(Indsendt)
En af de forlystelser som skovbesøgende gerne og hyppigt nyder, er at lade sig slynge i de gynger som findes i Sorgenfri og Charlottenlund Skove. Anmelderen som selv har nydt denne fornøjelse, tænker dog ofte med gysen på det uheld der kunne ske hvis et af tovene som her oventil er gjort fast ved træer, gik itu. Hvilket jo er muligt da de ved vedvarende brug snart kan sønderslides. Han ønsker derfor at den ansvarlige vil sørge for at disse gynger tilligemed deres reb måtte efterses dagligt for at de der benytter sig af samme kunne være trygge for al fare.
(Politivennen nr. 27, Løverdagen den 6. juli 1816, s. 414)
(Indsendt)
Personer som af en eller anden grund vil skille sig selv ved livet, plejer i den senere tid ikke sjældent at vælge et middel som erfaringen har vist skaffer en temmelig hurtig og vis død. Nemlig den at styrte sig ned fra Trinitatis Kirketårn. Og det er en sørgelig sandhed at der inden for få år er omkommet 4 mennesker på denne måde. At den offentlige kun kan gøre lidt eller intet for at forebygge selvmord er ganske vist sandt. Men at det kan og bør hindres at det sker på denne måde er ligeså vist.
Det er også besynderligt at denne genstand ikke har tildraget sig de ansvarliges opmærksomhed. Det er nemlig ikke nok at det menneske der tragter efter at ende livet på denne måde omkommer. Men det skrækkelige tilfælde kan let indtræffe at en forbigående sønderknuses eller lemlæstes af den nedfaldende. Og det må anses som en særdeles skæbnens styrelse at dette endnu ikke er hændt. Indsenderen vover derfor at indstille til højere vedkommendes prøvelse følgende forslag til en måde at forebygge disse gyselige scener:
Den mest passende indretning i denne henseende synes at være den: 1) At vinduerne i tårnet indtil opsynsmandens eller portnerens bolig forsynes med et tilstrækkeligt antal stærke jernstænger. At nogen selvmorder skulle føre file eller andre instrumenter med sig for at fjerne disse, kan man næppe forestille sig. Og om det var sådan, ville de forbigående snart opdage og hindre et sådant foretagende. 2) At i henseende til tårnets øverste del, et tegn blev tilstillet
(side 403-406 mangler. Resten af artiklen derfor også)
(Politivennen nr. 27, Løverdagen den 6. juli 1816, s. 401-402)
(Indsendt)
Verdensbørn er klogere end lysets børn, hedder det. Og denne sandhed bekræftes dagligt ved de mange snyderier og listige bedragerier som finder sted overalt. Som eksempel på det sender jeg Dem følgende fortælling om hvad der er sket mig i disse dage, med anmodning om at indføre det i Deres blad.
Forleden dag kom et fruentimmer, klædt i en grøn kjole med liv af samme slags tøj og efter udseende mellem 30 og 40 år gammel på min bopæl og falbød 8 pund vundet hørgarn. Hun foregav at hun selv havde spundet og vundet det. Men da hun ikke havde evne til at lade det væve til eget brug, ville hun sælge det for 2 rigsbankdaler pundet. Da jeg ikke selv var hjemme, købte en af mine børn garnet i det tanke at garnet var pengene værd, dels også for at hjælpe konen af sin forlegenhed.
Ved min hjemkomst erfarede jeg dette. Men da garnnøglerne syntes mig for tunge i forhold til deres størrelse, anede jeg bedrageri og undersøgte dem nøjere. Jeg fandt da efter at have afvundet en meget lille bedækning af ret godt garn at hele det øvrige nøgle bestod af en halmvisk fyldt med guldsand, der var svøbt ind i en linnedklud. Og at jeg således i stedet for 8 pund garn til 16 rigsbankdaler næppe havde 1 pund der kan bruges. Jeg lader herved følge 2 nøgler af garner som jeg beder må ligge til eftersyn hos Dem, om nogen skulle ønske at se hvor snildt sådanne bedragerier udføres. Måtte dette her anførte tjene til at gøre mine medborgere forsigtigere og lede til opdagelsen af bedragersken skal det være mig en stor trøst over mit tab.
* * *
Udgiveren må i anledning af ovenstående erindre: At det er aldeles forbudt at købe af omløbere eller ubekendte da samme handel let kan befordre afsætning af tyvekoster og deslige. Også for ens egen skyld er det godt at overholde dette lovbud. For handler man kun med berettigede eller bekendte personer, så har man i påkommende tilfælde mand for sig og behøver ikke lade sig bedrage.
(Politivennen nr. 26, Løverdagen den 29. juni 1816, s. 398-400)
(Indsendt)
Det må naturligvis være regenten meget magtpåliggende at hans undersåtters liv så lidt som muligt sættes på spil. Og derfor vover indsenderen heraf at fremkomme med dette forslag.
Ikke uden gysen ser man dagligt hvordan murer- og tømmerfolk arbejder uden på bygninger på udhængte stilladser. Og med den største ligegyldighed vandrer omkring på disse ligesom på et stengulv. Selvom et eneste fejltrin eller en pludselig opstået svimmelhed, eller et løst bræt let kunne forvolde den visse død eller dog lemlæstelse.
Indsenderen vover derfor at foreslå at intet sådant stilladt måtte sætte op, uden at være forsynet med et rækværk. En bekostning der i sig selv ikke kan være betydelig og ville sikre manges liv og lemmer. At vente denne menneskeomsorg for medbrødre af mestrene selv er vel at håbe, mere end at vente. Og de mange som er kommet galt afsted pga manglen på dette viser sandheden i dette. Der bliver derfor intet andet middel tilbage end at befale nogle sådant ved et ordentligt lovbud, under bødestraf, og det klækkeligt for ikke at overholde det.
(Politivennen nr. 25, Løverdagen den 22. juni 1816, s. 388-389)
1) Det var at ønske at der til skovbesøgernes bekvemmelighed måtte opsættes nogle flere borde og bænke hist og her i skoven. Førhen har der været et temmelig tilstrækkeligt antal af disse. Men det ser ud til at de fleste er flyttet op i egnen af det på vejen til Klampenborg beliggende skovhus, hvor man altså enten man ønsker at være i stort selskab eller ej, må nødes til at lejre sig, dersom man vil sidde til bords.
2) Var det ønskeligt om man her såvel som i Sorgenfri Skov var mindre belemret af betlere. Anmelderen talte i søndags i mindre end en time mens hans selskab var til bords over en halv snes der anmodede om almisse. De fleste af betlerne er unge og arbejdsføre folk, eller børn. Og en del af dem ser ud til at kunne foretage sig andet arbejde.
Dyrehavsbakken omkring 1840. H. G. F. Holm, Før og Nu 1919.
3) Da det er et meget ubehageligt syn at se krøblinge og vanføre indfinde sig for at søge almisse på steder hvor munterhed og glæde hersker, og såre kontrastrende at høre deres åndelige sange afsunget i ynkelige toner, blandes med den øvrige lystige musik og bajadsskrig, som fx den blinde mand på Bakken i Dyrehaven, så var det ønskeligt om det ikke blev tilladt sådanne personer at indfinde sig der. Men for at disse ikke skulle tabe den almisse de så højt forventeligt kunne trænge til, kunne de måske henvises til Gentofte Hospital for at få en godtgørelse af de gaver der indkom i den ved kilden opsatte fattigbøsse. Eller da disse gaver måske har en anden bestemmelse, kunne en anden bøsse opsættes for sådanne personer og man er sikker på at intet tænkende og følende menneske ville gå den forbi med kulde eller undlade at give sin skærv fordi det ikke havde elendigheden levende for sig.
(Politivennen nr. 25, Løverdagen den 22. juni 1816, s. 385-387)
Redacteurens Anmærkning.
