Forfatteren og redaktøren Bertel Elmgaard (1861-1894) var redaktionssekretær ved et provinsblad før han kom til København. Her lærte han Pontoppidan at kende. Han debuterede 1883 med "Tøbrud". Han boede nogle år hos lærer, husflidsmand og forlagsboghandler N.C. Rom (1839-1919), udgiveren af Folkets Almanak. Han var medarbejder ved Morgenbladet under Borchsenius. I 1885 udgav han "Stille egne". I november-december 1887 angreb han i Morgenbladet (25. november 1887) Pontoppidan i en debat om bøndernes usædelighed. Han udgav herefter "Hjemstavnsbilleder fra Jylland i Somrene 1885-86" (1888), "Under Straatag" (1891), og "I Marken" (1894). Efter hans død udkom "Sommer i By" (1896), "Skattegraveren" (1898) og "Fra Stavnsbaandets Tid" (1903).
Bertel Elmgaards Begravelse.
Omkring det store Kapel paa Vestre Kirkegaard samledes i Mandags ved Middagstid vel et Hundrede Mennesker, enkelte sørgeklædte Kvinder iblandt, for at følge Bertel Elmgaards Lig til Graven.
En Kreds af Mennesker, hvoraf de fleste vel mødtes her for første Gang - den ensomt levende unge Forfatters mange spredte Venner, som ingen indbyrdes Forbindelse har haft, som af og til har set hverandre i hans Selskab, og som nu mødtes for sidste Gang med Bertel Elmgaard selv.
- - Saa faa kjendte Ansigter, der er at se, da vi samles inde i Kapellet, i det store, lyse Rum, hvor den fattigt smykkede Kiste staar midt paa Gulvet. Af hans gamle Arbejdsfæller fra "Morgenbladet"s Tid ses Redaktør Otto Borchsenius, Redaktionssekretær Hammershøj, Forfatteren Anton Melbye, Arkitekt Erik Schiødte - af Kredsen fra de senere Aar Maleren R. Christiansen og en Del yngre Journalister, endvidere hans mangeaarige Ven, Forlagsboghandler N. C. Rom, Hans Forlægger Karl Schønberg, Forfatterne, Professor Nicolaj Bøgh, Zacharias Nielsen og Rudolf Schmidt.
Fra Hjemmet ovre i Jylland var der kommet Blomster og et Brev, der meldte, at Elmgaards Fader var syg og sengeliggende og ikke kunde komme med til Sønnens Begravelse.
Stilfærdigt, uden samlende Kraft, synger Følget Ingemanns skjønne Salme "Jeg rejser og ved - ", og saa træder Pastor Prior frem ved Kisten og taler.
Først en Bøn, saa nogle Ord om Livet paa Jorden, om Menneskenes rastløse Færden, deres Lykke og Lidelser, Kampe og Sorger og om den store gaadefulde Rejse, der begynder med Døden.
Saa gaar Præsten over til at tale om Elmgaard selv.
- - - Elmgaards Venner, som var komne herind i Kapellet, stod og tænkte tilbage over det unge Talents første brydsomme Kamp for at komme frem, den korte Arbejdstids Glæde og Energi, de sidste Aars ensomme, glædeløse Liv og den stille bratte Død.
- - - Saa sang vi Salmen "Dejlig er Jorden", og medens de sidste Linier af den gamle Sang lod hen under Hvælvingen, bar Vennehænder Kisten ud - ud i den straalende Foraasssol, nedover Vejene, ind mellem Gravene til et Sted yderst ude, hvor friske Grave ligger Side om Side.
Kisten sænkedes ned. Præsten kastede de tre Skovle Jord paa den, og medens alle i Følget, der herude paa den store, aabne Kirkegaard syntes saa lille, blottede Hovederne, bad han et Fadervor.
Og Bertel Elmgaards mange, spredte Venner, der for første og sidste Gang var samlede om ham, gik hver til sit, ud i den klare Foraarsdag, ud ad de bugtede Veje mellem Gravene. (Dnbr.)
(Aarhus Amtstidende 28. marts 1894)
25 år efter mindedes han således:
En glemt forfatter.
Bertel Elmgaard.
Bertel Elmgaard - kun faa mindes nu hans Navn og hans Arbejde. I vor forjagede Tid falder Støvet hurtigt over en Forfatters Værk, naar Døden har standset hans Pen. Ikke med Urette hedder det i Sangen, at "vore Navne glemmes som Sne, der faldt i Fjor!
Men de faa, der kender Elmgaards Fortællinger, fatter ikke dette. Man forstaar ikke, at en Skribent med et saa ubestrideligt Talent saaledes skal overgives til Glemsel, og allermindst forstaar man det, naar der som her er Tale om et Forfatterskab, der er som skabt for de store Befolkningslag. Hans Fortællingers malende Skildringer, fyldte med Sagnets og Æventyrets Duft, klinger i saa friske Toner, at man føler sig draget af deres Skønhed.
Snart 25 Aar er forløbne siden Bertel Elmgaards Død. Han døde ung, kun 33 Aar. Han voksede op i den minderige Jelling-Egn, og her kunde den stille, opvakte Dreng drømme og digte om Fortidens stolte Dage. "Midtpunktet for min Barndoms Sagn og Historier. Skuepladsen for saa mange drømte og digtede Heltebedrifter." har han senere kaldt Jelling, og han føjer til: "Ingen Sinde vil jeg betræde nogen dansk By eller et Stykke dansk Jord med større og mere ærbødig Forventning."
En af hans Bøger bærer Mottoet: "Lyt til Granens Sus ved din Moders Hytte!" Det Motto kunde alle Elmgaards Bøger bære. Hans Digtning er groet op af hans Hjemstavns Jord, befrugtet af dens Minder og gennemstraalet af den danske Sommers Poesi.
Bertel Elmgaard holdt af at fortælle om svundne Tider, da Livet var mere farverigt, rørte sig mere stærkt og vildt end nu, da Sæd og Skik, Tanker og Tale traadte frem i andre og mindre hverdagsagtige Former. Han fortalte om Dansen under Maitræet, om den Tid, da der blev redet "Sommer i By", om Hoveriets trælse Dage, om stolte, gamle Bondeslægters Saga og om Livet i Højenloftssale, hvor Had og Elskov, Nid og Uskyld har kæmpet saa haard en Dyst.
Og Elmgaard var en af vore dygtigste Bondelivsskildrere. Hans Personer staar altid overordentlig klare og virkelighedstro. Man ser dem levende for sig. Med Sikkerhed og Dygtighed har han forstaaet at tage sine Folk paa Kornet. Han har afluret dem deres smaa Særheder og Ejendommeligheder, saa det undertiden forekommer Læseren, at han har mødt disse Mennesker i det virkelige Liv.
At Elmgaard ogsaa var noget af en Romantiker, mærker man i hans Skildringer af Naturen. Der er ofte en yndefuld Duft over de smaa Naturbilleder, der er flettet ind i hans Fortællinger eller danner Rammen om dem.
Kun to og tyve Aar gammel udsendte han sin første Bog "Tøbrud", som røbede stor Iagttagelsesævne og bar Vidne om et friskt Fortællertalent. Senere fulgte "Stille Egne", "Hjemstavnsbilleder", "Under Straatag" og "Sommer i By", alle indeholdende Skildringer fra Landsbylivet i ældre og nyere Tid; desuden skrev han en Mængde større Fortællinger i forskellige Ugeblade, især "Husvennen", som han senere blev Redaktør af.
Elmgaards Digtning er frisk og tonende som Kilden, hvorom han i et af sine Digte synger:
"Lige kækt du risler og slynger dig frem,
klar som Sølvet blinkende,
glad som Smilet vinkende,
altid med tittende Blomster i din Bræm."
Bertel Elmgaard har fortjent en bedre Skæbne end den Glemsel, der er saa mange Skribenters Lod. Nu har Bladet "Hus og Hjem" paataget sig den smukke Opgave at drage ham frem af Glemselens Mørke, idet Bladet vil udsende til sine Læsere et fyldigt Udvalg af Elmgaards bedste Fortællinger. Herved faar hans Forfatterskab den Oprejsning. som han selv havde fortjent at blive Vidne til.
Anders J. Eriksholm.
(Horsens Folkeblad 13. september 1918).
I Sandvad på hjørnet af Tørringvej og Vongevej blev rejst en mindesten for ham. (Han var født på Tørringvej 42).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar