Holger Drachmann: Det gamle Kristianshavn (1901?). (Efterskrift til Politivennen)

Solen skinner paa Kristianshavn,
        paa alle de røde Tage,
paa alle de „Pladser” fra Arilds Tid,
        som endnu findes tilbage.

Da dufter det ... o, jeg skulde vel le,
        men Vemod er blandet deri:
der dufter fra Værfter, fra Vold og Kanal
        en forunderlig Poesi.

Paa Kristianshavn, med den grønne Vold,
        en skælvende Foraarssol skinner,
paa Udsigten ud over Kallebodstrand —
        paa alle Barndommens Minder.

Paa Knippels- og Lange- og Snurre-Bro
        paa alle de Folk, som gaar der,
paa „Jødens Bule” — som man rev ned
        og paa Børnehuset, som staar der.

Halvt hollandsk lever den lille By
        — fra Stor-Staden skilt ved en Stram
saa bred som Langebroen er lang —
        sit Liv i en Fortids Dram.

Patricier-Husene drømmende staar —
        ja dengang var Pladserne fulde
af vimplede Skuder, med himmelhøj Rig,
        som rundt om Jordkloden skulde.

Men Smaamanden, han som i Kælderen bor,
        hvor sjeldent en Solstribe skinner,
han tærer med særlig Trofasthed paa
        de gamle og kære Minder. —

Solen skinner paa Kristianshavn,
        paa alle de røde Tage ...
langt derfra kan man ønske sig
        i den trange Kælder tilbage.

Ja den, som er faret Halvkuglen rundt
        med Bagage af Længsler og Minder,
kan synes, at Danmark er saadan en Kælder
        hvori en Sol-Stribe skinner.

I 1905 var der på Amagertorv en udstilling om det gamle København hvor romantiseringen åbenbart allerede var i gang: Man omtalte de "smukke, gammeldags gårde ... de kønne partier ved voldene ... ejendommelige bygninger som "Jødens Bule" og andre karakteristiske partier.