Det synes, som om man i den sidste Tid indenfor Opdagelsespolitiet og ved Kriminalkamrene er ifærd med at komme ind paa den Praxis rask væk at foretage Anholdelser, selv for ubetydelige Forseelser, naar en Tiltalt ikke strax vil indrømme Rigtigheden af den Rapport, en eller anden Politibetjent har indgivet over ham eller hende.
Vi have saaledes i Øieblikket liggende for os en Udskrift af en Retssag, under hvilken en gift Kone, Madam B., har været tiltalt for at have brugt fornærmelige Udtalelser mod en Politibetjent, Udtalelser, som hun ikke vilde vedkjende sig overfor Overbetjent Klein, som optog Rapport i Sagen paa Politikamret. Ikke desto mindre, eller maaske rettere just derfor, lod Politiinspektør Henrik Madsen Konen anholde, og ved det senere afholdte Grundlovsforhør blev hun arresteret.
Sagens Sammenhæng er i Korthed følgende. Den omtalte Madam B., der boer paa Vesterbro sammen med sin Mand, hvor de have en Cigarforretning, havde taget en Pige i Huset, hvem de kendte fra tidligere Tid, men som i den senere Tid havde ført et saae letsindigt Liv, at hun var kommen i Konflikt med Politiets 3. Afdeling. For atter at faa den unge Pige ind paa et bedre Liv, havde B. og hans Kone taget sig af hende.
En Dag i afvigte Juni Maaned kom imidlertid en Herre ind i B.s Cigarforretning og forlangte at komme til at tale med vedkommende Pige. Hans Optræden var meget brøsig, men Madam B. var dog ikke strax paa det Rene med, at det var en Politimand fra 3. Afdeling, hun havde for sig, hvilket senere viste sig at være Tilfældet.
Hun gik imidlertid ind i et Værelse ved Siden af, og da hun var bleven klar over Mandens Hensigt, at afhente den unge Pige, for at hun kunde afsone en Straf, hun var ifalden for en fra hendes Side viist Forsømmelighed, laa blev Madam B. noget hidsig og lod falde Udtalelser om, at selv om en ung Pige øjerne vilde føre et ordentligt Liv, saa gjorde Politiet, hvad det kunde, for atter at trække hende ned i Skidtet.
Denne Udtalelse blev af Betjenten, som stod udenfor Værelset, opfattet, som om Madam B. havde sagt, at Politiet var noget Skidt osv. Paa Basis heraf indgav han Rapport over det Passerede.
En skjøn Dag fik B. og hans Kone saa en Tilsigelse til at møde paa Politikammeret. Her toges først Madam B. og senere hendes Mand i Forhør af Overbetjent Klein, der, særlig overfor Madam B. langtfra optraadte med udsøgt Høflighed. Efterat Rapporten var optagen til hvilken Madam B. ikke vilde tilstaa, at hun havde betegnet Politiet som noget Skidt, blev hun erklæret for anholdt efter en Konference mellem Politiinspektør Henrik Madsen og Overbetjent Klein.
Hun blev nu sat hen i en Krog paa Politikammeret, hvor hun sad indtil henad Kl 4 - Kl. 10 havde hun givet Møde - uden at faae hverken Vaadt eller Tørt, udsat for de Tilstedeværendes haanende Bemærkninger.
Ved 4-Tiden kom Madam B. i Grundlovsforhør hos Assessor Birch, som oplæste Rapporten for hende. Da hun vedkjendte sig det af hende Forklarede, erklæredes hun for Arrestant. Derefter førtes hun over i Arresten ved Raadhuset for al afvente Transporten til Christianshavns Kvindefængsel. Da hun i Arresten bad om Noget at spise, hun havde Intet nydt hele Dagen, fik hun et Stykke tørt Rugbrød paa 2 Pund, hvilket hun ikke kunde taale at spise. Da hun græd over den megen Modgang, udtalte Opsynskonen, at hun havde ikke Noget at græde over, nu skulde hun jo snart ud at kjøre med Salatfadet; det var en Fornøielse, hun næppe før havde havt.
I Christianshavns Fængsel sad Madam B. saa fra Onsdag til Lørdag. Hun kan ikke noksom rose den elskværdige Forekommenhed, hvormed Arrestvagtmesteren her optraadte. Iøvrigt led hun, der er af en svagelig Konstitution, meget i Arresten, og hun besluttede her, at naar hun kom i Forhør, vilde hun sige Ja til Alt, hvad man forlangte, blot hun kunde komme paa fri Fod.
Om Lørdagen kjørtes hun atter til Raadhuset. Her forhørtes hun ved 2. Kriminalkammer af Assessor Finsen, overfor hvem hun indrømmede, at hun maaske i Hidsighed kunde have brugt de paaklagede Udtryk - Madam B. fastholder imidlertid nu, at hun aldrig har brugt dem - Efter en Konference med Politidirektøren spurgte Assessoren hende derefter, om hun vilde afgjøre Sagen i Mindelighed med en Bøde paa 150 Kr. at betale inden 14. Dage. Madam B. gik ind herpaa, da det lovedes hende, at hun saa strax vilde blive løsladt.
Umiddelbart efter, at hun var kommen ud af Arresten, indgav hun Ansøgning til Kongen om Eftergivelse af den hende idømte Bøde, idet hun fremstillede Sagens Sammenhæng. Paa denne Ansøgning fik hun imidlertid aldrig noget Svar. En Dag fik hun Tilsigelse til igjen at møde ved 2. Kriminelkammer, hvor en underordnet Betjent en passant oplyste hende om, at Ansøgningen var afslaaet. Iøvrigt blev hun spurgt om hun havde de 150 Kr. med. Da hun naturligvis ikke havde det, blev hun Dagen efter ført ud til Christianshavns Fængsel, hvor hun afsonede Bøden med 4 Dages Fængsel paa Vand og Brød.
Vi have refereret denne Sag saa udførligt for at vise, hvorledes man fra Politiets Side farer frem overfor absolut uberygtede Folk der have været saa uheldige, at en Betjent har fundet Anledning til at indgive Rapport om dem.
Men selv om Madam B. havde sagt om Politiet, at det var noget Skidt saa var dette dog næppe tilstrækkeligt til at belægge hende med Arrest Der var ingen Fare for, at hun, som er gift og har Børn, ikke skulde være tilstede under Sagen her i Byen. Og Hensigten med Varetægtsarrest er jo særlig at sikre sig Folks Tilstedeblivelse.
(Dagens Nyheder 23. september 1896).
Hjemlige Retstilstande.
Under denne Overskrift har Deres ærede Blad refereret en Sag mod en Mdm B., der var sigtet for at have sagt om Politiet, at det var noget Skidt, og Artiklen ender med, at denne Sag er refereret saa udførligt for at vise, hvorledes man fru Politiets Side farer frem overfor absolut uberygtede Folk, der have været saa uheldige, at en Betjent har fundet Anledning til at indgive Rapport om dem.
Det er meget fortjenstligt af Pressen, om den til Stadighed vilde referere alle de Tilfælde, hvor der fra Politiets Side fares uforsvarlig frem mod uberygtede Folk. Det er den eneste Maade, hvorpaa man kan vække Folk til Handling, saa at der tilsidst hæver sig et enstemmigt Raab: Vi ville ikke have et brutalt Politi. Politiet skal ikke være en Svøbe for Folket, men dets gode Hjælper overfor Forbrydere.
Men - hvorfor er det kommet saa vidt med Politiet? Det har jo dog at staa Dommerne til Ansvar. Ja det er netop Ulykken. Forhørsdommerne vise saa ofte den samme uforsvarlige Adfærd. Og i dette Tilfælde oplyser Artiklen, at Forhørsdommeren Assessor Birch ved Grundlovsforhøret erklærede hende for Arrestant. Hvor er nu det muligt, spørger mangen Lægmand. Det er jo en aabenbar Krænkelse af Grundlovens § 80, "hvorefter Ingen kan underkastes Varetægtsfængsel for en Forseelse, som kun kan medføre Straf af Pengebod eller simpelt Fængsel"; thi Mdm. B. kunde da i det Høieste straffes efter § 101 med Fængsel eller Bøder. Men Lægmanden overseer det lille Ord "simpel" i Grundlovens 80, og at der i Strf. § 101 kun staaer "Fængsel". Herved har Dommeren Ret til ogsaa at idømme Fængsel paa Vand og Brød, og saa slutter han ganske ugenert, at saa har han ogsaa Ret til i saadant Tilfælde at afsige Arrestdekret.
Dette er nu aldeles galt. Højesteret har nogle Gange udtalt at det er en uforsvarlig Maade at gaa frem paa. Et Exempel som ligner Mdm. B. 's Tilfælde, findes i H. R. Tid. i for 1882 p. 141 og i Ugeskr. f. R. p. 682. En i Holstebro bosiddende 72-aarig Mand vilde en Dag afhente sin Plejedatter i den offenlige Skole, men da Barnet skulde sidde over, svarede Læreren, at han ikke kunde faae Barnet med. Herover blev den gamle Mand hidsig og kaldte Læreren for en Skidager. Underdommeren afsagde Arrestdekret over ham og holdt ham fængslet i 4 Dage.
Overretten udtalte i den Anledning: "Det maa alvorlig misbilliges, at Tiltalte under Sagen har været belagt med Arrest, ligesom hans Anholdelse efter Beskaffenheden af den mod ham reiste Sigtelse ei heller kan ansees at have været begrundet." Se dette er meget godt, men nu kommer det Sørgelige, det Demoraliserende. I Steden for at Dommeren burde have været straffet med mindst lige saa mange Dages Fængsel, som han havde ladet den 72-aarige Mand lide, saa hedder det i Dommen: "Der findes dog ikke tilstrækkelig Føie til at paalægge Underdommeren Ansvar".
Men nu Høiesteret? Ja Høiesterets Dom billiger fuldstændig i Et og Alt Overretsdommen og statuerer "at der burde ikke være afsagt Fængslingskendelse over ham og at end ikke den efter det første Forhør iværksatte og i 2 Dage fortsatte Anholdelse var tilstrækkelig begrundet, hvorved bemærkes at Tiltalte ikke tidligere var tiltalt eller straffet og var en i Byen bosiddende Mand". Men - mirabile dictu - saa tilføier H. Ret. "at Overrettens Misbilligelse af Fængslingsksendelsen er udtalt noget skarpere end nødvendigt".
Efter denne Udtalelse af H. Ret vil det kunne forstaaes, at Politi og Forhørsdommere ikke ere forknytte for at anholde og fængsle. Thi det Høieste, der risikeres, er en Misbilligelse. Men den personlige Frihed, hvor bliver den af? Den er = Nul her i Danmark. Der er ikke En her i Danmark der er beskyttet i sin personlige Frihed. Medens vi Borgere ellers med Tryghed kunne gaa til Høiesteret og faae en saa retfærdig Afgjørelse for vore Sager, som menneskelig Skrøbelighed og Ufuldkommenhed kan give, saa staa vi uden Værn for vor personlige Frihed.
Idag mig, imorgen Dig. Her er et Punkt i vor Lovgivning, som trænger til at blive taget under alvorlig Behandling. Kunde dog Høire og Venstre, Radikale og Socialdemokrater for en Gangs Skyld mødes og være enige om dette: den personlige Frihed staaer over Alt, den maa vi værne saa godt, som det er muligt.
(Dagens Nyheder 25. september 1896).
Den omtalte B var Berendt. Flere indlæg - nu mere på det mere overordnede plan - fulgte i Dagens Nyheder den 26. september 1896 (underskrevet "Jurist"). Et referat af den officielle forhørsprotokol Dagens Nyheder 28. og 29. september 1896, med redaktionens kritiske kommentar. "Den liberale Vælgerforening" afholdt et møde den 30. september i protest mod politiovergreb. med 3-4.000 deltagere i Lørups Ridehus. Ligeledes havde "Det unge Høire" i "Kongen Klub" et diskusionsmøde om retstilstandene og politiet.
Et uheldigt Svar af Politiet.
Hr. Redaktør !
Som en af dem, der - uden Opfordring fra den endog modstræbende Madam Behrendts Side - har bidraget til at bringe hendes Sag frem for Offentligheden, er jeg saa fri at bede om Tilladelse til at give Gjensvar paa en Artikel i "Berlingske Tidende", for saa vidt den vedrører Madam B. Det vil vist allerede være Enhver paafaldende, at ud af de 54 Linier, som omhandle hendes Sag, ere de 36 Linier helligede Pigen Bettys Forhold, hvilke jo ere Sagen ret uvedkommende. Dog fremgaaer det af den lange Indledning, at Pigen Betty, saa længe hun var under Madam B.s Tag, ikke har forsyndet sig mod Straffelovens § 180.
Hvad vi ville protestere mod, var Politiets Optræden mod Madam B. (dette Punkt ofrer Berlingske 15 Linier). Den første Rapports Ufuldstændighed (ignoreres af Bladet), Assessor Birchs Arrestdekret (der begrundes i Artiklens sidste tre Linier), Assessor Finsens enorme Bøde, trods Betjent Larsens nye og berigtigende Erklæringer, Madam B.s Behandling i Arresten endelig Justitsministeriets Afslag - motiveret ved Politidirektørens Skrivelse - af det til Kongen stilede Benaadningsandragende. At "Berlingske Tidende" ikke finder et eneste Ord til Forsvar for disse Hovedanker, er i dets stumme Sprog talende nok: Alt Forsvar opgivet! Og nu de 18 Linier, der behandle Sagens Realitet:
"Berlingske Tidende" skriver Da Betjenten afhentede det nævnte Fruentimmer hos Madam B., lod denne sig henrive (efter Betjentens Rapport) til nogle grove Skjældsord og Beskyldninger.
Ved at læse dette paa Tryk, er jeg i høi Grad forbavset, thi i de sidste otte Dage er det jo Gang paa Gang blevet gjentaget med Politibetjent Nr. 150 Larsens egne Ord ud af hans egne om end sildige Erklæring til Assessor Finsen i Retten, at de nævnte - og omstridte - Ytringer ikke var henvendte til ham (Betjenten), men til Madam B.s Mand og til Betty. Her er altsaa ikke Tale om Overfald paa Politiet. Hertil kommer, at Madam B. aldeles bestemt hævder, at Betjenten ikke var i Stuen, men udenfor i en lille Korridor. "Berlingske Tid." skriver: Betjenten opholdt sig i samme Rum. Den opmærksomme Læser vil her spørge, hvorfor Ordet Rum bruges og ikke Værelse. Ja her ligger en lille "Snedighed" gjemt.
Madam B. har Ret: Betjenten var ikke i det samme Værelse. Betjenten har Ret: Han var i samme Rum. Sagen er den, at et større Rum var skildret af til Butik, Værelse, Korridor. Men kan Politidirektører, virkelig være bekjendt i en saa alvorlig Sag og om et af dens Kjernepunkter offentlig at skrive "Betjenten opholdt sig i samme Rum", naar han faktisk ikke var i samme Værelse.
Naar Betjent Larsen selv i Retten erklærer, at ytringerne ikke vare henvendte til ham, og naar han samtidig opholdt sig udenfor Værelset, hvor bliver da Forsyndelsen mod § 101 (Overfald med Skjældsord paa Politiet) af?
Har Konen da ikke Ret, naar hun ligeoverfor Assessor Birch nægter at have overfaldet Politiet med Skjældsord, og har Assessor Birch ikke dekreteret Arrest for at aftvinge Tilstaaelse om en Forbrydelse, der ikke var begaaet?
"Berlingske Tidende" skriver: "Der er ikke fjerneste Sandsynlighed for, at hun ikke har brugt disse Ytringer". Det er der jo netop, da alle tre Tilstedeværende nægte det, og den angivende Betjent, der har staaet i Korridoren, næppe tydeligt har kunnet skjelne mellem de opbragte Kvinders Stemmer. "Berlingske Tidende" skriver: "og der er ikke mindste Tvivl om, at Ytringerne ere strafbare efter Straffeloven". Atter er her en kjedelig Lakune, thi Bladet glemmer at sige, efter hvilken Paragraf i Lovens selvfølgelig er en injurierende Omtale af Politiet strafbar efter Straffeloven, men at § 101 skulde kunne anvendes, er mere end usandsynligt.
Selvfølgelig har Bladet Ret i, at man ikke maa gjøre Politiet ansvarligt for den nuværende Retsforfatnings Mangler, med andre Ord lad Assessor Birch klare for sit Arrestdekret og Finsen for sine 150 Kroner og Justitsministeriet for sit Afslag paa Benaadningsandragendet.
Men saa Meget tør man dristig paastaa i denne Sag, at hvis Betjenten hin 11. Juni var kommen ind og havde sagt: jeg er Politibetjent Larsen, jeg har Ordre til al afhente Pigen Betty, der har undladt at give Møde, som hun burde, da vilde Madam B. og Hr. B. ikke have knyet, men saa var der jo heller ingen Rapport bleven ud deraf.
(Dagens Nyheder 3. oktober 1896).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar