Vilhelmine Møller (8. oktober 1845 - 24. december 1936) ansås som for barn og ung for at have en aparte fremtoning. Forældrene satte hende i pleje hos bedsteforældrene. Hun blev fængslet som 20-årig tjenestepige fordi hun havde stjålet mad til sin moder, der da var blevet enke med fire små børn.
Hun begyndte at komme i den indremissionske pastor Rudolph Frimodts menighed og senere tilknyttet en pigehøjskole. I 1880 blev hun ansat som plejemoder på børnehjemmet Godthaab på Frederiksberg. I 1881 blev hun leder af det nyoprettede drengehjem Kana på Østerbro.
1889-1890 var hun med i den første bestyrelse for Kvindevalgretsforeningen. Hun skrev i foreningens blad Hvad vi vil og i tidsskrifter for børnesagen. På grund af hendes humane synspunkter var hun en agtet person i børnehjemskredse. I 1893 tilstod hun at have myrdet en af børnehjemmets drenge for at skjule at hun havde stået i seksuelt forhold til ham.
Mord!
En Kvinde som Sædelighedsforbryder og Norder.
Vi omtalte i Søndags, at Forstanderinden for Børnehjemmet "Kana" paa Østerbro, Frøken Vilhelmine Møller, var bleven anholdt sigtet for Sædelighedsforbrydelse begaaet med en af Anstaltens Drenge.
I Gaar er denne Sag bleven fuldstændig oplyst.
Politiet meddeler
derom følgende:
I Midten af f. M. henvendte Bestyrelsen af Børnehjemmet "Kana" sig til Københavns Politi i Anledning af, at der var kommet Bestyrelsen Rygter for Øre om, at der mellem Asylmoderen Børnehjemmet "Kana" paa Strandvejen og en 15aarig Dreng i Hjemmet - Volmer Sjøgren - der pludselig var afgaaet ved Døden den 28de Februar d. A. skulde have bestaaet et usædeligt Forhold, og at hans pludselige Død mulig stod i Forbindelse hermed.
Asylmoderen nægtede saavel overfor Bestyrelsen som overfor Politiet, at der der var noget sandt i de mod hende rejste Beskyldninger; men da der gennem Politiet skaffedes forskellige graverende Oplysninger, blev hun anholdt af Politiet og den 22. f. M. arresteret, hvorefter Undersøgelsen mod hende henvistes til 4de Kriminelkammer, i hvilket Assessor Thiele er Undersøgelsesdommer.
Ogsaa her nægtede Arrestantinden i Begyndelsen sin Brøde; men hun tilstod dog kort efter, at der mellem hende og nævnte Dreng havde fundet et Forhold af nævnte Beskaffenhed Sted. Til Oplysning i Sagen foranstaltede Retten Liget af Drengen, der var begravet den 5te f. M., opgravet og obduceret. Ved Obduktionsforretningen, der foretoges den 20de f. M., lod Dødsaarsagen sig ej bestemt konstatere; men det oplystes dog, at den Formening, der var udtalt i den Attest, der udstedtes af den ved Dødsfaldet tilkaldte Læge, nemlig at Døden skyldtes en Blodprop, var urigtig. Forskellige Dele af Liget blev tagne i Forvaring, for at undersøges i Steins Laboratorium.
Arrestantinden, der blev holdt uvidende om, at Drengen var opgravet og obduceret, blev samme Dag konfronteret med Liget i St. Johannes Stiftelsens Lighus; men paastod der, at hun var uskyldig i hans Død, og at hendes strafbare Forhold til Drengen indskrænkedes til det, hun da havde tilstaaet. I et Forhør i Lørdags fastholdt hun sine tidligere Udtalelser; men i Aftes har hun, efter selv at have fremsat Ønsket om at blive stillet for Forhørsdommeren, for ham afgivet Tilstaaelse om, at hun, der stadig pintes af hvad der i sin Tid var forefaldet mellem hende og Drengen, og frygtede for, at Drengen, der skulde være konfirmeret den 9de d. M. og have forladt Hjemmet til Maj d. A., i sin Tid skulde røbe, hvad der var sket mellem dem, den 26de Februar om Formiddagen i noget Frugtsaft m. m., som hun gav Hjemmets ældre Drenge at drikke den Dag i Anledning af det mindste Barns Fødselsdag. har i det Glas, Drengen Volmer fik, blandet en Dosis Mikstur, hun selv havde faaet efter Recept, for at benytte som Sovemiddel, og derefter, medens han laa og sov, lagt et Par stærkt sammenlagte Uldtæpper tæt om hans Hoved, for at han "skulde sove hen". I hendes Hjem er forefundet en Medicinflaske med en lille Rest af den nævnte Mikstur.
Med denne Sag, som nu ved den Sigtedes egen Tilstaaelse er fuldt oplyst, forholder det sig saaledes.
Børnehjemmet "Kana" blev oprettet for 10-12 Aar siden af en Del varmhjærtede Mand og Kvinder, som fandt det uheldigt, at medens der i København og Omegn fandtes flere Børnehjem for Pigebarn, var der intet for Drenge. Institutionen har ogsaa slaaet godt an og Foreningen har nu Hjem paa Ceresvej (Frederiksberg), i Baldersgade 16 og paa Strandvejen 30 I dette sidste Hjem har den ovennævnte Bestyrerinde, Frøken Vilhelmine Møller, været ansat siden 1881. Hun blev af alle dem, der kom i Berøring med hende, anset som en i høj Grad brav, dygtig og samvittighedsfuld Kvinde. Hun var høj, svær, og gjorde et mandhaftigt Indtryk. Paa Talerstolen havde hun i fortrinlig Grad Ordet i sin Magt, og skønt hun maaske nok nu og da var lidt stræng ved Børnene, hængte de dog ved hende med stor Kærlighed.
Opdagelsen.
I Slutningen af Februar Maaned døde Drengen Volmer. Han var omtrent 15 Aar, skulde have været konfirmeret i Foraaret og derefter til Søs. Volmer døde pludselig. Om Middagen Kl. 12 gik han til Sengs og Kl. 4 var han død.
Efter dette pludselige Dødsfald kom en Kone, der havde havt 2 Sønner paa "Kana" op til Bestyrelsens Formand og erklærede, at hun havde følt sig saa ilde berørt af Volmers Død, at hun nu maatte sige, hvad hun vidste om Frk. Møller. Og mi forklarede Konen, at hun for et Aars Tid siden havde hørt sine Sønner tale hemmelig sammen om, at de vidste noget om "Moster"s (saaledes kaldtes Bestyrerinden mellem Børnene) Forhold til Volmer. Hun tillagde ikke dengang Samtalen nogen Vægt, men da hun nu hørte, at Drengen var død pludselig, følte hun sig forpligtet til at tale.
Formanden blev naturligvis i høj Grad bestyrtet over hvad han hørte og sammenkaldte øjeblikkelig Bestyrelsen og afholdt Forhør over Frk. Møller. Under Forhøret var hendes Svar afvigende og usammenhængende. Den ovennævnte Kones to Sønner, der begge er konfirmerede, blev kaldt ind og forklarede, at Volmer til dem havde sagt, at han havde havt legemlig Omgang med "Moster". Bestyrelsen spurgte nu Frk. M., om hun troede Drengene løj, og hertil svarede hun: Nej! men derimod mente hun, at Volmer godt kunde have fundet paa at fortælle dem noget saadant, da han, efter hendes Udsagn, ofte løj. Et af Bestyrelsens Medlemmer rejste nu det bestemte Spørgsmaal til Frk. M. om hun havde havt Omgang med Volmer, hvorpaa hun svarede, at "et saadant Spørgsmaal vilde hun skamme sig ved at svare paa". Da hendes Opførsel tilmed var noget besynderlig fandt Bestyrelsen det raadeligst at lade hende indlægge paa Kommunehospitalet til Undersøgelse af Sindssygelæge Pontoppidan. Efter en halv Snes Dages Forløb blev hun udskrevet og Pontoppidan erklærede da, at hun var normal, men derimod havde han opdaget at hun drak i en saadan Grad, at dette maatte have Indflydelse paa hendes Sindstilstand. Hun benægtede imidlertid Rigtigheden heraf og Bestyrelsen mener heller ikke nogensinde at have sporet noget saadant.
