Hentet af Politiet fra 6 Børn. (Efterskrift til Politivennen)

Vi modtog i Gaar Meddelelse om, at Politiet Kl. 6 Morgen havde hentel en fattig Rengøringskone Mandam Andreasen, der boede i Adelgade 37, 2. Sal.

Aarsagen til Fængslingen blev angivet at være en Skolemulkt paa 5 Kr. 86 Øre, som hun, der sidder med 6 Børn, var bleven skyldig for Børnenes Forsømmelser fra Skolen.

Vi vægrede os straks ved at tro paa Meddelelsens Rigtighed, skønt vi ikke er forvænte med Hensyntagen fra Politiets Side, og sendte en Medarbejder ud for ved Selvsyn at faa Meddelelsen bekræftet.

Den blev det i fuldeste Maal.

Oppe paa 2den Sal i et Baghus til Nr. 37 traf vor Medarbejder Børnene samlede i den usle Lejlighed. 6 Børn fra 4 til 12 Aar sad i Køkkenet og diskuterede paa deres Vis den dem overgaaede Ulykke. De talte om Moderens Graad, om hendes Jamren over de mindste Børn, der nu i 2 Dage skulde undvære den nærmeste Forsorg. De skulde nu for første Gang undvære baade Fader og Moder. Alt var sat ud, hvad der paa nogen Maade kunde gøres i Penge. Bohave og Sengklæder var vandret paa Laanekontoret for at sætte Konen i Stand til at mætte de 6 sultne Barnemunde.

Oppe paa 3die Etage - vi vægrer os ved at bruge Betegnelsen "Sal" om disse usle Huller - boede en Handelskone. Hun var lige saa fattig som den fængslede Mader, men hun havde kun sig selv at forsørge, og havde, rørt af Moderens Jammer, lovet at tilse de mindste Børn, saa vidt hendes Tid tillod det, og hun sagde: Jeg deler mine Skorper med dem alle. Hun fortalte os i faa Ord Moderens Historie.

Det var den gamle Beretning om Fattigdom, Nød og Uenighed.

I Ægteskab med en Farveriarbejder havde hun avlet de 6 Børn, og det tarvelige Hjem var bleven mere øg mere trangt. Føden knappere og knappere. Resultatet heraf blev, at han en skøn Dag løb fra det hele, og lod Konen sidde tilbage med Børnene. Hun maatte nu tage Arbejde som Rengøringskone. "De forstaar nok", sagde Nabokonen, "at naar man skal ud at vaske hver Dag, saa bliver der meget forsømt i Hjemmet, og der kan let løbe en Skolemulkt paa."

Det forstod vi, og vi forstod, hvor fortvivlet det var, at denne Moder var revet fra sine Børn, uden at det Offenlige et Øjeblik tænkte over, hvem der skulde mætte dem eller tilse dem. Lørdagen var hendes bedste Arbejdsdag, og hun havde maaske glædet sig til at kunne tjene saa meget, at der ogsaa blev Søndagsmad til de mange, og saa bliver hun revet op af Sengen af plumpe Politihænder og sat i Arrest for 5 Kr 36 Øre.

Vi forlod de stakkels Smaa, gik til Politiet og udbetalte Pengene, idet vi forlangte, at Moderen straks skulde løslades.

Det skal øjeblikkelig ske, svarede Autoriteten, som altid tager Hensyn til kontant Betaling. Jeg telefonerer straks til Fængslet, og saa er hun fri!

Nu sidder den forladte Kone igen hos sine Smaa, og vi skal ikke fortabe os i Skildring af hendes Overraskelse over den pludselige Løsladelse eller af Børnenes Glæde over saa hurtigt og uventet at saa deres Moder igen.

(Social-Demokraten 5. august 1894).