Bøn til Vedkommende i Helsingør

Dengang byen glædedes ved hans kongelige højhed kronprinsens og andre prinsers nærværelse var det en sand fornøjelse for alle kørende og gående at kunne passere Stengade så sikkert og uden fare på grund af de planker, der var lagt over rendestenene, og det påfyldte tang. 

Denne sikkerhed og denne fornøjelse afføder denne bøn: At samme foranstaltning måtte blive opretholdt. Utvivlsomt ville alle de som holder heste og vogn, give tilstrækkelige og villige bidrag, hvis det skulle blive for kostbart for byen. Det er en betydelig sikkerhed såvel for heste og vogne, og endnu mere for mennesker.

(Politivennen nr. 353, 26. januar 1805, s 5613-5614)

Gustav IV Adolf og dronning Fredrika Dorothea Vilhelmina omkring år 1800. Mens alt stadig var idyl og statskuppet ikke lige om hjørnet. Maleri af Jonas Forsslund.

Redacteurens Anmærkning.

En svensk tragedie

Sveriges konge Gustav IV Adolf (konge 1792-1809) rejste januar 1805 gennem Danmark pga. ishindringer, eskorteret af en æresvagt af husarekskadroner i Roskilde og Hillerød. Kronprinsen opholdt sig i den anledning et par dage sammen med kongen i Helsingør. Senere det år gik det grueligt galt. Sverige gik ind i Revolutions- og Napoleonskrigene. Gustav blev arresteret ved et militærkup i 1809, levede en overgang under navnet greven af Gottorp, senere oberst Gustavsson. Efter skilsmisse i 1812 gik han i hundene og havde sammenstød med politi og værtshusholdere. Han døde i 1837.

Ønske paa Knippelsbro.

På Knippelsbro på venstre side fra byen af er jerngelænderet som vender til Christianshavn, således fraskilt at et menneske godt kan falde igennem. Vel er der en krog som kan påsættes, men da gelænderet er bøjet, så kan ingen uvedkommende uden hjælp presse det sammen så krogen kan nage til krampen på det andet gelænder som ved den skulle hænge sammen.

I øvrigt er denne bro på grund af dens åbne gelænder i mærke og stærk storm en især for fruentimmer, gamle folk etc. skræksom og farlig bro, og det var et ønske at for forebyggelse af ulykker som dog var mulig for børn, ja endog for ældre og lidt berusede især kunne hænde at på gelænderet adskillige tynde jerntværstænger blev anbragt, samt på midten hvor gelænderet skilles fra hinanden, udtænkt en slags mere sikkerhed, ved bekostning i det hele ikke kunne blive af stor betydning, imod det gode samme i henseende til beroligelse og sikkerhed for frygtsomme som i storm og mørke skal passere denne vej, ville føre med sig.

(Politivennen nr. 352, 18. januar 1805, s. 5594-5595)

Helligdagsbrøde

To søndage i træk, den 6. og 13. januar i år mellem kl. 9 og 10 om formiddagen, har undertegnede hørt en kone, der ellers kun sjældent kommer i den gade, råbe med fisk i Pilestræde. Også søndag eftermiddag den 13. december forrige år var en af vores mange visekællinger i fuldt arbejde og istemte straks uden for kirken sine nye lystige viser, da jeg gik ud af Helligåndskirken, og der hverken var messet eller sunget afslutningssalme, aftensangen var altså ikke forbi. 

Ingen kan nægte at det er en åbenbar overtrædelse af kongens love om søndagens helligholdelse. Det er en dobbelt uforskammethed af disse mennesker, at de endog tillader sig denne lovstridige opførsel i vores årvågne og virksomme politimesters nabolag, på et tidspunkt hvor de med god grund forudsætter at hans ånd er beskæftiget med dagens værdigere sysler.

Jeg er overbevist at man kun behøver at gøre denne for sit embedes pligter så nidkære mand opmærksom på det, for i fremtiden fuldstændig at blive fri for sådan profan støj under gudstjenesten. Og uden betænkeligheder bekendtgør jeg derfor offentligt disse kendsgerninger.

Pavels
Præst ved Nikolaj menighed

(Politivennen nr. 352, 18. januar 1805, s. 5592-5593)

Fiske- og skillingsvisekællingernes råben og skrigen har ikke mange chancer i nutidens Pilestræde, selv i kirketiden, mod larmen fra trafikken og de mange modeforretninger. Mange af bygningerne eksisterede imidlertid på Politivennens tid, fordi gaden blev forskånet for det store brand i 1795. Talrige artikler beretter om et livligt handelsliv under gudstjenesten, også uden for København, se fx juni 1801 om udskænkning af øl og brændevin i Karlebo.

Redacteurens Anmærkninger

Respekt for kirken

Afhang af om kirken levede op til folks forventninger til at den lagde lokaler til især fødsel/dåb, ægteskab og død. Gudstjenesten blev ikke taget alvorligt.Som generelt gennem danmarkshistorien var kirkerne ikke særlig godt besøgt. Selvom det på Politivennens tid var lovpligtigt at gå i kirke, altså religionstvang. Et massivt fravær med mellem hver 10. og hver 20. mødte op i kirken, gjorde det imidlertid umuligt at håndhæve. I Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, nr. 76, den 20. august 1804, side 1205-1208 fremgik at en hel menighed boycottede en præst (stærkt forkortet):

Svar paa et Brev fra en Ubenævnt.

Udgiveren har i disse Dage faaet et anonymt Brev, hvori der fortælles, at en Præst her i Landet har indgivet en Klage til Amtmanden, hvori han fører Anke over, at hans Sognefolk ikke ville komme i Kirken, naar han præker, og hvori han beder Amtmanden, at det maatte blive Menigheden paalagt at gaae i Kirken.

Lignende kender man fra Helsingør, og i Maribo og Nykøbing anså Den Kongelige privilegerede Viborger Samler 4. juni 1810 det for en del af tidsånden:

Som et Træk af Tidsalderens Aand  kand mældes, at 2de paa hinanden følgende Søndage har i Nykjøbing Kirke paa Falster ikke været et Menneske i Kirke og altsaa heller ingen Tale bleven holdt. - Det samme har og været Tilfældet 2de Gange i Maribo siden Nytaar. - Aftensang har i nogle Aar afskaffet sig selv, endog paa Høitidsdagene.

Senere på året kunne man i Den Kongelige privilegerede Viborger Samler 26. november 1810 læse følgende: 

At det dog virkelig maae være en Sandhed: at Mariboerne ikke ere meget for at gaae i Kirke, kan man ikke andet end troe, ved atter under 13de at læse i Stedets Avis: "Sidste Søndag var her af Mangel paa Tilhørere hverken Høimesse eller Aftensang. Mon Klubsuer, Kroehuse og Skervenzelbordene ere lige saa tomme?"

Mange der mødte op, gjorde det som visekællingen for at gøre en god handel og fordrive tiden. Ganske mange var berusede, i bedste fald for at få sig en lur. Antallet af vielser i kirken var på ca. 20 år faldet fra lidt over 1.000 til under 1.000 om året, selvom befolkningstallet samtidig steg med o. 25%. Adskillige artikler i Politivennen vidner om at gudstjenester blev betragtet som en folkeforlystelse, med kirkegængerne og præsterne som ufrivillige optrædende.

Claus Pavels (1769-1822) 

Var kapellan ved Nikolaj Menighed 1799-1805. Student i Norge 1785. Cand. theol 1789. Ophold i København. 1793-1796 prædikant i Eidanger. 1799 sognepræst i Hørsholm. Sognepræst til Aker og slotspræst på Akershus 1805-17. Derefter biskop i Bergen. Ifølge Salmonsen Leksikon, som desuden skriver:

Allerede i sin tidlige ungdom dyrkede Pavels æstetiske interesser og var på vej til at vinde et navn som digter, idet ikke få digte af ham tryktes i samtidens tidsskrifter. Større betydning i litteraturen fik han ved sine prædikener, der i stort antal er trykte dels i samlinger, dels enkeltvis.

En mere farverig beskrivelse af ham står i Dansk Biografisk Leksikon. Her står at han "spildte tiden" som ung studerende, og desuden at

P. havde et let Hoved, men var ikke anlagt paa lærde Studier og havde ved Rahbek faaet Smag paa Æsthetik, saa det væsentlig blev denne, der beskæftigede ham de 3 1/2 Aar, han havde Plads paa Elers’ Kollegium. Han skrev Digte – en Heroide i «Minerva» 1789 o. m. – og blev rost af Abrahamson og Rahbek. At Theologi og Lærdom ikke tiltrak ham, havde ogsaa sin Grund i den Smag, han fik paa de tyske eudæmonistiske Forfattere, blandt hvilke maa nævnes den berygtede C. F. Bahrdt. Endnu 1807 kunde han – i sin Avtobiografi - ikke se tilbage til disse Aar med Anger. Hans Aands og Hjærtes Kultur fremmedes – siger han – midt under Nydelsen af de uskyldigste og ædleste Glæder (dramatiske Selskaber og Klubliv). Han maatte undervise, men ansaa sig lidet skikket dertil. «Religionslærerens Kald» havde altid staaet lokkende for ham, og han har næppe tænkt sig anden Fremtid end Talerens, hvor meget han end gav sig af med at skrive Vers og Recensioner.

Nikolaj Menighed hvor Pavels var kapellan og skillingsviser havde det tilfælles i 1805 at de var på vej ud! I 1805 kom der en præcisering af Trykkefrihedsloven af 1799 om at det var forbudt at råbe med viser. Og samme år blev Nikolaj Kirkes sogn opløst og fordelt mellem Garnisons-, Helligånds-, Holmens-, Trinitatis- og Vor Frue Kirke. Snart blev området omkring kirken forvandlet til torvehandel. Restaurant Maven er opkaldt efter øgenavnet for slagterboderne på stedet. Siden har bygningen ikke fungeret som kirke. I dag er den kunsthal. Menigheden blev nedlagt. Visekællingerne fortsatte. 

Karl Friedrich Bahrdt (1741 – 1792). var en tysk teolog, forfatter og eventyrer. Han begyndte allerede som syttenårig at studere hos den ortodokse mystiker Christian August Crusius (1715–1775). Han skrev siden bøger, polemikker og en selvbiografi, som er beskrevet som "en blanding af løgne, hykleri og selv-prostitution".

Overfald på Gaden

Mandag den 14. kl. 11 om formiddagen i denne måned havde jeg den ubehagelige oplevelse at blive udsat for et overfald, og det på følgende måde:

Jeg kom fra volden og ville gå ned ad Studiestræde, da 5 matroser, som jeg havde set stå uden for en kælderdør, pludselig samlede sig omkring mig, viste mig deres knapper, som de havde i tøjet, og spurgte om jeg ville købe sølv? Jeg svarede nej. Så fejede de forbi mig. Kom senere tilbage, omringede mig igen og spurgte om jeg ville købe sølvknapper? Jeg svarede nej. Hvorpå de begyndte at skubbe mig mellem sig, fra den ene til den anden. Jeg bad dem om at lade mig i fred, og sagde at det var for galt at man ikke kunne gå på gaden i fred. Så tog en af dem fat i min stok, som jeg holdt temmelig godt fast i. Men alligevel vred de den ud af hånden på mig, og løb så deres vej ned ad Larsbjørnsstræde, og gik ned i kælderen. Jeg forfulgte dem i det håb at møde enten nogle betjente eller politi, for at få i det mindste en af dem arresteret. 

Omtrent på dette sted på Studiestræde blev skribenten passet op af fem matroser, efter at komme fra volden længst væk, lige foran Palads Bio. Skumle kældre som under kafe The Log Lady (Twin Peaks) præger området. Fotoet er taget i krydset ved Larsbjørnstræde. Matroserne stak derefter af bag om fotografen og op mod højre, hvor også Teglgårdsstræde støder til. De fleste af husene på fotoet eksisterede også i den skikkelse i 1805. De var da forholdsvis nyopført af forskellige håndværksmestre.

Fra den omtalte kælder kom de straks op og gik ned i en anden kælder i Teglgårdsstræde, hvor der er et rulleskilt over døren. Der stod de i nogen tid og opfordrede mig til at komme ned, så skulle jeg få min stok. En mod fem turde jeg ikke. Jeg opsøgte i stedet en bekendt der bor i gaden, som uheldigvis ikke var hjemme. Jeg holdt imidlertid øje med disse matroser, forfulgte dem i det håb at møde en eller anden jeg kunne alliere mig med. Men da de mærkede dette, forsøgte de da de kom til Vestergade at sprede sig mellem vognene. Dog beholdt jeg to i syne, heriblandt ham som havde taget stokken og holdt den under sin jakke. 

Forfulgte dem op ad Vestergade til volden. Men da de kom nær volden, begyndte de at løbe og jeg tabte dem af syne. Jeg passede dog nøje på overalt og opdagede dem igen nede ved Vartov Hospital. Opsøgte to politibetjente der boede i nærheden, men forgæves. Og så endelig disse to matroser gå ned i en kælder i Prindsensgade, hvor de forblev. 

Da min umage for at få fat i disse karle således var forgæves, og da jeg ikke kender dem, heller ikke kan få dem afstraffet, så vil jeg for den offentlige ordens skyld ønske, at dette bliver offentliggjort til advarsel for andre. Stokken bekymrer mig ikke så meget, men den forskrækkelse jeg fik i det øjeblik har taget på mit helbred.

København den 15. januar 1805
Mathias Mejer
Magstræde nr. 28

(Politivennen nr. 352, 18. januar 1805, s. 5589-5592)

Redakteurens Anmærkninger

Matroser

Der var et betydeligt antal matroser på Politivennens tid. Ifølge Callisen (s. 525) var 5.953 mandfolk og 4.235 kvindfolk matroser, ud af en samlet befolkning på knap 101.000 altså omkring 10% af Københavns befolkning. Matrosernes udfordrende opførsel viser ringe respekt for spidsborgerne. Måske et udslag af de revolutionære stemninger siden den franske revolution? Måske ment som en trussel om at i flok kunne de godt afvæbne borgeren. Men dog også tilpas bange for at gøre alvor af deres trusler.

Politivennens skribenter - der må formodes at være fra Københavns finere spidsborgerskab - omtaler med jævne mellemrum matroser. Altid i flok og som regel truende, anmassende og i gang med et eller andet halvkriminelt. Fx som billethajer der maser sig foran i køen for at opkøber teaterbilletter.

Prindsensgade 

Der kan være tale om Ny Kongensgade, som dog allerede optræder med dette navn på Geddes Kort fra 1761 hvorfor det er mærkeligt at artiklen stadig skulle bruger det gamle navn. Om en lille forbindelsesgade mellem Borgergade og Adelgade. Eller Prinsessegade på Christianshavn, som hed Prindsensgade indtil 1859. 

Vognene i Vestergade

Vestergade førte som Nørregade og Østergade mod byens port fra byens centrum Gammel- og Nytorv. For Vestergades vedkomende til Vesterport (nu Rådhuspladsen). Her var tit trafikprop af vogne som skulle ud eller ind af porten.

Før ordenspolitiets tid

Politimester Hans Haagens politistyrke bestod på dette tidspunkt af 3 assessorer, 6 fuldmægtige, 3 kopister, 1 adjudant, 1 torvemester, 1 fyrbøder, 30 politibetjente inden for volden, 6 politibetjente på broerne og 1 politibetjent med speciale i fremmede jøder. Til en befolkning på over 100.000. Vægterkorpsets knap 300 vagter synes Politivennens skribenter ikke at have haft særlig stor tiltro til.

Uordner.

Vægteren i Hummergade har for vane om morgenen at banke kælderfolk op, med så stort rabalder, at alle folk i huset vågner af deres morgensøvn på en tid mange ikke ønsker det. Man skulle mene at han godt kunne gøre kælderfolk den tjeneste at vække dem, og fortjene noget derved, uden at gøre det på så buldrende måde.

(Politivennen, nr. 351, 11. januar 1805, s. 5584)

Vy fra Knippelsbro. Bag Holmens Kirke ses de hvide bygninger, forsikringsselskabet Haand i Haand (1960), langs Holmens Kanal, som ligger foran området hvor Hummergade var. Nikolajgade som deler bygningerne, hed tidligere Skvaldergade. Ikke nødvendigvis fordi man skvaldrede meget her, men pga. søfolkenes såkaldte skvalderbænke, der lå ved havnen. 
 

Redacteurens Anmærkninger

Hummergade

Eksisterer ikke længere. Den blev nedlagt sammen med Stæregade og Ulkegade til fordel for gaden Holmens Kanal. På Geddes kort fra 1761 ses Hummergade som en sydlig parallelgade til Laksegade fra Admiralgade og 2-3 husblokke frem. Det eneste jeg kan se stadig eksisterer af forløbet, er den lille blindgyde mod øst fra Bremerholm mellem Laksegade og Holmens Kanal.

Mange internetkilder (Wikipedia og Inden for voldene) antyder at gaden Holmens Kanal også lå hvor Holmens Kanal lå indtil 1864, hvor den blev kastet til. Det gælder dog kun for strækningen mellem Nationalbanken og Kongens Nytorv. Fra Admiralgade til Nationalbanken hed den Stæregade.

Området har det åbenbart med larm. Mens vægterne lavede larm i Hummergade, var Fanden tyve år senere løs i den nærliggende Laksegade, men det er en anden historie. Statens Arkiver har historien:

Den 3. oktober 1826 var Taagerup i politiretten. For sagen måtte opklares! Taagerup og hans kone Charlotte Cornelia var værtshusholdere i Laksegade 210. Aftenen før var der nogen, der havde kastet en flaske ind igennem sovekammervinduet.

Det var ikke lige til at finde den skyldige. Gadens beboere blev forhørt: en waldhornist, en kobbersmed, en snedkermester, koner og læredrenge  - alle mødte i retten. Nogle kunne fortælle om andet kasteskyts, én havde hørt raslen, og andre mente, at det måske kom fra skorstenen, der hvor røghætten sidder? Sagen blev ikke opklaret, og nogle københavnere mente, at selveste Fanden havde drevet sit spil i Laksegade.