Da Hospitalsopholdet ikke havde givet noget egenligt Støttepunkt til Bedømmelse af hendes Stilling, følte Bestyrelsen det som sin Pligt at overgive Sagen til Politiet og indgav derfor den Klage, der bevirkede, at hun førtes lige fra Hospitalet til Arresten. Her har hun nu erkendt sine Forbrydelser. Dels at hun har havt Omgang med Drengen og dels at hun har ombragt ham for ikke at blive opdaget.
Bestyrelsen har holdt Forhør over over Drengene og spurgte, hvorfor de af dem, der vidste noget, ikke havde talt enten til Bestyrelsens Medlemmer, der hver Uge kom i Hjemmet eller til andre om Sagen, og herpaa har de bestandig faaet det Svar: "Vi nænte ikke at gøre det fordi Moster var saa god mod os allesammen."
Saasnart Bestyrelsen havde afholdt sit Forhør over Frk. Møller og der faaet den rejste Mistanke bestyrket, lod de straks foretage en fuldstændig Udrensning af Hjemmet paa Strandvejen. Medhjælpersker, Tyender og andre blev øjeblikkelig afskediget og andre antaget i deres Sted, og Frk. Hansen, der hidtil har bestyret et af de andre Hjem blev foreløbig ansat som Bestyrerinde.
Forhaabenlig staar man her overfor et enestaaende Tilfælde, der, hvor grimt og uhyggeligt det end er, ikke vil øve nogen Indflydelse paa den hele Institution, og i hvert Fald maa man indrømme, at der er handlet med den Energi og Omtanke, man kan kræve af Personer, der paatager sig et saa ansvarsfuldt Hværv som at opdrage ulykkelige eller forældreløse Børn.
(Social-Demokraten 5. april 1893).
Volmer Sjøgren blev begravet på Vestre Kirkegård. Det var her liget blev opgravet den 29. marts 18893 og obduceret. Politiken og Social-Demokraten skrev om sagen hver dag. Bl. a. blev den myrdedes moder og ansatte på børnehjemmet. Man mente at Vilhelmine Møller var blevet fordærvet af sin medhjælperinde enkefru Mackwitz - "den intime Veninde”. Der blev skrevet i hvert fald en skillingsvise om sagen.
Dengang var der i hele landet lidt over 50 børnehjem drevet for private midler fra velhavere. Det var først med Børneloven (1905) at børneforsorg blev et offentligt anliggende. Politisk fandt mordet på Kana sted på et for børnehjemssagen uheldigt tidspunkt.
Mordersken fra "Kana".
Sidste Nr. af Kvindebladet "Hvad vil vil" bringer nedenstaaende interessante Skildring af Frøken Vilhelmine Møller, der myrdede sin Elsker, den 15aarige Dreng Volmer Sjøgren. Artiklens Forfatterinde er Bladets Redaktør, Fru Johanne Meyer.
Frk. Vilhelmine Møller.
En æret Indsender bebrejder "Kvindebladet", at det ikke har udtalt sig om den uhyggelige Sag i Børnehjemmet "Kana", og spørger, om dette ikke er Fejghed.
Det er imidlertid en ganske anden Grund, der har bragt Bladet til at tie.
