Spørgsmål

(Indsendt)

1. Er de glidebaner som findes på Kongens Nytorv og i Kronprinsessegade på fortovet ikke skadelige? Om dagen slider de på støvlerne på de drenge som bruger dem. Om aftenen er de især for nærsynede om ikke hals- så dog let benbrækkelige. Eller i det mindste stødvoldende. Da sådanne vist aldrig kan gavne, var det ønskeligt at de aldrig blev tilladt hvor sjove de end måtte være for den spøgefulde ungdom.

2) Adskillige af vores kanekørere bruger deres, rigtig nok korte piskeskafte med desto længere snerte alt for frit, der hvor mange fodgængere som ikke misunder dem denne fornøjelse, dog ønsker sig fritaget fra at føle deres virkninger. Man tror med rette, og med samme grund som man berøver andre smådrenge deres ellers uskyldige piske, at dette farlige legetøj også burde fratages kaneførerne.

3. Søndag den 28. januar og 4. februar var gudstjenesten ikke slut, i det mindste ikke i Holmens Kirke, før forbigående allerede så en talrig skare uden for Komediehuset for at få billetter. Hvis der efter politiordningerne ikke må ske offentlig køb og salg på den tid hvor gudstjenesten holdes, hvorfor da dette? Hvis man i den tid savne endog fornødenheder, fordi disse ikke kan fås i nogen udsalgsbod, hvorfor kan de forlystelsessyge da ikke savne deres billetter en times tid endnu?

(Politivennen nr. 4, Løverdagen den 10. februari 1816, s. 55-56)

Redacteurens Anmærkning

Nogenlunde samme klager lyder i den strenge vinter januar-februar 1829, se fx Politivennen nr. 685, 14. februar 1829, s. 102: "Om Pidskeknald af Drenge."

Om Udsalg af Flæsk på Gaderne ved Sælgekoner

(Indsendt)

Hr. Politiven!
De har formodentlig, såvel som mange andre, hørt at nogle koner i den seneste tid har råbt med flæsk på gaderne og solgt dem til en pris der er meget under den en slagter er i stand til at sælge det for. Jeg tager mig derfor den frihed at forespørge mig hos Dem, eller om De gennem Deres blad vil afæske folk, der herom kunne være kyndige, svar på: Om det er tilladeligt at disse koner går om på gaderne således for at sælge flæsk der jo kan være fordærvet. Samt om sådanne varer ikke bør kasseres. Som borger må jeg svare mine skatter, og som slagter er jeg forpligtet til at have gode varer i min bod. I året 1810 da her var mangel på kød og flæsk, måtte jeg ugentlig vore forsynet med en vis kvantitet, og sælge det til en pris der var under min indkøbspris. Og at jeg tabte, vil De vel tro. Nu da her er forråd nok af levnedsmidler kan jeg intet sælge. Og må se på at sådanne omkring gående koner lige udenfor min dør afsætter deres varer til en pris hvorfor jeg vel ikke kan sælge mine, men så er mine også forsvarlige.

Espen Svineslagter

(Politivennen nr. 4, Løverdagen den 10. februari 1816, s. 55-56)

En Huusmoders Klage over Tjenestepigerne

(Indsendt)

Husmødrene anråber hr. politidirektøren om den bistand han ved et prisskrift gav dem så skønt håb om! Uforskammethed blandt tjenestepiger her i staden er steget til det højeste. De tror at når man ikke ligefrem griber dem i tyveri (at snyde på indkøbte varer tror de jo at være deres rettighed), så kan politiet aldrig tiltale dem. Og de groveste svar, den mest tøjlesløse opsætsighed må de stakkels madmødre finde sig i. 

Vist er det at mange tidligere måske plaget mænd nu ved denne huslige køkkenopdragelse - ved dagenes ende - måske får et lam til sin kone. For hvad er her at gøre undtagen at vænne sig til at give efter, men til sidst vendes herved dog op og ned på al orden. En gammel kone som ved vindskibelighed fortjener sit brød sagde forleden til en over sådanne husulykker klagende kone følgende: "Politidirektøren som man håber på må gøre hvad han vil så  længe hans betjente ikke opdager og optager til fast arbejde nogle af de tusinde såkaldte logerende fruentimmer, udretter han intet. Jeg har nu 32 år boet i et hus. Mig bekendt var endnu for tyve år siden i min gade ikke en af disse som opholder sig ved skændig næring. Nu er der ikke et hus fri for dem. Ja, der bor ofte 2 til 3 i hvert." 

Uforskammethed blandt tjenestepiger her i staden er steget til det højeste. De tror at når man ikke ligefrem griber dem i tyveri (at snyde på indkøbte varer tror de jo at være deres rettighed), så kan politiet aldrig tiltale dem. (Stuepige, 1810. Lahdes kobbertrykkeri).

Den plagede madmoder, som skriver dette, ved af egen og andres erfaring at selv tilsyneladende skikkelige piger, når de blot skulle tilbringe få timer om dagen hjemme, har forladt meget gode tjenester for at søge det de kalder frihed, som nok grænser til fordærvelse for dem og gør mangel på valg så følelig for dem som nødes til at holde folk. Når man nu meget nødig jager bort i utide, aldeles hverken kan eller vil uddele hug, ikke kan besvare grovheder på nogen måde: Barmhjertige politi! Hvad skal man da gøre?

(Politivennen nr. 4, Løverdagen den 10. februari 1816, s. 53-54)

Jehusfart paa Østergade.

(Indsendt)

Torsdag den 1.febrruar formiddag kl. 11.30 gik jeg på Østergade. Ved Integade blev min opmærksomhed spændt på det yderste ved at se en kusk i stærkeste trav køre gennem før nævnte gade uden at ænse på vognens nedkliren på fortovet og de mange mennesker som passerede stedet. Jeg og nogle tilstedeværende blev stående for at se udfaldet af kørslen. Ved Svaneapoteket holdt kusken og kørte ind i sammes gård. Denne kåde og dumdristige opførsel af en køresvend der vist må kende den nylig bekendtgjordte politiplakat om stærk kørsel, fortjener den alvorligste revselse. Til nøjere kundskab om køretøjet tjener til efterretning at så vidt man i hast kunne skønne, var der to brune, en stump- og en langrumpet hest for vognen, hvor udi var noget halm, på hvilket bagest i samme lå en karl som stod af ved apoteket.

(Politivennen nr. 4, Løverdagen den 10. februari 1816, s. 52)

Bøn fra en Comediegænger.

(Indsendt)

Særdeles forbundet ville alle komediegængere, men blandt disse især damerne, være udgiveren af Politivennen hvis vedkommende igennem bladet måtte blive gjort opmærksom på den halsbrækkende passage mellem fortovet på Kongens Nytorv og Det Kongelige teater når tøvejr om vinteren indtræffer.

Efter at fruentimmerne længe, undertiden i en skyllende regn, endelig har besluttet stedet at gå over på, træffer de i mørket for det meste på det dårligste, falder fra ophøjede glatte iskanter ned i dybe vandfyldte huller, ja befinder sig i almindelighed i dette kritiske øjeblik imellem flere vogne som krydser hinanden, og er således udsat for virkelig livsfare.

Det ville dog vil ikke være vanskeligt på komediedagene at holde en nogle alens bred gang passabel mellem Lille Kongensgade og Det Kongelige Teater.

(Politivennen nr. 4, Løverdagen den 10. februari 1816, s. 51)