Klagemaal fra en Beboer paa Ulfeldtsplads.

Uagtet alt hvad De i Deres blade nr. 32, nr. 34 og nr. 37 har ytret om Gråbrødretorv, er der ikke endnu sket nogen forandring med den snævre passage især ved nr. 127 og 1228. Var det ikke mest rigtigt at passagen var så bred som brættet der går tværs over gaden, er langt. For således som det er nu, må de gående når en vogn kommer, nødsages til at retirere ned i en kælder eller op i en dør. Jeg undres at De ikke har påanket de mange begede telte der unægtelig meget let ved gnister fra en ildebrand i nærheden i tørt vejrlig kan antændes, da hele pladsen inden for 5 minutter kunne stå i lys lue. Siger ikke brandforordningen at der ikke må være tjærede gavle eller skure, skulle da begede telte være mindre farlige for beboerne? Videre: Et det ikke skadeligt for sundheden og god orden at de mange ben og hoveder med anden mere urenlighed bliver henkastet og forrådner, især om sommeren? Endvidere: Intet andet sted i byen er opsat så mange boder, altså er heller intet sted så megen uorden som der, med slagsmål, alarm og spektakler af de mange løse hunde hos slagterne der ofte overfalder de forbipasserende mv. Kunne ikke sådanne boder bedre fordeles på flere torve eller kunne det ikke blive enhver tilladt at oprette boder hvor lejlighed gives, fx ved de lange mure i Skindergade, Kannike-, Fiol- og Krystalgade, så også i Gothersgade, ved hjørnet af Helliggeist- og Løvstræde og m. fl. steder eller kunne der ikke på torvene ligesom på Christianshavn bygges en bod på stadens bekostning. Derved skete den del af indbyggerne en sand tjeneste der nu skal gå langt før de kan få et stykke kød.

*   * *

Da udgiveren selv har boet på Gråbrødretorv, forundres han over at indsenderen ved siden af disse sande ankeposter ikke har sat en som forårsager lige så ubehagelige følelser som nogen af de andre. Gætter læseren ikke at jeg mener den sten der vidner måske at Corfitz Ulfeeldt var en mådelig patriot, måske endog at han var en forræder, men også uden alt måske at der var engang i Danmark en fyrstinde der var virtuos i at hade, der uforsonligt kunne pine sin egen mands uskyldige søster i Blåtårn og på samme tid sørge for at dennes mands navn skændedes gennem århundreder. Oh, det er ikke for Ulfeldt alene at denne sten er til skændsel! Dens hele overflade blev for lille til at rumme alle de navne hvis skamdåd den falder tilbage i erindring fra Englands Karl den Anden ned til den opofrede Dina.

Det er umoralsk at gadedrenge på offentlige mindesmærker læser at der kan være forrædere til. Og det er urimeligt at ville ved en skamstøtte motivere til fædrelandskærlighed i en stad hvis borgere har vist så store prøver på denne dyd, og i en stat i hvis årbøger man næppe skal kunne (uden for dens hof og adel og hvor randt blodet mindre dansk?) opvise en udmærket forræder.

Galger og stejler forsvinder efterhånden af vores marker. En mildere ånd oversvæver vores kriminallovgivning, solstrålen begynder at indlades i fængslets skumle vrå, og på et bedre leje gennemtænker den ulykkelige forbryder sin stilling, samler levningerne af sit håb og bekæmper sin frygt, mens selve morderen omhyggeligt bevares for det skadelige støv af den farve hans blodige hænder uophørligt må knuse. Og Ulfeldts sten skulle ikke sløjfes! Hundrede og halvtreds års skændsel skulle endnu være for lidt! Hævnen skal til evig tid eje et mindesmærke i Danmarks hovedstad!

(Politivennen.Hæfte 4, No. 51, Den 13 April 1799, s 808-812)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er ret usædvanlig idet den temmelig åbenlyst kritiserer en dansk dronning, og indirekte også Frederik 3. Måske fordi han udråbte sig selv som enevoldskonge og svigtede mange af de løfter han havde givet det københavnske borgerskab i 1660 efter at det havde raget kastanjerne ud af ilden for ham ved Københavns belejring. Artiklen er skrevet før censurlovgivningen, Trykkefrihedsforordningen af 27. september 1799, som i 50 år skulle sætte en stopper for ytringer af denne slags på tryk. Der blev ikke anlagt sag direkte mod Seidelin på grund af denne artikel, men den har måske været medvirkende til de senere overgreb mod ham.

Gråbrødretorv 127 og 128 er nutidens Gråbrødretorv 3 og Gråbrødretorv 1/Niels Hemmingsensgade 15)

Udgiverens bemærkninger om Corfitz Ulfeldt hentyder til Leonora Christina Ulfeldt (1621-1698) som var datter af Christian 4. og Kirsten Munk. Corfitz Ulfeldt boede som statholder i København i en stor gård i Løvstræde, hvor Gråbrødretorv ligger i dag. Da Christian 4. døde, brød en magtkamp ud mellem Ulfeldt og halvbroderen Frederik 3. og hans dronning Sophie Amalie (1628-1685) - som sidstnævnte vandt.

Karl 2. (1630-1685). Han flygtede til udlandet 1646, da Oliver Cromwell kom til magten efter borgerkrigen, og vendte tilbage 1660 mod at underskrive en erklæring, der sikrede Parlamentet.

Hvem Dina er, må stå hen i det uvisse.

Lighed, o hellige Lighed!

På en tid da en oplyst og tolerant regering ingen forskel gør mellem fine borgere om de er kristne, jøder eller om de holder sig til slet ingen kirke, hersker dog endnu hos os en gammel uskik, som vores vise regering ikke har fået anledning til at råde bod på, fordi ingen hidtil offentligt har klaget over den.

Der er måske få blandt vores medborgere der så nøje kender jødiske borgeres rettigheder her, at de ved hvorledes disse borgere i nogle henseender står mere under politiet end vi andre. Denne forskel består deri, at en jødisk husvært lige såvel som kristne husværter kan forskaffe på sin påtegning et præsidentpas til en kristen, som bor hos ham. Vil derimod denne samme jødiske husvært have et præsidentpas for en hos ham boende jøde eller for sig selv, så nægtes dette ham, men passet må hentes ved en politibetjent, som dog egentlig kun er sat af øvrigheden for at passe på sådanne tiggerjøder. *)

Fremdeles får ingen jødisk husvært et præsidentpas for sig selv eller for en hos ham logerende jøde, når ansøgningen ikke er påtegnet af de jødiske kirkeforstandere eller de såkaldte Ältesten da dog dette ikke er tilfældet med danske borgere af nogen anden religion. Således bruger fx ingen dansk reformert borger en påtegning af sin diacono osv. Ligesom en bosiddende borger, der har troværdighed nok til at attestere for en kristen, ikke skulle have troværdighed for sig selv, og for en hos ham boende jøde uden sine kirkeforstanderes påtegning! Er disse da ikke jøder?

Til disse fornedrelser kommer, at passkriveren her aldrig glemmer foran mandens navn at sætte ordet Jøde **), da man dog ikke plejer foran andre danske borgeres navne at sætte katolik, reformert, fornuftstroende eller lignende. Dette eneste ord jøde nedværdiger vores danske jødiske borgere, i det mindste uden for vores grænser, og forårsager dem mange krænkelser og ydmygelser. Jeg mener i det såkaldte romerske rige, for dettes fleste store små og bittesmå fyrstendømmers regeringer gør endnu, enten af intolerance eller af nedrig vindesyge, en umenneskelig forskel mellem rejsende af jødisk religion og andre. Disse må endog ofte nødes til at stå i portene, selv når de rejser med landsherrens post, og at betale et nedrigt pålæg, som tyskerne meget ædelt kalder livtold (leibzoll).

Sådanne ydmygelser må vores medborgere døje hjemme og imellem fremmed, blot ved en slendrian, men en skadelig slendrian behøver sikkert i Danmark kun engang højt at påankes, for at ændres. Vores regering, der så ædelt søger at udrydde intolerance i hjerterne, vil sikkert ile at tilintetgøre enhver levning af intolerance, i anordninger og forretningsformer, så snart den ærligt vises.

*) Først for nyligt har vi haft et eksempel hvor skadelig denne uskik kan blive for en rejsende købmand. En anselig købmand af den jødiske religion havde på denne fornedrende måde fået sit pas. Hans sager var nu bragt ombord. Men da skipperen havde fået forfald, så at passet blev ældre end 3 dage, måtte dette efter forordningen fornys. Til ulykke var omtalte politibetjent ikke så hastig at få fat på, og skipperen kunne ikke vente. Han sejlede da bort, tog købmandens sager med sig. Og denne måtte blive tilbage uden sine sager, kom meget senere hen hvor han agtede sig, og led derved et betydeligt tab.

**) Og dette ords udeladelse bliver ofte nægtet, kun nogle få lykkeligere undtagen, skønt der såvidt mig bekendt, ikke findes nogen kongelig forordning herfor.

(Politivennen.Hæfte 4, nr. 51, den 13. april 1799, s 804-807)

Redacteurens Tilføjelse

I Helsingøers Kongelig alene privilegerede inden- og udenlandske Nyheder, 19. april 1799 kunne man læse følgende af den sicilianske konsul i Helsingør (Sicilien var på daværende tidspunkt et kongedømme):

Da jeg erfarer, at de tvende Jøder Levi Noah og Meyer, (med hvem jeg havde begyndt en slags Accord om min her havende Galanteriehandels Bestyrelse, men maatte efter Omstændighederne igien afbryde samme) ikke allene vedblive at omgaae og handle her i Byen, men have endog complotteret sig med flere slige omvandrende Jøder; saa paa det de ikke ved nogen deres Handel eller Omløben skulle betiene sig af eller bruge mit Navn til Skade for mig eller andre, tilkiendegives herved: at disse paa ingen Maade have noget med min Handel eller Forretninger at bestille, og at jeg saaledes ikke heller bliver ansvarlig for noget deres Foretagende. Helsingøer, d. 18de Apr. 1799. Consolle Couriell.

Denne bekendtgørelse blev imødegået  i Kiøbenhavns Kongelig alene privilegerede Adresse-Contoirs Efterretninger, den 29. april 1799, med en bekendtgørelse:

I Følge Jøden Consolle (om det skal være Tittelen Consul eller om det er hans Fornavn vides ikke) Couriell's Avertissement i Helsingøersavisen No. 6 bliver det vores Pligt offentlig at bekiendtgiøre de Aarsager som tvang os til 9½ Aar før de bestemte 10 Aar, at give vort Minde til at ophæve een imellem ham og os oprettet Contract, der under Navn af hans Fuldmægtige, indsatte os i hans Galanteriehandel. Det var altsaa paa Grund af Jøden Couriell havde brugt den Forsigtighed først at pantsætte sin Vare til en mand her i Byen forinden han solgte os samme, og at deenne Mand da, som efter 3/4 Aaar først erfarede sligt, gjorde Paastand paa sit pant, som i den Tid var blevet betydeligt forbedret. Jøden Couriell maae være ilde underrettet om paa hvilken Fod hans Credit staaer, da han i sit Avertissement yttrer Frygt for at vi skulle benytte os af samme til hans Skade. For at berolige og sikkre ham derfor erklære vi herved; end ikke i den Tid Contracten stod ved Magt at have benyttet os af Jøden Consolle Couriell's Navn, Credit eller Recommendation og at vi for nærværende eller tilkommende Tid heller ikke ville benytte os deraf, da vi vel vide at vi udrette mindre derved end naar vi paa vort eget Navn og [s]pelende paa vore Handlingers Redelighed søge at forskaffe os den en handlende nødvendige Credit. At indlade os i videre Pennekrig mod Jøden Consolle Couriell ville vi aldeles ikke, da det kun vil foraarsage os lige saa unyttig Pengespilde, som det at søge ham ved Landets Love, over hvilke han som Consul er hævet, har foraarsaget os. Og altsaa er dette blot en Følge af Avertissementet i No. 6 af Helsingøersavisen og tillige vores endelige og eneste Svar i denne Anledning.

Noah M. & Levy.

Dette fremprovokerede et modsvar i Helsingøers Kongelig alene privilegerede inden- og udenlandske Nyheder fra 6. maj, hvor man kunne læse nedenstående yderligere forklaring under Bekiendtgiørelser:

Da Jøderne Noah Levi og Meyer ved deres Bekiendtgiørelse i Adresse Kontoirs Avisen No. 105 for dette Aar aftvinge mig, offentlig at bekiendtgiøre endeel af deres Handlinger imod mig, saa nødes jeg til at fortælle og tilstaae: At jeg har været troeskyldig nok til ved dette Aars Begyndelse at oprette en Contract med dem, som kunde været indgaaet med redelige Folk, og i hvis Følge jeg havde overdraget dem min Boutique og Galanterie Vare for den Summa 1100 Rd., som de skulde betale mig i 10 Aar med 110 Rd. aarlig, samt at de, især for min Sikkerheds Skyld, siden de ingen Caution havde stillet, skulde bestandig i disse 10 Aar have og afskaffe sig et Vare Forraad af Værdie 1100 Rd: Men jeg maatte snart erfare, at deres Handel bestod i det, man i Almindelighed kalder at feie ud, da de solgte Varene for hvad de kunde faae derfor, og undertiden under Indkiøbs-Prisen, samt, for desto hastigere og lettere at blive færdige, complotterede sig med 3 a 4 andre omvandrende Jøder, som de brugte til at omløbe i Byen og paa Landet, og saaledes udfeie mine Vare. I de Værelser, jeg i mit Huus havde overdraget dem til Beboelse, levede de ikke som ordentlige Mennesker, der ved sædelig og redelig Vandel vilde søge at bane sig Vei til at erholde den dem endnu manglende Tilladelse til at opholde sig og handle her i Landet; men de med deres Selskab (hvoriblandt 2 a 3 Personer, hvis Benævnelse jeg for deres Stands Skyld endnu vil spare) svirede og sværmede i disse Værelser paa min Bekostning, indti sildig ud paa Nætterne, og stedse drillede og ærgrede min Kone og mig ved at udraabe uanstændige og skammelige Udtrykke imod os. Af foranførte begriber enhver lettelig, at de ikke forskrev eller anskaffede friske Vare i steden for dem, som bleve solgte; Jeg saae dette; der stod i Contracten, at de vare forbundne til stedse at have et Vare Forraad af 1100 Rd. Værdi; men der stod ikke udtrykkelig, at de skulde paa Forlangende viise mig samme; Jeg søgte i Forligelses-Commissionen at bevæge dem dertil, men forgiæves; Jeg tænkte da "cum Vulpibus vulpinandum" og den Mand, som jeg har givet Panteret i mine Vare, foranstaltede en Eftersynsforretning, hvorved befantes, at i Boutiquen, som skulde indeholde vare for 1100 Rd., manglede for mere end 650 Rd. Dette gav da Anledning til, at jeg, eller rettere sagt, min Søn blev, efter at Contracten var sønderrevet, igjen indsat i Boutiquen og Handelen med de faae Vare, disse Personer havde levnet. Jeg havde foresat mig, at lade dem dermed gaae; men da de have været dumdrige nok til, i deres løgnagtige Bekiendtgiørelse blandt andet at melde, at min Boutique ved dem skulde være betydeligt forbedret, saa agter jeg nu at sagsøge dem for det, de for mig have ødelagt. Skulde nogen tvivle om Rigtigheden af hvad jeg her har fortalt, beder jeg, at man vil henvende sig til mig selv, da jeg med paalidelige Mænds Vidnesbyrd skal overtyde dem om Sandheden.

Helsingøer, den 4de Mai 1799. Salomon Curiell, Siciliansk Consul. 

Uordener

Lige over for nr. 151 i Borgergade er næsten en rakkerkule en miniature, for foruden den store møgbunke som står langs med plankeværket og stinker afskyeligt, ligger der også to døde hunde med flere bestialske ting som man ikke gider anføre. Det var at ønske at nævnte sted blev overset fra disse uhumskheder.

(Politivennen, Hæfte 4, nr. 50, den 6. april 1799, s  798)

Varsko i Amaliegade.

Fra den nordre hjørnegård af Amaliegade og St. Annæ Plads har man både denne og forrige vinter hafrt den vane om aftenen mellem kl. 10 og 11 at udkaste en hel portion vand (?) fra øverste etage, et af de sidste fag fra St. Annæ Plads og uden tvivl det 3. fag fra naboens i Amaliegade. Anmelderen som den 27. f. m. kl. omtrent 10:15 just ikke var kommet lige under, fik dog sin tilstrækkelige portion deraf, da den stærke vind bragte det hele hen på ham. For ikke at tale om denne ubehagelighed for forbigående der fra sådan et sted mindst skulle vente sig sådant, synes det endog fra en anden side højst uforsvarligt, da det på det der værende glatte fortov straks fryser og folk af den grund let udsættes for at brække arme og ben. Man lover sig at ejeren blot behøver at vide denne uorden for at sætte grænse derfor. 

(Politivennen, Hæfte 4, nr. 50, den 6. april 1799, s  793-794)

Om Lyngafbrænden.

Sidste mandag den 1. april afbrændte hr. baron Knuth som bor ved Dumpedal, en stor del lyng af et overdrev om han nyligt har tilkøbt sig af løjtnant Stenersen der ejede en gård i Birkerød. Denne lyngafbrænden forårsagede en røg der var at se nogle mil derfra og bragte mange mennesker i forskrækkelse da man troede at det var kraftig ildebrand. Nogle steder var endog sprøjter spændt for for at køre til stedet. Følgen heraf er at om en virkelig ildebrand en anden gang ses, så bliver folk hjemme i den tanke at man brænder lyng. Dersom det ikke allerede er befalet under strafansvar, på kirkestævne g andre steder at lade bekendtgøre når man agter at foretagesådant arbejde, bør det da ikke ske?

(Politivennen, Hæfte 4, nr. 50, den 6. april 1799, s  791)

Dumpedal med Dumpedalrenden ved Skovrødgård øst for Birkerød. Området er i dag fredet og under naturgenopretning.