Om Uordener ved Frederiksberg Slot i Anledning af den gratuitte Kunstberidning.

De ved uden tvivl allerede og måske bedre end jeg, hvor mange uordener der gik for sig i fredags ved den kunstberidning som hoffet gratis lod publikum nyde synet af i Frederiksberg Have. Jeg så folk med den skammeligste og snyltegæster så egne frækhed og ubændighed nedstorme indhegningen af pladsen, nedtrampe hække osv. Jeg så dem trænge sig ind i stalde og andre steder hvor de ikke havde noget at gøre. Jeg så prygl uddeles såvel til uskyldige som skyldige, for at bringe dem til at vige, hvad enten de kunne eller ikke. Med forundring så jeg en mand der med føje er almindelig agtet og elsket, selv også slå på mængden. Jeg så stokken ramme et nygift anstændigt fruentimmer der sikker ikke havde gjort nogen uorden, og vist nok ikke med sin gode vilje, men fremtrængt med magt, stod for ram. Jeg var vidne til hendes skræk og jeg skjuler ikke min harme derover. Jeg troede at en retskaffen politiven umulig kunne forbigå at omtale denne på uordener så frugtbare fredag eftermiddag. Men forgæves ventede jeg noget derom i Deres sidste lørdags nummer. Hvoraf skal denne tavshed hidledes?

*   *   *

Udgiveren ved ikke at nogen gratis kunstberidning har været bekendtgjort eller at hoffet på nogen måde har indbudt publikum. Det har ikke villet lukke haven under beridningen for ikke at lade publikums fornøjelse stå tilbage for sin, men hellere villet unde de i haven på samme tid spadserende morskab, at anse legen med. Dette er så meget mere sikkert som rækværkets og den først ansatte vagts svaghed umulig kunne passe til et helt ubændigt publikums kræfter. Heller aldrig har vi noget eksempel på sådan indbydelse uden man således vil kalde de så farlige som smagløse pompscener ved kroninger, med stegte okser, penges udkastelse, rødvin udsprøjtet af tagrender osv. som man både må ønske og kan håbe aldrig oftere at få at se. Det er vist nok beklageligt at så mange uordener skulle finde sted, hvilket ikke havde været tilfældet hvis det ikke så længe i forvejen var kendt at lyster den dag skulle ride for hoffet. Hvis dette en anden gang slet ikke er kendt forud, eller hvis man i tide lukker og besætter havens indgang, så kan hoffet være sikker for sådanne ubehagelige optrin. 

Jeg må ved denne lejlighed gøre alle dem hvis ubehagelige sag det er; at holde en ubændig mængde i tøjle eller at standse et opløb, opmærksom på et middel som man hidtil ikke har anvendt, nemlig i stedet for at ville forfra drive den tilbage hvorved det sædvanligt går hårdt til, og hvor den der er villig til at gå sin vej lige så lidt kan det som den der står til trods - at lade en tilstrækkelig magt nærme sig til trængslen bagfra og bede eller byde folk at gå. Dette ville vist straks iværksættes, da det her er muligt for enhver at gå og de halstarige ville her uimodsigelig skelnes fra de andre.

K. H. Seidelin

(Politivennen 1800, Hæfte 10, nr. 118. 26 Juli 1800, s 1885-1888)

Farligt Hundeanfald ved Hr. Watts Blegested uden Østerport.

Den hændelse som mødte en vandrende onsdag aften den 16. juni, tror jeg at kunne fortjene et sted her. I det han gik på Strandvejen ind til Østerport, blev han ved hr. Watts Blegested angrebet af en græsselig stor hund. Den sprang ham først op på brystet, da han standsede, forlod den ham, men vendte straks tilbage og søndersled den venstre side på hans kjole. Den gik atter bort, men kom endnu en tredje gang tilbage og afrev ganske kjolens bagerst flig, og med det samme bed den ham i det højre lår. Klædet som den havde i gabet, hindrede at såret ikke har haft skadelige følger. I det øjeblik mærkede manden at der tæt ved under de dunkle træer uden for det såkaldte gamle Vartov, opholdt sig nogle mennesker. Ved hans anskrig: kald på jeres hund, blev hunden ganske sagte tilbagekaldt og den adlød. Stemmen røbede to fruentimmer af hvilke den ene talte svensk eller norsk. 

Der er megen grund til at tro at disse folk har hidset hunden til at forny sine angreb, hvilken manden dog på grund af hundens gøen og den ham påkommende skræk ikke straks kunne bemærke. Han bebrejdede dem den skadefro hvormed de anskuede hans fare, og deres ulovlige forhold i at lade så farligt et dyr gå løs på den offentlige landevej og det på den tid af aftenen (klokken var halv elleve). De svarede: just nu skal den gå løs. Straks derpå brølede en mandfolkestemme: Hold du munden, den radeknægt, hvad vil du? Hunden hører ikke hertil. Imidlertid aflød den deres påkaldelse og søgte huset. 

Vejen var øde og manden ene. Af frygt for et måske endnu farligere angreb af disse folk hvis adfærd ikke lignede fredelige mennesker, fortsatte han sin vandring i stilighed. Han ved nu med historisk vished at hunden tilhører hr. Pekel i Gammel Vartov. For derfra kom den frem, og derfra vendte den altid tilbage. Den adlød folkene der, og endelig har stedets ejer vedkendt sig hunden da dens kendemærker blev beskrevet for ham. Da nu hr. Pekel ikke under noget skin af grund kan være berettiget til at lade sådanne hunde gå løse på landevejen, og det ikke heller er første gang at mennesker på samme sted er angrebne af hunde, så er også sådan skødesløshed og ligegyldighed for sine medmenneskers sikkerhed så meget mindre at undskylde. At hændelsen indtraf efter kl. 10 undskylder vel ikke, for så måtte røveres og stimænds gerninger også undskyldes når de kun myrdede mennesker efter kl. 10, såsom det da var disses egen skyld at de ikke var hjemme til rette tid. Loven hævder vejfred og gør derved ikke forskel på dag eller nat. Da utænkelige mange tilfælde kan gøre menneskers nærværelse på landevejen nødvendig og ulovlig, så bør de også altid der have lovens beskyttelse og sikkerhed på liv og lemmer.

I det håb at hundens ejer såvel som hans folk for fremtiden iagttager deres pligter, har den mand som så skammelig behandledes, besluttet at nøjes med denne bekendtgørelse og advarsel uden videre at benytte sig af rettens værge.

(Politivennen 1800, Hæfte 10, nr. 118. 26 Juli 1800, s 1881-1884)

Til Generalkommisionen.

Ved at rejse fra Lyngby til København mandag den 21. i sidste måned, så jeg de forbedringer som er gjort og gøres på Kongevejen, og tror at gøre vel i at fremsætte de tanker jeg ved den lejlighed havde, for det kollegium under hvis bestyrelse både anlægget og vedligeholdelsen af de nye landeveje står.

På et sted hvor vejen ligger over hældet af en bakke og hvor dens halve bredde er ophøjet over bakkens hældning, den anden nedsænket i bakken selv, har man fra anlægget af ikke brugt den rette fremgangsmåde at afsætte bakkens opstående bred i trin (en terrasse). Derfor har brinken bestandig skudt grøften fuld. Også nu så jeg at i den fornyede grøft var allerede af den nylige regn en stor del jord skyllet ned.

Den jord som arbejderne dels tager op af de fornyede grøfter, dels afstak eller afskuflede af den ujævne jordvej, blev tilhobe opkastet på jordvejens hele bredde. Dette er vel rigtigt, dog må iagttages 1) at jordevejen dog ikke ved denne forhøjning må gøres højere eller lige så høj som grusvejen, da vandet skal have fald fra denne ud over hin i grøften. 2) At først alt stående vand afledes fra jordvejens huller, og 3) at dennes hårdere steder med en hakke noget ophugges for at passe nogenlunde i løshed med de dybere steder hvor ellers det overkørende hjul straks vil synke og i meget kort tid skabe det forrige slag. 4) At denne på jordevejen opkastede fyld bliver sammendabet og overtromlet da man ellers kan skaber støv i tørvejr og søle i sludvejr som er kun et lidt fordelagtigt bytte for den forrige hullede vej. Hvorvidt den første af disse fordringer iagttoges eller iagttoges til fulde, kan jeg ikke ved så hastig overskuelse bestemme. Den anden fordring opfyldtes på ingen måde. Alle slag og huller stod fulde af regnvand og således modtog de fylden. Lige så lidt havde hensyn til den 3. eller 4. dog så nødvendige betingelse. Det hele forrettes skødesløst af arbejderne og opsynsmand blev jeg under min gennemfarende oversyn ikke var.

På denne side af Lundehusvej er grusvejen blevet forbedret ved påført grus. Rettere kunne jeg sige: man har ville forbedre dem. For således som dette arbejde er gjort, kan ingen sagkyndig kalde det forbedring. Ikke alene har man nu allerede overalt genfærd af slagene, jeg mener at gruset er kørt dybere ned af følgene på de steder hvor der har været slag, end hvor der har været ryg, som er det tydeligste bevis på at man har forsømt, før man lagde gruset at ophakke rygen. Og hvad bliver følgen andet end at de gamle slag om kort tid er lige så slemme som før. Men den påførte grus der i det højeste burde have en valnøds størrelse, fordi den da ikke kunne sætte sig fast i kløften af en hestesko, er tværtimod mænget med sten som æbler, ja som små kålhoveder, uagtet erfaring burde have lært at når gruset ikke er jævnstor vil den større aldrig køre sig ind. Også ser man dise store sten ligge løse på grusvejen til skumpling for vogne, fortræd for hestefoden og til opbrud af den mindre grus hver gang et hjul træffer med noget læs over dem.

Var den her påførte grus NB renset fra de større stykker, først blevet lagt efter at vandet var ledt af slagene og ryggene ophakket (just således som med jordvejene før deres fylding overfor er anbefalet), blev grusvejen efter påføring i den første tid hver dag overkørt med en tung stentromle, og endnu et par gange gået efter med fyld hvor udkrævedes, så ville der nu ligge den skønneste jævneste grusvej hvor der kun er et dyrt betalt fuskeri.

K. H. Seidelin.

(Politivennen 1800, Hæfte 10, nr. 118. 26 Juli 1800, s 1878-1881)

Anmodning til Brolægnings Commissionen her i Staden.

Da Fortunstræde når samme ved brolægning bliver indrettet til en passende bredde, unægtelig meget vil bidrage til at formindske, den nu gennem Østergade alt for overdrevne kørsel og ofte deraf flydende ophold og uordener, da arbejdsvogne især fra Nyhavn, såvel som andre, sikker heller når turen faldt til denne side af byen, ville vælge at køre denne vej gennem Vingårdsstræde end undertiden at blive opholdt halve timer på den med vogne næsten altid opfyldte Østergade, så ville Brolægningskommissionen vist meget forbinde publikum ved at lade denne lille og ubetydelige gade endnu i denne sommer oplægge og forsyne med fortove på siderne, da fodgængeren nu ligeledes aldeles må sky den vej, såsom det næsten er umuligt at komme til side når man er så uheldig at møde en vogn. Og da det i Fortunstræde stående plankeværk for hr. justitsråd Koefods ny opbyggede gård formodentlig hidtil har været årsag til at det ikke allerede er sket, så da samme nu til dels er nedbrudt, tør man desto vissere håbe kommissionens opmærksomhed, da denne gades trang til brolægning fremfor enhver anden gade som af ny bliver oplagt, vist må være indlysende for alle, og det derhos er et arbejde der i meget kort tid kunne fuldføres og dog for det almindelige medføre stor nytte.

(Politivennen 1800, Hæfte 10, nr. 118. 26 Juli 1800, s 1876-1877)

I Anledning af den gamle Mands Ønske i No. 116.

Det fejler aldrig at denne gamle mands ønske jo bliver opfyldt. For ikke alene har Rosenborg Have godt gartnertilsyn, men også bliver en og anden forskønnelse anbragt hvor det kan ske uden ganske at spilde omkostningerne. Denne have som vel har store fejl efter nuværende smag, hvad anlægget angår der ikke kan rettes - er dog virkelig et forfriskningssted for de syge og sunde er ikke har tid, lejlighed eller evne til at nyde den renere luft langt uden for staden. At den kunne blive skønnere, er ingen tvivl underkastet. Men man må virkelig undres over at vedkommende endog har haft lyst til at lade det gøre som er gjort og istandholde som hidtil. Intet år går bort uden at voldsom ødelæggelse jo anrettes i denne have. De store stenkugler fx som stor i gangen ved eksercerpladsen, bliver hyppigt nedrevet og når nedrivningen ikke gør skade til gavns, så bruges andre middel til at fordærve dem. De buster der er opsat i kvarteret ved vandspringet, blev det første år nedrevet, nedtrådt og væltet overalt omkring i kvarteret. Året derpå blev de gjort så faste på piedestalerne at de ikke kunne nedrives. Men så for dog at få løjer, sønderfilede og fordærvede man dem på den måde ganske. Ligeledes er andre figurer mishandlet og ved hjælp af laveste pøbelvittighed, ækelt besmurte. For ikke at tale om snese andre uordener.

Når man nu forestiller sig hvor store æsler - for ikke at sige mennesker - der behøves for at gøre sådant arbejde, som at vælte de svære kugler ned og så at sige sønderslide og fordærve busterne, således som det er meldt ovenfor, så må enhver, gammel og ung, der har smag på ordentlige fornøjelser og som for at nyde disse, søger dem i Rosenborg Have, inderligt harmes over den københavnske uvornhed.

Til alt held kan man ikke her skyde skylden på børn, nej man er nødt til at antage at voksne, stærke, dagdrivende lømler hvis rette opholdssted var rasphuset, afstedkommer sådan skade og - dog tør man ikke tilråde andet tilsyn end den gartnerfolkene kan yde, for ellers tabte de uskyldige spadserende deres hele fornøjelse. Jeg gentager den gamle mands ønske og er overbevist om at ovennævnte udåd i denne have ikke vil gøre ringeste skår i den opmærksomhed der vises borgernes ønsker, og altså vil haven herefter som hidtil, blive prydet og gavnet med alle de anlæg jordsmonnet tillader.

(Politivennen 1800, Hæfte 10, nr. 118. 26 Juli 1800, s 1873-1876)

Redacteurens Anmærkning

Der hentydes til artiklen i Politivennen 1800, nr. 116. 12 Juli 1800, s 1841-1843.