Sagen mod Morderen Jens Peder Nielsen, som i September 1870 havde dræbt Aftægtsmand Jens Pedersen af Koblerne i Draaby Sogn og i November 1877 Aftægtsmand Peter Hansens Hustru Dorthe Nielsdatter af Kildebrønde ved Taastrup, kom i Gaar Morges for Højesteret. Som det vil erindres, var Jens Peder Nielsen, der havde kvalt og ophængt begge sine Ofre, for at det skulde se ud, som om de havde begaaet Selvmord, ved Kommissionsdommen af 7de Januar d. A. idømt Livsstraf.
For Højesteret mødte Asmussen som Aktor. Han fremhævede, at Arrestanten tidligere var dømt til Forbedringshusarbejde for Falsk. I 1867 kjøbte han Gaarden i Koblerne for 6500 Rdlr. med Forpligtelse til at tage Jens Pedersen og hans Hustru paa Aftægt. I September 1870 fandtes Jens Petersen saa død i Jægerspris Dyrehave. Nogle Dage i Forvejen var han kjørt ud med Jens Peter Nielsen, men denne var kommen alene tilbage, foregivende, at Jens Pedersen havde villet gaa hjem. Senere fandt man Liget, men Undersøgelsen gav ikke andet Resultat, end at den Afdøde formentlig havde begaaet Selvmord.
Et Par Aar efter byttede J. P. Nielsen sin Gaard væk for en Mølle, og denne solgte han senere for at kjøbe Gaarden i Kildebrønde, hvor han fik Peter Hansen og hans Hustru Dorthe Nielsdatter paa Aftægt. En Eftermiddag i November 1877 fandt man den sidste hængende i halvt siddende Stilling i Tærskeloen. Distriktslæge Poulsen, som foretog Ligsynet, fandt vel en Fure paa Halsen foruden Hængningsfuren, men han antog, at den hidrørte fra Kjolens Halslinning, og Dødsaarsagen blev angivet at være Selvmord, foranlediget ved mangeaarig Tungsindighed.
Allerede den Gang fik man nogen Mistanke med Jens Peter Nielsen, især da det kom op, at en af hans tidligere Aftægtsfolk var død paa samme Maade. Begge Gange var det den stærkeste af Aftægtsfolkene - den, som havde Udsigt til at leve længst - der var død. Man slog sig dog til Ro med Dødsattesterne, og Snakken døde hen, indtil man for omtrent halvandet Aar siden fik at vide, at han i 1893 var idømt Forbedringshusarbejde i 18 Maaneder for Falsk. Saa begyndte man igjen at overveje Omstændighederne ved de to formentlige Selvmord. Man kom i Tanke om, at Dorthe Nielsdatter jo i Virkeligheden slet ikke havde været tungsindig, og at Jens Pedersen havde haft Fødderne paa Jorden, da man fandt ham hængende i Jægerspris Dyrehave. Disse og andre Omstændigheder bevægede Dorthe Nielsdatters Børn til at andrage om ny Undersøgelse. En Kommission under Herredsfoged Petri blev nedsat i Roskilde, og den 8de September i Fjor blev Jens Peter Nielsen hentet til denne By fra Vejle. To Dage senere blev han arresteret, og efter at han havde nægtet i nogen Tid at være skyldig, aflagde han Tilstaaelse den 31te Oktober.
Han paastaar, at han ikke havde tænkt paa at dræbe Jens Pedersen før den Dag, da de var ude i Jægerspris Skov for at hente Brænde. Da Kvaset var læsset paa Vognen, og Snorene skulde bindes om, fik han pludselig den Indflydelse, at her var en bekvem Lejlighed for ham til at skille sig af med Aftægtsmanden. Saa slog han bagfra en tynd Snor om Halsen paa ham, kvalte ham med det samme og hængte ham op. Paa samme Maade fik han pludselig Tanken om at dræbe Dorthe Nielsdatter, da han en Eftermiddag saa hende gaa over Gaarden. Han gik bagefter hende hen til Svinestien, og mens hun her stod og saa paa Svinene, kastede han en tynd Hyssingstrik om hendes Hals, hun blev kvalt uden at hun fik Tid til at sige et Ord eller gjøre Modstand. Liget bar han saa igjennem en Port og ind i Foderloen hvor han hængte det op.
Navnlig det sidste Drab har Arrestanten ofte bitterlig fortrudt, især da han under sit Ophold i Vridsløselille var bleven "vakt" ved Samtaler med Fængselspræsten.
Han har desuden været mistænkt for at have dræbt Dorthes Mand med en forgiftet Pære; men da Peder Hansen først døde 5 Uger efter, at han havde spist Pæren, og han i det Hele var en meget svagelig gammel Mand, er der næppe Grund til at tillægge Jens Peter Nielsen nogen Skyld i hans Død.
Efter at Aktor endnu havde udtalt, at Arrestanten utvivlsomt havde forøvet de to Drab "med beraad Hu", nedlagde han Paastand paa Dødsdommens Stadfæstelse.
Som Defensor talte derefter P. G. C. Jensen, der begyndte med at fremhæve det mærkelige i, at disse Forbrydelser ikke strax var bleven opdagede. Man har aabenbart ikke gjort sig den mindste Ulejlighed med at undersøge Stedet, hvor Jens Pedersen havde "hængt sig". Og at Selvmord var dog ikke blev helt udelukket efter den Stilling, hvori Liget hang, men det var tilmed ganske meningsløst af Drabsmanden at tale om, at Jens Pedersen vilde gaa hjem ad en Gjenvej, eftersom enhver, som var kjendt med Forholdene, vidste, at der slet ingen Gjenvej var. Det andet Mord var lige saa daarligt forberedt. I Virkeligheden har Morderen ikke iagttaget anden Forsigtighedsregel end at hænge Dorthe Nielsdatter op i Foderloen, og dette gjorde han endda saa klodset, at der fremkom to Furer paa Halsen, hvilket jo ligefrem beviser, at den dræbte ikke kunde have hængt sig selv. Altsaa synes det nærmest, som om den Maade, hvorpaa Arrestanten har taget Livet af sine Ofre, vidner om, at han ikke har handlet med Overlæg, men efter pludselige Indskydelser.
De Forundersøgelser, som Mordene gav Anledning til, synes forbavsende mangelfulde. Da Aflægtskonen var fundet hængt, fortalte Jens Peter Nielsen, at han var meget vred over Selvmordet, men ingen fandt paa at spørge om, hvorfor han egentlig var vred. Man fandt det ganske sandsynligt, at Konen omhyggeligt havde splejset den Løkke sammen, som hun fandtes ophængt i, og ingen spurgte efter, hvor det Lerfad var bleven af, som hun havde haft Æde i til Svinene. I det hele taget maa Undersøgelsen kaldes ganske uforsvarlig.
Naturligvis er der ikke meget at sige til Forsvar for Drabsmanden. Han har altid været en god Mand mod sin Hustru og en god Fader for sine Børn, og disse har meget vanskeligt ved at tro paa Faderens Skyld, selv efter at han havde aflagt Tilstaaelse. Hele Sagen er et nyt Vidnesbyrd om, hvor uheldig en Form for Alderdomsunderstøttelse Aftægten er.
Mest undskyldende taler det maaske for Manden, at han i 27 Aar har gaaet omkring med usigelige Samvittighedskvaler under stadig Frygt for at blive opdaget. Efter hvad han nu bagefter forklarer, har han ikke et Øjeblik været fri for Frygt og Samvittighedsnag. Hvad man end mener om Dødsstraffen, saa er det dog noget urimeligt, at man nu efter 27 Aars Forløb vil dømme en Mand til Døden. Hvis den høje Ret imidlertid alligevel skulde mene, at den indankede Dom bør stadfæstes, saa haabede Defensor i hvert Fald, at Retten vilde indstille ham til Benaadning. Det tør vel nok siges, at der er Anledning til at anvende Mildhed og Forbarmelse overfor denne gamle Mand.
Dermed blev Sagen indladt, og Voteringen begyndte strax. Dommen afsiges dog først i Dag.
(Aarhus Amtstidende 16. marts 1897).
Begge de efterlevende aftægtsfolk var flyttet fra ham og han betalte aftægten i rede penge. Jens Pedersens hustru døde i 1871 og Dorthea Nielsdatters mand knapt to år efter hans hustrus død. Højesteret stadfæstede kommissionsdommen. Han blev benådet og dødsstraffen ændret til tugthusarbejde på livstid. Han døde i straffeanstalten januar 1901.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar