En herværende Præst har nægtet at udføre den lovbefalede Mægling mellem et Par Ægtefolk, der ønsker Separation. Der er klaget over ham til Kirkeministeriet.
Præsterne stiller sig ofte meget uvilligt ved Udførelsen af deres Embedshandlinger. Nogle nægter at døbe Børn af borgerlig viede Forældre, andre nægter at ægtevie fraskilte; med Hensyn til Jordpaakastelse ved Ligbrænding har Præsterne ogsaa gjort Knuder.
Præsterne er Statens Embedsmænd. Alligevel tillader de sig den mest forskælligartede og modstridende Fortolkning af Statens Love og almindelig Praksis, og jeg er ved deres Uvillighed at forulæmpe særlig den ubemidlede Befolkning.
Det er almindeligt, at Præsterne stiller sig uvillige overfor Separations- og Skilsmissesager. Nogle Præster forlanger saaledes, at Ansøgningen til Øvrigheden først skal leveres til dem (Præsterne), medens andre paa ingen Maade vil mægle, uden Andragendet først leveres til Øvrigheden. Enkelte forlanger skriftlig Begæring, og atter andre vil kun have en mundtlig. Og saaledes svajer disse kirkelige Lovfortolkere i det uendelige, samtidig med, at den gejstlige Mægling ofte øves med saa megen Energi, særlig overfor de lettere paavirkelige Kvinder, at Separation forhindres, og det endog i Tilfælde, hvor et fortsat Samliv er ensbetydende med Ulykker og Lidelser for Ægtefællerne.
Gejstlighedens Medvirken paa dette Omraade er baade skadelig og overflødig og burde afskaffes. Borgerlig viede Ægtefolk, der vil separeres eller skilles, er fritaget for Præsternes Indblanding, men de kirkeligt viede er ikke saa heldigt stillede. Og vi kan vel næppe vente nogen Forbedring i dette, før den længe ønskede almindelige og forpligtende borgerlige Vielse bliver indført.
Baade Vielse og Skilsmisse bør være en fuldstændig borgerlig Handling, hvor Kirken ikke har noget at sige. Den gejstlige Mægling ved Separation og Skilsmisse er ogsaa af en ganske ny Oprindelse, den blev først indført 1811 paa Foranledning af Biskop Münter.
Af Overretssagfører Oskar Johansens Meddelelser i "Retshjælpens" Aarsberetning ses det, at et meget stort Antal Separationsbegæringer indgives af begge Ægtefæller i Forening, og der opnaas i saa Tilfælde i Reglen Separation blot ved Paaberaabelse af Gemytterne i Uoverensstemmelse. I det ovenomtalte Tilfælde, hvor Præsten har nægtet at mægle, er ligeledes Andragendet underskrevet af begge Ægtefæller, der ogsaa som Separationsgrund anfører Gemytsuoverensstemmelse, og Andragendet er for saa vidt fuldstændig i Orden. Men desuagtet finder Præsten pludselig for godt at stille sig paa Bagbenene. Han skyder sig ind under den Paastand, at Andragendet ikke er "ensidig", det vil sige: han forlanger en Klage fra den ene Ægtefælle over den anden, før han vil udføre sin Pligt: at mægle.
Da Præstens Forlangende er stik imod Praksis, er der som sagt klaget til Kirkeministeriet, der antagelig vil give den stridige Kirketjener en Tilrettevisning. Og da i det hele taget Præsternes Holdning i disse Sager bereder Publikum en hel Del Besvær, er der i Klagen til Ministeriet tillige anmodet om, at der maa blive foreskrevet bestemte Regler, hvorefter d'Hrr. Præster saa har at rette sig, indtil det oprindelige Forhold kan blive genindført.
Saa snart Kirkeministeriets Svar indløber, skal vi offenliggøre det.
(Social-Demokraten 1. maj 1892).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar