Den sidste Tid har været usædvanlig rig paa Jubilæer i Theaterverdenen. Efter det store Dobbeltjubilæum paa det kgl. Theater er Turen nu kommen til Privatteatrene. Folketheatret lægger for med Dorph-Petersens Jubilæum; derefter følger Fru Gjørling har den 25. Oktober, og i Begyndelsen af 93 vil Direktør Abrahams kunne feire 25-Aarsdagen for sin første Optræden paa det kgl. Theater som Albert Ebbesen i "Elverhøi".
Begivenheder i den sceniske Kunsts Verden ere jo fortrinsvis i Kridthuset hos vort hjemlige Publikum - som forøvrigt alle andre Steder, hvor Theatre findes. Ingen anden Kunstart kommer i saa nær Rapport til Publikum, og der opstaaer derigjennem en Art personlig Forbindelse, som selv den populæreste Forfatter, Maler eller Komponist aldrig lærer at kjende. Det er derfor ganske naturligt, at Skuespillerjubilæer faner en egen Fortrolighedens Charme, thi de Mange, som den paagjældende Kunstner har virket for Aften efter Aften, under Melpomenes strenge eller Thalias smilende Maske, kunne her give personligt Møde og sige Tak for de forløbne Aar.
J. F. Dorph-Petersen hører blandt de første af dem, som med en god Samvittighed kan tage mod den Hyldest, der ikke vil udeblive ved hans 25-aarige Jubilæum. Privattheatrene fordre strængt Arbeide af deres Personale, dobbelt strængt, fordi der ikke blot kræves det store Kvantum Tid og Flid, men fordi Arbeidet ofte maa anvendes paa Theaterstykker og Roller, der kunstnerisk set byde lidet fristende Opgaver for de Skuespillere, der betragte deres Virksomhed som mere end et Levebrød. Det er de bedste af dem, som ikke alene bevare Respekten for den Kunst, de udøve, men ogsaa gjennem en lang Aarrække arbeide sig bestandig videre frem.
Det har i særlig Grad været Tilfældet for Dorph-Petersens Vedkommende. Der ligger en betydelig Udvikling mellem den Dag, da denne Skuespiller debuterede paa det kgl. Theater, og til iaar, hvor han holder sit 25-aarige Jubilæum. Efter at have været i tre Sæsoner ved det kgl. Theater - og bl. A. spillet Halling i "En Spurv i Tranedans", Cienzo i "Den Yngste", Jokum i "En Søndag paa Amager" foruden adskillige mindre Roller - kom Dorph-Petersen i 1870 til Folketheatret, hvortil han senere uafbrudt har været knyttet. En af hans Debutroller var den unge Student Wahl i "Kanarifuglen", og skjøndt man den Gang næppe havde nogen klar Forestilling om Rækkevidden af Debutantens Evner, kom han dog hurtig ind i Repertoiret og naaede snart det ikke altid lønnende Standpunkt at maatte spille alle mulige Roller.
Fra Dorph-Petersens første Skuespilleraar vil man især huske hans unge Studenter. De kunde stundom være lidt ubeherskede baade i Plastik og Replik; men de havde en egen frisk Elskværdighed og dertil et Præg af god, solid Dannelse, der viser, at en Studenterexamen, - eller i hvert Fald en omhyggelig Opdragelse - ingenlunde er nogen uvæsenlig Tilgift for en Skuespiller. Allerede i sin første Folketheatersæson spillede Dorph-Petersen saa forskjellige Ting som Poul Frank i "Hverdagsfelt", Charles i "Revuen" og Tamerian i "Den svage Side". Og Omraadet udvidedes Sæson efter Sæson til at omfatte alle Genrer, fra den bredeste Folkekomedie og kaadeste Farce til det franske Drama og Lystspil. Det er et høist broget Kalaidoskop af Privatheater-Repertoire, der frembyder sig, naar man gjennemgaaer de henved 300 Roller Dorph-Petersen har spillet.
Men i al denne Overflod er der adskillige Ting, man vil huske. I Folkekomedien hans troværdig og bredt gjennemførte Ib i M. V. Bruns "Gjøngehøvdingen", Thompson i "Hvem er han" og den fortræffelig karakteriserede Mr. Jingle i "Pickwick-Klubben". Ogsaa i Farcen har Dorph-Petersen kunnet slaa sig løs med ægte Temperament. Men de Opgaver, som har staaet Skuespillerens Hjerte nærmest, har dog utvivlsomt været de halvt komiske Karakterroller i dansk Lystspil, og han har paa dette Felt ydet saa god scenisk Kunst, at den bør anerkjendes uden alt Forbehold. Vi skulle blot nævne enkelte Figurer som Henrik Grønberg i "For Alvor", Jørgen i "Feriegjæsterne", Jens Driversen i "Audiensen", dovne Madsen i "Skovridergaarden" og i "Revuen" Nicolaisen, der ikke paa en Gang kan slaa lilletromme og have Barn i Kirke. Og endelig fra denne Sæson Dorph- Petersens Udførelse af Konsul Bose i "Sportsmænd", der med en sjælden Enstemmighed i Dagbladskritik fik Testimonium for at være saa god og fint giennemført Komedie, som der overhovedet bliver spillet paa vore Theatre.
Dorph-Petersen har havt den værdifulde Egenskab at han har øvet sin Kunst med lige stor Kjærlighed og Respekt. Selv hvor Opgaven var ringe, har han sat al Evne og Arbeide ind paa at naa det bedst mulige Resultat. Han er derved naaet langt frem og hører nu til de uundværligste Kræfter ved det Theater, han virker ved, nøie passende ind i Folketheatrets gamle, solide Stab. Og man ved ogsaa, at han er en trofast og hjælpsom Kammerat, en Mand, der - selv i fuldeste Maal pligtopfyldende og gentlemanlike - ikke stiller strængere Fordringer til andre end til sig selv.
Publikum, som paa Jubilæumsaftenen vil fylde Huset, vil med god Grund bringe Folketheatrets Jubilar en oprigtig Tak for de forløbne Aar og hjertelige Ønsker for hans Fremtid.
(Dagens Nyheder 25. april 1892).
Godsejersønnen (Barfredshøj ved Taastrup), skuespiller og teaterdirektør Jens Frederik Siegfried Dorph Petersen studerede først landvæsen, men senere skuespiller. Hans debut var på Det kongelige Teater 1867. Efter nogle år skiftede han til Folketeatret. Han blev i 1872 gift med skuespillerinden Julie Sødrings datter Rose. Skuespillerkarrieren indstillede han i 1898 og blev herefter inspektør og instruktør ved Folketeatret, fra 1900 direktør. I 1908 - efter udsigten til konkurrence fra Det ny teater - trak han sig tilbage fra teatret som en ret velstående mand, bl.a pga indtægterne fra forbryderkomedien "Sherlock Holmes". For den kunne han købe et landsted. Dette solgte han nogle år før sin død. Han boede i Kronprinsessegade.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar