Bicyklesportens Overdrivelser begynder nu at fremkalde talrige Protester. Vi skal nedenfor gjengive to karakteristiske Udtalelser i saa Henseende.
I et Brev fra Kjøbenhavn til "Sorø Amtstidende" hedder det bl. a.:
"I den senere Tid hører det ligefrem til Dagens Orden, at Bladene bringer Meddelelser om Cyklister, der volder Ulykke ved hensynsløs og uforsigtig Kjørsel. I og for sig kan disse hyppige "Uheld" være tilstrækkelige til at bringe Cyklekjørslen i Miskredit hos det ikke-cyklende Publikum, men værre er det, at de Herrer Cyklemænd yderst sjælden optræder som Gentlemen, naar de har foraarsaget Skade. De pile om det nærmeste Gadehjørne for at slippe væk, uden engang at yde lidt Hjælp til den, de har paakjørt; de bliver grove og skjælder ud paa den, de har forulæmpet, og kan de endelig ikke unddrage sig alt Ansvar, saa søger de ved alle mulige Midler at slippe saa billigt som muligt.
Den sidste Politiefterretning om en Sag af denne Art lyder saaledes: "Den 22de Juni kjørte en Kontorelev ad Østergade med en Bicyklette; ved et Gadehjørne saa' han sig om og paakjørte derved en Barnevogn, hvori der var to smaa Børn. Disse kom heldigvis ikke til nogen Fortræd, men Vognen ødelagdes, og Moderen til Børnene, som kjørte Vognen, blev af Skræk paa Grund af sin Tilstand syg og maatte samme Dag indlægges paa Kommunehospitalets 3dje Afdeling, uden at den hende ved Overkørslen foraarsagede Skræk og en Del Lændesmerte har haft nogen skadelig Indflydelse paa hendes Tilstand. Sagen mod den uforsigtige Bicyklist har en Gang tidligere været foretaget i Retten, hvor den unge Mand erklærede sig villig til at betale de Udgifter, der vilde blive Følge af den af ham foraarsagede Paakjørsel, men Sagen blev udsat for at afvente Konens Helbredelse. Nu mødte den unge Mand i Retten, ledsaget af en Slægtning; her gjorde Konens Mand - en Haandværker - Paastand paa at blive tilkjendt for Udgifter i Anledning af Konens Sygdom og for Barnevognens Reparation ialt et Beløb af 40 Kr., men han fik kun et Tilbud paa 10 Kr. Spørgsmaal om Erstatningen vilde derfor være at henvise til et privat Søgsmaal, hvorimod Cyklisten blev ikjendt en Bøde af 25 Kr. for sin Kjørsel."
Er nu ikke Haandværkerens Forlangende om 40 Kr. i Erstatning saa aldeles rimelig, og er Tilbudet om de 10 Kr. ikke rent ud uforskammet? Nu skal Manden gaa til "privat Søgsmaal", og det er en dyr Vej, men vi haabe da, at han henvender sig til "Retshjælpen for ubemidlede".
Det er Træk af denne Art, der gjør Cyklisterne forhadte hos en stor Del af Publikum. Man kan lidt nok forsikre, at Cyklen er en glimrende Opfindelse, der netop kan komme Samfundets brede Lag til Nytte - det hjælper ikke, naar Bladene Dag ud og Dag ind maa bringe Meddelelser om hensynsløs Kjørsel og unfair Optræden af Cyklister.
Tager de Herrer sig ikke i Agt. da kan det let komme dertil, at der træffes generende Foranstaltninger overfor dem. Vil de redde sig ved ilsom Flugt, eller vil de optræde som Bøller, i Tillid til, at de er ukjendte, da kunde det være ret passende, om Politiet foreskrev, at enhver Cykle skulde bære et stort Nummerskilt bagpaa; og møder de som mindreaarige i Retten for at smutte fra en Erstatning, da vilde det være paa sin Plads, om vi fik den Bestemmelse, at mindreaarige, naar de kjører paa Cykle, skal ledsages af deres lovlige Værge!
Cyklen har absolut Fremtiden for sig, men skal den bruges til Sport, maa den holde sig til afstukne og afstukkede Baner, og skal den anvendes som almindeligt Befordringsmiddel, da maa den underkastes lignende Regler som dem, der gjælder for andre Befordringsmidler."
Endelig bringer "Nationaltidende" i Gaar følgende Artikel:
"Hvem hilste dem ikke med Undren og Glade, da de kom, Bicyklerne, disse dristige, hurtige Landevejs Befordringsmidier. Del var sund Sport for Ungdommen, der trænger til Bevægelse - til Fart. Fritiden vilde ikke mere døses hen paa Kafeer, Friluftsturene gjøre Lemmerne trætte mod Aften. Dansebulerne og Natterestavranterne maatte tabe i Tillokkelse. Andre Interesser, sundere Interesser! Alverden blev nu Sportsmand. Det var som en Epidemi, der slog ned, en Mode, der skulde vare. Og havde man i Begyndelsen set med nogen Undren paa de nye Sportsmand, blev man efterhaanden fortrolig med dem, nu da man blev rendt paa Ærmet af dem hvert Øjeblik. Rendt paa Ærmet! De trættede en. Deres evindelige Kimen, deres mere og mere forcerede Fart gjorde nervøs. Tidligere sprang man med Fornøjelse i Vejgrøften, naar man mødte en af de Herrer paa "den høie"; det var jo saa sjældent at se, og saa morsomt, at man kunde staa længe og maabe efter ham. Og blev man væltet en enkelt Gang af en uheldig Bicyklist, Herre Gud. det tog man fra den gemytlige Side; det var ikke hver Dag, man oplevede noget saadant. Den Gang var der jævn Fart, og Sammenstødene var nærmest ufarlige. Men Tiderne forandrer sig! Hurtigheden tiltog. Rekorderne sattes, og som en Sværm af halsende Hunde fo'r Bicyklisterne henad vore Landevej. Der var Kapløb over det hele; de før fredelige Landeveje blev Væddeløbsbaner. Plads for Cyklisten! - De begyndte at trætte, deres hæsblæsende Jagen irriterede Nerverne, Synet var ikke længer saa smukt. Stillingerne som Regel klodsede paa Grund af de nyere Konstruktioner. Men det kunde i og for sig være en anden ligegyldig blot de holdt sig for sig selv. Men det var det, de ikke gjorde, de havde faaet Vind i Seilene. Ryet fulgte dem; deres Sportsfester florerede og fejredes. De troede sig Herrer paa Landevejene. Fra den taalte Tilværelse, de førte paa Vognenes og Fodgængernes Veje, troede de paa Grund af den Opmærksomhed, de vakte, den interesserende Omtale, de fik, at kunne kujonere Fodgængerne. De troede sig Nr. 1 dér, hvor de aldrig kunde føre andet end en taalt Tilværelse. Naar de med mer eller mindre Jærnbanefart kom farende, jog de Skræk i mange, adskillige i Grøften - skikkelige spaserende, der kun langsomt skred frem ad deres lovhjemlede Fodsti. Men Bicyklister holder ogsaa af Fodsti, og hvor Politiet er fjærnt, er der Cyklister, som ikke er bange for at rende Folk over Ende, hvis de ikke hurtigst muligt viger af Vejen for Naadigherren, der har Hastværk. Det minder en Del om de gamle Herremands Jagen med deres Firspand, mens Bønderne stod dybt bøjede paa Grøftekanten. Thi en Bicyklist er selvbevidst - han er ogsaa kulturbærende! Hvem der er Ophavsmand til denne Ironi, véd jeg ikke, men i hvert Fald tages den au serieux af Sportsmænd. Hvad Kultur og Cyklevæsen har at gjøre med hinanden, ses ikke; det maa vist bero paa en Begrebsforvirring. - Nu kan den paakjørte Bonde, alias Fodgænger, med et Suk se efter den flygtende Kultur; den er og bliver borte! - Men Spøg til Side! Bicyklisterne rummer en større eller mindre Fare for Landevejenes Fodgængere og Vogne. En gammel Bicyklist kan have adskillige muntre Æventyr med forskrækkede og væltede Folk paa sin Samvittighed. Men Bicyklisterne maa, for ikke at tabe for megen Sympathi i Befolkningen, være yderligere forsigtige, huske, at deres Plads med den nuværende Fart egentlig hører hjemme paa de lukkede Veje. En Rytter er som Regel galant, en Bicyklist er det aldrig! At Politiet ikke kan kontrollere dem overalt paa de vilde Landeveje, er en Selvfølge. Derfor maa Cykleforeningerne selv tage Sagen i Haand, indskærpe Cyklisterne atter og atter, at de altid og ved alle Lejligheder - viger af Vejen for Fodgængerne. Vogne og Jærnbaner er nødvendige; man maa finde sig i, at der nu og da sker Ulykkestilfælde ved dem; men Ulykkestilfælde ved Bicyklister behøver man ikke at finde sig i. Og at gjøre Ulykker paa andre kan Bicyklisten altid undgaa ved at vise Forsigtighed. Det er skandaløst, at en Bicyklist raaber: "til Side!" til en Fodgænger, der gaar paa en af Stierne langs Landevejene, og saaledes tvinger ham over i Grøften for at undgaa Sammenstød. En Bicyklist skulde altid kjøre ad selve Kjørebanen, eller i alt Fald et Stykke fra bøje udenom Fodgængeren. Væddeløb udenfor afspærrede Veje, saaledes som de tidt finder Sted, burde ikke tilstedes. Thi naar man nu og da hører om Ulykkestilfælde, foraarsagede af Bicyklister, hvor Bicyklisten har absenteret sig hurtigst muligt, efterladende den overkjørte til sin egen Skæbne, er der Grund til at raabe Vagt i Gevær! Og det maa saa blive Cyklisternes Sag at indskærpe hinanden indbyrdes de Kjøreregler, som den sunde Fornuft tilsiger og Fodgængernes Ukrænkelighed fordrer."
(Morgenbladet (København) 21. august 1892).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar