Fra Torsdag til Mandag i Kaschotten.
Fra Torsdag i forrige Uge til Mandags har et sygt Menneske, Cigararbejderske Josefine Rasmussen, siddet i Kaschotten, sigtet af Politiet paa Fælledvejens Station for at have været beruset den Syge er endvidere i den offenlige Politiret bleven idømt en Mulkt af 10 Kr. og har afsonet Bøden ved to Dages Fængsel i Kristianshavns Arresthus.
Denne Tildragelse er et meget sørgeligt Supplement til alle de Eksempler, som vi tidligere flere Gange har fremdraget om fattige syge Menneskers Behandling paa Politistationerne, hvor Politiet indlægger dem som formentlig berusede. Vi har derfor meget nøje undersøgt de nærmere Omstændigheder ved denne Affære og kan her meddele følgende Fakta.
Josefine Rasmussen, der er ca. 30 Aar og ugift, har i de sidste 1½ Aar arbejdet i Julius Adlers Cigarfabrik i Vimmelskaftet 36. Hun havde her det bedste Ry paa sig baade fra Kollegers og fra Fabriksmestrenes Side som skikkelig og stilfærdig, noget svagt begavet i aandelig Henseende, men ikke i mindste Maade drikfældig. Derimod var det alle bekendt, at hun led af en Slags Krampetilfælde eller Ligfald, der indfandt sig med Aars Mellemrum, og at hun, saalænge disse Anfald stod paa, gik som en Søvngængerske fuldstændig aandsfraværende, indtil hun styrtede om og slog sig.
Det sidste Tilfælde indtraf for 2 Aar siden, mens hun arbejdede hos Tobaksfabrikant Løber i Pilestræde 59. Da hun om Eftermiddagen forlod Fabriken faldt hun om paa Boulevarden og blev her fundet af et Par medfølende Betjente, der straks saae at det var en Syg og bragte hende til Kommunehospitalet.
I Torsdags i forrige Uge havde Arbejderne hos Julius Adler nok bemærket, at Josefine var noget underlig aandsfraværende, men de lagde dog ikke videre Vægt herpaa, og de anede mindst, at denne aparte Sindsstemning var Forløberen for et nyt Anfald. Hun havde heller ikke selv nogen som helst Forudfølelse af, at Sygdommen nærmede sig, og da Klokken var 6 om Eftermiddagen forlod hun Fabriken med den Bemærkning til Mesteren, Hr. Th. Petersen, at hun ikke følte sig rigtig vel tilpas.
Fra dette Øjeblik forsvandt hun fuldstændig og sporløst. Baade paa Fabriken og i hendes Logi, - hun boede i Baggesensgade 25, 1. Sal, hos Berthelsen, - blev man urolig over denne pludselige og mystiske Forsvinden, man frygtede der var skel hende en Ulykke, og Fabriken lod forhøre paa Hospitalerne, lige som Logiværtinden henvendte sig paa Politistationen paa Fælledvejen og opgav den forsvundnes Signalement. Men alt var uden Resultat; Politiet erklærede bestemt, at de hverken havde hørt eller set noget til den forsvundne.
Endelig i Mandags Eftermiddags dukker Josefine op igen - altsaa efter næsten 4 Døgns Forløb - og fortæller sine forbavsede Veninder og Arbejdskammerater, at hun i hele den forløbne Tid har siddet i Kaschotten som sigtet for at have været beruset paa Gaden, og at hun lige er sluppen ud af Arresten. Hun var slemt forslaaet i Ansigtet efter et Fald, men kunde for Resten ikke erindre det mindste om, hvad der i øvrigt havde tildraget sig i dette lange Tidsrum - hele Begivenheden stod som en taaget og utydelig Drøm.
Ved vore Efterforskninger har vi faaet konstateret, at Josefine, da hun Torsdag Aften Kl. 6 forlod Fabriken i Vimmelskaftet, efterhaanden under Sygdommens Fremadskriden er bleven saa aandsfraværende og sanseløs, at hun har vandret om paa maa og faa, indtil hun en Time senere, ved 7-Tiden, passerede gennem Pilestræde. Da hun kom i Nærheden af Fabrikant Løbers Fabrik tæt ved Klareboderne, naaede Anfaldet sin Kulmination, hun tabte Bevidstheden, styrtede næsegrus mod Jorden og tilføjedes herved flere blødende Saar i Ansigtet. Der samledes hurtig en stor Tilskuermængde, flere medlidende Personer søgte at rejse hende op og en nærboende Handlende bragte en Stol ud paa Fortovet, hvor hun bragtes til Sæde.
To Politibetjente fra Pilestrædes Station kom straks efter til Stede og søgte at erfare hendes Bopæl, men forgæves, hun kunde ikke afgive nogen forstaaelig Forklaring, og de lod hende saa sidde ganske rolig mens de ryddede Gaden.
Paa dette Tidspunkt indtraf imidlertid to Damer og en Herre, der kendte Josefine. Det var Frøknerne Marie Therkelsen og Brun samt Fabriksmester Johnsen, der alle er ansat i Løbers Fabrik. De fordrede indtrængende, at Betjentene enten skulde bringe det syge Menneske hjem i en Droske, og opgav hendes Bopæl, eller at hun ligesom tidligere skulde bringes til Hospitatet, men Betjentene nægtede at efterkomme Anmodningen.
Hr. Johnsen trængte paa og forestillede Politimanden, at man da ikke kunde lade det syge Menneske ligge der paa Gaden, men heller ikke dette nyttede. Betjenten havde nøje undersøgt den Syge og fundet, at hun ikke var beruset, i saa Fald skulde han nemlig øjeblikkelig, i Henhold til sin Instruks, have bragt hende paa Stationen. Men nu, da hun kun var syg, (efter hans Formening var det kun et ganske almindeligt Krampetilfælde), saa ansaa han det ikke for sin Pligt at tage sig af hende.
Damerne, der var mere resolut, tog saa selv Affære. Saasnart Josefine kunde støtte paa Benene ledsagede de hende op til Nørreboulevard og anbragte hende i en Sporvogn, og da hun vedblivende var helt omtaaget og ikke kunde klare for sig, betalte de Konduktøren 10 Øre og bad ham sørge for, at hun kom af ved Blaagaardsgade.
Men hun naaede ikke hjem. Saasnart hun steg ud af Sporvognen paa Nørrebrogade var det, at Politibetjenten fra Fælledvejens Station kom til, og han anholdt hende og erklærede hende for beruset - altsaa lige stik imod sine to Kollegers Erklæring en halv Time tidligere. Saa var det altsaa at det syge Menneske blev puttet i Kaschotten, og hun tilbragte den første Nat paa Træbuksen i Politistationens Rum for berusede.
Vi vil ikke rette nogen Bebrejdelse mod den Nørrebro-Betjent, der har udvist en saadan Malkonduite. Han er maaske ny Mand i Tjenesten og han er i hvert Fald i Følge sin ravgale Instruks stillet overfor den ubehagelige Pligt, at skulle bedømme hvorvidt et Menneske er beruset eller syg. Man maa forudsætte, at han ikke har handlet af Hensynsløshed overfor den tarvelig klædte, syge Kvinde, da han stemplede hende som en Drukkenboldt i Stedet for at føre hende til Hospitalet. Men det forefaldne viser her atter skarpt, at i den Slags Tilfælde burde altid en Læge afgive sit Skøn, ikke ukyndige Lægmænd.
For at vise, hvor elendigt og hjælpeløst et stakkels sygt Menneske er stillet, der under saadanne Forhold beskyldes for Beruselse, er det tilstrækkeligt at anføre, at ikke en eneste af alle de mange Politiembedsmænd, som den syge Kvinde præsenteredes for i de 4 Dage, fik Øje for, at hun var syg. Der er til en Begyndelse baade Overbetjent Menige paa Stationen (Assistenten har antagelig ikke taget hende i Øjesyn), saa er der Fængselsbetjentene paa Nytorv, hvor hun tilbragte Fredagen (Fængselslægen har sandsynligvis heller ikke undersøgt hende), endvidere er der selve Dommeren i din offenlige Politiret, Assessor Lunn, der i Mødet i Lørdags idømte Josefine en Mulkt paa 10 Kr. til Afsoning straks, og tilsidst kommer Personalet i Kristianshavns Fængsel, hvor hun tilbragte Resten af Tiden fra Lørdag til Mandag Middag.
Naar ingen af alle disse Lægmænd kunde se, at det var et sygt Menneske, de havde før sig, saa viser dette bedst, hvor nødvendigt det er at have tvungen Lægekontrol ved Stationerne.
Man forestille sig den absurde og bagvendte "Rets"-Pleje i den offenlige Politiret, hvor Betjentens ensidige Rapport læses op og staar til Troende ... Truffen paa Gaden i beruset Tilstand .... erhvervsløs .... uden Logi ....
Foran Skranken staar saa en syg og aandssvag Kvinde, der ikke formaar at forsvare sig, ikke har Evner til at raabe: Det er Løgn altsammen, hvad I siger om mig: jeg er ikke beruset, men syg, jeg er ikke erhvervsløs, men har Arbejde, jeg er ikke uden Logi, men har mit Hjem!. . .
Og selv om hun kunde forsvare sig, saa er jo Praksis i den offenlige Ret denne, at hun ingen Lejlighed faar dertil.
Assessoren raaber: "Ti Kroner i Mulkt" og saa er hun færdig.
Taalmodig lader hun sig alter indespærre i Arresten, og her sidder altsaa det syge og uskyldige Menneske i to Dage og Nætter og skal afsone Mulkten - Bøden for den Overtrædelse af Politivedtægten, som hun ikke har begaaet!
*
Josefines Bekendte og Venner blev naturligvis meget oprørt, da de erfarede den Behandling, hun havde været udsat for. Vi har bl. a. talt med hendes tidligere Principal, Tobaksfabrikant Løber i Pilestræde. Han forklarede, at hun har arbejdet hos ham i 6 Aar, og han kunde kun omtale hende fordelagtigt. Han havde i dette Tidsrum aldrig set hende beruset og troede ikke at hun nød Spiritus. Derimod havde hun flere Gange havt sit Sygdomsanfald paa Fabriken, saa at han og Personalet maatte tage sig af hende, og han havde da i Reglen ladet hende besørge hjem i en Droske. Saa vidt ham bekendt havde hun flere Gange ligget paa Kommunehospitalet efter saadanne Anfald. Han udtalte sluttelig sin dybeste Indignation over den Maade, hvorpaa Politiet denne Gang havde behandlet dette beklagelsesværdige Menneske.
Og lige saa rosende og indigneret udtalte alle de øvrige sig.
*
Som omtalt henvendte Josefines Værtinde, Fru Berthelsen, sig paa Fælledvejens Politistation for at forespørge om den forsvundne Josefine Rasmussen, samt opgav hendes Signalement, i Fald hun skulde antræffes.
Politiet svarede, at de vidste intet om hende, de havde hverken hørt eller set noget til den forsvundne!!
Naar man nu erindrer, at Josefine kort i Forvejen havde været indbragt som anholdt netop til den selvsamme Station, og at hun ovenikøbet havde tildragt en hel Nat der sovende paa Briksen, ligesom der var afgivet Rapport over hende fra samme Station, og at til Overflod hendes Navn stod indført i Stationens Politi-Journal - saa faar man herved et ganske karakteristisk Indblik i den Forretningsorden og Konduite, der raader i den nye Politiassistent Lindbæks Kontorer.
Og at Hr. Lindbæk personlig just heller ikke kan regnes for noget Lys fik vi Erfaring for, da vi ved en Henvendelse til til ham kun fik det Svar, at han holdt sig til Rapportens Ord: beruset . . . erhvervsløs . . . uden Logi ! Han viste sig altsaa lige saa ukyndig som sin Betjent og søgte iøvrigt at dække over Fadæsen med den naive Erklæring, at han efter Politidirektørens Ordre ikke maattet meddele Bladene noget!
Hans Overbetjent optraadte ligesaa kostelig. Han paastod uden videre og med et bredt Grin, at da Josefine i Mandags efter Løsladelsen henvendte sig paa Stationen for efter Politiets Ordre at give Meddelelse om sin Tilbagekomst fra den formentlige Forsvinding, saa var hun - efter Overbetjentens Mening - atter beruset! En ny og aldeles løs og ubegrundet Beskyldning. Det er saadanne Funktionærers Skøn, at Publikum er underkastet.
D'Hrr. Politimænd følte sig øjensynlig noget trykket af Situationen, da vi efterhaanden Punkt for Punkt gendrev Rapportens Ukorrektheder, og navnlig virkede den Meddelelse ubehageligt paa Hr. Assistent Lindbæk, at to andre Ordenshåndhævere kort i Forvejen hin Torsdagaften havde erklæret om Josefine, at hun ikke var beruset. Da han mærkede, at Sagen ikke længere stod til at klare, saa sluttede han hidsigt af med følgende mindre vel overvejede Ord :
"Ja, har hun lidt Uret, saa er det i hvert Fald paa urette Sted at hun har henvendt sig med sin Klage ved at gaa til "Social-Demokraten". Ovenstaaende Fremstilling viser tvært imod, at det eneste urette Sted, hvor den syge Kvinde har været, netop er i Hr. Lindbæks Politikaschot. Iøvrigt var hans Udtalelse en ligefrem Uartighed mod vort Blad og vore Partifæller, der udgør Hovedmassen af Befolkningen i den Politikreds, hvori han er ansat - en Kreds, der sender ikke mindre end tre socialdemokratiske Repræsentanter til Rigsdagen.
Vi overlader hermed Sagen til Politidirektørens behagelige Overvejelse og nærmere Undersøgelse. Vi haaber, at Resultatet maa blive en klækkelig Erstatning til Josefine Rasmussen for den hende ved Arrestationen tilføjede Tort og Lidelse.
(Social-Demokraten 24. august 1895).
Julius Adlers Tobaksfabrik var grundlagt 1854 af Julius Adler (1835-1902). Gift med Dorothea “Thea” Monies Adler (1842-1889). Den lå først på Kongens Nytorv 26, København. Han grundlagde i 1878 Danmarks første cigaretfabrik med en beskeden bemanding på fem personer. Ellers havde man importeret dem. Først i 1900-tallet begyndte cigaretter at vinde indpas for alvor. Efter hans død overgik Forretningen til Albert Jacobsen (f. 1861). Han er begravet på Mosaisk Vestre Begravelsesplads.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar