Faa er bedre kendt af fattige Arbejderkvinder end Generalinde Harbou; Tusinde af diegivende Kvinder besøgte daglig hendes Spisehus, hvor de foruden den gode Middagsmad fik venlige og opmuntrende Ord af deres moderlige Veninde; thi som en Moder saae Fru Harbou paa disse fattige unge Mødre, der kom med deres smaa Børn. Hun hjalp dem med Mad og gode Raad, Lægehjælp og meget ofte til Arbejde.
Skønt Fru Harbou klart saae, at Samfundet trængte mere til Retfærdighed end til Velgørenhed, blev hun dog aldrig træt af at hjælpe.
I 1885 stiftede hun Selskabet for "Smaabørns Vel", hvis Formaal var at tilse spæde Børn i Hjemmene og hjælpe dem med Klæder og Sygepleje; men da hun ofte saae de stakkels Mødre segnefærdige ved at amme store Børn, uden selv at kunne faa tilstrækkelig Næring, gjorde hun allerede samme Aar i sit Hjem Forsøg med Middagsmad til en Snes fattige Mødre. Aaret efter dannede hun Selskabet "Mødres og Børns Bespisning", som hurtig fik 5 Lokaler rundt om i Byen, hvor der i den strænge Vinter uddeles gratis cirka 50,000 Portioner varm Mad. Senere knyttedes en Maltkuranstalt dertil for de svage Mødre, ligeledes gratis.
Det ene førte det andet med sig. Fru Harbou havde ved en Fest faaet 200 Kroners Overskud, og saa oprettede hun i 1889 et lille Laanefond for disse Mødre. Derfra udlaanes Summer fra 10 til 100 Kroner til Symaskiner, til Leje af Rulle, Anskaffelse af Varer til en lille Handel eller andet, der kunde hjælpe Mødrene.
Fru Harbou kunde ikke taale at se de skrofuløse Børn lide. Hun vidste, at et Sommerophold paa Landet vilde hjælpe dem, og saa bad hun det kgl. Haveselskab om hun maatte laane dets Have og Lokaler til Afholdelse af en Fest for at skaffe Penge til et "Børnesanatorium". Og Festen lykkedes over al Maade. Der blev lagt Sanatorier Frederiksberg og i Hellebæk. Disse udvidedes, og der naaes gode Resultater for de Smaa. Fra 26. Maj til 26. Oktober faar Hundreder af Arbejdernes Børn, Drenge og Piger, Lov til at tumle sig i Lys og Luft og Barneleg ved Strand og i Skov.
Sidst har Fru Harbou tænkt paa de gamle enligstillede Mænd og Kvinder. De skulde ogsaa have Middagsmad. Nu er hun død midt i sin Virksomhed, men forhaabenlig vil hendes smukke Gærning blive fortsat.
Fru Harbou var født 1833 i Kallundborg. Hun var Datter af Konsul Hellesen og blev gift 19 Aar gammel med daværende Oberstløjtnant Johannes Harbou, som hun fulgte til Holsten, hvor han blev Bataillonskommandør.
Fru Harbou har selv flere Børn, af hvilke Døtrene har studeret og vist, at de har arvet Moderens Energi og stærke Arbejdstrang.
J. M.
(Social-Demokraten 19. januar 1897).
Fattiges Ven
Generalinde Harbou.
De gode Mennesker døer for tidligt. Deres Liv, som vies Omsorg for dem, der lider, Kærlighed og Hjælp til dem, der trænger og er i Nød, kan ej blive langt nok. Og saa river Døden dem bort midt i deres opofrende Gærning!
Vær god!
Den Dame, der i Forgaars afgik ved Døden, og hvis Billede vi her bringer, havde valgt sig til Opgave at øve Godhed.
Hun prækede et Evangelium, men uden Prædiken og uden Amen.
Hendes glade Budskab lød tidligt og silde: Giv! Giv! - der er Mange til at modtage. Mange, der trænger. Mange, der lider, fryser, sulter, der er Syge og Svage, der er blege Børn og rystende Oldinge, der er nedbrudte Mand og sønderknuste Kvinder. Derfor: Giv! Tusende Hænder strækkes ud efter de Gaver, som Samfundets Velstillede yder dets Stedbørn.
Denne Frue, der ikke selv var rig, og derfor ikke personligt kunde give ret meget, klin blev da ad særlig Vej en mageløs Velgørerinde.
Hun blev den københavnske Velgørenheds resolute, altid kampberedte, altid travle Agitator.
Hun blev Tigger - for de Andre. Hun gik en daglig Tiggergang, og hun var stolt deraf, som altid den er stolt, der øver Godt og er nyttig.
Hun kendte og omgikkes alle "Fine" og "Fornemme" i denne By. Alle Døre var aabnede for hendes paa en Gang djærve og elskværdige Skikkelse. Og kom hun først ind ad Døren, fandt hun hurtigt Vej til Hjærtet.
Vær god! Giv!
Hun var ingen Klynkepotte, ingen af disse taarepersende Godgørerinder, som med Hældøre og Himmelsøjne render rundt og gør ingen Nytte, men meget Vrøvl. Nej. Hun var en foretagsom, omsigtsfuld, bestemt og tænksom Dame, der drev Velgørenhed med klog Beregning og fast Haand.
Derved lykkedes det hende at gøre Godt ud over sin egen Tid.
Hun skabte Velgørenheds-Institutioner. der lever og vil leve i lang Fremtid.
Smaabørns Vel og Børnesanatorierne er skabte af hende, for ikke at glemme Mødre- og Børne-Bespisning og endnu flere Foreninger, der lindrer Hundreders Nød og forhaabenlig vil gøre det i mange, mange Aar.
Men saa lange disse Foreninger lever, vil Generalinde Harbous Navn leve blandt de Fattige. Hun var deres Ven. Hun kendte dem, elskede dem og hjalp dem. Hun var god. Og nu er hun død. Mangen fattig Moder, mange blege Børn føler det som en virkelig Sorg, og de har ikke Uret deri.
Pax.
(København 19. januar 1897).
Filantropen Louise Ulrikke Mariane Harbou (1833-1897) blev gift 1852 med den 23 år ældre generalmajor Johannes Wilhelm Anthonius Harbou (1810-1891). Parret fik 6 børn: Hans Walther (1853), Charlotte (g. Norrie, 1855), Knud (1858), Dagmar (g. Hjort, 1860), Inger (1861), Alvilda (g. Harbou Hoff, 1862) da de boede i Rendsborg og Altona. Manden var højkonservativ og anti-nationalliberal og stemplet som "tysker” efter Krigen 1864.
Som ung tog Louise Harbou afstand til kvindeemancipationen, men måske fordi hendes døtre brød med den holdning ændrede hun i 1880’erne standpunkt og meldte sig ind i Dansk Kvindesamfund (DK) sammen med flere familiemedlemmer. Hun oprettede i 1885 foreningen Smaabørns Vel i samarbejde med bl.a. Jenny Adler og oberstinde Othilie Lindholm. Smaabørns Vel uddelte pasteuriseret mælk og tøj til både “uægte” og ægtefødte børn og satsede på at nedbringe den høje børnedødelighed, som navnlig ramte aldersgruppen af 0-5-årige hårdt. Louise Harbou oprettede i 1886-87 Foreningen Mødres og Børns Bespisning. I hendes formandstid indtil 1897 åbnede fem bespisningslokaler i hovedstaden. Kvinder med førskolebørn kunne gratis og dagligt i vintermånederne få varm mad, og foreningen udviklede sig til et storstilet bespisningsforetagende før de kommunale folkekøkkeners oprettelse i 1917.
Louise Harbou stiftede en hjælpefond i 1888 der ydede rentefri lån til støtte for mindrebemidlede kvinders selverhverv. Desuden medvirkede hun til oprettelsen af Børnesanatoriet af 26. maj 1892 nær Sundby, et tidligere sanatorieforsøg på Frederiksberg og sanatoriet i Hellebæk. Børnesanatorierne for København og Omegn videreførte arbejdet bl. a. med datteren Alvilda Harbou Hoff som læge og radikal kommunalpolitiker sammen med sin mand, stadslæge Emil Hoff. Vilhelmine Ulrike Alvilda Harbou Hoff (1862-1951) var 1897–1927 praktiserende læge i København. 1905–18 medlem af værgerådet i Kbh., og 1913–34 i bestyrelsen for børnesanatorierne i København og omegn og for den sjællandske åndssvageanstalt. Hun var 1919–25 næstformand for julemærkekomiteen og formand for dens forretningsudvalg, og medlem af boligkommissionen af 1918. 1909-1925 sad hun i Borgerrepræsentationen for de Radikale, som næstformand 1913–21 og 1922–25. 1925–29 var hun rådmand i magistratens 4. afdeling. Manden var praktiserende læge i København, 1896–1912 stadslæge i København. 1912–18 formand for sundhedsstyrelsen.
I 1896 oprettede Louise Harbou De gamles Spisehuse for enlige mænd og kvinder. Foreningerne samarbejdede med bl. a. vuggestuer og asyler, kommunal- og børnelæger og de kommunale hospitaler. På opfordring fra Dansk Kvindesamfunds formand Kirstine Frederiksen, skrev Louise Harbou Omrids af danske Kvinders Virksomhed i Philantropiens Gjerning med henblik på verdensudstillingen i Chicago 1893 og dens særlige kvindeudstilling.
I 1895 organiserede hun sammen med datteren Charlotte den filantropiske afdeling af Kvindernes Udstilling i København. Hun fik ideen om at opføre Kvindernes Bygning i hovedstaden. Begravet sammen med manden på Frederiksberg Ældre Kirkegård.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar