30 august 2026

Politivennen Live Blogging

Historier som historiebøgerne ikke fik med; læst forlæns gennem aviser og tidsskrifter - og kommenteret baglæns.


Indhold:

  • 4.586 artikler fra ugemagasinet Politivennen 1798-1845. (4,35 MB).
  • 4.814 avishistorier (Efterskrifter) 1600-1969. (16,1 MB).
  • Over 8.000 Fotoer og illustrationer, fx fra Det Kongelige Bibliotek, Statens Museum for Kunst, Kbhbilleder, herunder fotoer af Erik Nicolaisen Høy på Kbhbilleder.

Menuerne til at finde rundt:

  • Stikordsregister: Sted, begivenhed, profession osv.
  • Kronologisk register, Politivennens artikler 1798-1845.
  • Kronologiske registre, Efterskrifter 1700-1899 og 1900-1999.
  • Søgefelt.
  • Om Politivennen. 


Følg med på Politivennens Facebookside! 


Anbefaling af Liv Thomsen (Historieselskabet) kendt fra DRs historieudsendelser om Politivennen Live Blogging: 

"Erik Nicolaisen Høy ... har begået en kæmpe bedrift, en slags folkegave, nemlig ved at læse, oversætte, offentliggøre, kommentere tidsskriftet ‘Politivennen’. Det var københavnsk ugeblad, der udkom i årene 1798 til 1846 med et hav af kommentarer og klager fra borgerskabet over den uorden, der herskede i København. Erik og jeg taler om digitaliseringens glæder og om at fortælle de danmarkshistorier, man ellers ikke hører."

... nemlig på podcasten Historiemagasinet #3 Liv i Historien.

01 august 2026

Jesta Nielsen (1901-1964). "Die Asta"s Datter. (Efterskrift til Politivennen)

Jesta Nielsen (1901-1964) blev født den 10. juli 1901 på Den Kongelige Fødsels- og Plejestiftelse i København. Moderen var den dengang ganske ukendte, men senere internationalt berømte stumfilmstjerne Asta Nielsen (1881-1972) der dengang var elev. Jesta var oprindelig døbt Thomsen, men antog i 1912 navnet Nielsen.

Det var her på den kongelige Fødselsstiftelse, Asta Nielsen fødte Jesta i 1901. Som tusindvis af mødre fra nær og fjern i Danmark gjorde hvert år. Til fods, eller til vogns kom de ind af porten i baggrunden mod Amaliegade. Foto Erik Nicolaisen Høy.  

Faderens navn er aldrig blevet opklaret. På nogle internetsider er det antydet at det var skuespilleren Peter William Jerndorff (1842-1926), fordi navnet Jesta kunne være en sammentrækning af forældrenes navne: Jerndoff og Asta. Dette er dog aldrig blev dokumenteret. Peter William Jerndorff var dengang en ældre herre på knap 60 år og højt estimeret kongelig skuespiller. Han havde deltaget i krigen 1864, læst til medicinsk embedseksamen (1870). Men valgte så at blive skuespiller, oplært af bl.a.  Ludvig Phister. Han debuterede 17. februar 1871, og fik senere stjerneroller. 1890 blev han kongelig skuespiller indtil han i 1923 tog sin afsked.

Asta Nielsen gav sit barn til et børnehjem ved fødslen; men da Astas mor, Ida Frederikke Petersen (1843-1912) fik nys om sagen, blev Jesta hentet hjem og voksede op hos sin mormor og mosteren Johanne, som var lesbisk og aldrig selv fik børn.

Asta Nielsen var på turne i 1906 med Peter Fjelstrup. En af de andre var Niels Nordorf som begik selvmord i september 1909. (Begravet på Vestre Kirkegård).

Jesta Nielsen medvirkede ifølge DFI i 1910 i filmen "Afgrunden" hvor hun spillede klaverelev. Det var den berømte film hvor moderen Asta Nielsen spillede sammen med Poul Reumert. 


Annonce fra Münchner neueste Nachrichten: Wirtschaftsblatt, alpine und Sport-Zeitung, Theater- und Kunst-Chronik. 15. januar 1916. Asta Nielsen havde da siden 1911 boet i Tyskland og blev der  - med et ophold i Danmark under 1. verdenskrig - indtil 1937 hvor den nazistiske udvikling tilsyneladende blev hende for meget. I 1920'erne kritiserede Asta Nielsen tysk film for at være blevet "amerikaniseret", sensationspræget efter amerikansk mønster.

Ikke til at tro.

Asta Nielsen og Datter. Hvem af dem er Asta Nielsen?

Man skulde tro, at de to unge Piger paa ovenstaaende Billede er et Par henrivende Tvillinger, og saa er det Moder og Datter, nemlig Asta Nielsen og hendes 25-aarige Datter Jesta, Det forunderligt) ved dette Billede er, at det er Asta Nielsen, der staar tilhøjre, og at hun ser betydelig yngre ud end Datteren.

Asta Nielsen er jo ingen Aarsunge, det er ingen Hemmelighed; men at hun endnu kan spille Bachfisch, og fuldstændig stille Mary Pickford i Skygge, skulde man forsværge. Hun er et Fænomen indenfor Filmen, og hun er en betydelig Skuespillerinde, der med Aarene bliver mere og mere afklaret og lutret, fordi hun har Respekt for sin Kunst og aldrig lefle for Publikums daarlige Simag.

Asta Nielsen burde forlængst være taget til Amerika, hvor hendes Verdensformat hører hjemme, og hvor hun kunde have lært mange af de amerikanske Dukker, hvorledes man skal spille Komedie, og at det ikke er Tøj og Smykker, det kommer an paa, naar Talen er om Kunst.
Asta Nielsens Datter, Jesta, hendes ét og alt, har kun forsøgsvis prøvet at filme; men nu er det Hensigten, at den unge Dame skal hellige sig Filmen og fortrinsvis spille i Lystspil. For Asta Nielsen maa det baade være vemodigt og morsomt at spille sammen med sin Datter, selvom hun derved brutalt afslører sin Alder.

Ganske vist sagde Sarah Bernhardt altid, at en Kunstnerinde har ingen Alder; men Asta Nielsen er for klog til at lulle sig ind i den salige Tro, at hun helt kan udslette Aartier paa det hvide Lærred, selv om man tyer til alle mulige Hjælpemidler.

I Begyndelsen af det ny Aar ser vi antagelig Asta Nielsen her i København som Skuespillerinde i "Romantik", og meget tyder paa, at hun fremtidig vil dele sin Virksomhed mellem Scenen og det hvide Lærred.

(Klokken 5 (København) 11. november 1925).

I 1934 blev Jesta Nielsen gift med Paul Vilhelm Vermehren (1903-1964), døbt Poul Vilhelm Mikkelsen, hvis barndom på mange måder lignede Jestas: Moderen var skuespilleren Rasmine Hansen Mikkelsen (1876-1950). Hun oplyste først i 1907 at faderen var skuespilleren Vilhelm Herold (1865-1937). I 1907 blev han adopteret af Louise Vermehren (f. Borchsenius) som tilhørte Pinsemissionen og ændrede hans efternavn. Adoptionsforhold ophævedes 1924. Paul Vermehren var skuespiller, barytonsanger og talepædagog. Han debuterede på Det Kongelige Teater 6. april 1935 som Sverkel i "Liden Kirsten". Han var engageret på Nørrebros Teater i sæsonen 1939-40 og ikke mindst i krigsårene vandt han et stort publikum når han tolkede danske sange og romancer. I 1940 boede de på Syvstensvej 1, København. Han var også kendt som visesanger og tekstforfatter til kabaretviser, ligesom han skabte illustrationer og skrev digte. Flere af viserne er udgivet på plader, og kan findes på internettet. (fx Københavner-Valsen). En overgang var han opera-anmelder på BT. Han døde i et trafikuheld i 1964, og Jesta begik kort efter selvmord. De blev begge begravet på Vestre Kirkegårds askefællesgrav.

I sin selvbiografi "Den tiende muse" (1946) omtaler Asta Nielsen hverken sin datter eller sine ægteskaber med tyskeren Peter Urban Gad (1912-1915) og Ferdinand Wingårdh (1919-1923) og kæresten Gregorij Chmara (1923-1936). I 1970 blev hun gift med Anders Christian Theede. 

I 1967 lavede Henrik Stangerup en film om Asta Nielsens liv. Asta Nielsen protesterede over hvad hun opfattede som en fornærmelse, og filmen blev aldrig udsendt. I stedet fik det hende til at skrive, producere og instruere en selvportrætfilm året efter (1968) "Asta Nielsen". I 2016 udkom dokumentarfilmen: "En rød løber for Asta Nielsen" af Eva Tind.

Asta Nielsen (1881-1972) blev begravet tæt på datter og svigersøn på Vestre Kirkegårds fællesgrav (de ukendtes)

De ukendtes gravsted på Vestre Kirkegård hvor Jesta og Paul Vermehren blev begravet, og senere også en af Danmarkshistoriens internationalt mest kendte kvinder, Asta Nielsen. Askefællesgraven er anlagt 1947, og statuen "Kvindefigur med urne" er af Bjarne Vilhjelm Nielsen (1917-1987). Foto Erik Nicolaisen Høy.

Jeg tør sige det! (Efterskrift til Politivennen)

Overborgmesteren i København blev valgt på mandlige stemmer, og det er et bevis på, at vore partifæller i gruppen ikke har den tro på kvinden, som vi kunne forvente.

Jeg mener, at når så dygtig en kvinde som Edel Saunte tilsidesættes, så har vi kvinder aldrig en chance for at gøre os gældende, når mændene i den grad holder sammen. Mig bekendt har Edel Saunte været medlem af borgerrepræsentationen siden 1937 og været rådmand for 3. afd., hvor hun nu også er vraget som borgmester. Det mener jeg er en hån over for de københavnske kvinder. Vi har arbejdet med samme energi og ildhu som mændene, trods det, at mange af os har mødt modstand fra vores mænd, der mener, kvindens plads er i hjemmet, og at vort arbejde går ud over familielivet. Vi har gjort det for at kæmpe for kvindens ligeret, og derfor kan I store mandfolk ikke være dette bekendt over for os "små" kvinder.
Jeg ved, at mange kvinder står bag mig i dette spørgsmål.

Kirsten Nielsen,
Valbygårdsvej 52.

(Aktuelt, 26. marts 1962)

Som overborgmester valgtes Urban W. T. Hansen, som sad til 1976.

Edel Saunte (1904-1991) var formand for Dansk Kvindesamfund 1936-1941, medlem af Københavns borgerrepræsentation 1937-1946, medlem af Folketinget 1947-1962. Hun var herefter den første kvindelige borgmester i København: rådmand for magistratens 3. afd. (socialvæsnet) 1962-1974. I den periode var der stor overbelægning på hospitalerne, og hun stod for rømningen af Sofiegården på Christianshavn i 1969 som senere dannede udgangspunkt for slumstormerne.

Julie Ramsing (1871-1954). (Efterskrift til Politivennen).

Julie Frederikke Ramsing (1871 - 1954) var et eksempel på velhavendes velgørenhedsarbejde og filantropi i slutningen af 1800-tallet og første halvdel af 1900-tallet, samt på hvordan sådanne kvinder blandede sig i politik.

Julie Ramsing var grossererdatter. 1895 blev hun gift med officeren Holger Utke Ramsing (1868-1946). De fik 3 børn: Estrid (1895), Inger (1897), Erik (1898). I 1895 flyttede de til Dansk Vestindien hvor Holger gjorde tjeneste. Her blev de del af det undertrykkelsesapparat som er beskrevet andetsteds på denne blog.

Julie Ramsing blev interesseret i lokalt håndarbejde, og da hun kom tilbage til Danmark, blev hun indvalgt i komitéen bag Industriforeningens Den vestindiske Udstilling i 1900. I 1905 var hun med i bestyrelsen bag den store Koloniudstilling i Tivoli 31. maj til 24. september 1905, arrangeret af Dansk Kunstflidsforening med Emma Gad i spidsen. I Europa var det på det tidspunkt populært at udstille mennesker fra andre lande og kulturer for at understrege europæernes overlegenhed over for de "eksotiske" og "primitive" (natur)folk. De islandske Studenterforeninger protesterede mod at skulle udstilles, sammen med "negre og eskimoer" - de anså sig for på lige fod med danskere. Henved 100.000 besøgende så udstillingen, bl.a. Christian 9. og kronprinsesse Louise. Den vestindiske afdeling var velbesøgt: Her var udstillet 3 mennesker. Man havde oprindelig ønsket en hel familie, men det lykkedes kun at overtale en enkelt mand. Han blev suppleret med to børn som blev sat i bur efter at de nysgerrigt gik rundt i udstillingen. 

Hun støttede unge vestindiske kvinder, som deltog i Dansk Kunstflidsforenings uddannelseskurser i København. I 1903 sad hun i den forberedende komité for Dronning Louises Forening for Syge- og Børnepleje paa De dansk-vestindiske Øer sammen med bl.a. sin mand.

Se artiklen En dansk Kreolerinde som Røde Kors-Søster. Dannebrog 16. oktober 1905.

1909-19 var Julie Ramsing medlem af bestyrelsen for en forening, der satsede på at få den rationelle sygepleje introduceret i Vestindien gennem udsendelse af Røde Kors-sygeplejersker til øernes tre kommunale hospitaler. Desuden udsendtes diakonisser fra Diakonissestiftelsen for at drive to nyoprettede børneplejestationer, et par vuggestuer og asyler. Diakonisserne skulle også fungere som “barfodssygeplejersker” i byerne og på plantagerne med det formål at bekæmpe den ekstremt høje børnedødelighed, men på dette område blev den filantropiske indsats en begrænset succes. Endelig gjaldt hjælpearbejdet også indfødte kvinders uddannelse til sygeplejersker og som led heri studieophold på københavnske hospitaler. I foreningen stod hun i spidsen for den årlige udsendelse af tøj og senge til børneinstitutionerne. Med det danske salg af øerne til USA i 1917 mistede foreningen sin berettigelse og opløstes to år efter.

Se artiklen Mod Kulden, Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. oktober 1914.


Danske Kvinders Forsvarsforenings bestyrelse. Som det fremgår af titlerne var det overklassens kvinder: I sofaen formanden fru Slott-Møller og til højre for hende i rækkefølge: generalinde Bach, fru kontorchef Cold, fru direktør Koefoed, provstinde Bjerre, professorinde Fischer og med ryggen til: fru Julie Ramsing, dernæst frk. Kirsten Langkilde og frk. van der Maase. Julie Ramsing var i oktober 1913 blevet valgt som næstformand. Foto fra Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 23. januar 1916.

Julie Ramsing arbejdede i Danske Kvinders Forsvarsforening (DKF). Den blev stiftet i 1907 af bl.a. Ellen Branth og Helga Charlotte Norrie som også var formand indtil 1915. DKF var et nationalistisk og promilitært foretagende, i starten partineutralt, men med tiden trukket mod Højre eller Venstre. I 1916 udbrød der splid i foreningen idet Norrie anklagede for at være blevet ført ud i det politiske hængedynd af malerinden Slott Møller. På sit højeste (1912) havde den 50.000 medlemmer. I den første bestyrelse besatte hun den ene næstformandspost, Johanne Berg den anden, mens komtesse Regitze Lerche og grossereren Wilhelmine Rerup blev henholdsvis sekretær og kasserer. I 1919 afløste hun Kirsten Langkilde på formandsposten indtil foreningens opløsning i 1921.

Se artiklen Interview med Fru Julie Ramsing, B. T. 7. december 1918.

I DKF hørte hun til den fløj, der ønskede at kanalisere medlemskræfterne ind i et nationalt arbejde med sønderjysk fokus. Hun var imod afviklingen af det danske koloniherredømme i Vestindien og havde desuden håbet, at Genforeningen i 1920 havde ført til, at en større del af Slesvig kom til at høre under Danmark. I 1921 blev DKF omdannet til Danske Kvinders Slesvigske Forening.

Foreningens bestyrelse sendte i januar 1922 et trusselsbrev til H. P. Hanssen og den nordslesvigske Kvindeforening for at have beholdt tøj som skulle have været uddelt. H. P. Hanssen valgte at offentliggøre deres klage. Han svarede endvidere at han opfattede dele af brevet som "en ganske utilbørlig grov og ærekrænkende fornærmelse...". De involverede kvinder blev meget fortørnet over, og herefter erklærede at de slet ikke repræsenterede foreningen, men en nu opløst indsamlingskomite.

Ved valget i marts 1913 opfordrede hun danske kvinder til at stemme på liste C (Det Konservative Folkeparti). Hun sad 1915 i Højres Arbejder- og Vælgerforening, Østerbro. 1917-18 sad hun i bestyrelsen for Danske Kvinders konservative Forening, og hun blev siden medlem af den kommunale vælgerforening på Østerbro. Gennem en årrække var hun aktiv i Komiteen for Ubemidlede Husmødres Rekonvalescens, oprettet 1919 for at skaffe hovedstadskvinder et gratis, tiltrængt landophold.


D. K. F. udsendte i 1910 og 1912 en platte, her den fra 1912 hvor symbolikken er ret klar: En kvinde overrækker en vikingekriger et sværd.

Fra 1. Verdenskrig helligede hun sig det sønderjyske spørgsmål. Efter krigen involverede hun sig i at organisere en nødhjælpsaktion til fordel for underernærede tyske børn, der kom på et tre måneders rekonvalescensophold i Danmark. Lokalkomitéer blev nedsat rundt omkring i landet, mens JR som komitéens formand og bistået af næstformand V. Aage Møller sørgede for transporten af børnene. Nødhjælpsaktionen skete i samarbejde med De samvirkende Menighedsplejer, hvori hjælpesekretær Ada Kunning indtog en nøgleposition. Tilsammen fik de to organisationer bragt i alt 10.200 børn til Danmark. 

Hun fortsatte denne form for hjælpearbejde i Komiteen for slesvigske Børns Ferierejser, hvor hun 1919-48 var formand. Komitéen bragte hvert år slesvigske skolebørn fra Flensborg og det øvrige Sydslesvig på ferie i Danmark, især hos landbofamilier. Alene 1920-36 var over 22.000 børn på ferieophold. En slags nødhjælp hvor børnene fik god mad, nyt tøj og nye sko med hjem fra ferien. Foreningen eksisterer endnu, om end antallet er noget mindre, under 100 pr. år. 

Hun er nævnt i Social-Demokraten 9. april 1920 i forbindelse med Christian X og Påskekrisen 29. marts til 4. april 1920. En kreds af kvindelige hofdamer skulle have påvirket Christian X til at gennemføre planerne. Julie Ramsings datter var hofdame.

Se artiklen Det danske Hjælpebureau i Flensborg, Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. april 1920, 2. udgave

Se artiklen Oberstinde Ramsing som Udlejer, september 1921.

I 1922 var Julie Ramsing sammen med Hanne Jenssen medstifter af Den Sydslesvigske Kvindeforening, der bl.a. formidlede dansksindede kvinders årlige besøg i Kbh. 

Også Flensborg-Samfundet var hun 1920 medstifter af, og hun sad som den eneste kvinde i hovedbestyrelsen. I 1928 blev Flensborg-Samfundet lagt sammen med Foreningen Dannebrog, hvori hendes ægtefælle 1935 blev formand. Efter hans død i 1946 overtog hun formandsposten indtil 1951. I dette regi søgte man at styrke og fastholde det nationale sindelag i det danske mindretal syd for grænsen via kulturelt oplysningsarbejde og støtte til de dårligst stillede medlemmer. Efter den økonomiske verdenskrise i 1929 og nazismens fremmarch i Tyskland blev foreningsarbejdet vanskeliggjort. Hun arbejdede desuden som administrator for Den danske Menighedspleje Ansgar i Flensborg, der hvert år forestod vinterbespisninger for byens nødlidende.

Se artiklen Min Yndlingskrog, København 23. november 1922

Udover sundhedstilstanden var det også formålet at give børnene et intensivt danskkursus. Hun ledede komiteen frem til 1949. Hun modtog i 1934 Den Kgl. Belønningsmedaille i guld og 1949 Fortjenstmedaljen i guld.

Sydslesvigske feriebørns rejse fra Flensborg til Nakskov ombord på postdamperen Ægir, o. 1920. Allerede under krigen var Oberstinde Ramsing begyndt at overveje muligheden af at hente underernærede krigsbørn fra Nordslesvig til et ferieophold i Danmark. Planen blev dog først realiseret efter krigen, da Komitéen for sønderjyske Børns Ferieophold blev oprettet i 1919. Samme år blev flere tusinde børn fra hele Sønderjylland sendt til Danmark. Efter afstemningerne fortsatte man med rejserne, men nu kun med børn fra Sydslesvig. Børnene blev indlogeret privat, og de månedlange ophold havde ikke kun betydning for børnenes ernæring, men var for mange af de sydslesvigske børn også en introduktion til dansk sprog og kultur.


Julie Ramsing og hendes mand, H. L. Ramsings gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Sylvia Pio skulle betale. (Efterskrift til Politivennen)

Louis Pios datter, Sylvia, var meget aktiv inden for de socialdemokratiske kvindeudvalg. Ved udvalgenes 25 års jubilæum i denne tid opfriskes et par anekdoter om Sylvia Pio:

Hun havde været gift med grev Knuth til Knuthenborg, og takket være giftermålet (og skilsmissen) havde hun penge nok. Derfor var det hende, der skulle betale sal, kaffebord og rejser, når kvindeudvalgene holdt møder.

Engang sad man ved et sådant møde og ventede på Sylvia, men der gik en halv og en hel time, uden at hun kom. Bestyrelsen og deltagerne i mødet blev nervøse, ikke mindst fordi Sylvia jo skulle betale, men endelig kom hun glad ind ad døren og sagde med et stort smil:

- I må undskylde, at jeg kommer for sent, men jeg skulle have min søn sendt til hofbal.

Disse ord, der kom fra en glad mor, var for meget for de mindre hof-interesserede arbejderkvinder i kvindeudvalget, og trods Sylvia Pios store og oprigtige arbejde blev der kold luft omkring hende efter dette møde.

En anden gang ville et kvindeudvalg fremsætte et forslag på socialdemokratiets kongres i 1929. Fru Martha Poulsen, København, en af pionererne, som har fortalt disse anekdoter ved et møde i Slagelse, lavede et udkast og kom op til Sylvia Pio mod det. "Vi må vist hellere vise Stauning det, han sidder i værelset ved siden af", sagde Sylvia Pio.

Stauning så flygtigt på det, rev det i stykker og lavede et nyt, som blev sendt til kongressen i kvindeudvalgets navn. Kongressen forkastede det, men det blev vist aldrig rigtig kendt, at socialdemokratiets førstemand på denne måde blev "vraget" af partiets kongres.

(Sjællands-Posten (Slagelse), 21. januar 1954).

Sylvia Pios lillebror, Herbert Pio. forblev i USA. Han blev inviteret af Sylvia til Danmark et år hvor hun bekostede hans uddannelse ved et universitet i Hannover (ingeniør). Han tog før 1. verdenskrig til England og dernæst tilbage til USA. Han kom på besøg i 1953. Han var seks år da faderen døde. Han erklærede sig som republikaner (ikke socialist), og sandelig ikke for McCarthy. Han drev en forretning med bygningsmaterialer i St. Louis med 150 beskæftigede. Han talte dansk. Derudover havde Pio en tredje søn, Percival der var et år yngre end Herbert.

Landets mest moderne Skole vil ikke afskaffe Kløene. (Efterskrift til Politivennen)

Talen om individuel Undervisning er kun et Slagord, siger Forsøgs-Skolens Leder, Fru Anne Marie Nørvig.

Anne Marie Nørvig.

HVAD skal jeg med et Forbud mod Klø, naar jeg er ked af at skulle slaa - siger Lederen af Københavns Forsøgsskole paa Emdrupborg, Skoleinspektør, cand. psych. Fru Anne Marie Nørvig.

Næh, pointerer den kendte, meget frisindede Pædagog, Jeg holder med Skoledirektøren . . . man skal ikke forcere en Ting frem. Jeg tror ikke, at et pludseligt Totalforbud mod legemlig Afstraffelse er klogt. Heller Ikke herude paa Forsøgsskolen er vi Engle . . . hverken Børn eller Lærere. Legemlig Afstraffelse maa sikkert bibeholdes endnu nogle Aar i den danske Folkeskole .. . som et Nødhjælpsmiddel

- Og det siger De som Leder af Danmarks i pædagogisk Henseende mest moderne Skole.

* Meget nært Samarbejde mellem Skole og Hjem.

- Om vi er den Skole i Danmark, der drives efter de mest moderne pædagogiske Principer, ved jeg ikke, men det er Københavns eneste Forsøgsskole. 

_ Kan alle Børn fra Københavns Kommune faa Adgang til Forsøgsskolen?

- Nej, det er en lokal Distriktsskole, saa normalt har kun de Børn, der bor i Distriktet omkring Emdrupborg, Ret til at gaa i Skole her.

- Det sker altsaa, at man paa Forsøgsskolen anvender legemlig Straf?

- Ja, men yderst sjældent. Og vi behøver det næsten aldrig, heldigvis. Ikke fordi "Klientelet" her er bedre end paa andre Kommuneskoler, men paa Forsøgsskolen er der et meget nært Samarbejde mellem Lærerne Indbyrdes og mellem Lærerne, Forældrene, Skolepsykologen og Inspektøren. VI staar i meget nøje Rapport til Forældrene

(Nationaltidende, 2. maj 1951. Uddrag)

Anne Marie Nørvig var en af de første som fra 1934 rettede opmærksomheden på børns sjælelige opdragelse, frem for den indtil da herskende opfattelse af de rent fysiske forhold og pleje. Anne Marie Nørvig blev leder af Emdrupborg 1. april 1948 og stoppede på Emdrupborg juni 1959 til fordel for leder af praktikundervisningen for årskursister på Danmarks Lærerhøjskole.  Samme år i november blev hun dræbt ved en trafikulykke, idet hun med sin bil i fuldfart kørte op i bagenden på en holdende lastbil på Roskildevej ved Rønne Alle.

Foto af skoleinspektør Anne Marie Nørvig fra et interview i Land og Folk 10. oktober 1948. 

Lona Barrison. (Efterskrift til Politivennen).

I artiklen "Da Kong Christian sad Vagt hos Prinsesse Marie i Zoo" om den franske prinsesse Marie, prins Valdemars hustru, noteredes følgende:

Ved blomsterboden blev der for at afværge alt for slem trængsel, anbragt en kjoleklædt studentermarskal med stort lyseblåt skærf. Han råbte ustandseligt, ligesom rekommandørerne på Dyrehavsbakken: "Når De er færdig med at se på prinsessen, bedes De gå videre! Når De er færdig med at se på prinsessen ...!"

En lille mærkelig kvinde nærmede sig ængstelig blomsterboden hvor de adelige damer ikke syntes at have lyst til at ekspedere hende. Det var den kendte varietesangerinde Lona Barrison - hende om hvem Holger Drachmann havde skrevet: "En skræk for alle fruer, en fryd for alle mænd. Lona som danser over hjerterne hen!.

- Kom De over til mig, fru Barrison, så skal De få en allersmukkeste rose, sagde prinsessen med sit elskværdige smil. Hun tålte ikke at se eller høre nogen lide af hvad art ledelsen eller krænkelsen end kunne være...

(Nationaltidende 8. april 1951, uddrag).

Marryat Lauritzen (1884-1951). (Efterskrift til Politivennen)

(Otto) Marryat Lauritzen (1884-1951) var en meget populær visesanger og komiker som optrådte overalt i landet i fra 1908 til sin død. I perioden fra 1908 til november 1917 optræder han i talrige annoncer som optrædende, indtil dette sker:

Anholdt

Hr. Marryat Lauritzen anholdt for homoseksuelt Forhold. - Sangeren nægter at være skyldig.

Visesangeren Marryat Lauritzen, der i Sommer optraadte i "Børsen"s Lysthave, skulde Torsdag Aften have tiltraadt et Engagement i Svendborg Sangforenings Palmehave. Men det blev der intet af; thi et Par Timer før Hr. Lauritzen skulde optræde, blev han anholdt i en Cigarforretning i Svendborg.

Anholdelsen skete efter Rekvisition af Randers Politi, og i Aftes blev Lauritzen under Politiledsagelse sendt til Randers. Sigtelsen gaar ud paa, at han skal have gjort sig skyldig i homoseksuelt Forhold overfor nogle Drenge i Randers, men foreløbig nægter Sangeren bestemt at være skyldig.

(Vestjyllands Social-Demokrat - Esbjerg 3. november 1917).

Børsens lysthave lå i Esbjerg. Annoncer viste at han i hvert fald optrådt til 5. september 1917 på dette sted. Han der ellers er meget omtalt i annoncer i aviserne, er efter  som sunket i jorden, i hvert fald ud fra aviserne at dømme. Først september 1918 - altså næsten et år efter - begynder der igen at komme annoncer for hans engagementer. Herefter genoptages den nærmest uendelige række af annoncer. I juli 1920 blev han igen anholdt, men denne gang fortsætter han sin karriere. 

Anholdt for Uterlighed.

Visesangeren Marryat Lauritzen, der jo ikke er helt ukendt her i Esbjerg, er sidst i forrige Uge bleven anholdt for Homoseksualisme i Korsør.

Under et Forhør har han tilstaaet at have vist Uterlighed overfor en Dreng, hvorimod han bestemt nægter at have begaaet noget homoseksuelt. Undersøgelsen mod ham fortsættes, og der er afsagt Anholdelsesdekret over ham.

(Vestjyllands Social-Demokrat - Esbjerg 21. juli 1920).

Nedenfor nogle få eksempler på annoncer.


(Nordjyllands Social-Demokrat 29. november 1923)


Marryat Lauritzen

trækker stadig Publikum til Hyby Lund. De, der endnu ikke har hørt og set ham, maa benytte Lejligheden i Morgen Em. og Aften eller Torsdag og Søndag i næste Uge, da det er sidste Optrædender - for denne gang.

(Fredericia Social-Demokrat 9. juni 1928).

Tegningen er en selvkarikatur. Helt til sin død i 1951 fortsætter han med at optræde, hvilket fremgår af hundredvis af annoncer. At han kunne genoptage karrieren efter den i sin tid meget alvorlige anklage, er en undtagelse fra reglen om at homoseksuelle, eller anklagede for homoseksualitet, vakte afsky og afstandtagen. Hans eftermæle nævner intet om den tavse periode i hans liv:

Marryat Lauritzen døde i gaar.

En munte- og glad aarhusianer er ikke mere. I gaar døde visesangeren, Bondekomikeren, træskodanseren og karikaturtegneren Marryat Lauritzen paa Marselisborg hospital, 67 aar gammel. Gennem mange aar har Marryat Lauritzen lidt af sukkersyge. ligesom han ogsaa led af daarlige nyrer. Men alligevel kommer hans død overraskende. - Han havde netop været I Silkeborg og optræde, da han hjemkommet til Aarhus i gaar morges blev syg og maatte Indlægges paa Marselisborg hospital, hvor han døde i løbet af dagen.

Marryat Lauritzen hørte vel nok en svunden generation til, selvom han endnu rejste ud og optraadte og ogsaa kunne more en forsamling Men sin store popularitet hentede han hjem for adskillige aar siden, da han var fast inventar ved det daværende "Salonen", nu "Sjette Frederiks kro" i Risskov. Her debuterede han i 1906 som bondekomiker og fik en saadan sukces. at han fortsatte 3 maaneder i træk for senere at vende tilbage hertil gennem 29 sæsoner. I 40 aar rejste han fra etablissement til etablissement i Danmark, Norge, Sverige og Finland - og var elsket alle vegne paa grund af sit straalende humør og sin enestaaende hjælpsomhed.  Gennem nogle sæsoner var han fast gæst paa "Bakken" ved København, ligesom han naaede at komme i radioen og har indsunget og indfortalt 300 af sine bedste numre paa Polyphon- og Odeon-plader.

Nu var der blevet stille om Marryats navn, selvom han stadig hørte til bybilledet i Aarhus, naar han med sin lille hund gik tur gennem byen fra sit hjem i Høegh Guldbergsgade 61. Han var en stor dyreven.

I de senere aar helligede han sit arbejdet indenfor en af byens aldersrenteforeninger, hvis formand han var. Man stod netop overfor faneindvielse i denne forening en af dagene. Marryat havde været sjælen i at skaffe fanen, og han skulle ogsaa være sjælen i afsløringen og slaa det første som i fanestangen. Nu kommer fanen til at vaje over hans baare l stedet.

(Demokraten (Århus) 4. april 1951).

Marryat Lauritzen indspillede omkring 50 grammofonplader i periode 1910-1930. Hvoraf et par kan findes på You Tube. Han optrådte mest i Århus på mindre steder som komiker i molbokostume. Der findes en diskografi på nettet. Den røber måske indirekte lidt af historien: 1907-1915 udkommer hvert år en håndfuld plader. Så er der et hul 1916-1918. Hvorpå produktionen genoptages med fornyet kraft 1920.

Groft tyveri på Holmens Kirkegård. (Efterskrift til Politivennen)

Fru Meincke, enke efter den i sin tid meget kendte fodboldspiller Henrik Meincke, fortæller at slægt og venner som sædvanlig pyntede hendes afdøde mands grav på Holmens Kirkegård på hans dødsdag den 24. ds. Der var navnlig mange pinseliljer og roser som var hans yndlingsblomster.

-- Men da jeg i går kom ud til graven som ligger lige ved hovedindgangen, blev jeg forfærdet ved at se at der ikke var en eneste blomst på graven - de var alle blevet stjålet. 

Der er næppe tvivl om at tyven er en person som gør sig en fortjeneste ved at sælge blomsterne, og politiet og begravelsesvæsnet bør sætte alt ind på at få sat en stopper for dette gravskænderi.

(Roskilde Avis, 27. maj 1950).

Henrik Meincke spillede for B93 og var med på det KB-hold som vandt mesterskabet i 1896/97. Han var angrebsspiller (og sportsjournalist for Nationaltidende under pseudonymet Henry) og 30. maj 1898 med på et dansk hold udpeget af DBU som spillede den indtil da vigtigste kamp i dansk fodbold mod Queens Park FC (Skotlands ældste fodboldklub). Skotterne spillede en 2-3-5 (angribere) mod danskernes 2-0-8 opstilling. Til at skelne holdene havde de forskellige huer på. Meincke skrev en anmeldelse af kampen der endte 7-0 til skotterne. 

Bibliotekernes decimalklassedeling. Et strejftog i ændret Verdenssyn. (Efterskrift til Politivennen)

Bibliotekerne har opstillet (fag)bøger efter et tal-system, kaldet decimalklassedelingen. Den danske version er fra 1915. Ideerne bag systemet blev udtænkt i 1870'erne af den amerikanske biblioteket Melvil Dewey (1851-1831). Det har rødder i 1800-tallets viktorianske verdenssyn: Vesten var verdens centrum, og Vestens daværende religiøse og ideologiske verdenssyn blev lagt i systemet.

Systemet blev i begyndelsen af 1900-tallet introduceret i Danmark og tilpasset danske forhold. Mens tal og decimaler blev væsentligt ændret, fastholdt man det viktorianske verdenssyn. Der blev ikke stillet spørgsmåltegn ved dette gennem de efterfølgende revisioner. Da senere revisioner kom til, fik den oprindelige udgave betegnelsen DK1, og revisionerne DK2, DK3 og DK4 (1954). Og det nuværende DK5 (fra 1969) der blev til under kraftig påvirkning af det såkaldte ungdomsoprør. 

Et afgørende brud med det viktorianske verdenssyn skete først med DK5. DK5 er blevet revideret adskillige gange, men man har fastholdt betegnelsen DK5, idet nye revisioner ikke fik nye numre. DK5 er den udgave der har gennemgået langt, langt de største og mest omfattende revisioner.

Da verdenssynet er emnet for denne artikel, gennemgår den fortrinsvis overgangen fra DK4 til DK5, idet verdenssynet i decimalklassesystemet ikke ændrede sig væsentligt fra DK1 til og med DK4. Artiklen redegør også for at samfundet har ændret sig så meget siden DK4 at de daværende opstillingstal for nutidens lånere må forekomme aldeles uforståelige og ulogiske.

Kort tid efter DK5 begyndte man at omklassificere bøgerne, men processen er langt fra gennemført, og mange bøger blev stående under det decimalklassetal hvor de hele tiden havde stået. Det gjorde det mere og mere besværligt at fremfinde bøger om et bestemt emne, og medvirkede i høj grad til at de ældre bøger døde fordi ingen længere kunne huske hvorfor de blev placeret som de gjorde.

Omkring 2010 kunne man stadig i Københavns Bibliotekers magasiner opleve en en historisk strejftur gennem en slags historiske kirkegård af forlængst glemte bøger: Nemlig de ældre titler var stadig opstillet efter DK4. Bøgerne fandtes naturligvis stadig, men skulle de have en chance for et nyt liv, var en omklassificering til DK5 nødvendig. 

Mange bøger blev derfor omklassificeret til DK5 og de gamle grupper tømt og nedlagt. Folkebibliotekerne skal trods alt betjene levende brugere, ikke oplære brugerne i hvilke historiske årsager der findes til denne eller hin nu nedlagte historiske DK4-gruppe. 

Det er dette strejftog jeg gerne vil tage læserne med på. For en bibliotekar der var med til dette arbejde, gav det nemlig en enestående chance for at se helt konkret hvordan man så på og bladre i forskellige bøger før DK5. Det er disse erfaringer som jeg gerne vil give videre i denne korte introduktion af bibliotekshistoriske årsager for de som interesserer sig for bibliotekernes historie. 

Verdenskortet

Verdensdelene ligger hvor de har gjort i århundreder. Det har lande til gengæld ikke gjort. 

DK4 havde to hovednumre som ikke længere eksisterer: 08-09 Lokale Samlinger. Af den meget lange note til disse grupper fremgår det at her stillede man de lokale samlinger om en by, til nød omegnen. De to grupper kunne underdeles efter DK4-systemet, fx efter håndværkere, og i København. Nedlæggelsen skete ikke så meget pga. et ændret verdenssyn, men som følge af de talrige ændringer i lokalsystemets struktur: Kommuner og amter er som bekendt blevet færre og færre og fx regioner oprettet.

Disse omvætninger tog især fart ved omstillingen fra landbrugssamfund til industrisamfund i 1950'erne. 

DK4 var inddelt efter amter, ordnet alfabetisk. Mange lokalhistoriske årbøger var ordnet på denne måde. Kendte man denne inddeling, gav det mening med en opstilling der fx hed Hjørring Amt. Men med drastiske reduktion af fx amter, blev brugerne af systemet konfronteret med betegnelser som overhovedet ikke gav mening med mindre man var bekendt med den historiske betegnelse. 

DK5 ændrede det til placering i gruppe 46 Geografi, og blev fremtidssikret mod yderligere sammenlægninger af kommuner og nye administrative inddelinger. Dette ændrede ikke ved at det skabte rod med de fysiske eksemplarer således at fx lokalhistoriske årbøger kunne stå 2-3 forskellige steder i systemet hvis man ikke rettede opstillingen. Fx blev Hjørring Amt ændret til Vendsyssel. Lokalårbogen - der i øvrigt hed - Vendsysselbogen, men var opstillet i 46.4 Hjørring Amt - måtte rettes til 46.4 Vendsyssel. Et andet eksempel er lokalårbogen “Fra Frederiksborg amt”. Den udkom fra 1906, og er klassificeret i 46.4 Frederiksborg Amt - der nu hører under Region Hovedstaden. Og hvem ved hvor det hører til om 10 år?

Geografi afspejlede sig også indenfor fx 18 Filosofiske systemer. Det var før DK5 afskaffede gruppen en meget stor gruppe. I 1986 omfattede arealet alene i Københavns Hovedbiblioteks udlån 3 fag, udover det i kælderen. Gruppen indeholdt filosoffers værker, selvom der i noten til DK4 stod at den mere handlede om filosofiske retninger. Gruppe 18 var underdelt geografisk, fx 18.6 Danmark. Hvorfor fx Søren Kierkegaards værker stod her. I dag står de placeret i gruppe 10 Filosofi, og Kierkegaard i fx 04.6 og 10.96.

Få andre områder end indenfor historie afspejlede DK4 den vestlige kolonialistiske verdensopfattelse. Et eksempel er 98.3 Afrika. Her blev der overhovedet ikke taget hensyn til disse landes lange historie, men udelukkende som kolonier. DK4 opdelte kontinentet på nedenstående måde som reelt totalt negligerede at Afrika havde sin egen historie før kolonitiden og handelen med slavegjorte:

98.33 Negrenes historie i alm. 
98.35 Negerslaveriets historie i alm. 
98.41 Nordafrika. 
98.42 Ægypten. 
98.43 Abessinien. 
98.467 Liberia. 
98.487 Den sydafrikanske union.

Religion

DK5 har ført den vestlige verdens opfattelse af religion videre. Kristendommen har fået tildelt grupperne 20-28. Det har betydet at fx 25 Mission og 26 Kirkens institutioner og arbejde som engang spillede en stor rolle, nu om stunder nærmest er døde. Heroverfor blev katolicismen nærmest reduceret til en sekt (28.2).  

Til alt andet end kristendom reserverede decimalklassesystemet kun en gruppe: 29. Fx 29.7 islam. I DK4 kaldtes islam Muhammedanisme. En betegnelse som fx Fremskridtspartiets grundlægger, Mogens Glistrup, yndede at bruge. 

Psykologi, sociologi og politik.

Siden DK4 er der sket en nærmest eksplosiv udvikling i litteraturen inden for disse tre. I DK4 havde 13 Psykologi 1 decimal. 13.4 eksisterede ikke. I DK5 er der nu 7 grupper med 21 undergrupper.

I DK4 havde 30 Samfundskundskab i alm.  1 decimal. I DK5 har gruppen ikke alene skiftet navn til Samfundsvidenskaberne i alm., men er især siden 1990’erne efter adskillige revisioner vokset til en af største grupper i DK5. Ikke bare med undergrupper, men også med litteratur.

I DK5 hedder 32 politik. I DK4 hed 32 Statsformer og statsforhold. Politik var en undergruppe i 32: 32.19 Politisk teknik og propaganda. Indtil 1991 stod endvidere kvinderne i 32.5 kvindens stilling i samfundet. Nu er kvinder placeret 30.172 sideordnet med mændene. I noten til 32.5 hed det dengang: “Her sættes også spørgsmål som kvindevalgretten, kvindens retsstilling, kvinders adgang til embeder i alm., medens f.eks. problemet “kvindelige præster” sættes i 26.2”.

Da den viktorianske verdensopfattelse gjaldt som den overordnede, og underforståelige, blev det som senere tider betegnede som politiske ideologier, fx socialisme, kommunisme og syndikalisme i DK4 sat under økonomi (33.5). De er i DK5 placeret sammen med andre politiske ideologier i 32.16.

Andre ændringer i hurtig rækkefølge

DK4's 59 Antropologi og etnografi indeholdt bøger med et racesyn som næppe mange officielt deler i dag: 59.9 hed fx Racebiologi. Eugenik. Og i noten stod der "Børnebegrænsning …. degeneration, eugenik (raceforbedring, racehygiejne), racebiologi (menneskeracer)”. Dette var i øvrigt også i overensstemmelse med bl.a. K. K. Steinckes værker fra 1930'erne. Eugenikken er som bekendt blevet (mis)brugt til lidt af hvert, bl.a. som ideologisk begrundelse for nazisternes masseudryddelser.

Af "gammeldags" betegnelser kan fx nævnes 61.64 Nervesygdomme og 61.643 Sindssyge.

DK4 er fra en tid uden radio og tv, og blev helt til 1969 placeret i 37.8 som uddannelsesinstitutioner. DR blev opfattet som en slags folkehøjskole, blot “i æteren”. I moderne tid blev gruppen som mere naturligt forekommer i dag overført til 07 hvor i forvejen aviser stod.

Jeg tillader mig at tage en del af æren for at have ændret indholdet i 37 og 38 i takt med børneinstitutionernes eksplosive vækst i 1960’erne. Vuggestuer stod i DK4 under forsorg (38). I dag er de flyttet sammen med daginstitutioner i 37.

DK5 har måttet indrette et helt nyt og meget stort afsnit i gruppe 19. I DK4 hed gruppen ganske kort Videnskabens historie i alm. 

Der kunne nævnes mange ændre, men det har ikke været hensigten, blot at gøre opmærksom på det skiftende verdenssyn og -opfattelse.

Tidligere tiders 3 registerbind til DK5, blandt bibliotekard kaldet tante grøn, tante gul og tante lilla, er erstattet af online DK5. Principperne bag er imidlertid de samme som har eksisteret siden decimalklassesystemets start.

Slutnote

I nyere tid er fænomener som kolonialisme, racisme, køn og andet blevet belyst, også historisk set. Der er sket holdningsskift og afstandtagen fra tidligere tiders verdenssyn. DK5-systemet er "konservativt" i den forstand at det tager tid før disse ændringer slår igennem. Formålet med dette indslag er at vise ældre og nu forsvundne grupper. 

Hver generation af bibliotekarer bør sagligt følge med i hvordan verdenssynet ændrer sig, i hvert fald i det omfang DK stadig skal formidle bøger til brugerne. Som vist ovenfor har DK5 i høj grad forsøgt inden for decimalklassedelingens rammer at gøre op med victoriatidens kolonialistiske “den hvide mands byrde” og give en nøgle til systematisk fremfinding af bøger om bestemte emner. Dette er i høj grad blevet lettet ved indførelse af edb, bl.a. gennem emneord. 

Men den ultimative fremsøgning vil først finde sted når det forhåbentligt engang vil blive muligt at fuldtekstsøge. Således som det også i begrænset omfang nu er muligt gennem forskellige engelsksprogede databaser.

30 juli 2026

Dr. Juris Carl Popp-Madsen Løslades. (Efterskrift til Politivennen)

Tiderne skifter.

I juridiske kredse er det almindeligt samtaleemne at der fra visse sider udfoldes initiativ til indsamling af underskrifter for frigivelse af den tidligere professor, dr. juris. Carl Popp-Madsen, der efter at have fået sin sag for to instanser, fik den for Højesteret som takserede hans adfærd til 12 års fængsel. I øjeblikket har den lærde herre klaret de fire år. Hans venner - sådanne må der vel være tale om - er endog gået så vidt at de har prøvet at interessere universitetskredse for hans frigivelse, men de skal efter forlydende have fået en kølig modtagelse, hvilket vi godt forstår. Netop en person som Popp-Madsens intelligens bør ikke slippe sådan uden videre. Der er mange ting omkring udrensninger som den jævne mand på gaden ikke forstår og som derfor er farlige for retsbevidstheden, og en af disse er at det overhovedet kan tænkes at Popp-Madsen skal slippes ud nu, eller at en mand som Wilfred Petersen kunne slippe som han gjorde. Ja, dette er blot et par tilfælde der er lige fremme i rampelyset i disse dage, men der kunne jo nævnes adskilligt. Tiderne skifter.

(Sorø Amts Dagblad - Slagelse, 9. maj 1949).


Popp-Madsen fri til julen.

Justitsminister Busch-Jensen der i går nægtede at skride ind over for politiets gentagne grundlovsbrud mod dem der agiterer for freden, har samme dag truffet en anden beslutning: at en af den "danske" nazismes åndelige bagmænd, dr. jur. Carl Popp-Madsen skal sættes på fri fod. Senest i dag åbnes fængselsporten for ham.

Popp-Madsen fik kun 12 års fængsel, men slipper altså ud efter 4½ års forløb. Han dømtes bl.a. for at have arbejdet for Dansk Folkeværn og Schalburgkorpset, han førte forhandlinger med Pancke og andre tyskere, han var designeret justitsminister i en nazistisk regering, kort sagt: Han var en af de farligste.

For et halvt år siden anbefalede syv juridiske professorer Popp-Madsens benådning, men alene meddelelsen herom vakte for stor opsigt til at manden kom fri. Det antydedes i aftes at justitsministeren havde valgt netop dette tidspunkt for løsladelsen, fordi rigsdagen ikke er inde. 

p.

(Land og Folk, 23 december 1949).


Vore egne krigsforbrydere.

At det var magtstræb som var et ledemotiv for dr. jur. Popp-Madsen da han under krigen solede sig i tyskernes bevågenhed, er hævet over enhver tvivl. I særlig grad kom det til udtryk da han efter 29. august 1943 var virksom for dannelsen af en ny dansk regering med sig selv som forgrundsfigur - tyskerne havde jo forud gentagne gange ved deres fremtvungne regeringskonstruktion søgt ham optaget i regeringen - og man vil erindre hvorledes han efter tyskernes forbrydelser mod politiet i september 1944 mødte op i udenrigsministeriet med forslag om at stille si selv i spidsen for et nyt dansk politi i stedet for det politi der vansmægtede i koncentrationslejre.

Som nævnt er denne mand nu løsladt. Fra fængselscellen i Horsens Statsfængsel rykkede han ud til juletræ og gåsesteg og julens andre herligheder. Han var idømt 14 års fængsel af byretten, som landsretten nedsatte til 10, hvorefter Højesteret gik en mellemvej og sagde 12. Straffetiden ville altså være udløbet i 1957, hvilket også var tilfældet for den for nylig løsladte Sehested og et forlydende vil vide at i nær fremtid sættes tyskerhåndlangeren proprietær Hartel på fri fod, og at det samme vil ske for juristen H. C. Bryld, en af de skrækkeligste børste som ledede "Fædrelandet" og var - efter Clausen - førsteviolin i nazisternes "Førerråd".

I dette bundt af forbrydere mod danske nationale interesser var vel Popp-Madsen den mest begavede. I hver fald var han højt anerkendt som jurist. Men om det nu har været magtbrynde eller andre ting, så blev han i terrorperioden den egentlige leder af Schalburgkorpset, og i denne egenskab klæber der sig dyrt og værdifuldt blod ved hans hænder, blod som aldrig vil kunne afvaskes.

Derfor blev han idømt en så hård straf. De andre nævnte som er løsladt eller står til løsladelse, har på anden måde som vil være kendt, gjort sig skyldig i handlinger som flere gange under besættelsen udsatte de nationale værdier i Danmark for den alvorligste fare. Og derfor fik de en længere årrækkes fængselsstraf.

Det spørgsmål der ganske naturligt melder sig, er hvorfor man gav så hårde straffe, når disse alligevel bliver gjort ganske illusoriske ved løsladelse efter et kortere åremål. den almindelige mand i landet vil ikke kunne forstå det. Ingen vil indvende noget imod at der skete en afkortning som tilfældet er med de fleste straffefanger som viser god opførsel, men der er tale om at de slippes løs efter at have afsonet betydeligt under halvdelen af straffen.

Der er intet rimeligt forhold mellem hvor let disse mennesker er sluppet, og hvad andre der er mindre skyldige, og har haft mindre forudsætninger for at forstå hvad anstændigheden krævede, har måttet sone.

*   *   *

Det er os ikke ukendt hvad der anføres som motivering for løsladelserne. Justitsministeren har ubestrideligt ret til at gøre hvad han vil i så henseende, og det anføres at samfundet ingen glæde har af at have disse mennesker på statsunderhold i så og så mange år. Ligeledes anføres det ræsonnement at de alene af selve dommen er ødelagte i bund og grund, og at de aldrig vil komme blot i nærheden af de stillinger de tidligere har beklædt.

Alt dette kan være rigtigt nok. Men på prent står at læse at de har forbrudt sig til 10, 12 eller 14 års soning i fængsel! Når de nu slipper med mindre end halvdelen, giver justitsministeren den del af offentligheden som ikke kender juraen indefra, fornemmelsen af at de har været dømt for hårdt. Og dette er helt forvirrende for hele retsbegrebet. Enten skulle de have sonet en passende del af dommen - og passende kan aldrig være mindre end halvdelen - eller også burde være dømt anderledes. 

Der er intet forhold i at en primitiv mand der stjæler værdier for nogle tusinder kroner, får nogle måneder, der afsones uden afkortning, mens en juridisk doktor der var ved at stjæle hele nationen, slipper med 4-5 år.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende, 27. december 1949).


Fra læserne.

Brev fra Popp-Madsen

Dr. juris Carl Popp-Madsen sender "Horsens Avis" Følgende: 

Hr. Redaktør

I rubrikken "Fra læserne har landsretssagfører Aage Jeppesen fået oplaget et indlæg af 28. f. m. betitlet "Vore egne krigsforbrydere" som jeg først nu tilfældigt er blevet bekendt mod.

Mens indsenderens personlige bedømmelse af min handlemåde og dens forhold til vore almindelige straffelov naturligvis må stå for hvad den er værd, er det dog vel rimeligt, særligt for enhver afbalanceret retsbevidst - at den almindelige vurdering sker på et rigtigt grundlag, og jeg vil derfor særligt også under hensyn til at indsenderen er jurist, gerne til berigtigelse meddele:

at jeg absolut ikke faktisk var den der organiserede Schalburgkorpset;

at jeg afgjort ikke medvirkede ved dannelsen af Hipokorpset, og at frifindelsen af mig for min optræden den 19. september 1944 netop bl. a. er begrundet med at jeg "ikke har udvist noget initiativ". 

Deres ærbødelige

Carl Popp-Madsen

Landsretssagfører Aage Jeppesen svarer herpå således:

"Horsens Avis" redaktør har været så venlig af forevise mig foranstående berigtigelse der giver mig anledning til at fremføre følgende fakta vedrørende de af dr. juris Popp-Madsen anførte enkeltheder.

1. Ingen berettiget tvivl kan rejses med hensyn til, at det af dr. juris Popp-Madsen udviste utilbørlige intime samarbejde med tyskerne i tiden efter 29. august 1943, kunne rammes af den almindelige danske straffelovs forræderiparagraffer. Herom kan doktoren godt trøste sig med at have en anden mening.

2. Hvad angår Schalburgkorpset er dr. juris Popp-Madsen i tre instanser dømt for "som særlig rådgiver for K. B. Martinsen (nu henrettet) og som medlem af ledelsen af den politiske dækorganisation "Dansk Folkeværn", at have deltaget i forhandlinger med bl. a. de herværende tyske myndigheder om den fremtidige organisation af Schalburgkorpset der udelukkende blev oprettet i besættelsesmagtens interesse, bl. a. efter aftale med Himmler og som financieredes af "Germanische Leitstelle" og ved at have været bestemmende ved organisationen af korpset, samt i det hele på afgørende måde at have deltaget i ledelsen af korpset såvel indadtil som udadtil overfor besættelsesmagten og efter Martinsens fjernelse med (den senere likviderede) T. I. P. O. Madsen at have fortsat som leder af korpset og haft afgørende indflydelse på dets stilling til besættelsesmagten".

Dette er direkte citat fra dommen og blev godtgjort ved talrige vidneudsagn. Jeg kan glimrende se den nuance, som den formalistiske doktor klynger sig til, idet han vil hævde ikke at have været medstifter, hvilket heller ikke er godtgjort eller påstået; men det er jo langt mere graverende, at have fortsat som særdeles aktiv deltager i organisationen og dens landsforræderiske udbygning, men jeg skal skåne læserne for videre uddybelse af den afslørende dom, der i øvrigt er til disposition.

3. Dr. juris Popp-Madsen er meget rigtig ikke dømt som medvirkende ved dannelsen af Hipokorpset, men derfor kan han udmærket godt have medvirket ved stiftelsen. Han var med alle vegne som bagmand. De frifindelser for enkelte anklagepunkter, han har høstet hjem, skyldes alle mere eller mindre mangelfuldt bevis.

Ifølge dansk ret skal den tiltaltes skyld bevises fuldt ud, og det er kommet den ivrige doktor til gode. Hvis han ikke så så formalistisk på alt, ville han mellem linjerne i dommen kunne læse at næppe nogen af de 16 juridiske dommere, der har deltaget i udformningen, har troet et ord af de ofte horrible undskyldninger han så tappert har fremført til tydeliggørelse af den af ham påståede uskyld; men som nævnt har man af bevisnød ladet ham slippe i nogen tilfælde. Der var såmænd nok alligevel. - for så vidt angår indstillingen overfor Hipokorpset er et i Dommen citeret brev 31. marts 1945 fra doktoren såre karakteristisk. Det lyder bl.a. således: "Kære Obersturmbannführer: "Med Tak tor de hyggelige Timer" o. s. v. Efter min mening kan det De foreslår politimæssigt først nås efter regeringsdannelsen. og hvad der i dag ligger for. synes mig snarere at være en videreudbygning af Hipo tillades egnede SS-førere og "Mænner" at indtræde i rækkerne. På dette punkt tror jeg at der bør sættes ind". Det havde været yndigt, om sligt var realiseret. Om brevets hensigt har dr. juris Popp-Madsen afgivet en højt skruet forklaring, og blev for så vidt frifundet. Brevet taler imidlertid overfor sundt tænkende mennesker ganske for sig selv. og frifindelsen er kun et sølle halmstrå som ingen vil misunde ham.

4. Med Hensyn til doktorens optræden den 19. september 1944 (Aktionen mod det danske politi) slap dr. Popp Madsen der fra den højere Panckes domicil havde telefoneret til udenrigsministeriet; og som var villig til at lade sig konstituere som dansk politis chef, hvad departementscheferne var lamslåede overfor, med følgende lidet glorværdige begrundelse: "Om end det findes yderst forkasteligt, at tiltalte ved sin, også i forskellige henseender strafbare adfærd overfor besættelsesmagten, havde bragt sig i den situation, at Pancke under de foreliggende forhold kunne få den tanke at henvende sig til ham, finder retten dog ikke at kunne anse hans handlemåde i den givne situation for strafbar".

Det gør mig ondt at den juridiske doktor tvinger mig til at citere denne højst ydmygende frifindelseskonklusion; men der må jo mangle visse menneskelige egenskaber når han kan slå sig for brystet  og anføre at han ikke udviste initiativ hvad der begrunder den delvise frifindelse. Han gjorde det der var værre, nemlig at være løbedreng for den højere Pancke, den tyske politigeneral, hvad der efter min mening var meget værre; men ved kun at anses for at være budbringer, blev forholdet ikke anset for strafbart. Men den fordømmelige handling tilgives aldrig her i landet, og var hvad man let kan læse ikke tilgivet af dommerne trods den formelle frifindelse.

Med foranstående moderat holdte kommentarer mener jeg at have belyst dr. juris Popp-Madsens "berigtigelse". Uanset de delvise frifindelser tror jeg, at befolkningen har et klart billede af den mand der så sent som den 15. marts 1945 offentlig krævede politisk chokbehandling af den danske befolkning. 

Billedet er en sørgelig kombination af en afsporet, lidet modig landsforræder, der samtidig er i besiddelse af en fremragende hjerne, hvad der er manifesteret ved at han indehaver en af de største juridiske eksaminer, der er præsteret i kongeriget, højt oppe på den juridiske rangstige, men blottet for menneskelig forståelse; det ovenanførte berigtigelsesforsøg overbeviser netop om at dr. juris Popp-Madsen åbenbart ikke er kommet til den besindelse hvad angår hans gernings karakter, som skulle være en uafviselig og naturlig forudsætning for den klækkelige fritagelse af hele 7 år af den ham ved Højesteret så sent som den 11. september 1947 udmålte straffetid, der uanset enkelte frifindelsespunkter, enstemmigt blev ansat til 12 års fængsel.

Jeg foreslår dr. juris Popp-Madsen i stedet for at fortsætte med sine dybsindige svælgen i de forhold, forhold, han ikke efter beviset stilling kunne straffes for, satte sig at studere lidt historie og fx skrev sig bag øret, hvad den nu aktuelle Herluf Trolle for næsten 400 år siden i spørgsmålsform udtalte:

"Ved I hvorfor vi hedder herremænd. hvorfor vi bærer gyldne kæder, har jordegods og vil være højere agtet end andre?".

I øvrigt var det centrale i "Horsens Avis" oprindelige ledende artikel og mit deraf afledte senere indlæg, betragtninger over det misforhold der ligger i at de små medløbere fik en relativ hård straf, mens de åndelige bagmænd i modstrid med domsafsigelsen får en ekstraordinær kvittance af strafudmålingen (mærkværdigvis nok uden indsigelse fra de herrer dommere). Det berettigede i betragtningerne er nu yderligere dokumenteret

Aage Jeppesen.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende, 17. januar 1950).


Dr. jur. Carl Popp-Madsens gravsten på Garnisons Kirkegård. (Foto Erik Nicolaisen Høy).

29 juli 2026

"Ekstrabladet" tav og samtykkede -! (Efterskrift til Politivennen)

Til "Nationaltidendes" beskyldning for at have begået "en gemenhed"

I Nationaltidende for tirsdag kunde man læse følgende:

"Ekstrabladet", som under den tyske besættelse ikke spillede nogen hovedrolle i frihedsbevægelsen, er nu rykket i felten . . . mod et trækors på graven over en henrettet! Bladet oplyser, at der på den henrettede landsforræder Tage Petersens grav på Holmens Kirkegård er blevet rejst et trækors med navnet indridset, og erindrer om at der også i sin tid rejstes et kors på den henrettede Flemming Helweg-Larsens grav på samme kirkegård, men at dette kors blev fjernet ved, at nogen brændte det af, "Ekstrabladet opfordrer derpå direkte til, at det nye kors også fjernes - enten på den ene eller den anden måde".

Vi vil alvorligt håbe at denne opfordring til krænkelse af gravfreden ikke følges. Den stemmer ikke overens med de anstændighedsbegreber, der fandtes i frihedsbevægelsen. Når en forbryder har gjort sit regnskab med samfundet op og hans dødsdom er fuldbyrdet, er det en gemenhed at opfordre til afbrænding af det trækors, som hans pårørende har sat på hans grav.

Til denne beskyldning for at have gjort sig skyldig i "en gemenhed' havde dydens og moralens vogter på Rådhuspladsen i går intet at bemærke.

"Ekstrabladet" tav og samtykkede!

(København, 17. august 1949).

Charles Ammi Cutter (1837-1903). Historien om et system der skabte en skjult fabrik. (Efterskrift til Politivennen)

Af Politivennen Live Bloggings nuværende Redacteur.

Et system udtænkt af den i Danmark ret ukendte amerikanske bibliotekar fra 1800-tallet Charles A. Cutter fik uoverskuelige konsekvenser i form af en skjult fabrik, hundredvis af arbejdstimer, hvert år på Københavns Kommunes Biblioteker, langt op i nyere tid

Charles Ammi Cutter (1837-1903) er til gengæld en kendt person i amerikansk biblioteksvidenskab. Hans tante var ansat ved Boston Bibliotek. Han var 1857-1859 assisterende bibliotekar ved Harvard Divinity School. Det var her han udtænkte et katalogsystem. Efter at have afsluttet studierne i 1860, gjorde han lynkarriere som fuldtidsbibliotekar. Og indførte bl.a. kort i stedet for kataloger.

1868-1893 var Cutter overbibliotekar ved Boston Athenæum Bibliotek. Her udviklede Cutter sit  system under betegnelsen Cutter Expansive Classification. En alfabetisk-numerisk metodologi med forkortelser på forfatternavne og unikke numre, kaldet “Cutter-numre”. Det var i en tid hvor trykketeknikken ikke var så fremskreden, og trykning var dyrt. Dengang gav det mening at trykke færrest mulige karakterer til hvert værk. Kort fortalt brugte systemet 1 eller 2 initialbogstaver og arabertal, som skal opfattes som en decimal. 

Et eksempel på Cutters numre, her fra Københavns Biblioteker. Cutters minimalisme sparede på kort sigt biblioteksvæsnet et beskedent beløb til udgifter til bogtryk, men på langt sigt gav det anledning til en klækkelig efterregning. Selv garvede bibliotekarer og andet bibliotekspersonale kunne ikke gennemskue den kryptiske indskrift. Som et kuriosum, bemærk i øvrigt Københavns gamle (til højre) og nye (til venstre) byvåben nederst på bogryggen.

Library of Congress brugte systemet en overgang. Men Cutter havde det ikke så godt med opkomlingen Dewey (1859-1952), som eftertiden til gengæld kender meget bedre til. Det er ham der opfandt det decimalklassenummersystem som bibliotekerne stadig bruger en variant af. Cutter opsagde i vrede sin stilling i 1893, hvorefter han fik mulighed for at udvikle sit system fra bunden i Massachusetts. På et biblioteksmøde i London juli 1897 præsenterede han sjovt nok sit system samtidig med at Dewey præsenterede sit system. Cutter døde (1903) før han kunne fuldende det.

Herefter blev Cutters system stort set sat på pension. Men af en eller anden grund gik det i Københavns Biblioteker ikke i glemmebogen. Tværtimod var man her så begejstrede for hans system at det fik lov til at udfolde sig til langt op i 1960'erne. Forklaringen findes formentlig gemt i beretningerne. Og så længe udvekslingen af kataloginformationer mellem danske biblioteker ikke var så stor, gjorde det heller ikke så meget. Faktisk kunne man på de fleste andre kommuners biblioteker finde lokale specialiteter i lighed med Cutters. 

Cutters system bliver et problem.

Allerede fra midten af 1900-tallet var man imidlertid ved at udvikle en fælles national katalog af kort. Udviklingen pegede i retning af et fælles, centralt system for hele Danmark. Men nogen afgørende betydning fik det ikke for Cutters system i København. Det var først i 1960'erne hvor bibliotekerne havde vokset sig store, og udvekslingen af bøger mellem kommunerne for alvor tog fart, at det begyndte at gå op for de fleste at det ikke længere var særlig rentabelt med lokale særheder som fx Cutters numre. 

Biblioteker af Københavns Hovedbiblioteks størrelse er som en supertanker der skal skifte kurs: Det kan ikke gå ske sådan lige med et snuptag. Kursændringer koster tid og penge, mange penge. For rygsignaturernes vedkommende tog kursændringen omkring et halvt århundrede, først helt op i 2010'erne skete der noget. I den mellemliggende periode skabte Cutters system et stadig voksende problem med uorden, rod og nå ja, tænders gnidsel. En skjult fabrik. 

Den elektroniske katalog.

Chancen for at løse problemet var der da Københavns Bibliotekers bogbestand blev elektronisk fra 1993, begyndelsen til nutidens elektroniske katalog. Her kunne man have rettet rygsignaturerne på bøgerne og tilpasset dem det elektroniske katalog. Men det skete ikke, og Cutters numre fik lov til at fortsætte. Efterhånden forsvandt det bibliotekspersonale som forstod at læse de forældede signaturer. Det blev stadig sværere at finde nogen som kunne oplære de yngre generationer af aflæse de kryptiske gamle rygsignaturer. Det gamle og egentlig for længst forældede og udrangerede system levede side om side med det nye.

Hvis nogen mente det af besparelseshensyn var en god ide ikke at gøre noget, så blev det set i bakspejlet en overordentlig kostbar beslutning. Et voksende antal, titusindvis af bøger blev sat forkert på plads og "forsvandt". Besparelsen gik fløjten ved de talrige forgæves eftersøgninger af "forsvundne" bøger - som ofte blev afskrevet som bortkommet.  

Hvordan kunne det nu gå til? Jo, kik på det nedenstående foto med eksemplarer fra bibliotekets virkelige liv anno 2016. De kan illustrere hvad miseren bestod i. Fotoet viser et udsnit af bøger, opstillet i biografier (99.4). Biografier er ordnet alfabetisk efter den person de handler om. På fotoet (der ikke er manipuleret) ser man skønsom blanding af Cutter-numre og nugældende decimalklassenumre. For alle andre end kyndige i Cutter-numre ser det ud som et syndigt roderi. Men læg især mærke til bogen nr. 5 fra venstre: "Breve fra Morten Nielsen". Bogen er skrevet af en af modstandskampens helte og stadig efterspurgt. Men bogen er opstillet forkert såvel efter Cutters system som efter decimalklassesystemet, og det skulle vise sig at blive fatalt for bogen - lidt dramatisk sagt: Eksemplarets død! Det vender jeg tilbage til i slutningen af artiklen.


Lidt af et puslespil: Rygsignaturen viser to forskellige systemer hvor decimalklassenummeret er anbragt dels for oven, dels for neden. Og en står endda forkert efter begge systemer: "Breve fra Morten Nielsen". Men misforståelsen er forståelig nok. Bogen er (forkert) sat på plads i 99.4 Breve. Hvorfor, læs resten af artiklen.

Cutters numre

Lad os kort kigge på hvad Cutters system egentlig gik ud på. Så kan vi altid glemme det igen når artiklen er læst. Cutters numre figurerede for det første ikke øverst på bogryggene som decimalklassenumrene gør i dag, men nederst. Det kunne fx være Eigil Knuth: Fire mand og solen (1937) som stod i gruppe 49. Det ville give følgende opstillingssignatur:

49
Kn 76
f

Personer med logisk sans kan regne ud at 49 er decimalklassemærket, Kn står for Knudsen, 76 må være et matematisk udregnet nummer og f første bogstav i titlen. Barnemad for biblioteksansatte i første halvdel af 1900-tallet. Men derefter kun læselige for historisk kyndige og interesserede bibliotekarer. Ingen kan bebrejde yngre bogopsættere for i god tro at sætte eksemplaret op, fx i klassemærke 76. Hvilket faktisk var tilfældet.

Problemet blev større i store grupper hvor der er alfabetisk opstilling, fx under geografi i 46.4, 37.5 (nu 37.414) og sidst, men ikke mindst biografier. Især i den sidste, 99.4 blev Cutters system en katastrofe. Tag etatsråd E. Collins nøgleværk "H. C. Andersen og det Collinske hus" (1929). Cutters angivelse er her

99.4
an35
co2

Sammen med forfatter og titelangivelsen øverst på bogryggen kom det til at sådan ud på hele bogryggen:

E.Collin
H.C. Andersen 
og det
collinske hus



99.4
an35
co2

Forvekslingsmulighederne er mange. Selv dygtige bogopsættere kunne måske forledes til at tro at bogen skulle opstilles i  99.4 under Collin, og ikke under Andersen, H. C. I tvivlstilfælde måtte bogopsætteren åbne bogen og tjekke boglommen i bagsmækken af bogen. Men i dette tilfælde gav den ingen hjælp. 

Brandes’ værk om Voltaire i 3 bind. Skal det opstilles i 99.4 under Brandes eller Voltaire? Eller måske i Voksenafdelingen (Vo), gruppe 65? Eller under skønlitteratur? Eller ….? Er der noget at sige til at yngre medarbejdere ser mindst 2 muligheder.

Når først et eksemplar af en bog er placeret forkert, kan det få skæbnesvangre følger. I heldigste tilfælde bliver det opdaget tilfældigt, og bogen sat rigtigt på plads. I værste tilfælde bliver bogen via katalogen eftersøgt, ikke fundet på sin rigtige plads, og derefter afskrevet som bortkommet i katalogen. 

Og det var ikke småting vi snakker om her: Da man endelig efter mange årtiers forløb begyndte systematisk at revidere hylderne, fx i biografier 99.4 afsløredes det at tusindvis og atter tusindvis af bind var blevet sat forkert på plads. Selv om de i 1993-94 var blevet registeret i den elektroniske katalog, var de pga. en forkert fysisk placering blev afskrevet af de medarbejdere som søgte efter reserveringer, da de ikke stod på den korrekte plads.

Den skjulte fabrik

Kort sagt er dette som nævnt fortællingen om en skjult fabrik af betydelige dimensioner: Bogopsættere som brugte tid på at sætte bøger op - i god tro - men ikke desto mindre forkert! Listeførere som forgæves ledte efter bøger og slettede dem. Bibliotekarer der skulle materialepleje. Og sidst, og værst, forventningsfulde lånere som enten blev skuffet over ikke at få hvad de var blevet lovet af katalogen. Og allerværst, bøger som de eftersøgte, men ikke kunne vide eksisterede - blot på en forkert placering. 

Som lovet, nu tilbage til mit eksempel, Morten Nielsens breve. Digteren Morten Nielsen er en af modstandsbevægelsens helte, og hans breve er stadig efterspurgt den dag i dag. Den korrekte opstilling på Morten Nielsens breve er under biografier (99.4) under Nielsen, Morten, f. 1922. Et opslag på bogen i 2014 viste at bogen dengang stod på 3 biblioteker: Sundby, Valby og Østerbro. Men fotoet fra samme periode dokumenterer at den også stod på Hovedbiblioteket - men på et forkert sted.

Hvorfor figurerede Hovedbibliotekets eksemplar ikke længere i katalogen? Det gjorde det ikke fordi eksemplaret var "bortkommet". En nærmere efterforskning viste endda at bogen havde haft et pænt udlån indtil 28. marts 2014. Herefter må den være sat forkert på plads, for den blev reserveret, men da den nu ikke længere kunne findes, var den blevet afskrevet som bortkommet. Man kan selv tænke sig den mængde tid der er gået med denne arbejdsproces, og gange det op med adskillige tusind.

I 2010'erne besluttede man definitivt at udslette de gamle numre og erstatte dem med de som svarede til den elektroniske katalog. Cutter-numre forsvandt og blev ændret til de stadig gældende decimalklassenumre - de som figurerer i katalogen. Det fjernede en gang for alle den skjulte fabrik, katalogen kom i overensstemmelse med bøgernes rent faktisk rygsignaturer. Kald det bare en solstrålehistorie.

Som en sidste krølle på halen er Morten Nielsens breve blevet digitaliseret og kan nu læses online på eReolen. Men kun en lille brøkdel af danske bøger findes her, mest skønlitteratur og biografier, samt en del faglitteratur. Så den dag i dag kan bibliotekets brugere nyde godt af operation "væk med Cutters numre".

Erik Nicolaisen Høy.