Polske Roearbejdere. (Efterskrift til Politivennen)

De flygtende Polakker.

Politi og Slaver.

Højre-Godsejernes skammelige Misbrug af fremmed Arbejdskraft, og det danske Politis Lakajvillighed til at behandle de Fremmede som Slaver har nu faaet Lejlighed til at brænde sig ind i den offenlige Bevidsthed ved den Skandale, der fandt Sted i Torsdags i Gedser, da 17 polske Mænd og Kvinder forsøgte at løbe væk fra Godsejernes Slaveri, men blev indhentede, tildels indfangede og med Magt bragt tilbage af det danske Politi.

En Læge, der tilfældigvis kom med Toget til Gedser, skriver til "Avisen" om denne Scene:

"Da de Rejsende steg ud af Toget (fra København), hørte man høje Klager fra Mændene, blandet med Kvindernes lydelige Graad, idet hele Flokken med Iver forsøgte paa, men idelig forhindredes i at komme ombord paa det Dampskib, der netop skulde afgaa til Warnemunde (Polakkerne var nemlig om Natten gaaet paa deres Fødder fra det lollandske Gods til Gedser). De elendige paaklædte Mennesker forsøgte at kaste deres usle Byldter ombord, af hvilke nogle faldt i Vandet, men Flokken blev stadig drevet tilbage af nogle faa Personer, som dog ikke kunde magte dem Alle.

Tilsidst forfærdedes Passagererne, som med Forundring og Harme standsede for at se paa dette uforstaaelige Optrin, ved at se, hvorledes en Mand af Flokken, som i den yderste Fortvivlelse stred for at naa Dampskibet, blev revet om af en velpaaklædt robust Herre tilligemed en uniformeret Mand og blev udsat for en højst oprørende Behandling: Støvler og Klæder flaaedes af ham, paa Hænder og Knæ med Fortvivlelsen malet i Ansigtet krøb han hen ad Jorden henimod Dampskibet med de to Mand over sig, tildelende ham hæslige Slag, som man kun kan tænke sig et Dyr i Raseri, og tilsidst blev han slæbt ind i Stationsbygningen, hvor han indespærredes.

Imidlertid lykkedes det nogle enkelte af Flokken at slippe ombord, og af dem erfarede de Rejsende under Overfarten til Warnemunde, at det var polske Arbejdere, som ved Løfte om god Betaling var lokkede til Danmark til Fabriksarbejde, og som nu, efter at være skuffede i Henseende til Løfternes Opfyldelse, havde nedlagt deres Arbejde og med Magt forhindredes af den Agent, som havde lokket dem til Danmark, i at vende tilbage til. deres Hjemland. De havde 2 Timer før Togets Ankomst indfundet sig paa Jærnbanestationen for at komme ombord.

Kan en saa oprørende og raa Behandling, der bragte En til at mindes Fortællingerne om Negerslavernes Behandling i "Onkel Toms Hytte", være tilladelig i vore Dage i et frit Land som Danmark?"

Det er et Højre blad og en Højre mand, der saaledes maa røbe, hvor barbarisk raa Politibetjentene og de danske Godsejere optræder mod værgeløse og fattige Fremmede, der ikke forlanger andet end at komme tilbage til deres Fædreland, som man har narret dem fra.

-

(Social-Demokraten 11. juni 1895. Uddrag).

De polske Arbeidere paa Lolland.

I lolland-falsterske Blade, særlig i Venstrebladet "Nakskov Tid.", er der fremkommet Beretninger om de polske Roearbeideres Flugt, som i nogle Enkeltheder afvige fra de os af vor stedlige Korrespondent tilstillede Meddelelser og endnu mere fra andre, i herværende Blade fremkomne Skildringer. Vi ere selvfølgelig ude af Stand til at tage Parti i denne Strid, men anse det efter Omstændighederne for rettest som Supplement til vore tidligere Meddelelser at gjengive "Nakskov Tid".s Beretning. Den lyder saaledes :

Paa Grundlovsdagen forsvandt 23 af de paa Gammelgaard, tilhørende Godeeier Konow, arbeidende Polakker. Medene "Aufseheren" og de øvrige polske Arbejdere endnu laa og sov, forlade de 23 Gaarden og begave sig tilfods paa Vei til Gjedser for derfra at fortsætte Reisen hjem til deres Fædreland. Da Flugten blev opdaget, blev der strax truffet Foranstaltninger til at faae Flygtningene stansede i Farten, hvilket fra retslig Side set let lod sig gjøre, da de havde faaet Forskud paa deres Løn og desuden havde medtaget de Kartofler, de havde faaet udleveret til Føde i 14 Dage. De kunde saaledes anholdes for Forsøg paa Bedrageri. Et Extratog blev leiet, og snart dampede en Politibetjent, "Ausseheren" og Avlsforvalteren til Gjedser for at faae fat i Desertørerne. Med Aftentoget reiste endvidere Politifuldmægtig Fleischer fra Nakskov med en Arrestordre i Lommen. I Nykjøbing tog han Vogn til Gjedser, og da han var kommen Halvveien hertil, traf han det eftersøgte Selskab, der laa og sov i Grøften. Han tog dem alle med til Gjedser, hvor de installeredes paa en Gæstgivergaard; næste Morgen skulde de returnere til Gammelgaard. Saaledes gik det imidlertid ikke. Da det tydske Postdampskib skulde til at afgaa, grebe Polakkerne deres Byldter og løb ombord i Skibet. Fem kom dog frivillig tilbage, og en blev anholdt; de andre dampede afsted ad Tydskland til. At 17 af Polakkerne saaledes slap af Sted, var nærmest Stationsforstanderens Skyld. Han nægtede at lade Skibet opsætte sin Afgang saa længe, at de alle kunde blive anholdte. Rimeligvis bliver der indgivet Klage over hans Optræden ved denne Leilighed.

Grunden til Rømningen kan ikke antages at være Strenghed fra "Aufseheren"s eller hans Hustrus Side overfor Polakkerne, og heller ikke, at disse ikke have faaet den akkorderede Løn. Skjøndt "Aufseheren" havde Ret til som Sikkerhed for Kontrollens Overholdelse hver Uge at tilbageholde et vist Beløb af Lønningerne, havde han ikke alene ikke gjort dette, men endog givet Karlene og Pigerne Forskud. Ganske vist var der en Uoverensstemmelse tilstede med Hensyn til Lønnen, men denne laa i, at Pigerne, der vare antagne mod en daglig Løn af 1 Mk. 10 Pf, forlangte 1 kr. 10 Øre. Pigerne vare dog egenlig ikke utilfredse eller kede af Danmark; det var Karlene, der havde Rømningslyster, og de tvang Pigerne til at følge med.

I et senere Nummer af samme Blad hedder det: Under uheldige Veirforhold kan Roearbeide som alt andet Markarbeide have sine Ubehageligheder, men det er dog et overmaade let Arbeide, som endog Gamle og Svage kunne udføre, navnlig under Veirforhold som de, vi have havt i dette Foraar. Og det er paa ingen Maade alene Godsejere, der benytte fremmed Arbejdskraft i deres Roemarker; mange Gaardmænd maa gjøre det Samme, fordi det er ganske umuligt at skaffe tilstrækkelig dansk Arbejdskraft. Desuagtet er det dog kun en lille Del af Roearbeidet, der udføres af Fremmede; Roedyrkerne forsyne sig først med den hjemlige Arbeidskraft, her er at opdrive, ogsaa allerede af den Grund, at den fremmede Arbeidskraft aldeles ikke er billig. En polsk Roepige koster Roedyrkeren ca. 300 Mark for Sommeren.

De fremmede Arbeidere have næsten overalt Akkord, og at deres Arbeide efter Omstændighederne er vellønnet, fremgaar af, at de hele Sommeren igjennem sende Penge hjem. Naar der i nogle Blade har været klaget over den Kost, der af Godseierne gives dem, er hertil alene at bemærke, at alle Arbejderne have det efter deres eget Ønske saaledes, at de koste sig selv. De bo i gode, sunde, velindrettede Boliger og Lokaler, og naar de Søndag Formiddag i store Flokke komme til Nakskov for at gjøre deres Indkøb, gjort de ingenlunde Indtryk af at være "Slaver". Deres Klædedragter ere ordenlige og renlige, men i skrigende Farver, og de selv ere vel tilfredse og pludre rask paa deres besynderlige Maal. At en og anden, navnlig af de mandlige Arbeidere kan komme til at smage lidt for meget paa det billige danske Brændevin, siger sig selv.

(Dagens Nyheder 13. juni 1895).

De første 400 polske sæsonarbejdere kom i 1893 fra Østpreussen til Lolland for De Danske Sukkerfabrikker for at arbejde i sukkerroemarkerne. En landarbejder kunne passe ca. 2 tønder land. I 1893 dyrkede man omkring Nakskov i alt 4.348 tønder land med roer, og i 1919 var det samlede areal i Danmark opdyrket med roer ca. 76.087 tønder land. Der var altså brug for en massiv tilførsel af arbejdskraft i roesæsonen.

Modsat hvad Dagens Nyheder skriver var arbejdet i roemarkerne hårdt. Det var kun i begyndelsen at de blev sat til at hakke, luge og optage sukkerroer. Når der ikke var arbejde på fabrikkens marker, blev pigerne udlejet til lokale landmænd, hovedsageligt godsejere, som havde brug for en større arbejdsstyrke. Ligeledes blev de indlogeret i såkaldte polakkaserner. 

Aufseheren skulle sørge for at arbejdet blev udført. Han fik højere løn end roearbejdernes, foruden goder såsom at forvalte en mindre købmandsvirksomhed på kasernen. Det var ikke ualmindeligt, at arbejderen blev lovet højere løn og bedre arbejdsforhold end dem de fik. Der har sikkert været forskel på Aufsehere, men det var ikke usædvanligt at han øgede arbejdstiden,  opkrævede beløb for forskellige ydelser som indkøb og tøjvask, snød eller stjal fra pigerne. Andre steder havde de polske arbejdere et godt forhold til deres Aufseher.

For sæsonarbejdere blev i 1908 vedtaget “Lov nr. 229 af 21. august 1908 om anvendelse af udenlandsk arbejdskraft”, hvor registreringen blev pålagt arbejdsgiveren. Han skulle melde arbejdernes ankomst senest 4 dage efter ankomsten, og arbejdernes antal, deres nationalitet og hjemland foruden deres formand, tidsrummet for arbejdet, arbejdets art og deres bolig skulle registreres. Desuden skulle arbejderne straks efter ankomsten have en kontrakt med arbejdsgiveren.

Ophøret med at importere polske arbejdere til de danske roemarker skyldtes ikke en mekanisering af sukkerroedyrkningen eller ændrede dyrkningsforhold men en politisk indsats for en udskiftning af arbejdsstyrken fra udenlandske til danske arbejdere. Det vedblev indtil 1929. De fleste rejste hjem, men ca. 3.-5.000 bosatte sig permanent.