Anton Marius Jensen: Fhv. Harboøre-Præst. (Efterskrift til Politivennen)

Pastorerne Berthelsen og Jensen mødtes endnu engang, denne gang i en sag om at stå fadder:

Daabssagen fra Harboøre.

Pastor Berthelsen for Højesteret.

Kjøbenhavn, Fredag.

Det vil endnu være i frisk Minde, hvilken Opsigt det vakte for et Par Aar siden, da Købmand Rønn i Harboøre anmodede den derboende Pastor Jørgen Christian Berthelsen om at døbe hans Barn, hvilket Berthelsen nægtede, fordi den bekendte fhv. Præst Anton M. Jensen var en af Fadderne. Berthelsen henvendte sig til Biskop Koch i Ribe med Forespørgsel, om han var nødt til at døbe Barnet under disse Forhold, og Bispen svarede, at Anton M. Jensen ikke kunde forkastes som Fadder. Alligevel nægtede Berthelsen at døbe Barnet, og Sagen blev derefter forebragt Kultusministeriet som resolverede, at Berthelsen skulde have et Paalæg om at døbe Barnet. Da Berthelsen alligevel nægtede at foretage Daaben, blev han tiltalt for Skodborg-Vandfuld Provsteret, som frifandt ham under Henvisning til, at Anton M. Jensen var Unitar og ikke vilde vedgaa sin Tro paa Jesus som sand Gud fra Evighed af.

Provsterettens Dom blev appelleret til Ribe Stifts Landemode, der kom til samme Resultat og frifandt Pastor Berthelsen, idet Sagens Omkostninger paalagdes det Offentlige. Landemodets Dom blev saa appelleret til Højesteret, hvor Proceduren begyndte i Formiddags.

*

For Højesteret mødte P. G. C. Jensen som Aktor. Han begyndte med at oplyse, at Pastor Berthelsen, der er 34 Aar gl., allerede i 1902 havde døbt et af Købmand Rønns Børn, skønt Pastor Anton M. Jensen dengang var en af Fadderne. I Juni 1904 sagde han derimod Nej, uagtet Jensen var Broder til Fru Rønn. Der veksledes Telegrammer og Skrivelser mellem Berthelsen og Biskop Koch, og den første vedblev at fastholde sin Vægring ved at døbe Barnet, idet han erklærede, at det stred mod hans Samvittighed at døbe et Barn, naar en vitterlig Kristusfornægter stod Fadder. Der blev faa rettet en Henvendelse til Pastor Jensen, der afgav en Erklæring, som man maatte lægge megen Vægt paa. Jensen erklærede nemlig, at han havde ladet sine egne Børn døbe i Folkekirken, at han vidste, at han som Fadder forpligtede sig til at sørge for Barnets Opvækst i den kristne Tro, samt at han bekendte sig til den apostoliske Trosbekendelse og til den kristne Tro i det hele.

Efter dette meddelte Biskoppen Pastor Berthelsen, at han ansaa det for utvivlsomt, at Pastor Jensen maatte antages som Fadder. Berthelsen vilde imidlertid endnu ikke bøje sig. Han forlangte, at Jensen først offentlig skulde tilbagekalde de Udtalelser, han havde fremsat i forskellige Skrifter, og hvori han havde sagt, at han ikke troede paa, at Jesus var undfanget af Jomfru Marie, saa lidt som han troede paa Kristi Forsoningsdød eller paa Djævelen og Helvede. Da Berthelsen affordrede ham en bestemt Erklæring om, hvorvidt han vilde tilbagekalde disse Udtalelser, svarede han spottende, at han ikke kunde gaa ind paa at drøfte saadanne theologiske Spørgsmaal med Berthelsen. Denne bragte Jensens Svar videre til Biskoppen, som atter lod Sagen gaa videre til Ministeriet, der paany paalagde Berthelsen at foretage Daaben. Han gør det stadig ikke, men beder Ministeriet fritage ham og lade Sagen komme for Retten. Dette skete. Provsteretten frifandt Berthelsen og Landemodet stadfæstede Frifindelsen. Aktor kritiserede stærkt denne Dom, som ikke paakender Hovedspørgsmålet : om Pastor Anton M. Jensen kan være Fadder eller ikke. Han var ikke ganske paa det rene med, efter hvilken Paragraf Pastor Berthelsen skal tiltales.

Hermed afbrødes Mødet, og først paa Mandag vil Aktor nedlægge sin Paastand om Straf, og derefter vil Defensor. Hr. Asmussen faa Ordet.

(Roskilde Dagblad 18. november 1906)

Daabssagen fra Harboøre

Kjøbenhavn, 6. November.

Pastor Berthelsen for Højesteret.

Sagen imod Pastor I. Chr. Berthelsen, Harboøre, afsluttedes Mandag i Højesteret. Ved 10-Tiden var Dokumentationen endt, og Aktor, P. G. C. Jensen, udtalte, at da der er rejst Tiltale imod Berthelsen for at have nægtet at døbe Købmand Rønns Barn med Anton M. Jensen som Fadder, saa maatte han - skønt det var noget uklart - antage, at det var Spørgsmaalet om Berthelsens Forpligtelse til at udføre Daabshandlingen, der skal prøves. Han var derfor som Aktor forpligtet til at paastaa Berthelsen kendt Pligtig til at udføre Daaben og straffet for at have undladt det.

Asmussen tog derpaa Ordet som Defensor. Han sandt sin Opgave usædvanlig let og Sagen usædvanlig klar. Thi man kan ikke fritage en Mand for at udføre en Handling og samtidig forlange ham dømt for ikke at have udført den. Pien det er jo det, Ministeriet vil have. Jeg kender ikke noget mere modsigende. Den 10. Oktober 1904 skriver Ministeriet, at det finder det rigtigt, at Berthelsen fritages, men samtidig skriver det til Købmand Rønn, at det vil lade Sagen afgøre af Provsteretten, hvis Rønn ønsker det.

Men saa maa Berthelsen som Embedsmand dog have Ret til at afvente den endelige Afgørelse. Efter Forordningen af 1828 har Præsten Ret til at afgøre, hvem han kan tage til Fadder. Her kan der ikke blive Tale om at dømme efter Straffelovens 143 for "grov Forsømmelse". Noget andet havde det været, om Ministeriet havde fastholdt sit Forlangende, at han skulde døbe Barnet. Men Ministeriet endte med at fritage ham. Berthelsen har heller ikke uden videre nægtet at døbe Barnet med Anton M. Jensen som Fadder, men kun gjort, hvad han var pligtig til. Han har baade Ret og Pligt til at undersøge, om den Mand. der staar Fadder, er Kristen. Hans Vægring var velbegrundet, og han har i Virkeligheden Ret i dette maaske noget tvivlsomme Spørgsmaal.

Hr. Asmussen fremhævede nu, at Anton M. Jensen, der ikke havde beholdt sine religiøse Meninger for sig selv, men offentlig udtalt sig derom baade i Skrift og Tale, ikke kunde kalde? en Kristen. Det var Berthelsens Pligt, at undersøge, om hans Standpunkt var foreneligt med Kristendommen, og mange vilde blive forargede ved at se ham staa Fadder. Han maatte afvise Jensen som Fadder, fordi han nægtede, at Jesus er "Guds Søn, kommen i Kødet for at frelse os Mennesker". Thi Anton Jensen er Unitar, han nægter Treenigheden, fordi han ikke forstaar den. Han er snarere Jøde end Kristen. Han kan bede til Jesus som Guds Søn, ligesom han beder til andre Afdøde om Hjælp. Uffe Birkedal forstaar heller ikke en saadan Kristendom, og deri har han Ret. Berthelsen henvendte sig til Biskoppen. og dennes usikre og vaklende Holdning bestyrkede hans Tvivl. Havde Biskoppen straks givet klar Besked, vilde Berthelsen ogsaa have bøjet sig. Han stillede sig ikke paa den høje Hest, men søgte kun at være Sandheden tro. Der kan ikke være Tale om at dømme ham eller tvinge ham til at udføre en Handling, som er udført for længe siden. Hans Optræden har været hans Embede værdig. Han bør frifindes, og han gaar ud af Sagen med al Ære. De kirkelige Autoriteter synes jeg ikke har saa megen Ære af Sagen; de har svajet for alle Vinde.

Hermed blev Sagen indladt til Doms.

Voteringen varede et Par Timer.

Fem Minutter over to blev Dommen afsagt, hvorved Landemodets Frifindelsesdom stadfæstedes.

Dommen lyder saaledes.

Efter at Ministeriet har tilbagetaget det i den indankede Dom ommeldte Paalæg, kan der ikke blive Spørgsmaal om at anse Tiltalte efter Straffelovens 142. Og da hans under Sagen paatalte Forhold, selv om der kunde gaas ud fra, at han har skønnet fejl ved at afvise fhv. Sognepræst Jensen som Daabsvidne - ikke under samtlige foreliggende Omstændigheder vil kunne henføres under nogen anden Straffebestemmelse, vil han være at frifinde for Aktors Tiltale, og den indankede Dom, som har samme Resultat, vil derfor kunne stadfæstes.

Sagens Omkostninger for Højesteret, derunder Salærer til Aktor og Defensor, 120 Kr. til hver, udredes af det Offentlige.

(Roskilde Dagblad 21. november 1906)

Heller ikke på andre felter i livet gik det godt for pastor Jensen. Han levede i stor fattigdom. 1902-1907 var han præst for det unitariske fri kirkesamfund i Århus hvor hans salmer blev brugt i 50 år. Indre Mission vedblev med at forfølge ham med intenst had.