Rosa Heath.
Den engelske Sangdanserinde, som i sin Tid vandt det unge Københavns Hjærter fra Byens Variété-Scener, og hvis ulykkelige Kærlighedshistorie lagde en Sorgens Glorie om hendes kyske Tindinger, er nu atter fuldt helbredet.
Hendes Roman var som et Meteor - kort og lysende, og sluktes hurtig. Hendes Fremtræden paa en Tid, hvor den franske Rabalderchansonette havde oversvømmet Tribunerne, indtog Publikum gennem sin nye Friskhed og sin barnlige Ynde i de mest vovede Attituder.
Det var det, der vakte Bifaldsstormen, naar hun løftede den vide Kjoles Sømme, saa den som en Vifte udfoldede sig over hendes smalle Ankler. - Hendes Ansigt var ubetydeligt, karakterløst, hendes Haar temmelig tyndt, sat op i en ærbar spartansk Knude, hendes lyseblaa Øjne syntes svage, sørgmodig duggede. Armene var tynde, med magre, lange Hænder, Brystet udviklet som en trettenaars Piges. Hun brugte aldrig Korset, naar hun dansede derfor havde hendes spinkle, hofteløse Legeme et endnu mere blødt og barnligt Udseende.
For dem, der havde beundret de fede afklædte Chansonetter, der søgte deres Publikum gennem ødsel Blotten af Ben og Bryster, maatte hun staa som Inkarnationen af en ny Tids Æra paa Brædderne. Den blide Sentimentalitets. I hendes Stemmes melodiske Kalden, i hendes Armbevægelsers runde Gratie laa ædel Simpelhed. Og det var saa langt fra, at hun med dette forbandt Snærperi af nogen Art man fik se ligesaa meget, ja mere, af hendes unge Legeme - men ingen Bøjning under Dansen, ingen Løften af den lette Kjole fra de slanke, silkeblanke Ben bragte selv den sarteste kvindelige Tilskuer til at rødme eller et begærligt Blink i Mændenes Blik.
Det skulde da være i de mest fordærvedes. Naar hun nu igen viser sig, vil stormende Jubel hilse hende. Hendes triste Æventyr har hævet hende til at være den gode Fe for Tribunernes flagrende og ustadige, ofte foragtede Flok. Hun har vist, at der i Gøglernes Trækfugleskare kan findes en Uberørthedens Poesi, en øm og alt forsagende Trofasthed trods de korte Skørter, undersøgte af hundrede spejdende Kikkerter.
My little darling! - Din Sorg har yderligere befæstet mig ; man ender til Slut i sky Sløvhed eller i Askesen! eller søger Skøgen, der alt er forhærdet; for mange brudte Haab og bristede Drømme fylker sig paa den alfare Vej, - ved din Sang snøres mit Hjærte sammen af Vemod og Angst !
Kun med iagttagende Kulde følger jeg Dig og dine Søstres Dans! hos mig vækker I intet Begær, og kom det dog, vilde det være mig fjærnt at søge det stilnet i Eders lokkende Arme.
glen.
(København 18. september 1892)
Rosa Heath.
Den hed fornylig, at den unge, sympathetiske Varietesangerinde, Frk. Rosa Heath - hvis sørgelige Skæbne har vakt Interesse ogsaa udover de Kredse, der færdedes i Varieteerne - var bleven rask og atter havde vundet sin forstands fulde Brug. Dette Rygte naaede ogsaa frem til "Dannebrog"s Spalter.
Fra Rosa Heaths Moder, som i London har læst "Dannebrog" modtog vi i Gaar et rørende Brev, der handlede om hendes stakkels Datters ulykkelige Skæbne. Efter at Rosa Heath havde været 15 Maaneder i Hospitalet, bad Moderen Lægerne om at faa Lov til at faa hende ud paa Prøve. I 7 Uger plejede Moderen hende Dag og Nat, men Rosa Heaths Tilstand forværredes stadig, saa Moderen nu atter har maattet indlægge hende paa Hospitalet. Lægerne giver dog stadig Haab om Helbredelse.
(Dannebrog (København) 26. september 1892).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar