09 juli 2014

Bekjendtgjørelser

Till ære for vedkommende melder Politivennen at den så farlige skik at marcherende vagter gik med fældet bajonet hvorover også der har været klaget i dette blad, ikke mere finder sted. Det er så glædeligt for iagttageren når han ser hensyn på borgerlig orden anvendt ved en stand hvis blotte navn hidtil har forekommet så mange, både i og uden for den, som en erkendt dispensation fra al anden orden end den der tilhørte taktik og subordination. Gid vi måtte vente flere sande forbedringer ved standen. Der er plads til så mange! En vil man straks foreslå her, og så meget mere vente den iværksat som den er den forrige så nær beslægtet, denne nemlig at skildvagten på sin post ikke mere måtte gå med geværet liggende over skulderen bagud med påsat bajonet. For hvor let kan ikke nogen bag ved stående eller gående ved en bevægelse af soldaten beskadiges.

(Politivennen. Hæfte 4, nr. 47, den 16. marts 1799, s 751)

Redacteurens Anmærkning

Ikke desto mindre rapporteredes om uheld med bajonetter, fx i Kongelig allernaadigst privilegerte Ribe Stifts Adresse-Avis. 17.april 1807:

"Den 5te April havde en Person, som fra Helsingøer af gik til Christianshavn, det skrækkelige Uhæld, at løbe Øjet ind paa en Skildvagts bagudhængende Bajonet. Tvende af Stadens Anseeligste Læger behandlede den Ulykkelige, der i det mindste mister Øjet, om han slipper med Livet."

Om Kvaksalveri

For få dage siden fik hændelsesvis en honet håndværksmand besøg af en læge. Denne forhørte sig om hans kones helbred, som han nok så ikke var ønskeligt. Hun svarede at hun var, og i nogle dage havde været meget afmægtig og svingel, og derfor nu havde sendt bud efter sin mands barberer for at årelades. Lægen eksaminerede hendes puls og forbød hende at lade sig årelade, og spurgte derpå hvad hun havde brugt. Ikke andet svarede hun, end et laxativ som min mand har fået på et apotek. Lægen spurgte da: Efter recept eller uden recept? Uden recept var svaret, provisoren har givet min mand det uden recept, det virkede så stærkt, at jeg besvimede om aftenen, og jeg laxerede to dage deraf. Der er jo årsag nok til Deres mathed, svarede lægen, og vil De nu lade Dem årelade til, så er det meget muligt, at slig procedure kan koste dem Deres liv.

Hun adlød, og kom igen til helsen skønt meget langsomt. Imidlertid er det ilde, at sådant charlatantere skal finde sted, hvor der ikke er mangel på erfarne læger.

(Politivennen. Hæfte 4, nr. 47, den 16. marts 1799, s 749-750)

Vold i Naboløs.

Den 11. marts d. å. udøvedes atter en voldsgerning i Naboløs. En soldat - om han havde begået nogen forbrydelse var ikke muligt at få nogen underretning om, ingen kunne høre noget for mængdens larm - blev af en anden karl overvældet med de mest morderiske slag i sit hoved og ansigt, indtil han endelig ved nogle gode menneskers hjælp undflyede fra denne sin voldsmand uden for den afbrændte jødiske synagoge i Læderstræde.

Hvor nyttigt ville det ikke være for at hæmme de nu på gaderne så hyppige voldsgerninger, at enhver nærværende - politiet er jo ikke allesteds nærværende - straks anholdt sådanne voldsmænd og overgav dem til lovenes straf. Hvorved en del andre ligesindede unægtelig blev afskrækkede at udøve sådanne for menneskeheden vanærende gerninger. 

(Politivennen. Hæfte 4, nr. 47, den 16. marts 1799, s 744-745)

Nogle Spørgsmaale fra Aarhus Stift i Jylland.

I anledning af et marked i en af Jyllands flækker i Århus Stift som indsenderen har overværet, tager han sig den frihed at spørge Politivennen:

1) Om øvrigheden i en by hvor der skal holdes marked, ikke kunne anses forpligtet til at lade bortkøre den mængde sne der stopper færdslen på de fornemste gader. Eller dog i det mindste ikke lade den der fylder torvet, ligge så højt optårnet at smådrengene kan køre med slæde ned af huse og trætoppe?

2) Om fremmede kræmmeres privilegier strækker sig så vidt at de ved midnatstider må forstyrre rolige folks søvn med hurraskrål og anden afskyelig vrælen op og ned ad gaderne? Hvis ikke a) om sådan uskik da burde straffes med pengemulkt, b) eller om den ikke snarere burde betragtes som drengestreger og revses med ris på rumpen?

3) Har vi ikke en anordning som forbyder at oplægge nyt stråtag i købstad? - hvem skal sørge for at den efterleves?

4) Burde de huse der truer med at knuse godtfolks hoveder, ikke enten istandsættes eller nedbrydes?

5) Den stygge gabestok der vansirer torvet, burde byens mænd vel beholde til evig arv og ejendom for sig og sine efterkommere, da de har lidt tab nok ved at miste deres galge. men burde der ikke sættes et skærmbræt omkring den, så den ikke skal skræmme fremmede bort som ikke er vant til at se sådanne rædsler?

(Politivennen. Hæfte 4, nr. 47, den 16. marts 1799, s 743-744)

Angaaende Vægteren i Vognmagergaden; item et Forslag.

Kunne De ikke formå hos vægteren i Vognmagergade at han såvel for at tjene mig som også for at gøre sig hele gadens beboere taknemmelig, ville istemme sine klokkeslæt en hel oktav højere. Det er med megen møje at jeg kan høre ham når jeg står ved vinduerne, og jeg bor dog i stuen. Og slut så til de stakkels mennesker som bor oven over mig eller i de huse hvor hans råb ikke falder lige udenfor.

Men om morgenen præcis kl. 5,  ja da falder det ene tordenskrald efter det andet på døre og vinduesskodder - jeg kan meget magelig høre ham 15 til 16 gange at banke op Skulle det ikke være gørligt at de som vækkes på denne tid af morgene kunne have et remedium fx en lille klokke i værelset, som vægteren kunne ringe på? De gjorde da ikke andre uro?

(Politivennen. Hæfte 4, nr. 47, den 16. marts 1799, s 742-743)