Jeg er nemlig af den Mening, at en Redaktør bør skrive i Overensstemmelse med den Kreds, for hvilken Bladet er Organ. Dette har jeg haft en bestemt Følelse af ikke at kunne i dette Tilfælde, idet et personligt Venskabsforhold til Frøken Vilhelmine Møller gennem en lang Aarrække vanskeliggør mig en Udtalelse fra et objektivt Standpunkt. Jeg har kendt hende som en begavet og sandhedskærlig Natur, som et saa opofrende og uegennyttigt Menneske, at jeg endogsaa efter hendes grufulde Daad maa sige: jeg har aldrig kendt noget bedre Menneske.
Man vil forstaa, at naar jeg indtager et saadant Standpunkt, sømmer det sig ikke for mig at udtale mig om den foreliggende Sag paa Redaktionens Vegne. At Ordet der imod er frit i Bladet i denne som i andre Sager, har jeg vist ved at give den ærede Indsender Lov til at udtale sig; men føler mig saa med det samme forpligtet til at svare, da jeg tror at have set dybere i Vilhelmine Møllers Sjæl end de fleste andre Mennesker. Jeg maa selvfølgelig bede mine Læsere forstaa, at jeg her ikke taler som Redaktør af Kvindebladet "Hvad vi vil", men at min Udtalelse kun er et personligt Vidnesbyrd, som Offentligheden kan tillægge saa lidt eller saa megen Vægt, den vil.
Først maa jeg svare E. W., at jeg ikke er enig med hende i, at vi Kvinder maa føle mere Skam, end hvis det var en Mand, der havde begaaet denne Forbrydelse. Personlig føler jeg Sorgen og Skammen lige dybt, enten det er en Mand, der ødelægger Smaapiger, eller en Kvinde, der ødelægger Smaadrenge. Jeg har aldrig sat Kvinden højere end Manden; tværtimod har jeg atter og atter betonet baade offenligt og privat, at vi forlanger samme Moral for Mænd som for Kvinder. Tilbøjeligheder og Lidenskaber er vel ens i Menneskenaturen, og disse kan være lige svære at beherske for begge Køn, og mon ikke netop Aarsagen til megen Urenhed i Samfundet er, at Forholdene tvinger den ærbare Kvinde til Askese, medens Manden i tøjlesløs Lidenskab nøjes med de Kvinder, der er tilfals for Penge paa aaben Gade?
Var Samfundsmoralen derimod saa menneskelig, at der var Ligestilling mellem Kønnene saaledes, at et naturligt rent Forhold i Sympati og virkelig Tilbøjelighed var muligt for de mange, da saa det vistnok bedre ud i vort Samfund.
Jeg ser mig ikke i Stand til hverken at forsvare eller forklare Vilhelmine Møllers Færd, den er mig en psykologisk Gaade, men jeg vil prøve paa at give nogle Oplysninger om hendes Person, der maaske for andre kan være et Vink til at forstaa lidt af den mærkelige Personlighed.
Hun er født i smaa Kaar og har levet en glædeløs Barndom, puffet og stødt som den grimme Ælling i Andegaarden for hendes sære Skikkelses Skyld. Kun altfor tarvelige Skolekundskaber fik hun i Barndommen for denne rige og tørstende Aand, der sikkert kunde have bragt det vidt i Kundskabsfylde I Ud at tjene for sit Brød halvt som Barn og yderligere taale Regn og Rusk og Tornebuske. Arbejde og atter Arbejde, Nattevaagen og Slid, det bød man i rigt Maal denne taalmodige, kæmpestore, unge Pige, der kunde slæbe for to.
Allerede da grundede hun og tænkte - aah! hvor skal jeg faa Næring for min Aand.
Endelig fandt hun Vej til det religiøse. Kirken og en Menighed blev hendes bedste Sted ; her var der nogen, der tog venligt imod hende, hun var nu ikke længere ene, sammen med andre havde hun nu et Maal at arbejde for.
Og hun var et ærligt Menneske i det religiøse Forhold.
Særlig ømtfølende var hendes Hjærte overfor Samfundets "outcast children", disse hjemløse smaa, der maatte savne en hjælpende Moderhaand. At være noget for dem, det syntes hun maatte være dejligt, hun blev derfor ogsaa virkelig glad ved det, da hun i en Aarrække fik Lejlighed til at uddanne sin Aand, besøge Højskolerne, Vallekilde, Askov og Mors og faa Lov til at arbejde paa sig selv og uddybe sine store Evner for muligvis at paatage sig en opdragende Gærning.
Det var ikke enkelte Venner, hun nu vandt i sin Skoletid, men Hundreder af begavede Mænd og Kvinder ude i Landet blev hendes Venner. Hun var frastødende i sit Ydre, men uendelig sympatetisk, hvis man blot talte med hende i nogle Minuter. Hun tænkte klarere og dybere end de fleste og havde en rammende Vittighed til enhver Dumhed, men hendes Vittigheder saarede aldrig.
Hvilken ung Mand vilde ikke gærne tale med denne vittige og aandfulde Kvinde? Hun var ikke som de andre. Hun kunde behandle baade religiøse og menneskelige Spørgsmaal altid behersket og roligt. Hendes blide Øjne fortalte ikke om Lidenskab os Kamp, og aldrig røbede hun ved et Blik nogen sanselig Tilbøjehed, saa ingen Mand kunde mistænkes for at nære erotiske Følelser for hende; det forbød hendes Karleskikkelse.
Men sæt nu, at hun alligevel havde disse naturlige Tilbøjeligheder i det skjulte, blot stærkere end andre. Sæt, at hun med sin dybe religiøse Poenitense daglig dødede denne erotiske Trang, til den paa Slutningen af hendes Ungdomstid havde naaet Abnormiteten - Børnene - og hun Hysteriets Vanvid.
Alle læssede Byrder paa dette deltagende og hjælpsomme Menneske, baade aandelige og legemlige. Havde de unge en Kærestesorg, saa maatte de til Vilhelmine Møller, thi hun kunde vise dem til nyttigt Samfundsarbejde og Religionens Trøst; hendes stærke Sjæl kunde løfte dem over Sorgen til Frigørelse og Arbejde.
Led gamle Mennesker af Mismod, saa maatte de til Vilhelmine Møller,hun kunde bringe Haab i deres Sind og bringe dem til at le over deres selvskabte Bekymringer.
Var Børn forknytte, eller vilde de have Legetøj og Fornøjelser, saa kunde hun gærne spille Pjerrot á la Volkersen blot for at glæde de smaa.
Men sæt nu, at denne samme Vilhelmine Møller selv bar paa den hemmelige Sorg, at hun ikke havde naaet et Kærlighedsforhold; sæt, at alle disse Venner, der skulde have Trøst, yderligere hidsede og tyngede hendes erotiske Følelser og fremkaldte Nærvesvækkelse og Hysteri?
(Aalborg Amtstidende 3. maj 1893).
Forhørene var afsluttet i begyndelsen af juli 1893. I september 1893 fremkom i aviserne oplysninger om at Vilhelmine havde optrådt som mand overfor Volmer. Omkring oktober 1893 blev hun undersøgt af professor Stadfeldt som i en erklæring skønnede at Vilhelmine Møller var mere mand end kvinde. De misdannede kønsdele var snarere var mandlig. Under navnet Vilhelmi Møller blev han overflyttet fra Kvindefængslet til Mandsfængslet på Christianshavn. Kriminalretten dømte den 4. marts 1894 Vilhelmine Møller til døden.
Vilhelmi Møller.
Kanamorderen bedømt af en Læge.
Edvard Brands skiver i en Anmeldelse af en nylig udkommen Bog af Lege Henrik Stilhoff: "Et Tilfælde af mandlig Hermafroditisme":
Dette Skrift indeholder - man tør vel sige: endelig - en videnskabelig Dom i den berygtede Kanasag. - Dr. Stilhoff har faaet udleveret Sagens Akter, juridiske og retsmedicinske, Forhørsprotokoller og Lægeerklæringer og gennemgaar disse med en virkelig Dommers Upartiskhed. Hans Betragtning af Vilhelmine Møller - der under Sagen forvandledes til Wilhelmi Møller - falder hverken sammen med den offenlige Menings eller den juridiske Domstols, ved hvilken Wilhelmi Møller dømtes til Livsstraf (ved Benaadning formildet til Strafarbejde paa Livstid).
