Forrige Lørdag er der i Helgesensgade 13 forefaldet en Scene ved et Dødsleje, der har givet Anledning til megen Misstemning i Kvarteret. Der paastaas nemlig, at en Præst, Pastor Holt ved St. Johannes Kirke, har nægtet at give en døende Barselkvinde Alterens Sakramente.
Efter de af os indhentede Oplysninger forholder Sagen sig saaledes: Barselkvinden, en fattig Enke, var i Begyndelsen af forrige Uge nedkommen med Trillinger. Fødslen, der var meget besværlig og hvorved Læger maatte assistere, varede i to Dage. Det første Barn fødtes Mandag Aften Kl. 8, det andet Tirsdag Eftermiddag Kl. 4 og det tredje samme Dags Aften Kl. 9.
Patientens Tilstand efter Fødslen var saa betænkelig, at det var øjensynligt, hun ikke havde mange Dage at leve i. Der blev fra forskællige Sider, særlig af Husbeboerne, gjort alt muligt for at mildne hendes Lidelser, og en Sygeplejerske af det røde Kors vaagede over hende, bistaaet af en Dame, Fru B., der har Forretning paa Østerbro, og hos hvem Patienten havde gaaet til Haande i Køkkenet.
I Lørdags Morges mærkede den syge Kone, at det var paa det sidste. Hun udtalte Ønsket om at faa hentet en Præst saa at hun kunde blive "berettet", altsaa nyde Alterens Sakramente. Husets Beboere gik nu om til forskællige Præster, men uden Resultat. Nogle var ikke hjemme, andre havde ikke Tid, Pastor Steen sad paa sit Kontor og fortalte, at han havde travlt. Sygeplejersken, der ogsaa forsøgte sin Lykke, kom paa sin Vandring til Pastor Holt i Ravnsborggade, der efter at have erfaret, at den Syge var Enke og var nedkommen med Trillinger, erklærede, at under de Omstændigheder kunde han ikke give hende Alterens Sakramente!
Kl. 4 om Eftermiddagen kom Præsten til den Syge, altsaa ca. 4 Timer før hendes Død. Han havde ganske rigtig ikke Sakramentet med, hun fik altsaa ikke det ønskede. Fru B., der var til Stede, forklarer, at hun og Sygeplejersken maatte gaa ind i det andet Værelse, Præsten vilde være ene med den Syge. Fru B. forklarer videre, at hun gennem den halvaabne Dør hørte Præsten udtale sig til den Syge om, at hun (Patienten) ikke var gift, det var grusomt, hun laa jo her i Synd, og han spurgte, om hun rigtig havde foragtet sig selv, om hun havde tænkt over, at hun var en falden Kvinde, som kun kunde vente Helvede, hvis hun ikke søgte Jesus . . .
Fru B. blev saa indigneret over denne Tiltale til det stakkels døende Menneske, at hun uvilkaarligt stampede i Gulvet af Harme og gjorde nogle utaalmodige Bevægelser. Døren blev nu lukket i, og hun hørte ikke videre af Præstens "Berettelse".
Kort efter at Præsten havde forladt den Syge, ankom Jordemoderen, til hvem den Syge modfalden fortalte, at hun ikke havde faaet Alterens Sakramente. Jordemoderen, Fru Larsen i Ryesgade, har til os forklaret, at i Fald Præsten var fremkommen med de anførte Udtalelser i hendes Paahør, saa havde hun øjeblikkelig anmodet ham om at forlade den Døendes Leje.
Kl. 8 om Aftenen døde Patienten.
- For at være upartisk gik vi til Pastor Holt for ogsaa at høre hans Forklaring. Præsten indrømmede, at han til Sygeplejersken havde erklæret, at den Døende ikke kunde faa Sakramentet under saadanne Forhold. Hun var en falden, og af en saadan havde Kirken tidligere forlangt streng Bod; han gjorde kun sin Pligt ved at nægte at give Sakramentet. Vi henviste til Jesu Mildhed, og Præsten svarede nu, at Enken ogsaa godt kunde have faaet Sakramentet efter hans Besøg hos hende, da hun til ham havde erkendt sin Synd. Og han paastod sluttelig, at den eneste Grund til at hun dog ikke fik Sakramentet var den, at hun ikke selv til ham havde udtalt noget Ønske derom, da han var hos hende!
Til denne meget spidsfindige Forklaring bemærkede vi, at det var sandsynligt, at den Døende dengang var i en saadan Tilstand, at hun ligefrem ikke havde hverken Kraft eller Mod til at rette nogen Bøn desangaaende til Præsten. Men dette vilde han slet ikke indrømme. Naar hun ikke selv bad om det, saa var det vel sagtens fordi hun ikke ønskede det, sagde han. Da vi herimod bl. a. anførte hendes Beklagelse til Jordemoderen over ikke at have faaet Sakramentet, erklærede han kort og godt, at han tvivlede paa, at dette var sandt.
At han havde udtrykt sig med, at "den Syge var fordømt til Helvede", benægtede han ligeledes, idet han tilføjede, at han tværtimod havde ført en meget venskabelig og kærlig Samtale med den Døende, der var bleven forsonet med Gud.
I Samtalens Løb gjorde vi Præsten opmærksom paa, at Grunden til, at vi tog os af at undersøge denne Sag var den, at den var meget debatteret i Kvarteret. Publikum fandt noget modstridende deri, at medens alle andre Mennesker, baade Læger, Jordemoder, Husbeboere og Bekendte, med Omhu tog sig af den Døende for at søge at mildne hendes sidste Øjeblikke, saa havde Præsten, efter hvad Rygterne sagde, optraadt i stik modsat Retning. Og dette forargede i saa høj Grad, at vi fra flere Sider var bleven sendt Meddelelser om denne Affære.
Præsten fremsatte nu den Paastand, at Folk kom kun til os, forbi de vidste, at "Social-Demokraten" var saa villig til at oplage Klager over Præsterne.
Vi benægtede bestemt, at vi optog ubegrundede Klager, og det bedste Bevis var jo, at vi i nærværende Tilfælde ogsaa kom til ham (Præsten) for at høre hans Forklaring.
Det gør De kun, fordi De ikke vil risikere Proces! - erklærede Præsten Og han tilføjede som sin Mening, at det vist var med formeligt Velbehag, at vi bragte Klager frem i Bladet mod Præsterne. Han kunde ligesom læse mellem Linierne, at vi formelig frydede os derved, sagde han.
Vi indvendte selvfølgelig herimod, at Præsten fuldstændig tog Fejl ogsaa paa dette Punkt; vi angreb ikke Præsterne og deres Religion uden at de selv ved deres Optræden udæskede Kritiken, og vi henviste yderligere til det Programpunkt, der hver Dag staar i Spidsen af vort Blad: "Religionen erklæres for en Privatsag".
Men den ufortrødne Præst kom stadig med sine mistroiske Svar, mens hans Øjne lyste af Fanatisme: Han troede ikke, at dette Programpunkt var vor oprigtige Mening!
- - -
Præsten var nu gaaet saa vidt i sin Elskværdighed, at Samtalen vanskelig kunde fortsættes. Vi gjorde ham kun opmærksom paa, at vi aldrig forudsatte Uærlighed hos de Præster vi kritiserede. Og vi sluttede med den Bemærkning, at det var mærkeligt, at Præsterne herhjemme i det hele taget stillede sig saa fjendtligt overfor Socialdemokratiet, da de derved handlede stik imod deres engelske Kaldsbrødre, idet en stor Forsamling af engelske Præster nylig har vedtaget paa deres Aarsmøde, at Socialdemokratiet er det Parti, der i sine Principer mest nærmer sig den kristne Lære.
Den slagfærdige Præst var atter parat og søgte at afparere dette Faktum med den dumme Bemærkning, at med det engelske Socialdemokrati var det en hel anden Sag, da der var stor Forskel paa engelske Socialdemokrater og tysk-danske Socialdemokrater! - - -
Nu havde vi faaet nok - vi havde jo gjort vor Pligt og hørt begge Parter, og her foreligger Referatet. Vi tog Afsked med Pastor Holt, der gjorde Indtrykket af at være en af de mest bornerte Indremissions-Mænd.
Men tænk: Hvis denne Præst virkelig tror, at den boende Kvinde farer til Helvede, naar hun ikke faar Sakramentet og derved Guds og Kirkens Tilgivelse i sin Dødsstund - hvis han virkelig tror, at hun bliver evig fordømt, hvor haardhjærtet maa denne Guds Mand da ikke være!
(Social-Demokraten 28. august 1892).
Christen Jensen Holt (1866-1933) var søn af den indremissionske gårdejer Jens Holt (1843-1926) og Bodil Holt f. Christensen (1845-1928). Han blev cand. teol. 1889 og deltog herefter i Indre Mission. Han var præst i Nazaret sogn i samtlige 42 år af sin embedstid.
Sønnen Paul Holt skrev senere om han at han "kendte ikke til Tvivl, og havde ikke nogen særlig Evne til at hjælpe i intellektuelle Vanskeligheder. Denne "Mangel" hang nu nok sammen med en meget udpræget Forstaaelse for, at Kristendom ikke er et intellektuelt Problem, men et eksistensielt Forhold. For Far var Syndserkendelsen det afgørende, og Hovedsynden var den menneskelige Selvretfærdighed. Han prædikede efter den indre missionske Disposition, ankret omkring Synd og Naade, Frelse og Fortabelse, Tro og Vantro, Retfærdiggørelsen ved Troen alene, nøje knyttet til Teksten."
1890 blev Holt ansat som kateket i St. Johannes Sogn, for den østlige spids af sognet. Jernkirken var en vandrekirke af bølgeblik og indviedes januar 1892 som forløber for Nazarethkirken. Holt var kirkens første præst.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar