Svar, til Spørgeren i Politievennen No. 294 betræffende Bompenges Erlæggelse.

Den hr. forfatter af dette spørgsmål der anmelder sig som øjenvidne af det fremsatte, må enten ikke have set rigtigt til, eller han finder for godt at fremsætte noget for publikum der ikke er i overensstemmelse med sandhed. Og derved søger at gøre sig vigtig på sit medmenneskes bekostning. Han opfordres derfor til på vedbørligt sted at bevise sandheden af det fremsatte, eller at tie som en uefterrettelig.

(Politivennen nr. 397. Løverdagen den 9de August 1823, s. 6430)

Mere om stærk Kørsel paa Gaderne.

Højtærede hr. udgiver! Det var at ønske at De ville afholde Dem fra i Deres ugeblad at tale imod overtrædelse af lov og anordninger. For derved opirrer De kun gemytterne og den gode hensigt forfejles. Næppe var deres Anke i Politivennen nr. 395 dateret 26. forrige måned (vedrørende for stærk kørsel på Københavns gader) kommet til almindelig kundskab, før den straks irriterede. Man bemærkede nemlig dagen efter, søndag den 27. juni om middagen kl. 1 at en såkaldt wiener- eller offenbackervogn med 4 forspændte sorte heste kom flyvende fra Amagertorv gennem Vimmelskaftet. Kuskens uophørlige smælden forkyndte vel den ikke stokdøve at der var heste i nærheden. Men det havde været umuligt for en svag olding eller for små børn at retirere fra midten af gaden ind på fortovet. Faren øgedes endnu mere derved at en vogn kom kørende fra Nygade og efter lov og vedtægt holdt af til højre. Men da kusken på den firespændte vogn holdt til samme side uden at lade ytre andet mæle end sin knaldepisk, måtte kusken på den fra Nygade kommende vogn for at undgå at blive kørt over, holde tværs af til venstre og havde på et hår nær væltet.

"Søndag den 27. juni om middagen kl. 1 kom en såkaldt wiener- eller offenbackervogn med 4 forspændte sorte heste flyvende fra Amagertorv gennem Vimmelskaftet" (Amagertorv set mod Vimmelskaftet år 2020. Eget foto).

Nu holdt helten på bukken tæt ved rendestenen uden for gården nr. 135 i Vimmelskaftet. Her havde det været pligt for de tilstedeværende at assistere politiet som det er fysisk umuligt at kunne være allestedsnærværende, og enten anholde den kåde kusk eller i det mindste at få hans husbonds navn og bopæl opgivet. Men heri blev man også forhindret. For kusken vedblev hvad enten det skete af pur trodsighed eller af frygt for den velfortjente revselse, det skal være usagt, at hugge ud og smælde med pisken så det var umuligt at nogen fodgænger som havde sine øjne kære, kunne opholde sig på fortovet på venstre side af vognen, og heller ikke komme vognen nær på højre side i en afstand af flere alen. Ja man kunne let falde på den tanke at enden af Vimmelskaftet var autoriseret tumleplads for kåde bæster.

Skulle hr. udgiveren imidlertid anse det umagen værd at kende ejermanden til førnævnte velforede heste der tilsyneladende uskyldigt blev tyranniseret af deres fører, så ville butikshandleren i den midterste kælder under nævnte gård kunne give fornøden oplysning herom da han i flere minutter talte med den dame der sad i vognen. 

(Politivennen nr. 397. Løverdagen den 9de August 1823, s. 6427-6430)

Redacteurens Anmærkning

Vimmelskaftet 135/Badstuestræde 135 blev i 1859 til Badstuestræde 2/Vimmelskaftet 47 og i 2008 til Badstuestræde 2/Vimmelskaftet 47. Huset er fra 1800-1801, opført for Friedrich Tutein (1757-1853). Arkitekten var Johan Martin Quist (1755-1818). (Ifølge Indenfor Voldene).

Svar på Spørgsmaalet i Politievennen nr. 392 5te Julii sidstleden "Om Landboernes Svirelyst".

Menneskets uordentlige lyster stiger almindeligvis ved givne lejligheder. Så snart værtshusholderen i stæderne og kromanden, privilegeret eller ikke privilegeret på landet overholder sit privilegium som er ikke at tillade uordentlig svir og sværm, spil og drik mv., vil de pågældende også tabe lysten til sådant. Lysten bliver til vane og denne til en anden natur der sjældent ophører ved den blotte fornufts brug. Men som oftest må den indskrænkes eller hæves ved tilstødende udvortes midler, fx tvang eller ikke-lejlighed til at udøve sådanne vaner. Lad værtshusholderen og kromanden kun først blive uegennyttig, hvortil desværre nok først, i almindelighed taget, må bruges indskrænkningsmidler, og man vil snart spore forandring i lysten til svir. 

(Politivennen nr. 397. Løverdagen den 9de August 1823, s. 6426-6427)

Redacteurens Anmærkning

Artikler i denne serie: Politivennen nr. 392. Løverdagen den 5te Julii 1823, s. 6346-6347, Politivennen nr. 397. Løverdagen den 9de August 1823, s. 6426-6427,  Politivennen nr. 401. Løverdagen den 6te September 1823, s. 6491-6493 og Politivennen nr. 402. Løverdagen den 13de September 1823, s. 6514-6516

Veirhanen paa Garnisonskirkespiir.

I lang tid har vejrhanen eller fløjet på dette spir givet en fæl skærende og pibende lyd fra sig der temmelig ligner natuglens skrig. I søvnløse nætter er denne lyd ubehagelig især for syge såvel som for andre i nærheden boende der kunne behøve ro. På grund af det våde vejr vi har haft i lang tid, er tappen hvorom fløjet skal dreje sig, blevet angrebet af rust, og dette forårsager ikke alene omtalte fæle lyd, men også at fløjet ikke rigtig kan vise vindens strøg. En halv eller hel pægel olie, påsmurt tappen, ville afhjælpe fejlen. Og for at man ikke skal tro at arbejdslønnen ville blive for høj, tilbyder en mand sig at besørge det hele for en ubetydelighed. Vedkommende kunne i tilfælde at tilbuddet modtages, erfare mandens navn og bopæl hos udgiveren.

(Politivennen nr. 396. Løverdagen den 2den August 1823, s. 6411-6412).

Mange Omstændigheder ved en Sygs Indlæggelse paa Hospitalet.

Da min tjenestepige var blevet meget syg, gik jeg lørdag den 26. juli ud på Frederiks Hospital til inspektøren og tog en seddel for at få hende indlagt mod 21 mark sølvs betaling ugentligt. På spørgsmålet om det var muligt at få hende ind straks, fik jeg til svar at jeg skulle gå til kontrolløren. Denne lovede, at så snart kandidaten kom hjem fra byen, skulle han straks komme for at undersøge pigens sygdoms beskaffenhed. Men han kom ikke. 

Imidlertid blev pigen mere og mere heftigt angrebet og da klokken var 8 om aftenen, fik hun en så voldsom krampe at hun en tid lang lå som død. Jeg sendte derfor bud til min huslæge og lod ham underrette om pigens tilstand. Men fik til svar at han ikke kunne komme før i morgen. Da jeg ikke kunne forsvare at lade mennesket ligge uden hjælp, og det heller ikke var mig muligt at beholde hende i mit hus, på grund af dets indskrænkede lokale, spurgte jeg min barber om jeg ikke kunne lade hende køre ud på hospitalet. Han svarede mig at det var nødvendigt eftersom pigen var fra forstanden og tillige havde så voldsomme anfald af krampe. 

Jeg fik hende derpå i en karet og lod 2 karle og en pige følge med hende. Undervejs havde hun 7-8 krampeanfald og det varede til kl 10 inden de kom til hospitalet. Jeg gik straks til inspektøren med min seddel som var forsynet med kautionspåtegning. Men han lod mig vide at det ikke nu var tid at komme og at pigen var anmeldt hos kontrolløren. Jeg forføjede mig til denne, men han var gået til sengs. Dog fik jeg ham i tale og hans svar var at han ikke kunne modtage den syge uden seddel. Jeg måtte derfor anden gang til inspektøren som leverede mig sedlen for at jeg kunne vise kontrolløren at alt var rigtigt. Men herved var det endnu ikke nok. Jeg måtte tredje gang til inspektøren som da endelig skrev en seddel og selv gik med til kontrolløren. I al den tid måtte den stakkels syge sidde i kareten som holdt i gården fra kl. 10 til kl. 12. 

Jeg har fremsat denne tildragelse således som den er gået for sig, i det håb at højere ansvarlige muligt deraf skulle ville tage anledning til at træffe en sådan foranstaltning at man kunne få syge indlagt på hospitalerne uden så meget tidsspilde og så mange omstændigheder.

(Politivennen nr. 396. Løverdagen den 2den August 1823, s. 6409-6411).