I "Fyns Venstreblad' for i Fredags skriver en Næringsdrivende følgende :
Striden mellem Glasværket og dets Arbejdere, der allerede har været staaende paa syvende Uge, synes nu at skulle føres ind paa et Omraade, hvor dens ødelæggende Følger vil komme til at berøre ogsaa andre end de stridende Parter; man er nemlig begyndt at føre en saakaldet økonomisk Krig. Glasværket begyndte med at foranledige Politiets indledende Skridt til at udvise de strejkende Glasmagere, som er Udlændinge, og Arbejderne er fulgt efter med at paabegynde en Boykotting af de Handlende, som fører Varer fra de Firmaer, som staar i Forbindelse med Fyns Glasværk.
Vi kan vistnok alle være enige om, at skal Striden fortsættes længe paa denne Maade - og det tør befrygtes - saa vil der blive bragt Forstyrrelse, Tab og Elendighed i mange Kredse, som hidtil har betragtet Striden som sig uvedkommende. Men fra det Øjeblik, da de Næringsdrivende her i Odense saa vel som i de andre Byer, hvor de Strejkende for Tiden har Udsendinge ude, skal tvinges til at tage Standpunkt for eller imod Glasværket, og skylder Fyns Glasværk os, der saaledes drages ind i Kampen, en nøjere Redegørelse for Kampens Aarsag, og hvad der egenlig ligger Værket og dets Arbejdere imellem, end Glasværket hidtil har nedværdiget sig til.
Mens der fra Arbejdernes Side i deres Blad "Social-Demokraten" saavel som i "Fyns Venstreblad" er fremkommet flere Indlæg og Redegørelser, er der til Dato fra Glasværkets Side kun fremkommet et - et - Indlæg i Sagen, og hvad deri er fremført, er i hovedsagen benægtet af Arbejderne.
Glasværkets Bestyrelse hævder i sin Redegørelse, at Arbejdernes Gennemsnitsfortjeneste var 22 Kr. 82 Øre, mens Arbejderne erklærer, at deres Gennemsnitsfortjeneste kun var 14-18 Kr. pr. Uge, "og," siger Arbejderne, "vi har foreholdt Hr. Hey hans Udregnings Urigtighed, og han har overfor os erkendt, at han har lagt vor Bruttoindtægt til Grund for sin Beregning og undladt at fradrage vor (Glasmagernes) Udgift til vore Hjælpere, 8 a 10 Kr. ugentlig pr. Glasmager." Dette har Arbejderne offenliggjort og bedet Hr. Hey oplyse Offenligheden om, hvorledes hans Udregninger var baserede, men endnu har Hr. H. ikke svaret. Hvorledes forholder dette sig, har Hr. H. virkelig angivet Arbejdernes Fortjeneste 8 a 10 Kr. højere, end den for de flestes Vedkommende egenlig er? Kan dette virkelig være muligt, og mon ikke Hr. Hey paa Sagernes nuværende Stadium var Odense Borgere et Svar skyldig herpaa?
Endvidere erklærer Arbejderne, at Striden, der, som erkendt fra begge Sider, brød ud derved, at Fabriken nægtede at beskæftige Arbejderne hele Ugen igennem - alene skyldes en Beregning fra Glasværkets Side og med Forsæt er fremkaldt for, at Glasværket, der lige overfor Tuborg Fabriker i København under en Mulkt af 10,000 Kr. havde forpligtet sig til at levere 1 1/4 Million Flasker indenfor et bestemt Tidspunkt, - ved en Strejke kunde blive løst fra denne ubehagelige Forpligtelse, som Glasværket grundet paa erhværvede slette Materialer og en daarlig Ovn ikke kunde overholde.
Med andre Ord, Arbejderne siger, at Odens Glasværk behøvede Strejken for at frelse sine 10,000 Kr., som det ellers uundgaaeligt havde kommet til at punge ud med til Tuborg.
Ogsaa denne svære Beskyldning har Hr. Hey ladet ligge uimodsagt. Dette er saa meget desto uheldigere, som der er flere Ting. der tyder paa, at Arbejderne har Ret i deres Paastand.
Det er en Kendsgærning, at Odense Glasværk flere Gange for at opfylde sine Forpligtelser mod Tuborg har maattet købe Flasker paa andre Glasværker til højere Priser, end de maa aflevere dem til for. Ligeledes erklærer Arbejderne, at de for Retten vil beedige, at Glasværkets "Hyttemester" har erklæret, at det var umuligt med den gamle Ovn at arbejde regelmæssigt (og det behøvedes, for at Leveringen til Tuborg kunde effektueres)
Arbejderne gaar videre endnu i deres Bevisførelse. Det Udvalg af Fagforeningens Bestyrelse, som Hr. Hey underhandlede med, og som han selv erklærede at være kommen overens med, siger nemlig (ogsaa under Eds Tilbud), at Hr. Hey til dem har sagt, at Striden maatte betragtes som en Strejke, "for ellers skal vi betale 10,000 Kr. til Tuborg".
Hr. Hey! Maa vi Borgere her i Odense, der nu synes at skulle komme til at bløde for denne Strid, ikke faa lidt Besked om, hvorvidt alt dette er sandt, og om de virkelig har "behøvet Strejken"?
Jeg talte i Gaar med en af Arbejdernes Tillidsmænd; han erklærede, at Striden nok kunde sluttes, hvis Glasværket vilde anerkende Fagforeningen og tage alle de gamle Arbejdere igen, det andet Spørgsmaal om sikret stadigt Arbejde "er ude af Verden nu, da Ovnen er bygget om", sagde han.
Ja, men I har jo brudt Eders Kontrakt over for Fabriken, ved at I holdt op, og I kan derfor ikke forlange at blive antagne igen, indvendte jeg.
Kontrakten mellem os og Glasværket eksisterer ikke mere, sagde han, den har Glasværket selv brudt i Vinter, idet det ved at forøge vor Arbejdsydelse pr. "Hyttehundrede" har forøget 'vor Løn med indtil 15½ pCt.
Hvad angaar Spørgsmaalet om Fagforeningens Anerkendelse, da synes Hr. Heys hele Optræden at være noget vaklende og modsigende. Han erklærede i sin Tid, at han nok vilde anerkende Fagforeningen, men ikke forhandle med den. Hm! Er dette ikke noget Sludder? Hvorledes vil nemlig Manden bære sig ad med at "anerkende" en repræsentativ Institution, som Fagforeningen ubetinget er, naar han ikke vil forhandle med den? Det kan han simpelt hen ikke.
Dette hans umulige eller meningsløse Standpunkt har da ogsaa bragt Kludder i Forhandlingerne og bidraget ikke lidet til, at Striden er brudt ud og endnu holdes gaaende.
Det fremgaar af de fremkomne Oplysninger om Forhandlingerne - og da ikke mindst af de Oplysninger, som Hr. Hey selv har fremsat - at en Forhandling fra først af mellem Glasværkets Bestyrelse og Fagforeningens dito langt snarere havde havt en fredelig Løsning til Følge end de Forhandlinger, der er førte mellem de paa Hr. Heys egen Opfordring tilfældigt valgte Deputationer. D'Hrr. (Fagforeningens Bestyrelse) var bedre at komme ud af det med, har Hr. Hey jo selv skrevet; men, Hr. Hey, herved har De jo selv erkendt, at Deres Standpunkt: "ingen Forhandling med Fagforeningen", har været galt.
Hvad vi, der, som det nu synes, kat have Bryderier af Striden, maa forlange, er derfor, at der kommer en Forhandling i Gang med Fagforeningen og det saa snart som muligt.
At enhver af de stridende Parter maaske er krigslysten nok til at ville sejre", er nok muligt, men vi Borgere, der kommer til at bære en ikke ringe Del af Krigsomkostningerne, har et billigt Krav paa, at Sagen for os bliver rigtigt oplyst og frem for alt hurtigst muligt afgjort. N. N.
(Social-Demokraten 5. september 1893).
Strejken paa Odense Glasværk
Nye Afsløringer om Fabrikens Fremgangsmaade overfor Arbejderne.
I Anledning af en Artikel i Odensebladene, hvori Bestyrelsen for Fyens Glasværk erklærer, at alt hvad Arbejderne har skrevet om Striden er "forsætlige Fordrejelser og frække Usandheder", svarer Arbejderne følgende:
"Hvis d'Hrr. havde kunnet bevise, at et eneste Ord, af hvad vi har skrevet, har været Usandhed, saa havde de ikke ventet over en Maaned med at fortælle Folk, at de ikke skal tro et Ord af, hvad vi har skrevet. Nej, da skulde de nok have draget os til Ansvar derfor, da Gud og hver Mand véd, at d'Hrr. har baade Politi, Øvrighed og Avtoriteter paa sin Side.
Vi har ventet saa længe med at besvare deres Artikel, for det første fordi vi ansaa den for saa usømmelig og brutal, at den ikke var et Svar værd, og for det andet fordi andre Borgere her i Byen har taget Ordet i vort Sted og opfordret Hr. Hey til som Formand for Aktieselskabet at fremkomme med en Redegørelse, som kan bevise, at Bestyrelsen for Glasværket har Ret, eller at vi har fordrejet noget eller fremsat nogen Usandhed. Men det har hverken Hr. Hey eller nogen af de andre Bestyrelsesmedlemmer kunnet. Det kniber bet vist haardt for de høje Herrer, thi Sandheden vil de ikke komme frem med, og bevise, at det ikke er sandt, hvad vi har skrevet, det kan de ikke.
Men de høje Herrer maa have en høj Tanke om sig selv, da de i Stedet for at bevise noget nøjes med at raabe Socialistførere efter os og Socialistorgan til det lokale Blad, som har vist sig saa upartisk, at det har optaget saavel vore Artikler som Hr. Heys og hans Kollegers. Man skulde næsten ikke tro, at det har været voksne Mennesker, som har skrevet den nævnte Artikel.
D'Hrr. siger, at for Glasværkets Vedkommende er Strejken endt, og at begge Ovne er i Drift med Arbejdere, som ikke er Medlemmer af nogen socialistisk Fagforening.
Naar de Herrer tror, at det kan nytte dem noget, at de siger, at Strejken er endt, hvorfor har de da ikke rykket frem med det allerede den første Uge.
Men det mystiske er, at et Par Dage efter, at de Herrer skriver, at de har begge Ovne i Drift, saa bliver de nødte til at slukke den ene, saa der nu alligevel kun er en Ovn i Drift. Hver Mand véd jo, at vi har ikke forlangt andet end at faae Arbejde hver Dag i Stedet for at spadsere den halve Tid, og naar vi søgte at faae Formanden, Hr. Hey, i Tale for at ordne det i Mindelighed og faae Ovnen og Materialet forbedret til Fordel for saavel Fabriken som for os, da vil den høje Herre ikke tale med os, fordi vi var Medlemmer af Fagforeningen. Og saa bag efter rykker han - for at undskylde sin brutale Opførsel overfor os - i et Avisindlæg frem med den Usandhed, at vor Forening bestaar af uvedkommende. Da der var gaaet et Par Dage, gav han det Skin af, at han vilde forhandle med Fagforeningen, men saa forlangte han en Kavtion paa 1000 Kr., og da vi ikke kunde stille et saa stort Beløb, saa kunde vi ikke komme til nogen Enighed.
