Skuespiller Betty Julie Borchsenius (18. august 1850-7. sepember 1890) født Guldbrandsen optrådte sytten år gammel hos Carl Hagens selskab i provinsen. I 1869 debuterede hun som Julie i "En fiks Idé" på Folketeatret. Her spillede hun elleve sæsoner, mest kvindetyper som var mændene overlegne. Efterhånden begyndte hendes ulykkelige privatliv at influere på hendes skuespil. Hun forlod 1880 Folketeatret til fordel for Casino 1880–1882. Hun spillede 1883 kammerpigen i "Den blaa Bog" på Dagmarteatret. Fra 1884 drog hun på turné i provinsen. Kun 34 år blev hun mere og mere psykisk syg og blev indlagt i en celle på Kommunehospitalet hvor hun døde i 1890.
Betty Borchsenius.
Betty Borchsenius er død - - -
En lys, slank, skjælmsk Ynde er mit Indtryk fra hendes Førsteoptræden paa Nørregades Scene, da M. V. Bruun havde fanget den fjælene Guldfugl ind til sit Bur fra Provinsens Trækfugleliv.
Det var den Gang - en femten, serien Aar tilbage - da Folketeatret var i sin fejreste Glans, da Hr. Abrahams, ung og slank, var Damernes Sværmeri og sammen med Kolling, Zinck og Stigaard førte Teatret fra Succes til Succes. Selv blandt Kræfter som Julie Hansen og Louise Holst var Betty Guldbrandsen, som hendes Pigenavn var, primadonna assoluta, og som Ingenuen i franske Konversationsstykker, som en sød og naturlig "Backfisch" fordrejede hun Hovedet paa alle Kjøbenhavns unge og gamle Herrer.
Faa har som Betty Guldbrandsen forstaaet den Kunst at være naturlig paa en Scene; jeg har ikke kendt nogen Skuespillerinde, der som hun har kunnet spille ud fra sin egen glade, frimodige Person. Tydeligst husker jeg hende som Antoinette i "Gamle Ungkarle", da hun fortæller den halvgamle Laps om sit første Teaterbesøg. Hendes Stemme synger mig endnu i Ørene, som hun gjengiver Gangen i Verdis "Troubaduren". "Men nu kommer Skurken, den onde Grev Luna", siger hun, medens hun akkompagnere sig paa Klaveret og laver sin kjønne Sangstemme tør og hul efter den onde Greve. Den ganske unge Piges Rædsel for den sorte Skurk giengav hun paa en saa rørende, naiv Maade, at jeg aldrig har glemt det.
Som Betty Borchsenius var naturlig paa Scenen, var hun det i Livet. Alting sagde hun lige ud af Posen, Kammeraterne sagde hun sin Hiærtens Mening ganske uforbeholdent. Og naturligvis skaffede hendes usminkede Sandheder hende Fjender. Skuepillerne er et Folkefærd med en ofte meget smaatskaaret Forfængelighed, og de endte med at gjøre hende Helvede saa hedt, at hun maatte forlade Folketeatret og ty til Casino.
Og saa slog Sladren sine Kløer i hende. Det skal ikke siges, at hun selv var uden Skyld. Stærke lidenskaber og en medfødt lyst til kun at følge sit eget lunes Indskydelse, næret af den Virak, Kjøbenhavn i saa rigt Maal brændte hende til Ære, har faaet hende til meget, som en forstandig og kraftig Ledelse kunde have holdt hende borte fra, det Barn hun var. Og i Hænderne paa letsindige Kammerater bar det hurtigt nedad.
Men trods det har dog sikkert den kjøbenhavnske Sladder sin store Skyld, maaske den største Skyld i hendes Ulykke. Der var paa den og senere med, ikke den Bagvaskelse, man Tid, generede sig for. Ja, lige indtil for et Aar siden var Byen fuld af et Sladderrygte om de Forhold, som den stakkels Kvinde levede under, et Rygte der ikke indeholdt det bitteste Gran af Sandhed. Og Sladren æggede hende, drev hende paa Trods videre og videre og hendes Excentrteteter vækkede Bagtalelsens tusind tungede Ekko den hele By over.
Det kneb for Betty Borchsenius at finde Engagement. Teaterdirektørerne trak sig forsigtigt tilbage, og da M. V. Bruun, hvis indbringende Guldfugl hun havde været, endelig forbarmede sig over hende og gav hende Engagement paa Dagmarteatret i dets første Sæson, blev hun ikke brugt. Efter at have optraadt i en eneste ganske ubetydelig Rolle trak hun sig fortvivlet og bitter tilbage.
*
Saa traf jeg hende for nogle Aar siden, ved en Aftenunderholdning i Seekamps lokale, hvor hun assisterede. Efter Forestillingen blev jeg præsenteret, og vi var snart langt inde i Samtale. Hun var glad ved at finde et Menneske, hun turde udtale sig for, og som det var den naturligste Sag af Verden fortalte hun om sine private Forhold, om sit Ægteskab, hvor hun ikke havde fundet den Forstaaelse, hun trængte til, om Hjemmets Venner, som hun gav sig saa lidt af med - "en Klike til gjensidig Selvforgabelse." kaldte hun dem - om Teaterkarrieren, der lovede saa stort, og om den yderlige Fattigdom, hvori hun nu levede; for en ussel Betaling gav hun unge Mennesker den første Instruktion i Scenens vanskelige Kunst.
Ganske af sig selv gled Talen over paa Folkesnak Jeg husker omtrent hendes Ord, ikke forbi de var særlig ny eller særlig aandrige, men fordi jeg fik det ganske bestemte Indtryk af den bittreste Erfaring: "Faa Mennesker er saa ubarmhjærtige i Dommen over deres Medmennesker som Kiøbenhavnerne, sagde hun, og, hvad de juble for den ene Dag, stener de og kaster Snavs paa den næste. Sladder, ubarmhiærtig Sladder, der piner og ødelægger det ulykkelige Offer i Bund og Grund, det er Københavnernes Yndlingssport."
Og jeg saa paa det en Gang saa fine og ungdommelige Ansigt, hvori Sorgen havde ætset sine Spor.
* * *
Betty Borchsenius er død - -
Det sidste Aar var hun glemt af København. Kun ganske faa Venner kjendte den yderligere Nød og den Sjælstilstand, hvori hun levede.
Og kun Døden har kunnet bringe det Navn paa alles læber, som hun havde haabet at gjøre berømt.
Chevalier.
(Aftenbladet (København) 9. september 1890).
Minder om Betty Borchsenius.
En gammel Ven af Fru Betty Borchsenius har i "Natt." ført et Par Erindringer frem om den afdøde Skuespillerinde.
Det er nu i disse Dage - skriver han - lige 24 Aar siden, en Septemberdag eller rettere sagt Aften, med prægtigt, stille Vejr paa en af de smaa Kattegatsdampere. Vort Selskab skulde til Randers, og mellem dem, hvis Navne turde være kendt af flest, var Carl Hagen som Direktør, derhos Fru B. Schmidt, Fru Am. Hagen, født Price, d'Hrr. C. Price og Aug. Rasmussen, samt endelig en pur ung Pige, næppe fyldt sexten Aar. Det var Betty Guldbrandsen. Jeg ser hende endnu sidde paa Dækket i den klare, lyse Aften, kvik og frejdig, men langt snarere tilbagetrukken og forbeholdende end indladende, fuldt ud en ung Pige som de bedste blandt disse, uden Spor af Skuespillerindemanerer med ægte eller eftergjort Kunstnervæsen.
Naa, hun havde for Resten heller ikke optraadt den Gang. Hun havde meldt sig til Hagen og var bleven antaget. Det havde knebet med Udrustningen til Rejsen, der jo krævede baade Dagligdragter for længere Tid og nogle Kostumer. Den lille Frøken kom fra smaa Forhold, men der blev ydet hende opofrende Hjælp, og det gik. Til at begynde med behøvede hun nu ej heller saa mange Toiletter.
Hun debuterede ved Gudenaaen i "Deklarationen" naturligvis som "ung Elskerinde", og ud over samme Fag i ret beskedne Dimensioner kom hun ikke for det første. Hun gjorde vel nok Lykke, men just ikke Furore.
Der var imidlertid Træk hos hende, som tydede paa, at hun vilde frem. Men det bør strax tilføjes, at hun langt fra tog hvilket som helst Middel i Anvendelse. Saa meget er sikkert, at paa denne første Provinstournée fik hun et "Tilbud", som mangen ikke havde kunnet vrage, idet en meget rig og vel anset Købstadborger optraadte som legitim Frier men uden Betænkning fik han en Kurv. Erotiken var endnu ikke vakt hos hende, og uden Kærlighed vilde hun ikke ægte ham, thi hun var paa sin Vis romantisk og dertil stolt og sandhedskærlig som faa.
Der er løbet meget Vand gennem Kattegat siden hint Aar. Men saa ofte jeg siden saa hende - og mest de senere Gange - stod for Erindringen Billedet af den fine, sarte Skikkelse paa Damperens Dæk i September 1866, da Betty Guldbrandsen sejlede sin Lykke i Møde - og sin Ulykke.
Vejen gik, som bekendt, snart tilbage til København, til Scenen paa Folketeatret, hvor hun oplevede sit Livs største Triumfer og største Glæder, men tillige den afgørende Skuffelse og Sorg, der sikkert tør siges at have været Begyndelsen til Enden. I kunstnerisk Henseende gik hun jo frem og støttedes fra flere Sider, deriblandt af Høedt, for hvem hun stedse havde den dybeste Veneration. Det var nok ogsaa hans Begravelse, der sidste Gang lokkede hende fra det Skjulested, hvor hun ellers dulgte sig som et saaret Dyr, til Kirken mellem de mange Kendinge. Hun holdt sig atter her til Side, Ansigtet skjult under et tæt Slør. Hun var naturligvis bange, og alligevel! der var til det sidste en Kækhed, en Selvtillid, maaske en Selvskuffelse, som aabenbarede de bedste Sider af hendes Væsen.
Og hun havde gode Sider, ligesom jo ogsaa svage. Hun var i sin tidlige Alder bleven brudt, og saa skete det jo, at hun brød med meget, man ikke ustraffet tør bryde med. I hvor vel hun nu ingenlunde lagde Skjul paa sine Fejl - thi hyklerisk var hun aldrig, snarere kunde hun være hensynsløs - og endskønt hun langtfra hørte til dem, der forkæles og forgudes af alle Omgivelserne, holdt man dog af hende, i alt Fald længe, ja meget længe! Men det tør være, at selv hendes oprigtige Væsen blev baade misforstaaet og misbrugt. Hun havde vel behøvet en Kraft over sig, som hun enlen ikke fandt eller ikke vilde bøje sig for. Vant til Selvstændighed, lod hun den udarte til Selvraadighed, og mod Straffen væbnede hun sig snarere med Trods end med Taalmod.
Det skal vides, at hun beholdt Venner, som gærne vilde hjælpe hende, da det gik for Fald. Men hun krympede sig, og det var haardt at faa hende til at modtage, hvad der ydedes hende i den bedste Mening. Og sjælden eller aldrig lykkedes det, fordi hun saa selv greb ind og greb fejl. Hvor godt og venlig havde man saaledes ikke for nogle Aar siden arrangeret en lille Forestilling for hende paa Kasino, ovre i den lille Sal, hvor hun da skulde optræde. Alt var lykkedes, skøndt det havde været besværligt: alt lige ind til den sidste Dag, de sidste Timer. Hun unddrog sig, hvad der var lagt til Rette, og Aftenens egenlige Hensigt. Hun vilde atter gribe efter Lykken, i det mindste efter Haabet.
Hun talte om sin gamle Energi og viste Spor af den ved Blink i Øjet, ved Bevægelser med Haanden. Hun vilde rejse bort en Tid, hun kunde komme sig helt, hun kunde paany blive sig selv! Om hun virkelig troede derpaa? Ingen anden kunde eller turde det, i hvert Fald fik eller tog hun ikke mere Hjælp, blev mere og mere det saarede Dyr i en lønlig Vraa, ind i hvilken Haabets Straale vel sjældnere og sjældnere sendte blot den ringeste Straale af Lys eller Glæde.
Nu har hun overstaaet en større Rejse end den for 24 Aar siden. Nu vender hun ikke mere tilbage, hverken til Sejr eller til Nederlag. Nu er hun kun et Navn og et Minde. Men over dette Navn og dette Minde lyser der dog en Glands og trods alt vil dog mange med oprigtig Hengivenhed huske hende, baade den unge Pige og den unge Kunstnerinde.
(Aalborg Amtstidende 12. september 1890).
Indtil 1892 var Dagmar Neergaard unavngiven redaktionssekretær for sin mand, da han 1884-1892 var redaktør af månedsskriftet Tilskueren. Herman Bang skrev en lang artikel om Betty Borchsenius i nummeret for januar 1891.
Betty Borchsenius blev begravet på Vestre Kirkegård. Hendes gravsted er fjernet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar