Emil Heinrich Ryssel (1846-1923). (Efterskrift til Politivennen)

Denne artikel er del af en serie om Emil Heinrich Ryssel: Højres Arbejder- og Vælgerforening (stiftelse). Ryssel og Folketingsvalget 1887. Emil Ryssel som Lotterikollektør. Emil Heinrich Ryssel (1846-1923).

E H. Ryssel 70 Aar.

Det var i Firsernes bevægede politiske Dage, at Ryssels Navn kom frem.

Højre stod i Efteraaret 1881 overfor et Landsthingsvalg her i Byen og mente, forøvrigt vist ret ubegrundet, at der kunde være Fare paa Færde. Ude paa Nørrebro sad en ret ukendt, mindre Næringsdrivende, Manufakturhandler E. H. Ryssel. Han var i høj Grad politisk interesseret. Med Bekymring saa han, at det Parti, han tilhørte, stod uden nogen Organisation, og han fik derfor den Tanke at skabe en Organisation. Det var den Gang lettere sagt end gjort, men med utrættelig Iver tog han Arbejdet op, og kraftigt støttet af daværende Professor juris Goos og Isenkræmmer Vigo Rasmussen lykkedes det ham den 6te Oktober 1881 at føre Tanken ud i Livet.

Den nye Forening fik stærk Tilslutning; "Højres Arbejder- og Vælgerforening" blev forholdsvis hurtigt den største politiske Organisation i Landet. Ryssel blev dens første Formand og var det i 2 Aar, saa trak han sig da tilbage for Carl Ploug. Han blev imidlertid Foreningens Næstformand og samtidig Formand for Organisationen i den mægtige 5. Kreds, og hans Navn var i de Dage kendt af alle. Dette førte ham i 1887 frem som Højres Kandidat ved Folketingsvalget i den store Kampkreds, Hovedstadens 5. Kreds, og gennem en dygtig ført og meget energisk Valgkampagne lykkedes det ham at trænge saa nær ind paa Livet af den socialdemokratiske Kandidat, Skræddermester P. Holm, at der kun var ca. 30 Stemmers Forskel.

I mange Aar har Hr. Ryssel nu ført en stilfærdig Tilværelse, men hans varme Interesse for den Forening, han har skabt, og for det Parti, han tilhører, er usvækket.

I Morgen fylder Ryssel 70 Aar, og del siger sig selv, at Hovedstadens Højre vil mindes ham med Tak for den Organisation, lian skabte, og som trods vexlende Tider og Forhold endnu er den største og mest levedygtige politiske Organisation her i Landet.

(Nationaltidende 16. januar 1916)

Ryssels 70-Aars Fødselsdag.

Formanden for Højres Arbejder- og Vælgerforening, Overretssagfører L. Heine, har paa Hovedbestyrelsens Vegne sendt Klasselotterikollektør E. H. Ryssel en Lykønskningsskrivelse til 70-Aars-Fødselsdagen, ligesom H. A. og V. F. ogsaa har sendt Blomster i Anledning af Dagen.

Fra Grosserer Holger Petersen modtog Hr. Ryssel en Cigarkasse Sølv. Der indløb endvidere Hilsener fra Gehejmekonferentsraad Goos, som i et langt Brev opfriskede Minderne fra 80-emes bevægede Dage. Overretssagfører Poul Rasmussen. Oberstløjtnant Rambusch. Professor Paludan, Næstformanden for H. A. & V. F., Grosserer Kjeldskov, Fabrikejer A. Rich o. m. fl.

Desuden mødte der Deputationer fra Odd Fellow-Ordenen og fra Statsbanernes Billet- og Blanketforvaltning.

(Nationaltidende 17. januar 1916, 2. udgave).

E. H. Ryssel er begravet på Vestre Kirkegård. Hans gravsten ligger tæt på Søndre Kapel. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Carl Goos død. (Efterskrift til Politivennen)

Denne artikel er en del af en serie om Carl Goos: Carl Goos Minister for Kirke- og Undervisning (1891). Amalie Good død (1904). Carl Goos 80 år (1915). Carl Goos død (1917)

Gehejmeraad Goos død.

Efter nogen Tids Svagelighed er Gehejmekonferensraad, ekstraordinær Assessor i Højesteret, Dr. juris August Herman Ferdinand Carl Goos i Morges død i sit Hjem. Med ham er Danmarks største Retslærd næstefter Anders Sandøe Ørsted bortkaldt efter et langt og daadrigt, af Samtiden paaskønnet og hædret Liv. Om faa Uger vilde han have fyldt 83 Aar.

Goos var født den 3. januar 1835 i Rønne, hvor hans Fader var Overlæge i Hæren, opholdt sig en Tid som Barn i Slesvig, senere i København, hvor han allerede i 1851 blev Student (fra Borgerdydsk paa Christianshavn) med Udmærkelse. Han vaklede vistnok lidt mellem Filologien og Juraen, bestemte sig sluttelig for den sidste og tog i 1857 en glimrende juridisk eksamen. Regenburg, som forstod at finde sine Folk, fik ham straks ind i det slesvigske Ministerium, og 1858 tog han den slesvigske juridiske Eksamen. Aaret efter fik han Universitets Guldmedaille for en Afhandling om Formueforholdet imellem Ægtefæller. Medaillen efterfulgtes af det Hurtigkarlske Rejsestipendium, som satte ham i Stand til at foretage en toaarig Udenlandsrejse til München, Rom, Paris og Londen. Allerede paa denne Rejse knyttede Goos visse Forbindelser, der blev af Betydning for ham i sin senere Virksomhed. I England studerede han navnlig Stuart Mill. 

Kort efter hans Tilbagekomst til Hjemmet døde Professor F. C. Bornemann, og den kun 26-aarige Goos, der stedse med stor Veneration har omtalt Bornemann som sin Ungdomlærer, blev uden Konkurrence kaldt til hans Efterfølger, i Oktober 1861 som Lektor, i December 1862 som Professor ordinarius.

De Fag, Goos tog i Arv efter Bornemann, var den almindelige Retslære, Strafferet og Folkeret. Den sidste spillede i Datiden ikke nogen stor Rolle, men de to andre Fag gennemarbejdede Goos i Løbet af forholdsvis kort Tid paa en Maade, der har sat og vil sætte sig varige Spor i Retsvidenskaben og sikre hans Navn Rang blandt Jurisprudensens største. Særlig blev hans Retslære epokegørende. Den, der skriver nærværende, maa af Hensyn til den korte Tid, der staar til Raadighed for Udarbejdelsen af denne Nekrolog, have Lov til at gentage en af mig tidligere given kort Sammenfattelse af dette Værks Hovedpunkter.

Goos ser i Retten en Form for Livets Virkelighed. Dens Omraade er de etiske Krav, hvis Opfyldelse ikke kan overlades til Individernes Selvbestemmelse, men maa hævdes ved ydre Magt. Ud fra disse Synspunkter opstiller han først en Sondring mellem Retsanordning og Retshaandhævelse, og indenfor den første atter en Firdeling: Retten i Samlivsforholdet, Retten i Familieforholdet, Retten i det borgerlige Samfund og Retten i det politiske Samfund.

Vist ingen Sinde før er et i tilsvarende Grad gennemarbejdet System blevet opstillet. Dets Gennemførelse i Enkelthederne er præget af en Skarphed i Tanken, en Fasthed i den logiske Rygning, som næppe nogetsteds findes overtruffen, og ledende Sætninger om retsstridige Handlinger, om Kontrakters Afslutning, den saakaldte "Goos' Sætning" i Fortolkningslæren o. a., er her for første Gang fremsatte, som siden har kunnet glæde sig ved almindelig Anerkendelse i Videnskaben.

I Strafferetten leverede Goos et storstilet Arbejde i fem Bind, som blev hædret med den A. S. Ørsted'ske Prismedaille, og som er bleven betegnet som et Førstehaandsarbejde uden Sidestykke i nordisk og vistnok forøvrigt i hele Retsliteraturen. Det sidste Bind, som manglede, inden den lagte Plan var fuldført, var Goos nu i sine sidste Aar beskæftiget med at skrive, hvor langt han inden sin Død var naaet frem hermed, er ikke bekendt. Men medens Goos ellers paa mange andre Retsomraader endnu stadig staar som den ubestridte Fører, har han i det principale Spørgsmaal om Straffens almindelige Formaal og dens formaalstjenlige Ordning taget nogen Afstand fra den nye kriminalpolitiske Skole, hvem han bebrejder Tilbøjelighed til at sætte administrativ Vilkaarlighed i Strafudmaalingen i Stedet for det paa faste Regler byggede Dommerskøn. Heraf opstod en vis Spænding imellem Goos og yngre Kriminalister. Det store Strafferetskommissionsarbejde, som Goos har udført, og som en ny, af Justitsministeriet nedsat Kommission nu er beskæftiget med at sammenholde med Prof. Torps senere Arbejde, var imidlertid et helstøbt og tankerigt Værk, der paa mange Punkter kom den nye Retning i Møde. Selv Modstanderne har ikke kunnet nægte det deres Anerkendelse, og paa mangfoldige Punkter vil dets Betydning for en kommende ny Straffelov sikkert blive umiskendeligt.

Foruden disse Hovedværker foreligger der fra Goos' Haand en Mangfoldighed af mindre Værker, Afhandlinger, Recensioner og biografier. Særlig bør nævnes hans store to Binds Værk om A. S. Ørsted, der gaar langt ud over den af ham og hans to Medforfattere (Nellemann og Øllgaard) oprindelig lagte Plan.

Jævnsides med sit videnskabelige Arbejde har Goos udfoldet en rig og betydningsfuld Virksomhed paa den praktiske Strafferets Omraade som en af Stifterne af den nordiske Penitentiærforening, Deltager i internationale penitentiære Kongresser, som Formand for Københavns Fængselsselskab og anden lignende filantropisk Virksomhed, men navnlig gennem sin 16-aarige Virksomhed som Overinspektør for det danske Fængselsvæsen. Siden sin Fratrædelse af Justitsministeriet i 1901 har han været Direktør for Døvstumme- og Blindeanstalteme. Hans Arbejde for disse og andre Samfundets Stedbørn vurderes af alle Interesserede overmaade højt.

I det internationale Retssamfund har Goos' Navn længe været nævnt blandt de ypperste. Han stillede sig fra første Færd den Opgave at skaffe dansk Retsvidenskab en Plads i det internationale Samfund, og han var unægtelig som faa Manden for en saadan Opgaves Løsning. Meget tidligt indtraadte han efter Indbydelse i det fornemme Institut de droit international, der senere har valgt ham til Æresmedlem, ligesom han ogsaa blev Medlem af Association for reform and codification of the law of nations. Han har paa disse Foreningers Møder repræsenteret Danmark med Vægt og Værdighed, og i udenlandske Samleværker og juridiske Tidsskrifter foreligger der fra hans Haand Fremstillinger af Danmarks ell. Nordens Retsordninger paa forskellige Omraader af International Interesse.

I Politiken indtraadte Goos i 1881, da han efter Billes Bortrejse til Amerika blev valgt til Folketingsmand for Københavns 5. Kreds. Han kunde dog kun holde den vældige, den Gang udelte Kreds imod Socialisterne en enkelt Valgperiode. I 1884 maatte han vige for Skræddermester P. Holm og blev saa i 1885 kongevalgt Landstingsmand; i Landsthinget har han hiden haft sin faste politiske Position, i nogle Aar som Tingets Formand.

Minister blev Goos første Gang som Kultusminister i Ministeriet Estrup i Aarene 1891-94, anden Gang 1900-1901 som Justitsminister i vort sidste Højreministerium, Ministeriet Sehested Hans Virksomhed her behøver ikke mere speciel Omtale; den er tilstrækkelig kendt af alle. Ligeledes hans betydningsfulde Arbejde for den nye Procesreform, i hvilken han fra første Færd var aktiv Deltager, og hvor hans vægtige Ord, da Reformen sidste Gang var til Behandling paa Rigsdagen, paany samlede Opmærksomheden om hans Person. I talrige andre Kommissioner har Goos i Aarenes Løb haft Sæde og givet sit Bidrag til Spørgsmaal, der dels er løste, dels kun forberedte: Teatervæsen, Sundhedsvæsen, Len og Stamhuse, Islandskommissionen af 1907 o. a.

I 1915 fejrede Goos sin 80-aarige Fødselsdag under almindelig Hyldest fra alle Sider, hvad der den Gang blev sagt og skrevet om ham, vil de fleste endnu, mindes. Han har haft en ualmindelig lang Arbejdsdag og har udnyttet den paa en Maade, for hvilken det danske Folk staar i stor Taknemmelighedsgæld til ham. Hans Navn vil til fjerne Tider staa indridset blandt de bedste i vor Histories Pantheon. Af Kongen var han hædret med Ekscellencetitelen, Storkorset og Fortjenstmedaillen i Guld med Krone.

Gehejmeraad Goos' Personlighed var præget af hjertevindende Elskværdighed, Vennesælhed og Hjælpsomhed. Han paaskønnede altid andres Arbejde og havde en ikke almindelig Evne til at bringe Mennesker til at arbejde sammen. Tallet paa de overlevende personlige Venner, der med Tak mindes Samliv og Samarbejde med ham, er stort. 

Henr. Hansen.

*

Goos i Landstinget.

Intet Steds flk man et saa levende Indtryk som i Landstinget af den aandelige Klarhed og Spænstighed, som Goos bevarede op i sin høje Alderdom. Den var forunderlig og vakto stadigt paany. hver Gang Goos i de sidste Aar tog Ordet, alles Beundring.

Sandheden var i Virkeligheden, at Goos' Skarpsindighed var aldeles usvækket omtrent lige til det sidste. Hans Tanke var ligesaa klar og hans Udtryksform ligesaa stringent som altid. Han talte i de senere Aar kun om juridiske Spørgsmaal, men der forelaa ogsaa netop i den sidste Periode af hans politiske Liv mange og meget betydningsfulde Sager paa dette Omraade til Afgørelse. Først og fremmest den store Retsreform, i hvis Tilblivelse Goos havde en saa vægtig Andel, og hvis Gennemførelse han sikkert - og med Rette - betragtede som en betydelig personlig Tilfredsstillelse.

Særligt paa Grund af sit Arbejde i denne Sag nød Goos ikke alene Anseelse i sit eget Parti for sit kloge Blik i de grundlæggende Lovgivnings-Spørgsmaal, han opfattede ogsaa i de andre Partier som en retfærdig og skarpsindig Bedømmer af Samfundsproblemer. Endog Socialdemokrater forstod at værdsætte denne Egenskab.

Goos talte aldrig til Galeriet, hans Indlæg i Landstinget var blottet for enhver Bestræbelse efter at gøre Virkning ved andre Midler end Betragtningernes Klarhed og Ræsonnementets Logik. Derfor gjorde hans Tale trods dens ofte store Bredde - altid Indtryk af Enkelhed og Klarhed. En Ejendommelighed, som under den moderne parlamentariske Udvikling er i stadig og hastig Nedgang.

(Nationaltidende 20. december 1917).

Goos død.

Kongevalgt Landsthingsmand, Dr. jur., Gehejmeetatsraad Carl Goos er i Gaar Morges efter 4 Maaneders Sygeleje afgaaet ved Døden, henved 83 Aar gammel.

Goos har gennem flere Aartier været en fremragende Personlighed i saavel Retsvidenskab som Politik. Hans Eftermæle vil blive præge af det juridiske Skarpsind og den Humanisme, som gjorde sig gældende ogsaa i hans politiske Virke. Om Politikeren Goos vil Mindets Ord lyde mindre velvillige, ikke fordi hans Partistads var Højres, men fordi han i sin første Periode som Folkerepræsentant bragte sig selv i Miskredit selv udenfor Modstandernes Kreds. Vi sigter herved til hans Forbindelse med Bladet "Den ny Socialist", som han ved Folkethingsvalget i 1883 støttede i Kampen mod den socialdemokratiske Kandidat, Dette vakte i hin Tid en pinlig Opsigt og bidrog sit til, at Goos selv forberedte vor Valgsejr i Københavns 5. Kreds.

Goos' Navn blev allerede omtalt meget, da han endnu ikke 30 Aar gammel blev Professor ved Københavns Universitet, efter at han fra 1861 havde gjort Tjeneste i det slesvigske Ministerium. Hans videnskabelige Speciale var almindelig Retslære og Strafferet, og paa disse Omraader anerkendtes han overalt som en Fører. Han gjorde sin Videnskab lettere tilgængelig, afpassede den efter Livets praktiske Behov. Det blev af stor Betydning for de unge Studerende, for hvem han var Lærer.

Da Politik drog ham, stillede han sig i 1880 som Højremand. Det var en Spændingens Tid. Det Estrup'ske Styre havde brudt med den almindelige Valgrets Principer, og dennes Tilhængere af alle Lejre, Bondevenstre, Købstadsliberale og Socialdemokrater samledes under Oppositionens fælles Fane. Goos burde ikke have haft sit Stade i det gamle Højre, men han blev dets Mand fra 1880, da han valgtes 1stes Kæmpekreds. Da Socialdemokratiet i 1884 vandt sin første Valgsejr l København, hvorved 5. og 9. Kreds blev erobret af P. Holm og C. Hørdum, søgte Goos ikke paany Valg til Folkethinget. I 1885 udnævntes han imidlertid til kongevalgt Landsthingsmand, i Perioden 1891-94 var han Kultusminister i Estrups Ministerium, og i det sidste Højreministerium, hvis Konseilspræsident var Sehested, beklædte Goos Pladsen som Justitsminister fra 1900 til 1901.

I Kraft af sin juridiske Humanisme var Goos en Tilhænger af Retsreformen, og det skal siges, at dens Gennemførelse for en ikke ringe Del skyldtes hans Stilling, som ikke rokkedes, skønt hans konservative Partifæller nærede aaben eller dulgt Uvilje mod den ny Kurs. Her var Goos ikke blot den overlegne og vidtskuende, men tillige den behjærtede Mand.

Fra Goos' politiske Virke skal vi endnu blot anføre, at han fra 1910 til 1914 var Landsthingets Formand.

Faa offenlige Personligheder har haft saa mange Hverv som Goos. Han var ekstraordinær Assessor i Højesteret, fra 1884 til 1890 Direktør for Fængselsvæsenet, Formand for Fængselsselskabernes Fællesbestyrelse. Formand for Komitéen for Blindeinstituttet, Direktør for Døvstummeinstitutet m. m. I den lange Tid, han deltog i det offenlige Liv, har han siddet i saa vigtige Udvalg som Proceskommissionen (fra 1870 til 77), i Kommissionen for det civile Sundhedsvæsen og i Kommissionen for Lehns og Stamhuses Overgang til fri Ejendom.

Hans store videnskabelige Fortjenester var anerkendte baade i hans Fædreland og udenfor dette. Han havde Universitetets Guldmedalje og A. S. Ørsteds Guldmedalje og var Æresdoktor ved Nordens tre Universiteter.

Lige til sine sidste Aar var Goos virksom i sin Gærning, og den gamle Mand æredes i alle Kredse for sin personlige Elskværdighed den Indsats i Retsvidenskaben, som blev hans Livs store, fortjenstfulde Opgave

(Social-Demokraten 21. december 1917).

Gehejmekonferensraad Goos' Begravelse.

Frue Kirkes festligt lyse Rum mindede i Gaar Middags om en Park med sine Marmorstatuer, de mange grønne Træer og det Væld af Blomster, der saas overalt.

Foran Alteret stod den hvide Kiste, der var smykket med røde Blomsterguirlander og paa Fodenden har den Afdødes Vaabenskjold som Storkorsridder. Rundt om Kisten, ved hvilken Odd-Fellowbrødre var Sørgemarskaller, saas Bannere fra Højres Arbejder- og Vælgerforening, de Blindes Forening, Odd-Fellowlogen og Arbejdernes konservative Forening. Blandt de mange pragtfulde Kranse, der dækkede det meste af den brede Midtergang, var der fra Kongen og Dronningen, Prins Valdemar, Universitetet, det norske Universitet, Videnskabernes Selskab, Undervisningsministeriet, Justitsministeriet, det rets- og statsvidenskabelige Fakultet, Juridisk Samfund, Døvstummeforeningen, Carlsbergfonden og mange andre Institutioner og Foreninger, som den Afdøde havde staaet nær.

Kirken var ganske fyldt af det store Følge og Skæret fra de mange tændte Lys og Lamper blinkede i talrige Uniformers Guld.

Kammerherre Krieger mødte som Repræsentant for Kongen, af Ministrene saas Konseilspræsident Zahle og Undervisningsministeren, endvidere Universitetets Rektor og Professorer, Hafnias Bestyrelse in pleno og Deputationer fra en Mængde Foreninger.

Højtideligheden begyndte med, at Kirkens Kor smukt sang: Den store Mester kommer, hvorpaa den gamle Pastor Prior frem bag Kisten.

Pastor Priors Tale.

Mange Lys skinner i denne Verden, i Arbejde, i Tænkning og Pligtopfyldelse. Vor kære hensovede Ven har ladet sit Lys skinne vidt ud over Verden, ikke kun for de Lærde, men paa mange forskellige Veje. Han var en stor Menneskeven, der gerne tilbed sine Evner, hvor de kunde gavne, saaledes blandt de ulykkeligt stillede, de forvildede og de fangne. Da han laa paa sit Dødsleje, sagde han til sin Datter, at han havde ikke Tid til at ligge i Sengen, der var meget Arbejde, der ventede paa ham. Ogsaa i sit Hjem lod han sit Lys skinne, saa han efterlader sig dyrebare Minder dér. Hans Kiste staar nu i den Kirke, han var Værge for, og hvor vi lærte at holde af ham. Her har han hørt Julens Budskab og knælet ved Nadverbordet, og vi har den sikre Forvisning, at han nu er gaaet ind, hvor Julesangen aldrig forstummer.

Derpaa traadte Pastor Olfert Ricard hen til Kisten.

Pastor Ricards Tale.

- Nu har vi hørt den gamle Røst fra hans egen Tid tale til ham, lad nu ogsaa den nye Slægt tage Ordet. Vi hilser enhver, der giver sit Bidrag i Aandens Verden, hilser ham uden Frygt, hvad enten han er Kristen eller Hedning, og mest, naar hans Virksomhed har Berøring med det praktiske Liv.

Der er mange her til Stede, som ved, hvor stor Carl Goos var i sin Videnskab, han var en Konge i den, og naar en Gang det store Regnskab mellem de kæmpende Lande skal gøres op, vil ogsaa et lille Land lægge sit Lod i Vægtskaalen, og saa vil ogsaa nogle at hans Tanker blive brugt.

For alt det, han viv. skylder vi Lysets Herre Tak. Det er ikke den bitre Sorg, der griber os ved Carl Goos Død, som det er, naar et ungt Menneske der, det er den store Vemod over, at vi ikke skal se hans Amere, dette smukke Ansigt, som man ikke glemte, men saa sig  glad paa. .Uret og elsket skal hans Minde være!

Koret sang nu: Kirkeklokke, ej til Hovedstæder - og saa lød: Dejlig er Jordens kendte Toner gennem Kirken. Under det sidste Vers har den Afdødes Sønner og Svigersønner langsomt Kisten ned gennem Kirken.

Ude paa vestre Kirkegaard fandt der, efter at Kisten var sænket i Graven, et smukt lille optrin Sted. En for en traadte Odd Fellowbrødrene - først Storsiren, Dr. Petrus Beyer, op paa Platformen og kastede en grøn Kvist ned paa Kisten. Den stille sidste Hyldest til den Døde var af en egen Virkning og blev fulgt med Opmærksomhed af det store Følge, der stod rundt om Graven.

(København 29. december 1917)

Carl Goos er begravet på Vestre Kirkegård, Afdeling G, rk. 17, nr. 36. Stenens tekst lyder: "Amalie Henriette Goos født Irminger. * 4 marts 1840 + 22 Septbr. 1904. Geheimekonferensraad Dr. jur. August Herman Ferdinand Carl Goos * 3 Januar 1835, + 20 Decbr. 1917."Amalie Goos var bror til bl.a. kommandør Otto Irminger og Johan Irminger og barn af søofficeren C. L. C. Irminger og fru Irminger født Viborg. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Carl Goos 80 Aar. (Efterskrift til Politivennen)

Denne artikel er en del af en serie om Carl Goos: Carl Goos Minister for Kirke- og Undervisning (1891). Amalie Good død (1904). Carl Goos 80 år (1915). Carl Goos død (1917)

Carl Goos

Paa 80-Aars Fødselsdagen.

Det er et sjældent langt og daadrigt Forskerliv, Geheimekonferensraad Dr. juris. Carl Goos i Dag paa sin firsindstyvende Fødselsdag kan se tilbage paa. Thi selv om han ogsaa paa flere andre Omraader har forstaaet at gøre sine store Evner og sin sjældne Energi gældende, og ogsaa der, navnlig i Administrationen som Leder af vort Fængselsvæsen og som Politiker - Minister gentagen Gange og senere Formand i Landstinget - har sat sig varige Spor og vidst at naa frem i første Række, er det dog utvivlsomt som juridisk Embedsmand, at han har vundet de Palmer, der længst vil være hans Navn til Efterverdenen.

Siden Ørsted har ingen dansk Retslærd haft en saa indgribende og omfattende Betydnig for vor Retsvidenskab som Goos. Med en sjælden Forening af filosofisk skolet, logisk Klarhed og Forstaaelse af Retslivets praktiske Krav, formaaede han i sin "Almindelige Retslære" at give en systematisk Oversigt over hele Retssystemet, hvori den gældende Ret Punkt for Punkt underkastedes en kritisk Vurdering ud fra Retsideens Krav, og selv om Resultatet maaske paa flere Punkter noget for meget kunde blive en Godkendelse af den gældende Ret som nærmest Idealet, maatte man altid beundre den Originalitet og lysende Gennemsigtighed, hvormed han løste Problemerne. Og indenfor Retssystemets enkelte Afsnit rager han op som den mest fremragende Dyrker af Strafferetten, vort Land har haft. Hans almindelige Del var med sin af Tanker fortættede Fremstilling den ypperste Lærebog til at vække de unge Juristers Eftertanke og anspore dem til selvstændig Tænkning, ligesom hans Strafferettens specielle Dem med sin imponerende Udnyttelse af Praksis og sine mange skarpsindige Enkeltundersøgelser blev den uundværlige Haandbog for Strafferettens Praksis.

Ogsaa paa Retshistoriens Omraade har han ydet fremragende Bidrag ved sit store Skrift om Ørsteds Betydning for Moral- og Retsfilosofien samt Strafferetsvidenskaben. Og selv paa den internationale Rets og Statsrettens Omraade har han ydet fortjenstfulde Bidrag, selv om han statsretlige Fremstilling naturligvis ikke undgik at blive paavirket af hans personlige politiske Partistilling. Sine fremragende videnskabelige Evner og sin sjældne Arbejdskraft forstod han tillige i rigt Maal at lade komme sin Deltagelse i den praktiske Politik tilgode: Udkastet til Lov om Strafferetsplejen og den i 1912 afgivne omfangsrige Straffelovs-Betænkning er de mest imponerende Frugter af Goos' Deltagelse i vort Lovgivningsarbejde.

Et enestaaende omfattende og udmærket Forsker-Arbejde ligger saaledes bag Goos, et Arbejde, hvorfor han med Rette fortiener sin Nations Tak. Men desuagtet sidder han den Dag i Dag, trods sine 80 Aar, lige utrættet ved Arbejdsbordet og fortsætter med usvækket Energi sit Videnskabelige Virke. Maatte endnu mange Arbejdsaar være ham forundt, og Ilden sent slukkes paa hans Esse.

Knud Berlin.

Goos i sit Hjem.

Naar Geheimekonferensraad Goos endnu den Dag i Dag holder sig saa frisk og ungdommelig, naar han stadig med varm og levende Interesse følger ikke alene Begivenhederne i det offentligt Liv, men ogsaa de mange Menneskers Skæbne, for hvem han igennem sit lange Liv har fattet Interesse, saa skylder han i en væsentlig Grad det Hjem, han og hans afdøde Hustru skabte for 50 Aar siden, en Tak derfor, lige saa vist som dette Hjem og de, der søgte det, staar i Gæld til ham for de mange lyse Minder, de gemmer derfra.

De, der som unge kom i dette Hjem, først i den lille Villa paa Bernstorffvej, siden i den store Professorbolig paa Universitetet, lærte maaske Goos og hans Hustru bedst at kende. Der var først og fremmest Alvoren; man skulde staa til Regnskab for Professoren, senere Ministeren, og hans Frue for alt, hvad man havde gjort og oplevet; men altid dømte de mildt, altid raadede de og hjalp os Unge.

Men saa var der den glade Ungdoms Spøg. I slutningen af Firserne og Begyndelsen af 90'erne samledes her en munter Skare unge, som egentlig fik Lov at regere det hele. Vi spillede Komedie, vi sang og var glade, og vi skrev Komedierne selv, og der var ingen Personanseelse.

Spøg om sig selv har Goos altid taalt. Da han var Efor paa Borchs Kollegium tilegnede de Unge ham i Anledning af Kollegiets Jubilæum et humoristisk Festskrift, hvor Tilegnelsen satiriserede over hans mange Stillinger. Det gik paa den respektløse Melodi: Peter Skøtt, og lød:

Dr. Juris og Professor, 
Borchs Kollegiums Efor,
ekstraordinær Assessor
ved Retfærdighedens Bord,
Mand af Hæder, Magt og Ros
August Hermann Carl Goos,
Kongevalgt i Tinget vorden,
Overfængselsinspektør
og af Dannebroges Orden
Ridder - Mand og Kommandør
Med Højagtelse p. p.
helliget

Forfatterne.

Gamle Kong Christian holdt af i Formiddagstimerne at besøge Fru Goos, der, som en født Irminger, havde mange Ungdomserindringer til Fælles med Konge. Fruen, der altid var ligefrem, jog saa alle os Unge ud i Universitetsgaarden, men hun modtog Majestæten i samme strikkede Uldvest, hun gik med til daglig. Naar Kongen saa traadte ud paa Stentrappen, der førte ned til Universitetstrappen, pegede han paa alle os glade unge Mennesker, der løb og spøgede derned, og spurgte: Er det alt sammen Deres, Frue? Og Fruen svarede, idet hun pegede paa en enkelt Student: Ham der har jeg intet Ansvar for. - Og naar vi saa gik ind, sagde den altid korrekte Goos: Det kan man ikke sige, Amalie! 

Mange Aar er gaaet siden den Gang. Men Goos husker endnu alle de unge Mennesker, han da kom til at holde af. Jule- og Nytaarskort fra ham er Aarets Orden. Paa et Portræt skrev han en Gang: Kære Student . . .: Ord er kun Ord, men er der nogen Gerning af mig, De ved dette Billede ønsker at mindes, er jeg Dem oprigtigt taknemmelig derfor. -

Mange Gange siden har vi den Gang unge banket paa Goos' Dør, altid fandt vi Hjælp og Raad, - næsten altid fik vi lidt Skænd; men Goos har aldrig svigtet den, han én Gang kom til at holde af.

Student.

(København 3. januar 1915)

Etatsraad Frantz Thestrup Adolph (1844-1907). (Efterskrift til Politivennen)

Frantz Thestrup Adolph, (1844-1907), grosserer. Søn af storkøbmanden Johan A. Grossererborgerskab som 25 årig. Arbejdede i sit fædrene firma Frantz Th. A.s enke. Optaget som medindehaver 1878 samtidig med broderen Johan Valdemar Adolph; fra 1896 var han eneindehaver.

Frantz Th. Adolph

Grosserersocietetets Formand, Etatsraad Frantz Th. Adolph er, som meddelt, efter længere Tids Sygdom (en Kræftlidelse) i Gaar Morges afgaaet ved Døden. Han blev født den 13. Februar 1844 og opnaaede saaledes en Alder af 63 Aar.

Den danske Handelsstand har ved dette Dødsfald lidt et stort Tab, den har mistet en af sine nobleste Skikkelser.

Etatsraad Adolph var en Mand med mange repræsentative Evner, og det var derfor ganske naturlig, at han efter Tietgens Tilbagetræden blev valgt til Formand for den danske Handelsstand.

F. T. Adolph var født til at blive Handelsmand, som søn af den bekendte stoute Købmand Johan David Stadfeldt Adolph, der fra Ungdommen til sin høie Alder ved sin Energi og Dygtighed evnede at arbejde Moderens Forretning "F. T. Adolphs Enke" op til en af de betydeligste her paa Pladsen i saa at sige alle Brancher.

I denne store Forretning indtraadte den nu afdøde Etatsraad som ganske ung Mand, og under Faderens myndige Ledeste udviklede hans Syn paa Handelens mange Rørelser sig. Han har været med i den store Udvikling, den danske Handel er blevet underkastet i de sidste 40 Aar, han har set, hvordan de store omfattende gamle Købmandshuse afløstes af en Række specielle Virksomheder, der delte Brancherne mellem sig, saaledes at hans Firma fra at have omfattet Korn, Smør, islandske Produkter, Frø. Kolonialvarer, Seil- og Dampskibsfart i det sidste Aarti gled mere og mere over til udelukkende at hellige Kolonialbrancken sine Kræfter, og i dette Arbejde støttedes han i de senere Aar af sine to Lønner Carl Johann og Holger Adolph. 

Indenfor sine Standsfællers Kreds kom han ret udsigt frem i de forreste Rækker, og allerede i 1886 blev han Medlem af Grosserersocieteters Komite, hvor hans Fader havde siddet før ham. I 1895 valgtes han til Komiteret for Tietgen, og i 1895, efter Tietgens Død, blev han Komiteens Formand.

Allerede i længere Tid forinden havde han forøvrigt været Formand for det meget betydningsfulde Smørnoteringsudvalg, og indenfor dette Udvalg havde han gjort et dygtigt og omfattende Arbejde.

Med sin Formandtstilling for Grosserersocietet forbandt han Stillingen som Formand for "Handelsstandens Fællesrepræsentation", og han var Formand for "De samvirkende Byerhverv". Desuden var han bl. a. Medlem af "Burm. og Wain"s Bestyrelse

I "Købmandsskolen"s Tilblivelse bar han en betydningsfuld Del, og det skyldes hans Initiativ og Utrættelighed, at Børsens Mænd i 1899 skød de 100,000 Kr. til, der var en uomgængelig Betingelse for, at Skolen kunde træde ud i Livet.

Sent vil det Arbejde glemmes, der fra hans Side blev nedlagt i den Gerning, han havde paataget sig for de danske Handelsinteresser.

(Roskilde Avis 6. februar 1907)

Etatsraad Adolphs Jordefærd.

I Middags fandt Grosserersocietetets Formand, Etatsraad Frantz Thestrup Adolphs Begravelse under særdeles stor Højtidelighed Sted fra Frue Kirke.

Dennes Kor var dekoreret med en mægtig Samling stedsegrønne Træer, og hele Kirken var festligt belyst. Udfor alle Stolestaderne hang Kranse med Palmeblade.

Selve Kisten var dækket med de mange signerede Kranse, som for Størstedelen allerede tidligere er nævnte her i Bladet, og hvoraf vi endnu kun fremhæver følgende: En Krans fra Ds. kgl. Højh. Kronprinsen og Kronprinsessen, samt Kranse fra Indenrigsministeriet, det svenske Konsulat, den norske Handels Fællesforening, Provins-Handelsforeninger, Nationalbanken og andre Banker, Forenede Dampskibsselskab og andre Dampskibsselskaber, Sømandsforenirtgen, Skipperforeningen, Landhusholdningsselskabet og de samvirkende sjællandske Landboforeninger.

Fra Børsen var der lagt en Sølvkrans paa Kisten.

I det mægtige Følge var der mødt Deputationer (Bestyrelser) fra følgende Institutioner :

Grosserersocietetets Komite, Fællesrepræsentationen for den danske Handelsstand, de kjøbenhavnske Handelsforeningers Fællesrepræsentation, Fællesrepræsentationen for dansk Industri og Haandværk, Kolonialgrossister, islandske Købmænd Nationalbanken, Hørkræmmergrossister, Foreningen til unge Handelsmænds Uddannelse, Privatbanken, Handelsbanken, de private Assurandører, Burmeister & Wain, Papirhandlerforeningen, Urtekræmmerforeningen, Manufakturhandlerforeningen, Skipperforeningen, Forenede Dampskibsselskab, Handels- og Kontoristforeningen, Korn- og Foderstofudvalget paa Kjøbenhavns Børs, Mæglerkorporationen, Danske Handelsrejsende, m. fl.

Af Enkeltpersoner i Følget nævner vi iøvrigt: Ministrene, Grev Raben-Levetzau, Sig. Berg og Høgsbro, norsk Minister, Professor Hagerup, Landstingsformand, Konferensraad H. N. Hansen, Højesteretsassessor Schack, Retsformand Koch, fhv. Retsformand Madvig, Etatsraad Cl. L. Smidt, Telegrafdirektør Meyer, Generaldirektør Rubin, Departementschef Jerichau - Christensen, Borgmester Dybdal, Generalkonsul van Haarst, Overpræsident Oldenburg, Haandværkerforeningens Formand Rostrup, Kammerherre Krag, Geheimeetatsraad Goos, Landstingsmand Stilling, Grosserer Moses Melchior, Provst Fenger, Kammeradvokat Winther, Pastor Linnemann, Grosserer Hans Just, Kammerherre Suenson, Departementschef Krieger, Professor O. Bache, Grosserer Schnackenburg og Grosserer Baune som Repræsentanter for Provinserne i Børsens Smørnotering, Præsterne Prior og Storm og mange flere.

Kl. 1 indtraadte hs. kgl. Højh. Kronprinsen i Kirken, ført af en af den Afdødes Sønner, og ledsaget af et talrigt Følge, hvoriblandt Kabinetssekretæren, Geheimeetatsraad Rosenstand.

Sørgehøjtideligheden tog derpaa sin Begyndelse med Salmesang, hvorpaa Stiftsprovst Paulli holdt Talen:

Der er dem, der ønsker at kunne, om det var muligt, se ind i Fremtiden, i den Forudsætning da at kunne leve lettere. Men allerede Oldtids-Digterne og den hellige Skrifts Forfattere har skrevet herimod, og vi kan, med Apostelen Jakob, sige: Gud være lovet, at vi Mennesker ikke ved, hvad der skal ske imorgen. Og dette finder Anvendelse paa denne Lejlighed.

Denne Dag var allerede i Forvejen en Mærkedag i den Afdødes Familie; thi for to Menneskealdre siden fødtes han selv paa denne Dag, - og da tænkte hans Forældre: hvad skal der blive af dette vort Barn. Men var det da ikke godt for dem. at de ikke forud vidste, at Sønnen skulde stedes til Jorden paa sin Fødselsdag, eller vidste noget om dette hans Lidelsesaar?

Alt er her blevet forsøgt - hvad der menneskelige Kunst og den menneskelige Kærlighed har kunnet gøre, er blevet gjort. Hans Hustru har med en Selvopofrelse, der søger sin Lige, sammen med Sygeplejersken stridt med Døden Tomme for Tomme, og han selv har med rørende Taalmodighed baaret sine Lidelser. Men tilsidst maatte Haabet lades ude, og han og hans Hustru foldede saa omsider i Afskedens Stund Hænderne sammen til Bøn.

Da jeg sidste Gang besøgte ham i Sygeværelset, hvor Regnskabsbøgerne laa omkring - pligtopfyldende, som han var til det sidste, - da vidste han godt, at et større Regnskab forestod ham, - og da talte vi sammen om hans Livsgang, og vi had sammen en Bøn, som vi sammensluttede i dette: Herren har gjort store Ting imod Dig og forbarmet sig over Dig.

Allerede hans Fædrenehjem havde bidraget væsentligt til at gøre ham til den Mand, han blev. Og det, der udmærkede ham, var jo den sjeldne Dygtighed og Ihærdighed, det noble Sind, den gennemdannede Karakter, - hvilket alt satte ham i Stand til at gøre Fyldest paa hans fremskudte Plads i vort Samfund. Og for alt dette er der Grund til at takke Gud, der havde gjort disse store Ting imod ham.

Jeg har en særlig Tak at bringe ham fra Sømandsmissionen. Det lykkedes ham jo at skrive sit Navn ind i Rækken af sit Fædrelands bedste Sønner.

En Dag, da der blev gjort et sidste Forsøg paa at give ham Helbredelse eller i hvert Fald Lindring, og da han vidste, at det gjaldt Livet, nød han Alterens Sakramente med nogle af sine Nærmeste. Og da talte han dybtfølte Ord, som hans Kære aldrig nogensinde vil kunne glemme, og det var ikke Udtryk for en flygtig Stemning, men for den Tro, der har baaret hans Liv. Thi han fik tidlig Øje for Guds Riges Porte, og derfor er del den største Velsignelse, at Herren i Naade har kaldt ham hjem.

I denne Tro lyser vi da Fred over hans Minde.

En i Dagens Anledning skreven aandelig Sang blev derefter sungen og derpaa "Dejlig er Jorden".

Hs. kgl. H. Kronprinsen forlod derpaa Kirken.

Under Tonerne af Hartmanns Sørgemarche over Thorvaldsen bares Kisten derpaa af den Afdødes Sønner og andre Slægtninge ud af Kirken.

Jordfæstelsen fandt Sted paa Vestre Kirkegaard.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 13. februar 1907).

Amalie Henriette Goos død. (Efterskrift til Politivennen)

Denne artikel er en del af en serie om Carl Goos: Carl Goos Minister for Kirke- og Undervisning (1891). Amalie Good død (1904). Carl Goos 80 år (1915). Carl Goos død (1917)

Geheimeetatsraad Goos har haft den Sorg at miste sin Hustru, Amalie Henriette, sødt Irminger, i disse Dage efter et kort Sygeleje. Om den Afdøde skriver Forfatteren Knud Bokkenheuser i Vort Land bl a.:

Hun var en af de mest trofaste Kvinder, jeg har kendt Og det var ikke blot mod sin Mand, mod sine Børn og sine Nærmeste, nej, det var overfor alle dem, hun een Gang var kommen til at holde af. Udadtil og offentligt spillede hun aldrig nogen Rolle. Hun lod sig saaledes, skønt Kongen følte sig personlig knyttet til hende med Venskabsbaand, aldrig forestille ved Hoffet. Og den store Pragt, de glimrende Selskaber holdt hun ikke af, hun befandt sig bedst i Hjemmet, og vi, der holdt af hende, syntes bedst om hende der.

Det Djærve og Ligefremme, Usnærpede og Naturlige var en af hendes Ejendommeligheder, en Arv fra hendes Fader, den sandhedselskende og ridderlige gamle Admiral Irminger, hvem hun ogsaa altid talte til os Unge om med en dyb Veneration.

Der er mange, som sørger ved Fru Goos Død. Ikke at tale om alle de fattige Familier, som hun i Stilhed hjalp, og som beundrede hende og saa op til hende, saa vil hele den Kreds, der kom i det Goos'ske Hjem, savne den Støtte, som en Samtale med en saa begavet, rettænkende og aandfuld Kvinde var. Hvor mange har ikke søgt Raad hos hende; hvor har hendes kolde og kloge Kritik ikke skaaret igennem megen Affektation og meget Vrøvl; hvor har hendes varme og følte Deltagelse ikke rejst og støttet mange, der tvivlede om en god Sag.

Fru Goos var en betydelig Kvinde, der stod sin Ægtefælle værdigt ved Siden. Ved hendes Grav skal det siges, at hun igennem et Hjem, der tog sit Præg af hendes Sans for det skønne og gode, virkede i vide Kredse ved sit Eksempel, og ved sin typisk danske Naturlighed, der bares oppe af en fund Menneskelighed, som aldrig forvildedes af Sentimentalitet eller Overvurdering af det eller dem, hvormed den kom i Forbindelse.

(Ribe Stifts-Tidende 26. september 1904).

Nicolai Reimer Rump (1834-1900). "Prygleloven"s Forgænger. (Efterskrift til Politivennen)

N. R. Rump var efter sin juridiske embedseksamen 1859 blevet ansat i det slesvigske ministerium. Efter krigen 1864 hvor ministeriet forsvandt, blev han manuduktør. 1866 sorenskriver på Færøerne. 1871-1886 var han borgmester, byfoged og byskriver i Korsør. Rump er omtalt i adskillige andre indslag på Politivennen Live Blogging.

Fra Rumps politimestertid i Korsør før 1871 var han kendt for aktivt at støtte Højre. Korsørvælgere blev transporteret til Slagelse hvor de marcherede med faner og musik ind i byen, drak sig fra sans og samling på Højres regning og indledte slagsmål og spektakler. Rump marcherede i spidsen for disse optog. Hvis oppositionen valgt, indledte Højres vælgere ofte slagsmål og optøjer. Selvom Rump ikke deltog i disse optøjer, skete de i hans politimester tid hvor Korsør var berygtet for fanatisme og brutalitet. I 1876 spiste han belejligt middag med Slagelses politimester på hotel Postgården og forblev ved måltidet mens optøjerne fandt sted. Aviserne som hovedsagelig var partiske til fordel for Højre, berettede ikke om disse hændelser. 

Da de politiske vinde senere skiftede side i Korsør til Socialdemokratiet i 1913, kunne man læse følgende erindring om Rumps storhedstid i Korsør. En lidt bitter Venstre-mand beskriver her hvordan Højres politik overfor Venstre førte til at "socialisterne" i Korsør overtog magten:

Byraadsvalget i Korsør.

---

Saadan skifter Tiderne! Da Tauber i 1872 første Gang for Alvor rejste Venstres Fane i denne Valgkreds, fik han 12 Stemmer fra Korsør. Da T. stillede sig sidste Gang her i Kredsen 1879 var hans Stemmetal i Korsør dalet til 2, en foruden Glarmesteren, om hvis Død der dannede sig vilde Sagn. Med den haardeste og mest brutale Haand, som overhovedet kendtes - og der var mange haarde Hænder i de Tider - blev enhver frisindet Ytring kvalt, enhver Oppositionsmand knækket og knægtet, hvor det var muligt. En uskyldig Jernbaneassislent blev forflyttet mod sin Villie, fordi han var set læsende i en Sociologi, som en af Lederne forvekslede med Socialisme. Naar Oppositionens Førere passerede Byen, var de ikke sjældent Genstand for raa Demonstrationer. Holdt Venstre Møder, blev der først serveret Punch for Arbejderne, og naar saa Hr. Borgmester Rump i Uniform (!) dirigerede, blev Venstres Talere peben ned og maatte være glade til ved at slippe med det. "Referaterne" af deres Udtalelser var lige saa langt fra Virkeligheden som Himmelen fra Jorden. Endnu saa sent som 1892, da Sagfører Bentzen og Redaktør Jensen efter Indbydelse holdt et privat Møde med Aktionærerne i Arbejdernes Fællesbageri Aftenen for Valget, indfandt Politibetjent Vind sig ved dette, først "for at undersøge Bageriet", dernæst pukkende paa "Politiets Ret til at overvære alle Møder"! Kun ved alvorlig Forestilling om. at der vilde blive klaget, hvis han krænkede Foreningsretten, tøflede han hjem til sin Borgmester for at søge Trøst; men han kom dog ikke igen. Det Aar delte Korsørtoget sig for første Gang, idet 40-50 Vælgere rejste for sig selv og stemte paa Venstres Kandidat. Hidtil var disse Fællestog lige saa mange Højrestemmer som der var Mand, og man var meget liberal med at eftergive Fattighjælp foran et Valg. I Spidsen for Toget gik Hr. Rump, og til en Smædevise for Venstre marscheredes der til Frokost i Industriforeningen og senere ned i Ridehuset. Den, der skriver dette, har set Hr. Rump overrække Hr. Tauber et Eksemplar af en saadan paa Valgtribunen. 1876 forsøgte man at banke Bønderne af Raseri over Valgets Udfald; men det gik ikke. Bønderne vendte ikke den højre Kind til; de foretrak at slaa igen. Slagelse Politi (det gamle) forduftede, og Byens Politimester stod netop ved Højres Gilde og talte om et godt Forhold mellem By og Land. Saa han var jo ogsaa forhindret.

Saadan var vore Vilkaar, og saadan var de andres.

Vi er ikke skadefro, og vore Meningsfæller i Korsør har glemt gammelt Nag og stemt og virket for Borgerlisten. Fra et almindeligt Borgerstandpunkt er den skete Udvikling beklagelig. Men - om man havde været mindre haardhændet mod Venstre dengang, da var vist adskilligt anderledes nu. Kolding er et Eksempel herpaa. Man var anderledes hensynsløse overfor dem, man burde have støttet, end man har været det mod Socialdemokraterne. Af den Sæd er der vokset en Høst, som bjergedes i Gaar.

Det gamle Højreregimente i Korsør er færdigt og kommer aldrig mere til Magten. 

---

(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 15. marts 1913. Uddrag).

Bemærkningen om jernbaneassistenten hentyder til en afskediget jernbaneassistent Holst som havde søgt oprejsning pga. begrundelsen for afskedigelsen: at have drevet politisk agitation. Rump skulle som borgmester i Korsør have angivet ham. Herefter var han blevet forflyttet fra Korsør til en ringere stilling i Masnedsund efter angivelse af redaktøren af "Korsør Avis". Sagen kom op i Folketinget i januar 1884. Her afviste indenrigsministeren at Rump havde fremsat anmeldelse, og at han ad andre veje havde fået at vide at Holst agiterede mod forsvarsadressen - hvorved han var "kommet på kant med en del af befolkningen i Korsør". Forflytningen til Vordingborg var blot sket for at beskytte Holst! På trods af det vedtoges indstillingen dog med 64 stemmer mod 8. 

Rump var tilhænger af Estrups gendarmerilov fra 1885 - han mente at kun tiggere, løsgængere, vagabonder og forbrydere kunne være imod. En argumentation som ikke er ukendt i diktaturstater. Venstre påpegede da også den reelle hensigt bag korpset. Og korpset opnåede aldrig at blive populært, tværtimod forbitrelse.

Kort efter Rumps tiltræden som amtmand i Hjørring i 1887 afslørede Social-Demokraten horrible forhold på tvangsarbejdsanstalten i Korsør under Rumps borgmesterperiode. Se de særskilte artikler om dette. Bl.a hans behandling af de fattige på Korsør Tvangsarbejdsanstalt blev beskrevet som brutale, bl.a. med prygl efter borgmesterens ordre, ofte overværet af ham selv. På den lange bane betød det at der kom nye regler for fattiges behandling, således at Folketinget forbød opsynets ret til at give fangerne rotting. Dette beklagede Rump, og udtalte ved den lejlighed at "Sådanne fyre skal have prygl" .

Maler, tegner Alfred Schmidt (18581938). Blæksprutten 1899. "Tror Herren, det kan nytte mere i Dag?" Udslidt trækhest og politikere. Alfred Hage kommer kørende ind i byen på sin hestevogn som trækkes af et gammelt, svedigt og træt øg. Her møder han konseilspræsidenten (Hørring). Undertekst: - - Atter igaar var Konseilspræsident Hörring i travl Virksomhed med at finde den manglende Justitsminister. Resultatet blev desværre det samme som de foregaaende Dage - -

Rump blev valgt til Landstinget, fra 1894 kongevalgt. 1896 efterfulgte han den estrupske justitsminister Nellemann og minister for Island 1896-1899 i Højre-regeringerne Reedtz-Thott (1894-1897) og Hørring (1897-1900). Hørring havde problemer med at finde folk der var villige til at sidde i regering. Rump havde betænkeligheder (bl.a. fordi han skulle efterfølge Nellemann, Estrups tro følgesvend siden 1875). Det var ikke de store ting der blev vedtaget i hans embedsperiode.

 

Hvem er Justitsminister Rump?

Højre har altsaa bedt Hr. Rump om en Forandring i Retsplejen og en anden Ledelse af vort Politi.

Hvem er denne Hr. Rump, som skal være Københavns frelsende Engel, og som Højres Vælgerforening ønsker, at vi alle stal vise den største Tillid?

Til dette Spørgsmaal svarer vi følgende :

Hr. Rump er ikke Manden for at kunne fremme en Ordning, der forener Hensynet til Retssikkerheden med "den Enkeltes Krav paa at sikres mod vilkcarlig Behandling".

Før Hr. Rump blev Justitsminister og for han blev flyttet "norden for Lov og Ret", som Amtmand i Hjorring, var han en Tidlang Politimester i Højreravnekrogen Korsør. Hans Virksomhed dernede er falden sammen med de ulykkeligste Dage for Lemmerne paa "Korsør Tvangsarbejds- og Forsørgelsesanstalt".

Forholdene paa denne Anstalt omtaltes i "Social-Demokraten" i 1888. Vi skrev den Gang en Række Artikler om Fattiggaards- og Forsørgelsesforholdene her hjemme, og den første af Artiklerne beskæftigede sig med Anstalten i Korsør. Hernede var Tvangsfanger og Fattiglemmer blandet mellem hverandre, og Behandlingen af disse Stakler var umenneskelig, kendt og berygtet over hele Landet. Lemmerne havde det værre end Tugthusfanger, idet Arbejdet var meget strængt og Føden ussel, medens Prygl derimod uddeltes i rigelige Portioner.

Og for Pryglene stod den Korsør Borgmester, Hr. Landsthingsmand Rump, som øverste Chef. En tidligere Inspektor paa Anstalten stod ikke i Yndest hos Hr. Rump, efter Sigende fordi han ikke var stræng nok overfor Lemmerne. Han kunde ikke lide at anvende Prygl, hvorimod Hr. Rump anfaae denne Behandlingsmetode for udmcrrket. Om det var af den Grund, at han saa ofte overværede Uddeling af Rotting paa Anstalten, er ikke godt at sige. men Faktum er, at han ofte var til Stede. Det var vitterligt for enhver, at Borgmester Rump ingen Smærte følte, hver Gang han, som Retsarvighedens Haandhaver, diklerede en eller anden Stymper en Dragt Klo og saae Dommen blive eksekveret paa staaende Fod. Tojet af lige til den bare Skjorte, et Par Mand til at holde Fyren og stramme Ryggen og saa flog man los saa godt som paa den bare Ryg as Hjartens Lyst.

Det var nu endda kun den officielle Uddeling af Prygl. Den gik dog efter en Art "Lov og Dom", var det end saa sin Sag dermed; men saa havde man ogsaa en mere privat Afbankning, der henhorte under en endnu hurtigere Retsforsolgning.

Hr. Rump opfordrede nemlig ofte Opsynsperfonalet til, naar en af Lemmerne gjorde Vrøvl eller der paa anden Maade var noget i Vejen, bare at give ham en god Dragt Prygl.

Den Slags demoraliserende Ordrer fra den øverste stedlige Myndighed har selvfølgelig ikke undladt at sætte dybe Spor hos det overordnede Opsynspersonale. Og Følgen blev en raa og i høj Grad uforsvarlig Behandling af Lemmerne ved enhver Lejlighed. En anset, bosiddende Mand fortalte i den Anledning en oplysende Historie, som passerede i Korsør, da Hr. Rump var Borgmester dernede. Han gik en Vinterdag tilligemed sin Hustru, en Ven, der er Købmand, og dennes Hustru en Tur uden om Byen. Paa en Vej bag Skoven traf de paa en Betjent og en Karl fra Anstalten, der lige havde anholdt en af Lemmerne, som samme Dag havde absenteret sig. Det var aldeles oprørende, fortalte han, saa disse to Lovens Mænd hamrede løs paa den ulykkelige Desertør med deres Stokke. Saa umenneskeligt var det, at de alle fire fandt sig beføjede til at give deres Harme og Indignation Luft. Naturligvis uden Resultat. Den samme Mand fortalte om Karlen, at han ikke kunde udholde at være paa Anstalten, fordi han ikke kunde være haard nok mod Lemmerne og ikke var i Stand til at opfylde Ordren: Prygl ved det mindste Ord, de mukker eller svarer igen.

Hr. Rump var den øverste Myndighed paa dette Sted. Hr. Rump anbefalede Prygl for et godt Ord. Og denne Mand, som ikke forhindrede Tilstande, under hvilke Vilkaarlighed og Raahed gik i Svang, ønsker man skal fremme Retstilstandene her i Landet, specielt bidrage til Omordningen af Københavns Politiledelse.

Vi antager, at Borgerne vil bede Vorherre bevare sig for Hr. Rumps Indgriben og ønsker ham væk tilligemed det fordærvelige Retssystem, han mere end de fleste har holdt Haanden over.

(Social-Demokraten 8. august 1896).

Fotograf Lars Peter Rasmussen: N. R. Rump (1834-1900), ægtefælle Helene Sophie Rump, født Olrik (1830-1899). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Grundlaget for Rumps "Pryglelov"

"Berlingske Tidende" indeholdt i Aftes følgende:

"Sikkerheden paa Kjøbenhavns Gader. Af falske Meddelelser i flere Blade om, at Røverier efterhaanden stulde være blevne ret hyppige her i Staden, tog vi nylig Anledning til at fastslaa, at der overhovedet ikke i meget lang Tid har fundet et virkeligt Røveri Sted i København, samtidig med at vi eksempelvis paaviste, hvorledes en ganske ubetydelig og langtfra allarmerende Begivenhed i oppustet og udpyntet Tilstand var gaaet igennem en Række Blade.

Der synes i det hele i den senere Tid at være en vis Tendens til at fremstille Forholdene paa Københavns Gader som særlig usikre.

Et særrlig fremtrædende Eksempel herpaa frembyder en Meddelelse, der for godt en Uges Tid siden indeholdtes i adskillige Blade. Under Overskrifter som "Overfaldet". "Bølleoverfald!" o. fl. beskreves, hvorledes en yngre Person den foregaaende Nat var fundet liggende i Istedgade med et dybt Hul i Hovedet, hvoraf Blodet stod stærkt. Personen, der havde været fuldstændig bevidstløs og altsaa ikke havde kunnet afgive nogen Forklaring, var straks kørt til Kommunehospitalet. Al Sandsynlighed talte naturligvis ser, at der her forelaa en særlig grim Form for et Bølleoverfald. Meddelelserne var ganske vist i holdt noget forskelligt, men stammede aabenbart fra samme Kilde.

Paa Grundlag af indgaaende Undersøgelser er vi i Stand til at oplyse, at den hele Historie er fuldstændigt Opspind. Politiet kender ikke det allermindste til Sagen, og fra Kommunehospitalet er der afgivet den Erklæring, at det af Hospitalets Bøger og Lister fremgaar, at der til den anførte Tid ikke er behandlet et saadant Tilfælde paa Hospitalet, og at den vagthavende Læge er ingen saaledes tilskadekommen Person indbragt, hverken til Forbinding eller Indlæggelse.

Det er klart, at den Art Meddelelser, særlig naar de fremkommer samtidig i flere Blade, let vil gøre ubodelig Skade. Ingen staar sig ved eller kan have Glæde af, at den Overbevisning skulde fæste Rod, at man ikke trygt kunde færdes i Byens Gader.

* * *

Nu river "Berl. Tid." pludselig hele dette Grundlag for Hr. Rumps Pryglelov bort - nu, da det er bagefter, og Loven forlængst er vedtaget trods Socialdemokratiets Protest. Bladet burde have fremsat sine Oplysninger forinden Loven blev vedtaget, men da tav det stille.

"Berl. Tidende"s nuværende Standpunkt er ganske det samme som Socialdemokratiets Repræsentanter paa Rigsdagen indtog, da de hævdede, at der ingen som helst Grund var til at vedtage en saadan Lov, og det beviser endvidere, at vore Repræsentanter ogsaa havde Ret, da de fremhævede, at Lovens Hensigt ikke var at ramme Overfald, men at skaffe Reaktionen et nyt Vaaben overfor strejkende Arbejdere.

Justitsminister Rump har mere end nogen anden bidraget til, "at den Overbevisning skulde fæste Rod, at man ikke trygt kan færdes paa Københavns Gader", og "Berl. Tid." har i saa Henseende hjulpet ham, hvorimod Socialdemokratiet, idet vi protesterede mod Hr. Rumps Pryglelyst, har søgt at forhindre denne Overbevisning i at fæste Rod.

(Social-Demokraten 3. juni 1897).

Som repræsentant for højrefløjen i Højre var han i denne regering noget isoleret. Han blev upopulær hos oppositionen til Højre. Rump forelagde bl.a. i samlingen 1896/97 en ændring af straffeloven. Han foreslog i første omgang tvangsarbejde og rotting for selv bagateller. Med slet skjult adresse var den rettet mod strejkende arbejdere. Det blev af oppositionen betegnet som "bølleloven" og "prygleloven". Han var utilfreds med at skulle fjerne rottingstraffen, men modererede sig senere. Gehejmeråd Goos udtalte dengang sin glæde over at justitsministeren ikke havde foreslået prygl som straffemiddel. Rump udtalte:"Jeg kunne nok sympatisere med tanken om at give bøllerne prygl, men jeg anser det for umuligt at tænke på at byde Folketinget en sådan lov." men såvel P. G. E. Jensen og Alberti var dengang med på prygl anvendt som andet end disciplinærmiddel overfor straffefanger, og i 1904 fik Alberti manipuleret pryglestraf overfor førstegangsforbrydere i Folketinget - "Prygleloven".

Journalisten og senere chefredaktør for Politiken Henrik Cavling havde udgivet rejsebreve med titlen "Det Danske Vestindien" baseret på et besøg i 1894. Heri havde han beskrevet tropekolonien som et statisk samfund der levede i fortiden. Nationalfølelse var der ikke meget af i kolonien. Bogen stærkt racistiske fordomme om de sorte vakte ingen opsigt: "Negeren er meget doven, så doven at han næsten ikke gider slå en spyflue af sin egen næse". Det gjorde derimod hans kritiske beskrivelse af hvide embedsmænd og de hvide generelt. Især da han tre år efter skrev folkekomedien "Den vestindiske soldat", der havde de udsendte danske soldater som hovedpersoner. Kultusminister H.V. Styhr forbød bogen efter pres fra guvernementet i Vestindien. Cavling mente at Danmarks tid som vestindisk kolonimagt burde afsluttes hurtigst muligt. En salgsaftale med USA blev i 1902 forkastet af Rigsdagen efter en meget snæver afgørelse.

Edvard Brandes havde 1899 i bogen "Det unge blod" karikeret Rump, dog næppe nok til at rejse en injuriesag. Men Rump besluttede i stedet at gå efter nogle "utugtige kapitler". Enden blev at Brandes fik en bøde på 200 kr. og 20 dages hæfte. Rump fik endnu ethak nedad i den offentlige mening. I et brev til Vilh. Andersen skrev Edvard Brandes selv:

"Jeg har skrevet to Fortællinger Lykkens Blændværk og Det unge Blod, om hvilke der blev en farlig Staahej; den sidste nød endda den Ære – jeg mener Ordet Ære bogstaveligt – at blive dømt som utugtigt Skrift af danske Dommere...  for mig selv var Dommen af stor Betydning, idet den fæstnede hos mig Bevidstheden om, at jeg havde handlet hæderligt ved at skrive min Bog, hvilken altsaa blev dømt, da Sagen først var anlagt af Hr. Rump, tilskyndet dertil af den indre Mission og Smudspressen i kærlig og naturlig Alliance. ..."

Bogen blev beslaglagt, men havde allerede solgt en del eksemplarer som cirkulerede blandt læsere. Forargelsen mod Rump voksede.

Amtmand Rump død.

I en Alder af 66 Aar er den for faa Uger siden efter Ansøgning og paa Grund af Svagelighed afskedigede Amtmand i Holbæk Rump afgaaet ved Døden. I den Tid, han beklædte dette Embede, var han saa lidende og svag, at han i Virkeligheden næppe har fungeret, og hans Bortgang kan derfor ikke siges at komme uventet. Rump har iøvrigt havt en rig Virksomhed som Embedsmand. Efter at han havde taget juridisk Embedsexamen med bedste Karakter til begge Prøver og dernæst tillige den slesvigsk-juridiske Examen, var han ansat i det slesvigske Ministerium indtil Freden 1864. I 1866 blev han Sorenskriver paa Færøerne, l 1874 blev han Byfoged og Borgmester i Korsør.

Det var vor indre politiske Strids varmeste Dage og ikke mindst heftig stod Kampen i den vestsjællandske Kreds, hvor Tauber var valgt i Slagelse, men hvor navnlig Borgerne i Korsør som ivrige Højremænd gjorde Alt for at faa ham fortrængt.

Deres Byfoged gik gierne i Spidsen og udfoldede en ualmindelig Iver, en ualmindelig Dygtighed. Baade som Agitator og som Organisator var han den første Mand, utrættelig paa Møder, i Stand til at slaa Modstanderne i Diskussionen, hvortil han medbragte sine solide juridiske og politiske Kundskaber, varm for sin Sag men ogsaa frygtløs, idet han ikke veg tilbage for Angreb, selv om disse tidt bleve yderst nærgaaende. Hans personlige Bravhed og Elskværdighed skaffede ham Agtelse fra alle Sider, hans uomtvistelige Kraft som Embedsmand og som Partifører gav ham blandt Fjender som blandt Venner en Anseelse, der naturlig snart voxede ud over den stedlige Kreds. I denne lykkedes det ham at bære Sejren hjem, da det den 3. januar 1879 lykkedes Højre at fortrænge Tauder i Slagelse, idet Dahl fik næsten 300 Stemmers Overtal, 1326 mod 1042. Udfaldet vakte stormende Jubel i hele Hejre Landet over, og med Føje tilkjendte man Rump en Hovedpart af Æren. Til det Sidste havde han været i Spidsen - ogsaa bogstavelig talt, da Korsørianerne optraadte ganske "engclst", ved Extratog til Slagelse, med Procession, klingende Spil, en til Anledningen skreven Kampsang, Faner med stærke Indskrifter o. s. v.

Saa blev han valgt ind i Landsthinget, nærmest af Kjøbstæderne i Sorø og Præsts Amter. Hans Gjerning i vort Første Kammer blev dog fortrinsvis storpolitisk. Ganske vist var Rump Mand for at yde rent saglige Indlæg i Debatten og en ikke ringere Gjerning i Udvalg. Ikke heller undlod han i saa Henseende at gjøre sig bemærket; men jo skarpere Striden tilspidsedes af Venstre med dets Visnepolitik, des mere maatte Alt uundgaaelig koncentreres om den konstitutionelle Kjærne. Og her stod Rump forrest som Talsmand for den Politik, der bl. a. bestod i Anvendelse af Grundlovens 25 i dens yderste Konsekvenser. Gang efter Gang paatog Rump sig det Hverv at optræde som Højres paalidelige Ordsørcr under Landshingets Behandling af de forskjellige provisoriske Love.

Efter Forliget i 1891 kom Sagerne jo i en anden Gænge, og da Gehejmeraad Nellemann, som fra Ministeriet Estrup var gaaet over i Kabinettet Reedtz-Thott, i Juni 1896 trak sig ud af Regjeringen, blev Rump, der imidlertid havde faaet Amtmandsembedet i Hjørring, hans Efterfølger som Justitsminister og islandsk Minister, hvilken Stilling han fremdeles beklædte under Hørrings Ministerium indtil August 1899. Kort efter sin Afgang som Minister modtog han saa Udnævnelsen som Amtmand i Holbæk

Rumps Deltagelse i det offentlige Liv har havt sin Betydning og skal mindes med Anerkjendelse. Hans Dygtighed som Embedsmand, hans Retsindighed som Karakter og hans bramfri Elskværdighed som Privatmand sikrer ham den bedste Erindring hos Alle, men hvem han kom i nærmere Berøring.

(Dagens Nyheder 17. august 1900).

Amtmand Rump.

Som meddelt ved Telegram er fhv. Justitsminister Rump i Torsdags afgaaet ved Døden. Han var født den 26de Juni 1834 i Hillerød, hvor hans Fader var Glarmester. Han tog juridisk Eksamen, blev senere Sysselmand paa Færøerne, men forflyttedes i 1871 til Korsør som Dommer og Borgmester. Her havde Rump sin gode Tid. Under Højres Parti-Regimente var det jo saa ganske i sin Orden, at Dommeren blev Leder af Højres Valgagitation, og naar Rump i Spidsen for sine Korsørianere paa Valgdagen kom til Slagelse, kan det nok hænde, der blev Sjov i Gaden. På den Konto var det, at Rump naaede at gjøre sig berømt.

Han var nu inde paa den slagne Vej til Forfremmelse. Efter allerede i 1878 at være valgt ind i Landsthinget, hvor han viste sig som en flittig Mand ved Siden af Godsejerne, der rigtignok heller ikke er meget arbejdsomme, blev han i 1887 Amtmand i Hjørring, og i 1896 blev han Nellemanns Afløser som Justitsminister. Nogen fin Jurist var han ikke, og som Taler havde han kun en eneste Genre, nemlig den kjedelige. Hans Rolle som Justitsminister var ogsaa forholdsvis hurtig udspillet, og naar han endda blev siddende saa længe, som han gjorde, nemlig i ca. 3 Aar, var det nærmest fordi Hr. Hørring ikke kunde finde ham en Afløser. Hans Helbred var tilmed stærkt svækket, og i Holbæk hvor han samtidig med sin Fratrædelse som Minister blev udnævnt til Amtmand, kom han ikke til at virke synderlig.

(Thisted Amts Tidende 18. august 1900.)

Fhv. Justitsminister Rump død.

Om fhv. Justitsminister Rumps Dødsfald skriver "Vort Land" følgende :

Det er først to Aar siden, at Amtmand Bille i Holbæk døde, og allerede nu residerer Hans Efterfølgers Efterfølger i Embedet.

N. R. Rump, der efter sin Udtrædelse af Ministeriet Hørring blev Billes Efterfølger, kom syg til Holbæk, saa han ikke fik Tid til at udfolde sine solide Egenskaber i den ny Virksomhed, men efter kort Tid maatte tage sin Afsted.

Efterretningen om Hans Død kommer derfor ikke overraskende.

Sygdommen knækkede denne oprindelig raske arbejdsstærke Mand fuldstændig, saa at han de sidste Aar kun var en Skygge af sig selv. Den ligefrem usømmelige og uappetitlige Maade, "Politiken" benyttede hans Navn til sine Hm-Referater, bidrog ikke til at forbedre Hans Helbred. Særlig efter at Rump havde forbudt Opførelsen af Cawlings "Den vestindiske Soldat", var der ikke den Taktløshed, Bladet nægtede sig mod ham.

Rump var født den 26de Juni 1834 i Hillerød og Broder til den afdøde geniale Landskabsmaler. Han tog i 1859 juridisk Embedsexamen og blev samme Aar ansat i det slesvigske Ministerium. Efter Freden i 1864 afskedigedes han fra denne Stilling, var et Par Aar Sorenskriver paa Færøerne, indtil han i 1871 blev Borgmester og Byfoged i Korsør.

Snart blev Rump, der var ivrig Højremand, Korsørianernes politiske Fører. Under hans Ægide var det, at Tauber i 1879 fortrængtes fra Slagelsekredsen. I denne Periode var han en varm og dygtig Taler, der ved Agitationsmøder og paa Valgtribunen gjorde et stort og nyttigt Arbejde. Som Tak valgtes han af Købstæderne i Sorø og Præstø Amter ind i Landsthinget, hvor han ved Afstemninger altid var en sikker Mand paa konservativ Side.

Da Excellencen Nellemann 1896 trak sig tilbage fra Kabinettet Reedtz Thott, blev Rump. som imidlertid var blevet Amtmand i Hjørring, hans Eftermand som Justitsminister.

I 1899 maatte Rump af Helbredshensyn tage sin Afsked som Minister og blev kort efter Amtmand i Holbæk. Rump vil af alle, som kjendte ham, mindes som en ualmindelige brav og retsindet Mand, der kun vilde det Gode og som kæmpede for sin Overbevisning uden Frygt og uden Hensyntagen.

(Isefjordsposten 18. august 1900).

Et radikalt Venstreblad om

Amtmand Rump. Om den afdøde, fhv. Justitsminister, Amtmand Rump skriver den radikale Vendsyssel Tidende :

"I politisk og social Henseende stod den afdøde os og de frisindede Vendelboere i det hele saa fjernt som muligt. Hvad der i saa Henseende kan være at sige, er alt sagt under Fortidens Strid, og i Fremtiden vil det blive nærmere bestemt af den Historie, der omhandler vore Kampaar.

Men naar vi særligt se paa det Arbejde, den afdøde har udfoldet for Vendsyssel i den Tid, da han virkede heroppe som Amtmand, da finde vi dette præget af en saa energisk, handlekraftig Villie til at fremme og gavne Udviklingen heroppe, at vi ikke kunne nægte denne Del af hans Virksomhed vor oprigtige Paaskønnelse.

Kommer dertil, at Amtmand Rump i sine sidste Leveaar blev prøvet haardt i dyb Sorg og smertefuld Sygdom, saa høre vi Budskabet om hans Død med den medfølende Sympati, som naar ud over alle de Meningsforskelligheder og Kampe, der nu en Gang ere Livets Kaar".

(Ribe Stifts-Tidende 20. august 1900)

Rump trak sig af helbredsårsager som justitsminister i 1899, og blev efterfulgt af ovennævnte professor Carl Goos. Derefter udnævnt som amtmand over Holbæk Amt. I september 1899 blev han opereret for galdesten hvilket dengang kunne være dødeligt. Han overlevede dog, og den 10. november 1899 meddelte Herning Folkeblad at Rump var så rask at han kunne spadsere i Frederiksberg Have. Men sygdom fik ham til at tage sin afsked 1. august 1900, hvorefter han døde kort til efter.

I bladet "København" blev han beskrevet som en hensynsløst provisorist - hentydende til Estrups provisorier. Hans virke i Korsør "med dets berygtede fattiggårdsaffærer og valgoptog med slagsmål". (Om denne anstalt, se Politivennen Live Bloggings indslag). "Han hørte til de mest usympatiske skikkelser som provisorietiden drev frem på den politiske arena. Som amtmand var han derimod oppe i Hjørring ved at vinde nogen anseelse; der burde han været blevet."

Rump blev begravet den 23. august 1900 i stor stilhed på Vestre Kirkegård. Provst Glahn (Frederiksberg) holdt talen, bl.a. om den afdødes "store flid" og "retsindighed".

En af N. R. Rumps sønner, Johannes Rump (1861-1932) sad i Københavns Borgerrepræsentation 1903-1932 - for Socialdemokratiet! Han havde været medlem allerede kort før faderens død i 1900. Han var som sådan med til at vælge Jens Jensen som den første socialdemokratiske borgmester i 1903. Han var bl.a. ven med Carl Jacobsen. Johannes Rump blev til forskel fra sine forældre begravet på Bispebjerg Kirkegård.

Albertis "Pryglelov" blev vedtaget af Folketinget med mindst mulig marginal. 54 medlemmer stemte for - der krævedes ellers 57 hvis alle var mødt. Heriblandt 4 ministre. Og kun efter at konseilspræsidenten forlod salen.