Hans Forbrydelse var, som man vil erindre, at han ved en Fest i Kana d. 28. Februar 1893 havde ombragt Drengen Volmer, til hvilken han havde staaet i et uterligt Forhold, ved Hjælp af en tilstrækkelig stærk Dosis Kloral.
Den offenlige Mening havde to Ankepunkter mod den formodede kvindelige Forbryder, dels naturligvis selve Mordet, dels - og sikkert ikke mindre - hendes Hykleri. Man erfarede nemlig, at Vilhelmine Møller var optraadt som i høj Grad religiøst greben og havde efter bedste Ævne paavirket Børnehjemmets smaa Beboere med Bibelkundskab og Religiøstlet. Men denne Kvinde, der paa en Gang predikede Moral og Religion og samtidig forførte de hende betroede Børn til Utugt for dernæst at dræbe dem - syntes Publikum et alle Lasters Kar, et Uhyre i menneskelig Skikkelse.
Da saa under Sagen det pludselig oplystes, at Forbryderen ikke var Kvinde, men Mand, bemægtigede denne overraskende og helt vidunderlige Hændelse sig hele Interessen ved Sagen. Denne fik ikke alene et mystisk, men næsten obskønt Præg, og da Lægeerklæringerne ikke offenliggjordes, da desuden Bladene naturligt nok nøjedes med Hentydninger, som i øvrigt vel al Tid virker langt obskønere end den ligefremme Sandhed, forvirredes den offenlige Mening mere og mere. Man kunde ikke tale højt om Sagen, og saa døde Interessen bort.
Da Dommen faldt den 22. Juni 1894 - da havde den strafskyldige siddet mere end et Aar i Varetægtsarrest "erfaredes denne Afgørelse med den største Ligegyldighed.
De juridiske Dommere dømte efter Straffeloven; om dens Anvendelse kunde der neppe herske Tvivl i dette Tilfælde, hvor Førbrydesien - Mordet paa Drengen - var aabenbar, tilstaaet og velbetænkt.
Dr. Stilhoff antager imidlertid, at en Jury vilde have dømt anderledes - at Resultatet var blevet et: Ikke skyldig.
Den lille fortræffelig skrevne Afhandling aabner for første Gang Lejlighed til at se Sagens Akter, særligt de veritable Lægeerkleringer. - Den egner sig ingenlunde til Læsning for unge Piger, men den tør anbefales dem, som hint mærkelige Tilfælde interesserede, og som kunde ønske at faa en Art Løsning paa Gaaden.
Umuligt bliver det ber at gaa ind paa Sagen, for saa vidt som det rent legemlige Moment faar Betydning. Kun det kan siges, at Wilhelmi Møller var et bundulykkeligt Menneske og saaledes mishandlet af den ubarmhjertige Natur, at der paa Forhaand syntes at være de formildende Omstændigheder til Stede, hvilke Juristerne ikke fandt. Professor Gædeken hævder ogsaa i en Erklæring, at en Abnormitet som Wilhelmi Møllers "al Tid maa betragtes som en meget stor Ulykke". Denne Betragtning vilde sagtens bleven delt af en Jury.
(Horsens Arbejderblad 14. juni 1895).
Da sagen i 1894 kom for Højesteret, indstillede forsvareren Vilhelmine Møller til rettens mildeste straf med kønsforvekslingen som formildende omstændighed, men han blev dog idømt dødsstraf, senere ændret til livsvarigt tugthus. Se uddrag af hans erindringer andetsteds på bloggen, samt benådningen i 1905.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar