Et Bededagsbrev. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavn, St. Bededag 1892

Kjære Ven!

Naar Du og jeg engang blive gamle hvidhaarede Mænd med Bedstefaderrang, saa ville vi overfor en beundrende Kreds af Unge med Alvor kunne sige "Ja, som Dreng var jeg med paa Volden store Bededagsaften". Og saa ville de i deres Uvidenhed tro, at det dreier sig om noget Saadant som Skærtorsdag paa Rheden. Vi ville i deres Øine staa som tapre Veteraner, der allerede fra Barnsben have været med til at værge Fædrenestaden, og de Kyndigste af dem ville opregne 1659, da Byens Borgere mandeligen kæmpede paa Volden, 1892, da de ligeledes værnede Staden ved modigt at stemme mod Socialisterne.

I Grunden vare vore Heltebedrifter pea Volden just ikke store, men Mindet om dem staar dog klart for mig. Tydeligt husker jeg endnu Volden fra Bastion til Bastion, fra Rysensten til Østerport. Jeg kan huske dens sjofle Bænke, ureparerede Trapper, de steile af Regnbækkene furede Bakker, hvor røde Murstensbrokker stak op af Hullerne, de nedtrampede Brystværn med deres slidte Kanter, hvor Drengene altid havde en Extrasti at balancere paa, Møllerne og de populære Græsmarker foran dem, Møllestensbelægningcn ved Foden mod Voldgaden. Rebslagerbanerne med deres krebsegaaende Mænd og dreiende Drenge - Alt det staar for mig som et Billede af charmerende Skiønhed og eventyrlig Interesse. Saa selve Voldpromenaden, Ridestien fra Vester- til Østerport, som Filosofgangen fortsatte til Rysensten. Jernbroen over Gabet ved Nørrevold et vidunderligt Værk, der tillod at spytte ned paa Vognene underneden,

Men alligevel, hvor var ikke det Alt afrakket og forsømt, et Tumlested for Verdens hensynsløseste Individer: Børn, Hunde og "Md. Græsmeiers" Logerende. Kun Kirsebærgangen var saa nogenlunde frelst, thi det var sjældent, man kunde se sit Snit at slippe derned. Men hvad var saa ikke det for en Nydelse! Jeg kan kun tænke mig at stille den ved Siden af de store Eventyropdageres, naar de med Vaaben i Haand, i Panser og Plade med forvovne Svende bag sig trængte ind gjennem Amerikas Urskove tørstende efter Guld og Kampe - som Cortez og Pizarro. Der var hemmelighedsfulde Skjulesteder, tilpas uigjennemtrængelige Vildnisser, pludselige Drejninger af Stien, Udskæringer i Terrænet, der var Alt, hvad en vilter og sund Drengefantasi kunde ønske. Om vi havde noget særligt Indtryk af Omgivelsernes Skjønhed eller om det stammer fra en senere Tid, har jeg ofte spurgt mig selv. Jeg tror dog: jo; jeg tror, at vi Brostensdrenge, der ellers vare indelukkede i en Gaard, paa en Skoleplads her fik Øiet op for grønne Træers, for bakket Jords, for smilende Indsøers Skjønhed, et stort Natursands vaagnede til Halvbevidsthed. Og vor Fantasi spændtes og æggedes i de Omgivelser.

Og nu, store Bededag. Under de gamle Træers tykke regntætte Kroner, mellem deres snorlige Rækker var hver Plads optagen af et muntert Publikum i bedste Foraarsstads. De var den Aften en Allemandspromenade, hvor the upper ten thousand blandede sig med Almuen. Fine Toiletter efter Aarets nyeste Model saaes Side om Side med den tarvelige lyse Trøje, vaiende Strudsfjer ved Siden af den simple lyst Straahat fra forrige Sommer. Man gned sig op ad hinanden i den mest brogede Blanding. Trængselen stoppede ofte Farten, særlig for begge Ender af Broen over Nørregab. Der var Summen og Leen, Hilsen og Nikken, og en gruelig Støv laa tæt under Trækronerne. Den hørte med til Billedet, til Stemningen, den hidsede og sløvede paa en Gang som Alt, hvad der hører med til en stor Folkesamling.

I den smalle Voldgade - hvor Alle Husene syntes saa hyggelige - saas Tilskuere, som nød den livlige Forsamling paa genefri Afstand. Nede i Gaden promenerede nogle faa, og vi Drenge fløi op og ned ned ad Bakkerne, smuttede paa den mest irriterende Mande ud og ind mellem Benene paa de Spadserende og hørte mangen drøi ed over de Satans Drenge. Snart balancede vi paa vore Stier paa Brystværnets Rand og saa ud over Forsamlingen, snart krydsede vi efter hverandre igjennem den, ned af Skrænten og op Igjen. Ja, det var Liv og Lyst. Til Østerport gik Turen, men mange Drenge holdt ikke saa ganske af dette Sted hvor de aarlige Kampe mellem "Jenere" og "Ulke" fandt Sted. Der kunde meget let falde en Lussing af selv til den fredelige Dreng - ja, naar man var adskillige i Følge og helst, naar et Par af de stærkeste Drenge i Klassen vare med, saa gik man stolt igjennem. Heller ikke selve Publikum gouterede Kampen ved Østervold, for den gik vildt til med Sten og Stokke, og der fortaltes gruelige Historier om blodige Saar og alskens Rædsler.

Engang kan jeg da huske, at vi vel var en halv Snes Drenge fik Smør ved Østervold - Du husker det maaske lige saa godt, selv. Du fik Din Anpart. Ja, det var glade Dage. Gud ved, om disse aarlige Kampe udfægtes endnu ?

Hvad man i det Hele egentlig vilde paa Volden just store Bededagsaften, skal jeg ikke let kunne sige. Nogle paastod, at det var for at høre Kirkeklokkerne - jeg har aldrig hørt dem, men vi havde meget Andet at tage vare paa den Aften.

Saa mod Mørkning gik det hjemad til varme Hvedetvebakker; lidt forpustede, ophidsede og forpjudskede vare vi vel. Men vi havde haft vor Del af Bededagsglæden, og næste Dag fandt vi igjen vor Vold som sædvanlig.

Jo, vi vare med paa Volden Store Bededagsaften! Var det nu end ingen Bedrift vi engang kunne mindes, saa bliver det dog et ganske aparte Stykke Folkeliv, vi have været de Yngste til at deltage i, et Stykke Folkeliv af gammel Dato. Voldene ere borte, det Kjøbenhavn, vi tidligst og bedst kjendte, er forandret, og til dets Sceneri hører Bededagsaftenen som Hovedhandlingen. Med det er en af de faa kjøbenhavnske Folkeskikke uddødt.

Ja, kun disse smaa Minder var det, jeg vilde sende Dig pr. Brev til Din landlige Ensomhed. Uden Brevet mindedes Du dem vel ikke. Jeg fra mit Vindue ser nu festklædte Folk gaa ud ad vor fashionableste Promenade allerede i Østergade og Bredgade bliver der Trængsel, i Grønningen Ubehagelighed, ved Indgangen til Langelinie Myrderi, og for Resten Kjedsommelighed. En Skik kan ikke omplantes. Men naar Byen engang voxer ud af - tror Du saa ikke, at man vil promenere paa Vestfronten?

Din hengivne

E M.

(Dagens Nyheder 13. maj 1892).

Maler, grafiker Peter Tom-Petersen (1861-1926): Store bededag aften på langelinie, mennesker på promenaden. 1894. Scenariet med trængsel stemmer godt overens med det sidste afsnit i artiklen. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.