En Tjenestepige tiltaltes ved Nordre Birks Extraret for den i Straffelovens § 192 ommeldte Forbrydelse eller ialfald for Barnefødsel i Dølgsmaal, i hvilken Henseende ved Arrestantindens egen med det forøvrigt Oplyste stemmende Tilstaaelse Følgende var fremkommet.
Arrestantinden, som tjente paa en Gaard i Brøndshøi og var besvangret udenfor Ægteskab, havde besluttet at føde i Dølgsmaal og hvis Barnet kom dødt til Verden, skjule Fødselen, hvorfor hun stadigt overfor sin Madmoder nægtede at være frugtsommelig, uagtet hun vidste, at hun skulde føde i Slutningen af August d. A. Natten mellem den 22. og 23. August d. A., da hun laa i sin Seng, fødte hun et Barn, men i Overensstemmelse med sin Beslutning tilkaldte hun ikke Hjælp, hvad der let havde været hende muligt, da hendes Madmoder var til Sengs i samme Bygning. Efter hendes vedholdende Forklaring gjorde Barnet ikke nogen Bevægelse eller skreg, hvorfor Arrestantinden antog det for dødt, hvad der stemmede med hendes Ønsker, og uden at foretage nogen nærmere Undersøgelse eller noget Skridt til at kalde det til Live lod hun det ligge i Sengen i ca. 1½ Time. Barnet, som ialfald nu var dødt indsvøbte Arrestantinden uden nærmere at se paa det i et Stykke Tøi, lagde det i sit Vandfad, overhældte det med Petroleum fra sin Lampe og stak Ild deri i den Hensigt om muligt paa denne Maade at skjule ethvert Spor af Fødselen. Ilden gik imidlertid ud, inden Liget var fortæret, hvorfor hun lagde det i en Skuffe i sin Kommode, hvorpaa hun den paafølgende Søndag den 26. August, da det begyndte at lugte, kastede det i Beholderen for Møddingvand. Her var der senere fundet nogle Stumper og Slykker af det med stærke Spor af Forbrænding.
Distriktslægen havde efter Undersøgelse af Levningerne af Barneliget og efterat være gjort bekjendt med Forholdet afgivet den Erklæring, at Barnet havde været fuldbaaret, at der ikkke var forefundet noget Tegn til, at det skulde være dødt før Fødselen, at det tvertimod var i høi Grad sandsynligt, for ikke at sige sikkert, at det var født levende og havde været levedygtigt og at det var dødt, ikke paa Grund af nogen Vanskelighed ved Fødselen, men fordi dels Aandedræt ikke var kommet i Gang paa Grund af Moderens fuldstændige Mangel paa Omhu for det.
Arrestantindens Forklaring om, at hun antog Barnet for dødt ved Fødselen og hendes vedholdende Benægtelse af at have foretaget Noget for at berøve det Livet, kunde ikke forkastes saa lidt som hendes Forklaring om, at hun ikke vilde have ladet et efter hendes Formening levende Barn omkomme. Hun kunde derfor ikke straffes efter Straffelovens § 192, men Arrestantinden. som er 25 Aar gammel og ikke forhen straffet, blev anseet efter samme Lovs 194 efter Omstændighederne med Forbedringshusarbeide i 15 Maaneder og tilpligtet at betale Sagens Omkostninger.
(Dagens Nyheder 9. november 1893).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar