En slem Historie for Politiet
Vi meddelte i Søndags følgende Nyhed, hvis Ophav er Politiets egne Protokoller:
I Gaar Morges Kl. henad 3 drog et højrøstet og støjende Selskab af Herrer og Damer gennem Nygade og Vimmelskaftet kommende fra en Natbeværtning og tilsyneladende ikke saa ganske ædru. Da den posthavende Betjent anmodede Selskabet om at optræde noget mindre støjende, tog et Par juridiske Studenter Ordet, nægtede at passere Gaden og brugte Ukvemsord mod Betjenten, hvoraf Følgen blev, at de begge blev ført til Politistationen paa Nørregade, hvor de i nogle Timer blev overladt til deres egne Betragtninger.
Bag denne lille, uskyldige Notits gemmer sig imidlertid en større Affære, som for det første er et nyt Vidnesbyrd om Raahed i Politietaten, og som for det andet sikkert vil drage ubehagelige Følger for vedkommende Politimænd efter sig. De to i Notitsen omtalte Studenter er nemlig Sønner af selve Justitsministeriets Departementschef C. F. Ricard, og de har indsendt en Klage til Politidirektøren. Af den faar man et helt andet Indblik i Sagen, og da der er al Grund til at tro, at de to unge Mænd, Stud. theol. O. H. Ricard og Stud. jur. F. C. J. Ricard, har givet en fuldstændig sandfærdig Fremstilling af det passerede, kan man i en vis Forstand glæde sig over, at det netop er dem, som er bleven ilde behandlet af Politiet. Thi naturligvis vækker det mere Opsigt, naar der gøres Uret mod selve Justitsministerens Departementschefs Sønner, end naar der gøres Uret mod et Par fattige Arbejdere, og Opsigt maa der til for at komme Uretfærdigheden hos Retshaandhæverne til Livs.
Begivenheden, hvorom Klagen drejer sig, fandt Sted Natten mellem den 15. og 16. ds. og dens Hovedindhold er følgende :
Kl. var mellem 2 og 3, da de to Studenter passerede Hj. af Kongens Nytorv og Østergade. De blev her tiltalt af en islandsk Student, som forsøgte Tilnærmelser overfor en Kvinde, men de indlod sig ikke med ham. I Vimmelskaftet lagde de saa Mærke til, at nogle der staaende Betjente opfordrede Kvinden til at "passere Gaden" samt tilføjede hende Slag og Skub i Ryggen. Pigebarnet græd og sagde, henvendt til Brødrene Ricard: "Saadan bliver man behandlet". Stud. jur. Ricard tilbød derefter Pigebarnet at gaa ved Siden af ham og Broderen, indtil hun kom forbi, men dette ærgrede aabenbart en af Betjentene, som raabte et Skældsord efter Brødrene. Da stud. theol. Ricard nærmede sig Betjenten for at se hans Numer, kaldte Betjent 208 ham for næsvis og bød ham "passere Gaden".
Imens var stud. jur. Ricard og det omtalte Pigebarn bleven antastet af Betjent 497, som ogsaa bød dem det stadige "passer Gaden!" og brugte Udtrykket "saadan en Fyr, der gaar med løsagtige Fruentimmer". Stud. jur. Ricard svarede høfligt, at han formentlig havde Lov at gaa med Pigebarnet, hvorhen han vilde, men da Betjenten truede ham med Stationen, gik Studenten straks ind herpaa og erklæredes da for anholdt. Den omtalte Kvinde var imens forsvundet. Studenten tog imidlertid sin Broder og en Hr. Wilhelm i, der stod blandt de omstimlende Mennesker, til Vidne paa det passerede. Heraf tog Betjent 208 Anledning til at gribe stud. theol. Ricard i Kraven og erklærede ogsaa ham for anholdt, idet han udtalte, at den næsvise Knægt godt kunde følge med."
De Anholdte førtes til Nørregades Station, og paa Vejen holdt Betjentene dem haardt i Armen. Da stud. jur. Ricard klagede over det haarde Tag, erklærede Betjenten, at "nu skulde han faa at føle, hvordan man klemte stærkt" og tog derpaa saa haardt, at der bagefter var synlige Mærker deraf. Tillige slog han 2 Gange Studenten i Ansigtet, skønt begge Brødrene fulgte godvilligt med og ikke var berusede.
Paa Stationen blev de to unge Mænd kastede ned paa en Træbænk, og da man rev Huen af Teologen, anmodede denne om en heftigere Behandling. Nr. 208 svarede ved at give ham en Lussing. Under Rapporten til Overbetjenten blev Brødrene tiltalt raat, Juristen fik af 208 et Slag i Hovedet, og Teologen ruskedes, saa han vaklede, hvorpaa Betjenten erklærede, at "han er saa fuld, at han ikke kan staa paa Benene." Da Brødrene opgav deres Faders Navn, erklærede Overbetjenten, at om de saa var Sønner af 14 Departementschefer skulde han nok tumle dem. Han beordrede dernæst, at de Anholdte skulde blive paa Stationen; den ene af dem blev saa smidt ind i den forreste, den anden i den bageste Vagtstue. Juristen blev grebet i Brystet og kastet ned paa en Bænk. Alle Genstande, de havde paa sig, blev dem frataget.
Mens de to Anholdte nu sad i Kasjot, var de Genstand for megen Chikane. Bl. a. blev Theologen af den vagthavende Betjent 411 rusket i Armen og anmodet om ikke at spille Halløj med Politiet. Han havde været saa uforsigtig at bede om et Glas Vand. Broderen truedes med at blive indsat i Detentionslokalet, hvis han ikke sad rolig. Mennesket havde nemlig tilladt sig at bevæge Benene. Anmodningen om at faa sendt Bud til Forældrene blev ligefrem afslaaet. I al Fald kunde det ikke ske før Kl. 6 om Morgenen.
Da Natbetjentene Kl. 6 kom hjem, blev Brødrene flyttet ind paa en Bænk i Vagtstuen, hvor Betjentene bl. a. børstede deres støvede Klæder af og regalerede de to unge Mænd med diverse Spydigheder. Kl. 6,40 blev der nedskrevet Rapport, og Kl. 6 3/4 fandt endelig Løsladelsen Sted efter ca. 4 Timers Ophold paa Stationen.
Efter at være sluppen ud, gik de to Studenter til Stadslægen og fik Attest for de Knubs, de havde modtaget. Lægeattesten lød bl. a. paa et opsvulmet Øje og blaa Pletter paa Armene. Den er sammen med Klagen tilsendt Politidirektøren.
At denne, efter at have gjort sig bekendt med Affæren, er bleven i høj Grad pinlig berørt, vil fremgaa deraf, at han personlig har taget Undersøgelsen i sin Haand. Det første Forhør over Betjentene fandt allerede Sted i Forgaars.
Og selv Højrepressen er bleven rusket op af sin ellers saa søvnige Ligegyldighed overfor slige Begivenheder.
"Dagens Nyheder" mener, at Begivenheden vil drage alvorlige Følger efter sig for Betjentenes Vedkommende, og Bladet siger, at "den Behandling, der her blev dem til Del, grænser til det utrolige i Retning af Hensynsløshed."
"Avisen" kalder Betjentenes Optræden for "Myndighedsmisbrug" og siger, at
"Grunden hertil er vel ikke mindst, at de to unge Jurister staa vore højeste juridiske Autoriteter saa nær som muligt. Det er, godt at Sagen bliver undersøgt til Bunds: man kan da se, hvorledes Politiet optræder, naar det ikke ved, hvad Folk det har at bestille med."
I denne Udtalelse ligger gæmt en knusende Kritik af det bestaaende Retssystem.
Vi lever jo efter Sigende i en Stat, hvor der hersker "Lighed for Loven". Men hvoraf kommer det da, at der skal ske en saadan Begivenhed som den her nævnte, førend Pressen harmfuld vender sig mod den Slags Politi, som begaar Myndighedsmisbrug, "naar det ikke ved, hvad Folk det har at bestille med"?
"Social-Demokraten" har hyppig fremdraget lignende Politihistorier som den ovennævnte. Historier, der har stillet Politiet i et endnu værre Lys end her er sket. Paa Valgaftenen i April 1892 huggede Politibetjentene ind paa fredelige Arbejdere i Arbejdernes eget Hus i Rømersgade, saa selv Overbetjentene maatte erklære at staa magtesløse overfor deres Undergivnes Bersærkergang, men her fik Politidirektøren ikke travlt med at lede Undersøgelsen.
Naar det derimod gaar ud over Departementschefens Sønner eller naar f. Eks. Politiet vilde storme ind i Hr. Nellemanns Hus for at staa løs, saa skynder den høje Politidirektør sig.
Og vi har de Snese Gange haft Klager i vort Blad over inhuman Optræden af Politibetjente. Det er ikke mere end et Par Maaneder siden, at en svensk Arbejdsmand blev banket af i Viborggade. Han indgav Klage. Dommeren i den offenlige Ret afviste den. Han skrev her i Bladet. Ingen tog Notits af ham. Han stævnedes til et Møde i Retten og dømtes, som det altid gaar, naar først den offenlige Ret har faaet en stakkels Djævel fat, til en Bøde. En af vore egne Medarbejdere blev en Gang i Sommeren 1892 uden mindste Anledning overfuset af en Betjent og groft behandlet. Sagen hævedes. Der manglede naturligvis, som al Tid, Vidner. Tilsidst bliver det en ligefrem Sport for Politiets daarligere Elementer, særlig om Natten, at overfuse Vejfarende, enten uden egenlig Grund eller ved at gore det mest mulige ud af en Ubetydelighed, som et forsonligt Ord straks kunde fjærne.
Er de hæderlige Elementer i Politietaten tjent med en saadan Optræden? Vi tror det ikke. Men skønt vi derfor er glade over d'Hrr. Ricards resolute Optræden, tør vi ikke love os det ud af Sagen, at Arbejdere og Smaafolk vil faa det synderlig bedre med de daarlige Ordenshaandhævere.
For disse Godtfolk vil fremtidig blot tage sig i Agt for de fine Frakker og være forsigtige, "naar de ikke ved, hvad Folk de har med at gøre."
Politidirektøren, der jo nu har vist at være en Retfærdighedens ivrige Forkæmper, maa derfor skære dybere, hvis han vil Myndighedsmisbrugene til Livs.
I en anden Artikel her i Bladet om Ordenspolitiet vil man se, hvad selv et Højreblad mener om den Side af Sagen, der vedrører Politiets Organisation.
"Ordens"politiet.
. . . Politiet maa omhyggeligen vogte sig for at fortrædige Befolkningen ved ufornøden Indblanding i Forhold, der ikke krænker den offenlige Orden.
Politi-Instruks af 7de Juni 1869.
Politiaffæren mod de to Studenter Ricard har givet Højrebladene Stof til Eftertanke. I Aftes har "Nationaltidende" endogsaa hele 2 Artikler om Politiet, en om dets Organisation og en om de Instrukser, det burde holde sig efterrettelig.
Den første Artikel er betitlet "Ordenspolitiet" og kritiserer træffende hele det Grundlag, hvorpaa Politiets Organisation hviler.
"Nationaltid." mener, at Hovedskavanken er den Maade, hvorpaa Politiet rekruteres. Det er væsentlig Bønderkarle, som efter endt Soldatertjeneste faar Pladser som Betjente, og da de ikke har Dømmekraft nok om, hvorledes de skal tage det københavnske Publikum og desuden er vant til militært Despoti, bliver de daarlige Ordensvogtere, saa sandt som uoplyste og tyranniserede Mennesker i Reglen misbruger den Magt, de eventuelt faar i Hænde.
Saadan ser Højrebladet paa Rekrutteringen af Politiet.
Men hvorfor rekrutteres Politiet da ikke paa en mere betryggende Maade? spørger "Nationaltid.". Og Svaret er:
"Ganske simpelt fordi den Gage, der bydes - 700 Kr. - er saa ringe, at mere formaalstjenlige Folk ikke kan faas. En Karl fra Landet, der er vant til at faaet Par Hundrede Kroner i Løn om Aaret, og hvis Fordringer til materielt Velvære kun er smaa, han lader sig lokke af de 700 Kr. og maaske af den Myndighed, han bliver forlenet med, men andre ikke."
Saadan mener Højrebladet om Hr. Nellemann som Arbejdsgiver.
Og i Tilslutning til, hvad vi har skrevet for Aar og Dag siden, skriver "Nationaltid." følgende om Politiledelsen:
"En anden Grund til de menige Betjentes Higen efter at komme Folk til Livs, maa søges i den Omstændighed, at der fordres et vist Antal Rapporter af dem om Dagen. Hvis en Meddelelse, vi har faaet, er rigtig, hvad vi har al Grund til at tro, saa er der endogsaa en Politikreds her i Byen, hvor Assistenten forlanger 10 Rapporter af hver Betjent fra en Dagvagt og 5 fra en Nattevagt. Kan en Betjent ikke berette om saamange Forseelser begaaede af Byens Borgere i den Tid, han har haft Vagt, saa faaer han en for ham nedsættende Vedtegning i Assistentens Protokol. Men denne Ordning kan jo kun føre til, at Gadebetjentene gaar i stadig Spænding for at finde noget at notere; og at de ofte kommer til at forulempe Folk uden Grund, er indlysende. Dette fremgaar ogsaa deraf, at en Mængde af de Sager, der er indankede for den offenlige Ret ganske simpelt afvises. I sidste Instans er det vel nok den meget strænge Politiinstruks, der er Skyld i dette Forhold, men Politiassistenterne burde vide at lempe sig; forstaar de ikke det, bør Inspektøren for Ordenspolitiet tage sig af Sagen.
Skønt Højrebladet er forsigtigt i sin Udtryksmaade kan man dog let se, at det i ovenstaaende Udtalelser ligefrem beskylder Politiledelsen for at tvinge Betjentene til at begaa Myndighedsmisbrug.
Der er iøvrigt det at bemærke til "Nationaltidende"s Udtalelse om Bønderkarlene, at det desværre synes, som om i det Hele taget de mindre gode Elementer faar Lov at flyde ovenpaa. I Sagen med de to Studenter har f. Eks. den ene anklagede Betjent et lavt Numer (208), saa han er næppe helt ung i Tjenesten. Og de andre synes heller ikke at være Aarsunger.
Der er Grund til at tro, at det er Politiledelsen, som bærer Hovedansvaret for den Aand, der synes at raade hos en Del af Korpset. Den lave Løn og Arbejdsmaaden med Rapporterne bærer efter vor Mening Hovedskylden. Publikums Indignation bør derfor naturlig gaa lidt højere end til Politistationerne. Det kan forstaas, at naar Statens øverste Ledere ikke respekterer Lovenes Instrukser, men i aarevis har krænket Befolkningens Retsfølelse, saa har de nidkære provisoriske Betjente og den gamle raa Zünstighed hos visse Politimænd ikke nødig at tage saa meget Hensyn til Folk.
Men derom siger "Nationaltidende" intet.
(Social-Demokraten 21. september 1893).
Departementschef Christian Frederik Ricard (1830-1908) var 1865 blevet først konstitueret, senere chef for ministeriets 1. departement. Han havde indflydelse på de forskellige justitsministre der sad i hans embedstid indtil 1904.
Hans søn Frederik Cecil Jean Ricard (1870-1931) blev student 1887, cand. jur. 1895. Han blev 1910 overretssagfører, 1913 birkedommer på Læsø, 1915 assessor i landsoverretten i Viborg og 1919 dommer i vestre landsret. Han var under pseudonym desuden medforfatter på et halvt hundrede revy- og teaterstykker.
Lillebroderen Olfert Herman Ricard (1872-1929) blev cand. theol. 1895. 1896-1908 var han sekretær ved Københavns KFUM, 1902-1915 generalsekretær for KFUM i Danmark. Han var 1908 kapellan ved Sankt Johannes Kirke, 1917 sognepræst ved Garnisons Kirke. Han er begravet på Vestre Kirkegård.
Politidirektør Eugen Petersen benægtede i Social-Demokraten den 22. september 1893 at der stilledes krav om et vist antal rapporter om dagen. han forholdt sig dog ikke i øvrigt til affæren med de to juridiske studenter.
Den 21. september 1893 blev Nørregades politistations overbetjent Carl v. Huth, inspektionsbetjent Andersen og betjent Fensmark afskediget pga. misbrug af politimyndigheden overfor de to studenter. Betjent Olsen fik en mulkt på 15 kr. for at have kaldt dem for stropstudenter. Overbetjenten blev afskediget for ikke at have påtalt forulempelserne. Inspektionsbetjent Andersen var blandt de betjente som var trængt ind i forsamlingshuset i Rømersgade og slået løs på deltagerne. Da der efterfølgende blev klaget, afvist politidirektør Eugen Petersen anklagen. Den ene af de afskedigede betjente androg om kriminel undersøgelse:
Sagen Ricard.
Andragende til Justitsministeren om kriminel Undersøgelse.
Den ene af de 3 afskedigede Politifunktionærer har i Gaar indgivet følgende Andragende:
Til Justitsministeriet!
Jeg undertegnede Niels Peter Hansen Fensmark, boende Knabrostræde 21, 2. Sal, er den 23. d. M. efter Politidirektørens Ordre øjeblikkelig afskediget af Politiets Tjeneste i henhold til en en Klage fra d'Hrr. Stud. jur. Brødrene Ricard, til hvis Anholdelse Natten mellem den 15. og 16. September d. A. jeg i min daværende Egenskab af patruljerende Politibetjent har medvirket.
Jeg anser mig for i høj Grad forurettet ved denne pludselige Afskedigelse, der er foregaaet uden at jeg har faaet Lejlighed til at forsvare mig eller føre Vidner mod de mod mig fremsatte Beskyldninger for Overtrædelse af min Instruks.
Jeg tillader mig derfor at andrage om, at Sagen maa komme til Behandling ved et Kriminelkammer, saaledes, at hele Affæren kan blive fuldt belyst ved Vidneforklaringer, og hvorved der efter min Formening sikkert vil fremkomme et ganske andet Syn paa min og d'Hrr. Ricards Forhold ved den Lejlighed.
Til Støtte for dette mit Andragende om kriminel Undersøgelse tillader jeg mig at anføre følgende Punkter:
Den ene af d'Hrr. Ricard har tidligere gjort sig skyldig i Gadeuorden i Farvergade, hvor daværende Politibetjent 185, Frederiksen, anholdt ham og indbragte ham til Stationen. Ved en anden Lejlighed har endvidere en af d'Hrr. forstyrret Forestillingen i Nørrebros Teater, hvilket foranledigede hans Anholdelse ved Inspektionsbetjent 108, Jensen, og Ricard idømtes en Bøde i den offenlige Politiret.
Angaaende Affæren, der medførte min Afskedigelse, tillader jeg mig at paapege følgende :
Da d'Hrr. Brødrene Ricard - af hvilke den ene var beruset - Natten mellem den 15. og 16. September d. A., Kl. 2 2/4, passerede Vimmelskaftet i Følge med et større Selskab og et Fruentimmer, gjorde de sig skyldige i Gadeuorden ved at skraale op, støje osv. Mine gentagne Paamindelser om at de skulde forholde sig rolige, frugtede intet, og da den ældste af Brødrene Ricard endvidere truede mig med Afskedigelse, fordi jeg udførte min Pligt, fandt jeg mig foranlediget til at anholde ham.
Den yngste af Brødrene Ricard kom nu til og forsøgte at forhindre Anholdelsen ved at gribe fat i Broderen for at trække ham fra mig. I Følge Instruksen er jeg i et saadant Tilfælde endog berettiget til at bruge mit Vaaben. Dette gjorde jeg imidlertid ikke, og dette mener jeg taler til min Fordel. Jeg indskrænkede mig derimod til kun at holde fast i den ældstes Arm, dog ikke fastere end det var nødvendigt for at forhindre ham i at undløbe. Og jeg var saa meget mere nødsaget til at holde den Anholdte i Armen, som han anraabte sine Kammerater i Selskabet om at komme sig til Hjælp, og jeg altsaa med Grund kunde befrygte, at han ved Flugt vilde forsøge at unddrage sig Anholdelsen.
Paa Stationen viste det sig, at den yngste Ricard var i saa høj Grad beruset, at han bl. a. dinglede ind over Skrivebordet, hvor daværende Overbetjent Huth sad og skrev. Hr. Huth maatte skyde ham fra sig og rejse ham op.
Jeg tillader mig at gøre opmærksom paa, at de her omtalte Punkter ikke er kommen frem ved Politidirektørens Undersøgelse; men jeg formener, at de i en meget væsentlig Grad maa være i min Favør.
