Godsejernes Fædrelandskærlighed. - Hans Heste, hans Arbejdersker.
Nu anvendes polske Arbejdere ogsaa ved Arbejdet paa Hofjægermester Winds Ejendomme paa Fyn.
Paa Rønnebogaard, beliggende tæt ved Langeskov og tilhørende Hr. Hofjægermester Wind, Sanderumgaard, arbejder 10 Polakker, deraf nogle faa Mænd i 14 til 18 Aars Alderen. Resten er Kvinder. De er indkvarterede paa Rønnebogaard og har Soverum i en Tværlade. I den ene Ende af Laden er der Kostald og langs med den ene Side en Mødding. Det Rum, hvori de har Natteophold, oplyses af to smaa Vinduer. Gulvet er belagt med Mursten og langs Side- og Endevæggen er opslaaet nogle sammenhængende Trækasser, hvor de tilbringer deres korte Sovetid. Sengklæderne bestaar af en Halmsæk og et Tæppe, men der findes ingen Lagener.
De polske Piger udfører alt Arbejde lige fra at binde Halm ved Damptærskeværket, rense Gødningen ud under Kalve og sprede Gødning paa Marken. Forleden, da en af vore Medarbejdere besøgte Stedet, tog de Roer op i Marken tæt ved Sanderumgaard og gik bare det kolde Efteraarsvejr.
Lønnen er noget forskellig for disse fremmede Kvinder. Den varierer fra 90 til 1 Kr. 15 Øre paa egen Kost.
De maa møde til Arbeide hver Morgen selv om Roerne er vaade af Natteduggen.
Opsynet over de 20 Polakker føres af en af deres Landsmænd, som Egnens Folk kalder "Bestyrer", medens han selv fører den tyske Titel "Aufseher". Hans Hustru besørger Rengøringen i det Rum, hvor Pigerne sover. Fruen har ogsaa den Opgave at fyre i det Komfur, hvorpaa Pigerne koger deres Kartofler. Dette Komfur er ikke forsynet med Kogehuller. De mange Kasseroller med Kartofler anbringes umiddelbart ovenpaa Jærnpladsen, under hvilken der fyres. Pigerne betaler Konen for at udføre dette Arbejde. Folk fortæller endog, at hver Pige maa give 25 Øre om Dagen for disse Udenomsbekvemmeligheder.
Bestyreren forsyner for Betaling sine Undergivne med Blærefedt, Brød og lidt "Kaffe", hvorpaa han oppebærer Procenter hos de Handlende.
I Fjor, da der ligeledes paa Sanderumgaard var en Del polske Piger, maatte disse slet ikke købe noget selv. Den daværende "Aufseher" anskaffede alle Fornødenheder. Pigerne klagede da over, at de intet maatte købe selv. Den Købmand, hos hvem Bestyreren handlede, fortæller, at da nogle Perlekranse, som Bestyreren købte for 25 Øre Stykket, blev sendt tilbage, var de mærket med en Seddel, hvorpaa der stod 50 Øre. Det synes altsaa at være den pris Pigerne maatte betale.
Og Pigerne klagede den Gang over, at de maatte give 45 Øre for et lille Hvedebrød, der ellers koster 25 Øre.
Polakkernes Kost er i øvrigt meget tarvelig. De spiser mest Kartofler, som de dypper i Salt. Rugbrødet, som skæres i tommetykke Stykker, spiser de ofte bart. Kun ved særlige Lejligheder smører de Fedt paa. Som Følge af denne tarvelige kost er de ikke altid lige oplagte til Arbejdet. Men Aufseheren følger dem uafbrudt paa Marken og holder dem til Vinden.
Den forrige Aufsehers Kone synes at have været særlig snedig til at holde Pigerne til Arbejdet. Hun lod dem tage en Dosis Brændevin og det paastaas, at hun ved en enkelt Lejlighed da det Kneb med at faa Halmen bunden ved Damptærskeværket, heldte noget Peber i Brændevinen.
Sørgeligere Syn kan vanskelig tænkes end disse pjaltede og af Arbejdet tilsmudsede Væsner, som arbejder paa Kommando af en tysk Forvalter. Nogle af dem er gifte Koner. De har altsaa forladt Manden og maaske Børn for at tjene Brødet i et fremmed Land. Dette Brød, som bliver saa tarvelig tilmaalt, og den Smule Løn, som synes at smuldre bort mellem Fingeren paa dem.
En af de gifte polske kvinder, der i Fjor arbejdede ved sandrum, var frugtsommelig og maatte i den Anledning rejse hjem. Ved Afrejsen græd alle de andre, fordi de ikke maatte følge med. Og ingen af dem er vendt tilbage i Aar. De polske Arbejdere, der anvendes i Aar, var alle sammen ukendt med Forholdene, da de i Foraaret kom herover.
Faa Skridt fra Arbejdspladsen ligger Sanderumgaard. En stor flot Herregaard med en paladslignende Hovedbygning. For Trappen holder en elegant Landauer. De forspændte Heste har aabenbart et mere lyst Syn paa Livet end de stakkels polske Piger ude i Roemarken; thi de bærer Hovedet højt og de har Grund til det, for de er smykkede med sølvbeslaaet Seletøj og de har den Ære at trække Hr. Hofjægermesteren og hans Datter. Hr. Hofjægermesteren er en Mand, der er Ejer af mindst 3 store Gaarde, og han har faaet flere Millioner i Arv. Vi ønsker oprigtig at Hr. Hofjægermesteren og den smaa Frøken Wind maa smage den Sødme, som det vel maa være at se paa disse middelalderlige Forhold. Og skønt vi ikke ønsker ondt over nogen, saa skal vi ikke nægte, at det vilde glæde os om Hr. Hofjægermesterens Datter en eneste Dag, blot en Dag, vilde møde i Roemarken sammen med disse fattige polske Kvinder, spise af deres Karkoster og deres tørre Brød og saa, naar Aftenen kom, lægge sig til Hvile paa Halmsækken i den uhyggelige Lade ved Siden af Møddingen og Kostalden.
Thi den, der en Gang har prøvet disse Forhold, vil næppe byde sine Medmennesker de Vilkaar, hvorunder Polakkerne nu maa friste Livet.
(Social-Demokraten 20. oktober 1896).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar