Emil Heinrich Ryssel (1846-1923). (Efterskrift til Politivennen)

Denne artikel er del af en serie om Emil Heinrich Ryssel: Højres Arbejder- og Vælgerforening (stiftelse). Ryssel og Folketingsvalget 1887. Emil Ryssel som Lotterikollektør. Emil Heinrich Ryssel (1846-1923).

E H. Ryssel 70 Aar.

Det var i Firsernes bevægede politiske Dage, at Ryssels Navn kom frem.

Højre stod i Efteraaret 1881 overfor et Landsthingsvalg her i Byen og mente, forøvrigt vist ret ubegrundet, at der kunde være Fare paa Færde. Ude paa Nørrebro sad en ret ukendt, mindre Næringsdrivende, Manufakturhandler E. H. Ryssel. Han var i høj Grad politisk interesseret. Med Bekymring saa han, at det Parti, han tilhørte, stod uden nogen Organisation, og han fik derfor den Tanke at skabe en Organisation. Det var den Gang lettere sagt end gjort, men med utrættelig Iver tog han Arbejdet op, og kraftigt støttet af daværende Professor juris Goos og Isenkræmmer Vigo Rasmussen lykkedes det ham den 6te Oktober 1881 at føre Tanken ud i Livet.

Den nye Forening fik stærk Tilslutning; "Højres Arbejder- og Vælgerforening" blev forholdsvis hurtigt den største politiske Organisation i Landet. Ryssel blev dens første Formand og var det i 2 Aar, saa trak han sig da tilbage for Carl Ploug. Han blev imidlertid Foreningens Næstformand og samtidig Formand for Organisationen i den mægtige 5. Kreds, og hans Navn var i de Dage kendt af alle. Dette førte ham i 1887 frem som Højres Kandidat ved Folketingsvalget i den store Kampkreds, Hovedstadens 5. Kreds, og gennem en dygtig ført og meget energisk Valgkampagne lykkedes det ham at trænge saa nær ind paa Livet af den socialdemokratiske Kandidat, Skræddermester P. Holm, at der kun var ca. 30 Stemmers Forskel.

I mange Aar har Hr. Ryssel nu ført en stilfærdig Tilværelse, men hans varme Interesse for den Forening, han har skabt, og for det Parti, han tilhører, er usvækket.

I Morgen fylder Ryssel 70 Aar, og del siger sig selv, at Hovedstadens Højre vil mindes ham med Tak for den Organisation, lian skabte, og som trods vexlende Tider og Forhold endnu er den største og mest levedygtige politiske Organisation her i Landet.

(Nationaltidende 16. januar 1916)

Ryssels 70-Aars Fødselsdag.

Formanden for Højres Arbejder- og Vælgerforening, Overretssagfører L. Heine, har paa Hovedbestyrelsens Vegne sendt Klasselotterikollektør E. H. Ryssel en Lykønskningsskrivelse til 70-Aars-Fødselsdagen, ligesom H. A. og V. F. ogsaa har sendt Blomster i Anledning af Dagen.

Fra Grosserer Holger Petersen modtog Hr. Ryssel en Cigarkasse Sølv. Der indløb endvidere Hilsener fra Gehejmekonferentsraad Goos, som i et langt Brev opfriskede Minderne fra 80-emes bevægede Dage. Overretssagfører Poul Rasmussen. Oberstløjtnant Rambusch. Professor Paludan, Næstformanden for H. A. & V. F., Grosserer Kjeldskov, Fabrikejer A. Rich o. m. fl.

Desuden mødte der Deputationer fra Odd Fellow-Ordenen og fra Statsbanernes Billet- og Blanketforvaltning.

(Nationaltidende 17. januar 1916, 2. udgave).

E. H. Ryssel er begravet på Vestre Kirkegård. Hans gravsten ligger tæt på Søndre Kapel. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Carl Goos død. (Efterskrift til Politivennen)

Denne artikel er en del af en serie om Carl Goos: Carl Goos Minister for Kirke- og Undervisning (1891). Amalie Good død (1904). Carl Goos 80 år (1915). Carl Goos død (1917)

Gehejmeraad Goos død.

Efter nogen Tids Svagelighed er Gehejmekonferensraad, ekstraordinær Assessor i Højesteret, Dr. juris August Herman Ferdinand Carl Goos i Morges død i sit Hjem. Med ham er Danmarks største Retslærd næstefter Anders Sandøe Ørsted bortkaldt efter et langt og daadrigt, af Samtiden paaskønnet og hædret Liv. Om faa Uger vilde han have fyldt 83 Aar.

Goos var født den 3. januar 1835 i Rønne, hvor hans Fader var Overlæge i Hæren, opholdt sig en Tid som Barn i Slesvig, senere i København, hvor han allerede i 1851 blev Student (fra Borgerdydsk paa Christianshavn) med Udmærkelse. Han vaklede vistnok lidt mellem Filologien og Juraen, bestemte sig sluttelig for den sidste og tog i 1857 en glimrende juridisk eksamen. Regenburg, som forstod at finde sine Folk, fik ham straks ind i det slesvigske Ministerium, og 1858 tog han den slesvigske juridiske Eksamen. Aaret efter fik han Universitets Guldmedaille for en Afhandling om Formueforholdet imellem Ægtefæller. Medaillen efterfulgtes af det Hurtigkarlske Rejsestipendium, som satte ham i Stand til at foretage en toaarig Udenlandsrejse til München, Rom, Paris og Londen. Allerede paa denne Rejse knyttede Goos visse Forbindelser, der blev af Betydning for ham i sin senere Virksomhed. I England studerede han navnlig Stuart Mill. 

Kort efter hans Tilbagekomst til Hjemmet døde Professor F. C. Bornemann, og den kun 26-aarige Goos, der stedse med stor Veneration har omtalt Bornemann som sin Ungdomlærer, blev uden Konkurrence kaldt til hans Efterfølger, i Oktober 1861 som Lektor, i December 1862 som Professor ordinarius.

De Fag, Goos tog i Arv efter Bornemann, var den almindelige Retslære, Strafferet og Folkeret. Den sidste spillede i Datiden ikke nogen stor Rolle, men de to andre Fag gennemarbejdede Goos i Løbet af forholdsvis kort Tid paa en Maade, der har sat og vil sætte sig varige Spor i Retsvidenskaben og sikre hans Navn Rang blandt Jurisprudensens største. Særlig blev hans Retslære epokegørende. Den, der skriver nærværende, maa af Hensyn til den korte Tid, der staar til Raadighed for Udarbejdelsen af denne Nekrolog, have Lov til at gentage en af mig tidligere given kort Sammenfattelse af dette Værks Hovedpunkter.

Goos ser i Retten en Form for Livets Virkelighed. Dens Omraade er de etiske Krav, hvis Opfyldelse ikke kan overlades til Individernes Selvbestemmelse, men maa hævdes ved ydre Magt. Ud fra disse Synspunkter opstiller han først en Sondring mellem Retsanordning og Retshaandhævelse, og indenfor den første atter en Firdeling: Retten i Samlivsforholdet, Retten i Familieforholdet, Retten i det borgerlige Samfund og Retten i det politiske Samfund.

Vist ingen Sinde før er et i tilsvarende Grad gennemarbejdet System blevet opstillet. Dets Gennemførelse i Enkelthederne er præget af en Skarphed i Tanken, en Fasthed i den logiske Rygning, som næppe nogetsteds findes overtruffen, og ledende Sætninger om retsstridige Handlinger, om Kontrakters Afslutning, den saakaldte "Goos' Sætning" i Fortolkningslæren o. a., er her for første Gang fremsatte, som siden har kunnet glæde sig ved almindelig Anerkendelse i Videnskaben.

I Strafferetten leverede Goos et storstilet Arbejde i fem Bind, som blev hædret med den A. S. Ørsted'ske Prismedaille, og som er bleven betegnet som et Førstehaandsarbejde uden Sidestykke i nordisk og vistnok forøvrigt i hele Retsliteraturen. Det sidste Bind, som manglede, inden den lagte Plan var fuldført, var Goos nu i sine sidste Aar beskæftiget med at skrive, hvor langt han inden sin Død var naaet frem hermed, er ikke bekendt. Men medens Goos ellers paa mange andre Retsomraader endnu stadig staar som den ubestridte Fører, har han i det principale Spørgsmaal om Straffens almindelige Formaal og dens formaalstjenlige Ordning taget nogen Afstand fra den nye kriminalpolitiske Skole, hvem han bebrejder Tilbøjelighed til at sætte administrativ Vilkaarlighed i Strafudmaalingen i Stedet for det paa faste Regler byggede Dommerskøn. Heraf opstod en vis Spænding imellem Goos og yngre Kriminalister. Det store Strafferetskommissionsarbejde, som Goos har udført, og som en ny, af Justitsministeriet nedsat Kommission nu er beskæftiget med at sammenholde med Prof. Torps senere Arbejde, var imidlertid et helstøbt og tankerigt Værk, der paa mange Punkter kom den nye Retning i Møde. Selv Modstanderne har ikke kunnet nægte det deres Anerkendelse, og paa mangfoldige Punkter vil dets Betydning for en kommende ny Straffelov sikkert blive umiskendeligt.

Foruden disse Hovedværker foreligger der fra Goos' Haand en Mangfoldighed af mindre Værker, Afhandlinger, Recensioner og biografier. Særlig bør nævnes hans store to Binds Værk om A. S. Ørsted, der gaar langt ud over den af ham og hans to Medforfattere (Nellemann og Øllgaard) oprindelig lagte Plan.

Jævnsides med sit videnskabelige Arbejde har Goos udfoldet en rig og betydningsfuld Virksomhed paa den praktiske Strafferets Omraade som en af Stifterne af den nordiske Penitentiærforening, Deltager i internationale penitentiære Kongresser, som Formand for Københavns Fængselsselskab og anden lignende filantropisk Virksomhed, men navnlig gennem sin 16-aarige Virksomhed som Overinspektør for det danske Fængselsvæsen. Siden sin Fratrædelse af Justitsministeriet i 1901 har han været Direktør for Døvstumme- og Blindeanstalteme. Hans Arbejde for disse og andre Samfundets Stedbørn vurderes af alle Interesserede overmaade højt.

I det internationale Retssamfund har Goos' Navn længe været nævnt blandt de ypperste. Han stillede sig fra første Færd den Opgave at skaffe dansk Retsvidenskab en Plads i det internationale Samfund, og han var unægtelig som faa Manden for en saadan Opgaves Løsning. Meget tidligt indtraadte han efter Indbydelse i det fornemme Institut de droit international, der senere har valgt ham til Æresmedlem, ligesom han ogsaa blev Medlem af Association for reform and codification of the law of nations. Han har paa disse Foreningers Møder repræsenteret Danmark med Vægt og Værdighed, og i udenlandske Samleværker og juridiske Tidsskrifter foreligger der fra hans Haand Fremstillinger af Danmarks ell. Nordens Retsordninger paa forskellige Omraader af International Interesse.

I Politiken indtraadte Goos i 1881, da han efter Billes Bortrejse til Amerika blev valgt til Folketingsmand for Københavns 5. Kreds. Han kunde dog kun holde den vældige, den Gang udelte Kreds imod Socialisterne en enkelt Valgperiode. I 1884 maatte han vige for Skræddermester P. Holm og blev saa i 1885 kongevalgt Landstingsmand; i Landsthinget har han hiden haft sin faste politiske Position, i nogle Aar som Tingets Formand.

Minister blev Goos første Gang som Kultusminister i Ministeriet Estrup i Aarene 1891-94, anden Gang 1900-1901 som Justitsminister i vort sidste Højreministerium, Ministeriet Sehested Hans Virksomhed her behøver ikke mere speciel Omtale; den er tilstrækkelig kendt af alle. Ligeledes hans betydningsfulde Arbejde for den nye Procesreform, i hvilken han fra første Færd var aktiv Deltager, og hvor hans vægtige Ord, da Reformen sidste Gang var til Behandling paa Rigsdagen, paany samlede Opmærksomheden om hans Person. I talrige andre Kommissioner har Goos i Aarenes Løb haft Sæde og givet sit Bidrag til Spørgsmaal, der dels er løste, dels kun forberedte: Teatervæsen, Sundhedsvæsen, Len og Stamhuse, Islandskommissionen af 1907 o. a.

I 1915 fejrede Goos sin 80-aarige Fødselsdag under almindelig Hyldest fra alle Sider, hvad der den Gang blev sagt og skrevet om ham, vil de fleste endnu, mindes. Han har haft en ualmindelig lang Arbejdsdag og har udnyttet den paa en Maade, for hvilken det danske Folk staar i stor Taknemmelighedsgæld til ham. Hans Navn vil til fjerne Tider staa indridset blandt de bedste i vor Histories Pantheon. Af Kongen var han hædret med Ekscellencetitelen, Storkorset og Fortjenstmedaillen i Guld med Krone.

Gehejmeraad Goos' Personlighed var præget af hjertevindende Elskværdighed, Vennesælhed og Hjælpsomhed. Han paaskønnede altid andres Arbejde og havde en ikke almindelig Evne til at bringe Mennesker til at arbejde sammen. Tallet paa de overlevende personlige Venner, der med Tak mindes Samliv og Samarbejde med ham, er stort. 

Henr. Hansen.

*

Goos i Landstinget.

Intet Steds flk man et saa levende Indtryk som i Landstinget af den aandelige Klarhed og Spænstighed, som Goos bevarede op i sin høje Alderdom. Den var forunderlig og vakto stadigt paany. hver Gang Goos i de sidste Aar tog Ordet, alles Beundring.

Sandheden var i Virkeligheden, at Goos' Skarpsindighed var aldeles usvækket omtrent lige til det sidste. Hans Tanke var ligesaa klar og hans Udtryksform ligesaa stringent som altid. Han talte i de senere Aar kun om juridiske Spørgsmaal, men der forelaa ogsaa netop i den sidste Periode af hans politiske Liv mange og meget betydningsfulde Sager paa dette Omraade til Afgørelse. Først og fremmest den store Retsreform, i hvis Tilblivelse Goos havde en saa vægtig Andel, og hvis Gennemførelse han sikkert - og med Rette - betragtede som en betydelig personlig Tilfredsstillelse.

Særligt paa Grund af sit Arbejde i denne Sag nød Goos ikke alene Anseelse i sit eget Parti for sit kloge Blik i de grundlæggende Lovgivnings-Spørgsmaal, han opfattede ogsaa i de andre Partier som en retfærdig og skarpsindig Bedømmer af Samfundsproblemer. Endog Socialdemokrater forstod at værdsætte denne Egenskab.

Goos talte aldrig til Galeriet, hans Indlæg i Landstinget var blottet for enhver Bestræbelse efter at gøre Virkning ved andre Midler end Betragtningernes Klarhed og Ræsonnementets Logik. Derfor gjorde hans Tale trods dens ofte store Bredde - altid Indtryk af Enkelhed og Klarhed. En Ejendommelighed, som under den moderne parlamentariske Udvikling er i stadig og hastig Nedgang.

(Nationaltidende 20. december 1917).

Goos død.

Kongevalgt Landsthingsmand, Dr. jur., Gehejmeetatsraad Carl Goos er i Gaar Morges efter 4 Maaneders Sygeleje afgaaet ved Døden, henved 83 Aar gammel.

Goos har gennem flere Aartier været en fremragende Personlighed i saavel Retsvidenskab som Politik. Hans Eftermæle vil blive præge af det juridiske Skarpsind og den Humanisme, som gjorde sig gældende ogsaa i hans politiske Virke. Om Politikeren Goos vil Mindets Ord lyde mindre velvillige, ikke fordi hans Partistads var Højres, men fordi han i sin første Periode som Folkerepræsentant bragte sig selv i Miskredit selv udenfor Modstandernes Kreds. Vi sigter herved til hans Forbindelse med Bladet "Den ny Socialist", som han ved Folkethingsvalget i 1883 støttede i Kampen mod den socialdemokratiske Kandidat, Dette vakte i hin Tid en pinlig Opsigt og bidrog sit til, at Goos selv forberedte vor Valgsejr i Københavns 5. Kreds.

Goos' Navn blev allerede omtalt meget, da han endnu ikke 30 Aar gammel blev Professor ved Københavns Universitet, efter at han fra 1861 havde gjort Tjeneste i det slesvigske Ministerium. Hans videnskabelige Speciale var almindelig Retslære og Strafferet, og paa disse Omraader anerkendtes han overalt som en Fører. Han gjorde sin Videnskab lettere tilgængelig, afpassede den efter Livets praktiske Behov. Det blev af stor Betydning for de unge Studerende, for hvem han var Lærer.

Da Politik drog ham, stillede han sig i 1880 som Højremand. Det var en Spændingens Tid. Det Estrup'ske Styre havde brudt med den almindelige Valgrets Principer, og dennes Tilhængere af alle Lejre, Bondevenstre, Købstadsliberale og Socialdemokrater samledes under Oppositionens fælles Fane. Goos burde ikke have haft sit Stade i det gamle Højre, men han blev dets Mand fra 1880, da han valgtes 1stes Kæmpekreds. Da Socialdemokratiet i 1884 vandt sin første Valgsejr l København, hvorved 5. og 9. Kreds blev erobret af P. Holm og C. Hørdum, søgte Goos ikke paany Valg til Folkethinget. I 1885 udnævntes han imidlertid til kongevalgt Landsthingsmand, i Perioden 1891-94 var han Kultusminister i Estrups Ministerium, og i det sidste Højreministerium, hvis Konseilspræsident var Sehested, beklædte Goos Pladsen som Justitsminister fra 1900 til 1901.

I Kraft af sin juridiske Humanisme var Goos en Tilhænger af Retsreformen, og det skal siges, at dens Gennemførelse for en ikke ringe Del skyldtes hans Stilling, som ikke rokkedes, skønt hans konservative Partifæller nærede aaben eller dulgt Uvilje mod den ny Kurs. Her var Goos ikke blot den overlegne og vidtskuende, men tillige den behjærtede Mand.

Fra Goos' politiske Virke skal vi endnu blot anføre, at han fra 1910 til 1914 var Landsthingets Formand.

Faa offenlige Personligheder har haft saa mange Hverv som Goos. Han var ekstraordinær Assessor i Højesteret, fra 1884 til 1890 Direktør for Fængselsvæsenet, Formand for Fængselsselskabernes Fællesbestyrelse. Formand for Komitéen for Blindeinstituttet, Direktør for Døvstummeinstitutet m. m. I den lange Tid, han deltog i det offenlige Liv, har han siddet i saa vigtige Udvalg som Proceskommissionen (fra 1870 til 77), i Kommissionen for det civile Sundhedsvæsen og i Kommissionen for Lehns og Stamhuses Overgang til fri Ejendom.

Hans store videnskabelige Fortjenester var anerkendte baade i hans Fædreland og udenfor dette. Han havde Universitetets Guldmedalje og A. S. Ørsteds Guldmedalje og var Æresdoktor ved Nordens tre Universiteter.

Lige til sine sidste Aar var Goos virksom i sin Gærning, og den gamle Mand æredes i alle Kredse for sin personlige Elskværdighed den Indsats i Retsvidenskaben, som blev hans Livs store, fortjenstfulde Opgave

(Social-Demokraten 21. december 1917).

Gehejmekonferensraad Goos' Begravelse.

Frue Kirkes festligt lyse Rum mindede i Gaar Middags om en Park med sine Marmorstatuer, de mange grønne Træer og det Væld af Blomster, der saas overalt.

Foran Alteret stod den hvide Kiste, der var smykket med røde Blomsterguirlander og paa Fodenden har den Afdødes Vaabenskjold som Storkorsridder. Rundt om Kisten, ved hvilken Odd-Fellowbrødre var Sørgemarskaller, saas Bannere fra Højres Arbejder- og Vælgerforening, de Blindes Forening, Odd-Fellowlogen og Arbejdernes konservative Forening. Blandt de mange pragtfulde Kranse, der dækkede det meste af den brede Midtergang, var der fra Kongen og Dronningen, Prins Valdemar, Universitetet, det norske Universitet, Videnskabernes Selskab, Undervisningsministeriet, Justitsministeriet, det rets- og statsvidenskabelige Fakultet, Juridisk Samfund, Døvstummeforeningen, Carlsbergfonden og mange andre Institutioner og Foreninger, som den Afdøde havde staaet nær.

Kirken var ganske fyldt af det store Følge og Skæret fra de mange tændte Lys og Lamper blinkede i talrige Uniformers Guld.

Kammerherre Krieger mødte som Repræsentant for Kongen, af Ministrene saas Konseilspræsident Zahle og Undervisningsministeren, endvidere Universitetets Rektor og Professorer, Hafnias Bestyrelse in pleno og Deputationer fra en Mængde Foreninger.

Højtideligheden begyndte med, at Kirkens Kor smukt sang: Den store Mester kommer, hvorpaa den gamle Pastor Prior frem bag Kisten.

Pastor Priors Tale.

Mange Lys skinner i denne Verden, i Arbejde, i Tænkning og Pligtopfyldelse. Vor kære hensovede Ven har ladet sit Lys skinne vidt ud over Verden, ikke kun for de Lærde, men paa mange forskellige Veje. Han var en stor Menneskeven, der gerne tilbed sine Evner, hvor de kunde gavne, saaledes blandt de ulykkeligt stillede, de forvildede og de fangne. Da han laa paa sit Dødsleje, sagde han til sin Datter, at han havde ikke Tid til at ligge i Sengen, der var meget Arbejde, der ventede paa ham. Ogsaa i sit Hjem lod han sit Lys skinne, saa han efterlader sig dyrebare Minder dér. Hans Kiste staar nu i den Kirke, han var Værge for, og hvor vi lærte at holde af ham. Her har han hørt Julens Budskab og knælet ved Nadverbordet, og vi har den sikre Forvisning, at han nu er gaaet ind, hvor Julesangen aldrig forstummer.

Derpaa traadte Pastor Olfert Ricard hen til Kisten.

Pastor Ricards Tale.

- Nu har vi hørt den gamle Røst fra hans egen Tid tale til ham, lad nu ogsaa den nye Slægt tage Ordet. Vi hilser enhver, der giver sit Bidrag i Aandens Verden, hilser ham uden Frygt, hvad enten han er Kristen eller Hedning, og mest, naar hans Virksomhed har Berøring med det praktiske Liv.

Der er mange her til Stede, som ved, hvor stor Carl Goos var i sin Videnskab, han var en Konge i den, og naar en Gang det store Regnskab mellem de kæmpende Lande skal gøres op, vil ogsaa et lille Land lægge sit Lod i Vægtskaalen, og saa vil ogsaa nogle at hans Tanker blive brugt.

For alt det, han viv. skylder vi Lysets Herre Tak. Det er ikke den bitre Sorg, der griber os ved Carl Goos Død, som det er, naar et ungt Menneske der, det er den store Vemod over, at vi ikke skal se hans Amere, dette smukke Ansigt, som man ikke glemte, men saa sig  glad paa. .Uret og elsket skal hans Minde være!

Koret sang nu: Kirkeklokke, ej til Hovedstæder - og saa lød: Dejlig er Jordens kendte Toner gennem Kirken. Under det sidste Vers har den Afdødes Sønner og Svigersønner langsomt Kisten ned gennem Kirken.

Ude paa vestre Kirkegaard fandt der, efter at Kisten var sænket i Graven, et smukt lille optrin Sted. En for en traadte Odd Fellowbrødrene - først Storsiren, Dr. Petrus Beyer, op paa Platformen og kastede en grøn Kvist ned paa Kisten. Den stille sidste Hyldest til den Døde var af en egen Virkning og blev fulgt med Opmærksomhed af det store Følge, der stod rundt om Graven.

(København 29. december 1917)

Carl Goos er begravet på Vestre Kirkegård, Afdeling G, rk. 17, nr. 36. Stenens tekst lyder: "Amalie Henriette Goos født Irminger. * 4 marts 1840 + 22 Septbr. 1904. Geheimekonferensraad Dr. jur. August Herman Ferdinand Carl Goos * 3 Januar 1835, + 20 Decbr. 1917."Amalie Goos var bror til bl.a. kommandør Otto Irminger og Johan Irminger og barn af søofficeren C. L. C. Irminger og fru Irminger født Viborg. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Carl Goos 80 Aar. (Efterskrift til Politivennen)

Denne artikel er en del af en serie om Carl Goos: Carl Goos Minister for Kirke- og Undervisning (1891). Amalie Good død (1904). Carl Goos 80 år (1915). Carl Goos død (1917)

Carl Goos

Paa 80-Aars Fødselsdagen.

Det er et sjældent langt og daadrigt Forskerliv, Geheimekonferensraad Dr. juris. Carl Goos i Dag paa sin firsindstyvende Fødselsdag kan se tilbage paa. Thi selv om han ogsaa paa flere andre Omraader har forstaaet at gøre sine store Evner og sin sjældne Energi gældende, og ogsaa der, navnlig i Administrationen som Leder af vort Fængselsvæsen og som Politiker - Minister gentagen Gange og senere Formand i Landstinget - har sat sig varige Spor og vidst at naa frem i første Række, er det dog utvivlsomt som juridisk Embedsmand, at han har vundet de Palmer, der længst vil være hans Navn til Efterverdenen.

Siden Ørsted har ingen dansk Retslærd haft en saa indgribende og omfattende Betydnig for vor Retsvidenskab som Goos. Med en sjælden Forening af filosofisk skolet, logisk Klarhed og Forstaaelse af Retslivets praktiske Krav, formaaede han i sin "Almindelige Retslære" at give en systematisk Oversigt over hele Retssystemet, hvori den gældende Ret Punkt for Punkt underkastedes en kritisk Vurdering ud fra Retsideens Krav, og selv om Resultatet maaske paa flere Punkter noget for meget kunde blive en Godkendelse af den gældende Ret som nærmest Idealet, maatte man altid beundre den Originalitet og lysende Gennemsigtighed, hvormed han løste Problemerne. Og indenfor Retssystemets enkelte Afsnit rager han op som den mest fremragende Dyrker af Strafferetten, vort Land har haft. Hans almindelige Del var med sin af Tanker fortættede Fremstilling den ypperste Lærebog til at vække de unge Juristers Eftertanke og anspore dem til selvstændig Tænkning, ligesom hans Strafferettens specielle Dem med sin imponerende Udnyttelse af Praksis og sine mange skarpsindige Enkeltundersøgelser blev den uundværlige Haandbog for Strafferettens Praksis.

Ogsaa paa Retshistoriens Omraade har han ydet fremragende Bidrag ved sit store Skrift om Ørsteds Betydning for Moral- og Retsfilosofien samt Strafferetsvidenskaben. Og selv paa den internationale Rets og Statsrettens Omraade har han ydet fortjenstfulde Bidrag, selv om han statsretlige Fremstilling naturligvis ikke undgik at blive paavirket af hans personlige politiske Partistilling. Sine fremragende videnskabelige Evner og sin sjældne Arbejdskraft forstod han tillige i rigt Maal at lade komme sin Deltagelse i den praktiske Politik tilgode: Udkastet til Lov om Strafferetsplejen og den i 1912 afgivne omfangsrige Straffelovs-Betænkning er de mest imponerende Frugter af Goos' Deltagelse i vort Lovgivningsarbejde.

Et enestaaende omfattende og udmærket Forsker-Arbejde ligger saaledes bag Goos, et Arbejde, hvorfor han med Rette fortiener sin Nations Tak. Men desuagtet sidder han den Dag i Dag, trods sine 80 Aar, lige utrættet ved Arbejdsbordet og fortsætter med usvækket Energi sit Videnskabelige Virke. Maatte endnu mange Arbejdsaar være ham forundt, og Ilden sent slukkes paa hans Esse.

Knud Berlin.

Goos i sit Hjem.

Naar Geheimekonferensraad Goos endnu den Dag i Dag holder sig saa frisk og ungdommelig, naar han stadig med varm og levende Interesse følger ikke alene Begivenhederne i det offentligt Liv, men ogsaa de mange Menneskers Skæbne, for hvem han igennem sit lange Liv har fattet Interesse, saa skylder han i en væsentlig Grad det Hjem, han og hans afdøde Hustru skabte for 50 Aar siden, en Tak derfor, lige saa vist som dette Hjem og de, der søgte det, staar i Gæld til ham for de mange lyse Minder, de gemmer derfra.

De, der som unge kom i dette Hjem, først i den lille Villa paa Bernstorffvej, siden i den store Professorbolig paa Universitetet, lærte maaske Goos og hans Hustru bedst at kende. Der var først og fremmest Alvoren; man skulde staa til Regnskab for Professoren, senere Ministeren, og hans Frue for alt, hvad man havde gjort og oplevet; men altid dømte de mildt, altid raadede de og hjalp os Unge.

Men saa var der den glade Ungdoms Spøg. I slutningen af Firserne og Begyndelsen af 90'erne samledes her en munter Skare unge, som egentlig fik Lov at regere det hele. Vi spillede Komedie, vi sang og var glade, og vi skrev Komedierne selv, og der var ingen Personanseelse.

Spøg om sig selv har Goos altid taalt. Da han var Efor paa Borchs Kollegium tilegnede de Unge ham i Anledning af Kollegiets Jubilæum et humoristisk Festskrift, hvor Tilegnelsen satiriserede over hans mange Stillinger. Det gik paa den respektløse Melodi: Peter Skøtt, og lød:

Dr. Juris og Professor, 
Borchs Kollegiums Efor,
ekstraordinær Assessor
ved Retfærdighedens Bord,
Mand af Hæder, Magt og Ros
August Hermann Carl Goos,
Kongevalgt i Tinget vorden,
Overfængselsinspektør
og af Dannebroges Orden
Ridder - Mand og Kommandør
Med Højagtelse p. p.
helliget

Forfatterne.

Gamle Kong Christian holdt af i Formiddagstimerne at besøge Fru Goos, der, som en født Irminger, havde mange Ungdomserindringer til Fælles med Konge. Fruen, der altid var ligefrem, jog saa alle os Unge ud i Universitetsgaarden, men hun modtog Majestæten i samme strikkede Uldvest, hun gik med til daglig. Naar Kongen saa traadte ud paa Stentrappen, der førte ned til Universitetstrappen, pegede han paa alle os glade unge Mennesker, der løb og spøgede derned, og spurgte: Er det alt sammen Deres, Frue? Og Fruen svarede, idet hun pegede paa en enkelt Student: Ham der har jeg intet Ansvar for. - Og naar vi saa gik ind, sagde den altid korrekte Goos: Det kan man ikke sige, Amalie! 

Mange Aar er gaaet siden den Gang. Men Goos husker endnu alle de unge Mennesker, han da kom til at holde af. Jule- og Nytaarskort fra ham er Aarets Orden. Paa et Portræt skrev han en Gang: Kære Student . . .: Ord er kun Ord, men er der nogen Gerning af mig, De ved dette Billede ønsker at mindes, er jeg Dem oprigtigt taknemmelig derfor. -

Mange Gange siden har vi den Gang unge banket paa Goos' Dør, altid fandt vi Hjælp og Raad, - næsten altid fik vi lidt Skænd; men Goos har aldrig svigtet den, han én Gang kom til at holde af.

Student.

(København 3. januar 1915)

Etatsraad Frantz Thestrup Adolph (1844-1907). (Efterskrift til Politivennen)

Frantz Thestrup Adolph, (1844-1907), grosserer. Søn af storkøbmanden Johan A. Grossererborgerskab som 25 årig. Arbejdede i sit fædrene firma Frantz Th. A.s enke. Optaget som medindehaver 1878 samtidig med broderen Johan Valdemar Adolph; fra 1896 var han eneindehaver.

Frantz Th. Adolph

Grosserersocietetets Formand, Etatsraad Frantz Th. Adolph er, som meddelt, efter længere Tids Sygdom (en Kræftlidelse) i Gaar Morges afgaaet ved Døden. Han blev født den 13. Februar 1844 og opnaaede saaledes en Alder af 63 Aar.

Den danske Handelsstand har ved dette Dødsfald lidt et stort Tab, den har mistet en af sine nobleste Skikkelser.

Etatsraad Adolph var en Mand med mange repræsentative Evner, og det var derfor ganske naturlig, at han efter Tietgens Tilbagetræden blev valgt til Formand for den danske Handelsstand.

F. T. Adolph var født til at blive Handelsmand, som søn af den bekendte stoute Købmand Johan David Stadfeldt Adolph, der fra Ungdommen til sin høie Alder ved sin Energi og Dygtighed evnede at arbejde Moderens Forretning "F. T. Adolphs Enke" op til en af de betydeligste her paa Pladsen i saa at sige alle Brancher.

I denne store Forretning indtraadte den nu afdøde Etatsraad som ganske ung Mand, og under Faderens myndige Ledeste udviklede hans Syn paa Handelens mange Rørelser sig. Han har været med i den store Udvikling, den danske Handel er blevet underkastet i de sidste 40 Aar, han har set, hvordan de store omfattende gamle Købmandshuse afløstes af en Række specielle Virksomheder, der delte Brancherne mellem sig, saaledes at hans Firma fra at have omfattet Korn, Smør, islandske Produkter, Frø. Kolonialvarer, Seil- og Dampskibsfart i det sidste Aarti gled mere og mere over til udelukkende at hellige Kolonialbrancken sine Kræfter, og i dette Arbejde støttedes han i de senere Aar af sine to Lønner Carl Johann og Holger Adolph. 

Indenfor sine Standsfællers Kreds kom han ret udsigt frem i de forreste Rækker, og allerede i 1886 blev han Medlem af Grosserersocieteters Komite, hvor hans Fader havde siddet før ham. I 1895 valgtes han til Komiteret for Tietgen, og i 1895, efter Tietgens Død, blev han Komiteens Formand.

Allerede i længere Tid forinden havde han forøvrigt været Formand for det meget betydningsfulde Smørnoteringsudvalg, og indenfor dette Udvalg havde han gjort et dygtigt og omfattende Arbejde.

Med sin Formandtstilling for Grosserersocietet forbandt han Stillingen som Formand for "Handelsstandens Fællesrepræsentation", og han var Formand for "De samvirkende Byerhverv". Desuden var han bl. a. Medlem af "Burm. og Wain"s Bestyrelse

I "Købmandsskolen"s Tilblivelse bar han en betydningsfuld Del, og det skyldes hans Initiativ og Utrættelighed, at Børsens Mænd i 1899 skød de 100,000 Kr. til, der var en uomgængelig Betingelse for, at Skolen kunde træde ud i Livet.

Sent vil det Arbejde glemmes, der fra hans Side blev nedlagt i den Gerning, han havde paataget sig for de danske Handelsinteresser.

(Roskilde Avis 6. februar 1907)

Etatsraad Adolphs Jordefærd.

I Middags fandt Grosserersocietetets Formand, Etatsraad Frantz Thestrup Adolphs Begravelse under særdeles stor Højtidelighed Sted fra Frue Kirke.

Dennes Kor var dekoreret med en mægtig Samling stedsegrønne Træer, og hele Kirken var festligt belyst. Udfor alle Stolestaderne hang Kranse med Palmeblade.

Selve Kisten var dækket med de mange signerede Kranse, som for Størstedelen allerede tidligere er nævnte her i Bladet, og hvoraf vi endnu kun fremhæver følgende: En Krans fra Ds. kgl. Højh. Kronprinsen og Kronprinsessen, samt Kranse fra Indenrigsministeriet, det svenske Konsulat, den norske Handels Fællesforening, Provins-Handelsforeninger, Nationalbanken og andre Banker, Forenede Dampskibsselskab og andre Dampskibsselskaber, Sømandsforenirtgen, Skipperforeningen, Landhusholdningsselskabet og de samvirkende sjællandske Landboforeninger.

Fra Børsen var der lagt en Sølvkrans paa Kisten.

I det mægtige Følge var der mødt Deputationer (Bestyrelser) fra følgende Institutioner :

Grosserersocietetets Komite, Fællesrepræsentationen for den danske Handelsstand, de kjøbenhavnske Handelsforeningers Fællesrepræsentation, Fællesrepræsentationen for dansk Industri og Haandværk, Kolonialgrossister, islandske Købmænd Nationalbanken, Hørkræmmergrossister, Foreningen til unge Handelsmænds Uddannelse, Privatbanken, Handelsbanken, de private Assurandører, Burmeister & Wain, Papirhandlerforeningen, Urtekræmmerforeningen, Manufakturhandlerforeningen, Skipperforeningen, Forenede Dampskibsselskab, Handels- og Kontoristforeningen, Korn- og Foderstofudvalget paa Kjøbenhavns Børs, Mæglerkorporationen, Danske Handelsrejsende, m. fl.

Af Enkeltpersoner i Følget nævner vi iøvrigt: Ministrene, Grev Raben-Levetzau, Sig. Berg og Høgsbro, norsk Minister, Professor Hagerup, Landstingsformand, Konferensraad H. N. Hansen, Højesteretsassessor Schack, Retsformand Koch, fhv. Retsformand Madvig, Etatsraad Cl. L. Smidt, Telegrafdirektør Meyer, Generaldirektør Rubin, Departementschef Jerichau - Christensen, Borgmester Dybdal, Generalkonsul van Haarst, Overpræsident Oldenburg, Haandværkerforeningens Formand Rostrup, Kammerherre Krag, Geheimeetatsraad Goos, Landstingsmand Stilling, Grosserer Moses Melchior, Provst Fenger, Kammeradvokat Winther, Pastor Linnemann, Grosserer Hans Just, Kammerherre Suenson, Departementschef Krieger, Professor O. Bache, Grosserer Schnackenburg og Grosserer Baune som Repræsentanter for Provinserne i Børsens Smørnotering, Præsterne Prior og Storm og mange flere.

Kl. 1 indtraadte hs. kgl. Højh. Kronprinsen i Kirken, ført af en af den Afdødes Sønner, og ledsaget af et talrigt Følge, hvoriblandt Kabinetssekretæren, Geheimeetatsraad Rosenstand.

Sørgehøjtideligheden tog derpaa sin Begyndelse med Salmesang, hvorpaa Stiftsprovst Paulli holdt Talen:

Der er dem, der ønsker at kunne, om det var muligt, se ind i Fremtiden, i den Forudsætning da at kunne leve lettere. Men allerede Oldtids-Digterne og den hellige Skrifts Forfattere har skrevet herimod, og vi kan, med Apostelen Jakob, sige: Gud være lovet, at vi Mennesker ikke ved, hvad der skal ske imorgen. Og dette finder Anvendelse paa denne Lejlighed.

Denne Dag var allerede i Forvejen en Mærkedag i den Afdødes Familie; thi for to Menneskealdre siden fødtes han selv paa denne Dag, - og da tænkte hans Forældre: hvad skal der blive af dette vort Barn. Men var det da ikke godt for dem. at de ikke forud vidste, at Sønnen skulde stedes til Jorden paa sin Fødselsdag, eller vidste noget om dette hans Lidelsesaar?

Alt er her blevet forsøgt - hvad der menneskelige Kunst og den menneskelige Kærlighed har kunnet gøre, er blevet gjort. Hans Hustru har med en Selvopofrelse, der søger sin Lige, sammen med Sygeplejersken stridt med Døden Tomme for Tomme, og han selv har med rørende Taalmodighed baaret sine Lidelser. Men tilsidst maatte Haabet lades ude, og han og hans Hustru foldede saa omsider i Afskedens Stund Hænderne sammen til Bøn.

Da jeg sidste Gang besøgte ham i Sygeværelset, hvor Regnskabsbøgerne laa omkring - pligtopfyldende, som han var til det sidste, - da vidste han godt, at et større Regnskab forestod ham, - og da talte vi sammen om hans Livsgang, og vi had sammen en Bøn, som vi sammensluttede i dette: Herren har gjort store Ting imod Dig og forbarmet sig over Dig.

Allerede hans Fædrenehjem havde bidraget væsentligt til at gøre ham til den Mand, han blev. Og det, der udmærkede ham, var jo den sjeldne Dygtighed og Ihærdighed, det noble Sind, den gennemdannede Karakter, - hvilket alt satte ham i Stand til at gøre Fyldest paa hans fremskudte Plads i vort Samfund. Og for alt dette er der Grund til at takke Gud, der havde gjort disse store Ting imod ham.

Jeg har en særlig Tak at bringe ham fra Sømandsmissionen. Det lykkedes ham jo at skrive sit Navn ind i Rækken af sit Fædrelands bedste Sønner.

En Dag, da der blev gjort et sidste Forsøg paa at give ham Helbredelse eller i hvert Fald Lindring, og da han vidste, at det gjaldt Livet, nød han Alterens Sakramente med nogle af sine Nærmeste. Og da talte han dybtfølte Ord, som hans Kære aldrig nogensinde vil kunne glemme, og det var ikke Udtryk for en flygtig Stemning, men for den Tro, der har baaret hans Liv. Thi han fik tidlig Øje for Guds Riges Porte, og derfor er del den største Velsignelse, at Herren i Naade har kaldt ham hjem.

