09 september 2015

Drenge Unoder i Hummergaden.

Følgende uorden finder næsten daglige sted på hjørnerne af Hummer- og Ulkegade af en 8 til 10 børn mellem 6 til 12 år der samler sig på forskellige af fornævnte hjørner og foruden uanstændigt at behandle forbigående pigebørn som kommer fra skolen, overfalder de endogså med slag og hug andre folks drengebørn som måtte komme forbi i et eller andet ærinde for deres forældre eller husbonde, så at de derved enten forspilder eller aldeles tilintetgør hvad de i sammes ærinde måtte bære. De tillader sig med store sten at kaste imod beboernes døre, ja endog gå op i husene, give sig i klammeri og derved ituslå ruder. Alt dette som virkelig er passeret, var ønskeligt at man kunne få hæmmet hvorved der virkelig ville vises vedkommende husejere en sand tjeneste.

(Politivennen nr. 230. Løverdagen den 27de Maj 1820, s. 3733)

Cave te a Kampesten, si vis habere hele Been.

Ved grunden på hjørnet af Skindergade og Kejsergade har i den senere tid nogle drenge fundet fornøjelse i at kaste med sten, hvoraf nogle som går over plankeværket, træffer dem der passerer Skindergade. Anmelderen var forleden så uheldig at blive truffet af en sten på det ene knæ således at han bedøvet af smerte sank om på gaden, men blev ved S. T. frue Braems og tjeners hjælp optaget og forundt opholdssted indtil han kunne bringes til sit logi. Nævnte frue var også i forbigående blevet truffet af en sten der dog kun beskadigede hendes hat. Men da denne leg kan have farlige følger, så bekendtgøres dette for de ansvarlige for at de kan tage sådanne forholdsregler der kan gøre ende på denne farlige leg.

(Politivennen nr. 230. Løverdagen den 27de Maj 1820, s. 3732)

Bøn om Vand i Rosenborggaden.

Kun få gårde i Rosenborggade er forsynet med vand. Det samme er tilfældet med ejendommene fra hjørnet af samme gade og Gothersgade til volden. Følgen er at disse steders beboere må tiltrygle sig det fornødne vand hos dem der har det, og når det nægtes dem, kommer de i største forlegenhed da der ingen post er nærmere end på Kultorvet henimod Peter Hvitfeldts Stræde. Om torvedagen da bønderne holder der med deres heste og vogne, er vandmanglen særdeles følelig, eftersom bønderne forbruger en del vand til deres heste, og passagen er næsten stoppet af de der holdende vogne.

Manglen kunne afhjælpes når det blev tilladt at den springvandspost som står i Åbenrå, lige uden for Reformert Kirke måtte åbnes til almindeligt brug eller om vedkomende ville lade sætte en opstander på renden der fører til nævnte post. De medgående omkostninger ville de vandmanglende beboere gerne og pligtskyldigst udrede.

(Politivennen nr. 229. Løverdagen den 20de Maj 1820, s. 3714-3715)

En Bemærkning ved Dampskibets Tilbagekomst.

Ved dampskibets tilbagekomst fredag den 5. maj så man et antal schweitzer-drenge gå i land på Toldboden for at træde i lære hos de herværende konditorer. Disse vil vist når der er her, efter selv at have fået borgerskab have tjent en anselig sum penge, ligesom deres forgængere vende tilbage til deres fædreland. Det kunne måske være gavnligt for det hele om det blev konditorerne forbudt at tage drenge andet steds fra. For da blev de betydelige prengesummer i landet som enhver tilbagevendende konditor fører ud med sig. Og for det enkelte: For da kunne en del af landets egne børn derved finde en næringsvej.

(Politivennen nr. 229. Løverdagen den 20de Maj 1820, s. 3709-3710)

Slemt Uføre ved Vesterport.

Lige inden for Vesterport findes en plads langs med Filosofgangen over til gaden fra portvejen omtrent til enden af Lavendelstræde, hvilket synes endnu aldrig at have været brolagt. Den udgør en del af Halmtorvet, blev før brugt til hestetorv, nu holdes her hø- og halmmarked. I tørt vejr opstår ved færdsel herover (og denne er ikke ubetydelig), en for de nærboende og forbipasserende ubehagelige støv, men i vådt vejr og det endog om sommeren, frembyder denne plads et væmmeligt og ufremkommeligt uføre. Således nu da dette skrive (den 13. maj) er den opfyldt med store vandhuller, ovenpå hvilke gammel halm og anden urenlighed svømmer. Markedsgæsterne trasker med besvær i skarnet omkring vognene, og disse kan ikke komme af stedet uden at udsættes for at vælte, der når trængsel ved portvejen opstår, da heller ikke så sjældent sker. Ved vagten holder just nu en rejsendes ekvipage, og den ankommende betragter med tilsyneladende forundring denne, til de omgivende huses temmeligt smukke udseende, og stadens hovedentre lidet svarende torveplads.

Da ovenanførte er den bogstavelige sandhed og at sådant uføre er lige så besværligt for de torvesøgende (for pladsen til markedet er uden dette jordsmons benyttelse aldeles utilstrækkelig) som det upassende findes netop lige ved hovedentreen af staden, så kan det ikke andet end synes højst forunderligt at så mange år er gået uden at man har søgt at råde bod herpå, og det synes derfor ikke ubetimeligt at bringe denne sag i vedkommendes erindring til snarest mulig afhjælpning.

Anden foranstaltning (fx planering og beplanting) end en simpel brolægning ligesom på de andre torve, skønnes her hverken hensigtsmæssig eller smuk, og en sådan brolægning formodes ikke at ville udfordre meget betydelige omkostninger, såsom pladsen  ikke er synderlig stor, og ingen kostbare trottoirs skønnes her fornødne. I al fald ville det af stadens indbyggere der om sommeren så idelig passerer over og forbi denne plads, vist mindre savnes om en eller anden sidegades omlægning måtte udsættes, for at dette torv kunne uuopholdeligt bringes i en passabel og øjet mindre stødende tilstand.

(Politivennen nr. 229. Løverdagen den 20de Maj 1820, s. 3703-3705)