og den deraf følgende forøgede Udbytning fandt d'Hrr. sig dog ikke tilfredse med deres Indtægter. En Dag lukkede de Fabriken "Føniks" og henlagde Produktionen til Rafinaderiet i Helsingørsgade. At der ved denne Lejlighed var en Del Taarer at aftørre hos de Arbejderfamilier, hvem denne Forandring gik ud over, faldt vel næppe d'Hrr. ind. Alle Arbejderne paa ca. 20 nær, som fandt Beskæftigelse i sidstnævnte Raffinaderi, blev afskedigede, dog skyldes det Sandheden at tilføje, at ca. 10 Mand fik en Pension paa 15 a 20 Kr maanedlig, men det var rigtignok ogsaa Folk, som havde arbejdet paa Fabriken i ca. 20 Aar, og som forlængst havde ofret deres Helbred i Fabrikens Tjeneste.
Raffinaderiet i Helsingørsgade blev nu indrettet til en sand Slaveanstalt. Ved Hjælp af den med 20 Mand forøgede Arbejdsstyrke skulde der nu produceres lige saa meget, som begge Raffinaderier hidtil havde præsteret. For at opnaa dette, galdt det nu om for Hr. Tietgen og Hagemann, at finde passende Æmner. Saadanne fandt de i d'Hrr. Mester Røhrs og Bestyrer Milling. Arbejderne havde tidligere Lov til at gaa udenfor Fabrikken Spisetiderne for at trække frisk Luft, eller, naar de boede i Nærheden, at gaa hjem for at spise. Dette er nu nægtet dem. Hustruen kan i heldigste Tilfælde faa Lov til at sætte Maden ind hos Portneren, akkurat som naar man hos en Undersøgelsesdommer faa Tilladelse til at bringe Mad ind til en Arrestant. Der kan nævnes en Række Eksempler i lignende Retning paa, hvorledes Arbejderne behandles.
Naar man undtager Cellulosefabrikationen, gives der næppe noget mere fysisk og mindeligt nedbrydende Arbejde end netop Sukkerraffinaderiets. Dag ud og Dag ind maa Arbejderne præstere et næsten overmenneskeligt Arbejde i Lokaler, hvor der hersker mellem 30-40 Graders Varme. Selv de stærkeste og kraftigste Arbejdere faar deres Helbred ødelagt i forholdsvis kort Tid og gaar i en tidlig Grav. Ved at passere Helsingørsgade om Eftermiddagen mellem Kl. 5 og 6 vil man se en Flok gulblege, hulkindede Mennesker, som forlader Fabriken. De gaar tavse og nedbøjede til deres Hjem for efter en kort Hvile atter at tage fat paa det usunde Arbejde, og deres sygelige Udseende er et Bevis for, at nærværende Skildring af Forholdene ikke er for mørk. Saaledes gaar det Aar ud og Aar ind, indtil som Regel en snigende Brystsygdom har umuliggjort dem at arbejde. De kan da tilbringe den korte Tid, de har tilbage, paa en eller anden Fattiganstalt, medens deres Arbejdskøbere i Ro og Mag fortærer de Tusinder, som de har slæbt sammen til dem paa Bekostning af Liv og Helbred. Den Dag turde imidlertid ikke være fjærn, da Arbejderne selv vil være medbestemmende om deres Løn og Arbejdsvilkaar.
I Foraaret tilstillede Arbejderne Direktionen et Andragende om en forhøjet Dagløn. For at give dette Andragende Vægt besluttede Arbejderne at organisere sig, og en overvejende Del af dem sluttede sig til Arbejdsmændenes Forbund.
Direktionen tog ikke Andragendet til Følge, men affattede i Stedet for et saakaldt "Regulativ", hvori den lover hver mandlig Arbejder, der uafbrudt arbejder paa Raffinaderiet fra 1ste April til 30te September, en Sparekasse- eller Bikubebog paa 52 Kr., og hver kvindelig Arbejder under samme Forhold 26 Kr. For at opnaa dette maa ikke en eneste Dag forsømmes, med mindre der gives Tilladelse dertil eller der straks anmeldes og senere præsteres Lægeattest for Sygdomstilfælde. Til de Arbejdere, der antages i Tiden mellem 1ste April og 30te September, udloves paa ovennævnte Betingelser 2 Kr. pr Arbejdsuge for Mænd og 1 Kr. for Kvinder. Paa samme Maade forholdes her overfor de Arbejdere, der forlader Arbejdet for at aftjene deles Værnepligt eller som afgaar ved Døden. I "Regulativet"s § 4 forbeholder Bestyrelsen sig al træffe Bestemmelse for hvert enkelt Tilfælde, i hvilket en Arbejder forlader Raffinaderiet under andre Forhold end de nævnte.
Dette Regulativ taler for sig selv, idet det tjener til at binde Arbejderne saaledes, at de uden Knurren skal finde sig i, hvad der bliver dem budt. De som Madding, men sig selvfølgelig ikke 52 Kr. skal tjene Arbejderne lader lokke heraf.
Hvorledes Bestyrelsen træffer Bestemmelse i de Tilfælde, som indtræder udenfor de i Regulativet bestemte, har de sidste Dage givet et Bevis paa. En Mand, som har arbejdet paa Fabrikken en Række af Aar, tog forleden sin Afsked, fordi han skulde rejse til Amerika. Han gjorde nu Fordring paa at faa sit Tilgodehavende, ca. 34 Kr., udbetalt. Dette blev ham imidlertid nægtet under Henvisning til Regulativet. Man vil heraf kunne se, paa hvis Side Fordelen er ved et saadant Regulativ, og at det ikke fortolkes i Arbejdernes Favør. Dette vil bidrage til, at Arbejderne gør Fordring paa at være medbestemmende saa vel i det nævnte som i mange andre for dem vigtige Spørgsmaal.
(Social-Demokraten 17. august 1890).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar