19 august 2014

Drengen sidder undertiden vel længe i Ærmet.

Den 10. september om aftenen mellem 7 og 8 kom der fire personer ridende på Nørrebro omtrent ved Lysters. Nogle velklædte kvinder gik ned på jordvejen da det forekom dem at de ridende ikke godt kunne styre deres heste (to af dem var officerer og der er altså ingen formodning for at de var beskænkede). Men i stedet for at blive på broen, red de ned i nogle vandpøle hvorved de fra hoved til fødder overstænkede den ene kvinde og ødelagde hendes klæder. Det indstilles til disse herrers bedømmelse om det var at opføre sig som kavalerer.

(Politivennen 1800, Hæfte 10, nr. 125. 14 September 1800, s 1993-1994)

18 august 2014

Svar til Godsejeren af Bødstrup på det i Politivennen anførte under Nr. 117 Pag. 1860.

"Oh musa! giv mig held og lykke

At jeg en synder nu på bylden godt må trykke"

Da jeg mest elsker det muntre, har jeg valgt med dette gammeldags poetiske udråb at fortsætte mit forsvar mod hr. van Deurs, med hvilken jeg har levet i venskabelig omgang, indtil han fik det underlige indfald at anmelde eller angive mig i offentlige blade, hvilket jeg ikke kan anse som en prøve på venskab. Hvad der gav hr. van Deurs anledning til at blande sig i denne begravelsessag på denne måde, er uforklarligt, da præsten i formente eller virkelige fejl burde angives for en gejstlig myndighed og dømmes af denne. Jeg må da acceptere den grund, som han selv giver: Inderlig fortrydelse over så umoralsk en handling. Ja hårde klipper ville revne over den umoralske handling at lade et lig stå i nogle dage uden jordpåkastelse! At offentlige forklejne en mands ære, hvis man kunne, er jo ikke nær så umoralsk?

Hr. van Deurs bevis forekommer mig latterlig, at jeg ikke kendte urmagerens religion. Skulle ingen her i landet vide fra hvilken sekt en mand kom, undtagen den som havde en skriftlig forvisning derom, så måtte man jo antage at i disse så tolerante riger var endnu et eller flere inkvisitionstribunaler som med bål og brand forfulgte enhver, som ikke bekendte sig til den i disse riger herskende religion. Men da hr. van Deurs efter egen tilståelse havde skriftligt bevis for at den afdøde var af den romersk-katolske religion, så må jeg spørge: Hvorfor han i sin anmeldelse har fortiet dette? Da enhver af almindelig retskaffenhed opgiver en sag sådan som han finder den, uden at lægge til eller trække fra?

Det synes at van Deurs i sin iver mod svin og hunde som går ind på landsbykirkegårde, har glemt at han selv er kirkepatron og har kirketiende for at holde kirke og kirkegård i stand. Vist er det, at intet kreatur kan komme ind på en kirkegård, som har gode mure, port og låger, da de på kirkelågerne satte bomme lukker selv lågerne, når den gennemgående forsømmer det. Ved folks gang over Drøsselberg Kirkegård er næppe noget kreatur indkommet, da det med mere bekvemmelighed kan gå ind ad kirkeporten, der i sine stakitter har en åbning så stor, at et ungt høved sagtens kan gå gennem dette og hverken kirkelåger eller kirkeriste er her i vedbørlig stand.

Da liget efter van Deurs tilladelse er indsat i kirken, så er han selv årsag i alle de onde virkninger af den uddunstning som han gør så meget larm over. Hvad hr. v. Deurs siger om animosite er for mig lige så uforklarlig en underlighed, som hvad han skriver om at liget stod utildækket i samfulde otte dage. Liget var jo lagt i en med låg forsynet og tilsømmet kiste, Det var altså ikke utildækket. Liget blev bisat om mandagen mellem 11 og 12, og fik jordpåkastelse følgende søndag. At lade et lig, som nedsættes en søgnedag i ugen, først få jordpåkastelse den derpå følgende søndag, er ikke min opfindelse, men noget, som er sket før min tid.

Hr. van Deurs dyrker ikke sandheden allerivrigst. Beviset er hans fortielse af urmagerens religion, hans forkortelse af kirkevejen, som han nedsætter under en halv mil, da den af andre er anset for 3 fjerdingvej, hans forsikring at kirkevejen om sommeren er særdeles jævn og god. Denne vej har endnu ingen stenkister, dog har hr. van Deurs lovet at forsyne den med disse, efter min til øvrigheden herom indgivne besværing.

Hr. van Deurs har så godt som læst for publikum den gamle skriftebøn: Jeg arme synder etc., og bekendt sig skyldig i kirkegangsforsømmelse, men han forsømmer ikke kirketjenesten uden grund! Og disse er: Uvidenhed om kirketjenestens begyndelse, mangel på lejlighed, og at taleren ikke er agtet. Den første grund er dårlig. De som jævnligt søger kirken, kender tiden. Derimod må jeg sige om den anden af hr. van Deurs anbragte grunde, hvad poeten siger om vinen: At den er evig god, for dersom verdens dommer modtager undskyldning for vores forsømmelse af de pligter, vi skylder ham, da synes det at den, som har en herregård at bestyre, en bondefejde at udholde, og nu polemik mod præsten, kan have grund til at sige: Jeg kan ikke komme, herre! Undskyld mig. Derimod ved jeg ikke om van Deurs kan finde nogen undskyldning i dette, at taleren er ikke agtet af ham, da mennesket sjælden lader den vederfare, hvis fjende han er.

Hvad hr. van Deurs lægeattester angår, så tilstår jeg at jeg ikke bryder mig om attester som skulle bevise godgørenhed, da denne helst bør ske i løndom, og det synes undertiden, at den, som vil bevise godgørenhed med attester, bruger de samme til at at skjule for verdens øjne et eller andet som ikke bryder sig om bliver set.

Til sidst ønsker jeg at hr van Deurs må være i stand til at forsvare alle sine handlinger såvel som jeg skal forsvare mine for enhver, som har ret til at kræve mig til regnskab, og nu byder jeg ham farvel med følgende lånte erindring:

Lykkelig er den mand, som holder sig smukt hjemme

Den bliver selv til ?iek, som andre vil beskæmme

Kirke Helsinge den 9. august 1800

Alexander Holm
Præst til Helsinge og Drøsselberg menigheder i Løve Herred på Sjælland.

(Politivennen Hæfte 10, nr. 124. 6. september 1800, s. 1979-1983)


Redacteurens Anmærkning.

Oversigt over artikler i denne debat: 
Politivennen 1800, Hæfte 9, nr. 108. 17. maj 1800, s 1723-1724
Politivennen Hæfte 9, nr. 112. 14. juni 1800, s. 1788-1790
Politivennen 1800, Hæfte 9, nr. 113. 21. juni 1800, s. 1794-1796
Politivennen Hæfte 9, nr. 117. 19. juli 1800, s. 1860-1865
Politivennen Hæfte 10, nr. 124. 6. september 1800, s. 1979-1983
Politivennen 1800, Hæfte 11, nr. 131. 25. oktober 1800, s. 2088-2089

I Anledning af Præsningen.

Som det almindeligvis går ved enhver særlig forholdsregel at den just for usædvanlighedens skyld ikke fuldkommen kan iværksættes uden enten overskridelse eller fejltagelse, at disse da uendelig overdrives af rygtet, at der endog opdigtes mangfoldigt som aldrig er sket. Således gik det også med den præsning hvortil de nu lykkeligt endte uroligheder for nylig gav anledning.

Udgiveren ved med vished at ingen ordre var givet til at tage håndværkere. Ikke desto mindre blev den første nat mellem et par hundrede mennesker også taget omtrent 30 af disse, dem man ikke straks kunne løslade på deres blotte ord da ellers enhver ville foregive at være håndværker. Men som et par dage efter da de mange ved sådan lejlighed sig sammendyngede forretninger tillod undersøgelse, straks blev løsladte. Dette skete ligeledes med andre personer der godtgjorde deres kald.

Det rygte at også fruentimmer blev præssede, er fuldkommen usandt, ligesom også det at børn blev taget.

At imidlertid mange mennesker som præsningen aldrig sigtede til, måske også fruentimmer, uden at sådant bør tilregnes den autoritet som udførte den befalede præsning, er ikke alene noget man måtte formode, men endogså allerede kan bevise som virkeligt, da der straks den 26. august blev grebet to personer, den ene Bent Nielsen, konstabel, den anden Joh. Fred. Hebner, matros ved Holmen, som bevisligt havde under påskud af at være berettigede til at præsse, antastet folk og afpresset dem penge. Begge blev efter forhør fastsat. Flere har drevet sammen håndtering uden at være holdt fast.

Udgiveren anmærker så meget hellere disse fakta der viser de overdrevne rygters ugrund, som han i forrige nummer yttrede sig imod præsninger overhovedet, og håber at endog de denne gang indløbne omstændigheder ville være en praktisk bevæggrund, foruden alle de fornuften, opgiver, til en anden gang i lignende tilfælde, i det mindste at lade en opfordring gå forud for et så stærkt og ubehageligt middel som præsning.

(Politivennen Hæfte 10, nr. 124. 6. september 1800, s. 1977-1978)

Ærede hr. Politiven

Da jeg to dage i træk har fået to sæt tøj ødelagt ved at passere Østergade, som formentlig er sket af en skarnsunge med en sprøjte, da jeg aldeles ikke har bemærket at det skete. Ligesom samme ubehagelighed er sket et fruentimmer af mine bekendte på denne vej, så underretter jeg Dem om det. Muligvis ved at bekendtgøre dette kan barnets forældre blive opmærksom på det, så folk uden at få deres tøj ødelagt kan passere gaden

Jeg er osv.

***

At denne verden nyligt har frembragt flere drengestreger, det vidste jeg. Men ikke at man nu også møder dem på Østergade. For 8-10 dage siden så jeg den blive udøvet af en dreng på Store Købmagergade uden for professor Tode. Sprøjten blev endog fyldt fra rendestenen, og tæt ved stod en til butikken hørende voksen person, der ikke synligt misbilligede det. Da drengen mærkede at der var opmærksomhed på ham, holdt han inden, og jeg havde ikke tid til at lægge mærke til, hvor drengen hørte hjemme. Så snart det imidlertid sikkert vides, at en eller anden bedriver sådant uvæsen, skal hans navn blive bekendtgjort.


(Politivennen. 1800, Hæfte 10, nr. 124. 6. september 1800, s. 1976-1977)


Østergade 30. Annonce fra Illustreret Tidende, 9. december 1860. Adressen eksisterer ikke mere. Den lå hvor Kristen Bernikowsgade i slutningen af 1800-tallet blev udvidet fra at være en smal gyde til den brede vej vi kender i dag. Numrene springer derfor fra 26 til 32.

I Anledning af Storehedinge Bagers Retfærdiggjørelse i No. 121.

Forrige års afgrøde kan ikke retfærdiggøre Venzels behandling. For nabobagerne i Køge, på Vallø og Vemmeltofte har hele året igennem produceret det skønneste brød man ville nyde. Når altså disse med held benyttede sig af forrige års afgrøde, kunne Venzel ligeså, med mindre han ikke forstår håndværket retskaffen. Lige for bagernes øjne tæt uden for byen ligger en vejrmølle med godt sigteværk, noget derfra ved byen Renge en anden af samme beskaffenhed, og omtrent 1½ mil længere borte, den tredje, nemlig Jullinge hollandske mølle. Hvorledes tør han da vove offentligt for et helt publikum at lyve at her manglede et godt sigteværk. Men det går således: den der fattes retsgrunde at forsvare sig med, må fabrikere dem.

Store Heddinge den 24. august 1800
A. C. v. Holstein.

(Politivennen 1800, Hæfte 10, nr. 124. 6 September 1800, s 1975)


Redacteurens Anmærkning

Stevns Lokalhistoriske Arkiv har et foto af en stubmølle, Renge Mølle. Formentlig en nyere en af slagsen, men samme sted som den omtalte. På et matrikelkort fra 1793 vises Renge som en lille landsby med kun 6 gårde. Møllen er så vidt jeg kan se ikke anført.

Folketællingen 1801 røber hvem der boede på møllen, nemlig husbonde, gårdbeboer og møller Christen Michelsen (f. 1750) gift med Agnethe Madsdatter (f. 1764), 4 børn samt en tjenestepige og en tjenestekarl.