15 juli 2014

En smuk Handling.

Med fornøjelse indrykkede udgiveren et bidrag i nr. 56 hvori kronprinsen takkedes fordi han tillod madskibene at gå gennem bommen anden pinsedag hvorom de forgæves havde anmodet den ansvarlige chef, og tillige ytredes det ønske at der ved flere lejligheder fx i tilfælde af gunstig vind, på skippernes andragende, hurtigt måtte lukkes op for dem forudsat at deres toldklarering var gjort. Med endnu større fornøjelse indrykkes følgende sande fortælling som ophøjer kronprinsens nævnte ordre til mere end en virkning af et godt lunes nik, til virkelig skøn og elskværdig borgerdåd.

Torsdag før pinse da endnu ingen skibe var kommet hertil, da priserne på de første fornødenheder og de trængendes klage var steget til det højeste, da kornpugerne, store og små smørkræmmere, brændestakrere i palæer og kældre benyttede sig på den laveste måde af den totale mangel på offentlige forrådskamre, da isen der fra Østersøens fjerner var drevet ind på Sjællands kyster, allevegne spærrede indløbene til og nødte de mange sømænd som med skibe fulde af proviant længtes efter at komme til staden, til at krydse længselsfulde frem og tilbage i den åbne del af farvandet som ved den svenske side endnu var levnet dem - traf kronprinsen ved præsentationen på Holmen på kaptajn Sølling. Da han i ham kendte en rask og erfaren sømand, hvis barm tillige rummer sand og varm patriotisme, spurgte han ham i en bekymret tone om han ikke vidste noget middel til at få skibene ind. Sølling besindede sig og sagde at han ville se til. 

Han kørte nu langs ad kysten for at udforske om det ingensteds skulle være muligt at kunne sætte ud gennem isen. Ved Tårbæk troede han endelig at dette var muligt for kækhed og ufortrødenhed. Han meldte nu kronprinsen dette, og foredrog at han troede det bedste middel ville være at arbejde sig ud i det åbne, fare omkring til sejlerne, underrette dem om (hvad man her i København vel vidste, men ikke derude) at isen der syntes sammenhængende, dog ikke var det, men drev snart tættere, snart mere åbent i store flader. Og at opmuntre ved løfte, dels om håndhjælp af fregatternes mandskab, dels om erstatning af kronprinsen hvis nogen i isen kom til skade, til at forsøge at trænge igennem. 

Prinsen bifaldt dette på alle måder og med megen glæde over det opvågnende håb. Sølling førte endnu samme nat med to udsøgte matroser ned til Tårbæk, fik fiskerne ufortøvet til at lægge ud og arbejdede sig i to både, i løbet af 3 til 4 timer, igennem den halvanden mils is og for nu omkring til skipperne med mandig opmuntring og gode løfter. Dette gjorde sin virkning. Om lørdagen så det henrykte København en talrig flåde af madskibe ved Toldboden. Og Sølling i sin båd kom samme vej ind, og aflagde sin beretning til prinsens inderlige fornøjelse. Det hele nyttige tog var iværksat for 50 rigsdaler. 

Held den prins der handler som borger!

(Politivennen. Hæfte 5, nr. 59, den 8 Junii 1799, s 929-932)

14 juli 2014

Amagerinde-Bidrag

I denne tid da alle med glæde køber det grønne, sælger amagerinderne os nu både gode og onde planter. Mængden som køber kender desværre ikke væksterne. Fx skarntyde i stedet for kommen o. lign. Var det ikke rimeligt at det undertiden blev efterset af urtekender. Vores unge botanikere kunne både lære og gøre sig fortjente af publikum.

(Politivennen, Hæfte 5, nr. 58, den 1. juni 1799, s 922-923)

Til Fattig-direktionen

Nogle små drenge går og tigger med bare fødder på Kongens Nytorv. En tiggerske har et gammelt stade ved Holmens Kanal

(Politivennen Hæfte 5, nr. 58, den 1. juni 1799, s 921)

Spørgsmaal til Told- og Consumptions Betjenterne i Stubbekøbing.

Hvorfor vejes daglig det korn som føres til vandmøllen og den dermed forbundne Oure Mølle? Og ikke det som føres til Maglebrende, Blæsebjerg eller Vaagømøller? Vægt bruges jo heller ikke på det såkaldte Kværnhus. Hvad er årsagen? Er det nogen fornem eller ringe betjents personlige had mod vandmølleren eller den del af borgerskabet som hos ham lader male? Eller hvorfor er det?

(Politivennen. Hæfte 5, nr. 58, den 1 Juni 1799, s 918)

Politi for Byggende.

Så længe et hus står under bygning, byder sikkerhed såvel for den der bygger som for de der må passere bygningsstedet at der oprejses afskærmning der ikke alene kan forhindre tyveri af bygningsmaterialerne, men også sikre de forbigående som ved det eller andet stykkes nedfald kunne blive beskadiget. Men er huset færdigt og årsagerne til hvorfor stilladset blev rejst, ophørt, bør dette nedtages straks. 

Rudolphi Kloster i Sankt Peders Stræde har henved ½ år været færdigt fra tømmer- og murmestrene, og endnu betager et omkring dette hus oprejst fjelleværk fortovet for fodgængerne. Da det går langs ud over rendestenen, stopper det også i påkommende vandløb vandet til megen ulejlighed for naboen hvis kælder derved sættes under vand. 

Imidlertid skulle dette stillads mellem så mange andre unødvendige og skadelige, ikke have frapperet anmelderen dersom ikke en skødesløshed af brokommissionen havde gjort det endnu mere skadeligt. Det optager som sagt fortovet og nøder derved enhver fodgænger som møder en vogn, til at retirere ind på det modsatte fortov, på dette uden for huset nr. 166 er en af de brede fortovssten brækket af ud mod rendestenen, og formodentlig ved den vedvarende sliden og falden blevet så rund og glat som om den var drejet. Enhver som passerer dette fortov især om aftenen og tror at den ene sten er som den anden, vil sikkert vågne af sin vildfarelse i rendestenen. Formodentlig var anmelderen heraf på samme måde kommet til kundskab om denne farlige sten da han for nogle aftener siden måtte passere Sankt Peders Stræde på en tid da en stor mængde vogne som tilhørte et i gaden værende teaterselskab, spærrede gaden, dersom ikke gadens menneskekærlige vægter - hvem han herved aflæggersin taksigelse - havde advaret ham. Anmelderen håber at det er nok at have gjort de ansvarlige opmærksomme på disse to her anførte uordener for at se dem afhjulpet.
a - b

(Politivennen. Hæfte 5, nr. 58, den 1 Junii 1799, s 916-918)


Redacteurens Anmærkning

Rudolfi Kloster. Der kan næsten ikke være tale om andre end Sankt Peders Stræde 12-12a som blev opført i 1798 som Morten Budolphs Kloster. Det passer meget godt med de oplysninger som ståri artiklen.

Sankt Pedersstræde 166 er vore dages nr. 23. Husets opførelsesår angives til 1796-97. Ironisk nok blev huset opført for tilsynsmand ved brolægningsvæsenet Johan Christian Steglich.