Krouorden på Kronborg Geværfabrik

(Efter indsendt)

Det er bedrøveligt at se og høre, hvorledes der drikkes og støjes hele nætter igennem på kroen på Kronborg Geværfabrik. Undertiden er der sådan en alarm og slagsmål, at de omkringboende ikke kan få nattero. Hvor mangt et ungt menneske er her i bund og grund blevet fordærvet ved nattesvir. Hvor mange mænd ødelægger her ved svir deres tjente penge, hvoraf kone og børn kunne have levet, og som måske undertiden savnes hårdt af disse.

Der er dejligt ved Kronborg (midten af stikket) nu som i 1754. Men idyllen længere ude i Hellebæk skæmmes af idelig støjen, drikken og hujen fra geværfabrikken.

Gid at denne i sine følger så skadelige nattesvir måtte blev hæmmet. Hvor megen taksigelse ville de ansvarlige, i hvis magt det står at hæmme denne uorden, ikke nyde af den bedre tænkende del af fabrikkens beboere, hvis denne uorden blev hæmmet. Man smigrer sig med det håb, at denne begæring ikke vil være forgæves.


(Politivennen nr. 365, 20. april 1805, s. 5802-5803)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen blev fulgt op i Politivennen nr. 382, 17. august 1805, s. 6074-6075.

Kronborg Geværfabrik

Det er en tilsnigelse at vise stikket fra Helsingør og Kronborg. For Kronborg Geværfabrik (før 1768 Cronborg Jernverk) lå i Hellebæk. Omkring år 1800 var ca. 500 mennesker knyttet til fabrikken. Fabrikationen var en del af trekantshandelen: Geværerne blev solgt i Guinea (Afrika) og betalt med slaver. De blev sejlet til Dansk Vestindiske Øer for at producere sukker og rom til Danmark. Det må have faldet ejerens søn for brystet, for han var medvirkende til at Danmark i 1792 fik slavehandelen forbudt med virkning fra 1803. I teorien. 

Gendrivelse af et falsk Rygte

Da det er kommet mig for øre at ondsindede mennesker har udspredt et rygte, ifølge hvilket jeg skulle være årsag til karlen Hans Ulriksens pludseligt indtrufne dødsfald hos mig, ser jeg mig nødsaget til offentligt at bekendtgøre disse nedriges skammelige hensigt: at forspilde min velfærd, gode navn og rygte. 

Omtalte Ulrik Jensen, som var kommet fra Lolland over isen her til staden for at fremme en proces, og havde medtaget alt hvad han ejede, blev anbefalet mig til at passe mine heste mv. i de 14 dage min tjenestekarl opholdt sig i Jylland. Jeg antog ham på det vilkår at han i samme periode kunne få løn som min karl ellers fik. Da han havde været hos mig omtrent 8 dage, gik jeg en morgen kl. 6 ud i gården for at kalde på ham. Men i stedet for at svare, bankede han på sit kammervindue. Jeg gik derpå op til ham, og fandt ham meget syg. På mit spørgsmål hvad han manglede, svarede han, at han siden kl. 2 om natten havde lidt meget af hovedpine og tørst. Da jeg kunne lide karlen for hans udviste gode opførsel og  omgængelighed, bad jeg ham blive og sendte straks pigen op til ham med tevand. Han drak nogle kopper af det, men var hen i mod kl. 11 ikke i stand til at drikke mere. Jeg sendte da bud efter min huslæge, hr. doktor Jakobsen, som i sit forfald sendt hr. Vinter, lægeassistent ved Almindelig Hospital. Da denne kom, erklærede han straks, at ingen redning var mulig. Imidlertid forblev han hos karlen til denne døde, hvorom omtalte hr. Vinter har meddelt mig attest så lydende.

"I hr. doktor Jakobsens forfald, som er huslæge hos hr. bager Jansen på hjørnet af Pilestræde og Antonistræde, gik undertegnede efter begæring den 23. marts om eftermiddagen kl. 5 slet til bemeldte hr. Jansen for at se en anmeldt syg, hvilken ved min ankomst fandtes i den tilstand, at han ikke kunne tale, men døde mens jeg var nærværende af kvælningsanfald af en brusten byld i brystet."
"Jeg forpligter mig til ved Gud at bevidne, at patienten, efter min skøn, ikke fik denne pludselige død af udvortes vold, og at alle de tilstedeværende i hr. Jansens hus enstemmigt ingen del har i den afdødes pludselige sygdom og dennes hastige tiltagen .
Den 17. april 1805
Vinter
Lægeassistent ved Almindelig Hospital

Da jeg var nødt til at antage en karl i den afdødes sted og derfor ikke havde plads til liget, blev jeg rådet til at henvende mig til underfogeden, som straks besørgede det fornødne, samt optog synsforretning over den afdøde. Alt dette skete på min bekostning, da denne var i yderste armod og ikke havde efterladt det mindste.

Efter således at have gennemgået hele min handlemåde i denne sag, håber jeg fuldkommen at være retfærdiggjort. Og jeg udlover derfor 100 rigsdaler til den eller dem, der bevisligt kan opgive mig ophavsmændene til føromtalte aldeles ubegrundede skammelige rygte.

København den 18. april 1805
Jakob Albrecht Jansen
Bagermester

(Politivennen nr. 365, 20. april 1805, s. 5797-5802)

Redacteurens Anmærkninger

Det er underligt at karlen omtales med to forskellige navne. Kraks Vejviser angiver en bager Jansen på hjørnet af Pilestræde og Antonistræde 89. Ifølge Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling, 29. marts 1842, døde han 68 år gammel det år. Han var altså 31 år i 1805.

Svar på det i Politivennen nr. 363 angående hr. Beautains Benefice

(Meddelt af hr. Beautain selv)

At hr. Beautain har givet hr. P. Øgaard fuldmagt til selv at gå om med en subskribtionsliste, det er sandt. Men om den omtalte pige vidste hr. Beautain aldeles intet. Det var om mandagen at en Mejer tegnede sig på listen for logen nr. 13 til 10 rigsdaler, men han betalte ikke pengene ej eller angav han nogen adresse hvor han var eller hvor han boede. Således blev det indtil fredag. I dette mellemrum solgte hr. Beautain logen nr. 13, da han ikke vidste hvor Mejer boede, og troede Mejer muligvis havde fået forfald, og ikke lod afhente nogen billet. Men om fredagen sendte Mejer bud med 10 rigsdaler om en billet og buddet erholdt en billet til logen nr. 17, som endnu var tilovers. Det var Mejer ikke fornøjet og kom selv til hr. Beautain og krævede enten billet til nr. 13 eller også sine penge tilbage, hvilket sidste han også erholdt. Dette er sagens egentlige sammenhæng, og enhver vil let indse at det ikke var hr. Beautains, men Mejers egen forseelse, ved i så lang mellemrum at lade hr. Beautain i uvished. I øvrigt håber jeg de højtærede publikum selv indser selv hvem skylden ligger på.

(Politivennen nr. 365, 20. april 1805, s. 5797-5798)

Komediehuset på Kongens Nytorv, midt i billedet. Om det var hertil hr. Beautain solgte benefice-billetter, fortæller historien ikke noget om.

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er svar på Politivennen nr. 364, 13. april 1805, s. 5783-5787, som igen var et svar på Politivennen nr. 363, 6. april 1805, s. 5767-5769

Mere om Assistenskirkegården

Ved min hjemkomst fra en ligfærd i går, fandt jeg Politivennen nr. 363, hvor jeg side 5776 læste, at der ikke sker begravelse om søndagen. Allerede da var denne påstand de facto gendrevet. Men til ydermere bekræftelse må jeg tilføje at der samme dag fra Nicolaj sogn blev begravet fire lig på Assistenskirkegården, at ingen søndag forløber uden at begravelse sker der. Ja jeg har endog engang selv første påskedag fulgt lig derud. Som oftest er det ganske vist kun fattiges børn som da begraves. Men der er dog undtagelser, og på denne som på andre dage, har jeg overværet højtidelige, om ikke just pragtfulde ligfærd derude. End ikke søndag eftermiddag kan det afslås de der har lov til at lade begrave om eftermiddagen, at benytte sig af denne tilladelse. Spørgsmål altså: Skal enhver der ikke har råd til at betale 8 til 12 skilling for entreen, forbydes at besøge sine henfarne pårørendes grave, at hente stof til alvorlig eftertanke mellem de dødes boliger. Ja endog blot at tilfredsstille en uskyldig nysgerrighed eller at finde en times uskadelig morskab ved at bese monumenterne og læse gravindskrifterne. Det er ganske vist nyttigt at en militærmagt enten altid er derude, eller, hvis dette ikke lader sig gøre, da kan rekvireres ved alle pragtfulde ligfærd. Men at pålægge en skat - der som ovenfor vist altid skulle betales, da der alle dage begraves lig - for udgangen til et sted, hvortil der ved udtrykkeligt kongebud for få uger siden er givet fri adgang og åbnet enhver, var hverken klogt eller humant. Altså urimeligt at kræve og umuligt at forvente af vor vise og humane regering.

Den 8. april 1805
Pavels

(Politivennen nr. 364, 13. april 1805, s. 5789-5791)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen fulgte op på Politivennen nr. 363, 6. april 1805, s. 5769-5777.

Erklæring

I anledning af det i Politivennen anførte om hr. Beautains Benefice, vil jeg nedskrive hele den begivenhed, og det jeg skriver er grundet på sandhed.

Mandag den 1. april om morgenen mellem 8 og 9 kom jeg til hr. Beautain for at købe en logebillet til en mand, som havde givet mig det i kommission. Hr. Beautain kom frem med et sirligt skrevet papir, hvorunder stod hans navn. Dette var en indbydelse til de respektive abonnenter, om de ville disponere over deres abonnerede loger, og i så fald tegne deres navne på indbydelsen. Da jeg ikke havde nægtet andre af teaterpersonalet denne tjeneste, at ombringe et sådant cirkulære, kunne jeg ikke heller, uden at udmærke hr. Beautain, nægte ham det. Jeg gjorde ham kun opmærksom på, at det var for sent at lade indbydelse cirkulere, da han samme dag ville begynde at sælge billetter, og dette allerede var anmeldt i  Adresse-kontorens Efterretninger lørdag den 30. marts. Måske endog nogle billetter da allerede samme dag var solgte. Men hr. Beautain ønskede hans indbydelse skulle cirkulere og jeg ville ikke være ham imod. 

Denne samtale passerede under fire øjne mellem hr. Beautain og mig. Mine pligter tillod mig ikke at komme til mange abonnenter om formiddagen. Om middagen sendte jeg min datter til nogle abonnenter, hvoraf to agtværdige mænd havde tegnet sig for hele loger. Før kl. 2 havde jeg indbydelse og ilede både glad og bekymret til hr. Beautain: Glad over at nogle havde tegnet sig - bekymret over en tanke, som opstod i mig: Om hr. Beautain nu fristes til at sælge de loger, som var antegnede? Men jeg blev både forandret og skamfuld da jeg så hvor velgrundet min frygt var. Jeg stod som forstenet, da han sagde mig, at de loger, hvorfor  abonnenterne havde tegnet sig, var alle borte, og jeg erindrede tillige at det var den første april. 

Måske kunne en kompensation formilde de fornærmede, tænkte jeg, og bad hr. Beautain at han ville overlade andre loger, der var ligeså gode som de abonnenterne havde ønsket sig. Men han var så beskæftiget med at sælge billetter at han næppe hørte hvad jeg bad ham om, men råbte: Alle borte - alle borte! Nu beklagede jeg mig over hr. Beautains forhold, og henvendte mig til en mand, som sad hos ham, og skrev på nogle blanketter. Jeg fortalte ham om denne begivenhed, og sagde: At jeg ikke ville gå til flere af abonnenterne, og med det samme lagde jeg de papirer på bordet hos denne mand, som jeg havde modtaget om morgenen af hr. Beautain. Nemlig en liste over logerne og invitationen. Manden, som sad ved bordet svarede mig, at jeg havde fuldkommen ret. Jeg anså ham for at være en retskaffen, ærekær og pålidelig franskmand. I ham har jeg et vidne, når jeg kun vidste hans navn og adresse. 

I det forreste værelse stod der to af politiet. Men det er troligt at disse ikke har bemærket noget af denne sag. Mere ved jeg ikke desangående. I Politivennen læses: "En liste på loger", men det var den allerede nævnte indbydelse og "inge liste" som blev abonnenterne tilstillet. Ligeledes stor der: At manden tegnede sig for en 18 mark loge som blev betalt med 10 rigsdaler. Her vil den flygtige læser tro, at jeg eller min datter *) havde modtaget samme til hr. Beautain, hvilket ikke er sket. Mit forhold, såvel i begivenheden med indbydelsen til beneficen som i andre forretninger, har ikke givet anledning til at nogen mistanke kan hvile på mig. 

P. Øegaard

*) Manden sendte sin karl til Beautain med de 10 rigsdaler for den tiltegnede loge, men fik derfor en urigtig. udg. anm.

(Politivennen nr. 364, 13. april 1805, s. 5783-5787)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen besvarede en artikel i Politivennen nr. 363, 6. april 1805, s. 5767-5769, og blev selv besvaret i Politivennen nr. 365, 20. april 1805, s. 5797-5798