Kristelig Medlidenhed i Hjorte-Kjershuset.

Indsenderen foretog sammen med sin far den 15. i denne måned en rejse til fods. Mod aften trak et stærkt tordenvejr op der henimod kl. 10 brød ud i lyn og skrald, og nogle hundrede skridt fra Hjortekærshuset i en skrækkelig skylregn. Vi blev her opmærksom på et lys og glædede os i den meget naturlige forventning at finde ly der mod uvejret. Den ene af os bankede på vinduet. En pige råbte indenfor at konen i huset lå noget syg og vi burde ikke lave larm og forstyrre hende. Vi gentog vores forlangende og lovede nøjsomme at tage til takke med forstuen hvor vi ikke skulle forstyrre den syge. Ja, min far påberåbte sig endog sit bekendtskab med skovfogden for at få sin begæring desto villigere opfyldt. Men al beden var forgæves. Vi måtte  begge stå udenfor i den stærkeste pladsregn og langt om længe nøjes med en anvisning på et vognskur der lå tæt ved huset. Hvor vi to hele klokketimer måtte afvente en blidere himmel.

Meget ondt gør det indsenderen at fremsætte et sådant sørgeligt vidnesbyd om tilsidesættelsen af de første menneskepligter der grænser så nær til hårdhed og grusomhed. Smerteligt er det ham at tænke sig en landsmand og religionsforvant at dæmpe naturens stemme, at trods menneskekærligheds bud, og - efter dog i det mindste at have læst hustavlen - at nægte sin bror hvad ingen af sydhavets rå og hedenske beboere i lige tilfælde ville have nægtet sig ved at tilstå enhver rejsende.
-n

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 70, den 24 August 1799, s 1113-1114)

Redacteurens Anmærkning

Hjortekærshuset lå i Jægersborg Dyrehave nord for København

Strandvejen.

Ingen der kender det allermindste til Sjælland, kan nægte at Strandvejen er den man ser de mange skønne situationer her frembyder sig, langt hellere befarer, når man blot har fornøjelse til øjemed, end den så ensformige Kongevej. Og dog er det næsten umuligt endog i midsommer at passere vejen fra Slukefter til Papirsmøllen uden at være i angst for at brække hals og ben på stykket fra Charlottenlund til Skovshoved, hvor man endog har forøget vanskeligheden ved at udbygge et plankeværk i vejen ved ledet i Skovshoved selv der snarere er et dyndet gadekær end et fiskerleje, og atter mellem Tårbæk og papirsmøllen hvor der ikke er to skridts afstand mellem de dybeste huller. Man rejser derfor ikke gerne denne vej uden i nødstilfælde. Man får kun med nød vognmanden og hyrekusken til at køre den fordi de er bange for at hjembringe sprængte heste eller i det mindste en vogn med en aksel mindre. Indsenderen vil ikke tale om at den på nogle steder fx ved Emilias Kilde hvor det er så meget farligt, er så smal at to vogne har ondt ved at komme forbi hinanden. Allermest at beklage er de stakkels strandboere der ad denne græsselige vej vinter og sommer skal hente deres nødvendigheder fra hovedstaden, og må være i skræk for at karl og køretøj sider i et af moradserne ved og i Skovshoved. Under hvilken offentlig bestyrelse ligger disse vejes istandsættelse? Skal beboerne selv vedligeholde dem, hvorfor lukker da øvrigheden roligt øjnene for disse fæle syn? Hvorfor tilholder den ikke de ansvarlige at gøre deres pligt?
-n

(Politivennen. Hæfte 6, nr. 70, den 24 August 1799, s 1111-1112)

Noget om Christianshavns Kløvermark

Når en mand betaler græspenge for en hest eller ko og han for at være vis på at hans kreaturer går sikkert og nyder det bedste græs, betaler den højeste pålagte takst, kan han da ikke med lige så stor grund påstå det ene, som ham prompte har præsteret det andet?

Magistraten lønner, siger man, en hyrde på Christianshavns kløvermark. Hvorfor? Man kommer en ja flere gange, men finder ham ikke i marken. Og har man det lykke at finde ham, da er er det for meste sovende i en hytte. Spørger man hvor er den hest eller ko, svarer han: Måske i en anden mark, for jeg kan ikke passe på, fordi grøfterne på alle sider er forfaldne. Sender en mand sin pige ud for at malke, da må denne enten gå tilbage med uforrettet sag, eller kravle over 3 til 4 grøfter for at komme til kløvermarken, og gå barfodet, eller give en styver for at blive transporteret over vandet, som har oversvømmet vejen, der egentlig fører til benævnte mark. Ville vedkommende værdige denne lille sag opmærksomhed, da skal overbevisning bekræfte sandheden af anførte og nogle vil måske takke herfor.

F.D.F

(Politivennen Hæfte 6, nr. 70, den 24. august 1799, 1110-1111).

Københavns Gader i Regnvejr

Når der falder stærkt regnvejr, er det allerede ubehageligt nok at gå på Københavns gader formedelst den pludselige oversvømmelse, der truer at sætte nogle af byens gader især Store Købmagergade og Pilestræde i den tilstand, i hvilken hollænderne kun i yderste fortvivlelse sætter deres egne, når de frygter for belejring eller undertvingelse. Og uagtet denne ubehagelighed stedse vidner om at rendestene, rendestensbrætter, og alt hvad der hører til de render, hvorigennem vandet skal have sin flugt, ikke er i den ønskeligste stand, så er det dog en ubehagelighed som langt overvejer denne såvel for kørende og ridende, som især for de gående, denne nemlig, at der i enhver gade er så mange afbrudte tagrender, der hænger ud over tagskægget, og giver vandet fra sig i en så frygtelig nedstyrtende kvantitet, at man er øjeblikkelig gennemblødt, og måske kunne føle sig meget farlige virkninger af dette dryppebad.

På det at disse kunne desto overflødigere give vandet fra sig, er de åbnede i form at en løvemund og bøjede så langt ud, at de kaster strålen over rendestenen. De ødelægger desuden også gaden formedelst den stærke nedstyrtning, og det ville derfor sikkert være særdeles ønskeligt, om den ansvarlige gjorde sådanne anstalter, at disse render i det mindste  efterhånden blev afskaffede. Huset nr. 248 i Åbenrå har fx to sådanne tagrender, når man da for at undgå den ene vil løbe frem, kommer man under den anden, og overskænkes derhos, om man endog er mere end 2 alen derfra.

(Politivennen Hæfte 6, nr. 70, den 24. august 1799, s. 1108-1109)

Redacteurens Anmærkning

Købmagergade har trods elendig forfatning gennem tiderne haft flere af samtiden kendte teaterfolk boende. Komponist og syngemester ved Komediehuset Hardenack Otto Conrad Zinck (nr. 5) 1802-1803. Skuespilleren, tidligere "kalkslager og tallerkenslikker" (dvs. murersvend) Hans Christian Knudsen (nr. 62, 1803-1807). Balletmester Vicenzo Tomaselli (Galeotti). Instruktør Ferdinand Lindgreen (nr. 66, 1818-1829). Tenoren og kvindebedåreren Guiseppe Siboni (nr. 48, 1824), som bl.a. hjalp H. C. Andersen.

Til Direktionen For fattigvæsnet

Blandt de arbejder hvortil arbejdsdygtige fattige bliver at anføre, vil man formodentlig især have hensyn til simple og nyttige redskaber, som er uundværlige for visse stænder i landet, og som dog ikke forfærdiges i samme, men endnu dagligt forskrives udenlands fra. Således har det sig med et, særdeles til skibs højst nødvendigt redskab, en såkaldt dvælg eller svaber, som er en halvanden alens rund fyrrestok, i hvis nederste ende er anbragt en del klude af forskellige farver, eller tykke uldgarnslidser, eller også kabelgarn. Denne bruges som bekendt, at vaske og rengøre dækket og andet til skibs med. Endnu til dato er disse forskrevne til de danske stater fra Lybeck, hvor de formodentlig gøres på fattiges arbejdshuse. De fås der for 2 mark danske og i København koster de 3 mark, og da der ikke udfordres stor kunst eller strengt arbejde til at forfærdige dem, ubrugelige lapper til samme kan nyttes og de kunne gøres af gamle aldrende folk, så kan jeg ikke tro andet, end dette vink er direktionen velkommen, der vist vil vide, at gøre brug af samme. Med stor forundring hørte anmelderen heraf ved en lejlighed, at disse svabere ikke blev forfærdigede nogen steds i de danske stater, der har så megen del i skibsfarten, men at denne handlende nation hidindtil har hentet dem i vindskibelige Lybeck, der sikkert endnu gør flere leverancer til os af lige så simple sager som fx malerkoste, tjærekoste, pensler osv. og han besluttede straks, at lade direktionen over fattigvæsnet dette vide, til nærmere overvejelse.

(Politivennen Hæfte 6, nr. 70, den 24. august 1799, s. 1106-1107)