I denne Tro lyser vi da Fred over hans Minde.

En i Dagens Anledning skreven aandelig Sang blev derefter sungen og derpaa "Dejlig er Jorden".

Hs. kgl. H. Kronprinsen forlod derpaa Kirken.

Under Tonerne af Hartmanns Sørgemarche over Thorvaldsen bares Kisten derpaa af den Afdødes Sønner og andre Slægtninge ud af Kirken.

Jordfæstelsen fandt Sted paa Vestre Kirkegaard.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 13. februar 1907).

Amalie Henriette Goos død. (Efterskrift til Politivennen)

Denne artikel er en del af en serie om Carl Goos: Carl Goos Minister for Kirke- og Undervisning (1891). Amalie Good død (1904). Carl Goos 80 år (1915). Carl Goos død (1917)

Geheimeetatsraad Goos har haft den Sorg at miste sin Hustru, Amalie Henriette, sødt Irminger, i disse Dage efter et kort Sygeleje. Om den Afdøde skriver Forfatteren Knud Bokkenheuser i Vort Land bl a.:

Hun var en af de mest trofaste Kvinder, jeg har kendt Og det var ikke blot mod sin Mand, mod sine Børn og sine Nærmeste, nej, det var overfor alle dem, hun een Gang var kommen til at holde af. Udadtil og offentligt spillede hun aldrig nogen Rolle. Hun lod sig saaledes, skønt Kongen følte sig personlig knyttet til hende med Venskabsbaand, aldrig forestille ved Hoffet. Og den store Pragt, de glimrende Selskaber holdt hun ikke af, hun befandt sig bedst i Hjemmet, og vi, der holdt af hende, syntes bedst om hende der.

Det Djærve og Ligefremme, Usnærpede og Naturlige var en af hendes Ejendommeligheder, en Arv fra hendes Fader, den sandhedselskende og ridderlige gamle Admiral Irminger, hvem hun ogsaa altid talte til os Unge om med en dyb Veneration.

Der er mange, som sørger ved Fru Goos Død. Ikke at tale om alle de fattige Familier, som hun i Stilhed hjalp, og som beundrede hende og saa op til hende, saa vil hele den Kreds, der kom i det Goos'ske Hjem, savne den Støtte, som en Samtale med en saa begavet, rettænkende og aandfuld Kvinde var. Hvor mange har ikke søgt Raad hos hende; hvor har hendes kolde og kloge Kritik ikke skaaret igennem megen Affektation og meget Vrøvl; hvor har hendes varme og følte Deltagelse ikke rejst og støttet mange, der tvivlede om en god Sag.

Fru Goos var en betydelig Kvinde, der stod sin Ægtefælle værdigt ved Siden. Ved hendes Grav skal det siges, at hun igennem et Hjem, der tog sit Præg af hendes Sans for det skønne og gode, virkede i vide Kredse ved sit Eksempel, og ved sin typisk danske Naturlighed, der bares oppe af en fund Menneskelighed, som aldrig forvildedes af Sentimentalitet eller Overvurdering af det eller dem, hvormed den kom i Forbindelse.

(Ribe Stifts-Tidende 26. september 1904).

Nicolai Reimer Rump (1834-1900). "Prygleloven"s Forgænger. (Efterskrift til Politivennen)

Amtmand Rump død.

I en Alder af 66 Aar er den for faa Uger siden efter Ansøgning og paa Grund af Svagelighed afskedigede Amtmand i Holbæk Rump afgaaet ved Døden. I den Tid, han beklædte dette Embede, var han saa lidende og svag, at han i Virkeligheden næppe har fungeret, og hans Bortgang kan derfor ikke siges at komme uventet. Rump har iøvrigt havt en rig Virksomhed som Embedsmand. Efter at han havde taget juridisk Embedsexamen med bedste Karakter til begge Prøver og dernæst tillige den slesvigsk-juridiske Examen, var han ansat i det slesvigske Ministerium indtil Freden 1864. I 1866 blev han Sorenskriver paa Færøerne, l 1874 blev han Byfoged og Borgmester i Korsør.

Det var vor indre politiske Strids varmeste Dage og ikke mindst heftig stod Kampen i den vestsjællandske Kreds, hvor Tauber var valgt i Slagelse, men hvor navnlig Borgerne i Korsør som ivrige Højremænd gjorde Alt for at faa ham fortrængt.

Deres Byfoged gik gierne i Spidsen og udfoldede en ualmindelig Iver, en ualmindelig Dygtighed. Baade som Agitator og som Organisator var han den første Mand, utrættelig paa Møder, i Stand til at slaa Modstanderne i Diskussionen, hvortil han medbragte sine solide juridiske og politiske Kundskaber, varm for sin Sag men ogsaa frygtløs, idet han ikke veg tilbage for Angreb, selv om disse tidt bleve yderst nærgaaende. Hans personlige Bravhed og Elskværdighed skaffede ham Agtelse fra alle Sider, hans uomtvistelige Kraft som Embedsmand og som Partifører gav ham blandt Fjender som blandt Venner en Anseelse, der naturlig snart voxede ud over den stedlige Kreds. I denne lykkedes det ham at bære Sejren hjem, da det den 3. januar 1879 lykkedes Højre at fortrænge Tauder i Slagelse, idet Dahl fik næsten 300 Stemmers Overtal, 1326 mod 1042. Udfaldet vakte stormende Jubel i hele Hejre Landet over, og med Føje tilkjendte man Rump en Hovedpart af Æren. Til det Sidste havde han været i Spidsen - ogsaa bogstavelig talt, da Korsørianerne optraadte ganske "engclst", ved Extratog til Slagelse, med Procession, klingende Spil, en til Anledningen skreven Kampsang, Faner med stærke Indskrifter o. s. v.

Saa blev han valgt ind i Landsthinget, nærmest af Kjøbstæderne i Sorø og Præsts Amter. Hans Gjerning i vort Første Kammer blev dog fortrinsvis storpolitisk. Ganske vist var Rump Mand for at yde rent saglige Indlæg i Debatten og en ikke ringere Gjerning i Udvalg. Ikke heller undlod han i saa Henseende at gjøre sig bemærket; men jo skarpere Striden tilspidsedes af Venstre med dets Visnepolitik, des mere maatte Alt uundgaaelig koncentreres om den konstitutionelle Kjærne. Og her stod Rump forrest som Talsmand for den Politik, der bl. a. bestod i Anvendelse af Grundlovens 25 i dens yderste Konsekvenser. Gang efter Gang paatog Rump sig det Hverv at optræde som Højres paalidelige Ordsørcr under Landshingets Behandling af de forskjellige provisoriske Love.

Efter Forliget i 1891 kom Sagerne jo i en anden Gænge, og da Gehejmeraad Nellemann, som fra Ministeriet Estrup var gaaet over i Kabinettet Reedtz-Thott, i Juni 1896 trak sig ud af Regjeringen, blev Rump, der imidlertid havde faaet Amtmandsembedet i Hjørring, hans Efterfølger som Justitsminister og islandsk Minister, hvilken Stilling han fremdeles beklædte under Hørrings Ministerium indtil August 1899. Kort efter sin Afgang som Minister modtog han saa Udnævnelsen som Amtmand i Holbæk

Rumps Deltagelse i det offentlige Liv har havt sin Betydning og skal mindes med Anerkjendelse. Hans Dygtighed som Embedsmand, hans Retsindighed som Karakter og hans bramfri Elskværdighed som Privatmand sikrer ham den bedste Erindring hos Alle, men hvem han kom i nærmere Berøring.

(Dagens Nyheder 17. august 1900).

Amtmand Rump.

Som meddelt ved Telegram er fhv. Justitsminister Rump i Torsdags afgaaet ved Døden. Han var født den 26de Juni 1834 i Hillerød, hvor hans Fader var Glarmester. Han tog juridisk Eksamen, blev senere Sysselmand paa Færøerne, men forflyttedes i 1871 til Korsør som Dommer og Borgmester. Her havde Rump sin gode Tid. Under Højres Parti-Regimente var det jo saa ganske i sin Orden, at Dommeren blev Leder af Højres Valgagitation, og naar Rump i Spidsen for sine Korsørianere paa Valgdagen kom til Slagelse, kan det nok hænde, der blev Sjov i Gaden. På den Konto var det, at Rump naaede at gjøre sig berømt.

Han var nu inde paa den slagne Vej til Forfremmelse. Efter allerede i 1878 at være valgt ind i Landsthinget, hvor han viste sig som en flittig Mand ved Siden af Godsejerne, der rigtignok heller ikke er meget arbejdsomme, blev han i 1887 Amtmand i Hjørring, og i 1896 blev han Nellemanns Afløser som Justitsminister. Nogen fin Jurist var han ikke, og som Taler havde han kun en eneste Genre, nemlig den kjedelige. Hans Rolle som Justitsminister var ogsaa forholdsvis hurtig udspillet, og naar han endda blev siddende saa længe, som han gjorde, nemlig i ca. 3 Aar, var det nærmest fordi Hr. Hørring ikke kunde finde ham en Afløser. Hans Helbred var tilmed stærkt svækket, og i Holbæk hvor han samtidig med sin Fratrædelse som Minister blev udnævnt til Amtmand, kom han ikke til at virke synderlig.

(Thisted Amts Tidende 18. august 1900.)

Fhv. Justitsminister Rump død.

Om fhv. Justitsminister Rumps Dødsfald skriver "Vort Land" følgende :

Det er først to Aar siden, at Amtmand Bille i Holbæk døde, og allerede nu residerer Hans Efterfølgers Efterfølger i Embedet.

N. R. Rump, der efter sin Udtrædelse af Ministeriet Hørring blev Billes Efterfølger, kom syg til Holbæk, saa han ikke fik Tid til at udfolde sine solide Egenskaber i den ny Virksomhed, men efter kort Tid maatte tage sin Afsted.

Efterretningen om Hans Død kommer derfor ikke overraskende.

Sygdommen knækkede denne oprindelig raske arbejdsstærke Mand fuldstændig, saa at han de sidste Aar kun var en Skygge af sig selv. Den ligefrem usømmelige og uappetitlige Maade, "Politiken" benyttede hans Navn til sine Hm-Referater, bidrog ikke til at forbedre Hans Helbred. Særlig efter at Rump havde forbudt Opførelsen af Cawlings "Den vestindiske Soldat", var der ikke den Taktløshed, Bladet nægtede sig mod ham.

Rump var født den 26de Juni 1834 i Hillerød og Broder til den afdøde geniale Landskabsmaler. Han tog i 1859 juridisk Embedsexamen og blev samme Aar ansat i det slesvigske Ministerium. Efter Freden i 1864 afskedigedes han fra denne Stilling, var et Par Aar Sorenskriver paa Færøerne, indtil han i 1871 blev Borgmester og Byfoged i Korsør.

Snart blev Rump, der var ivrig Højremand, Korsørianernes politiske Fører. Under hans Ægide var det, at Tauber i 1879 fortrængtes fra Slagelsekredsen. I denne Periode var han en varm og dygtig Taler, der ved Agitationsmøder og paa Valgtribunen gjorde et stort og nyttigt Arbejde. Som Tak valgtes han af Købstæderne i Sorø og Præstø Amter ind i Landsthinget, hvor han ved Afstemninger altid var en sikker Mand paa konservativ Side.

Da Excellencen Nellemann 1896 trak sig tilbage fra Kabinettet Reedtz Thott, blev Rump. som imidlertid var blevet Amtmand i Hjørring, hans Eftermand som Justitsminister.

I 1899 maatte Rump af Helbredshensyn tage sin Afsked som Minister og blev kort efter Amtmand i Holbæk. Rump vil af alle, som kjendte ham, mindes som en ualmindelige brav og retsindet Mand, der kun vilde det Gode og som kæmpede for sin Overbevisning uden Frygt og uden Hensyntagen.

(Isefjordsposten 18. august 1900).

Et radikalt Venstreblad om

Amtmand Rump. Om den afdøde, fhv. Justitsminister, Amtmand Rump skriver den radikale Vendsyssel Tidende :

"I politisk og social Henseende stod den afdøde os og de frisindede Vendelboere i det hele saa fjernt som muligt. Hvad der i saa Henseende kan være at sige, er alt sagt under Fortidens Strid, og i Fremtiden vil det blive nærmere bestemt af den Historie, der omhandler vore Kampaar.

Men naar vi særligt se paa det Arbejde, den afdøde har udfoldet for Vendsyssel i den Tid, da han virkede heroppe som Amtmand, da finde vi dette præget af en saa energisk, handlekraftig Villie til at fremme og gavne Udviklingen heroppe, at vi ikke kunne nægte denne Del af hans Virksomhed vor oprigtige Paaskønnelse.

Kommer dertil, at Amtmand Rump i sine sidste Leveaar blev prøvet haardt i dyb Sorg og smertefuld Sygdom, saa høre vi Budskabet om hans Død med den medfølende Sympati, som naar ud over alle de Meningsforskelligheder og Kampe, der nu en Gang ere Livets Kaar".

(Ribe Stifts-Tidende 20. august 1900)

Rump trak sig af helbredsårsager som justitsminister i 1899, og blev efterfulgt af ovennævnte professor Carl Goos. Derefter udnævnt som amtmand over Holbæk Amt. I september 1899 blev han opereret for galdesten hvilket dengang kunne være dødeligt. Han overlevede dog, og den 10. november 1899 meddelte Herning Folkeblad at Rump var så rask at han kunne spadsere i Frederiksberg Have. Men sygdom fik ham til at tage sin afsked 1. august 1900, hvorefter han døde kort til efter.

I bladet "København" blev han beskrevet som en hensynsløst provisorist - hentydende til Estrups provisorier. Hans virke i Korsør "med dets berygtede fattiggårdsaffærer og valgoptog med slagsmål". (Om denne anstalt, se Politivennen Live Bloggings indslag). "Han hørte til de mest usympatiske skikkelser som provisorietiden drev frem på den politiske arena. Som amtmand var han derimod oppe i Hjørring ved at vinde nogen anseelse; der burde han været blevet."

Rump blev begravet den 23. august 1900 i stor stilhed på Vestre Kirkegård. Provst Glahn (Frederiksberg) holdt talen, bl.a. om den afdødes "store flid" og "retsindighed".

Gravsted for N. R. Rump og Helene Sophie Rump, f. Ulrik på Vestre Kirkegård i København. Foto Erik Nicolaisen Høy.

En af N. R. Rumps sønner, Johannes Rump (1861-1932) sad i Københavns Borgerrepræsentation 1903-1932 - for Socialdemokratiet! Han havde været medlem allerede kort før faderens død i 1900. Han var som sådan med til at vælge Jens Jensen som den første socialdemokratiske borgmester i 1903. Han var bl.a. ven med Carl Jacobsen. Johannes Rump blev til forskel fra sine forældre begravet på Bispebjerg Kirkegård.

Albertis "Pryglelov" blev vedtaget af Folketinget med mindst mulig marginal. 54 medlemmer stemte for - der krævedes ellers 57 hvis alle var mødt. Heriblandt 4 ministre. Og kun efter at konseilspræsidenten forlod salen.

Peter Thygesen Holm sidste Dage og Død. (Efterskrift til Politivennen)

P. Holm.

Holm er nu atter i Bedring. Det saa et Øieblik ud til, at en Blodansamling skulde gøre det af med ham, men Lægen mener, at Faren for hans Liv nu er overstaaet.

Den haarde Behandling, som Holm er Gjenstand for, vækker - med et mildt Udtryk - Forundring herinde.

For det første synes det underligt, at det er nødvendigt at holde P. Holm saa afsondret fra Verden, som Tilfældet er. Hans Hustru maa kun yderst sjældent faa Leilighed til at se ham. Samtalerne begrænses til nogle faa Minutter, og de overværes al Tid af Fængselsbetjente, der er beredte til at standse dem, hvis de skulde strejfe mistænkelige Æmner.

For det andet synes det mærkeligt, at det gaar saa langsomt med Proceduren. For nogle Dage siden meddelte "Nationaltidende" og efter denne en Provinskorrespondent, at nu var Aktor færdig med sit Indlæg og havde afleveret det til, Defensor, men det var ikke rigtigt. Aktor overveiede ligeledes hvorledes han skulde begrunde Straffekravet.

Der er ingen, uden de foragter Holms Optræden, men den Straf, han allerede har lidt, er saa eftertrykkelig, at der synes at være al Grund for de paagjældende Autoriteter til at fremskynde Afslutning paa Arrestophold og Retssag, og til at forhindre, at Holm i Arresten behandles barbarisk.

Man sammenligne hermed den Behandling, lo« adskillige Bedragere af uforfalsket Højresind og fin Extraktion har faaet! ...

* * *

En anden Meddeler skriver

Den særlige Vending, som P. Holms Sygdom har taget har naturligvis ikke været behagelig for Politi- og Fængselsmyndighederne. Fængselslægen, Dr. Geill, hævder vel, at det er gammel Skade, Holm lider af, og at hans Tilstand paa ingen Maade har forværret sig i Fængslet; men hans Bemærkninger vedrører nærmest den senere Tid, efter at Holm blev overflyttet ha Raadhuset til vestre Fængsel.

Det er meget sandt, at Holm tidligere har lidt af en Hiertefeil og uregelmæssigheder i Blodomløbet men det synes ogsaa ret indlysende, at naar denne Sygdom giver sig Udslag i Aareknuder paa Benene, saa kan det kun forværre Tilstanden, naar den Vedkommende maa staa opreist foran en Forhørsdommer i flere Timer ad Gangen.

Holm var vant til at bevæge sig meget i det fri og den megen Stillesidden i Fængselscellen har utvivlsomt haft en skjæbnesvanger Virkning paa hans Tilstand. Nu plejes han ganske vist med den først mulige Omhu paa Fængslets Hospitalsafdeling, - men det er maaske bagefter.

(Vendsyssel Tidende 26. september 1898).

Fotograf Carl Christian Sonne (1845-1919): P. Holm, P. (7.10.1848-26.9.1898) politiker. 1865-1898. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

I 1897 blev Peter Thygesen Holm valgt til Borgerrepræsentationen i København. Her involverede han sig i ejendomsspekutation til egen fordel og nedlagde sine politiske hverv pga. en sigtelse for at have misbrugt sin viden om kommunale grundkøb til personlig økonomisk vinding. Han døde, inden der faldt dom i sagen.

Hvorledes man behandler P. Holm.

Den hellige Inspektør Grundtvig.

Holm led af stærk Aarebetændelse, der begyndte ved Knæet og strakte sig helt ned paa den indvendige Side af Benet. Denne Betændelse var omtrent hævet, da der for 4 Dage siden indtraf en meget hæslig Lungebetændelse.

Fængselslægen, Dr. med. Geil, kom ved sin Undersøgelse af Patienten til det Resultat, at en Blodprop havde løsnet sig fra en af de betændte Vener (Blodaarer), og derfra var gledet op til Lungerne, hvor den havde afstedkommet en hæslig Lungebetændelse. I Torsdags Aftes havde Sygdommen været paa sit højeste, idet Temperaturen da havde naaet henimod 40 Grader, og man frygtede for, at Holm skulde dø i Løbet af Natten. Man begyndte derfor at blive betænkelig, og Fængselspræsten. Hr. O. L. A. Larsen, blev sendt op til Holms Hustru for at forberede hende paa en Katastrofe.

Avtoriteterne var dog ikke saa humane, at de tilbød hende en Sammenkomst med Manden, for at hun eventuelt kunde tage Afsked med ham. Men i Fredags var det den ene af de to Dage ugenlig, da Fru Holm har Tilladelse til at tale med sin Mand i 5 Minuter, og det mente Fængslets Inspektør, Grundvig, kunde være nok. Om hun traf sin Mand i Live synes efter dette ikke at have bekymret den hellige Fængselsinspektør i særlig Grad.

I Fredags Morges viste det sig heldigvis, at Feberen var i Aftagende og Lægen erklærede nu, at Holm var uden for Livsfare foreløbig.

Det blev dog en sørgelig Sammenkomst, da Lægen havde forbudt sin Patient at tale. Mand og Hustru maatte da indskrænke sig til at søge Trøst ved det blotte Gensyn. Fru Holm var ved denne Lejlighed for første Gang til Stede i Fængselshospitalet, hvor der kun tilstedes Besøg, naar der er Dødsfare. Naturligvis ønskede hun sin Mand hjem for at kunne pleje ham selv, men om Flytning kunde der ikke være Tale. Desuden oplystes det, at den unge Assessor Koch var paa Rejse med sin Fader til Rembrandtsudstillingen i Holland, og alene af den Grund kunde der ikke blive Tale om Løsladelse imod Kavtion. Alle vil vist være enig med Pastor Larsen, naar han ytrede til Fru Holm, at "saadan en Assessor bar sandelig et stort Ansvar". Vi tror blot, at Koch i dette Tilfælde har gjort sit Ansvar saa tungt, at det vil knibe for hans unge Kræfter at bære det.

Som meddelt har Fru Holm havt Tilladelse til at besøge sin Mand 2 Gange ugenlig, og hver Gang i 5 Minuter og under stræng Kontrol. Skønt Holm er sengeliggende, maatte han dog hver Gang op af Sengen. Det vaade Kompres blev taget af Benet og ombyttet med Vat, og nu maatte han slæbe sig den lange Vej fra Fængslet til Kontoret, hvor Mand og Hustru blev placeret i en lang Afstand fra hinanden, for at de ikke skulde "hviske". I dette Øjemed bliver der tillige posteret et Par Betjente i samme Værelse, og disse skal altsaa paahøre, hvad Ægtefællerne har at sige hinanden i deres korte Samvær.

Fru Holm har ofte beklaget sig over al denne ufornødne Strænghed, men hver Gang har Svaret fra den hellige Grundtvig været: "Hvor kan Deres Mand forlange at blive begunstiget? Han hører jo til det Parti, der forlanger, at alle skal behandles ens !"

Som om Socialdemokratiet nogen Sinde har forlangt, at alle i Samfundet skal behandles lige slet. Nej, vi forlanger af Grundtvig og enhver anden Embedsmand en udpræget Retfærdighedsfølelse og en Menneskekærlighed, der foragter at tilføje Fangerne større Lidelser end dem, som resulterer af frihedens Berøvelse. Naar Grundtvig derimod nedlader sig til at bebrejde en Hustru, at hendes fængslede Mand har tilhørt en politisk Opfattelse, der forlanger Lighed for Loven, ogsaa for de smaa og undertrykte i Samfundet, da misforstaar han sin Stilling i en sørgelig Grad og ydmyger de ulykkelige, der skal henvende sig til hans Naade.

(Demokraten 26. september 1898).

Fængselsinspektør Stener Frederik Grundtvig (1860-1942) var inspektionsassistent ved Christianshavns og Horsens straffeanstalter 1891-1895, inspektør ved Københavns fængsler 1895. Han boede i embedsboligen på Vestre Fængsel, hvor han formentligt fra 1898 også havde sin storesøster, Elisabeth Grundtvig boende efter at hans første kone var død. Hun passede hans børn og husholdning. Han var herredsfoged i Ning herred 1910 og dommer ved Frederiksberg birk 1919. Som leder af Københavns fængsler arbejdede Grundtvig energisk for at forbedre afsonings-forholdene. Han var 1899 medstifter af Dansk kriminalistforening. Grundtvig redigerede Nordisk Tidsskrift for Fængselsvæsen sammen med Aug. Goll 1898-1908 og var derefter i tre år eneredaktør. Han er urnebegravet på Vestre Kirkegård Afd J-4-1. I samme afdeling som P. Holm blev begravet. Begge grave er nedlagt.

P. Holm.

I Aftes Kl. 5 døde P Holm. Vi har andet Steds i Bladet meddelt det nærmere om hans sidste Øjeblikke.

Vort Hverv her er at skrive om hans Liv og Birken indenfor det danske Socialdemokrati og i den danske Politik. En sørgelig Afslutning fik hans Kamp, men vi siger næppe for meget, naar vi udtaler, at overfor Budskabet om P. Holms Død vil Anklagerne tie. Modstanderne vil erkende, at han, Socialdemokraten, led den strængeste Straf ved at miste sine Medborgeres Tillid og ved at maatte finde sig i en Behandling, som i Reglen de undgaar, der er født og lever i de Herskendes Kredse.

Vi, hans gamle Partifæller, har nu kun Grund til at dvæle ved hans Betydning for vort Parti. Døden forsoner. Selv alle de af vore, der dømte ham haardest, vil ikke glemme, hvad han i mere end et kvart hundrede Aar var for Arbejdernes Sag. At Holm med virkelig Overbevisning og trofast Stræben har kæmpet for Socialismen, føler vi os overbeviste om. At forstaa er at tilgive. Vi forstaar, at Livets Bane kan rumme Fristelser for selv de stærkeste Naturer, og vi føler os ikke kaldede til at dømme nu, da Døden har unddraget Holm de jordiske Retshaandhæveres straffende Arm.

Peter Thygesen Holm fødtes den 7. Oktober 1848. Han naaede saaledes ikke fuldt 50 Aar. Han var en Falstringer, Søn af Husmand og Væver Thyge Petersen og Dorthe Jensdatter. Det var et Landproletarhjem. han udgik fra. Nøden og Trykket kendte han alt fra Barn. Han lærte yderligere Kampen for Tilværelsen at kende, da han som Skræderlærling og Svend traadte ud i Livet for selv at tjene Brødet.

I 1867 blev han Svend, arbejdede der ganske kort Tid og kom i samme Aar til København, hvor han siden da uafbrudt har været bosat. Hans noget lyriske Temperament og gærende Energi trængte til et Felt, hvor de kunde udfolde sig og finde et dragende Maal. For ham som for saa mange andre af Datidens unge Svende, der arbejdede i København, var det gaaet op, at de hensmuldrede Lavsinstitutioner kun gødede om en ny Vækst, hvis Frugter ikke blev Arbejderklassens, men Kapitalisternes. Her forslog Selvhjælpen ikke, her var Arbejderdannelsesforeninger med Biblioteker ikke nok.

Med Jubel hilste den nye Slægt, ved hvis Fødsel den politiske Frihed havde holdt sit Indtog, den sociale Ligheds Morgenrøde. Den brød frem over Fabriksslaveriet og Grundlovsforandringen, over Krigsnederlag og politisk Vanære, den indvarsledes med Faldet af en Kejserkrone. en blodig Krig mellem to Kulturnationer og en Kamp af franske Arbejdere mod franske Storborgere. Herhjemme løstes Fortryllelsen. Pio udgav sine "Socialistiske Blade", "Internationale" stiftedes. 

Holm blev en begejstret Tilhænger af den nye Politik, Teorien om retfærdige Samfundsforhold, bygget op ved Arbejdernes Broderskab. Han udmærkede sig tidligt ved en egen, glødende Veltalenhed. Det var Indignationens Stræng, som dirrede i hans Bryst. Harmen overfor al den Uret, der i Frihedens og Lovens Navn øvedes mod det stadigt voksende Proletariat. Der var vel til Tider noget monotont ved hans Foredrag, men naar han hævede sin stærke Røst og tolkede Arbejdernes Sag, var der lyttede Tavshed, som først løstes i stormende Bifald, naar den alvorlige, mørke Agitator trak sig bort fra Talerpladsen.

Saadan var Holm alt som ung, da han stod i "Internationale", saadan har vi senere set ham de hundreder af Gange og i denne hans Indignations Veltalenhed, den ene Stræng, hvorpaa han spillede med Virtuositet, laa hans store Magt over Sindene og store Magt i vort Parti.

Efter Pios Arrestation i 1872 og "Internationales" senere følgende Ophævelse, var Holm særlig aktiv indenfor sit Fags Forening og blev Bestyrer for Skrædernes Produktionsforening, indtil den i 1879 hørte op med sin Virksomhed. Samtidig hermed tog han ivrig Del i Arbejderpartiets Anliggender. P. Holm, C. Hørdum og C. C. Andersen, Repræsentanter for Skrædernes, Skomagernes og Snedkernes Organisationer, blev de egentlige Bærere af den Socialisme, som søgte at bryde med Personforgudelsen. Og da Pio rejste, blev det dem, som sammen med P. Knudsen og andre Tilhængere af det demokratiske Princip i Socialismen kom til at lægge Rammerne for en ny Arbejderbevægelse. Og fra 1876, da Arbejderpartiet holdt sin første Kongres paa "Gimle", var Holm allerede forrest i Rækken af de yngre Ledere, som snart skulde overtage det Arbejde, Pio forlod.

I 1879 nedsatte Holm sig som Skrædermester. Det var ham altid om at gøre at føle sig økonomisk uafhængig, og de Vanskeligheder, han som ung Mester havde at kæmpe med paa Grund af sine politiske Meninger, svandt senere, da han blev en fremskudt Mand i det offenlige Liv. Netop som socialdemokratisk, næringsdrivende Borger var det, at Holm ønskede sin Entre paa Valgtribunen. To Gange mødte han forgæves som Arbejderpartiets Kandidat i 5te Kreds. Det var i 1881. Men saa kom det store Gennembrudsaar 1884, Venstre og Socialdemokratiet gik sammen mod Højre, og Holm var en af dem, der størst Varme havde forsvaret og arbejdet for denne Sammenslutning af den politiske Friheds Venner.

Arbejdet blev kronet med Held. Den 25. Juni 1884 blev Indledningen til Socialdemokratiets mægtige Fremgang i det offenlige Liv. Nu var Arbejderklassen ved at emancipere sig fra Højre, nu slog den Hul i Kapitalismens Mur og trængte ind i Landets lovgivende Forsamling. Hørdum valgtes i 9de Kreds. Holm i 5tes Kæmpekreds. Hans Stemmetal i 1884 var 5385 mod 4493, der faldt paa den tidligere Repræsentant, Professor Goos. Udgiveren af Skandalebladet "Den ny Socialist", der skulde underminere Holms Valg i femte.

I 1887, da Oppositionen i København blev slaaet af det opskræmmede Højre, var Holm den eneste, som holdt sin Kreds overfor Modstanderen Ryssel, om end kun med 30 Stemmers Flertal. Femte Kreds var fra nu af uigenkaldelig tabt for Højre. I 1892 var Holms Majoritet 1300 Stemmer. Femte Kreds var Landets største og Landets populæreste. Alle Oppositionsmænds Øjne hvilede paa den, al god københavnsk Valgkamp med vældige Reklamer som "Ryssels Ligvogn" og stormende Møder som Frederik Hansens, knyttede sig først og fremmest til Holms Valgkreds.

Da endelig Kredsen blev delt efter Forliget i 1894, sondredes den saaledes, at de bedste Kvarterer fik nye Navne: 10de, 11te og 12te Kreds. Holm kunde vælge, hvilken Kreds han havde villet. Han beholdt 5te, den ny Kreds med det gode gamle Navn. Og han sejrede paany, endda med større Majoritet end nogen havde ventet. Heller ikke den ny 5te Kreds har man senere tvivlet om vilde blive Socialdemokratiet tro. Og den vil blive i Traditionen i Morgen, naar der atter staar et Valgslag.

Som Rigsdagsmand var Holm en altid slagfærdig Debattør og en urokkelig Forfægter af Socialdemokratiets Sag. Mer end en Gang er han kommet Reaktion og Moderation i Vejen og til Tider med Held faaet Planer til at strande, der var Vand paa Kapitalismens Mølle. Hans noget afvisende Væsen var her hans Styrke. Modstanderne gjorde ikke Forsøg paa at blødgøre ham.

Det vil selvfølgelig føre for vidt at komme ind paa Holms hele Virksomhed i det offenlige Liv. Men det bør siges, at han i sin lange Rigsdagsperiode har gjort et godt Stykke Arbejde for de danske Arbejdere og Landets Ubemidlede i det Hele taget.

Indenfor Socialdemokratiet havde han stor Indflydelse, og der er næppe en eneste større Begivenhed i Partiet, uden at Navnet Holm har været knyttet dertil. 

I det daglige Liv var P. Holm  en faamælt Mand. Den store Taler med den strømmende Ordrigdom sad som oftest tavs i de private Kredse, hvor han færdedes. Men i Partifællers glade Lag kunde han saa til Gengæld ofte blive en af de gladeste. Hans rige Følelsesliv slog ud i Skælmeri og i "det straalende Solskinshumør" som han sang om, naar han foredrog Overbyes "Proletar-Vise", Solskinshumøret, hvormed arbejderen ryster Livets Kummerligheder af sig og gaar "paa Gaden og paa Barrikaden", naar Forholdene krævede det. Holm havde dette Humør bag sit noget tilknappede Ydre, Humøret til at gaa paa atter og atter. Efter den hidsigste Kamp med en Modstander kunde han le bredt og hjærteligt, medens Højremanden blev sur og trak sig sammen. "Ja, vi skal knalde dem!", sagde Holm, og han knaldede dem i en uendelig Række af Sammenstød, der hver især gav Fremgang for vort Parti.

Ved hans Baare yder vi ham en Tak for alle de Aar, han med Varme og Trofasthed kæmpede for de Fattiges og Fortryktes Ret. 

(Social-Demokraten 27. september 1898).

Holms Sygdom.

Koch morer sig i Udlandet.

Sagen omtalt i Borgerrepræsentationen.

P. Holms Sygdom, en Aarebetændelse, som medfører Opsamling af styrknet Blod, skyldes utvivlsomt den Behandling, som Assessor Koch har tildelt ham under Forhørens ved at tvinge ham til i mange Timer at staa ret foran Skranken. Holm led i Forvejen af en ondartet Brokskade, som gjorde ham det vanskeligt at gaa og staa. Under disse Forhold blev Kochs Forlangende til en ligefrem Tortur.

Medens Forhørene stod paa, blev Koch Dag efter Dag ophidset af Højrebladene til ikke at vise Skaansel, og den uselvstændige unge Mand mødte derfor "opstivet" til Forhørene, bestemt paa at gøre "sin Pligt".

Han har fortsat dermed ogsaa efter Forhørenes Slutning. Holm laa for Døden, men ikke desto mindre nægtede Assessoren at udlevere ham til hans Hustrus Pleje. Alt, hvad han tillod, var, at Fru Holm saae den Syge i 5 Minuter hver anden Dag. Hver 48de Time maatte hun se ham et Øjeblik, men ikke tale til ham. I to Døgn skulde hun leve i Frygt og Spænding udenfor Fængslets Mure, før hun opnaaede de 5 Minuters Gunst, saa var der atter to Døgns Uvished og Lidelser.

Der er opvokset en forbitret Stemning over den Maade, hvorpaa Højre er faret frem mod en falden Modstander. I "Frederiksborg Amts Avis" skrives t. Eks. :

"Det forekommer os at være ganske uanstændigt, at man bærer sig saa hjærteløst ad mod Holm og hans Familie, som her meddeles om. Man tænke sig: Manden ligger dødssyg og saa anmoder man Hustruen "om at holde sig parat", og først næste Dag "faar hun Lov til" at se sin Mand. Hvorfor ikke straks føre hende til sin Mands Sygeleje? - Lægerne var jo enige om, at Døden kunde ventes hvert Øjeblik. Var det en af de gemeneste Forbrydere, der var Tale om, kunde man ikke gaa strængere til Værks."

Unægteligt, - det skandalebetyngede Højre nyder sin Triumf!

Fy for Pokker!"

Assessor Koch er rejst til Holland, hvor han nyder Livet og forbliver til 1. Oktober, medens hans Arrestanter sidder og bliver "møre" eller, som Holm, døer i deres Celler.

Det kalder man "Retspleje!

Den unge Koch har maaske ikke megen Forstaaelse af sin Optræden. Han er en Embeds Spire, en af dem om ved Protektion og Familiens Indflydelse skubbes ind i et Embede uden nogen som helst Livserfaring, og han ender som Konferensraad og Ridder, fordi han er Magthavernes Mand.

Men det Retssystem, som Koch repræsenterer, har atter vist, at det er en Skandale for vort Land, og Holms Død under de sørgelige Omstændigheder vil mægtig bidrage til at hidføre den Reform, som længe har været krævet, og hvis Gennemførelse forhaabenlig vil medføre, at de Tiltalte ikke ganske prisgives Assessorernes enevældige Vilkaarlighed.

*

Den Følelse, at Holm under sin Sygdom burde have været løsladt, medførte forskellige Overvejelser i vort Parti. En Henvendelse til Assessor Koch viste sig haabløs, da han som sagt er taget til Holland. Socialdemokratiets Repræsentanter i Kommunalbestyrelsen rejste saa i Aftes Spørgsmaalet i Borgerrepræsententationens Møde for lukkede Døre. Vor Partifælle P. Knudsen anmodede Borgmester Borup om at henvende sig paa rette Sted for at udvirke en Løsladelse, saa snart Holms Tilstand maatte muliggøre en Flytning. Wandall og Hagemann sluttede sig hertil.

Borup svarede, at han ikke kunde henvende sig til Assessor Koch. da denne først kom hjem til Oktober, men han skulde gaa til Justitiarius for Kriminalretten.

Dermed sluttede denne Episode. Men da Borgerrepræsentanterne kort efter forlod Raadhuset, erfarede de, at Holm var død. - Døden havde altsaa løsladt ham; den var denne Gang mere human end dansk Retspleje.

(Social-Demokraten 27. september 1898).

Dødslejet.

Holms sidste Øjeblikke.

Allerede i Gaar Morges var det klart for Lægerne, at det nu kun gjaldt nogle Timer, før P. Holm havde udstridt. Der blev sendt Bud hjem til hans Hustru, som fik Besked om hans Tilstand og Tilladelse til at blive hos ham.

Patienten laa stille hen, men Feberen var meget stærk, og de to Ægtefæller talte ikke sammen. Henne ved Døren stod Fængselsbetjenten for at paase, den dødssyge Mand ikke skulde flygte, og Vagtmesteren listede ud og ind Døren med et Øje paa hver Finger.

Retfærdigheden holdt altsaa fast paa ham til det sidste, og dog slap han fra dem. Klokken var lige slaaet fem, da han i Febervildelsen vendte sig om imod sin Hustru. Han troede aabenbart, at han var hjemme i deres egen Lejlighed, og idet han trak Vejret dybt, sagde han: "Gudskelov Thora! Nu kan jeg være hos Dig altid."

I samme Øjeblik fik han Øje paa Vagtmesterens høje Skikkelse, og kom til fuld Bevidsthed om sin ulykkelige Stilling. Idet han afværgende udstrakte Hænderne, raabte han: "Nej! Nej!"

Det var P. Holms sidste Ord. Der hørtes et lille Suk, og han var død. "Retfærdigheden" var sket Fyldest.

Fængselslægen var ikke hos Holm i Gaar siden Kl. 12. De sidste fem Timer laa Patienten altsaa hen uden Lægetilsyn. Maaske havde Lægen ikke kunnet lindre den Døendes Smærte. Vi ved saaledes, at han ikke turde give Holm Morfin af Hensyn til Patientens hele svækkede Tilstand. Alligevel burde Dr. Geil naturligvis være til Stede i Fængslet. Var det ikke hans Pligt at gøre det, saa havde han jo Ret til at sende Regning for Overarbejde. Holm havde nemlig Ret til Ekstraforplejning, naar han selv betalte den.

Saa hensynsfuld var Dr. Geil imidlertid ikke, og den hellige Grundtvig fandt ikke Anledning til at sende Bud efter ham, før det var for sent. Da Klokken var 5½ modtog Dr. Geil Bud fra Fængslet, om at komme straks, og inden han var naaet udenfor sin Stue, fik han endnu et Bud. Det var Dødsbudskabet.

Som meddelt døde P. Holm Klokken 5, uden Læge, men med Retfærdighedens Drabanter ved sin Seng.

Holms Lig ventes udleveres i Dag til hans Familje, saa snart Dødsattesten er udstedt.

*

Hr. Grundtvig og hans Vagtmester vil sikkert folde deres Hænder og mene, at Holms Død var den bedste Udgang af Sagen, som tænkes kunde, og Hr. Koch vil mene det samme. Den offenlige Mening vil have en anden Opfattelse. Den vil beklage, at P. Holm er død, inden Sagen var fuldt oplyst, men den vil ogsaa med Mistænksomhed modtage alt nyt, som efter denne Dag vil fremkomme i Sagen Holm Larsen, og den vil ikke taale, at man benytter sig af Holms Død til at dysse den hele Sag ned.

P. Holm er død. Alle vi, der i saa mange Aar har været hans Venner, har Ret til at fordre, at den undersøgende Retfærdighed skal retfærdiggøre sig.

(Social-Demokraten 27. september 1898).