(Fortsat fra nr. 526)
B) Den anden hovedkilde til arbejdsvillige (jeg siger med vilje ikke arbejdsduelige, for disse mangler ikke så meget) armes savn er - at tiggeriet endnu stadig florerer hos os.
Hvorledes vil man råbe, florerer tiggeriet? Hos os? Hvor de bedste og bestemteste forordninger forbyder det strengt?
Ja, desto værre florerer tiggeriet desuagtet endnu, og bliver ved med det, så længe selv de over almuen højnede klasser i nationen endnu ikke i almindelighed har højagtelse nok for arbejdsomhed, eller selv sætter en ære i at være flittige, eller føler væmmelse for dovenskab og for den dovne, om han end var stor af byrd, eller af embede eller af formue. Vist nok florerer tiggeriet endnu i Danmark når man ikke engang i København kan få det udryddet. Når pøbel, ja selv hvad der er lidt derover, på hovedstadens gade tør rive tiggeren løs fra de fattigfogeder, der efter pligt, efter ordre, opbringer dem. Ikke for at føre den hen under den pisk de blot for deres ladhed vel havde fortjent at smage, men for at føre dem til arbejde og til at blive gavnlige mennesker. Vist nok er Danmark endnu en skøn jordbund for tiggeriet. Og vil forblive det så længe vores fruentimmer af alle klasser, i hovedstaden som overalt i landet, tager tiggeren og tiggersken i deres mægtige beskyttelse, hører på deres klagemål over de fattiges forsørgelse, og deres fornærmende løgne mod fattigvæsnets bestyrere. Og efter at have med en almisse (given mod selve regeringens offentlige ønske, utidig, ufornuftig, unødvendig) ved døren betalt disse skønne efterretninger, tror sig berettigede til at laste over langs og tværs, hvad de hverken kender eller agter at gøre sig umage for at kende.
Sålænge ladhed ikke i alle arbejdende eller formuende klassers øjne anses som en skændsel, behandles som en skændsel og omtales som sådan, sålænge vil ladhedens datter, tiggeriet huses og hæles hos os.
Det strengeste opsyn bør anvendes overhovedet af alle embedsmænd, der har at arbejde mod denne statskræft. Tiggeren bør uden mindste skånsel bringes i tvang, hvis han ikke er enten 1) et aldeles alderssvækket menneske, eller 2) et sygt menneske, eller 3) gal, eller 4) et barn. Disse 4 her undtagne arter af tiggere bør landet alligevel ikke, ved almisse for døren, komme til hjælp. De bør alle hvis de træffes med tiggerposen, anholdes, men på en lempelig måde, for at bringes til de plejesteder, hvor de hver efter sin tarv henhører.
Ligesom denne strenghed er lettere at iværksætte på landet end i en stor stad, fordi man der kan vide alle tilhold, hvor sådant tiggerpak får nattely (og mod sådanne huses eller gårdes ejere burde bestemmes en stor straf hvis de ikke straks underrettede sognefogeden om tiggernes ankomst osv. for at denne ufortøvet kunne træffe de fornødne midler til at tage personerne), så er den også der af yderste vigtighed. For dels er nationens hang til gavmildhed, godgørenhed og hjælpsomhed større på landet, dels anses et stykke mad der ikke for noget, når man har det at give, og modtages gerne af landtiggeren, fordi han dermed kan drive handelskab med andre fattige der endnu ikke er sunkne ned til ham. Dels driver frygt ofte almissen frem, da man har hørt så mange ildebrande tændt af modvillige og arrige tiggere, at man tidligere ligeså ofte tilskrev sådanne indtrufne ildsvåder som den gamle mordbrænder tobakspiben. Til disse to oprindelser begynder man i senere tid at føje en tredje: Lyst til at se hvad man ejer således fortæret af ilden, at man bliver rigere efter end før.
Ved udflytningen, især hvor denne som almindeligst er sket i enkeltstående gårde, er denne frygt for tiggerhævn med hvilken sådan udskud ikke sjælden tør tillade sig at true lydeligt, endnu en vægtigere drivfjeder til at give, ligesom ulykken også der (for den der ikke har høj forsikring) er så meget større, da hjælpen er længere borte end i landsbyer, eller i parvis eller i klyngevis stående udflyttergårde.
Man vil sige at her glemmes den sunde og raske der ved et pludseligt uheld er sat ud af stand til at skaffe enten sig selv, eller måske tillige en flok børn, den for øjeblikket til livets ophold nødvendigste føde. At sådan tigger kan tænkes, at han endog i retslæren er mærkelig, fordi han der fremstilles som den, der, hvis intet gives ham, kan begå et tyveri, uden at blive strafbar, er unægteligt, men sjældent vil han blive, om han endog nogensinde kan findes, inden Danmarks enemærker, og kun i en meget kort afstand kunne, i et så sjældent tilfælde som nødværge med sveltning kan være, tiggeri blive, for samme nødvendigheds øjeblik, undskyldeligt.
Men sådant kasnisteri/kasuisteri er noget som næsten ikke burde nævnes. Ikke hårdhjertethed og uhjælpsomhed er vores nations fejl, men en overilet , ubedømmende og utidig medlidenhed.
(Fortsættes)
(Politivennen nr. 528, 11. juni 1808, s. 8473-8478)
Redacteurens Anmærkning.
Artiklen startede i Politivennen nr. 526, 28. maj 1808, s. 8448-8453, og fortsattes i Politivennen nr. 529, 8. juni 1808, s. 8498-8502 og Politivennen nr. 531, 2. juli 1808, s. 8528-8532
Jeg har næsten hørt alle de landbrugere jeg kender beklage at de ikke kan få hænder nok til deres gerning, eller at det i det mindste holdt meget hårdt at få dem.
Jeg kender en mand der må give 30 rigsdaler for hver favn brænde han bruger og 8 rigsdaler for hvert læs tørv. Denne samme mand ejer selv en tørvemose som ligger ubrugt. Jeg spurgte ham hvorfor han ikke gravede tørv. Svaret var: Hvor skal jeg få hænder fra?
Jeg ved mænd af formue der indser hvad herlig nytte kanalers gravning, notabene trækfløjtekanalers eller grøfter, ville gøre Sjælland, der tilstår at dette var mere fordelagtigt for dem at sætte deres penge i, end enten i handel, jordegods eller kaperudredning. Men det der med jernarm holder dem tilbage er at de forudser at de ikke vil få hænder til gerningen.
Vistnok må meget arbejde savne hænder, hvor en uretfærdig angribende regering nøder landets fyrste til at indkalde størstedelen af de våbendygtige indbyggere til krigsøvelser. Dette indser enhver god borger at være nødvendigt. Og om han end beklager sig, er han dog så langt fra at klage at han tværtimod glæder sig ved forsvarsvæsenets krav. Ikke tvivler heller nogen på at al denne stedelse til markarbejde af vore armføre krigsfolk, der kan bestå med de end vigtigere betragtninger, jo vil tilstås af en landsfader som vores. Men der er også hos os flere årsager til vores landbrugeres savn af arbejdere, end den nævnte. Årsager der lettere kunne hæves og der virkelig bør ønskes hævede så snart som muligt.
Disse årsager er 1) Det er alt for let for vores fattige almue til at kunne leve som almisselemmer uden at bestille synderligt, på de andre arbejdende medborgeres bekostning. 2) Tiggeriets langtfra endnu ikke nok underkuede drift der atter er et middel for dovne kroppe til at skaffe sig udkomme på de flittigeres pung. 3) En misforstået skolegangsiver hvor denne finder sted. 4) Adskillige fordomme som burde søges udryddede. Endelig 5) Mangel på en politilov som tilholdt engang årligt at undersøge hvad enhver som der ikke var vitterligt om at han enten ved embede eller stadigt næringsbrug havde tilstrækkeligt udkomme, levede af.
Gennemgår vi nu disse ovennævnte årsager (muligt gives der udgiveren ubevidst endnu flere) hver for sig, så vil vist ingen, der kender noget til vores fattigere almues moral, der ved hvorledes den endog næsten sætter en ære i den væmmeligste skindovenskab, nægte at det jo var godt om
A) Det opretholdes strengt af alle fattigvæsner på landet, at ingen arbejdsfør og duelig person, hvad enten det var mand, kvinde, dreng eller pige, blev tilstået almisse så snart nogen i sognet havde tilbudt dem arbejde som de ikke ville udføre. Jeg kender gårdejere der ikke kan få raske stærke husmandskoner, af deres egne huse endog til at bryde møg eller køre harve. Men gå til præsten og der modtage almisse, det gider de dovne kvinder. Jeg foreslår derfor at navnene på alle, der nyder almisse eller har søgt om almisse, skal skrives op på en tavle og denne ophænges i kirkens våbenhus. Og når da nogen landmand af sognet meldte sig hos fattigvæsnets forstandere at han havde arbejde for nogen af dem der stod på tavlen, skulle almissen uden mindste tosset barmhjertighed fratages dem, og de henvises til den der forlangte dem. Ja hvis de ikke ville dette, stolende måske på tiggeriets toge rundt om i landet, da skulle de uden skånsel sendes til nærmeste tvangsarbejdshus på en efter omstændighederne bestemmende tid. Almisse tilhører den forladte trængende gamle, den hjælpeløse syge, vanføre og krøblingen og det forældreløse eller plejeløse barn. Fra disse stjæles alt hvad der gives den, der kan arbejde og kan få arbejde, men som heller vil være ørkesløs eller af nykker og dovenskab driver sådant arbejde som ikke kan brødføde. Et fattigvæsens pligt er at drage den største omhu for at mindske almisselemmernes tal, at lette almisseydelsen for de arbejdende og at udbrede stræbsomhed og erhvervsomhed i ladhed og pjaltestoltheds sted. Følges det her gjorte forslag og påses ovenfra, hvorledes fattigvæsnerne drager omsorg for at forvandle almisselemmer til arbejde, da vil meget være gjort til at afhjælpe landmandens så beklagede savn af hænder
(Fortsættes)
(Politivennen nr. 526, 28. maj 1808, s. 8448-8453)
"Naboerne". illustration fra Illustreret Tidende, 11. december 1859.
Redacteurens Anmærkning.
Artiklen forsættes i Politivennen nr. 528, 11. juni 1808, s. 8473-8478, Politivennen nr. 529, 8. juni 1808, s. 8498-8502 og Politivennen nr. 531, 2. juli 1808, s. 8528-8532.
Ved mangfoldige skrifter, men især ved det stridbare slags, skønt også hel vel ved alle historiske osv. ville det for litteraturen og overalt for den hele læsehungrende del af efterslægten være meget kærkomment om ikke blot årstal, men måned, ja dag blev sat på titelbladet. At vide blot så meget om et skrifts tilblivelse at denne er indtruffen i det og det år er kun lidt. Og når man vil bringe kronologisk orden ind i et bibliotek er man ved denne mangel ofte yderst forlegen.
Ved denne lejlighed måtte man ønske lærde efterretninger ville engang begynde at sætte dato på numrene. Da det dog virkelig er vel meget at kræve af læserne at de hvis de vil vide når dette eller hint nummer udkom, da skulle udregne sig samme efter ugerne eller blade i almanakken.
Minerva angiver den titulære October, November og December, men det var ønskeligt om det også angav hvornår det udkom fordi det ikke overholder tiden.
Ved månedsskrifter som den forrige Minerva og andre der ikke holder ordentlig tid, måtte ligeledes den rette udgivelsestid sættes foruden den titulære, fx "Minerva for august, udkommet 12. oktober, november osv.)
(Politivennen nr. 527, 4. juni 1808, s. 8469-8470)
(Efter indsendt)
En russisk officer som i onsdag aften den 18. i denne måned kl. 7 afrejste som kurer med postvogn fra København tog sammen med 2 andre russiske officerer som i en anden vogn ledsagede ham på vejen, ind hos traktør Lange i den øverste ende af Frederiksberg Alle og vognen blev holdende i Runddelen.
Parti tæt på Frederiksberg Runddel i 1830'erne. (H. N. G. Holm, Før og Nu 1924-1925)
Anmelderen som i følge med en ven opholdt sig der i nærheden, blev opmærksom på at postvognskusken som befordrede kureren, straks forlod postvognen og ikke indfandt sig igen. Urolig over at ting af vigtighed kunne stjæles og over de uberegnelige ubehageligheder det kunne føre med sig, så man ned i vognen og fandt da, foruden officerens munderings overkjole og øvrige rejseklæder også et ganske lille fellejsen eller vadsæk der muligt kunne indeholde brevskaber, liggende sådan at enhver forbigående kunne bortsnappe det. Man gjorde sig længe umage for at opsøge postvognskusken. Og da man fandt ham i en skænkestue i samme gård som officererne, anmodede man ham om at have tilsyn med vognen, og betydede ham at det var hans pligt at være ansvarlig for hvad han havde modtaget. Men han gav til var: at det var ham aldeles ligegyldigt om det blev stjålet alt sammen. Man lagde til at der her som i alle lande hvilede en vis hellighed på en kurer, og dersom hans skødesløse adfærd blev anmeldt for det årvågne generalpostamt, ville han ufejlbarlig blive straffet, muligt på vand og brød. Men med hånlig latter gav han til svar at han ønskede generalpostamtet en god dag, og var ikke at formå til at gå ud af døren. Hvor sent på aftenen afrejse siden er sket ved anmelderen ikke, ligesom heller ikke hvad nummer postvognskusken havde, da vognen skønt i øvrigt efter den befalede model manglede påmalet hjemsted og nummer, ligesom postvognskusken manglede horn og skilt.
Det ville unægtelig bidrage til rejsendes sikkerhed og bekvemhed dersom det kongelige generalpostamt lod uddele nogle korte trykte regler til hver den der brugtes som postkarl, da det ikke er at formode at deres busbonde, vognmændene der anser rejserne som byrder, underrettet dem om hvad de har at iagttage.
(Politivennen nr. 526, 28. maj1808, s. 8441-8443)
(Efter indsendt)
Med rette spørger man hvorfor ødelæggende ildebrande på nogle år oftere end før hjemsøger os. Årsagerne til det må vist nok søges i mere uforsigtig og farlig omgang med ilden. En af disse årsager, især gældende for landalmuen, er den i senere tid vedtagne skik hvorpå tobakspiber antændes. Tidligere brugte bønderne korte lerpiber, som de antændte i små dertil passende trøsketønder hvorved kun fremkom nogle få gnister, som straks af sig selv slukkedes. Nu derimod er de såkaldte merskumspibehoveder blevet almindelige, som ikke let lader sig tænde ved bemeldte små trøsketønder. Man bruger derfor hellere ildsvampen, som ved at kastes bort eller tabes af piben, beholder ilden længere, og er i stand til at virke desto betydeligere og farligere udbredelse. Denne mening bestyrkes derved at ildsvåde oftere indtræffer i Sjælland end i de andre provinser hvor den nye skik med pibernes antændelse endnu ikke er almindelig. Det ville derfor være ønskeligt at angivne brug af ildsvampen især på landet måtte afskaffes. Om endog dertil skulle kræves straffende forbud!
(Politivennen nr. 525, 21. maj 1808, s. 8434-8436)
Tidligere brugte bønderne korte lerpiber og trøsketønder. Nu bruger de merskumspibehoveder og ildsvampe, med et stigende antal ildebrande til følge. (Eget foto. Nationalmuseet).