For det første har den yngre Ricard søgt at forhindre en Anholdelse, og herfor maa han være strafskyldig. For det andet har den ældre Ricard søgt at unddrage sig sin Anholdelse ved at tilkalde Hjælp fra sine Kammerater, hvilket ogsaa var utilbørligt. Jeg var altsaa nødsaget til at tage ham i Armen.
For det tredie var som sagt den ene af Brødrene kendelig beruset.
For det fjerde omtaler d'Hrr. Ricard i deres Klage kun, at der har været et Selskab paa 3 Personer i Vimmelskaftet, medens der i Virkeligheden var 10-12 Personer samlet, der omringede det omtalte Fruentimmer.
Det her anførte anser jeg maa være tilstrækkeligt til at begrunde en kriminel Undersøgelse, hvor jeg kan saa Lejlighed til at fremføre Vidner og forsvare mig. Jeg er fuldt og fast overbevist om, at Resultatet af en saadan Undersøgelse vil bevise, at jeg har handlet fuldt forsvarligt og i Følge min Instruks.
I Henhold hertil andrager jeg om, at ovennævnte Sag maa komme til Behandling ved et Kriminelkammer.
Hr. Fensmark har ikke henvendt sig til sine to afskedigede Kolleger om i Fællesskab at foretage denne Henvendelse til Justitsministeren, da Overbetjent v. Huth for Tiden stræber efter at faa sin Pensionsret anerkendt, medens Inspektionsbetjent Andersen antagelig ikke vil foretage videre i Sagen.
Hr. Fensmarks Ønske om en kriminel Undersøgelse og Dom vil sikkert kunne paaregne Offenlighedens fulde Sympati. Politidirektøren er i Følge Lovgivningen ikke berettiget til i et Tilfælde som nærværende at benytte Afskedigelse som Straf. Saa meget mere uberettiget vil man derfor anse denne pludselige Haardhjærtethed, som den anvendes i en Sag, hvor Talen er om hans Departementschefs Sønner. Netop her burde Politidirektøren have holdt sig tilbage og overladt Afgørelsen til Domstolene, under hvilke Sagen henhører i Følge Loven af 11. Februar 1863, § 16.
Politidirektøren har ikke indset dette. Forhaabenlig vil Justitsministeren kunne forstaa, at just denne Udvej er den heldigste ikke mindst for Politiet selv.
Der er her det besynderlige Tilfælde, at Departementschef Ricard i Følge sin Embedsstilling modtager Andragendet eller i al Fald skal udtale sig om det; men det er jo sikkert nok, at ingen mere end han vil tilraade, at Betjent Fensmark faar sit Ønske opfyldt.
(Social-Demokraten 28. september 1893).
Den 6. oktober 1893 henvendte Fensmark sig i justitsministeriet. Departementschef Ricard henviste ham til justitsminister Nellemann. Denne ville ikke udtale sig at klagen var overgivet til politidirektør Eugen Petersen til undersøgelse. Den 31. oktober 1893 fik Fensmark meddelelse om at Eugen Petersen havde ikke fandt anledning til nogen undersøgelse.
I mellemtiden havde v. Huth tilstillet Magistraten og Borgerrepræsentationen et andragende. Det blev afvist, og han måtte lade sagen gå til højesteret. v. Huths sag synes i følge Social-Demokraten 27. august 1901 at være endt med at han i al diskretion (fra politidirektørens hemmelige kasse?) fik udbetalt pensionspenge hver måned. v Huth tog sig affæren meget nær. Han blev ansat som forvalter i kulfirmaet Flindt & Drost i 1894 og en kort periode efter. Hans helbred var imidlertid ikke godt og han åbnede en cigarforretning ved Langebrogade på Christianshavn. Han fik tilkendt 500 kr. om året af kommunalbestyrelsen et par år indtil han døde i 1906.
Andersen anlagde sag ved retten for tabt arbejdsfortjeneste. Her blev Eugen Petersen frikendt i 1901, altså 8 år efter. Han arbejdede en tid som kontrollør ved Tivoli. Sagen var enestående i den forstand at ingen andre klager over politiets myndighedsmisbrug fik dette udfald.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar