Bornholms nordligste Pynt, "Hammeren", danner en fladtrykt Halvø og bestaar af en stor sammenhængende Granitmasse, der hæver sig ca. 2-300 Fod over Havet. Mod Vest har den stejle Klippeskrænter, medens den mod Øst falder jævnt ad ud mod Havet og for en Del er bedækket med Flyvesand, der træder særlig stærkt frem ved den lille By Sandvig. Der er stor Sandsynlighed for, at "Hammeren" tidligere har varet en Ø, og i Noden findes der endnu en temmelig stor Sæ, som kun ved Sandtunger til begge Sider er skilt fra Havet.
Paa det højeste Punkt ligger "Hammeren"s Fyr, helt bygget af Granit. Det har et stærkt Blinkfyr og Sireneapparat; desuden findes der Signalapparater for Is- og Vindforhold. Søen og den Grund, hvorpaa Fyrtaarnet ligger, tilhører Staten, den øvrige Del af "Hammeren" har tilhørt Allinge-Sandvig Kommune, som her var i Besiddelse af maaske det mest værdifulde Aktiv en Kommune nogensinde har ejet. Man skulde derfor tro, at Kommunen havde bestræbt sig for gennem Tiderne at skaffe sig den størst mulige Fordel af dette naturlige værdifulde Aktiv. Men dette er saa langt fra Tilfældet, ui den endog for en Del Aar siden solgte hele "Hammeren'' til en tysk Grosserer for 32,000 Kr., en saa latterlig lille Sum, at man godt kan forstaa den Harme, der griber Kommunens gamle Læge hver Gang han ser "Hammeren". Han var nemlig den eneste af Byraadets Medlemmer, som protesterede imod Salget. Han maatte imidlertid bøje sig for den daværende almægtige Borgmester, Postmester, Toldkontrollør og Telegrafbestyrer Marckmann. Som sagt, "Hammeren" blev solgt til en Privatmand, som dog ikke foretog synderligt ved den store Rigdomskilde, der her ved kommunalt Kortsynethed var faldet i hans Skød; men da han for nogle Aar siden gik Fallit, gik Ejendomsretten over til en Friherre von Ohlendorff i Hamborg, som dannede et Aktieselskab paa 23 Mill. Mark med den Opgave at drive Stenhuggeri paa "Hammeren". For et Par Aar siden kom der saa en Mængde tyske Ingeniører og Teknikere over til Bornholm og begyndte, assisteret af en stor Arbejdsstyrke, at anlægge et kolossalt Stenhuggeri. Der blev bygget Maskinhuse og Huggeskure, anlagt elektrisk Belysning, opstillet Maskiner, der ved Hjælp af komprimeret Luft, som i lange Ledninger føres over Klipperne, skulde udføre Sprængboringer i den haarde Granit. Overalt anlagdes Spor til Tipvogne, hvorpaa Raamaterialet føres fra Sprængstedet til Huggepladsen og derfra igen til Udskibningsstedet.
Her stødte Tyskerne imidlertid paa en Hindring. Den danske Regering vilde nemlig ikke tillade et udenlandsk Selskab at bygge en Havn, og en Havn var nødvendig, da en Transport til Havnen i Allinge forekom Selskabet for besværlig, dels af Hensyn til Vejlængden og dels fordi Indsejlingsforholdene der er mindre gode.
Saa henvendte man sig til den almægtige Tietgen, som ikke nægtede sine tyske Klassebrødre at lægge Navn til for at det kunde faa Udseende af at være et dansk Selskab, ganske vist med tyske Penge og med det Formaal at berige tyske Kapitalister. Havnen anlægges i den saakaldte Sænebugt, der ligger mellem Hammershus Ruiner og selve "Hammeren" paa Øens vestre Side.
Havnen er ikke færdig endnu, men Stenbruddet er i fuld Gang med ca. 300 Arbejdere, og Tyskerne gaar rationelt tilværks. De er begyndt nede ved Hammerens Sø. I to Etager har de anbragt deres Sprængbor, og paa denne Maade forvandler de nu i Løbet af nogle Aar de store, flere hundrede Fod høje Klipper til en Dynge større eller mindre Skærver. De tager naturligvis kun det bedste, og da der er Sten nok, og Selskabet ikke har anden Interesse end at tjene en Bunke Penge i den kortest mulige Tid, er det naturligt, at det intet Hensyn tager til, om der ødelægges mange Gange mere end der bruges. En skønne Dag vil Hammerens urgamle faste Granitklipper ikke være andet end et Kaos af bortsprængte Klippestykker, der er berøvet al Romantik og reel Værdi. Tyskerne gnider sig imens fornøjet i Hænderne af Glæde over de mange Millioner, de har fortjent ved Danskernes Dumhed. Men der bliver ingen Glæde for Allinge-Sandvig Kommune. Den har faaet sine 32,000 Kr. og saa i hundredevis af Arbejdede, som paa dette Tidspunkt er uden Beskæftigelse og uden Evne til at forsørge sig og Familie.
Selskabet samler nemlig et meget stort Antal Arbejdere om sig, dels Bornholmere og dels Svenskere. Endnu findes ikke andre Tyskere end Kontorpersonale, Ingeniører og andre Overordnede. Dog er der blandt disse en dansk Mand, nemlig den ovenomtalte fhv. Borgmester Marckmann med de mange Embeder, som han nu har forøget med en Slags Kasserergærning for det tyske Selskab, der ved hans Hjælp er kommen saa billigt til deres Guldgrube.
De mange Arbejdere stifter efterhaanden Familier og bosætter sig i Kommunen, dels i private Huse og dels i de af Selskabet opførte Arbejderboliger, hvoraf der allerede er to lange, kedelige Kaserner. Naar de tyske Kapitalister nu mener, at de har tjent Penge nok, saa slutter de af med Virksomheden, og saa falder Byrderne tungt paa Allinge-Sandvig Kommune. Den Smule Skat, Arbejderne kan svare, medens de endnu har Arbejde, svarer ikke til de forøgede Udgifter, Kommunen faar, og Selskabets Millioner gaar jo skattefri til Tyskland. Det er erkendt af selve den danske Regering, at hvor der opstaar store Industrier, dér stiger Fattigdommen, og det samme bliver sikkert Tilfældet her.
Selskabet har ganske vist forsikret sine Arbejdere mod Følge af Ulykkestilfælde - 1600 Kr. for Død eller fuld Invaliditet. Ligeledes har Arbejdslønnen til en Begyndelse været saa nogenlunde, men allerede i Aar er den gaaet ned med indtil 30 pCt., og det kan forudses, at Selskabet efterhaanden som det føler sig fastere i Sadlen og gør fornødne Erfaringer med sine Maskiner vil trykke Lønnen endnu lavere ned, om fornødent ved Anvendelse af flere udenlandske Arbejdere.
En Modvægt dannes ganske vist af Arbejdernes Organisation, men heraf kan godt resultere Kampe, som kommer til at ramme Arbejderne og den fattige Kommune lige haardt. Dertil kommer, at Selskabet ikke yder nogen Erstatning til de Familier, hvis Forsørgere dræbes langsomt af det besværlige og usunde Arbejde. Stenhuggerne bliver ikke gamle, det er et kendt Ord paa Bornholm, og man faar ret Øje herfor naar man ser deres Arbejde og til Eksempel gør en Tur gennem det store "Huggeskur", hvor der om Vinteren arbejder indtil 100 Stenhuggere, og hvor Lokalet er saa opfyldt af fint Stenstøv, at man knapt kan skimte de elektriske Lamper, hvormed der oplyses efter Solnedgang. Dette Støv lægger sig paa Lungerne og gør det i forholdsvis faa Aar af med selv den kraftigste Mand.
Vi talte med en Enke efter en Stenhugger. Han havde holdt det ud i 10 Aar, saa var han færdig, og nu sidder hun tilbage med tre smaa Børn. Hun vil faa mange Lidelsessøstre efter at det store Værk er sat i Gang. Der gøres nemlig intet for at beskytte Arbejderne. Der er ingen Pris paa en Arbejders Liv, sagde Enken til os, og hun havde Ret. I det omtalte Skur er der sørget for Plads og Lys, men her er ingen Ventilation, skønt det kun kunde koste nogle faa Tusind Kroner at anbringe en Ventilation gennem Sugeapparater uden at frembringe Træk. Der findes heller ikke paa hele Værket noget Spiselokale. "Sprængerne" maa ligge ude paa Klippen og spise deres Mad, i bedste Tilfælde kan de kravle ind i et Skur hvor Storm og Regn har uhindret Passage. "Huggerne" maa blive i det støvopfyldte Rum, hvor der tilmed om Vinteren er ulidelig koldt, noget, der føles saa meget mere, som det strænge Arbejde gør, at Arbejderne staar i stadig Sved. Den stærke Afkøling under Spisetiden er derfor en fortrinlig Befordrer af Gigt, Rheumatisme og andre lignende Sygdomme, medens Støvet ødelægger Brystorganerne.
Alle disse Lidelser paaføres Arbejderne, og Kommunen maa tage sin Del af Udgifterne, blot for at nogle Storkapitalister og tilmed Folk fra "Arvefjenden"s Land, kan tjene Penge uden selv at røre en Finger. En skrækkelig Illustration til Magthavernes ved alle Lejligheder udskregne Patriotisme.
Hvor langt anderledes vilde ikke alt kunnet se ud, om Allinge Sandvig Kommune selv havde udnyttet den Rigdomskilde, der ligger lige udenfor dens Dør. Den kunde have begyndt i det Smaa, indtil der blev Kapital nok til en større Drift, og saa var denne bleven udøvet med den Tanke for Øje, at der ogsaa skulde være noget til den Dag i Morgen, med andre Ord, man vilde ikke have drevet Rovdrift, som Tyskerne nu gør, man vilde ikke, som den taabelige Mand, hugge Træet om for at faa Blommerne, men sørge for, at der ogsaa blev Frugt til det næste Aar. Den Interesse har nemlig de Folk, der bor paa Stedet, og som er henvist til at søge deres Ernæring dér. men en saadan Interesse kender kapitalistiske Fribyttere ikke, hvad enten de hedder Tietgen eller Ohlendorff.
Dog, den nye Tid dæmrer deroppe ved Hammeren. Arbejderne har begyndt at slutte sig sammen med det Maal at skaffe sig det fulde Udbytte af deres Arbejde. Maatte det blot ikke vare for længe, inden de bliver stærke nok til at gøre Fribytterne overflødige.
(Social-Demokraten 30. september 1892).
Otto Wilhelm Alexander Marckmann (27. februar 1820-15. oktober 1911) var gift med Charlotte Johanne Conradine Copmann (1827-1909) og var farver, kæmner og forligsmægler i Rønne, senere borgmester, postekspedient og telegrafbestyrer i Allinge. I 1904 flyttede parret fra Allinge til Svaneke. Han var toldoppebørselskontrollør 1860-1901, borgmester 1870-90, postmester og telegrafbestyrer 1866-1904. Ridder af dannebrog 1878, dannebrogsmand 1904. Parret havde 11 børn. En af hans døtre, Sigrid Camilla Amalie Marckmann (f. 1852) varetog formodentlig en stor del af hans postmesterarbejde. Hun overtog i hvert fald hans job efter hans død og blev dermed Danmarks første kvindelige postmester, se indslaget her på bloggen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar