17 juli 2025

Tysk Ubaad sænket i Storebælt. (Efterskrift til Politivennen)

Den 3. maj 1945 blev den tyske ubåd U-2503 sænket i Storebælt. Ubåden var blevet søsat 29. juni 1944. Besætningen var normalt 5 officerer og 52 besætningsmedlemmer. Den 3. maj 1945 var den på vej nord på gennem Storebælt med kurs mod Norge. Tæt ved Omø Fyr blev den angrebet af fly fra Royal Airforce (RAF) Bristol Beaufighters. Kommandotårnet blev ramt, og flere besætningsmedlemmer dræbt, bl.a. kaptajnløjtnant Karl-Jürg Wächter. Ubåden blev glødende og af en mindre motorbåd slæbt til Nordfyns kyst. De overlevende (59?) gik i land her. Ubådens ledende ingeniør Oskar Curio sænkede den næste morgen 4. maj kl. 5.12 med sprængstof på position 55°09′N 11°08′E.

Chefen for eskorten til de fly der nedskød ubåden, major Arne Austeen (1911-1945) blev i sin Mustang ramt af flak, formentlig fra ubåden U-155 den 4. maj 1945 over Flensborg Fjord. Flyet eksploderede og Austeen omkom. Han se dog ikke at have været med i selve nedskydningen af U-2503. Han havde nedskudt 5 fly og beskadiget 3 andre.

Kaptajnløjtnant Wächter var kommandant på ubåden siden 22. november 1944. Han var startet som søkadet 10. september 1936 og var herefter steget i graderne til 1. oktober 1940 at blive Oberleutnant zur See, 1. juni 1943 kaptajnløjtnant. I starten af krigen var han i Luftwaffe, men blev i 1941-1942 uddannet til ubådsflåden. 6. juni 1942 - 12. januar 1944 var han kommandant for U 223 som sejlede i Nordatlanten og ved sydøstlige Grønland. Her sænkede han 2 skibe. Senere på året yderligere 2 skibe. Den 12. november 1944 blev han kommandant på 2503 (XXI). Den havde bl. a. været i Swinemünde, Gotenhafen, Hela, Travemünde og sejlet 30 flygtninge fra Østpreussen dertil. Den 3. maj 1945 afsejlede den fra Kiel mod Norge. 


Karljürg Wächter. Kapitänleutnant. 2.5.1916-3.5.1945. Wächter havde kommandoen på ubåden, mens Erwin Christophersen var med som passager på vej mod Norge for at overtage kommandoen over en båd der. Gravsted på Vestre Kirkegård, tyske afdeling G 49/50. Foto Erik Nicolaisen Høy (2024).


På båden befandt sig endvidere kaptajnløjtnant Erwin Christophersen som skulle til Norge for at overtage kommandoen over en ny båd. Hans karriere var var startet i 1935 i marinen og forløb fra december 1940 på følgende ubåde:

På træningsbåden U-753 var han 18. juni 1941 til 30. november 1941 som 1. udkik. Det må være på dette tidspunkt han var med på båden. Båden blev senere indsat og sænkede den 20. maj 1942 et amerikansk handelsskib, beskadigede den 22. maj 1942 et britisk sejlskib, samt den 25. maj 1942 en norsk tanker. Den 27. maj 1942 sænkede den den norske tanker Hamlet. Den 5. maj 1943 blev den sænket og alle 47 besætningsmedlemmer omkom.

U-228 blev søsat 30. juli 1942 og var i starten til træning. Den udførte seks patruljer mellem 1. marts 1943 til 5. oktober 1944 uden at få sænket et skib, men fik nedskudt to fly. Den blev beskadiget i Bergen 5. oktober 1944 og skrottet.

U-3028 blev søsat 22. december 1944 under kommando af kaptajnløjtnant Erwin Christophersen fra 27. januar 1945. Den kom aldrig i aktiv tjeneste og han forlod den 3. maj 1945, samme dag som han var ombord på U-2503 som passager for at overtage en ubåd i Norge, men døde under angrebet. Vraget blev senere hævet og skrottet.


Heinrich Gissel. Oberleutnant. 5.2.1913-3.5.1945. Døde ifølge kilder sammen med Erwin Christophersen. Gravsted på Vestre Kirkegård, tyske afdeling G 51/52. Foto Erik Nicolaisen Høy (2024).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar