Femten Trommers Larm kan endnu finde Pøbelens Behag.

Man skulle tro at det højere og lavere publikum i Dyrehaven måtte have fået nok af det " kalveskindbankende nonplusultra's" herlige kunster, eller fået ørerne nok så meget døvet. Men næppe må dette være tilfældet da han endnu på Vesterbro driver sit væsen. For dem som kunne finde behag i de barrierer denne trommeslager foreviser, fx at danse som en kakkerlak, lade sig hænge op ved benene osv., burde vel dyrehavetiden anses tilstrækkelig, især da der på Vesterbro desuden er lejlighed nok for mængden til at sætte deres få penge overstyr, ja måske langt flere offentlige steder end der er tilrådeligt for de ringere folkeklassers vel. For bekendt er den gamle regel: jo flere fristelser, jo større overtrædelse. Til sådanne barnagtige forlystelser har man penge at ofre, men mod sande kunstnere er man sparsom, skønt man der får noget ædlere for sine penge, og ikke lutter vind. Hvor er det muligt at gå Jerwitz' panoramaer forbi for at ofre til charlataneri eller kunstfærdigheder som ikke er en pibe tobak værd?

(Politivennen nr. 455. Løverdagen den 18de September 1824, s. 9147-9148)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen besvares i Politivennen nr. 456.

I anledning af det i Politievennen No. 452 Indrykkede om Bedrageri.

Den i dette stykke anmeldte bedrageriske person formodes at være den samme som den 16. i forrige måned på lignende vis fik 4 mark og en flaske og hvis herre skulle bo i Løvstræde nr. 122. Men hvilket fandtes urigtigt. Dette bekendtgøres til advarsel for at man kan tage mærke på denne bedrager. Hans påklædning var i et og alt den samme som beskrevet i bladet, undtagen den røde nathue.

(Politivennen nr. 454. Løverdagen den 11te September 1824, s. 9142-9143)

Begjering til Vedkommende ved Assistencehuset.

Da førstkommende mandag den 13. i denne måned er den ulykkelige dag for mange, da deres gods der i år og dage har været udsat på Assistenshuset og endnu ikke indløst, skal bortsælges, og ikke alle ønsker personligt at afhente det mulige overskud som kan fås af pantet ved auktion, men sender et bud i denne anledning med assistenshussedlen, så var det at ønske at de ansvarlige bestyrere ville meddele enhver under deres hånd en kortfattet skriftlig erklæring der viste hvad der havde været lånt på pantet, samt de afdragne renter, auktionsomkostningerne og hvad det ved auktionen var udbragt til. 

Dette ville ikke alene have den nytte at når buddet havde flere forskellige sedler, det da kunne gøre regnskab for enhver især. I særdeleshed når de tilhørte forskellige personer. Men det ville også berolige modtageren der på en sådan måde kunne holde kontrol med sit bud. Når til sådanne afregningssedler var trykte blanketter (og disses bekostning ville være ubetydelig, man kunne jo endog tage 1 skilling pr styk), ville deres udfyldelse være en bagatel mod den beroligelse de skænkede mange familier.

(Politivennen nr. 454. Løverdagen den 11te September 1824, s. 9136-9137)

"Førstkommende mandag den 13. i denne måned er den ulykkelige dag for mange, da deres gods der i år og dage har været udsat på Assistenshuset og endnu ikke indløst, skal bortsælges." (Det Kongelige Privilegerede Assistenshus på hjørnet af Nybrogade og Boldhusgade. Som det så ud dengang og nu. Eget foto, 2015)

En Gade-Concert.

Indsenderen der kom til byen forleden aften og fik logi hos en af sine venner der bor i Gothersgade, tror at publikum ikke vil finde det så ganske uinteressant hvad for en udenbys er påfaldende og pudsigt at høre, men som af mere vante ører der dagligt hører det, ikke bliver lagt mærke til.

Efter at have rejst på en overmåde varm dag, kom jeg til byen kl. 10 om aftenen og var meget træt, hvilket forårsagede at jeg sov over mig og først blev vækket af min vært kl. halv elleve. Jeg beklagede mig over at jeg havde meget at besørge i byen, så jeg ikke kunne blive færdig den dag fordi det allerede var så højt op ad dagen, hvorfor jeg blev anmodet om at tage mig det mageligt som jeg lod mig behage. Som jeg nu lå og tænkte over mine forretninger jeg skulle udføre her i byen og som var årsagen til min rejse, blev min opmærksomhed henvendt på følgende for en fremmed uhørte og påfaldende koncert:

Rødspætter - spætter - røds - højre sving - kartøfler kartøfler tøf tøf tøf tøf tøfler - holdt, retter eder - pind pind pindebrænde - Urs marsch - så jag ser det er omøjelig at leve lykkelig i hop med dig - venstre sving, lige ud!

"Sandelig, tilsammen taget et umelodisk musikstykke og aldeles forstyrrende for den der skal arbejde med hovedet". (Gadeliv omkring 1840 af P. Klæstrup. Væggen, Københavns Museum.)

Efter flere gange i træk at have hørt dette komiske vrøvl der virkelig bedøvede mine ører, bevægedes jeg ved lyden af den store tromme til at undersøge hvad årsagen var til sådan koncert. Jeg fik da at se at de musici der opførte den, var en tørvebonde med sin udråber som udhylede tørv til salg, vagtparaden der kom ud af eksercerhusets port og hvis officerer kommanderede geledderne til højre og venstre efter hvad vagt de skulle trække op til, endvidere en kælling på en vogn med kartofler der ligeledes lod sin stemme på det mest skingrende høre, en lille halv øllet kælling der sang eller rettere peb en svensk vise og en ditto ditto med levende rødspætter. Sandelig, tilsammen taget et umelodisk musikstykke og aldeles forstyrrende for den der skal arbejde med hovedet.

(Politivennen nr. 454. Løverdagen den 11te September 1824, s. 9131-9133)

Uorden i Frederiksborggade.

Kan det være rigtigt at Frederiksborggade næsten er spærret med bøndervogne for det meste hver formiddag når soldaterne eller rekrutterne kommer ind fra deres øvelser, således at disse, nemlig soldaterne, med megen besvær næppe kan komme igennem gaden. Havde dette været tilfældet før i tiden, ville de kommanderende officerer vist selv have fået vognene skaffet af vejen på en eller anden måde. Men da det nu synes som at de militæres beskedenhed går for vidt, efter hvad anmelderen har været øjenvidne til, troede man at politiet som vist ikke kan være uvidende om fornævnte Frederiksborggades spærring, især mandag og torsdag ville have henvendt deres opmærksomhed på det og sørget for fri passage gennem nævnte gade, såvel for de militære som for andre der skal passere samme. 

I andet fald som vel ikke er så aldeles rigtigt, måtte den kommanderende officer selv skaffe gadens midte fri for vogne således at den kommando der hører under ham, kan passere uhindret igennem. Dog var det måske mere rigtigt at sådant blev anmeldt af officeren til stadens højeste respektive kommandant for gennem politiet at se denne vist ikke ubetydelige uorden forebygget. Og man må forundre sig over at sådant ikke allerede for længst er sket. Havde anmelderen af dette været officer, ville han vist ikke have tiet så længe.

(Politivennen nr. 454. Løverdagen den 11te September 1824, s. 9137-9139)