Ønske om et slemt Sted paa Amagerbro.

For en føje tid tog vi os den frihed at anmode vores høje foresatte angående Amagerbros forbedring. Hvilket også blev taget i betragtning. Men den derved skete forbedring var ikke grundsætningen til udgiverens anmodning da det var det stykke stenbro fra barrieren til accisseboden som var passabelt. Men meningen var det stykke af Amagerbro fra accisseboden til nr. 8 som er den sidste strækning til broen, og er en meget ubetydelig strækning som ikke beløber sig over en 280 meters længe som er ikke at regne andet end et middelpunkt af vores reelleste gader i København eller som en anden af forstadens broer. Den trænger højst nødvendig til forbedring da samme er en ren pøl og er meget farlig såvel for kørende, ridende som gående. Til ydermere oplysning og mindre bekostning til dette stykke bros ordentlige brolægning tør udgiveren heraf mestendels indestå for at under denne føromtalte pøl vil findes flere brugelige kampesten end der behøves til dette stykkes bros ordentlige brolægning. Og før det nævnte stykke af Amagerbro bliver istandsat, kan det med rette ikke kaldes Amagerbro, da Amager Landevej er i meget bedre forfatning end den ofte benævnte pl. Ligeledes må jeg anmærke at et rendestensbræt tæt ved barrieren ved Amagerport er meget farligt da enhver gående kan meget gerne i mørke træde ned i rendestenen og brække et ben.

Amagerbro den 24. februar 1807.
Søren Petersen
Boende på Amagerbro nr. 11 i Lykkens Prøve.

(Politivennen nr. 462, 28. februar 1807, s. 7348-7350)

Mere om Butiksvenlighed

(Efter Indsendt)

Der blev i Politivennen nr. 459 klaget over at krambodkarlen ikke sjældent byder købere en høflighed som går over i en anstødelig familiaritet, og der blev ved den lejlighed peget på et bestemt individ.

Det som her dadles hos mange københavnske kræmmersvende, er hverken mere eller mindre end hvad man vil finde overalt hos alle dem, som mangler opdragelse og dannelse. Og med den hensigt at vise at de har levemåde, og for at få deres naturlige forlegenhed eller lottevornhed undertrykt, griber de enten til en lapseagtig raskhed eller en tosset veltalenhed eller pralende grovhed.

En borgerdagligstue på Politivennens tid. Fruentimmeret sidder pænt ved sit sybord og kigger ud på det pulverisende gadeliv. Det er bestemt ikke rart at blive kaldt for Min Gode, Min Putte og deslige af krambodskarle! Bemærk iøvrigt gardinerne - det er vist hvad man kaldte røvballegardiner. (Eget foto, Nationalmuseets samlinger)

Af disse fejl er den sidste som oftest og den første meget ofte fornærmende for andre. Den anden i form af forulykket høflighed giver derimod egentlig blot den fejlende til pris for latter, uagtet den ikke sjældent falder de pågældende besværlig. Ligesom bondens kompliment når han for at kysse sin frues klædebon, løfter fligen af hendes kjortel op til munden. Men den er i grunden ikke mere meningsløs end alt det usle vås som gives og tages mellem unge herrer og damer i de fleste cirkler. Og den synes som meget mindre skadelig også meget mindre at egne sig til en klage, som var den en vigtig fejl. 

Er så yderligere den uheldige belevne en krambodkarl, altså et menneske som man kan blive borte fra når man vil, så bærer hans sleskhed spiren i sig selv til hans egen straf. Ligesom det netop også derfor, fordi ingen er  forpligtet til at købe hans varer, må være ham aldeles uhindret, om han vil sige min nådige frøken eller: min putte. En anden sag var det, hvis han var en offentlig person med hvem man absolut skulle have at bestille, fx postmester, kasserer og lignende. Går nu endelig sådan en klage ud på et enkelt betegnet individ, der har denne fejl tilfælles med sine jævnlige, så er den uædel og røber den lede bondestolthed. Slutningen af klagen i hint nummer, hvor der tales om damer, som krambodpersonen "næppe får den ære at kende" stadfæster til fulde dette.

(Politivennen nr. 462, 28. februar 1807, s. 7346-7348)

Redacteurens Anmærkning.

Der henvises til Politivennen nr. 459, 7. februar 1807, s. 7295-7296.

Endnu noget mere om de nye Lamper

(Efter indsendt)

Det har i dette blad fra flere sider været foreslået at indføre almindeligt om muligt de strålesamlende lamper med parabolske overspejle. Indsenderen heraf tror at burde anføre hvad der kunne siges imod disse lamper almindelige brug. Den første grund imod dem er deres kostbarhed, som vist ikke vil stå i noget forhold til den nytte man lover sig af dem. Selvom det dermed ikke nægtes at jo en sådan lampe eller lygte kunne afløse en hel del af de nu brugelige. 

Den anden grund er deres vanskelighed at eftergøre, da man vist kun vil finde få blikkenslagere, der med en Irgens' kunstfærdighed forener hans kunstkyndighed. Den tredje grund er hvor man skal anbringe dem. Det vil ikke blive så let overalt. For skal de gøre nogen ret udmærket måde, må de nok anbringes således at de kan kaste deres lys tillige ind i en overfor værende tværgade (fx om hr. Grosserer Wasserfalls lampe stod for enden af  I. H. C. Stræde) hvilket ikke overalt vil kunne være tilfældet. Og andre steder, hvor de skulle være af nogen særdeles nytte måtte de nok hænge midt i gaden, hvilket nok også vil have sine vanskeligheder. 

Men den sidste og vigtigste grund er nemlig: Deres skadelighed for øjnene. Man kan aldeles ikke tvivle på at deres almindelige indførelse vil alene i den henseende være meget skadelig, da disse lampers skin blænder meget stærkt. Og hvem der i den henseende skulle have behov for videre vidnesbyrd, han besøger engang parterret på Københavns Skueplads for at erfare hvad virkning den skinplade som er anbragt over lampen i salonen gør på øjnene. Herover har også hr. Tr. Frankenau et andet sted ført grundet anke. 

På grund af alt dette tror indsenderen at det ikke ville være tilrådeligt at indføre disse lamper til almindelig brug. Især hvor gaderne er meget smalle. Men anser dem derimod alene anbringelige og nyttige på visse steder på de offentlige pladser og ved adskillige af de offentlige bygninger. Men på sådanne steder ville de uden tvivl også gøre udmærket nytte. 

Således er anmelderen fuldkommen enig med den, der har foreslået sådanne 4 lampers anbringelse omkring hesten på Kongens Nytorv, hvor de vist ville være meget fortræffelige. Ligeså tror han at 2 bekvemt kunne anbringes på Ny Amagertorv. En ved hver af de 2 pumper. Således også omkring springvandet på Gammeltorv og ved de såkaldte 4 søstre på Nytorv. På samme måde kunne de anbringes på passende steder ved de offentlige bygninger. Således som de 2 ved Komediehuset, dem ved palæerne i korridoren, den i Frimurerlogen i Kronprinsensgade osv. Da det imidlertid hermed ikke nægtes at vore almindelige gadelygter jo kunne trænge til nogen forbedring, foreslår indsenderen om det ikke var et forsøg værd at anbringe i gadelygterne organtiske lamper efter den ny forbedring med blåt glas omkring. Hvilket forslag ærbødigst anbefales til den høje magistrats og lygtekommissionens overvejelse.

(Politivennen nr. 462, 28. februar 1807, s. 7343-7346)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er et svar på Politivennen nr. 453, 27. december 1806, side 7209-7210, og Politivennen nr. 454, 4. januar 1807, side 7215-7217.

Blikkenslager Henning Irgens (1760-1811) var kendt i 1799 hvor man i Kongeligt allernaadigst privilegerte Ribe Stifts Adresse-Aviser, 6. december 1799 kunne læse:

Blikkenslager Irgens i Kbhvn. forfærdiger nu Lysslukkere, som af sig selv slukke Lyset, naar den i Sengen Læsende falder i Søvn.

Han var en driftig mand som beskæftigede omkring 30 mand. Han boede i Store Købmagergade 23 ved Amagertorv, og havde en butik ved Toldbod-viinhusets havegrund ud til Toldbodvejen. Sidstnævnte blev efter hans død solgt til urtekræmmer J. P. Lind. Derudover også Brogade 4 i Køge, og en plads i samme by ved Køge Å. Han døde november 1811, hvorefter hans nevø, Johannes Irgens, overtog firmaet. Han var den første til at vise gasbelysning, se Redacteurens Anmærkning til indslaget fra Politivennen 162, 6. februar 1819. 

Om Gadeuordener i Holbæk.

(Efter indsendt).

Ikke alene for sin egen, men også for sine gamle og på syn og ben svage medmenneskers skyld finder anmelderen sig beføjet til offentlig at gøre den høje øvrighed i Holbæk opmærksom, såvel på de i samme by værende slemme gader som også på enkelte mænds imod al orden stridende skik at opfylde fortovet med vogne og slæder, hvilket især finder sted i Lobeksgade uden for hestemøllen hvor der i dette øjeblik foruden den egentlige møllevogn, står 2 andre arbejdsvogne og 1 slæde. enhver begriber let at i en by hvor ingen lygter er, og gaderne er så slette at man ikke uden frygt tør vove i mørket at passere kørevejen, fortovene i det mindste burde dog holdes ryddelige.

Holbæk den 16. februar 1807.

(Politivennen nr. 461, 21. februar 1807, s. 7336-7337)

Et Par Uskikke ved Lig

(Efter indsendt)

Den første uskik er den, at lig af personer der er døde af frisler, forrådnelsesfeber og andre smitsomme sygdomme, lige så fuldt som andre forbliver i husene. Der er ingen tvivl om at det var ønskeligere om der var et offentligt lighus, hvor ethvert afsjælet lig med smitsom sygdom straks skulle bringes hen. Lægerne og præsterne skulle til den ende give ligets familie et bevis over dødsmåden, og tillige være forpligtede at sende et lignende til stadsfysikus.

Det er højst ubehageligt, ikke alene at fordrives af sin egen stue, men at opofre den til et almindeligt rykind af alle dem, der kommer at beskue liget, og til uddunstningerne, hvoraf bevidstheden ene ofte har været i stand til at frembringe sygdom

Den anden uorden som finder sted i henseende til lig er den, at folk som intet har med liget at gøre ofte påtvinges at modtage det i deres værelse. Der hersker nemlig overalt den mening at beboeren af stuen, når forlanges, er forpligtet til deri at modtage ligene af de i huset afdøde. Denne fordom er så almindelige at virkelig mange stuebeboere selv tror den som et evangelium og giver efter for sådant urimeligt forlangende. Da man ved hvorledes fordomme af den natur virker på pøbelen, måtte den der modsatte sig endog frygte for at mishandles. Det er imidlertid højst ubehageligt ikke alene at fordrives af sin egen stue, men at opofre den til et almindeligt rykind af alle dem, der kommer at beskue liget, og til uddunstningerne, hvoraf bevidstheden alene ofte har været i stand til at frembringe sygdom. Man tror derfor at det var nyttigt om det på en måde offentlig bekendtgøres at denne fordom ikke er grundet i nogen lov.

(Politivennen nr. 460, 14. februar 1807, s. 7317-7319)