Emil Heinrich Ryssel (1846-1923). (Efterskrift til Politivennen)

Denne artikel er del af en serie om Emil Heinrich Ryssel: Højres Arbejder- og Vælgerforening (stiftelse). Ryssel og Folketingsvalget 1887. Emil Ryssel som Lotterikollektør. Emil Heinrich Ryssel (1846-1923).

E H. Ryssel 70 Aar.

Det var i Firsernes bevægede politiske Dage, at Ryssels Navn kom frem.

Højre stod i Efteraaret 1881 overfor et Landsthingsvalg her i Byen og mente, forøvrigt vist ret ubegrundet, at der kunde være Fare paa Færde. Ude paa Nørrebro sad en ret ukendt, mindre Næringsdrivende, Manufakturhandler E. H. Ryssel. Han var i høj Grad politisk interesseret. Med Bekymring saa han, at det Parti, han tilhørte, stod uden nogen Organisation, og han fik derfor den Tanke at skabe en Organisation. Det var den Gang lettere sagt end gjort, men med utrættelig Iver tog han Arbejdet op, og kraftigt støttet af daværende Professor juris Goos og Isenkræmmer Vigo Rasmussen lykkedes det ham den 6te Oktober 1881 at føre Tanken ud i Livet.

Den nye Forening fik stærk Tilslutning; "Højres Arbejder- og Vælgerforening" blev forholdsvis hurtigt den største politiske Organisation i Landet. Ryssel blev dens første Formand og var det i 2 Aar, saa trak han sig da tilbage for Carl Ploug. Han blev imidlertid Foreningens Næstformand og samtidig Formand for Organisationen i den mægtige 5. Kreds, og hans Navn var i de Dage kendt af alle. Dette førte ham i 1887 frem som Højres Kandidat ved Folketingsvalget i den store Kampkreds, Hovedstadens 5. Kreds, og gennem en dygtig ført og meget energisk Valgkampagne lykkedes det ham at trænge saa nær ind paa Livet af den socialdemokratiske Kandidat, Skræddermester P. Holm, at der kun var ca. 30 Stemmers Forskel.

I mange Aar har Hr. Ryssel nu ført en stilfærdig Tilværelse, men hans varme Interesse for den Forening, han har skabt, og for det Parti, han tilhører, er usvækket.

I Morgen fylder Ryssel 70 Aar, og del siger sig selv, at Hovedstadens Højre vil mindes ham med Tak for den Organisation, lian skabte, og som trods vexlende Tider og Forhold endnu er den største og mest levedygtige politiske Organisation her i Landet.

(Nationaltidende 16. januar 1916)

Ryssels 70-Aars Fødselsdag.

Formanden for Højres Arbejder- og Vælgerforening, Overretssagfører L. Heine, har paa Hovedbestyrelsens Vegne sendt Klasselotterikollektør E. H. Ryssel en Lykønskningsskrivelse til 70-Aars-Fødselsdagen, ligesom H. A. og V. F. ogsaa har sendt Blomster i Anledning af Dagen.

Fra Grosserer Holger Petersen modtog Hr. Ryssel en Cigarkasse Sølv. Der indløb endvidere Hilsener fra Gehejmekonferentsraad Goos, som i et langt Brev opfriskede Minderne fra 80-emes bevægede Dage. Overretssagfører Poul Rasmussen. Oberstløjtnant Rambusch. Professor Paludan, Næstformanden for H. A. & V. F., Grosserer Kjeldskov, Fabrikejer A. Rich o. m. fl.

Desuden mødte der Deputationer fra Odd Fellow-Ordenen og fra Statsbanernes Billet- og Blanketforvaltning.

(Nationaltidende 17. januar 1916, 2. udgave).

E. H. Ryssel er begravet på Vestre Kirkegård. Hans gravsten ligger tæt på Søndre Kapel. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Amalie Henriette Goos død. (Efterskrift til Politivennen)

Denne artikel er en del af en serie om Carl Goos: Carl Goos Minister for Kirke- og Undervisning (1891). Amalie Good død (1904). Carl Goos 80 år (1915). Carl Goos død (1917)

Geheimeetatsraad Goos har haft den Sorg at miste sin Hustru, Amalie Henriette, sødt Irminger, i disse Dage efter et kort Sygeleje. Om den Afdøde skriver Forfatteren Knud Bokkenheuser i Vort Land bl a.:

Hun var en af de mest trofaste Kvinder, jeg har kendt Og det var ikke blot mod sin Mand, mod sine Børn og sine Nærmeste, nej, det var overfor alle dem, hun een Gang var kommen til at holde af. Udadtil og offentligt spillede hun aldrig nogen Rolle. Hun lod sig saaledes, skønt Kongen følte sig personlig knyttet til hende med Venskabsbaand, aldrig forestille ved Hoffet. Og den store Pragt, de glimrende Selskaber holdt hun ikke af, hun befandt sig bedst i Hjemmet, og vi, der holdt af hende, syntes bedst om hende der.

Det Djærve og Ligefremme, Usnærpede og Naturlige var en af hendes Ejendommeligheder, en Arv fra hendes Fader, den sandhedselskende og ridderlige gamle Admiral Irminger, hvem hun ogsaa altid talte til os Unge om med en dyb Veneration.

Der er mange, som sørger ved Fru Goos Død. Ikke at tale om alle de fattige Familier, som hun i Stilhed hjalp, og som beundrede hende og saa op til hende, saa vil hele den Kreds, der kom i det Goos'ske Hjem, savne den Støtte, som en Samtale med en saa begavet, rettænkende og aandfuld Kvinde var. Hvor mange har ikke søgt Raad hos hende; hvor har hendes kolde og kloge Kritik ikke skaaret igennem megen Affektation og meget Vrøvl; hvor har hendes varme og følte Deltagelse ikke rejst og støttet mange, der tvivlede om en god Sag.

Fru Goos var en betydelig Kvinde, der stod sin Ægtefælle værdigt ved Siden. Ved hendes Grav skal det siges, at hun igennem et Hjem, der tog sit Præg af hendes Sans for det skønne og gode, virkede i vide Kredse ved sit Eksempel, og ved sin typisk danske Naturlighed, der bares oppe af en fund Menneskelighed, som aldrig forvildedes af Sentimentalitet eller Overvurdering af det eller dem, hvormed den kom i Forbindelse.

(Ribe Stifts-Tidende 26. september 1904).

Nicolai Reimer Rump (1834-1900). "Prygleloven"s Forgænger. (Efterskrift til Politivennen)

N. R. Rump var efter sin juridiske embedseksamen 1859 blevet ansat i det slesvigske ministerium. Efter krigen 1864 hvor ministeriet forsvandt, blev han manuduktør. 1866 sorenskriver på Færøerne. 1871-1886 var han borgmester, byfoged og byskriver i Korsør. Rump er omtalt i adskillige andre indslag på Politivennen Live Blogging.

Fra Rumps politimestertid i Korsør før 1871 var han kendt for aktivt at støtte Højre. Korsørvælgere blev transporteret til Slagelse hvor de marcherede med faner og musik ind i byen, drak sig fra sans og samling på Højres regning og indledte slagsmål og spektakler. Rump marcherede i spidsen for disse optog. Hvis oppositionen valgt, indledte Højres vælgere ofte slagsmål og optøjer. Selvom Rump ikke deltog i disse optøjer, skete de i hans politimester tid hvor Korsør var berygtet for fanatisme og brutalitet. I 1876 spiste han belejligt middag med Slagelses politimester på hotel Postgården og forblev ved måltidet mens optøjerne fandt sted. Aviserne som hovedsagelig var partiske til fordel for Højre, berettede ikke om disse hændelser. 

Da de politiske vinde senere skiftede side i Korsør til Socialdemokratiet i 1913, kunne man læse følgende erindring om Rumps storhedstid i Korsør. En lidt bitter Venstre-mand beskriver her hvordan Højres politik overfor Venstre førte til at "socialisterne" i Korsør overtog magten:

Byraadsvalget i Korsør.

---

Saadan skifter Tiderne! Da Tauber i 1872 første Gang for Alvor rejste Venstres Fane i denne Valgkreds, fik han 12 Stemmer fra Korsør. Da T. stillede sig sidste Gang her i Kredsen 1879 var hans Stemmetal i Korsør dalet til 2, en foruden Glarmesteren, om hvis Død der dannede sig vilde Sagn. Med den haardeste og mest brutale Haand, som overhovedet kendtes - og der var mange haarde Hænder i de Tider - blev enhver frisindet Ytring kvalt, enhver Oppositionsmand knækket og knægtet, hvor det var muligt. En uskyldig Jernbaneassislent blev forflyttet mod sin Villie, fordi han var set læsende i en Sociologi, som en af Lederne forvekslede med Socialisme. Naar Oppositionens Førere passerede Byen, var de ikke sjældent Genstand for raa Demonstrationer. Holdt Venstre Møder, blev der først serveret Punch for Arbejderne, og naar saa Hr. Borgmester Rump i Uniform (!) dirigerede, blev Venstres Talere peben ned og maatte være glade til ved at slippe med det. "Referaterne" af deres Udtalelser var lige saa langt fra Virkeligheden som Himmelen fra Jorden. Endnu saa sent som 1892, da Sagfører Bentzen og Redaktør Jensen efter Indbydelse holdt et privat Møde med Aktionærerne i Arbejdernes Fællesbageri Aftenen for Valget, indfandt Politibetjent Vind sig ved dette, først "for at undersøge Bageriet", dernæst pukkende paa "Politiets Ret til at overvære alle Møder"! Kun ved alvorlig Forestilling om. at der vilde blive klaget, hvis han krænkede Foreningsretten, tøflede han hjem til sin Borgmester for at søge Trøst; men han kom dog ikke igen. Det Aar delte Korsørtoget sig for første Gang, idet 40-50 Vælgere rejste for sig selv og stemte paa Venstres Kandidat. Hidtil var disse Fællestog lige saa mange Højrestemmer som der var Mand, og man var meget liberal med at eftergive Fattighjælp foran et Valg. I Spidsen for Toget gik Hr. Rump, og til en Smædevise for Venstre marscheredes der til Frokost i Industriforeningen og senere ned i Ridehuset. Den, der skriver dette, har set Hr. Rump overrække Hr. Tauber et Eksemplar af en saadan paa Valgtribunen. 1876 forsøgte man at banke Bønderne af Raseri over Valgets Udfald; men det gik ikke. Bønderne vendte ikke den højre Kind til; de foretrak at slaa igen. Slagelse Politi (det gamle) forduftede, og Byens Politimester stod netop ved Højres Gilde og talte om et godt Forhold mellem By og Land. Saa han var jo ogsaa forhindret.

Saadan var vore Vilkaar, og saadan var de andres.

Vi er ikke skadefro, og vore Meningsfæller i Korsør har glemt gammelt Nag og stemt og virket for Borgerlisten. Fra et almindeligt Borgerstandpunkt er den skete Udvikling beklagelig. Men - om man havde været mindre haardhændet mod Venstre dengang, da var vist adskilligt anderledes nu. Kolding er et Eksempel herpaa. Man var anderledes hensynsløse overfor dem, man burde have støttet, end man har været det mod Socialdemokraterne. Af den Sæd er der vokset en Høst, som bjergedes i Gaar.

Det gamle Højreregimente i Korsør er færdigt og kommer aldrig mere til Magten. 

---

(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 15. marts 1913. Uddrag).

Bemærkningen om jernbaneassistenten hentyder til en afskediget jernbaneassistent Holst som havde søgt oprejsning pga. begrundelsen for afskedigelsen: at have drevet politisk agitation. Rump skulle som borgmester i Korsør have angivet ham. Herefter var han blevet forflyttet fra Korsør til en ringere stilling i Masnedsund efter angivelse af redaktøren af "Korsør Avis". Sagen kom op i Folketinget i januar 1884. Her afviste indenrigsministeren at Rump havde fremsat anmeldelse, og at han ad andre veje havde fået at vide at Holst agiterede mod forsvarsadressen - hvorved han var "kommet på kant med en del af befolkningen i Korsør". Forflytningen til Vordingborg var blot sket for at beskytte Holst! På trods af det vedtoges indstillingen dog med 64 stemmer mod 8. 

Rump var tilhænger af Estrups gendarmerilov fra 1885 - han mente at kun tiggere, løsgængere, vagabonder og forbrydere kunne være imod. En argumentation som ikke er ukendt i diktaturstater. Venstre påpegede da også den reelle hensigt bag korpset. Og korpset opnåede aldrig at blive populært, tværtimod forbitrelse.

Kort efter Rumps tiltræden som amtmand i Hjørring i 1887 afslørede Social-Demokraten horrible forhold på tvangsarbejdsanstalten i Korsør under Rumps borgmesterperiode. Se de særskilte artikler om dette. Bl.a hans behandling af de fattige på Korsør Tvangsarbejdsanstalt blev beskrevet som brutale, bl.a. med prygl efter borgmesterens ordre, ofte overværet af ham selv. På den lange bane betød det at der kom nye regler for fattiges behandling, således at Folketinget forbød opsynets ret til at give fangerne rotting. Dette beklagede Rump, og udtalte ved den lejlighed at "Sådanne fyre skal have prygl" .

Maler, tegner Alfred Schmidt (18581938). Blæksprutten 1899. "Tror Herren, det kan nytte mere i Dag?" Udslidt trækhest og politikere. Alfred Hage kommer kørende ind i byen på sin hestevogn som trækkes af et gammelt, svedigt og træt øg. Her møder han konseilspræsidenten (Hørring). Undertekst: - - Atter igaar var Konseilspræsident Hörring i travl Virksomhed med at finde den manglende Justitsminister. Resultatet blev desværre det samme som de foregaaende Dage - -

Rump blev valgt til Landstinget, fra 1894 kongevalgt. 1896 efterfulgte han den estrupske justitsminister Nellemann og minister for Island 1896-1899 i Højre-regeringerne Reedtz-Thott (1894-1897) og Hørring (1897-1900). Hørring havde problemer med at finde folk der var villige til at sidde i regering. Rump havde betænkeligheder (bl.a. fordi han skulle efterfølge Nellemann, Estrups tro følgesvend siden 1875). Det var ikke de store ting der blev vedtaget i hans embedsperiode.

 

Hvem er Justitsminister Rump?

Højre har altsaa bedt Hr. Rump om en Forandring i Retsplejen og en anden Ledelse af vort Politi.

Hvem er denne Hr. Rump, som skal være Københavns frelsende Engel, og som Højres Vælgerforening ønsker, at vi alle stal vise den største Tillid?

Til dette Spørgsmaal svarer vi følgende :

Hr. Rump er ikke Manden for at kunne fremme en Ordning, der forener Hensynet til Retssikkerheden med "den Enkeltes Krav paa at sikres mod vilkcarlig Behandling".

Før Hr. Rump blev Justitsminister og for han blev flyttet "norden for Lov og Ret", som Amtmand i Hjorring, var han en Tidlang Politimester i Højreravnekrogen Korsør. Hans Virksomhed dernede er falden sammen med de ulykkeligste Dage for Lemmerne paa "Korsør Tvangsarbejds- og Forsørgelsesanstalt".

Forholdene paa denne Anstalt omtaltes i "Social-Demokraten" i 1888. Vi skrev den Gang en Række Artikler om Fattiggaards- og Forsørgelsesforholdene her hjemme, og den første af Artiklerne beskæftigede sig med Anstalten i Korsør. Hernede var Tvangsfanger og Fattiglemmer blandet mellem hverandre, og Behandlingen af disse Stakler var umenneskelig, kendt og berygtet over hele Landet. Lemmerne havde det værre end Tugthusfanger, idet Arbejdet var meget strængt og Føden ussel, medens Prygl derimod uddeltes i rigelige Portioner.

Og for Pryglene stod den Korsør Borgmester, Hr. Landsthingsmand Rump, som øverste Chef. En tidligere Inspektor paa Anstalten stod ikke i Yndest hos Hr. Rump, efter Sigende fordi han ikke var stræng nok overfor Lemmerne. Han kunde ikke lide at anvende Prygl, hvorimod Hr. Rump anfaae denne Behandlingsmetode for udmcrrket. Om det var af den Grund, at han saa ofte overværede Uddeling af Rotting paa Anstalten, er ikke godt at sige. men Faktum er, at han ofte var til Stede. Det var vitterligt for enhver, at Borgmester Rump ingen Smærte følte, hver Gang han, som Retsarvighedens Haandhaver, diklerede en eller anden Stymper en Dragt Klo og saae Dommen blive eksekveret paa staaende Fod. Tojet af lige til den bare Skjorte, et Par Mand til at holde Fyren og stramme Ryggen og saa flog man los saa godt som paa den bare Ryg as Hjartens Lyst.

Det var nu endda kun den officielle Uddeling af Prygl. Den gik dog efter en Art "Lov og Dom", var det end saa sin Sag dermed; men saa havde man ogsaa en mere privat Afbankning, der henhorte under en endnu hurtigere Retsforsolgning.

Hr. Rump opfordrede nemlig ofte Opsynsperfonalet til, naar en af Lemmerne gjorde Vrøvl eller der paa anden Maade var noget i Vejen, bare at give ham en god Dragt Prygl.

Den Slags demoraliserende Ordrer fra den øverste stedlige Myndighed har selvfølgelig ikke undladt at sætte dybe Spor hos det overordnede Opsynspersonale. Og Følgen blev en raa og i høj Grad uforsvarlig Behandling af Lemmerne ved enhver Lejlighed. En anset, bosiddende Mand fortalte i den Anledning en oplysende Historie, som passerede i Korsør, da Hr. Rump var Borgmester dernede. Han gik en Vinterdag tilligemed sin Hustru, en Ven, der er Købmand, og dennes Hustru en Tur uden om Byen. Paa en Vej bag Skoven traf de paa en Betjent og en Karl fra Anstalten, der lige havde anholdt en af Lemmerne, som samme Dag havde absenteret sig. Det var aldeles oprørende, fortalte han, saa disse to Lovens Mænd hamrede løs paa den ulykkelige Desertør med deres Stokke. Saa umenneskeligt var det, at de alle fire fandt sig beføjede til at give deres Harme og Indignation Luft. Naturligvis uden Resultat. Den samme Mand fortalte om Karlen, at han ikke kunde udholde at være paa Anstalten, fordi han ikke kunde være haard nok mod Lemmerne og ikke var i Stand til at opfylde Ordren: Prygl ved det mindste Ord, de mukker eller svarer igen.

Hr. Rump var den øverste Myndighed paa dette Sted. Hr. Rump anbefalede Prygl for et godt Ord. Og denne Mand, som ikke forhindrede Tilstande, under hvilke Vilkaarlighed og Raahed gik i Svang, ønsker man skal fremme Retstilstandene her i Landet, specielt bidrage til Omordningen af Københavns Politiledelse.

Vi antager, at Borgerne vil bede Vorherre bevare sig for Hr. Rumps Indgriben og ønsker ham væk tilligemed det fordærvelige Retssystem, han mere end de fleste har holdt Haanden over.

(Social-Demokraten 8. august 1896).

Fotograf Lars Peter Rasmussen: N. R. Rump (1834-1900), ægtefælle Helene Sophie Rump, født Olrik (1830-1899). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Grundlaget for Rumps "Pryglelov"

"Berlingske Tidende" indeholdt i Aftes følgende:

"Sikkerheden paa Kjøbenhavns Gader. Af falske Meddelelser i flere Blade om, at Røverier efterhaanden stulde være blevne ret hyppige her i Staden, tog vi nylig Anledning til at fastslaa, at der overhovedet ikke i meget lang Tid har fundet et virkeligt Røveri Sted i København, samtidig med at vi eksempelvis paaviste, hvorledes en ganske ubetydelig og langtfra allarmerende Begivenhed i oppustet og udpyntet Tilstand var gaaet igennem en Række Blade.

Der synes i det hele i den senere Tid at være en vis Tendens til at fremstille Forholdene paa Københavns Gader som særlig usikre.

Et særrlig fremtrædende Eksempel herpaa frembyder en Meddelelse, der for godt en Uges Tid siden indeholdtes i adskillige Blade. Under Overskrifter som "Overfaldet". "Bølleoverfald!" o. fl. beskreves, hvorledes en yngre Person den foregaaende Nat var fundet liggende i Istedgade med et dybt Hul i Hovedet, hvoraf Blodet stod stærkt. Personen, der havde været fuldstændig bevidstløs og altsaa ikke havde kunnet afgive nogen Forklaring, var straks kørt til Kommunehospitalet. Al Sandsynlighed talte naturligvis ser, at der her forelaa en særlig grim Form for et Bølleoverfald. Meddelelserne var ganske vist i holdt noget forskelligt, men stammede aabenbart fra samme Kilde.

Paa Grundlag af indgaaende Undersøgelser er vi i Stand til at oplyse, at den hele Historie er fuldstændigt Opspind. Politiet kender ikke det allermindste til Sagen, og fra Kommunehospitalet er der afgivet den Erklæring, at det af Hospitalets Bøger og Lister fremgaar, at der til den anførte Tid ikke er behandlet et saadant Tilfælde paa Hospitalet, og at den vagthavende Læge er ingen saaledes tilskadekommen Person indbragt, hverken til Forbinding eller Indlæggelse.

Det er klart, at den Art Meddelelser, særlig naar de fremkommer samtidig i flere Blade, let vil gøre ubodelig Skade. Ingen staar sig ved eller kan have Glæde af, at den Overbevisning skulde fæste Rod, at man ikke trygt kunde færdes i Byens Gader.

* * *

Nu river "Berl. Tid." pludselig hele dette Grundlag for Hr. Rumps Pryglelov bort - nu, da det er bagefter, og Loven forlængst er vedtaget trods Socialdemokratiets Protest. Bladet burde have fremsat sine Oplysninger forinden Loven blev vedtaget, men da tav det stille.

"Berl. Tidende"s nuværende Standpunkt er ganske det samme som Socialdemokratiets Repræsentanter paa Rigsdagen indtog, da de hævdede, at der ingen som helst Grund var til at vedtage en saadan Lov, og det beviser endvidere, at vore Repræsentanter ogsaa havde Ret, da de fremhævede, at Lovens Hensigt ikke var at ramme Overfald, men at skaffe Reaktionen et nyt Vaaben overfor strejkende Arbejdere.

Justitsminister Rump har mere end nogen anden bidraget til, "at den Overbevisning skulde fæste Rod, at man ikke trygt kan færdes paa Københavns Gader", og "Berl. Tid." har i saa Henseende hjulpet ham, hvorimod Socialdemokratiet, idet vi protesterede mod Hr. Rumps Pryglelyst, har søgt at forhindre denne Overbevisning i at fæste Rod.

(Social-Demokraten 3. juni 1897).

Som repræsentant for højrefløjen i Højre var han i denne regering noget isoleret. Han blev upopulær hos oppositionen til Højre. Rump forelagde bl.a. i samlingen 1896/97 en ændring af straffeloven. Han foreslog i første omgang tvangsarbejde og rotting for selv bagateller. Med slet skjult adresse var den rettet mod strejkende arbejdere. Det blev af oppositionen betegnet som "bølleloven" og "prygleloven". Han var utilfreds med at skulle fjerne rottingstraffen, men modererede sig senere. Gehejmeråd Goos udtalte dengang sin glæde over at justitsministeren ikke havde foreslået prygl som straffemiddel. Rump udtalte:"Jeg kunne nok sympatisere med tanken om at give bøllerne prygl, men jeg anser det for umuligt at tænke på at byde Folketinget en sådan lov." men såvel P. G. E. Jensen og Alberti var dengang med på prygl anvendt som andet end disciplinærmiddel overfor straffefanger, og i 1904 fik Alberti manipuleret pryglestraf overfor førstegangsforbrydere i Folketinget - "Prygleloven".

Journalisten og senere chefredaktør for Politiken Henrik Cavling havde udgivet rejsebreve med titlen "Det Danske Vestindien" baseret på et besøg i 1894. Heri havde han beskrevet tropekolonien som et statisk samfund der levede i fortiden. Nationalfølelse var der ikke meget af i kolonien. Bogen stærkt racistiske fordomme om de sorte vakte ingen opsigt: "Negeren er meget doven, så doven at han næsten ikke gider slå en spyflue af sin egen næse". Det gjorde derimod hans kritiske beskrivelse af hvide embedsmænd og de hvide generelt. Især da han tre år efter skrev folkekomedien "Den vestindiske soldat", der havde de udsendte danske soldater som hovedpersoner. Kultusminister H.V. Styhr forbød bogen efter pres fra guvernementet i Vestindien. Cavling mente at Danmarks tid som vestindisk kolonimagt burde afsluttes hurtigst muligt. En salgsaftale med USA blev i 1902 forkastet af Rigsdagen efter en meget snæver afgørelse.

Edvard Brandes havde 1899 i bogen "Det unge blod" karikeret Rump, dog næppe nok til at rejse en injuriesag. Men Rump besluttede i stedet at gå efter nogle "utugtige kapitler". Enden blev at Brandes fik en bøde på 200 kr. og 20 dages hæfte. Rump fik endnu ethak nedad i den offentlige mening. I et brev til Vilh. Andersen skrev Edvard Brandes selv:

"Jeg har skrevet to Fortællinger Lykkens Blændværk og Det unge Blod, om hvilke der blev en farlig Staahej; den sidste nød endda den Ære – jeg mener Ordet Ære bogstaveligt – at blive dømt som utugtigt Skrift af danske Dommere...  for mig selv var Dommen af stor Betydning, idet den fæstnede hos mig Bevidstheden om, at jeg havde handlet hæderligt ved at skrive min Bog, hvilken altsaa blev dømt, da Sagen først var anlagt af Hr. Rump, tilskyndet dertil af den indre Mission og Smudspressen i kærlig og naturlig Alliance. ..."

Bogen blev beslaglagt, men havde allerede solgt en del eksemplarer som cirkulerede blandt læsere. Forargelsen mod Rump voksede.

Amtmand Rump død.

I en Alder af 66 Aar er den for faa Uger siden efter Ansøgning og paa Grund af Svagelighed afskedigede Amtmand i Holbæk Rump afgaaet ved Døden. I den Tid, han beklædte dette Embede, var han saa lidende og svag, at han i Virkeligheden næppe har fungeret, og hans Bortgang kan derfor ikke siges at komme uventet. Rump har iøvrigt havt en rig Virksomhed som Embedsmand. Efter at han havde taget juridisk Embedsexamen med bedste Karakter til begge Prøver og dernæst tillige den slesvigsk-juridiske Examen, var han ansat i det slesvigske Ministerium indtil Freden 1864. I 1866 blev han Sorenskriver paa Færøerne, l 1874 blev han Byfoged og Borgmester i Korsør.

Det var vor indre politiske Strids varmeste Dage og ikke mindst heftig stod Kampen i den vestsjællandske Kreds, hvor Tauber var valgt i Slagelse, men hvor navnlig Borgerne i Korsør som ivrige Højremænd gjorde Alt for at faa ham fortrængt.

Deres Byfoged gik gierne i Spidsen og udfoldede en ualmindelig Iver, en ualmindelig Dygtighed. Baade som Agitator og som Organisator var han den første Mand, utrættelig paa Møder, i Stand til at slaa Modstanderne i Diskussionen, hvortil han medbragte sine solide juridiske og politiske Kundskaber, varm for sin Sag men ogsaa frygtløs, idet han ikke veg tilbage for Angreb, selv om disse tidt bleve yderst nærgaaende. Hans personlige Bravhed og Elskværdighed skaffede ham Agtelse fra alle Sider, hans uomtvistelige Kraft som Embedsmand og som Partifører gav ham blandt Fjender som blandt Venner en Anseelse, der naturlig snart voxede ud over den stedlige Kreds. I denne lykkedes det ham at bære Sejren hjem, da det den 3. januar 1879 lykkedes Højre at fortrænge Tauder i Slagelse, idet Dahl fik næsten 300 Stemmers Overtal, 1326 mod 1042. Udfaldet vakte stormende Jubel i hele Hejre Landet over, og med Føje tilkjendte man Rump en Hovedpart af Æren. Til det Sidste havde han været i Spidsen - ogsaa bogstavelig talt, da Korsørianerne optraadte ganske "engclst", ved Extratog til Slagelse, med Procession, klingende Spil, en til Anledningen skreven Kampsang, Faner med stærke Indskrifter o. s. v.

Saa blev han valgt ind i Landsthinget, nærmest af Kjøbstæderne i Sorø og Præsts Amter. Hans Gjerning i vort Første Kammer blev dog fortrinsvis storpolitisk. Ganske vist var Rump Mand for at yde rent saglige Indlæg i Debatten og en ikke ringere Gjerning i Udvalg. Ikke heller undlod han i saa Henseende at gjøre sig bemærket; men jo skarpere Striden tilspidsedes af Venstre med dets Visnepolitik, des mere maatte Alt uundgaaelig koncentreres om den konstitutionelle Kjærne. Og her stod Rump forrest som Talsmand for den Politik, der bl. a. bestod i Anvendelse af Grundlovens 25 i dens yderste Konsekvenser. Gang efter Gang paatog Rump sig det Hverv at optræde som Højres paalidelige Ordsørcr under Landshingets Behandling af de forskjellige provisoriske Love.

Efter Forliget i 1891 kom Sagerne jo i en anden Gænge, og da Gehejmeraad Nellemann, som fra Ministeriet Estrup var gaaet over i Kabinettet Reedtz-Thott, i Juni 1896 trak sig ud af Regjeringen, blev Rump, der imidlertid havde faaet Amtmandsembedet i Hjørring, hans Efterfølger som Justitsminister og islandsk Minister, hvilken Stilling han fremdeles beklædte under Hørrings Ministerium indtil August 1899. Kort efter sin Afgang som Minister modtog han saa Udnævnelsen som Amtmand i Holbæk

Rumps Deltagelse i det offentlige Liv har havt sin Betydning og skal mindes med Anerkjendelse. Hans Dygtighed som Embedsmand, hans Retsindighed som Karakter og hans bramfri Elskværdighed som Privatmand sikrer ham den bedste Erindring hos Alle, men hvem han kom i nærmere Berøring.

(Dagens Nyheder 17. august 1900).

Amtmand Rump.

Som meddelt ved Telegram er fhv. Justitsminister Rump i Torsdags afgaaet ved Døden. Han var født den 26de Juni 1834 i Hillerød, hvor hans Fader var Glarmester. Han tog juridisk Eksamen, blev senere Sysselmand paa Færøerne, men forflyttedes i 1871 til Korsør som Dommer og Borgmester. Her havde Rump sin gode Tid. Under Højres Parti-Regimente var det jo saa ganske i sin Orden, at Dommeren blev Leder af Højres Valgagitation, og naar Rump i Spidsen for sine Korsørianere paa Valgdagen kom til Slagelse, kan det nok hænde, der blev Sjov i Gaden. På den Konto var det, at Rump naaede at gjøre sig berømt.

Han var nu inde paa den slagne Vej til Forfremmelse. Efter allerede i 1878 at være valgt ind i Landsthinget, hvor han viste sig som en flittig Mand ved Siden af Godsejerne, der rigtignok heller ikke er meget arbejdsomme, blev han i 1887 Amtmand i Hjørring, og i 1896 blev han Nellemanns Afløser som Justitsminister. Nogen fin Jurist var han ikke, og som Taler havde han kun en eneste Genre, nemlig den kjedelige. Hans Rolle som Justitsminister var ogsaa forholdsvis hurtig udspillet, og naar han endda blev siddende saa længe, som han gjorde, nemlig i ca. 3 Aar, var det nærmest fordi Hr. Hørring ikke kunde finde ham en Afløser. Hans Helbred var tilmed stærkt svækket, og i Holbæk hvor han samtidig med sin Fratrædelse som Minister blev udnævnt til Amtmand, kom han ikke til at virke synderlig.

(Thisted Amts Tidende 18. august 1900.)

Fhv. Justitsminister Rump død.

Om fhv. Justitsminister Rumps Dødsfald skriver "Vort Land" følgende :

Det er først to Aar siden, at Amtmand Bille i Holbæk døde, og allerede nu residerer Hans Efterfølgers Efterfølger i Embedet.

N. R. Rump, der efter sin Udtrædelse af Ministeriet Hørring blev Billes Efterfølger, kom syg til Holbæk, saa han ikke fik Tid til at udfolde sine solide Egenskaber i den ny Virksomhed, men efter kort Tid maatte tage sin Afsted.

Efterretningen om Hans Død kommer derfor ikke overraskende.

Sygdommen knækkede denne oprindelig raske arbejdsstærke Mand fuldstændig, saa at han de sidste Aar kun var en Skygge af sig selv. Den ligefrem usømmelige og uappetitlige Maade, "Politiken" benyttede hans Navn til sine Hm-Referater, bidrog ikke til at forbedre Hans Helbred. Særlig efter at Rump havde forbudt Opførelsen af Cawlings "Den vestindiske Soldat", var der ikke den Taktløshed, Bladet nægtede sig mod ham.

Rump var født den 26de Juni 1834 i Hillerød og Broder til den afdøde geniale Landskabsmaler. Han tog i 1859 juridisk Embedsexamen og blev samme Aar ansat i det slesvigske Ministerium. Efter Freden i 1864 afskedigedes han fra denne Stilling, var et Par Aar Sorenskriver paa Færøerne, indtil han i 1871 blev Borgmester og Byfoged i Korsør.

Snart blev Rump, der var ivrig Højremand, Korsørianernes politiske Fører. Under hans Ægide var det, at Tauber i 1879 fortrængtes fra Slagelsekredsen. I denne Periode var han en varm og dygtig Taler, der ved Agitationsmøder og paa Valgtribunen gjorde et stort og nyttigt Arbejde. Som Tak valgtes han af Købstæderne i Sorø og Præstø Amter ind i Landsthinget, hvor han ved Afstemninger altid var en sikker Mand paa konservativ Side.

Da Excellencen Nellemann 1896 trak sig tilbage fra Kabinettet Reedtz Thott, blev Rump. som imidlertid var blevet Amtmand i Hjørring, hans Eftermand som Justitsminister.

I 1899 maatte Rump af Helbredshensyn tage sin Afsked som Minister og blev kort efter Amtmand i Holbæk. Rump vil af alle, som kjendte ham, mindes som en ualmindelige brav og retsindet Mand, der kun vilde det Gode og som kæmpede for sin Overbevisning uden Frygt og uden Hensyntagen.

(Isefjordsposten 18. august 1900).

Et radikalt Venstreblad om

Amtmand Rump. Om den afdøde, fhv. Justitsminister, Amtmand Rump skriver den radikale Vendsyssel Tidende :

"I politisk og social Henseende stod den afdøde os og de frisindede Vendelboere i det hele saa fjernt som muligt. Hvad der i saa Henseende kan være at sige, er alt sagt under Fortidens Strid, og i Fremtiden vil det blive nærmere bestemt af den Historie, der omhandler vore Kampaar.

Men naar vi særligt se paa det Arbejde, den afdøde har udfoldet for Vendsyssel i den Tid, da han virkede heroppe som Amtmand, da finde vi dette præget af en saa energisk, handlekraftig Villie til at fremme og gavne Udviklingen heroppe, at vi ikke kunne nægte denne Del af hans Virksomhed vor oprigtige Paaskønnelse.

Kommer dertil, at Amtmand Rump i sine sidste Leveaar blev prøvet haardt i dyb Sorg og smertefuld Sygdom, saa høre vi Budskabet om hans Død med den medfølende Sympati, som naar ud over alle de Meningsforskelligheder og Kampe, der nu en Gang ere Livets Kaar".

(Ribe Stifts-Tidende 20. august 1900)

Rump trak sig af helbredsårsager som justitsminister i 1899, og blev efterfulgt af ovennævnte professor Carl Goos. Derefter udnævnt som amtmand over Holbæk Amt. I september 1899 blev han opereret for galdesten hvilket dengang kunne være dødeligt. Han overlevede dog, og den 10. november 1899 meddelte Herning Folkeblad at Rump var så rask at han kunne spadsere i Frederiksberg Have. Men sygdom fik ham til at tage sin afsked 1. august 1900, hvorefter han døde kort til efter.

I bladet "København" blev han beskrevet som en hensynsløst provisorist - hentydende til Estrups provisorier. Hans virke i Korsør "med dets berygtede fattiggårdsaffærer og valgoptog med slagsmål". (Om denne anstalt, se Politivennen Live Bloggings indslag). "Han hørte til de mest usympatiske skikkelser som provisorietiden drev frem på den politiske arena. Som amtmand var han derimod oppe i Hjørring ved at vinde nogen anseelse; der burde han været blevet."

Rump blev begravet den 23. august 1900 i stor stilhed på Vestre Kirkegård. Provst Glahn (Frederiksberg) holdt talen, bl.a. om den afdødes "store flid" og "retsindighed".

En af N. R. Rumps sønner, Johannes Rump (1861-1932) sad i Københavns Borgerrepræsentation 1903-1932 - for Socialdemokratiet! Han havde været medlem allerede kort før faderens død i 1900. Han var som sådan med til at vælge Jens Jensen som den første socialdemokratiske borgmester i 1903. Han var bl.a. ven med Carl Jacobsen. Johannes Rump blev til forskel fra sine forældre begravet på Bispebjerg Kirkegård.

Albertis "Pryglelov" blev vedtaget af Folketinget med mindst mulig marginal. 54 medlemmer stemte for - der krævedes ellers 57 hvis alle var mødt. Heriblandt 4 ministre. Og kun efter at konseilspræsidenten forlod salen.

Pastor Moes Begravelsestale i Harboøre. (Efterskrift til Politivennen)

Den 21. november 1893 druknede 26 fiskere under en storm ved Harboøre. Hustruerne og 74 børn mistede deres forsørgere. 

En af begravelsestalerne blev holdt af Carl Moe (1848-1927). Han var 1872 kapellan i landsbyen Stenstrup på Sydfyn. 1877-1885 var han præst i Harboøre Sogn. Den første vinter mistede ægteparret et barn af sygdom, en anden blev skadet på helbredet for livet. Her holdt han 1881 hvad der senere blev kendt som ”brændevinsprædikenen”. Den anses for begyndelsen på Harboøre-vækkelsen: "Brændevinsdjævelen" førte menneskene til Helvede, sagde han. Menigheden blev skarpt opdelt i ”Guds børn” og ”Verdens børn”. ”De hellige” og ”de vantro”.

Moe blev 1885 præst i Skanderup nær Kolding, men han kom af og til i de følgende år. Og altså også ved begravelsen. I talen gjorde han det klart at ulykken ikke var naturens kræfter. Kun "dårerne" tænkte sådan. Drukningsulykken var Guds vink med en vognstang til omvendelse. Henvendt til de vakte, sagde han: ”Kunne I nu ogsaa tro, at alt det, der er sket i disse Dage, kommer fra Guds Kærlighed?”.

Der var journalister fra nær og fjern til stede, som talen faldt for brystet. Moes tilhængere så deres artikler som københavneropstandelse. Andre så det som eksempel på hvordan et lille samfund var blevet påvirket af en fundamentalistisk velorganiseret sekt, Indre Mission.

De følgende artikler stammer dels fra lokale aviser fx Holstebro Avis og Aalborg Amtstidende, dels fra det konservative Nationaltidende. Der blev startet forskellige indsamlinger til de efterladte som indbragte betydelige beløb, bl.a. af kongelige. Nationaltidende meddelte 15. december 1893 at der var indkommet knap 19.000 kr.

Begravelsesdagen paa Harboøre.

Lemvig, den 28. Novbr.

Som telegrafist meddelt i forrige Numer jordedes Mandag Eftermiddag 14 af de ved Harbøre forulykkede Fiskere.

De sidst ilanddrevne var Niels Falkesgaard, der kom ind for Husby, Jens Simonsen, der kom ind for Fjaltring, og Carl Joh. Johanson, der kom ind for Lilleøre.

Allerede fra Morgenstunden vajede Flagene paa halv Stang inde i Lemvig, og efter Haanden som vi nærmede os Harboøre, fyldtes alle Leje med kjørende og gaaende, som stævnede mod Harboøres lille Kirke, hvor den store Sørgehøjtidelighed skulde gaa for sig.

Det var, som om Naturen tog Del i Højtideligheden, om Natten var falden et Lag Sne, et Par Tommer tykt, og det var bleven Frostvejr, saa Jorden laa glimrende hvid overalt. Men ved Middagstid blev det Tøvejr og under Begravelsen stormede og regnede det.

Følget.

Henimod Kl. 1, til hvilken Tid Begravelsen var fastsat, begyndte Ligskarerne fra Hjemmene at bevæge sig mod Kirken. Redningsvæsenet fulgte med Splitflag, der var anbragte som Faner paa Baadshagerne, der benyttedes som Fanestænger. Endvidere var Vaabenbrødrene fra Lemvig mødt med deres Fane. I alt et Følge mellem 2 og 3,000 Mænd og Kvinder.

I Følget bemærkedes Amtmand Dreyer, der repræsenterede Kongen, Kaptajn Drechsel, der repræsenterede Indenrigsministeren, Borgmester Lund, Lemvig, Fisterikontrollør Block, Redningsvæsenets Chef Konsul Andersen, Lemvig, en Del af Omegnens Præster i Ornat, mange Borgere fra Lemvig By og en Del af Omegnens Landmænd.

Der var sendt en Mængde Kranse, hvoraf vi skal nævne nogle aldeles i Flæng. En meget stor Palmekrans fra Kvinder i Lemvig, en Krans med røde og hvide Baand til hver Kiste fra Prinsesse Marie og Prins Valdemar, en Palmedekoration med gule Roser fra Indenrigsministeren, en Palme krans fra Dansk Fiskehandlerforening, en Laurbærkrans fra Handelsforeningen i Lemvig, en Krans fra Fisteexportørerne i Struer, en Krans fra Industriforeningen i Lemvig o. m. fl.

Ved den nordre Side af Kirken var den store Fællesgrav gravet, der skulde modtage de 14 Lig. For Enden af Graven var rejst en Tribune, der var overdækket med et Sejl, og derfra blev Talerne holdt.

Talerne.

Ligene blev nedsænket saaledes, at 2 Kister kom til at staa ved Siden af hinanden. Da Kisterne var komne i Graven talte først Stedets Præst,

Pastor Madsen. Han valgte til Text Neh. Bogs 8. Kap. 9. B. og følgende: "Denne Dag er Herren Eders Gud hellig, derfor sørge ikke og græde ikke, thi alt Folket græd der de hørte Lovens Ord." Det var Esras og Nehemias' Ord til Folket, da det kom hjem fra Landflygtigheden. Der er meget her, der minder om disse Træk af Israels Historie. Vi staa her overfor Herrens uransagelige Domme, og kun for dem, som elske hans Ord, for dem er der Trøst at finde.

Den strænge Gud har rystet Træet for at opsamle Frugter. For de, som staa tilbage her, lyder Spørgsmaalet: Skal det nu blive til Frelse for Eder? Der fortælles, at der var et helt Baadlav, der i deres Nød raabte til Herren og lovede Omvendelse, og der er vistnok mange af de Enker, som staa tilbage her, der ogsaa har lovet Gud, at nu skal det være Alvor, til disse skal det siges: Du skal holde dit Løfte! En hellig Fisker anraabte Gud om hans Hustrus og Børns Omvendelse. da han var i Havsnød; han kunde gjøre det, fordi han vidste, at han selv var frelst.

Taleren sluttede med en Bøn om, at denne Dag maatte være hellig for Herren.

Pastor Moe, Skanderup, talte derefter. Han begyndte med Ordene til Marie: Mesteren er her og kalder ad dig. Mesteren er den Herre Jesus, som ogsaa har været her og kaldt. Syndens Sold er Døden, men Jesus er Satans Overmand, han alene kan frelse Menneskene fra Helvede, fra Satans Vold. Kaldet i Dag gjælder først de hellige, de, som Herren elsker. De som rører ved dem, rører ved hans Øjesten. Men af de hellige er der igjen nogle, som han fornemmelig ser paa i Dag, nemlig de hellige Enker, og han siger til dem: Nu skal eders Tro prøves, om den ogsaa kan bære noget, om den har Kraft, saa I kan bære det, I nu har fristet, give eder ganske hen og takke for det altsammen. Det er nemt at tro i de gode Dage. i al Fald at tale om sin Tro; men derfor kalder Mesteren nu og siger: Kan I nu tro, skal I se Guds Herlighed.

Dette er Herrens Tale til sine hellige, og en Trøst for hvert Guds Barn, som vil tage derimod; men Ordet: Mesteren er her, som kalder ad Dig! gjælder ogsaa de vantro. Der staar ogsaa efterladte ved denne Grav, som ikke har noget Liv i Jesus. Her staar I mange, der har staaet Evangeliet imod, fordi I ikke vil slippe eders Synder. Alle I vantro, som ikke kan se, at et vantro Menneske er som en Muldvarp, der flyer Lyset, han kjender ikke noget til Sandhed, han er en Træl af Hovmod, Forfængelighed, Gjerrighed og Kjødets Lyst, en fortabt Sjæl, - til eder har Herren brugt denne stærke Tale! Husk nu det Løfte, I gav om Omvendelse, da I raabte om Hjælp i Havsnøden. Nu afgjøres eders Sjæls Frelse, bryder I dette Løfte, kan I aldrig frelses, men er i Satans Vold, thi Gud lader sig ikke spotte. Hør dog denne Herrens stærke Kaldelse her, som en Prædiken til Omvendelse; Herren har gjort det saaledes for eder her oppe, fordi det var nødvendigt for eders Sjæls Frelse. Jeg roser ikke de døde for at trøste de efterladte, det nytter ikke; den, der ikke har sit Liv i Kristus, hans Sjæl tager Djævlen til Helvede. Og hvad nyttede det at nægte, at en Del af dem, der ligger her i disse Kister, ikke havde noget Liv i Jesus? Mange Gange har Herren kaldet, men I har staaet imod, I vilde ikke slippe eders Liv i Synd og Løgn. Nu har han brugt dette stærke Middel, om de efterladte dog kunde omvende sig, nu har han kaldt paa I vantro, og skal han nødes til at slaa endnu stærkere Slag for at faa eders haarde Hjærter knuste? Men det maa I vide, al enhver vantro, der dør, hans Sjæl er i evig Fordømmelse og hører Satan til.

Daarerne og Fritænkerne vil sige, at hvad der her er sket, det er en Skjæbne, det skyldes Naturkræfterne, men de hellige veed, at det er Jesus, der har kaldt, og lad ikke hans stærke Kaldelse have lydt forgjæves. Herre Jesus, giv de hellige af Enker din Trøst, og hjælp de andre til, at de lytte til Din Kaldelse og omvende sig.

Stedets Præst foretog derefter Jordpaakastelsen.

(Holstebro Dagblad 30. november 1893. Kolding Folkeblad 29. november 1893. Citeret i Nationaltidende 13. december 1893)

Dette referat af den mundtlige tale forsøgte pastor Moe senere at korrigere ved at indsende hvad han påstod var hans skriftlige tale. Den var væsentlig mere afdæmpet ift. referatet fra Holstebro Dagblad. Senere sagde han at var hans eget referat af talen, efter hukommelsen:

Pastor Moe og Harboørefiskerne.

Fra Hr. Pastor Moe i Skanderup have vi i Anledning af vor Harboørekorrespondents Omtale af hans Optræden ved de forulykkede Fiskeres Begravelse og øvrige Virksomhed der i Sognet modtaget, dels en Gjengivelse af hans Tale ved Graven, dels Bemærkninger til vor Korrespondent, Hr. G. H. Uagtet disse sidste baade holdte i en noget skarp Form, og tillige optage en større Plads i Bladet, end vi under andre Forhold vilde kunne indrømme et saaledes Gjensvar, ville vi dog i Betragtning af den Opsigt, Sagen har vakt og i Følge den gamle Regel: audiatur et altera pars, optage disse, idet vi selvfølgelig samtidig give Hr. G. H. Leilighed til en kort Replik:

Tale ved de forulykkede fiskeres begravelse Paa Harboøre Kirkegaard den 27. November.

Af C. Moe.

"Mesteren er her og kalder ad Dig!" saaledes lød Marthas Ord til Søsteren Marie sad hjemme og græd over Tabet af sin Broder Lazarus. Mesteren, hvorom der tales er Jesus, Guds hellige Søn, som kom til verden for at gjøre Syndere salige Denne store Mester over Synden, for hvilken han gjorde Forsoning med sit Blod paa Korset, denne store Mester over Døden, hvis Vælde han tilintetgjorde ved sin Opstandelse fra de Døde, og over Dommen og Djævlen og Helvede, hvorfra han alene er mægtig at fri os faldne Mennesker - denne Mester over alle vore Fjender, Jesus, er nu ogsaa her og holder ad alle Eder, som her ere forsamlede. Allerfø rst kalder han paa Eder, I hans HelIige, som tro paa ham; thi Jesus elsker fremfor Alt sine Troende, om hvem der staaer skrevet, at "den, som rører ved Eder, rører ved hans Øiesten" (Zach 2,12), og blandt Eder igjen er det da særligt de hellige Enker og Slægtninge, som her staa, for hvem han har Omsorg. Han kalder paa Eder for at sige Noget til Eder, for at gjøre Eder dette Spørgsmaal: Kunne I nu ogsaa tro, at alt det, som er skeet i disse Dage, kommer Guds Kjærlighed? I have jo selv saa tidt talet med hinanden og vidnet for Andre om, hvor skjønt det er at være et Guds Barn, hvordan det alene er i Troen paa Jesus, at der er Fred i Striden, Frimodighed i Trængsel, Trøst i alle Sorger, men hvad nu? kan det nu slaa til for Eder selv, hvad I have talet om til Andre? I gode og lykkelige Dage er det jo ikke saa svært at tro Guds Godhed; men paa Nødens Dag, naar det seer saa mørkt ud rundt omkring, da er det, det skal vise sig, om Troen har Bærekraft. Har Eders Tro nu det, saa at I kunne sige uden Knur og Bitterhed: Ogsaa dette er fra Herren! Saa har Herren noget Mere at sige til Eder, det Samme som han sagde til hende da hun stod grædende ved sin Broders Grav: Dersom Du kan tro, saa skal du se Guds Herlighed. Det er Forjættelsen Herren knytter til den ydmyge, enfoldige: at "se Guds Herlighed," - det vil sige erfare Guds Kjærligheds Omsorg for Dig i alle Ting, erfare Hans Naades Magt til at frelse Dig og trøste Dig og netop gjennem disse Prøvelsens Tider bringe Dig en stor Velsignelse. Der er jo visse Frugter, som Herren saa gjerne vil se i sine Helliges Liv. Det er først ydmyghed, som mere end alt Andet smykker et Menneske i Guds Øine, dernæst Taalmodighed, der uden at knurre mod Herrens Tilstillelser, det hellige rene Sind, der vender sig i Afsky fra alt Ondt, lydighed til at bøie sig helt ind under Guds Villie og lade ham raade, Kjærlighed og Sandhed og mange flere. Alt dette viIde Herren gjerne have bedre og bedre frem i sit Folk, og dersom I kunne tro, at det er med det for Øie og alene af den Grund han har sendt denne Sorg, saa skulle i hans Herlighed aabenbare sig deri, at det ikke skal blive til Ulykke for Eder, men til Velsignelse, til et dyrebart og inderligt Liv i Herren med al den Fred og Lykke og Salighed, som dermed følger, saa I kunne takke ham af Hjertet netop for det, som nu gjør saa ondt. Og saa skulle I se hans Herlighed en Gang hisset, naar han opvækker de Døde og giver alle dem, som døde i Troen, et nyt forklaret Legeme, og de, som elskede den Herre Jesus, skulle finde hinanden der, hvor Døden ikke er mere. Og, Venner, dette er Trøsten, den store Trøst, som Guds Evangelium rækker os, og som Jesus saa gjerne ogsaa vil række Eder idag. Thi er der Nogen, der kan føle med et Menneske og tage Del i hans Sorg, da er det virkelig Jesus. Det er ikke vanskeligt for os Andre, om vi have lidt Hjerte i Livet, at forstaa, hvor svært det maa være paa en saa brat Maade at miste det, man elsker høiest paa Jorden, idet Mindste fyldte det mig, da jeg hørte derom, og i Aanden kunde se nogle af disse kjendte Skikkelser synke i Havet, med inderligt Vemod, der gjorde mit Øie vaadt; men hvor langt smerteligere for Eder. der staa tilbage som Enker, Forældre og Søskende, hver det vil gjøre ondt at mindes den tunge Nat og se den tomme Plads i Hjemmet, hvor der vil storme mange Tanker ind: Havde jeg dog blot faaet sagt rigtigt Farvel, da han gik - havde jeg dog bare faaet det Ønske opfyldt, det var det sidste, han bad mig om - ak, havde jeg dog ikke gjort ham imod den Gang - og sværest af Alt maaske, naar den lille Søn eller Datter seer op med sine barnlige Øine og spørger: Moder, kommer Fader ikke snart hjem? Men i Alt dette har den Herre Jesus Trøst. Ja, der tales ofte ved Gravene om de Dødes gode Gjerninger og Egenskaber, og man roser dem til Trøst for de Efterladte, men hvad Nytte er det til? De Døde kunne jo ikke høre det, det er som vilde man gjøre Nar ad dem, de Levende have ingen Trøst af det, det er som en Spand koldt Vand over dem. Nei men i dette: De, som dø i Troen skulle hvile fra deres Møie, de ere gaaede ind til Gud, ind til Jesus, hvor de skue hans Herlighed, og der skulle de Tilbageblevne, Enker, Børn og Slægtninge, som leve og dø i den samme Tro, se dem igjen, deri er der Trøst.

"Mesteren er her og kalder ad Dig" - det gjælder ikke alene de Hellige men ogsaa de Vantro, ogsaa dem blandt Eder, Enker og Slægtninge, og blandt alle Eder her forsamlede, som endnu ikke have givet Gud Eders Hjerter i Troen. Ogsaa Eder elsker Jesus, og han vilde saa inderlig gjerne at det, som er skeet i disse Tage, skulde blive til Velsignelse for Eder; derfor kalder han ad Jer, om han nu maatte faae Lov til at vække Jer op fra den aandelige Død til et evigt Liv i Gud. Et vantro Menneske er nemlig levende død. Saa længe Du lever i Synden, uden Gud, er Du blind som Muldvarpen for Sandheden og for Alt, hvad der angaaer Guds Rige. Saalænge Du er vantro, er Du kold overfor det Vigtigste af Alt, optagen kun af denne Verdens Ting, men uden Sands for det ene Fornødne, et Stykke Kjød uden Aand. Saalænge Du er vantro, er Du en Fange, en Syndens Træl uden virkelig Frihed, bundet i Hovmod, Gierrighed og Kiødets Lyst - og det Liv, der fortsættes og sluttes paa den Maade, kan aldrig ende med Andet end evig Fortabelse. Men Herren vil ikke nogen Synders Død, han er kommen for at frelse Menneskene og kalder nu paa Eder i denne Tid med sin stærke, alvorsfulde Røst, om han maatte faae Lov til at føre Eder fra Mørket ind i Lyset, fra Synden ind under Naaden, fra Fortabelsens Tilstand til et evigt Liv. Og der er ikke givet Frelse i noget andet Navn end hans. Kun den, der har Jesus i Troen, har Sandheden, som han selv har sagt "Den, som søger mig, skal ikke vandre i Mørket, men have Livets Lys". Kun den, der har Jesus, har Syndernes Forladelse med Fred og Glæde for sin Sjæl. Kun den, der har Jesus, har Trøst i Livets Sorg og Strid, og kun den, der troer paa ham, har den sande Frihed paa Jorden og en Gang den evige Salighed i Himlen. Ja, sandelig, om I vilde tro det, skulde ogsaa I se Guds Herlighed og komme til at erfare, hvordan netop det hellige Liv ham, som Verden spotter, og som I hidtil har været saa bange for, er det eneste, der er værd at leve. Saa lad dog ikke Herren kalde forgjæves paa Eder - og særligt henvender jeg mine Ord til Eder, som, da I vare Havsnød, gjorde Herren det Løfte, at I vilde omvende Eder dersom han førte Eder i Land. Hvordan kunde I komme i Tanker om at gjøre det, uden fordi I længe have vidst og den Gang følte, at uden Omvendelse og Tro paa Jesus kan intet Menneske dø i Fred? Men husk nu paa, hvad Guds Ord siger: "Naar Du lover Gud et Løfte, saa tøv ikke med at betale det; thi han har ikke Velbehag til Taarer." En Grubearbeider i England foer en Gang vild i Minegangene: med den visse Død for Øie raabte han til Gud om Frelse og lovede, at han vilde give ham sit Hjerte, hvis han vilde fri ham af hans Nød; Gud friede ham; men Arbeideren betalte ikke, hvad han havde lovet. En Tid derefter laa han paa sit Dødsleje, en Præst kom til ham og vilde trøste ham med Guds Ord; men til Alt, hvad Præsten sagde, fik han kun det Svar: "Jeg er fortabt, jeg skal i Helvede; thi jeg har lovet Gud et Løfte, men ikke betalt det!" Saaledes vil det gaa ogsaa Eder, dersom I blive i den gamle Vantro og Synd, efterat Gud nu har friet Jer af Dødsfaren, da I bad ham; thi Gud taaler vel meget af Menneskene, men han lader sig ikke spotte. Gjør derfor Alvor af det, og giv ham Eders Hjerter - Mesteren er her og kalder ad Eder! Hvor vilde jeg ønske, at Kaldet ikke maatte lyde forgjæves i del Mindste for dem, som bo paa Harboøre. Her er so ogsaa kommet Folk sammen idag andre Steder fra, mange maaske blot af Nysgjerrighed og uden Alvor. Igaar reiste jeg i Kupe sammen med nogle unge, flotte Friskfyre, der grinede og fjasede og bad Fanden tage sig paa, at det vilde blive en storartet Historie idag paa Harboøre. Saadanne Folk er her altsaa; de betragte det Hele som et Skuespil paa Verdens sædvanlige Vis og gjøre Løier endogsaa med Døden. Lad dem nu det, om de ville; men lad os Andre betragte bel, som det, det er, en Kaldelse fra Herren, hvis Hensigt det er ogsaa derigjennem at opsøge og frelse det Fortabte. For snart 9 Aar siden, kort førend jeg som Præst forlod dette Sted, skete en lignende Begivenhed, kun i mindre Stil; da var det, som der gik et Pust fra Herrens Aand hen over Sognet og mangen Sjæl søgte og fandt sin Frelser. Nu har Herren talet igjen paa samme Maade, kun endnu stærkere. Gud give, I maatte kunne høre det som hans Røst, ikke som en Skæbne eller som et Spil af Naturens Kræfter, saaledes som Daarerne mene, naar de i deres Hjerter sige: Der er ingen Gud: men som Herrens Røst, Jesu Røst, der kalder ad Jer for at aabenbare sin Frelser-Herlighed paa Alle dem, som ville tro! Amen ! 

-----

Der er Forskjel paa de i Fordringer, Menneskene stille til en Ligtale. Nogle forlange, at den skal være absolut kemisk ren for al positiv Kristendom. Andre, at den skal være fuld af Gud-Fader-Trøst, Lovprisninger af de Døde og Forsikring om Alles Salighed, og atter Andre, at den skal indeholde Sandheden saaledes som Guds Søn. Jesus Christus, har vidnet den, naar han siger: "Jeg er Veien og Sandheden og Livet, der kommer Ingen til Faderen uden ved mig". Dette Blads specielle Korrespondent fra Harboøre hører aabenbart til dem, der vil have en af de 2 første Slags, og da han nu ved Fiskernes Begravelse fik den 3. Slags, er han bleven ganske fortumlet og fortørnet over, at en Præst har turdet vove at sige noget, der ikke fandt Naade for hans Øine. Havde Talen været kemisk ren for al positiv Christendom, havde den sikkert faaet Prædikatet "gribende". Jeg lægger den nu herved frem for Offenligheden, saa kan Enhver dømme selv og behøver ialfald ikke at have sine Forestillinger om, hvad der blev sagt, fra en forarget Korrespondents farvede og mangelfulde Meddelelser ved Begravelsen foregik alt med al Høitidelighed og Sømmelighed; Referentens Tale om "Graad og Angstskælven" er Usandhed; Veiret var efter Aarstiden fortræffeligt, kun et Par smaa Haglbyger, der varede 1 Minut eller 2, og over Forsamlingen hvilede der en stille Høitidelighed og Frimodighed, der ytrede sig i Afsyngelsen af flere Psalmer. Der er ikke foregaaet det, der ligner Skandale undtagen den, som nogle af Referenterne have gjort bagefter - men den er rigtignok ogsaa temmelig grov. Var det blot mig, der var bleven angreben for min Tales Skyld, skulde jeg nu have lagt Pennen fra mig, men der er af Korrespondenten, der underskriver sig G. H., i dette Blad for 1. Dec. givet en saa skammelig Fremstilling af Menigheden paa Harboøre, at jeg maa bede Redaktionen om Plads for endnu nogle Bemærkninger. Hr G. H. skildrer Menigheden paa Harboøre som Mennesker, der "staa paa Grænsen af Vanvid" og "give sig Præsten i Vold med Hud og Haar", fordi "de tør ikke andel" ; Præsten har "skræmt al jordisk Liv af dem" og "drevet dem til Skinhellighed og Hykleri. Han kalder dem "aandelige Flagellanter", for hvem "Hjertets Rædsel er en Vellyst", og taler om "Befolkningens Intolerance og Brutalitet paa det religiøse Omraade", deres "aandelige Slaphed og Sløvhed". Alle disse Udgydelser illustreres saa med forskjellige Historier, som han har snappet op og fremstillet med en Veltalenhed, som vilde gjøre et Sladderselskab af Kaffesøstre al Ære. Den hæsligste af dem er den om de unge Fiskere, der skulle have bedt en Læge om, "at foretage en unaturlig og meget farlig Operation paa ham". Jeg har kjendt Harboørerne og havt meget Samkvem med dem i over 16 Aar, men har aldrig hørt det mindste om sligt. Saalænge derfor Hr. G. H. ikke beviser sine Ords Sandhed med en Attest fra vedkommende Læge, skal Historien stemples som en modbydelig Løgn. Og selv om det kunde bevises, at noget saadant virkelig var skeet, er Maaden, hvorpaa det berettes, lige afskyelig, fordi del ved Ordene "Hvor bogstaveligt disse Mennesker c: de Hellige, forstaa Skriften" osv insinueres, at det er noget, som er almindeligt og som godkjendes af Menigheden. Noget nær ligesaa hæslig er den næste Historie om de hvide Stykker Papir, der var klæbet paa Laaget af nogle af Kisterne. Hr. G. H. indrømmer selv, at han ikke saa, hvad der var skrevet paa Papiret, og at Ingen af dem, han forhørte sig hos, vidste Bested derom. Ikke destomindre giver han med stor Fripostighed den Forklaring, at "be skulde betegne, hvem af de Afdøde, der vare hellige, og hvem der var vantro", og skammer sig ikke ved at bibringe Læseren den Tanke, at det var Præsten, der stod bagved denne "haarreisende Raahed". Sandheden er naturligvis den at det har været de Afdødes Navne, Fødselsaar o. d. l og maaske et af de der paa Egnen brugelige Ligvers, som har været skrevet paa Papiret, En anden Gang skal Hr. G. H. ikke være saa raptunget med Ordet Raahed. - Ligefrem Usandhed er Historien om, at Fiskerne "sporenstregs forlade Fiskepladserne", saasnart "det rygtes, at Pastor Moe kommer paa et af sine hyppige Besøg paa Harboøre". Pastor Moe kommer 1 a 2 Gange om Aaret dertil; den ene Gang om Sommeren, og da ere Fiskerne aldrig hjemme, undtagen naar det er ganske tilfældigt; den anden Gang er ved et regelmæssigt i November Maaned tilbagevendende Missionsmøde, og Tiden for dette er netop sat til den ublide Aarstid, fordi Kutterfiskerne først da komme hjem for at begynde Havfiskeriet. - Af mindre Betydning er det, der fortælles om en Brudgom, der "ikke vilde modtage Lykønskning af en vantro Mand"; man maa kun spørge med Forundring, hvorfor Hr. G H. i dette Tilfælde betragter Ordet "vantro" som et Skjældsord, medens han ellers synes at mene, at det er meget hæderligere og elskværdigere og aandeligere at være en vantro end at være troende. Det faaer Imidlertid være nok hermed; det Fremdragne vil være tilstrækkeligt Vidnesbyrd om, hvilken Umage Hr. G. H. gjør sig for paa enhver Maade at skamskiænde disse Folk i hele Landets Øine, Han har ikke et Ord om, at det er disse samme Hellige, der aarligt ofre betydelige Summer for alt, hvad der kan fremme Guds Rige baade herhjemme og blandt Hedningerne - ikke et Ord om, at det er dem, der med stor bekostning i mange Aar have underholdt en Sygepleierske, som staaer til Tjeneste for hele Sognets Befolkning uden Betaling - ikke et Ord om, at det er de Helliges Kvinder, der hver Uge om Vinteren samles for al sy Klæder til de mange fattige Børn - ikke et Ord om deres Ædruelighed og Kyskhed - ikke et Ord om, at de dygtigste, modigste og mest energiske af Fiskerne findes blandt de Hellige - kun idel Spot og Haan, som kun er beregnet paa at stille dem i Gabestokken og ophidse Landets Befolkning imod dem Jeg undres over, at man bitroer en saadan Mand den Opgave at kritisere og bedømme en aandelig Bevægelse, af hvilken han ikke har mindste Forstaaelse. Man kunde ligesaa godt sende en af Harboøres Fiskere ind til Kjøbenhavn for at bedømme en Maleriudstilling. - Men hvad skal man saa sige, naar man seer, at det er den samme Mand, der 3 Dage iforveien i dette Blad for 29. Novbr. skriver om de samme Mennesker, at de er "feige" som deres Hytter mod Stormens Angreb, "Mænd," der tale om Dagens Begivenheder med stærke Røster og djærve Ord", at "sindigt og betænksomt komme Ordene fra dem, og de danne en høist behagelig Kontrast til de belevne Kjøbenhavnere, der tale meget, men sige lidt", "Deres Ærlighed og Tilforladelighed ytre sig hvert Øieblik": "de sige ikke mere, end de kunne staa ved"  "denne grundærlige, rettænkende, alvorlige Befolkning, der ikke vaaser men handler", som "jeg har faaet kjær (sic!) i de faa Dage, jeg har levet sammen med dem", denne ufordærvede Oprindelighed, den urokkelige Alvor, hvormed de tage alt, selv de mindste Bagateller", "den simple bramfri Naturlighed hvormed de berette om store Ting", "Folk, der passe deres Dont, altid rede til at trodse Faren, naar det gjælder". Læseren mærke sig vil, at det er de samme Folk, G. H. taler om baade den 29. Novbr. og den 1. Dec, han siger det selv; thi ovenstaaende smigrende Skildring slutter med de Ord: "de stole blindt paa det guddommelige Forsyn og Præstens Ord - dog om denne deres Hellighed skal jeg senere tale mere", og saa kommer alle Smædeordene om dem i næste Artikel. Det seer ud, som om Hr. G H. ved at overvære de Forulykkedes Begravelse er gaaet ganske fra Sans og Samling, saa han slet ikke selv mærker den Selvmodsigelse, hvori han gjør sig skyldig, heller ikke den Plet, han sætter paa sine Hjemmelsmænd ved at offenliggjøre, hvorledes disse for en dem ganske ubekendt Fremmed har bagvasket deres Byesbørn. Hr. G. H. er fyldt af hellig Fortørnelse over den haarde Behandling, som Præsterne skulle have givet Harboøre Befolkning og paa samme Tid ganske blind for den hjerteløse Fordømmelsesdom, som han i lynende og flammende Ord selv slynger ud mod den samme Befolkning. Man kunde fristes til at spørge: Hvor gammel mon Hr. G. H. er? Sluttelig skal jeg kun udtale min Forbavselse over den ugenerte Dristighed, hvormed Hr. G H i Artiklen af 2 Novbr. begynder med at anbefale Pastor Madsen og mig at hykle. Han finder det "klogt", om vi ved denne Lejlighed havde talet anderledes, end vi pleie og "lade Folk rundt om i Landet blive i den Mening, at de hellige Præster i alt Væsenligt prædikede det samme Evangelium som deres ikke hellige Embedsbrødre". Den Slags Klogskab benytter han sig maaske selv af, og det seer nok ud, som om han selv praktiserede den, da han skrev sin smigrende Artikel af 25. Novbr., medens han endnu opholdt sig paa Harboøre, medens han lastede Hammen, da han havde forladt Harboøre den 28. Novbr. Men deri skal han have Ret, at den Slags Klogskab kalde vi Præster "Satans Værk" og skulle meget frabede os Anvisninger i den Retning. Hvad han end har skrevet for at blamere os i "hundrede Tusinde af Hjem" skal han dag lade os beholde den Ros, at vi hyklede ikke, fordi der stod nogen fine Folk og nogle kjøbenhavnske Referenter ved Siden af os paa Tribunen.

Skandrup Præstegaard, den 2 Dcbr 1893.

C. Moe.

---

Pastor Moes ovenfor gjengivne Ligtale er ikke den, han holdt ved Graven. Exempelvis staaer det mig ganske klart, at Ordene Helvede, Djævelen og Satan forekom langt hyppigere end i det her gjengivne Manuskript. Der foreligger ikke nogen stenograferet Gjengivelse af den, men jeg - og andre med mig - er ganske overbevist om, at enten har Hans Velærværdighed, saafremt Ovenstaaende virkelig er i den i Forveien skrevne Tale, i Øieblikkets Hede ved Begravelsen brugt stærkere og mere saarende Ord og Vendinger, end han fra først af havde paatænkt; eller ogsaa har han nu i Offenliggjørelsen Stund revideret sit Manuskript og modificeret det, saa at Brodden er gaaet af det.

At Hr. Pastoren imod alle de Angreb paa ham, der ere fremkomne fra snart sagt enhver Side, har anset det for rettest at tage til Gjenmæle i et saadant Djævlens Værk som et kjøbenhavnsk Dagblad, tyder paa, at han har følt sig haardt ramt og i Grunden er meget ilde ved den hele Affære. Rimeligvis er det ogsaa Følelsen af denne sin egen Stillings Uholdbarhed, at han lader sin yngre Meningsfælle, den nu aabenbart noget benauede Pastor Madsen, selv klare for sig som han kan, og indskrænker sig til at feie for sin egen Dør, værne om sin egen Helligdom. Dette kan ogsaa give et Menneske nok at bestille

Med en kritisk Gjennemgang af Hr. Pastorens mange Behageligheder overfor mig skal jeg ikke trætte mine tænksomme Læsere. At han ikke er bleven glad ved, hvad jeg skrev, kan jeg saa godt forstaa. Men Meningen med det var jo heller ikke at glæde Hr. Pastoren i Særdeleshed og de krasse Indremissionsmænd i Almindelighed. I hvor høi Grad det vandt Gjenklang, hvor det skulde, har jeg baade offentlig og privat faaet mange Beviser paa. 

Idet jeg takker Hr. Pastoren, fordi han paa ny har optrykt alle Hovedpunkterne i "min skammelige Fremstilling". - det opnaar man da af og til i en lille Polemik, at Sandhederne blive sagt to Gange i Stedet for en Gang, - skal jeg i Anledning af Historien om Operationen bemærke, at, da jeg ikke ved, hvem den paagjældende Læge var kun jeg heller ikke anmode ham om en Attest. Og for Resten - til hvad Nytte en saadan Attest? Historien, som Hr. Pastoren, fordi han aldrig har hørt om den, paa Forhaand stempler som modbydelig Løgn, viIde han - lidt umotiveret - finde lige afskyelig berettet, om den end var nok saa meget bevist.

Mine Hjemmelsmænd til denne og de øvrige Historier ere saa paalidelige Mænd at jeg aldeles ingen Grund har til at tvivle paa deres Sandhed, og de kjende Harboøre mindst lige saa godt som Pastoren Men dem skal jeg vel vogte mig for at navngive, da det jo vilde være det Samme som at sætte hele det "hellige" Tordenapparat i Bevægelse specielt over deres syndige Hoveder. Naturligvis kan, efter Hr. Pastorens Opfattelse, intet sandt Ord udgaa af en "Vantro"s Mund.

Det med de mange Penge, Harboøre-Folkene give Indre-Mission, skulde Hr. Pastoren hellere have ladet uomtalt i dette Øieblik. Interessen for de utallige Indsamlinger kunde ellers kølnes lidt ude i Publikum.

Den Selvmodsigelse, jeg skulde have gjort mig skyldig i ved i mine første Harboøre-Breve at tale sympathetisk om Fiskerbefolkningen og i det sidste "stille den i Gabestokken" osv., er opfunden af Hans Velærværdighed selv. Enhver, der kan læse, vil have forstaaet, at jeg i mit sidste Brev, langt fra at udtrykke Foragt for, tværtimod udtrykte dyb Medlidenhed med Harboøre-Folkene og desuden en ganske naturlig Harme imod de Præster, der havde gjort alle disse "Hellige" saa forskruede og forkuede, som de faktisk ere paa det religiøse Omraade.

I det Hele er jeg glad over, at jeg uventet har faaet en saa udmærket Leilighed til at tage Bladet fra Munden og blotte Overgrebene af en Retning i Kirken, som foruden flere Lyssider har saa store Skyggesider, at disse kunne lægge - og in casu virkelig lægge - hele Landsdele i dybt aandeligt Mørke.

Lad disse forblindede Ultra-Hellige saa meget, de ville, paastaa, at Dommen tilkommer dem, at de selv ere de eneste, der kunne se og forstaa. Vi Andre hævde, at vi dog ogsaa have Øine at se med, Forstand at tænke med og Følelse at tro med. Og - hvad der i Denne Sammenhæng er af større Betydning - vi kunne ialfald fuldt vel se og forstaa, hvad Høst der tør ventes af Pastor Moes & Konsorters Udsæd.

G. H. 

(Nationaltidende 7. december 1893).

Begravelsen paa Harboøre. I den rejste Diskussion om Præstetalerne og den bagved liggende Religionsforkyndelses-Maade bør vi ikke være ensidige. Vi bør ikke uden videre overføre vore Forhold til Jyllands Vestlyst og lige overfor Fiskerbefolkningen anlægge det samme Syn som overfor Befolkningen i Kjøbenhavn eller paa Sjælland. Hvad enten man taler om Religion eller hvilket som helst Andet, maa Taleren rette sig efter Tid, Sted og Tilhørere - og det er sikkert, ai Befolkningen mellem Klitterne behøve Forkyndelsen paa en anden Maade end Sjællænderne. I de dybest inde alvorlige Sind, fostret af Opdragelse, Omgivelser og Levnelsløb, vil den alvorlige Tale bedst fænge. Det er således givet, at en Præst absolut mellem Klitterne maa tale paa en Maade. som frastøder os - derfor kan man ikke sige, at han i og for sig handler galt.

Det gaaer hermed som saa ofte, at man forvexler Ydre og virkelighed: man maa kunne stille sig paa samme Standpunkt som dem, man vil bedømme.

Men naar vi altsaa indrømme, at Præstens Tale maaske er netop, som Befolkningen behøver den, og som den ønsker den, saa have vi Ret til dybt at beklage, at det er saaledes. Vi have Ret til at beklage, at Oplysningen tilsyneladende lader saa meget tilbage at ønske.

Der siges i den harboørske Menigheds-Erklæring - og jeg har hørt det sige af alvorlige Mennesker ogsaa Her - at de Folk, der late Præsten Tale, det er Ikke-Kristne, der ikke tage Kristendommen som den skal tages, i dens Konsekventser. Thi her maa skelnes skarpt mellem Hellige og Vantro. Og Menigheden siger: at det verdslige Sind forargedes, undrer os ikke.

Her staa vi ved det Punkt, der er saa mange "Helliges" Svaghed - de kunne ikke taale Kritik Thi saa Liden er deres Kristendom, saa stor deres Egenkjærlighed, at de benævne en Misbilligelse af deres Være-Maade som "Spot" og "Haan". Men de selv - stod ikke Præsten ved den store Fællesgrav og drog et skarpt Skjæl - formasteligt, fordi Ingen evner at dømme her, stod han ikke og talte om de "Vantro" med virkelig Afsky og langt, langt mere af "Spot og Haan" end den der er viist ham og hans Hellige.

Hvorledes kan dog Nogen trække denne bestemte Grænse mellem "Hellige" og "Vantro" ? At gjøre dette forekommer mig at være Vantro.

Kan være, der er mange daarlige Personer mellem Fiskerne som mellem os Andre. Vi herovre synes ikke om, at Præsten i Ligtalen benytter Ligene til at slaa de Efterlevende med Alvorsord, formanende Ord - de høre hjemme her - men at give bestemte Personer offenligt til Pris ikke blot for Menigheden, men for Tusinder af Fremmede, det kan aldrig forsvares for Gud.

Man taler ikke til en frelst Baadebesætning paa den Maade ved en Ligfærd - husk ved en Ligfærd! Det kan dog ikke være at fremme Guds Rige, hensynsløst at træde Kjærligheden under Fødder for at tale Kjærlighedens Sag ? 

Vi herovre ønske Eder alle mellem Klitterne bebre timelige Kaar - maaske saa ogsaa I vilde faae i Eders Hjerter Sol og LYS og Varme til at dyrke Eders Gud i Freidighed og i Kjærlighed. Prøv nu først at dømme de hundrede Tusinde Vantro der tænkte saa kjærligt paa Eder i Nøden!

Hans Christian.

(Nationaltidende 13. december 1893. 2. udgave).

Lauritz Oscar Wils (1852-1899): Carl Julius Moe (1848-1927). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Indre Missions tilhængere gik til modangreb: Pastor Moe i Skjern (bror til præsten i Skandrup) tordnede ifølge Ringkøbing Amts Dagblad mod bladenes udtalelser om hans bror. I Nationaltidende 13. december 1893, 2. udgave skrev E. With fra Løsning præstegård at Nationaltidendes referat af Moes tale nok skyldes en københavnsk journalist som ikke forstod sig på ægte troende mennesker.

Pastor Moes Harboøretale

Fra Pastor Moe  i Skanderup har vi modtaget en Skrivelse, som vi paa Grund af Pladsmangel lkke see os i Stand til at aftrykke in extenso. Vi naa nøjes med at meddele Brevets første Side, hvori Pastoren gjør den meget væsenlige Indrømmelse virkelig at have brugt de Sætninger, som ere fremhævede i "Holstebro Dagblad"s Referat, men enten helt udeladte eller afdæmpede i hans egen Gjengivelse af Talen, der, som det nu fremgaar af Pastor Moes Skrivelse ikke var udarbeidet forinden BegraveIsen men nedskreven senere efter Hukommelsen. Pastor Moe skriver:

I Deres Blad for 13. Decbr findes optaget et Referat af min Tale paa Harboøre efter "Holstebro Dagblad", ifølge hvilket Referat jeg har ladet falde 2 Ytringer, som ikke findes i min egen Gjengivelse i Bladet af 8. Decbr. Den ene af disse Udtalelser lyder saaledes: "Hvad nytter det at nægte, at en Del af dem der ligger her i disse Kister, ikke havde noget Liv i Jesus-'" - og den anden (til Baadlavet, som gjorde Løftet) : "Nu afgjøres Eders Sjæles Frelse, bryder I dette Løfte, kan I aldrig frelses." Efter at have sat mig i Forbindeise med nogle af mine hellige Venner paa Harboøreegnen har jeg modtaget disses Bekræftelse paa, at jeg, om ikke helt efter Ordlyden, da væsenligt har udtrykt mig som angivet i "Holstebro Dagblad".

Hertil maa jeg nu bemærke, at jeg har gjengivet min Tale efter Hukommelsen, da jeg intet forud udarbeidet Manuskript havde, og jeg beklager meget, at min Hukommelse har slaaet mig feil med Hensyn til den første Udtalelse noget jeg kan kan forklare deraf, at min hele Tanke og Tale slet ikke var rettet paa at anvise de Døde deres Plads, men ene og alene paa - med de Manges pludseligt Død som Baggrund - at rette en stærk Paamindelse til de Levende om ikke at forsømme Guds Naades Tid. Havde min Hukommelse staaet mig bi, var der jo aldeles ingen Grund for mig til at udelade ovennævnte Sætning; det var en Sandhed. jeg udtalte, grundet paa Herrens Ord. at "Træet kjendes paa dets Frugter", og at "Munden taler af Hjertets Overflødighed". Der siges saa mange Løgne i smigrende Ligtaler, saa maa det vel ogsaa for en Gangs Skyld kunne gaa at sige Sandheden.

I Resten af Skrivelsen gjør Pastor Moe gjældende, at den første Sætning "Holstebro Dagblad"s Referat gjør et Noget stærkere Indtryk, fordi den er bleven sat umiddelbart efter Udtalelsen om, at de der ikke havde deres Liv i Jesus, strax kom i Helvede. Da Referatet udtrykkelig var kaldt "sammentrængt", kan Pastor Moe jo have Ret i, at der her kan være faldet et formildende Mellemled ud. Hvad den anden Sætning angaaer, erkjender Pastor Moe, at det ikke her er Hukommelsen, der har svigtet ham, men at han fandt det ufornødent at gaae for meget ind paa Enkelthederne og derfor kun gjengav Formaningen til det Baadelav, der havde lovet Omvendelse med de Ord, der indeholdt en Henvisning til Fortællingen om Bjærgmanden, "Saaledes vil det ogsaa gaa Eder." Det er unægtelig en eiendommelig Maade at referere paa, som Pastoren her har brugt. Han sender os et Referat, med Angivelse af, at det er hans Tale, og saa undlader han i Referatet at gaa ind paa de Enkeltheder, som tilsammen give Talen dens Farve og Karakter. Gud ved, hvad Pastor Moe vilde have dømt om den "vantro" Reporter, der havde handlet paa lignende Maade. Naar Pastoren i den øvrige Del af Brevet paany fastholder, at hvad han har sagt, er i Overensstemmelse med hans egen Overbevisning og Opfattelse af Kristendommen, kan det ikke falde os ind at reise nogen Tvivl herom. Hvad det har været os magtpaaliggende at faae slaaet fast, er Erkjendelsen af, at de Referater, paa hvilke vi byggede vor Opfattelse af Pastor Moes Ligtale, vare korrekte. Dette har Pastoren nu selv indrømmet med en Oprigtighed, som vi paaskjønne, og hermed maa Sagen mellem ham og os være afsluttet.

Den Opsigt, denne Ligtale har vakt over hele Landet, har imidlertid antaget Dimensioner, som Ingen paa Forhaand kunde ane. Dette fremgaaer bl. A. deraf, at Redaktionen i Anledning af den fra Folk i meget forstjellige Livsstillinger og fra alle Kanter Landet har modtaget - foruden de allerede offentliggjorte Indsender-Artikler - ikke mindre end henimod 50 Skrivelser.

Enkelte af disse forsvare Pastorerne Moe og Madsen samt deres Menighedsgjerning i stærke Udtryk. De Fleste misbillige - ligesom vor specielle Harboøre Korrespondent altsaa ogsaa vi - de nævnte Præsters Optræden og se i den et Overgreb og et Udslag af Fanatisme og Dømmesyge, hvorfor hele Indre Missions Retning dog ikke bør gjøres absolut ansvarlig. Nogle drage endelig til Felt mod Indre Mission som Helhed og spare ikke paa Krudtet.

At offentliggjøre alle de indsendte Artikler, af hvilke flere have et betydeligt Omfang, vilde selvfølgelig være os umuligt. Selv et Udvalg af de til Optagelse skikkede vilde kræve større Plads, end vi for Tiden kunne raade over. Men vi tage der heller næppe feil, naar vi tro, at vore Læsere nu, da Julen - den barnlige, kjærlige Hjertets Fest, - staaer for Døren, gjerne vende deres Tanker fra Pennefeide og Strid om to Præsters beklagelige Fanatisme til Høitidens Forberedelse.

(Nationaltidende 19. december 1893).

Harboøre-Prædikenen

Forleden sendte Pastor Moe "Nationaltidende" en "Gengivelse" af sin Harboøre Tale. I den Gengivelse var Djævlene totalt forsvundne; der var højst en enkelt uskyldig Satan tilbage af den hele Hob.

"Nationaltidende" indhentede strax Erklæring fra sin Korrespondent, der protesterede mod Referatets Korrekthed.

Heri har han nu fundet bestemt Medhold fra en tilstedeværende ved Ligfærden, der har sendt "Nationaltidende" et Numer af "Holstebro Dagblad", hvori Hr. Moe refereres "sammentrængt, men korrekt".

Vi plukker ud:

"Syndens Sold er Døden, men Jesus er Satans Overmand, han alene kan frelse Menneskene fra Helvede, fra Satans Vold."

"Der staar ogsaa efterladte ved denne Grav, som ikke har noget Liv i Jesus. Her staar I mange, der har staaet Evangeliet imod, fordi I ikke vil slippe Eders Synder. Alle I vantro, som ikke kan se, at et vantro Menneske er som en Muldvarp, der skyr Lyset, han kender ikke noget til Sandhed, han er en Træl af Hovmod, Forfængelighed, Gærrighed og Kødets Lyst, en fortabt Sjæl! Husk nu det Løfte, I gav om Omvendelse, da I raabte om Hjælp i Havsnøden. Nu afgøres Eders Sjæls Frelse, bryder I dette Løfte, kan I aldrig frelses, men er i Satans Vold, thi Gud lader sig ikke spotte - den, der ikke har sit Liv i Kristus, hans Sjæl tager Djævelen til Helvede. Og hvad nyttede det at nægte, at en Del af dem, der ligger her i disse Kister, ikke havde noget Liv i Jesus - I vilde ikke slippe Eders Liv i Synd og Løgn. Nu har han brugt dette stærke Middel, om de efterladte dog kunde omvende sig; nu har han kaldt paa Eder, I vantro, og skal han nødes til at slaa endnu stærkere Slag for at faa Eders haarde Hjærter knuste? Men det maa I vide, at enhver vantro, der dør, hans Sjæl er i evig Fordømmelse og hører Satan til."

Se, det er en anden Tale, end de milde, trøsterige Ord, som Pastor Moe syntes, han havde sagt i Harboøre. "Nationaltidende" tilføjer oven i Købet:

At Pastoren udtrykkelig udtalte, at de Fiskere, der under Havsnøden lovede Gud Omvendelse, og som ikke holdt deres Løfter nu, ikke senere kunde frelses, derpaa har et Par af de ved Graven tilstedeværende tilbudt os om fornødent at aflægge edeligt Vidnesbyrd.

Pastor Vilhelm Beck holdt forrige Onsdag Missionsmøde i Ring Kirke ved Bræstrup i Jylland. Hr. Beck kom under sin Prædiken ind paa en Omtale af Begravelsen paa Harboøre, og han tog naturligvis sine Aandsfrænder, d'Hrr. Madsen og Moe varmt i Forsvar. Han udtalte bl. a.: "Det er bedrøveligt at tænke paa, hvilken Ondskab der regerer i alle Landets Aviser, siden de allesammen er bleven enige om at rakke ned paa de "to ærlige, troende Præster", der hin Dag paa Harboøre "arbejdede for Guds Riges Udbredelse blandt Fiskerbefolkningen".

Senere hen i sin Prædiken præsenterede Hr. Beck sig som den personficerede Renhed. Hans Ord derom fortjener at kendes. De lød som følger :

"Der er mange, der tror, at naar et Menneske først er bleven troende, saa er han nødt til at være et Hængehoved, en Tudepotte, en Grædesvamp, men det er forkert: Se en Gang paa mig gamle Fyr, tror I ikke, at jeg kan være glad? Jo, jeg har netop Grund til at glæde mig, tor jeg har ingen Synd, aldeles ikke, thi den har iesus taget paa sig. Jeg kan ikke synde, thi jeg har omvendt mig, jeg kommer ikke i Helvede, thi jeg er hellig, nej, jeg skal op i Himlen, der er min Plads" osv.

Dernæst fortalte Hr. Beck, at han havde en Søn, som ikke havde nogen Grund til at omvende sig, desformedelst han havde aldrig begaaet nogen Synd!

Det kunde være interessant at vide, hvorledes Vilh. Beck, der jo dog siger, at han tror paa hvert Ord, der staar i Bibelen, vil faa sine foranførte Udtalelser til at rime med Skriftsteder som disse:

"Dersom vi siger, at vi ikke har Synd, da bedrager vi os selv, og Sandheden er ikke i os."

"Hvo sig selv ophøjer, skal fornedres"

Alle har syndet, og dem fattes Ære for Gud" osv. osv.

(Aalborg Amtstidende 15. december 1893)

Fra Harboøre fulgte så to forskellige reaktioner på hvad der var skrevet i pressen om Moe. Først 

Fra Harboøre.

Saaledes som Spørgsmaalet om de saakaldte "Helliges" Forhold overfor andre Kristne er kommet til at ligge for, har det Betydning at faa et paalideligt Grundlag for den Kritik af Indre Mission, som de uheldige Udslag af dens iøvrigt anerkendelsesværdige Virksomhed fremkalder og giver Berettigelse. Som ret gode Bidrag til et saadant Grundlag aftrykke vi følgende Protest, som nogle af "de Hellige" paa Harboøre have indrykket i "Berl. Tid." for den 9. ds., samt en Erklæring fra Harboøre Sogneraad, som er indrykket i samme Blad for den 16. ds.

En Protest.

Vi have i denne Tid i Aviserne set mange Beretninger om Ulykken og Forholdene her paa Harboøre.

Nogle af dem have vi glædet os over, og navnlig har det glædet os i høj Grad at erfare den almindelige Medfølelse, som ogsaa har fundet Udtryk i forskjellige Artikler. Men der er andre Beretninger, som vi desværre kun kunne være bedrøvede over, idet de give en højst ensidig og skæv Fremstilling af de virkelige Forhold.

Vi kjende næsten ikke os selv igjen i disse Portræter, ja knapt vort Land og vore Boliger kunne vi gjenkjende.

Men hvad der mest har bedrøvet os, ere de stærke, onde Angreb paa vor Kristendom. Vi ere fremstillede dels som Fanatikere, dels som umyndige Stakler, der pinte og plagede at fanatiske Præster føre den jammerligste Tilværelse, uden Fred, uden Glæde og Frimodighed. Mod en saadan Fremstilling maa vi nedlægge en bestemt Protest. Vi ere et lykkeligt Folk trods Slid og Slæb, trods Fattigdom og haard Kamp mod Elementerne, og vor Lykke ligger i vor Tro, som ikke er - saaledes som den er skildret af Bladene - en blind Tro paa Forsynet og Præsten, det vilde jo være en Tyrketro, men en fast Overbevisning og Tillid til den levende Gud aabenbaret i Kristus Jesus.

Der var en Tid, da Harboøre laa hen i aandeligt Mørke; Synder og Laster gik i Svang efter en stor maalestok, Strandtyveri var meget almindeligt og blev ikke anset som nogen Synd, vi drak og sloges som de værste Hedninger og vare ilde berygtede for vor Raahed. I den Tilstand traf Pastor Moe os, da han omtrent for 16 Aar siden blev vor Præst. Han blev os en stor Velsignelse fra Gud. Med Kraft og Varme forkyndte han os Evangeliet, Mange til Forargelse. Men Sandheden i hans Forkyndelse og den Trofasthed og Kjærlighed, hvormed trods Had og Fjendskab anholdt om vore Sjæle, bad for os og med os, besøgte de Syge og Sorgfulde, overvandt tilsidst Hadet hos de Retsindige og smeltede mange Hjærter, saa at denne Præst er os i uforglemmelig Erindring.

Vi elske ham indtil denne Dag, og vi glædede os over at se og høre ham ved Begravelsen. Med stor Sorg have vi seet Bladene angribe hans Person for den Prædiken, han holdt, en Prædiken fuld af Trøst for Alle iblandt os, som havde Brug for Trøsten fra Gud. At det verdslige Sind forargedes, undrer os ikke, det maatte og skulde være saa, thi om han havde tækkedes Mennesker, havde han ikke staaet som Christi Tjener, Gal. 1, 10 Men som en Christi Tjener stod han fen Dag, saaledes som han altid har staaet, saalænge vi have kjendt ham.

Der er fortalt mange Historier herfra, der skulle tjene til at belyse vor Kristendom og fremstille den som mørk Fanatisme. Men selv om disse Historier vare sande, saa bevise de dog intet om den religiøse Tilstand i Almindelighed; de bevise i det Højeste kun, at der ogsaa her som i de apostoliske Menigheder og overalt, hvor der findes et kraftigt, kristeligt Liv, er Skrøbeligheder til Stede. Forøvrigt trænge disse Historier til nærmere Bevis, f. Ex. Historien om de Ligkisterne paaklistrede Papirsedler.

Vor nuværende Præst er ogsaa fremstillet i et Lys, som har saaret os dybt. Vi ære og agte ham som en tro Herrens Tjener og vi kunne ikke Andet end fuldtud billige hans Forhold og Optræden saavel under som efter Ulykken; særlig har det glædet os at erfare, med hvilken Omhu og Kjærlighed han har taget sig af samtlige enker uden at gjøre Forskjel; hans Virksomhed som Sjælesørger har været og er i det Hele en saadan, at Alle, som ere af Sandhed, glæde sig derover.

Stor er Sorgen paa Harboøre over hjemsøgelsen, men den Sorg og Smette, som Avisernes bittre Angreb paa vor Kristendom og vore Præster lave tilføjet os, er ikke mindre. Vi føle os krænkede i vor Sjæls Inderste ved at se det Bedste, vi eje her, vor kristendom, den Magt, der styrket os vort Arbejde, der fylder os med Blod og Kraft til den daglige Kamp for Tilværelsen og har fyldt vore Hjem og Hjærter med Fred og Glæde, given til Pris for Afsky, Spot og Haan af Bladreferenter, der synes at mangle enhver Forudsætning for den rette Forstaaelse af Livets virkelige Alvor.

Harboøre, den 8. December.

Paa Menighedens Vegne:

Bertel Houe, 
Gaardejer

K. Lilleøre,
Gaardejer.

Peder Madsen,
Fisker.

Laust Federsen Flyvholm,
Fisker.

Anders Vrist,
Strandfoged.

Niels K. Kirk,
Snedker.

Ole Bro,
Fisker.

K. Kirk,
Kjøbmand.

*  * *

Erklæring fra Harboøre Sogneraad.

Ved at læse de forskjellige Artikler i Bladene, som i denne Tid ere komne frem om Harboøre og dets Befolkning, ligesom og ved at læse Artiklerne for og imod Præsterne Moe og Madsen og navnlig ved at læse en Artikel af Mænd her fra Sognet i "Berlingske Tidende" for Lørdag Atten den 9. ds. - hvori der udtales, at for ca. 16 Aar siden levede Harboøre Sogns Beboere i Synder og Laster, at Strandtyveri var almindelig, at vi drak og sloges som de værste Hedninger, og at vi vare berygtede for vor Raahed - finder Sogneraadet Anledning til at bede Dem, Hr. Redaktør, optage Følgende:

Vi ere ni Medlemmer i Sogneraadet, de fleste Mænd omkring Halvtredsendstyveaarsalderen, vi ere fødte her og have boet her hele vor Levetid, og vi have i den Tid ikke mærket til, at Harboøre Sogns Beboere have været saadanne ryggesløse Mennesker, som her er Tale om. Der er jo al Tid - den Gang som nu og nu som den Gang - Nogle, der ville stjæle ved Havet, Nogle, der ville drikke og slaaes, men at kaldes de værste Hedninger og berygtede for Raahed, det ville vi virkelig frabede os. Tillige maa vi tage bestemt Afstand fra og protestere imod, at Harboøre Sogns Beboere som Heelhed - fordi der kan være enkelte daarlige Personer - omtales paa den Maade enten for 16 Aar tilbage eller nu, da dette er fuldstændig Usandhed.

For 30 Aar siden, da vi vare unge Mennesker, levede Folk her paa Harboøre som i andre Sogne her omkring, de vare livlige og muntre. Ved Bryllupper, Barnedaab, Julegilder etc. fik de Unge sig en Dans efter en Musikant, der stadig gned væk paa sin Violin, de Gamle bænkedes om de lange Træborde, der vare almindelige her, og Mændene fik sig en dansk Snaps til deres Mad samt en Kaffepunch; ved saadanne Lejligheder var Præsten i Reglen til Stede, navnlig ved Brylluper og Barnedaab, og skete der Overdrivelser, naar han ikke var til Stede, talte han haardt formanende eller advarende derom; naar Præsten var blandt de Samlede, skete der aldrig Overdrivelser, thi for denne havde man den Gang en ærefuld Respekt, som om han var et højere Væsen iblandt os. Folk gik i Kirken, til Alters, læste deres Morgen- og Aftenbønner, vare i det Hele religiøst anlagte, førte et strængt, tarveligt og arbejdsomt Liv under meget smaa Forhold.

Disse Forhold vedbleve til omtrent for 16 Aar siden, da Pastor Moe kom her til Sognet som Indremissionspræst; han prædikede om Hellige og Vantroe, om, at ethvert Menneske skulde omvende sig og blive et helligt Menneske, at ethvert helligt Menneske skulde vidne for de Vantro, og gjorde de ikke dette, vare de og vantro, at Alle, der ikke omvendte sig og bleve hellige Mennesker, gik til Helvede etc. Da Pastor Moe var en dygtig Taler og en bestemt og myndig Mand, fik han snart en Del med sig, og de gik da omkring i Sognet for at omvende Folk til at blive hellige. Da disse Folk ikke altid valgte pæne Udtryk til dem, de besøgte, opstod der snart Rivninger, som foranledigede, at der opstod en Menighed, der kaldte sig de Hellige, som derefter sagde til Alle, der ikke bestemt kunde følge dem, at de vare vantro, og de bleve derefter betragtede som udenfor den kristne Menighed og udenfor det hellige Samfund; det skarpe Skjel, som Pastor Moe fordrede, foranledigede mange Steder, at Mand og Hustru, Forældre og Børn ikke kunde forstaa hinanden, og da dette stadigt af Pastor Moe blev gjentaget, at saaledes skulde det netop være, blev Følgen deraf, at nogle af den hellige Menighed bleve altfor overspændte; men vi tro, at den Fremgangsmaade, saadanne Mennesker bruge, er i Overensstemmelse med deres Overbevisning. Disse Forhold ere vedblevne, efter at Pastor Moe har forladt Harboøre og vedligeholdes ved, at han af og til rejser herop, hvilket ogsaa har bevirket, at vi i de ca. 9 Aar, siden Pastor Moe rejste fra Harboøre, have haft fire Præster, hvoraf de tre have søgt og faaet andre Embeder, hvor der vist næppe var bedre Indtægter end her.

Hvad de to Præster Moe og Madsens Taler ved de forulykkede Fiskeres Jordefærd angaar, da skulle vi blot bemærke, at vi, som ere vante til at høre Indremissionspræster, fandt dem milde.

Pastor Madsen er bleven stærkt forurettet i Bladene; han har været en stor Trøst for de Forulykkedes Efterladte, og det hvad enten de kaldtes "Hellige" eller "Vantro", det har derfor bedrøvet os meget at se, hvorledes Pastor Madsen er bleven fremstillet i Bladene ved denne Lejlighed.

Det maa betænkes, at Pastor Madsen ligesom de andre Præster, der have været her efter Pastor Moe, har en hellig Menighed paa Harboøre; hvorledes disse Præster ere stillede, ville de Fleste kunne danne sig en Mening om, naar vi fremdrage et Exempel, der passerede her paa Harboøre i Gaar den 12. December 1893.

Der var her til Sognet ankommen en Lægprædikam af grundtvigsk Retning ved Navn Søren Olsen fra Morsø, en meget sindig og virkelig ærlig, kristelig Mand paa ca. 50 Aar, han har rejst som Lægprædikant i mange Aar og talt i Missionshuse og Forsamlingshuse, og er en god Taler.

Han havde faaet Tilladelse af Pastor Madsen til at tale i Missionshuset, og Pastor Madsen havde bekjendtgjort i Kirken fra Prædikestolen og i Missionshuset, at nævnte Søren Olsen talte i Missionshuset Tirsdag Aften Kl. 6.

Henved 500 Mennesker vare strømmede sammen fra Harboøre og Nabosognene for at høre ham, men ved Mødets Begyndelse havde "de Hellige" forbudt, at han maatte tale, hvorimod Pastor Madsen holdt en Tale over Texten: "En Blind kan ikke lede en Blind". Følgen var, at en stor Del af dem, der vare komne for at høre Søren Olsen, forlod Missionshuset med Harme i Sind. Saaledes arbejder Pastor Moes hellige Menighed i den danske Folkekirke.

Harboøre Sogneraad, den 13. December 1893.

G. Kirk.

O. Henrik Bruun. Peder Prilling.

Laust Nees. Niels Pedersen

Kristen Nees. Anders Wrist.

Eskild Lund. Jesper Ovesen.

(Jyllands Posten 19. december 1893. Nationaltidende 17. december 1893).

En hellig Mands Forklaring.

Efter en noget lang Betænkningstid er Pastor Moe omsider kommen til det Resultat, at han bør give et Svar paa den Næse, som Biskop Balslev sendte ham den 28. Jan. og Hr. Goos senere lod indrykke i Berlingske.

Hvad der nemlig har taget paa den hellige Mand er Biskoppens Dom om hans Referat af den Svovltale, han holdt i Harboøre. Den lød saaledes:

"De synes bevidst at have udeladt, hvad De havde set, at der mest havde voldt Anstød. Men dette er ikke sømmeligt for en alvorlig og sandhedskærlig Præst".

Nu vil Pastor Moe vel ikke heri have set en "ligefrem Beskyldning for bevidst Underfundighed", men kun en "Mistanke", og han har set saaledes paa Biskoppens Ord, fordi han kun opfattede dem som hans "private Mening"; efter at de er offentliggjorte, staar de derimod for ham som "en Sigtelse for bevidst Omgaaelse af Sandheden" og hertil kan Pastor Moe ikke forholde sig tavs.

Mærkeligt da, at han alligevel har kunnet tie i al den lange Tid, der er gaaet hen siden Offenliggøreisen. Og ikke mindre mærkeligt, at den samme Udtalelse, der fremtræder som en Beskyldning for vitterlig Omgaaelse af Sandheden, naar den staar med Sværte, kan blive til noget ganske andet, naar den staar med Blæk. For en Guds Mand er dette to forskellige Slags Bryg; for en jævn Lægmand smager det som eins Bier.

Om Udeladelsen af den Ytring, hvori Pastor Moe sendte de druknede Fiskere ind i Helvede, erklærer Pastoren, at den skyldtes en "slet og ret Forglemmelse"; han vidste nok, at han havde brugt disse Ord, han huskede dem kun ikke, den Gang han nedskrev sin Tale. Netop da det gjaldt om at huske sig om, var det, at Pastor Moe blev saa glemsom.

Den anden Ytring - den, at Baadlavet nu enten maatte gøre Alvor af sit Løfte eller give sig Satan i Vold - , havde Pastor Moe forsaavidt ikke glemt, som han jo nok huskede at have sagt noget mere, end han skrev; men da han ikke rigtig erindrede Ordene, lod han dem ligge. Det kom jo ikke "saa nøje an paa de enkelte Ord".

Saaledes lyder Pastor Moes Forklaring om den anden Ytring; han siger selv om den, at han ved, "Mange har ondt ved at tro mig paa dette Punkt". Vi tør maaske derfor rolig gaa ud fra, at det ikke er den Første den Bedste, der tager den for gode Varer.

Ogsaa en anden Ting erkender Pastor Moe; han indrømmer, at han ved Gengivelsen af sin Tale "ikke handlede med den tilbørlige Betænksomhed". Dette ser han "fuldkommen tydelig nu bagefter", da det er godt og vel en Postdag for sent.

Der er Nogle, der har ment, at Pastor Moe vilde finde det passende at tage sin Afsked ovenpaa den strænge biskoppelige og ministerielle Tilrettevisning; men herom forlyder der Intet i Pastorens Artikel. Der er følgelig ingen Grund til Frygt; Pastor Moe vil ogsaa i Fremtiden lade mangt et godt Ord falde om Helvedes Luer og den evige Pine.

Naturligvis kan En og Anden spørge, hvorledes en Præst, der af sine Overordnede er bleven sigtet - eller i alt Fald har følt sig sigtet for "bevidst Omgaaelse af Sandheden", kan finde sig egnet til vedblivende at forkynde Herrens Lære for den kristelige Menighed. Der er hertil kun at svare med det gamle, prøvede Ord, at en Daare kan spørge om mere, end ti Vise kan besvare.

(København 23.maj 1894).

Moes begravelsestale 1893 udløste en landsdækkende debat om Indre Mission. En udtalelse i Vamdrup Kirke 1894 medførte en retssag og en bøde ved Højesteret. Det indtil 1936 indremissionsk dominerede Kristeligt Dagblad blev grundlagt 1896 i forlængelse af debatten. Moe var formand for Indre Mission 1915-1927.

Senere mærkesager for Indre Mission var modstanden mod kvindelige præster (lov af 1947), genindførelse af dødsstraffen "Guds Lov" (1945) og fordømmelse af børn uden for ægteskab. 

Pastor Moe vedblev med lignende begravelsestaler. I juli 1922 holdt han en tale over en forulykket overportør Hansen. Heri udtalte Moe at det var et ulykkestilfælde som Gud lod ske for at få de mange jernbanefolk i tale, samt den forlulykkedes hustru. På denne blog vil du også kunne finde andre indremissionske præster som ved begravelser udtalte lignende, bl.a. pastor Ussing i Jesuskirken i Valby.

Af litteratur findes bl.a. Peter Cecilius avidsen (1866-1935): Harboøre. Fortiden. Pastor Moe. Stormnatten. Dommen. (1896). Han var født i Klinkby vest for Lemvig som søn af en smed. Han fik en læreruddannelse og blev i 1891 forstander for Haslev højskole, der var tilknyttet Indre Mission.

Den indledes med en beskrivelse af landskabet og Harboøres fortid. Forfatterens eget synspunkt ligger formentlig op af den "protest" som nogle fiskere skrev til Berlingske til støtte for pastor Moe (se ovenfor), altså om hvordan pastor Moe kom til et syndigt og kriminelt samfund og fik vendt dette til et bedre sted. Den indeholder imidlertid også dokumentation ikke blot i form af artikler fra aviser, men også breve til pastor Madsen og pastor Moe (både for og imod) som kan belyse de forskellige synspunkter.