17 juli 2014

En glubsk Hund paa gamle Kongevej.

P. M. 

Onsdag den 31. juli blev en gammel mand overfaldet på Gammel Kongevej udenfor stadens Vesterport af en løs hund og bidt således i benet at han må holde sengen. Indsenderen ved at hunden tilhører prokurator Topp, og han håber at denne offentlige erindring vil have den virkning at den for fremtiden bindes. Hvis ikke kan vedkommende være overbevist om at man griber til andre midler for at blive dette skadelige dyr kvit, som man desuden med vished ved, har overfaldet flere, skønt ikke til så stor skade.

København den 1. august 1799.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 67, den 20. juli 1799, s. 1067)

Et Par Ord om Vindebyeholt Kroe.

Fru kammerherreinde Retz Thott til Gavnø Lindersvold og Strandegård med Langværge ville forbinde sig publikum om de alvorlig sørgede for at kroen i Vindbyholt både indvendig og udvendig blev sat i den stand som rejsende har ret til at kræve af en gæstgivergård. Den er nu mere lig et herberg for svin end for mennesker. Rejsende er nødt til ikke alene der at bede, men om vinteren endog at ligge natten over da her skal omskiftes med befordring. Men her er lidt at få, og det man får er højst udelikat. Værten er død og hans enke en gammel udlevet kone der intet selv kan nu bestyre, men må lade alt komme an på en søn som nok er bedre skikket til at regere i stalden end i køkkenet. Men på rimelige vilkår var hun vel at bringe til stedets opladelse for en til gæstgiveri mere duelig mand. Skulle godsejeren ikke selv ville sørge for det, da var vel vedkommende amtmand eller justitsbetjenten som politimesterbeføjet til det? Det er ingen ære for et lands politi at have et så usselt gæstgiversted på en vej der ofte passeres af fremmede som går til Lolland for at sættes over til Hosten fra Rødby.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 67, den 3 August 1799, s 1065-1066)


Redacteurens Anmærkning

Kroen er især kendt fra en oplevelse Grundtvig havde i 1810 hvor han fik et anfald, hvor han troede at være i klammeri med Djævelen i skikkelse af en kvælerslange. Hans ven Poul Dons, som ledsagede ham sammen med F.C. Sibbern, fik sig et psykisk knæk af den voldsomme oplevelse, som han aldrig helt forvandt. Kroen brændte i 1990 og er ikke blevet genopført.

Herredsfogden Adam Caspar von Holstein reagerede ved at skabe orden i tingene igen, se Politivennen. Hæfte 6, nr. 86, den 15 December 1799, s 1367-1368.

Betlerie uden for Østerport

Uden for Østerport findes der hver dag 3 pigebørn, der altid tigger på den mest påtrængende måde. Da direktionen for fattigvæsenet opfordrer enhver til at bidrage sit til at afskaffe tiggeriet, så håber anmelderen at bemeldte direktion vil undersøge disse børns trang, og afhjælpe dem, for at befri det forbigående publikum fra denne ubehagelige overhængen.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 67, den 20. juli 1799, s. 1065)

Bøn til Vedkommende om nogle Kroers Forbedring i Jylland

De rejsende fra Jyllands vestre kant som agter sig til Vejle, Kolding eller vil gå over et af færgestederne Snoghøj og Strib, skal passere en moxen ubeboet hede af en dagsrejse, men hvor aldeles intet er sørget for de rejsendes bekvemmeligheder. For ikke at tale om at der på en så lang vej som mellem købstæderne Vejle og Holstebro ikke er noget vognmandslaug, men de samme heste skal befordre 13 mil. Så er Nørrehede, Hampensø og Slethuset kroer som den rejsende ikke er kommet så snart ind i for han ønsker igen at kunne forlade dem. Hvor intet er at få uden højt harsk stegt flæsk, kogte æg og et glas vand. Hvor nattelejet er så dårligt at man især på de to sidste ensomt liggende steder, ugerne ligger over. Af amtmændenes Hansens og Morgenstjernes virksomhed venter man heri en forandring til det bedre.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 67, den 3 August 1799, s 1064-1065)

Sandt Svineri i Kallundborg.

I et blad hvor der optages hver tanke der sigter til at hæve uordener, kan jeg ikke undlade at melde Politivennen en af de meget væmmelige som jeg ved et par dages ophold i Kalundborg lagde mærke: Fra en brændevinsbrænders svinesti udførte man nemlig en snes løs møg på offentlig gade, hvor samme blev ligende i det mindste de 2 dage jeg opholdt mig i byen. Enhver som ved hvad afskyelig stank dette slags gødning fører med sig, må undre sig over at sådant kunne undgå politiets lugteredskaber og at naboer og genboer ville tåle denne uorden uden anmeldelse. Indsenderen faldt på den tanke at det ikke måtte ualmindeligt, for kun en eneste af byens folk hørte han gøre anmærkninger derover, men også denne gjorde det i en behørig afstand fra den stinkende gade.

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 67, den 3 August 1799, s 1060-1061)