Den ene Dag, vi var sammen med ham, sagde han under Forhandlingerne, at vi maatte ikke tro, at det var ham, der var saa brutal imod os, han var nødt til at rette sig efter de andre Bestyrelsesmedlemmer. Dagen efter siger han imidlertid, at hvis vi ikke vil føje os efter ham, saa skal han gaa til alle de Yderligheder, han kan, for at skade os.
Og det har vist sig, at han har gjort alt, hvad han har formaaet i den Retning, og Politi og Byfoged har gaaet ham troligt til Haande.
Alle vi, som var Udlændinge, blev en Dag i forrige Maaned kaldt op paa Politistationen, hvor vi blev underkastet et Krydsforhør, som om vi var Forbrydere, og de lagde til Grund herfor, at de vilde vide, hvad vi levede af, og til sidst blev det os betydet, at hvis vi ikke i en nær Fremtid søger at blive enige med Bestyrelsen for Glasværket og begynder at arbejde igen, saa bliver vi muligvis sendt over Grænsen.
Man ser heraf, hvilke Midler man bruger for at kue os, samt hvorledes Avtoriteterne fuldstændig stiller sig til de Herrers Raadighed. Men det er alligevel ikke lykkedes dem at splitte os ad, vi staar lige enige, og muligvis er det det, som irriterer de Herrer mest. De har søgt at faa os enkeltvis i Tale, de har skrevet til vore Koner for at faa os til at tage Arbejde under de nuværende Forhold, men da dette ikke lykkedes dem, saa sender de os Politiet paa Halsen med Trusler om at sende os ud af Landet, for der er vel ingen, der tror, at det er af Medfølelse for os at de spørger, om vi har noget at leve af.
Nej, de søger kun en Grund til at komme over os, faar de først Magt over Udlændingene, saa tror de, at de har vundet. De danske Arbejdere mener de, at de bedre kan sulte, til de falder tilføje. I 1889 da Fabriken gik Fallit og Arbejderne blev arbejdsløse midt i Vinteren i Februar Maaned, da faldt det ikke Bestyrelsen ind at anmode Politiet om at undersøge, om Arbejderne havde noget at leve af. Nej, den Gang fik vi Lov at passe os selv, og ligesaa i 1890, da vi begyndte med det nye Aktieselskab, og Arbejdet gik saa daarligt, at vi mange Gange maatte leve paa en Sulteløn; - den Gang forholdt Avtoriteterne sig tavse. Der findes næppe en Fabriksbestyrelse i Danmark, som har opført sig saa brutalt over for sine Arbejdere som Fyns Glasværk. De har tilbageholdt vor sidste Ugeløn og bagefter har de smidt os paa Gaden, uagtet Fabriken skylder os Penge. Naar Fabriken gik daarligt, da lod den stedlige Bestyrelse os tit vide, at de drev Fabriken kun af Naade mod Arbejderne, og var vi ikke tilfreds med det lidt, vi tjente, saa vilde de straks lukke Butiken. Og naar det saa efter lang Tids Forløb begyndte at gaa bedre, og vi kunde tjene en rimelig Løn, da var Forretningsføreren saa fræk at forandre Priskuranten, saa at vi kom til at arbejde meget billigere, og naar vi foreholdt ham, at det var urigtigt at forandre Priskuranten uden at sige os det, saa fik vi det noble Svar af ham, at var vi ikke tilfredse, saa kunde vi gaa. Man ser heraf, at saa længe vi har fundet os i alt, saa har det været godt, men saa snart som vi forlanger at blive respekterede som Mennesker, saa smider de os paa Gaden, ja de gaar videre endnu, de vilde ogsaa sende os ud af Landet. Det fremgaar jo af det hele, som om Bestyrelsen af en eller anden Grund har ønsket en Strejke, og derfor har blevet ved at trodse os saa lange, til vi saa os nødsagede til at nedlægge Arbejdet.
Strejkekomiteen.
(Social-Demokraten 13. september 1893).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar