Den lukkes af Politiet.
Politiet synes nu at ville tage haardt fat paa de ikke faa Beværtningskjældere, der afgiver Samlingsplads for Samfundets værste Individer: Indbrudstyve, Banditter af enhver Art, professionelle Betlere og de modbydeligste af Smaagadernes Soutenører - de "finere" kommer der selvfølgelig ikke.
Forleden Nat lukkede Politiet Beværtningen "Brønden" i Brøndstræde, en fuldstændig Forbryderhule, hvis Bestyrer og Opvarter viste sig at være i Komplot med den Forbryderbande, der blandt andet stjal Pengekassen med de 1000 Kr. fra Værtshusholderen paa Enghavevej. Forrige Nat kom Turen til "Nordpolen" i Vognmagergade.
"Nordpolen" var maaske nok den værste af den Slags Huler. Lokalet, der ligger dybt nede i Jorden, bestaar af tre smaa Rum, men i disse Rum kunde man hver Aften træffe maaske over hundrede Personer der var altid fuldt Hus og Gjæsterne var stuvede sammen som Sild i en Tønde.
Det var ikke noget opbyggeligt Syn, der frembød sig for En, naar man kastede Blikket ned i "Lokalet". Langs Væggene laa døddrukne Mænd og Kvinder, paa hvis Legemer de endnu mere rørige Gjæster trampede - uden at de Overbordfaldne mærkede det ringeste dertil. Hvor haardt disse Individer kunde sove, fik Politiet at mærke, naar dette, hvad ikke saa sjældent skete, kom til Stede for at foretage en Anholdelse. Det viste sig da i Reglen umuligt at faa disse brændevinsberusede Mennesker vækkede.
Brændevin var selvfølgelig det, der først og fremmest gjorde sig gjældende i "Polen". Mad kunde der dog ogsaa faas - skønt den ikke var særlig eftertragtet. En staaende Ret var Lunge med Sauce til 4 Øre Portionen.
Forøvrigt var det en Trafik, som almindeligt benyttedes af de Stoddere, der gik rundt og tiggede om Dagen, at de om Aftenen solgte den Mad, de havde tigget sig til, nede i "Polen", for at faa Penge til Brændevin. Efter at de havde drukket sig fulde, sov de Rusen ud nede i Kjælderen og stavrede derefter ud i Staden for at "fægte" sig et Par Skillinger til ved at antaste de ikke altid saa knebne Nattevandrere. Det kunde da ske, at de næste Morgen, sultne og forfrosne, kom igjen og kjøbte den Mad tilbage, som de om Aftenen havde solgt af Hensyn til den kjære Brændevin.
Hvilket Virvar, der kunde opstaa nede i den skumle, af Mennesker, Røg og Dunst fyldte Kjælder, naar Politiet overrastede Gjæsterne med en Visit, kan let tænkes. Der var jo saa at sige ingen af de Tilstedeværende, der havde rent Brød i Posen.
Et saadant Virvar opstod der da ogsaa i Nat, da et Par Opdagere pludselig indfandt sig, ledsaget af Kjøbenhavns to stærkeste Betjente, "Bøllejørgen" og "Savskæreren" kaldede, for hvem Kvarterets Banditer nærer den største Respekt - af gode Grunde. Forvirringen fulgtes af Dødsstilhed; det var, som om hele Selskabet med et blev ædru - med Undtagelse af de mest døddrukne Gjæster, der som sædvanlig sov Rusen ud langs med Væggene.
Saa ganske uforberedt paa Politiets Komme var man dog ikke denne Gang. To Militærarbejdere, der havde forvildet sig ned i Kjælderen og var bleven drukne fulde, kom i deres salige Tilstand op at slaas og drog Sablerne, hvormed de slog løs paa hinanddn af Hjærtens Lyst, medens de øvrige Gjæster delte sig i to Parter - et for hver af de to hidsige Krigere - og saa gik det løs over hele Linjen.
Det vilde Slagsmaal var dog tildels stilnet af, da Politiet kom til Stede. De to Soldater, der blødte af mange fæle Saar, som de havde bibragt hinanden, var trætte sunkne sammen hver paa sin Stol, og de øvrige Gjæster var vendt tilbage til deres Brændevin.
Politiet tog øjeblikkelig fat paa at "rydde Bulen". Og dette Arbejde stod ikke længe paa.
Medens Opdagerne agerede Tilskuere, stillede den vældige "Savskærer" sig oppe i Døren, og den ikke mindre vældige "Bølle-Jørgen" paabegyndte "Udsmidningsarbejdet", der gik for sig paa den Maade, at den sidstnævnte Betjent tog Gjæsterne i Nakken og sendte dem i en Haandevending op til "Savskæreren", som saa besørgede Resten ved at sørge for, at der ikke fremkom nogen Standsning i Farten. Samtidig vankede der naturligvis adskillige Knubs, for der var jo dem, der "mukkede".
Et ret pudsigt Tilfælde indtraf forøvrigt ved denne Lejlighed. En meget fin Herre med høj Hat kom tilfældig forbi og tog Anledning til at dadle "Savskæreren" fordi denne brugte sin Stav lidt vel flittig, noget der selvfølgelig ikke afficerede Betjenten, som vidste, med hvilke Folk han havde at gjøre. Et Øjeblik efter hørte man høje Nødraab længere nede i Gaden, og da Politiet kom til, saa man den fine Herre ligge i Rendestenen med Hatten saa flad som en Harmonika og med nogle slemme Skrammer i Ansigtet, medens nogle Banditer skyndsomt tog Flugten. De samme Mennesker, som han havde ynket, havde paa denne Maade vist ham deres Taknemlighed.
Efter at Politiet havde lukket Forbryderhulen, blev de to stadigt blødende Soldater afleverede til Hovedvagten.
(Aarhus Amtstidende 14. marts 1899).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar