Baron Gedalia.
Han blev henved 76 Aar gammel, havde længe bevaret sin energiske Natur, men var dog efterhaanden kjendelig ældet, havde nu i Maaneder været svag, og naar hans Lig snart skal føres til "det gode Sted", som hans Troesfæller sige, er Døden, ogsaa rent menneskelig seet, her kommen i rette Tid for den gamle Mand, der havde ført saa mangen en haard Kamp i Livet.
Der var sikkert en ualmindelig Dristighed hos ham. At han blev "sin egen Lykkes sadelmager", hvad han med Hentydning til sin første Stand som Haandværker holdt af at fremhæve, stiller ham vel ikke fra mange Andre; kun Faa fik alligevel Lykkens Hjul til at rulle for sig i saa store Svingninger. Da han i 33 Aars Alder i 1849 etablerede sig som Vexellerer, udfoldede han ikke blot den største Iver, men viste stort Talent, ihvorvel det skortede ham paa elementære Kundstaber, hvis Betydning han vel eiheller værdsatte tilstrækkelig. Med godt Hoved og utrættelig Arbejdsomhed mente han at kunne erstatte, hvad der syntes ham mere eller mindre pedantisk i Forretningens korrekte Førelse.
Det hang sammen med hans Væsen i det Hele og blev bestemmende for hans Skjæbne, han havde Ild i sig, hans Forstand var hidsig. Hans Fantasi brændende, hans Forfængelighed kogte over alle Bredder, Plump og plat forstod han end ikke at give sig Skin af fin Dannelse, men busede paa og blandede sig i saa Meget, at han med nødvendig Nemesis en Dag maatte falde. Thi med sin Races bedste Fortrin forbandt han aldrig den Smidighed, som paa den ene Side grændser til Snedighedens falske, forførende ydmyghed, paa den anden Side til llar Værdsættelse af alle Livets mødende Magter. Gedalias Klogskab strakte ikke saa vidt, at han kunde lempe sig og og toge det rigtige Maal af sig selv og af Andre. Han var en stor Begavelse, men manglede Ligevægt, forbi han manglede Opdragelse i dette kloge Hoved var der et tomt Rum hvor Takt skulde have Sæde - en intellektuel Brist, mere end en moralsk, skjøndt selvfølgelig ikke uden Sammenhæng med hans Karakter.
Ret betegnende vandt han derfor mindre Tillid her i Landet, hvor man lettere kunde gjennemskue ham, end i Udlandet, hvor hans Talenter og Dristighed bedre vare i Stand til at blænde. Det klinger næsten løierligt, men skal dog være fandt, at han i 1870 kunde faae sine brede Fingre ind i det sine Væv, som var det franske Tronfølgespørgsmaal. At han, som allerede nogle Aar i Forveien var bleven Portugals Generalkonsul, nu tillige erhvervede sig en obskur italiensk Barontitel, betyder mindre, selv om det var karakteristisk nok for ham, Men at han drømte om at spille en stor-europæisk Rolle og var paa Veie dertil, er lige saa eiendommeligt, som det er forstaaeligt, at han alligevel langtfra naaede Maalet.
Han satte sig da et andet, ikke mindre uopnaaeligt, her i Fødelandet. Tietgens Laurbær have hindret Flere i at sove rolig. Gedalia drev de til en hemmelig og aabenbar Konkurrence, hvor hans Hastighed tog Magten fra ham selv uden at giøre kjendeligt Indtryk paa Modstanderen. "Den danske Landmandsbank" var han saaledes med til at stifte, og flere store Foretagender tog han paa sig, var af og til heldig, forgreb sig alligevel paa stedse større Muligheder og endte med at gaa helt i Stykker paa Kalundborgbanen. Det var i 1875, og hermed sluttedes egenlig hans Livs store Skuespil, hvori der jo ikke var saa Lidt af en Komedie. Thi det lader sig ikke nægte, at naar Gedalia gav sig til at spille de store Roller, virkede han ikke mindst som Komiker. Der var for grelle Misforhold mellem hans Villen og Kunnen, hvad Evnen til at holde en første Klasses sociale Position angaaer. Mindst af Alt fattedes der Manden Hjerte: han var god, og han var godgjørende i stor Stil, ingenlunde blot med Brask og Bram. Han var, om end ikke ulastelig, dog vistnok saa brav og retskaffen som de Fleste. Men han var ikke født og opvoxen til at bære den fine Dragt eIler den fornemme, herskende Stilling. Ilden i ham drev ikke blot Intelligensen i Veiret, men hidsede ham, og Forfængeligheden god Olie til Ilden. Halvt respekteret, halvt despekteret, gjerne anerkjendt for mange gode Egenskaber, men uundgaaelig fulgt af Smil, der ikke vare smigrende - saadan var Gedalia i sine Velmagts Dage, da han gav Baronen her i Byen. Men Komedien sluttede, og Tragedien begyndte.
Han drog bort, han kom tilbage, han begyndte forfra, og han arbeidede ufortrøden, snakkede ikke mindre uendeliq og gjorde derved sig selv mest Skade. Nu kunde Folk jo tage ham mere fra oven nedad, hvad vel ei heller forsømtes. Og dog var det vel snarest saa, at Sympathien netop voxede for ham, mens man saae den aldrende Mand, hos hvem ogsaa det Ydre var mærket af Kampens Slid, arbeide og arbeide. Derfor glædede det Mange, da han slap ret heldig gjennem en kriminal Anklages Skjærsild, og det turde i lige Maade være, at ikke Faa havde ønsket ham et bedre Udfald af Høiesteretsdommen, ved hvilken Børsens Ret til al holde ham exkluderet imidlertid blev rettelig stadfæstet. Dette Slag var hans sidste, og nu sank han hen i Betydningsløshed. Sligt skeer sjælden uden Skyld, og Gedalia havde utvivlsomt Skyld i sin tragiske Skjæbne. (Naturligvis vil dog Ingen sige, at han blev en tragisk Heros. Men som han i Livet, trods al Latterlighed, dog ikke blot vandt Position en Tid lang, men virkelig, om end betinget Anerkjendelse og Sympathi fra mange Sider, saaledes skal han ogsaa ved sin Bortgang fra dette Livs Scene mindes, ikke blot som en eiendommelig ret kuriøs Person, men som en virkelig Kraft, der kun manglede det lille "Kun", der hedder Ligevægt mellem Evnerne.
(Nationaltidende 11. marts 1892. 2. udgave).
Ukendt fotograf: baron, bankier Gedalia, Gottlieb Abrahamson (13.4.1816-10.3.1892). Deet kongelige Bibliotek.
G. A Gedalia
døde i Forgaars Eftermiddags.
Fra fattig Sadelmagersvend havde han arbejdet sig op til at blive en af Kjøbenhavns mere velhavende Veksellerere. Han ejede, da hans Formue var størst, omtrent 600.000 Kroner. Men han tilsatte Formuen mange Aar før sin Død og døde som en fattig og stærkt gældbetynget Mand.
Gedalia var en udannet, men snu og flittig Købmand. Han begyndte sin Virksomhed paa en Tid, da der ingen privat-Banker fandtes her i Kjøbenhavn, og hvor de bestaaende Veksellererforretninger havde et gammeldags, primitivt Tilsnit. Gedalia gav hurtigt sin Veksellererforretnmg det halvt bankmæssige Tilsnit, der nu er akcepteret af de fleste kjøbenhavnske Veksellererforretninger. Han modtog Indlaanspenge og gav Rente deraf, hvad Nationalbanken ikke gjorde, og mange store kjøbenhavnske Handelshuse benyttede hans Firma til Opbevaring af deres disponible Penge, saaledes som de nu benytter Bankerne. Han skaffede sig Forbindelse med udenlandske Bankhuse udstedte Veksler og Akkreditiver paa dem og lod dem besørge Køb og Salg af Obligationer og Spekulationspapirer, hvad Datidens kjøbenhavnske Veksellerere ellers ikke indlod sig paa, og han samlede som Kunder for sit Firma største Delen af Kjøbenhavns spekulationslystne Publikum.
Saaledes kom hans Forretning hurtigt i Vejret. Indlaanspengene gav ham Midler til Forretningens Drift og til Kreditgivning Omsadlingerne paa Udlandet, der koncentreredes i hans Haand, skaffede ham hos Udlandet store Bankhuse en vis Anseelse, og de antog barn i mange Aar for rigere og bedre funderet, end han var.
Da "Privatbanken" stiftede og begyndte at virke, forandredes Gedalia's Stilling. Privatbanken gjorde de Forretninger hvorpaa Gedalia indtil havde omtrent Eneret. Den gav Henter af Folio- og Indlaanspenge og knyttede med Udlandet Forbindelser der blev baade mere intime og mere omfattende end Gedalia's. Indlaanskunderne forlod ham efterhaanden, de foretrak, som naturligt var, et Pengeinstitut, hvis Aktiekapital var kendt, og hvis Regnskab offenliggjordes, fremfor en Privatmand med tvivlsom Formue. Og Tabet af Indlaanskunderne svækkede Gedalias Magt hvad Udlandets Bankierhuse hurtigt mærkede, saa at de blev mindre facile overfor ham, end de tidligere havde været.
Privatbanken havde ingen Vanskelighed ved at tilvende sig Broderparten af Gedalia's bedste Forretninger, og dette saa meget mindre som Gedalia aldrig havde været nogen billig Bankier. Selv der, hvor hans Opgørelser havde et billigt Udseende, var de det i Virkeligheden saare sjældent, og Privatbanken havde svigtet sin Opgave, om den ikke havde taget Forretningerne. Men Gedalia blev dybt rammet baade i sine pekuniære Interesser og i sin Forfængelighed. Han fattede et uudslukkeligt Had til Privatbankens første Direktør og satte senere Tietgen i Forbindelse med alle de Ulykker, der væltede ned over ham. Og da Gedalia var en snakkesalig Mand, spredtes der efterhaanden fra hans Mund ud over Kjøbenhavn et Sagn om en staaende Kamp mellem de to Mænd. Folk, der stod Børsen fjærn, troede paa Sagnet, og da Højesteret for nogle Maaneder siden gav Grosserer Societetets Komite Medhold og holdt Børsen lukket for Gedalia, skildrede et kjøbenhavnsk Dagblad Sagen som en Episode af Ariernes Kamp mod Semiterne. Tietgen, Repræsentanten for den ariske Race, havde besejret Semiten, Gedalia! Og saa var det i Virkeligheden den forrige Formand for Grosserer-Societetets Komité, afdøde Etatsraad Moritz Melchior, fra hvem Forbudet var udgaaet, og Sagen imod Gedalia var en Arv, som Tietgen havde overtaget fra Melchior.
Gedalias bedste Kunder forlod han da efter Privatbankens Dannelse. Han beholdt alligevel ikke saa faa. Dels var han ikke sært kræsen i sit Valg, dels besad han en stor Overtalelses- og Indsmigrelses-Ævne Ikke blot overfor Smaafolk, det kan saaledes nævnes, at han havde vidst at indgyde Finansminister Fonnesbech en Tillid, som denne iøvrigt kom til at betale ret dyrt. Fonnesbech lyttede til hans Raad som Finansminister og som Privatmand; han solgte efter G.'s Tilskyndelse store Poster af Statskassens solide Papirer og ombyttede dem med andre, mindre kendte, og han betroede ham store Beløb af sine egne Midler, saa at han senere blev stor Kreditor i Gedalia's Fallitbo.
Paa Kjøbenhavns Børs fandt Gedalia imidlertid aldrig nogen Tiltro. Dette havde en dobbelt Grund. Den ene var den at Børsfolk egenlig aldrig troede han havde noget, og det var en Overraskelse, da Revisionen af hans Konkursbo oplyste, at han paa et vist Tidspunkt havde ejet 600,000 Kr. Den anden Grund var den, at hans og Børsens Moral ikke stemte helt overens. En af Betingelserne for at være velset paa Børsen er den, at man staar ved de Forretninger, man har gjort. Om der udveksles skriftligt Dokument eller om der kun er gjort mundtlig Aftale, er ligegyldigt - det kendes næsten ikke paa Børsen, at man fragaar en indgaaet Forretning. Men naar man handlede med Gedalia, var man næsten altid en Smule usikker. Den Besked eller det Nik, der sædvanemæssigt gælder for et ubetinget Ja, fortolkedes undertiden af ham anderledes og man overraskede, nu og da ubehageligt, naar man opdagede, at den Forhandling, der mentes afsluttet, maatte genoptages.
Selv da Gedalias Kundekreds og Magt var betydelig indskrænket, vilde han dog aldrig være ved det, og hvad Privatbanken kunde gøre, det mente han ogsaa at være Mand for. Dette var hans Orm og han Ulykke. Den første Gang, det gik haardt ud over ham, var vel 1870-71 efter den tysk franske Krig. Frankrigs Regering havde betroet Privatbanken at modtage Subskription paa det første Milliardlaan. Gedalia bekendgjorde, at ogsaa han kunde modtage Tegning. Og for ret at overtrumfe Privatbanken, meldte han sine Forretningsvenner, at de kunde tegne gennem ham uden at stille nogen som helst Kavtion. Af denne Grund blev der tegnet hos ham overordenlig store Beløb, men da han indsendte Tegningerne til sin Pariserbankier og bad ham besørge dem, nægtede den franske Regering at modtage dem, medmindre der stilledes fuld Kavtion. Gedalia trak saa en Veksel paa London for Kavtionens Beløb og indsendte denne til Paris - den franske Regering lod Vekslen præsentere i London - Betaling nægtedes - og Gedalias Tegninger blev strøgne. Han kunde da ikke levere, hvad han var forpligtet til, og en af Subskribenterne, Wechslerbank i Berlin, der havde benyttet hans Mellemkomst til Tegning af mange, mange Millioner, anlagde et Erstatningssøgsmaal imod ham og vandt det.
Gedalia vilde dernæst bygge Jærnbane, saa godt som Tietgen gjorde det; men han satte saa meget til paa sine Entrepriser, at den danske Regering senere gav ham en Aarsunderstøttelse af Hensyn til det Tab, han havde lidt paa den Jærnbane, som Regeringen gennem Kontrakt med ham havde faaet billigt.
Det Foretagende, hvortil Gedalias Navn længst vil være knyttet, er den danske Landmandsbank. Det var ham, der fattede Ideen dertil, og ham der skaffede Penge fra Udlandet. Bankens Dannelse var for ham tildels et Led i den stadige Kamp med Tietgen. Han var her heldig i Valget af Direktør, han udpegede den nuværende Etatsraad Glückstadt til Posten og skaffede her igennem Banken den finansielle Capacitet, der har gjort Landmandshanken til, hvad den er.
Tabene paa det franske Laan og paa Jernbanebygningeme var større, end Gedalia kunde bære dem. Han forsøgte at kæmpe, men maatte opgive det. Hans Bo blev taget under Behandling som fallit, og han selv rejste til Amerika. Det lykkedes ham ikke at bane sig Vej derovre, han vendte tilbage til Kjøbenhavn, men skønt han havde bevaret noget af sin tidligere Energi magtede han ikke at have sin Forretning i Vejret.
I de sidste Aar var han kun en Skygge at sig selv; han døde syg og nedbrudt.
(Kjøbenhavns Børs-Tidende 12. marts 1892).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar