Replik til Svareren i No. 176 fra Helliggeistes Assistents-Kirkegaard

Da jeg nedskrev mit i Politivennen nr. 175 indførte spørgsmål stod jeg i den formening at uvedkommende på en for mig uforklarlig måde havde listet sig til at berøve mit gravsted et temmelig stort syrentræ tillige med en ligusterhæk som var plantet om graven i en firkant af 16 alen. Dette tab syntes mig at give begrundet anledning til klage over eller formodning om mangel på behørig opsigt samme stedes. Men hvor forundret blev jeg, og mange vist med mig, ved i Politivennen nr. 176 at se vedkommende selv så dristigt træde frem med offentlig tilståelse om at have gjort sig skyldig i omtalte handling. Ja endog at tro sig berettiget til det. 

Jeg har i Politivennen nr. 175 kaldt det ran. Og efter mit begreb kan det kaldes ran, når man på ulovlig måde uden mit vidende og mod min vilje berøver mig noget af min ejendom. I øvrigt fornøjer det mig på denne måde at have fået kendskab om til hvem jeg har at holde mig, og retten til hvilken jeg agter at henvende mig, vil vist nok afgøre om jeg har fejlet i mit udtryk, eller vedkommende i handlemåde. Da sagen imidlertid nu er blevet offentlig omtalt, tror jeg at burde foreløbig benægte hvad der urigtigt er anført i svaret på mit fremsatte spørgsmål, for at ikke skingrunde skulle synes at give den udøvede handling en slags retmæssighed eller sandheden derved tilsløres.

Mit skøde på gravstedet forpligter mig ikke til at lade dette istandsætte til nogen som helst tid. Heller ikke kender jeg nogen forordning der bestemmer årlig afgift til graveren for at vedligeholde gravstederne i ordenlig stand, eller som forbyder ejeren selv at besørge dette. Som en følge af det formener jeg er det nok overladt til ejeren når og hvor ofte han vil istandsætte eller lade istandsætte sit gravsted eller om han aldeles vil undlade dette. I året 1816 blev graven på omhandlede sted oplagt to gange, og for det betalte jeg graveren 5 rigsbankdaler som jeg har hans kvittering for. Da en sådan årlig afgift syntes mig for følelig har jeg ikke siden forlangt hans hjælp, men selv besørget det vedligeholdt. Jeg er ham derfor aldeles intet skyldig og enhver vil indse at skønt den påberåbte pengefordring på mig skal tjene til at besmykke handlingen, så gavner det dog aldeles ikke sagen, tværtimod gør den den endog tvetydig. 

For skyldte jeg ham penge for gravens vedligeholdelse, så måtte den jo ikke være i en sådan stand at han kan sige: den vansirer stedet. Men vansirer den virkelig stedet, så har han ikke holdt den i tilbørlig stand og ergo kan han ingen betaling fordre hos mig. Imod 4 rigsbankdalers betaling lover han at skaffe graven i god stand og at beplante den med den borttagne hæk. Det synes at vise at han vil have monopol på at istandsætte hvad der kunne forfalde ved gravstederne, og hvis dette nægtes, da tror han at kunne gøre udlæg og eksekution på stedet *). Ligeledes synes det at vise at jeg ikke skylder ham noget for noget arbejde, der er foretaget men som først skal ske.

Det var sørgeligt om nogen ved at sysle med de afdøde skulle forglemme de pligter han skylder de levende. At man ikke må tage sig selv til rette eller egenmægtigt gøre sig betalt i anden mands ejendom er så almindelig bekendt at selv en graver bør vide det. Men antaget dog at jeg var penge skyldig, har man derfor ret til uden foregående søgsmål og dom at angribe mit gravsted? Og var der end, som jeg ikke tror, nogen forordning som byder at gravstederne i et vist tidsrum skal oplægges og pyntes, burde der da ikke når man fandt noget vansirende ved samme, derover tages syn og sådant bekendtgøres for ejeren for at han kunne opfylde sin pligt? For uden videre at borttage noget som en anden har plantet eller ladet plante, og siden ubevisligt kalde det vansirende er vist nok for egenrådigt handlet.

Skønt jeg i forrige år ikke fik lejlighed til at oplægge graven og heller ikke i år da jeg savnede hækken, har forbedret noget ved samme, så er den dog aldeles ikke i den stand at den vansirer stedet eller vækker nogen forargelse for de forbipasserende tilskuere. Jeg vil underkaste den publikums dom og til den den ende nævne dens beliggenhed. Den ligger i linjen litr. I, no 15 lige over for etatsråd Haagens og købmand Torlacius' gravmninder. De som vil bese den, ville se at de 5 syrentræer, mage til de 6. borttagne står i fuldt udspring og med deres yndige grønne næsten skjuler graven, der vel trænger til at oplægges og luges, men er aldeles ikke sammenfalden eller sunken.

*) Jeg har sammen med flere betalt 5 rigsbankdaler for et gravsteds vedligeholdelse. Kan han fremskaffe en forpligtelse for enhver som har gravsted der til at yde det samme, så ønskede vist mangen statsminister at bytte embede med ham, i henseende til indtægterne

(Politivennen nr. 177, Løverdagen den 22de Maj 1819, s. 2847-2852) 

Redacteurens Anmærkning

Artikler i denne debatserie: Politivennen nr. 175, Løverdagen den 8de Maj 1819, s. 2811-2812, Politivennen nr. 176, Løverdagen den 15de Maj 1819, s. 2834-2836, Politivennen nr. 177, Løverdagen den 22de Maj 1819, s. 2847-2852 og Politivennen nr. 181, Løverdagen den 19de Juni 1819, s. 2924-2925.

Om Bade og Badepriser.

København har længe haft behov for gode offentlige badeanstalter. Og mange glædedes ved efterretningen om oprettelsen af en sådan på Kongens Nytorv i forrige traktør Møllers gård. Men forventningen vil næppe blive opfyldt eller brugen af de derværende bade almindelig, fordi priserne er alt for høje, ja måske højere end på noget andet sted i verden. To rigsbankdaler for et simpelt bad er virkelig alt for meget, især da man i Lille Strandstræde nr. 70 kan få et meget antageligt bad for det halve, og ingen kan med grund vil fortryde at have søgt på dette sted. Badning er nødvendig både for syge og sunde, burde vel prisen på de simple bade være moderate. Mange ville da kunne benytte sig deraf og indtægten ville vel derfor ikke blive mindre.

(Politivennen nr. 176, Løverdagen den 15de Maj 1819, s. 2844)

"To rigsbankdaler for et simpelt bad er virkelig alt for meget, især da man i Lille Strandstræde nr. 70 kan få et meget antageligt bad for det halve, og ingen kan med grund vil fortryde at have søgt på dette sted". (Lille Strandstræde med de nuværende numre 4-. Eget foto)

Om Klæders Tørring paa Kirkegaardene.

Indsenderen af dette har kun i få måneder har opholdt sig her i byen, men husker dog engang på landet at have læst et stykke indført i Politivennen angående Helligånds Kirkegårds afbenyttelse til tøjtørring. Han kan ikke nok så meget undre sig over at da han passerede denne vej onsdag den 12. maj var denne uorden enten ikke blevet fjernet, eller også gået i glemmebogen. Man siger "at i graven findes først ro", men dette kan dog nok ikke så ganske være tilfældet. For de folk der formodentlig til indtægt for graverkarlen tørrer deres tøj på nævnte kirkegård bliver desuagtet ved med at stå på gravene for des bedre og mageligere at kunne hænge deres tøj op. Uagtet de afsjælede legemer intet lider herved, kan dog de efterladte intet andet erindre herom end at det er en stor uforskammethed således at vansire de mange nyligt forbedrede grave der af de afdødes slægtninge hvert år bliver istandsat.

"Han kan ikke nok så meget forundre sig over ved at passere denne vej onsdag den 12. maj at denne uorden enten ikke er blevet fjernet, eller også gået i glemmebogen." (Rester af Helligåndskirkens Kirkegård. Eget foto).

Indsenderen vover derfor at gøre de ansvarlige opmærksom på det for at dette onde kan blive forebygget hvorfor denne mangel måske snart vil blive afhjulpet og disse har krav på enhvers tak når samme måtte blive taget til eftertanke uden videre påmindelse.

(Politivennen nr. 176, Løverdagen den 15de Maj 1819, s. 2840-2841)

Mangel paa Hegn ved Glassiet imellem Citadellet og Østerport.

I mandag formiddags gik anmelderen over glaciet mellem Østerport og Kastellet i følge med en ven som har retmæssig adgang til det. Vi undrede os meget over at finde stedet temmelig besøgt. En del drenge lå og boltrede sig i græsset, mens en fuglefænger i nogen afstand fra disse lå og lurede på en fangst. Denne sidste havde opstillet 10 til 12 små bure med lokkefugle under de træer der står der og hvis grene var tykt oversmurte med fuglelim. Der er der vel intet spørgsmål om at sådant ødelægger træerne og at græsset nedtrædes og hindres i sin vækst ved den megen passage som der finder sted til skade for dem, der har lodderne i forpagtning. 

Det er et meget sædvanligt syn især om søndagen at se en mængde mennesker spadsere over glaciset fra alleen ved Østerport til Kastellet og omvendt. Herved er ikke alene fremkommet en banet vej der er så bred at 3 mennesker kan gå ved siden af hinanden på den, men man finder også flere små fodstier som krydser hinanden i forskellige retninger. De andre glaciser må ikke betrædes og man finder dem derfor også forsynede med hegn. Er dette nu også tilfældet med omtalte glacis, så synes det underligt hvorfor det ikke forsynes med et hegn ved indgangen til samme i Øster Alle. Det ville kun blive en meget ubetydelig udgift når den fordeltes mellem alle dem der har forpagtet græsningen sammesteds. At stedet førhen har været forsynet med hegn, ser man af de ruderater som man der endnu finder.

(Politivennen nr. 176, Løverdagen den 15de Maj 1819, s. 2838-2840)

"Det er et meget sædvanligt syn især om søndagen at se en mængde mennesker spadsere over glaciset fra alleen ved Østerport til Kastellet og omvendt. Herved er ikke alene fremkommet en banet vej der er så bred at 3 mennesker kan gå ved siden af hinanden på den, men man finder også flere små fodstier som krydser hinanden i forskellige retninger." (Kastelsgraven ved den gamle Østerport. Eget foto)

Bekjendtgjørelser

2) Glaciet mellem Kastellet og Østerport er nu ifølge påanke i Politivennen nr. 176 ved indgangen i alleen forsynet med forsvarligt hegn. Udgiveren af dette blad kan ved den lejlighed ikke undlade at yde vedkommende høje embedsmand sin dybe tak for hans ved flere lejligheder udviste beredvillighed til at afhjælpe de mangler bladet har fremsat. Hans ønske at statens øvrige embedsmænd må ligne denne brave istemmes vist af enhver retskaffen dansk borger.

(Politivennen nr. 177, Løverdagen den 22de Maj 1819, s. 2860)

Svar i Anledning af det i Politievennen No. 170 Indrykkede Noget om Roeskilde

For så vidt der i anmeldelsen omtales: At det gamle plankeværk i domkirken i flere henseender skulle være yderst farlig for ildsvåde især fordi det vender ind til det med tømmer og brædder fuldt proppede kapel, må jeg til det offentliges beroligelse bekendtgøre: At anmelderen i så henseende har blæst alarm uden mindste grundet anledning, da det omtalte kapel hverken er eller nogensinde har været fuldt proppet med tømmer og brædder, undtagen hvis der menes de stilladser der er opslået til brug ved den endnu manglende afpudsning. Videre kan med sandhed forsikres: At så længe indsenderen heraf har kendt kapellet eller haft med et at bestille har der aldrig på nogen måde været omgået hverken med ild eller lys. Da anmelderen således ikke vil kunne påstå eller godtgøre at mindste skødesløshed har fundet sted, og ovennævnte stillads og plankeværk dog ikke kan antænde sig selv, så følger heraf at den anmeldelse kun var blind alarm.

Hvad angår døren fra det kongelige palæ ind til domkirken er der heller ingen fare. Den har stået i over hundrede år, og står der endnu. Selv i det ulykkelige tilfælde at palæet brændte ville det dog være let at redde denne dør og altså kirken med på det punkt. Især da der omkring døren i lang afstand ikke er andet end mur. Selv loftet i løngangen der fører til denne dør er muret gevølvt og ikke af træ, som anmelderen alligevel har udråbt det for. Dette er da et bevis mere for at han ikke har taget det så nøje med sandheden, hvilket dog i mange henseender rimelig kan både ønske og kræves.

(Politivennen nr. 176, Løverdagen den 15de Maj 1819, s. 2836-2838)

Redacteurens Anmærkning

Artikler i denne debatserie: Politivennen nr. 170, Løverdagen den 3die April 1819, s. 2731-2733, Politivennen nr. 172, Løverdagen den 17die April 1819, s. 2766-2770, Politivennen nr. 174, Løverdagen den 1ste Maj 1819, s. 2809 og Politivennen nr. 176, Løverdagen den 15de Maj 1819, s. 2836-2838.