Arbejderliv. (Efterskrift til Politivennen)

For nogle Aar siden arbejdede et Ægtepar paa Gadevangs Teglværk ved Hillerød. Fra Morgen tidlig til Aften silde sled baade Mand og Kone i det snavsede Ler for at skaffe Brødet til sig selv og deres Børn. Slidet var haardt, men det gav Udkommet, og store Fordringer stiller Teglværksarbejdere ikke. Saa en Dag hændte der et Ulykkestilfælde, hvorved Manden blev slaaet ihjæl og Konen stod alene tilbage mcd 3 Børn. Hun forlod det Sted, der havde berøvet hende hendes Medkæmper i den tunge Kamp for Tilværelsen, og søgte Arbejde paa Hillerød Teglværk. Her kunde hun med Opbydelsen af alle sine Kræfter tjene indtil 9 Kr. om Ugen, men hvad er 9 Kr. ugenlig til 4 Personer? Saa gik der et Par Aar. Konens Kræfter tog mere og mere af, hun havde ved det strænge Arbejde paadraget sig en betydelig Brokskade, og endelig maatte hun gaa den tunge Gang til sin Forsørgelseskommunes (Alsønderups) Tillidsmænd og bede om lidt Hjælp til sine Børn, hun kunde ikke længere alene skaffe dem Brød og Husly. De store Gaardmænd, der udgør Alsønderup Sogneraad, snakkede frem og tilbage om Sagen, og endelig tilbød de hende en Hjælp af 5 Kr. maanedlig - 60 Kr. om Aaret, det var alt hvad de kunde afse til tre Børns Opdragelse. Konen tillod sig en beskeden Indvending mod denne Karrighed, men fik det Svar, at vilde hun ikke nøjes med de 5 Kr. maanedlig, saa blev baade hun og Børnene indsat paa Arbejdsanstalten, saa kunde de have det saa godt. Med de Fattiges naturlige Skræk for de milde kommunale Stiftelser, der gaar under Navnet Arbejdsanstalter og Fattiggaarde, erklærede Konen, at saa vilde hun se at fortsætte sit Slid og ernære sig og sine Børn med, hvad hun kunde fortjene til Hjælp til de ca. 5 Øre pr. Dag til hvert Barn, som Kommunen var naadig nok til at tilstaa hende. Og saa gik den udslidte syge Kone atter til Teglværket, hvor hun fortsætter sit Slid indtil Kræfterne en skønne Dag svigter hende. De Alsønderup Gaardmænd kan da gnide sig i Hænderne af Glæde over, at de ved Hjælp af Truslen om Arbejdsanstalten slap saa billigt.

Men hvorledes dømmer den offenlige Mening disse Mænd ? Ellers hedder det sig jo, at der skælnes mellem værdige og uværdige Trængende. De værdige skal hjælpes til at opretholde deres Hjem og højt priste Familieliv, medens de uværdige og "Vagabonderne", som det hedder i Storborgersproget, skal tugtes paa Arbejdsanstalterne. Hvad er da denne Kvindes Brøde, siden hun trues med Vagabondernes Behandling? Jo, hun har giftet sig med en Mand, der satte Livet til ved sit Arbejde, hun har maattet tage fat paa et Arbejde, der kræver flere fysiske Kræfter end Kvinder i Almindelighed er i Besiddelse af, derved har hun paadraget sig en Sygdom, der gør hende Livet og Arbejdet endnu mere besværligt, og da hun ikke kan mere, beder hun om lidt Hjælp til sine Børn.

For denne "Forbrydelse" truer man hende med Arbejdshuset, hvis hun ikke kan nøjes med 5 Øre om Dagen til hver. Hvilken himmelskrigende Uretfærdighed og hvilket skrækkeligt Billede giver det ikke af de Fattiges Hjælpeløshed overfor det bestaaende Samfund. Og dog fortæller de sammensmæltede Kapitalister, at de har lavet en "human" Fattiglov!

(Social-Demokraten 25. september 1892).