Glubske Hunde paa Landet.

For omtrent 3 uger siden var en mand i Avedøre så uheldig at alle hans får, 14 i alt, blev bidt af nogle glubske hunde. Seks af disse får som var bidt i struben, døde straks. De øvrige der havde store huller hist og her på kroppen, blev med nogen omkostninger kureret.

Samme nat bed disse hunde i morgenstunden 2 får for en mand i Hvidovre. De øvrige undgik faren, da en karl kom og jog hundene væk, der ligesom vilde hunde tog flugten ad Frederiksberg eller broen. 

"Den 14. august blev en del får bidt i Brøndbyøster og nogle i Hvidovre". Fårene her græsser fredeligt - ikke i Hvid-, men Rødovre ved Ejbybunkeren på Vestvolden. (Eget foto, 2015)

Lørdag nat, den 14. august, blev en del får bidt i Brøndbyøster og nogle i Hvidovre, formodentlig af samme hunde, hvoraf den ene er en stor stort hund men en hvid rem om halsen. De 2 er rødbrogede. Rimeligvis er disse hunde af den slags som holdes indelukket om dagen i kasser og lukkes ud om natten for at holde vagt. De er glubske og farlige da de ikke er vant til at se mennesker eller andre kreaturer, men kender blot den der forsyner dem med æde og drikke. Det er derfor bondens ønske at de herrer på Frederiksberg eller Broen som holder sådanne løse hunde på deres plads ville gøre deres ure eller plankværker så høje og så tætte at disse glubske dyr ikke kan komme ud og anrette endnu større skade.

(Politivennen nr. 452. Løverdagen den 28de August 1824, s. 9107-9108)

Noget om Ilden i Vandrenderne.

I Politivennen nr. 449 fra lørdag den 7. i denne måde, s. 9062 er anført "Ønske i Anledning af IIden i Vandrendernes Underlag udenfor Nørreport". Ved at læse dette interessante lille stykke er der hos nogen af bladets læsere opvakt den største forundring over muligheden at nævnte underlag kunne være udsat for at antændes så at samme brændte med en temmelig stærk lue, hvilket har været set fra midten af broen ved Nørreport.

Læseren synes at gøre sig det begreb at det må have været underlaget af de trævandrender som fører vandet til byen og som man ser ligge tværs over fæstningsgravene. Men kan ingenlunde fatte noget begreb om hvorledes ild, tilfældigt eller af vanvare, kunne antændes der. Skulle der være muligt at sådant kunne finde sted uden ved ondskabsfuld antændelse? Man ønsker sig herover en oplysende forklaring.

I sandhed, dersom det var muligt at disse render kunne være blevet brændte således at de med et derved havde fået et uventet afløb, som en tid blev ubemærket, måtte sådant haft højst betydelige følger, var det endog kun på et sted eller ved nogle af renderne. Sagen fortjener derfor uden tvivl opmærksomhed.

(Politivennen nr. 452. Løverdagen den 28de August 1824, s. 9104-9105)

Bøn til Eieren af Øen Thaarsinge.

Hr. Udgiver!

Skønt der for kort tid siden er udgivet en beskrivelse over det skønne land Tåsinge, tror indsenderen at det ikke vil være uden interesse for mange at læse en mere nøjagtig beskrivelse over de i det nævnte 300 dådyr og anmoder derfor dette blads udgiver om at indrykke denne i Politivennen.

Disse dyr er en plage for øens beboere. For ikke alene henter de som oftest deres føde i bøndernes kornmarker, men de lægger også deres unger i rugen, og det altid hvor den står allertættest. Deres leje udgør omtrent en 2 til 3 kvadratalen. Og herved bliver naturligvis den rug som står på dette sted, trykket ned og ødelagt. For at gøre skaden endnu større, plejer disse dyr hver gang de kommer til deres unger at flytte disse til et andet sted, så at det ikke er sjældent at man i en rugmark efter 6 skæpper udsæd ved afmejningen finder 30 til 50 sådanne dyrelejer, foruden adskillige småveje på hvilke dyrene ved at gå frem og tilbage har nedtrådt rugen. 

"Disse dyr er en plage for øens beboere. For ikke alene henter de som oftest deres føde i bøndernes kornmarker, men de lægger også deres unger i rugen, og det altid hvor den står allertættest". Her springer de dog ikke rundt i en kornmark eller på Tåsinge, men nord for Veksø. (Eget foto, 2015)

Men ikke alene på markerne gør disse dyr stor skade, også haverne lider meget ved dem. Som bekendt er nemlig beboerne af Tåsinge næsten alle meget dygtige til at opelske frugttræer. De køber unge træer dels fra København, dels fra Holsten, dels opelsker dem selv af kerner. Kort sagt, de gør alt muligt for deres haver. Men hvad fornøjelse har de af det? Det er ikke sjældent at disse dyr på en nat næsten helt ødelægger de bedste frugttræer ved at afgnave og æde knopperne, ja endog for at få disse slår topgrenene ned med deres takker.

Når man overvejer alt dette, mon det da var et urimeligt ønske af Tåsinges beboere at øens ejer ville indeslutte disse 300 dådyr som forårsager så stor skade i en dyrehave. Især da han ejer en meget bekvem have som fører dette navn?

(Politivennen nr. 452. Løverdagen den 28de August 1824, s. 9099-9101)

Atter noget om det i No. 432 af Politievennen omtalte Afskum i Kirsebærgangen.

I nævnte blad har man beskrevet et mandligt afskum der viser sig i Kirsebærgangen i en skændig og nederdrægtig stilling som man må blues ved at nævne.

Dette menneskelig afskum har man siden den annonce i Politivennen ikke set. Men i forrige uge har denne person atter indfundet sig i nævnte Kirsebærgang og driver der sin nederdrægtighed så snart han bemærker at intet mandfolk er i nærheden.

Anmelderen erfarede sådant af sit barn, en dreng på henved 8 år, og ilede derfor så hurtigt han kunne for at få fat på denne nederdrægtige. Men det lykkedes ikke denne gang.

Afskummet kan være forsikret om at anmelderen heraf ikke skal ophøre at forfølge ham, indtil han får tag i ham, og får personen afleveret i rettens hænder til velfortjent straf, hvorefter man da ikke skal undlade at lade hans navn bekendtgøre offentligt.

Da straffen for sådan forbryder der træder blufærdighed og sædelighed under fode, ikke er anmelderen bekendt, så kan han ved denne lejlighed ikke undlade at anbefale genindførelse af den for lang tid siden afskaffede gabestok. En sådan maskine tror anmelderen vil virke langt mere på en forbryder af sådan natur, end fængselsstraf eller straf på vand og brød. I øvrigt tror anmelderen at indførelsen af en gabestok placeret på en befærdet plads til brug for forbrydere der er kvalificerede til flere ugers fængsel på vand og brød, ikke var at forkaste, da sådan straf når den ikke bliver anvendt for tit, vil gøre bedre virkning end al anden straf.

Nutidens sæder er vel ikke så ødelagt at der jo må findes glimt af æresfølelse. Gabestokken vil derfor være et afskrækkende middel mod at begå flere forbrydelser. Fængselsstraf ses ikke, men at stå til skam for et helt publikum et par timer og gane i en uge er noget enhver just ikke så gerne vil.

Det pro og contra der kan siges om dette tema overlader anmelderen til sagkyndiges nærmeste omdømme, da rummet her ikke tillader nøjere at afhandle denne genstand.

(Politivennen nr. 451. Løverdagen den 21de August 1824, s. 9096-9098)

Gjentagen Anmodning til Vedkommende ved Almindelig-Hospital.

Allerede forrige år er i Politivennen omtalt en gul væske som flyder ud fra Almindelig Hospital i rendestenen og afgiver en fæl rådden stank. De ansvarlige har intet gjort for at få denne ækle stinkende væske ledt fra hospitalet ud i kanalen. Årsagen til det er helt ubegribelig for anmelderen da hospitalets beliggenhed er af den beskaffenhed at dette ækle fluidum let ved en rende som dog ikke kan koste uhyre summer, kan ledes gennem forrige østersøiske handels plads i kanalen, hvorved Amaliegades beboere bliver forskånet for at indånde denne ækle stank.

"En gul væske flyder ud fra Almindelig Hospital i rendestenen og afgiver en fæl rådden stank". Almindelig Hospital omkring 1819 ifølge H. G. F. Holm.

Den der på fastende mave passerer denne vej når dette stinkende og dampende gule tager flugten gennem rendestenen, kan ikke andet end ækles og få kvalme.

Amaliegades beboere anmoder herved igen de ansvarlige at træffe den foranstaltning at dette gule for udløb til kanalen, for ellers bliver de nødsaget til opsøge højere ansvarlige da de i nogle år har været plaget af en utålelig stank.

(Politivennen nr. 451. Løverdagen den 21de August 1824, s. 9090-9091)

Redacteurens Anmærkning

Der klages i Politivennen nr. 698, lørdag den 16. Maj 1829, s. 310-312 over hospitalets ringe udseende og vedligeholdelse.